Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

I den store by
I den store by er man oftere, fordi man har valgt at være der. Det er
her uddannelsen er eller det spændende arbejde, som kommer efter
endt uddannelse. Her er man for en kortere eller længere periode,
for at nyde godt af de muligheder, der gør sig gældende her og måske
netop for at slippe for landsbysamfundets kvælende nærhed.
Man kan være befriende anonym og skeje ud uden at skulle se nogen
andre end sig selv i øjnene dagen efter. Man kan være i fred midt
mellem myriaderne af andre mennesker.
I den store by er mulighederne for unge – og alle andre - mangfoldige.
Der skal ikke bare vælges, der skal i høj grad vælges fra. ”Skal
jeg cykle hen og besøge Rasmus eller tage S-toget ud til Julie? Skal
jeg gå i biografen eller på museum? Skal jeg læse en bog eller gå på
internettet? Skal jeg sole mig i Kongens Have eller drikke øl i
Nyhavn? Skal jeg blive hjemme og se fjernsyn eller skal jeg gå til Fri
Film sammen med 1000 andre?” Valget står mellem tilbud, som
peger tilbage på den, der vælger. Ved at besøge en ven kan jeg spejle
mig i hans/hendes interesse for mig; i mødet med film og anden
kunst kan jeg få en stor følelsesmæssig oplevelse og på den måde blive
mindet om, at jeg lever; I Kongens Have arbejder jeg på projektet
”lækker hud – lækkert liv”. Valget står mellem tilbud, som kan ”bruges
til noget” lige nu og her.
For de færreste vil det at gå i kirke dukke op på
listen over muligheder. I det almindelige hverdagsliv
er kirken ikke interessant, for den handler
om noget uden for personen selv, og man er
reduceret til statist i en meget større forestilling.
Det passer ikke godt med det velplejede selvbillede.
”Jeg er stjernen i mit eget liv.” Selv om kendere af kirken vil vide,
at man netop i den kristne kirke bliver tiltalt og set som værdifuld på
trods af alle eventuelle fejl og mangler, så er det ikke den oplevelse de
unge har af det, der sker i en gudstjeneste, og de holder sig væk.
Et tilbud om at blive en del af et kristent fællesskab ses ikke som
en positiv og tillokkende mulighed, men lyder som en omklamrende
indgriben i ens personlige forhold. Det er ikke interessant at være
sammen med andre fordi de er kristne; det skal være interessant,
selv om de er kristne. Et eventuelt religiøst sindelag hører i vid
udstrækning til i de private gemakker, som ingen uinviteret skal træde
ind i, og man skulle desuden meget nødig opfattes som ”hellig”.
I de særlige overgangssituationer ved fødsel, krise og død og i forbindelse
med samliv med et andet menneske, kan kirken dog komme
på banen som en mulighed. I disse situationer er det indlysende,
at kræfter, der er større end det enkelt menneske, er på spil, og de
kristne ritualer kan være med til at skabe rammer omkring de store
begivenheder. En karakteristisk udtalelse kom aftenen efter terror-
36