Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Styrkelse af den
kristne identitet
flyvesand, nyttefilosofi og bekvemmelighed, hvis den ikke holdes
oppe af Gud.
Vi har lært, at vi skal opføre os pænt og hjælpe andre. Hvis vi altså
kan – og så meget som muligt. Men vi har intet lært om det absolutte
– kun det relative. Det meste gøres til genstand for rationelle politiske
overvejelser. Moral er blevet noget relativt. Det handler om, hvad
der er nyttigt – ikke om hvad der står fast – hvad der er absolut.
Et gammelt mundheld lyder: “Guld kan også købes for dyrt”.
Nogle vil sige, heri er intet nyt, og det er rigtigt. Det nye er, at det
kristne ord som svar herpå ikke lyder så hyppigt – som tidligere –
og hvor det lyder, bliver det ofte forvirrende. Det var Søren
Kierkegaard, der i “Fire opbyggelige taler” skrev: “Vel er det sandt,
hvad menneskene siger, at man også kan købe guld for dyrt. Men
det højeste kan man ikke købe for dyrt. Hvis man har købt for dyrt,
har man ikke købt det højeste”.
Jeg tror, at kirken – og dens præster – har en betydelig andel i, at
det står sløjt til. Signalforvirringen er simpelthen for stor. Jeg har en
fornemmelse af, at den mere og mere kristent forudsætningsløse
dansker må tro, at kristendom ikke er noget absolut men noget, man
stemmer om i folketinget eller noget, som man kan gradbøje.
Diskussioner om tro – som f.eks. om det evige liv – føres ikke længere.
I det mindste ikke offentligt.
Hvad skal den forudsætningsløse dansker dog ikke mene. At vi
kan sætte evangeliet til afstemning og acceptere ændringsforslag om
de afsnit, der af den ene eller anden grund måtte støde os?
Det piner mig også at høre fremtrædende kirkefolk, der stort set
ligeud siger, at de er kristne uden at tro helt på “alt det med Gud”. I
al stilfærdighed kunne man fristes til at spørge: Er der slet ikke
grænser for hvor langt man kan gå i sin tolkning uden at fjerne indholdet?
Og skal det hele i øvrigt handle om kærlighed hele tiden?
Hvad blev der af skyld, synd og frelse? Det synes jeg egentlig, at man
hører sjældnere og sjældnere. Og det var vel den vigtigste del af
historien.
Kristendommen er draget ud i verden som en offensiv religion.
Mission er en integreret del. Jeg kommer til at tænke på Grundtvigs
salme: “Du som går ud fra den levende Gud” (DDS 248), hvor man
hører om apostlene, der drager ud. “Blomstre lad muld hvor de træde”
lyder det fromme håb. Og sådan har det været mange steder,
hvor danske missionsselskaber – og danske præster er draget ud.
Vi drog ud som en offensiv religion. Men hvis vi havde stået i samme
situation i Danmark, som vi gør i dag, kan man godt spørge sig
selv, om vi ville være draget ud eller vi ville være blevet hjemme.
Ville vi så ikke have været nødt til at sætte nogle ekstra kræfter ind
80