Hele stiftsårbogen i pdf-format - Til Københavns Stift - Folkekirken

Måske kunne man også benytte sig af de separate dåbsgudstjenester,
der er ved at vinde indpas, til at give dåbsfølget en mere grundlæggende
oplæring i kristendom. Man burde også overveje, hvordan
man kan involvere menigheden mere i alt bortset naturligvis fra forkyndelsen.
Og det kunne da være rart at opleve nogle flere præster,
der emmer af lyst til at forkynde. Ikke bare docere. “Tunger af ild og
dog prædiken mild, giv dem du salver og sender” (DDS 248)
Professionalisering handler om at have klare mål, og om at involvere
og begejstre mennesker. Men den professionalisering jeg efterlyser
kræver, at vi også gør os overvejelser om menighedens engagement
og inddragelse i frivilligt arbejde.
“Jeg ser ugerne, at der i menigheden opstår nogen art af lidenskabelighed”.
Sådan skrev Politikens chefredaktør Viggo Hørup i 1892
i anledning af, at der skulle bygges en række nye kirker i det stærkt
voksende København. Diskussionen gik dengang på, hvem der
skulle bygge de nye kirker. Skulle det ske i frivilligt regi uafhængigt
af det offentlige? Eller skulle staten finansiere og være bygherre?
København oplevede i sidste halvdel af 1800-tallet en befolkningseksplosion.
Og især på brokvartererne var der tæt bygget. Men
kirkebyggeriet var ikke fulgt med væksten i indbyggertallet. Det ville
en række initiativrige mænd gøre noget ved. De ville gennem
privat indsamlede midler bygge kirker og missionere i København.
Det gjaldt for dem “Københavns åndelige befæstning”.
Viggo Hørup så fanatisme i dette projekt og ville for alt i verden
undgå en selvberoende kirkelighed i Danmark. Hørup så den religiøse
iver og lidenskab som farlig, og bekæmpede den med lige så stor
lidenskab. Men netop derfor gik Viggo Hørup ind for, at staten skulle
bygge kirkerne i København. For intet forebyggede og forhindrede
ifølge Hørup religiøsitetens udbredelse mere effektivt end en
statskirke.
Hørup sagde: “Mit ideal er, at de (menighederne) skal have al ting
af os (staten), ikke blot kirker, men præster og præstegårde, kapellaner,
klokkere, gravere, organister, kirkesangere og det hele. Og de
skal have det rigeligt og godt, så at både de selv og deres fruer og
deres døtre og sønner kan være glade ved, at vi sørger for dem, og
aldrig kan komme i den fristelse at ville stå på deres egne ben”.
Det værst tænkelige for Hørup var religiøs inderlighed og private
initiativer for at give rum for gudstroen.
Jeg har det stik modsat. Jeg ser stadig med en vis ærefrygt på
Kirkefondets private initiativ for over 100 år siden. Jeg ser ikke den
slags som en trussel mod folkekirken. Kirkefondets initiativ bevirkede,
at der i stedet for de otte planlagte kirker med offentlig støtte
blev bygget 37 nye kirker alene på frivillig basis frem til 1915. Mange
af de københavnske brokvarterers kirker stammer fra dette initiativ.
83