Læs artiklen (pdf) - Bupl

COMPUTERSPIL
Ustyrligt fascinerende
Børn elsker computerspil. Det er et
fantastisk redskab til leg, fortæller en
forsker. Alligevel forsøger pædagogerne
hele tiden at begrænse børns leg
ved computeren. Spillene fascinerer og
drager, fordi de appellerer til og spiller
på basale kognitive færdigheder i os,
fortæller en forsker. Fremtiden byder
på spil med kunstig intelligens, som
skræddersyr spillene til den enkelte
spillers færdigheder.
Af Steffen Hagemann, sbh@bupl.dk
6 BØRN&UNGE | NR. 15 | 22. MAJ 2009

1962:
Verdens første
computerspil,
Spacewars, bliver lavet på Massachusetts
Institute of Technology.
1989:
Nintendo laver
den første Game
Boy, hvor man får et bærbart minispil,
der kan fodres med mange
forskellige spil. Game Boy og efterfølgeren
Game Boy Color har
solgt i 118 millioner eksemplarer.
1994:
Den første Play-
Station kommer
på markedet. 10 år senere er Play-
Station den første spillekonsol, der
har solgt i 100 millioner eksemplarer.
Spillet
1972:
Den første kommerciellesucces
for et computerspil, Pong
bliver opfundet.
1982: HjemmecomputerenCommodore
64 bliver lanceret, og
spillearkader går fallit over hele
USA. Derefter rykker spillene for
alvor ind på computerne og ind i
hjemmene.
1999:
Den første udgave
af Counter-
Strike ser dagens lys. Spillet er et
førstepersons skydespil, der spilles
i netværk. Man deler sig i to hold,
terrorister eller antiterrorister. Man
skal så samarbejde om at gennemføre
terroraktionen eller omvendt
forhindre den.
1978:
Taito laver spillet
Space Invaders.
I Japan bliver spillet så populært,
at det over hele landet forårsager
mangel på mønter. Den japanske
nationalbank må tredoble produktionen
af 100 yen-mønter for at
kunne følge med efterspørgslen.
1981:
Efterfølger til Pac-
Man, nemlig Ms.
Pac-Man, der bliver en endnu større
succes end originalen. Det er
en videreudvikling af det originale
spil, lavet af to studerende fra Massachusetts
Institute of Technology.
2000:
er simpelt: 240 prikker fordelt ud over en labyrint. Når den gule ost, som du styrer, har spist
alle prikkerne, går du videre til en ny bane. Undervejs skal du undgå selv at blive spist af de
fi re spøgelser, der jagter dig i labyrinten. Spiser du nogle særlige prikker, kan du spise spøgelserne et kort stykke tid.
Mere er der ikke i det – på overfl aden. Men der skulle gå 20 år, før det lykkedes en spiller at spille det perfekte spil.
For nøjagtig 30 år siden sad den 24-årige spildesigner Toru Iwatani i Japan og drømte om at lave fl ippermaskiner. Men
desværre var han ansat hos Namco, som kun lavede computerspil, så han måtte nøjes med at lave fl ippermaskiner
som computerspil. Dem lavede han et par stykker af, før han besluttede sig for at prøve noget nyt. Det skulle være et
computerspil uden vold, og især et spil, som også appellerede til kvinder.
Toru Iwatani tog udgangspunkt i ’at spise’. Idéen til den fi gur, man styrer, fi k han, da han spiste pizza og havde fjernet
en trekant. Pac-Man var født.
Sammen med ni medarbejdere arbejdede Toru Iwatani et helt år, før Pac-Man var klar i den endelige version. Den
22. maj 1980 blev Pac-Man introduceret i Japan.
Over det meste af verdenen blev Pac-Man et gigantisk hit i spillehallerne. Spillere stod i kø for at stoppe penge i
arkademaskinerne. I USA indtjente spillet en milliard dollar i løbet af de første 15 måneder. En del af hemmeligheden
bag den enorme indtjening var det faktum, at den gennemsnitlige spiller kun var to minutter om at få brugt sine tre liv.
1980:
Pac-Man bliver
født. Der bliver
solgt 100.000 arkademaskiner
med spillet i USA.
1981:
Nintendos Donkey
Kong, der
også byder på hovedpersonen
Super Mario, debuterer. I begyndelsen
er han tømrer, men senere
bliver han blikkenslager og har vist
sig meget livsduelig. Nintendo laver
stadig spil med den lille blikkenslager
med det store overskæg.
Sony lancerer
Nintendo lan-
PlayStation 2. 2006: cerer Wii og
revolutionerer spillekonsollerne.
Den trådløse controller med indbyggede
accellerometre gør det
muligt at bruge spillerens intuitive
bevægelser til at styre spillets
gang.
Pac-Man: I Japan blev spillet lanceret
som Puck-Man, fordi osten
også lignede en ishockeypuck.
Men man frygtede, at amerikanske
drillepinde ville kradse lidt i P’et og
lave det om til F, så man valgte det
mere ufarlige Pac-Man.
7

Foto: Jeppe Carlsen
COMPUTERSPIL
Middle-earth: J.R.R. Tolkiens romantrilogi
’Ringenes herre’ foregår
i Midgård. Det er også her, strategispillet
Battle for Middle-earth
foregår.
Maxi på 10 år (tv.) og Luke på 11 kan
spille sammen i tre timer i træk, når de
strækker Bryggens regler lidt.
Faramir og Boromir: To brødre fra
Tolkiens ’Ringenes herre’. Sønner
af Denethor, Gondors marsk. Faramir
bliver hjemme og forsvarer
Gondor mod de onde orkers angreb,
mens Boromir bliver en del af
Ringens Broderskab.
Men nogle havde mere talent for at spille computerspil. Allerede i arkadespillenes guldalder, som de tidlige 1980’ere
kaldes, viste Billy Mitchell blik for at bruge et joystick. Dengang var han bare en ranglet teenager. Han blev kåret til ’Video
Game Player of the year’ i 1983, bare 18 år gammel, blandt andet fordi han havde opnået 957.300 point i Donkey
Kong, en rekord, der først skulle blive slået 25 år senere.
Det er nu ikke det, der har gjort Billy Mitchell til arkadespillernes legende. Den 3. juli 1999, 20 år efter at Toru Iwatani
spiste en pizza og opfandt et spil, lykkedes det en 33-årig Billy Mitchell som den første nogensinde at spille det
perfekte spil Pac-Man.
På lidt over seks timer gennemførte han samtlige 256 baner, spiste samtlige prikker, samtlige spøgelser, samtlige
bonuspoint uden at miste et eneste liv. Den endelige score: 3.333.360.
Præstationen var vanvittig. Bare en mistet prik, og der havde ikke været noget perfekt spil. Dagen før rekorden havde
Mitchell da også et mislykket forsøg: Ved 1.900.000 point kom en dreng til at trække stikket på maskinen ud.
I 1999 blev Billy Mitchell kåret til ’Video Game Player of the century’ for sin præstation.
Klubben Bryggen og kampen om Midgard
I et hjørne af computerrummet sidder Luke på 11 år og Maxi på 10 år. De spiller strategispillet Battle for Middleearth,
der foregår i Tolkiens univers fra Ringenes Herre.
Maxi styrer musen og placerer en kæmpe ork tæt på nogle elverbueskytter. Orken begynder systematisk at skyde
elverne ned, men elverne, som computeren styrer, skyder igen. Det er ikke noget problem, forklarer Luke.
»Orken er stærkt, så han holder til det hele,« siger han.
Maxi ved, at orken selv kan klare ærterne, og går hen til et andet sted på kortet, hvor han har gang i en anden kamp.
»Det vænner man sig til,« forklarer Maxi sin evne til at multitaske i spillet.
De to drenge har valgt at styre de onde i kampen om Midgård, fordi de for længst har klaret spillet som de gode.
Drengene sidder i computerrummet i Bryggens Børne- og Ungdomscenter, en stor klub på Islands Brygge i København.
Det er primært her, Maxi spiller computer. Men Luke spiller noget mere, og nogle gange kan han godt fi nde på at gå
hjem fra klubben klokken tre for at spille computer uden afbrydelser.
På Bryggen må knap 200 medlemmer af fritidsklubben dele 12 computere, forklarer Peter Smidt, Bryggens computerpædagog.
Derfor må børnene kun spille en halv time ad gangen og maksimalt tre gange i løbet af en dag. Man må
først skrive sig på en ny tid, når man har spillet sin halve time.
Men Maxi og Luke forstår at bøje reglerne. Da Luke er færdig med sin halve time, rykker Maxi ind foran tastaturet.
Luke går op til sedlen og skriver sig på efter Maxi og sætter sig så hen i stolen ved siden af. Planen er at holde spillet
kørende i tre timer på den måde. Det er ikke noget problem, synes Peter Smidt.
»De to kan godt sidde der hele dagen, men de skiftes,« siger han.
Er det en stille dag i computerrummet, så er der ingen grund til at håndhæve reglerne til punkt og prikke.
»Jeg er ikke så streng en politibetjent. Men hvis jeg ser den samme sidde og spille hele tiden, så kan jeg godt fi nde
ud af at sige: ’Nu synes jeg lige, du skal rejse dig op og gå ud og spille fodbold’, men det regulerer sig selv.«
At der er tidsbegrænsning på, hvor lang tid børnene kan spille, er ikke kun et spørgsmål om, hvor mange computere,
der er plads til i klubben, pointerer Peter Smidt.
»Det er pædagogisk begrundet. De skal også lave noget andet, for ellers kunne de sagtens blive siddende herinde.
Der er nok en 10-15 stykker, som kunne sidde herinde hver dag hele dagen, hvis de fi k lov,« siger Peter Smidt.
Er der nogen drenge, der får forbud mod at spille fodbold?
»Det er der jo ikke. Men hvis du har spillet 40 kampe i fodbold, så er du træt. Her bliver de ikke trætte på samme
måde,« siger Peter Smidt, der kalder det en svær diskussion.
»Vi har haft den oppe og vende på personalemødet. Vi andre skal også vænne os til det. Det er stadig forholdsvist
nyt med computere,« fortsætter han.
Samtidig ønsker ingen forældre, at deres børn sidder hele dagen ved en computer, forklarer han.
»Man ser gerne sine børn lave noget sportsligt. De skal have nogle andre indtryk, ikke bare indtryk fra skærmen,«
mener han.
For at få børnene til at røre sig mere har klubben en Nintendo Wii og en PlayStation med EyeToy. Begge har spil, som
kræver bevægelse. Også der må man kun spille en halv time ad gangen.
Maxi søger på banen efter en bestemt person.
»Hvor var det, Faramir var,« spørger han.
»Han kommer ikke i den her bane,« svarer Luke.
8 BØRN&UNGE | NR. 15 | 22. MAJ 2009

»Nej, det er Boromir,« siger Maxi og fi nder frem til helten Boromir.
I spillet står Boromir naglet til jorden, mens Maxi lader orkerne angribe.
»Vi har brugt en kraft, så han ikke kan gå nogen steder hen. Han kan bare stå der,« forklarer Luke, mens Boromir
synker i knæ. Boromirs tid er kommet.
Ga udenfor
I Multihuset, en klub i Vodskov ved Aalborg, er der 56 børn fra 10-12 år og tre computere. Børnene må kun spille en halv
time om dagen. Medarbejderne vil ikke have, at børnene sidder bag skærmen hele dagen, siger leder Randi Astorp.
»Vi synes, det er bedre at tage en bold med udenfor og bruge vores udenomsplads, eller at tage vores rollespilsvåben
og lave rollespil i skoven.«
Er børnene enige i den vurdering?
»De klager ikke over det. Men det har altid været sådan,« siger Randi Astorp, som har bemærket, at børnenes interesse
for computerne er størst, når de lige kommer fra skole. Randi Astorp påpeger, at langt de fl este børn har computere
derhjemme, som de spiller på. Derfor behøver de ikke at spille i klubben.
»Det er et pædagogisk valg. Vi har så mange andre ting, og de skal ikke sidde der hele dagen i den alder,« siger
Randi Astorp.
I Multihusets ungdomsklub er der ingen begrænsninger på, hvor meget man må bruge computeren. Men der er heller
ikke den store efterspørgsel på computertid, beretter Randi Astorp.
De unge bruger mest nettet - blandt andet til at tjekke Facebook, eller når drengene med knallertinteresse skal vise
hinanden nogle fede knallerter.
Multihuset har også både PlayStation og Nintendo Wii. Der må de også kun spille en halv time hver dag.
Pae dagogikken modarbejder legen
På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby sidder lektor Carsten Jessen og undrer sig. Han har gennem 20 år
forsket i børn og computerspil, og han kan ikke forstå, hvorfor børnene skal pålægges begrænsninger i deres brug af
computere i institutionerne.
»En halv time ad gangen? Det svarer til, at man giver folk en bog, og lige når man kommer til det spændende, er der
en, der river bogen ud af hånden på en,« siger Carsten Jessen.
Han er leder af det nyoprettede Center for Playware, hvis mål er at udvikle nye interaktive legeredskaber ved
brug af robotteknologi. Han mener, at en halv time slet ikke er nok til at komme ordentligt i gang med et spil.
»Det er i hvert fald at ødelægge spilkulturen. Der, hvor der er koncentration, hvor man vil noget, hvor man lærer noget
nyt og kæmper sig frem til det næste,« siger han.
Den pædagogiske praksis modarbejder direkte legen.
»For det tager lidt tid, inden en leg kommer i gang, og når den først begynder at svinge, skal man ikke komme og
sige ’nu skal I stoppe’. Til alle tider har det givet ballade,« siger Carsten Jessen og understreger, at begrænset spilletid
også gør børnene mere nervøse og hektiske, for så skal de nå det hele på kort tid. Derfor kan det ofte føles, som om
computerspil er lig med larm og ballade i institutionerne.
Skil en knallert ad
Nogle pædagogiske tiltag kræver lidt pædagogisk snilde, hvis man skal lokke børnene til at deltage. Andre aktiviteter
kan børnene sagtens selv se det sjove i at være med i.
»Det er nok at stille en computer op, hvis det er spil, man vil have,« siger Carsten Jessen.
Hvis man vil vise børnene alle de andre muligheder, der er i computere, for eksempel at lave fi lm, billeder, lyd eller
musik, kræver det til gengæld noget af pædagogen.
Det fandt Carsten Jessen selv ud af, da han for 20 år siden blev instruktør i en åben datastue sammen med en
mandlig pædagog. Børnene fandt hurtigt hen til datastuen, der lå i den lokale folkeskole. Fra begyndelsen havde de to
instruktører masser af planer om, hvordan børnene skulle lære at bruge edb, som det hed dengang.
Men børnene ville hellere spille. Det tog ikke lang tid, før de to instruktører lagde undervisningsambitionerne på hylden
og lod spillene indtage datastuen.
»For mit eget vedkommende forstod jeg ikke computerspil, før jeg selv sad med dem,« siger han og påpeger, at
pædagogernes manglende lyst til at tage computerspillene til sig i den pædagogiske praksis også skyldes, at mange
stadig ikke ved, hvad det er.
Hjemme: I 2006 havde 97 procent
af alle børnefamilier en computer i
hjemmet.
Kilde: Danmarks Statistik.
Playware: Center for Playware er
et strategisk samarbejde mellem
Danmarks Tekniske Universitet og
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,
Aarhus Universitet.
’Playware beskæftiger sig med
avancerede digitale produkter, der
skaber leg og oplevelser hos brugere
i alle aldersgrupper. Det nye
center vil især fokusere på teknologi
med fysisk brugerinteraktion,
herunder helt nye interaktive og
motiverende produkter, som bygger
på robotteknologi, moderne
kunstig intelligens og mobil teknologi,’
står der på playware.dk
Edb: Elektronisk Databehandling.
Sneg sig ind i det danske sprog for
omkring 50 år siden. Nu hedder det
IT, en forkortelse for informationsteknologi.
9

COMPUTERSPIL
World of Warcraft: Verdens største
og mest populære multiplayer
online rollespil. Omkring 11,5 millioner
gamere betaler hver måned
omkring 100 kroner for online at
spille WoW, som det kaldes.
The Tech Model Railroad Club:
Modeljernbaneklubben blev stiftet I
1946 og er stadig aktiv på campus.
På hjemmesiden tmrc.mit.edu kan
man læse om den historiske klub.
PDP-1: Computer med en hukommelse
på 9.000 bytes, men
kunne opdateres til 144.000 bytes.
En almindelig computer har
i dag en hukommelse på mindst
120,000,000,000 bytes, også kaldet
120 Gigabytes.
Andre: Sammen med det første
computerspil opfandt Bill Russell
og venner også hele hackerkulturen.
Et program til computeren blev
kaldt et hack, og alle hacks lå frit
tilgængelige i en skuffe ved siden
af computeren. Det var nemlig lige
så sejt at lave en god revision af et
program, som det var at lave et helt
nyt program. Derfor var det naturligt,
at andre forbedrede Spacewars
med stjernehimmel og tyngdekraft.
»Hvis man som kvinde på 45 år sætter sig ned og prøver Counter-Strike, vil man måske synes, det er det mest
forfærdelige, man nogensinde har været i nærheden af. Men det vil man også komme ud for med andre typer af
drenge- og mandekultur. Man går sikkert heller ikke ned og skiller en knallert ad,« siger Carsten Jessen, der ikke selv
er så vild med Counter-Strike.
»Det er svært at lære at spille Counter-Strike. Som begynder i Counter-Strike vil man uundgåeligt blive skudt rigtig
mange gange - og så er man faktisk ikke så meget med i spillet. Det er heller ikke sjovt at spille tennis, hvis man hele
tiden taber,« siger Carsten Jessen, der foretrækker World of Warcraft, for der går det langsommere.
Men der er netop forskel på, hvad folk kan lide. Nogle holder af sport, andre hader det. Nogle holder af bøger, andre
hader det. Og så er der nogle, der foretrækker krimier, andre romaner af Dostojevskij, som Carsten Jessen siger.
»I hele den legekultur er der en enorm forskel på, hvad vi kan lide. Og vi kan nogle gange have svært ved at forstå,
hvad andre kan lide. Men som professionel pædagog burde man kunne se, når børnene bliver engagerede, når det bliver
leg og noget, der optager dem. Det bør man kunne få øje på, også selv om det er drengekultur,« siger Carsten Jessen.
»Og leg er i sig selv en måde at være i tilværelsen på, og som vi stræber efter,« siger Carsten Jessen.
Pædagoger har normalt har et godt blik for legen. Netop nordisk pædagogik adskiller sig fra pædagogikken mange
andre steder ved at have en enorm respekt for børn og for deres egne udtryk, sange og lege, fremhæver Carsten Jessen.
»Det er bare, som om respekten forsvinder, når computeren og teknologien kommer ind. Det er uforståeligt, for det
er noget, som børnene selv foretrækker. De gør det, fordi det giver leg. De gør det altså ikke, fordi det forfører dem eller
ødelægger dem, for så havde vi nok haft meget større problemer, end vi har i dag,« siger Carsten Jessen.
Det forste computerspil
Massachusetts Institute of Technology (MIT) er og har længe været et af USA’s førende universiteter inden for naturvidenskab
og ingeniøruddannelser. Universitetet bryster sig af at have udklækket 73 nobelprisvindere, fortrinsvis inden
for fysik, økonomi og kemi.
Ikke overraskende har MIT også haft mange nørder gående på campus. I slutningen af 1950’erne fandt nogle af
nørderne sammen i The Tech Model Railroad Club, modeljernbaneklubben, fremgår det af bogen ’The Ultimate
History of Video Games’, skrevet af Steven L. Kent.
Det var unge mænd, der var naturligt nysgerrige efter at fi nde ud af, hvordan mekaniske og elektroniske dimser fungerede.
De elskede at undersøge ting, og deres lykke var gjort, da en af dem en aften i 1959 fandt en IBM 407 bag en
ulåst dør. Computeren blev hurtigt mere interessant end modeljernbanerne. To år senere donerede Digital Equipment
sin nyeste computer, en PDP-1, til universitetet. Sammenlignet med tidens computere var det en lille sag, ikke meget
større end en personbil.
Steve Russell var på det tidspunkt nyt medlem af modeljernbaneklubben, men han var mere interesseret i computere.
Han elskede at læse science fi ction, og da PDP-1’en kom, fi k han den idé at leve sin science fi ction-interesse ud på
computeren. Han ville lave et interaktivt spil i det ydre rum til computeren.
Det tog ham 6 måneder og 200 timer at blive færdig med den første udgave at sit spil, en duel mellem to rumskibe.
Med små vippekontakter indbygget i PDP’en kunne man både styre fart, retning og affyre torpedoer. Russell kaldte
sit spil Spacewar.
Andre reviderede Russells spil, så da den endelige udgave var færdig i 1962, var den udstyret med en korrekt stjernehimmel
og en sol med tyngdekraft, der kunne trække rumskibe til sig. Der var også en hyperspace-knap. Var man
fanget af sin modstander, kunne man trykke på knappen og forsvinde. Men man anede ikke, hvor man dukkede op
igen. Nogle gange dukkede man op i sikkerhed, andre gange var det for tæt på solen.
Spacewar blev et hit på MIT, men Russell tjente aldrig en krone på verdens første computerspil. Det var nemlig umuligt
at få spillet udbredt. En af grundene var, at computeren, som man skulle spille på, var dyr. En PDP-1 kostede 120.000
dollar i 1961, svarende til noget nær 900.000 dollar i dag.
Pong og pengene
Der skulle gå 10 år, før det næste vigtige skridt i computerspillenes historie blev taget, nemlig det kommercielle skridt.
I 1972 var Atari et helt nyt fi rma i Californien. De to stiftere, Ted Dabney og Nolan Bushnell, ansatte som den første
en sekretær til at tage telefonen. På den måde ville de virke som et større fi rma, når kunder ringede, var rationalet.
Den næste person, de ansatte, var en ung ingeniør, Al Alcorn. Den første opgave, han fi k, var at lave et computerspil
baseret på bordtennis. En bold, to bats og en pointtavle, ikke andet, lød Bushnells instruktion. Bushnell ville give den
unge ingeniør en mulighed for at fi nde ud af, hvordan man lavede computerspil, og opgaven var bare en øvelse.
10 BØRN&UNGE | NR. 15 | 22. MAJ 2009

Men det vidste Alcorn ikke.
Alcorn gik i gang med spillet, og han syntes, at opdraget gav et noget kedeligt spil. Så han designede en måde at
give boldene skru på. Han delte også battet op i otte segmenter. Hvis bolden ramte de to midterste segmenter, fl øj den
tilbage i en tilsvarende vinkel. Jo længere ud man kom på battets kant, jo skævere blev vinklen på bolden. Samtidig fi k
han også gjort spillet sværere, ved at bolden fl øj hurtigere, jo længere tid man spillede.
Pong var født.
Det tog Alcorn tre måneder at lave en prototype. Den blev sat op i Andy Capp’s Tavern, en lille, lidt snusket bar i Sunnyvale,
Californien, i september 1972. Så skulle der bare mønter i, for at folk kunne spille.
To uger senere ringede barens ejer til Alcorn og spurgte, om han ikke ville komme og lave maskinen. Den var gået i
stykker, og den var allerede blevet ret populær. Alcorn troppede op, åbnede maskinen, og pengene væltede ud. Pongmaskinen
var brudt sammen, fordi den var overfyldt med mønter.
Og værtshusejeren kunne også fortælle om et sjovt fænomen. Da han åbnede baren samme dag, havde der stået
folk udenfor og ventet. De gik bare ind og spillede Pong, de købte ikke noget i baren.
Interessen for at spille computerspil opstod præcis samtidig med computerspillene.
Kognitive kompetencer
Kontoret ligner de fl este andre forskeres kontor. Lettere rodet og godt med bøger på hylderne. Titlerne er blandt andet
’Toys as culture’, ’Mind and cognition’ og ’Models of the self’. På skrivebordet ligger det nyeste Hitman-spil, som
ejeren selv kalder ‘påfaldende kynisk’, og Fallout 3, som han snart skal bruge et par dage på at spille for at samle
empiri. På en hylde står der fl ere computerspil.
Andreas Gregersen forsker i computerspil og underviser i computerspilsteori og -analyse. Han er lige blevet ansat
som adjunkt på Københavns Universitet, Amager, efter han i november forsvarede sin ph.d.-afhandling ’Core Cognition
and Embodied Agency in Gaming: Towards a Framework for Analysing Structure and Function of Computer Games’.
Ifølge forfatteren selv er tilgangen i afhandlingen så teoretisk, at selv bedømmerne synes, det var hård kost at komme
igennem. Med afsæt i kognitions- og udviklingspsykologien har Andreas Gregersen kigget på, hvorfor computerspil
er så sjove. Og det er de, fordi de udnytter menneskets basale opfattelsesevner.
»Udviklingspsykologer antager, at der er nogle kompetencer lejret i hjernen, som gør, at man kan interagere med
omverdenen på fornuftig vis,« siger 35-årige Andreas Gregersen.
I den sammenhæng er de kognitive evner omkring fysiske objekter essentiel for at forstå, hvorfor computerspil
fascinerer, forklarer han. Der er en række nøgleegenskaber ved fysiske objekter, som man skal forstå: at de har fast
form, at de ikke forsvinder igen, at de hænger sammen, så de ikke kan opløse sig igen, og at de også hænger sammen
bagved andre ting. Man skal også forstå, om ting støder sammen, og at der er noget foran og bagved. To andre
centrale begreber er støtte: at ting kan stå på noget og støttes af det. Og indhold: at noget kan være i noget andet,
for eksempel kaffe i en kop.
Samtidig er begrebet kraftdynamik også et vigtigt element i computerspil. Det er nærmest grundbegrebet i billard:
Du skal give en kugle fart på, den støder ind i en anden kugle og overfører sin energi.
»Kaffen er i koppen, koppen står på bordet. Hvis jeg slår til den, sker der noget. Den kan trille ned, spilde sit indhold
og måske gå i stykker,« forklarer Andreas Gregersen den grundlæggende tankegang.
Computerspillene kan bare noget andet: De kan nemlig lege med og udfordre vores kognitive grundforståelse og
vores kraftdynamiske begreber og gøre umulige ting mulige.
Sma maskiner med kausale svar
Forskning viser, at babyer på bare to en halv måned besidder en begrænset forståelse for nogle af disse forhold, men
allerede omkring et år har de en sammenhængende forståelse for den fysiske verden omkring sig.
»Når man ved sådan noget i den alder, må der være en genetisk komponent. Vi er gearet til, at vi skal interagere
med verden fysisk og socialt. Vi er bygget til at udøve vores egne kompetencer, fi nde ud af, hvad ting kan og skal. Vi
er bygget som nysgerrige,« siger Andreas Gregersen.
Så kigger han over på reolen bag skrivebordet, for som han forklarer, så har han en tendens til at kigge på sine bøger,
når han kommer til at tænke på dem.
»Der er en amerikansk fi losof, der har lavet en teori om kausalitet, der går ud på, at mennesket forstår kausalitet
grundlæggende ved at tænke sig processer, som de kan lave interventioner på. Hvis jeg tager den her (han tager
omslaget til spillet Hitman op) og ryster den, så sker der noget. Det er en grundlæggende måde at se kausalitet på, at
Pong:
Hitman: Et dansk udviklet spil,
hvor man som lejemorderen Agent
47 skal løse nogle ganske blodige
opgaver, der ligger i fagets natur.
Fallout 3: Et action-rollespil, der
foregår i år 2277 i en verden, der er
i ruiner efter en atomkrig.
Kognitionspsykologi: ’Den del
af psykologien, der studerer skabelse,
tilegnelse og anvendelse af
viden,’ skriver Den Store Danske
Encyklopædi.
Kausalitet:»Årsagssammenhæng.
Siden oldtiden er det blevet betragtet
som videnskabens væsentligste
opgave at fastslå årsagssammenhænge
og formulere årsags- eller
kausallove, der muliggøre en forståelse
og forklaring af det iagttagede.«
Den Store Danske Encyklopædi.
11

Foto: Jeppe Carlsen
COMPUTERSPIL
Super Mario: Nintendos populære
blikkenslager, der har været med i
spil, siden Donkey Kong kom frem
i 1981. Ifølge Andreas Gregersen er
det nye Super Mario Galaxy noget
nær verdens bedste spil - og et af
de spil, der har gjort mest for hans
forståelse af mediet.
Primitive spil: På nettet kan man
fi nde de gamle, klassiske arkadespil
som Pac-Man, Donkey Kong, Lemmings.
Lav en google-søgning på
spiltitlerne, så dukker spillene op.
Katrin på 11 år kan godt fi nde på at
spille computer. Men hun vil hellere
køre sammen med sin bror.
forstå lovmæssige sammenhænge i omverden. Hvis jeg kan ændre på det, så er det kausalt,« siger Andreas Gregersen.
»Kausalforhold har at gøre med what if-spørgsmål, hvad hvis. Og det er på en eller anden måde det, som computer-
spil er. Det er små maskiner, der tillader dig at besvare what-if spørgsmål inden for programmets grænser,« forklarer
Andreas Gregersen.
Spillene skal bemestres
Interaktion er grundelementet i computerspil. Man bestemmer simpelthen, hvad der skal ske i spillet. Forudsætningen
for, at man kan interagere med computerspil, er, at de stiller en fysisk virkelighed op.
»For at gøre det sjovt skal der helst være et element af konfl ikt i det, eller som med Super Mario, så skal der være
en sjovere måde at gøre tingene på,« siger Andreas Gregersen og henter en anden bog ned fra reolen.
Han skal lige tjekke den klassiske spildefi nition, som den blev formuleret af spilteoretikeren Brian Sutton-Smith i
1971. Han bladrer hurtigt frem til det rigtige sted og oversætter fra engelsk: Man skal gøre det frivilligt. Der skal være et
kontrollerbart system, hvor der er en modsætning mellem nogle kræfter, som er begrænset af en procedure og nogle
regler, så man får et system, der er ude af ligevægt.
Den spildefi nition er klinisk renset for følelser. Den siger ikke noget om, at spil kan være sjove, men den favner alle
spil og fortæller, at der i ethvert spil er regler (proceduren) og en vinder og en taber.
»Det er en spildefi nition, som overhovedet ikke tager højde for alt det, som computerspillene også gør,« siger Andreas
Gregersen. Han kalder computerspil for en organiseret form for leg.
»Mange af spillene er udfordringsbaserede. Og det er måske en særlig appetit, man skal have på at blive udfordret.«
Tilbage til legeteoretikeren Brian Sutton-Smith. Han har også påvist, at før legen med en ting går i gang, har man
udforskningen, hvor man fi nder ud af, hvad en given ting kan. Det minder om psykologen Piagets begreber om at akkommodere
eller assimilere, bemærker Andreas Gregersen.
»Så assimilerer du omgivelserne til dig og det, du vil. Det er det, Sutton-Smith kalder mastery, det at bemestre omgivelserne.
Spillene er designet til, at du lige skal starte med at vide, hvordan det skal køre, og så giver det dig mulighed
for netop at bemestre det,« siger Andreas Gregersen og fremhæver sit yndlingsspil for tiden: Super Mario Galaxy til
Nintendo Wii.
»Mario går rimeligt hurtigt over i en hård bemestring. Jeg vil næsten sige, at det er svært at lege med det, før man
bliver god. Der er mastery den primære modus. Du skal mestre det skide hop, for hvis du ikke gør det, så ryger du ned
igen og skal begynde forfra,« siger Andreas Gregersen.
Han gik i gang med at spille Super Mario Galaxy, mens han skrev på sin ph.d.-afhandling, men spillet var så svært,
at han var lige ved at opgive at gennemføre det. Han blev først færdig med første halvdel af det, da afhandlingen var
afl everet.
»Der er 120 stjerner (baner, red.) i hele spillet. Fra nummer 40 begynder det at være meget game-orienteret som de
klassiske arkade-maskiner. Hvis du laver en lille fejltagelse, så er det bare forfra. Og man skal kunne lide den udfordring
i det, for jeg synes ikke, det var nemt,« siger han og peger på, at frustration også er en del af det at spille computerspil.
Faktisk bliver kun 20 procent af alle spil spillet til ende, fortæller han.
Spillet spiller dig
Folk, der spiller computerspil, er grebet af at spille, og prøver at overvinde udfordringer og gåder i et mere eller mindre
kunstigt univers. Og det er spillets udfordring, der appellerer, ikke de fantastiske grafi ske muligheder, der er i moderne spil.
»Folk spiller stadig de helt vildt primitive spil på nettet uden al den gejlede æstetik for at få den klassiske spiludfordring,«
påpeger Andreas Gregersen og understreger, at moderne spil leverer fantastiske audiovisuelle oplevelser.
»Ludologer har sagt, at computerspil ikke handler om æstetik. Det helt basale er det øjeblik, hvor du forsvinder ind i
spillet, og det bliver en rytme. Spillet spiller dig, du underlægger dig det. Det er ligesom at gå ind i en symbiose, det er
lige meget med farverne og alt det andet stads, det gælder om at ramme knappen på det rigtige tidspunkt. Spillene
er jo ekstremt rytmiske,« siger Andreas Gregersen.
»Der er ingen tvivl om, at man kan lære noget af at spille computerspil. Man lærer i hvert fald at spille spillet.«
Fa spil til piger
Computerspil omsatte på verdensplan omkring 40 milliarder dollar i 2008 ifølge en analyse fra PriceWaterhouseCoopers.
Og alligevel ignorerer man stort set halvdelen af sine potentielle kunder. Man laver nemlig stort set kun spil, der
appellerer til drenge.
12 BØRN&UNGE | NR. 15 | 22. MAJ 2009

»Det er svært at fi nde et rigtigt spil til piger,« siger Peter Smidt, der har computerrummet i Bryggens Børne- og
Ungdomscenter som sit domæne.
»Pigerne spørger nogle gange, om der ikke er nogle pigespil. De spørger, men interessen er der ikke helt, bortset
fra Sims« siger Peter Smidt.
For at gøre det mere attraktivt for piger at bruge computerrummet er torsdagen kun for piger. Det hjælper lidt.
»Lige så snart der er lidt fred og ro, så kommer pigerne,« fortæller Peter Smidt.
Pigerne fi nder mest spil på nettet, på Facebook og Y8.com, fortæller han.
Katrin på 11 år har dog fundet ind i computerrummet på en almindelig dag. Hun er gået på Facebook og spiller Pet
Society. Hun styrer en lille nuttet kanin rundt i et endnu mere nuttet univers.
»Man laver sin egen fi gur, så får man penge, så skal man købe tøj og sådan noget,« forklarer hun, mens hendes kanin
besøger en anden kanin, får en krammer og indkasserer småmønter for ulejligheden.
Katrin styrer kaninen hen i en butik, hvor hun køber brød, som hun bærer hjem i køkkenet, som hun begynder at
rydde op i. Hun spiller i virkeligheden ikke computer så tit.
»Jeg vil hellere være udenfor. Så er jeg ude og køre på skateboard med min lillebror,« fortæller Katrin med lille stemme.
Drenge elsker konkurrence
Forsker Carsten Jessen kan godt forstå, at pigerne ikke er så vilde med de spil, der er. Spillene er nemlig meget handlings-
og konkurrenceorienterede.
»Det appellerer til drenge: Hvem er bedst til det her? Det er meget vigtigt hele tiden at konkurrere, og det skal man
ikke misforstå. Jeg vil nødigt sige, at det har noget at gøre med vores biologi, for det tror jeg ikke, det er vores kultur.
Drengekultur er mere konkurrenceorienteret, piger er mere orienteret mod omsorg og hinanden, og hvordan den anden
har det, og de vil nødigt konkurrere,« forklarer Carsten Jessen.
Pigerne har dog taget internettets muligheder for kommunikation og chat til sig, påpeger han. Og han ser efterhånden
fl ere spil, der egner sig til piger. Især de spil, hvor man skal passe dyr, gå på shopping, eller klæde fi gurer ud og sminke
dem. Men pigerne har alligevel deres forbehold.
»De er stadig ikke helt vilde med computerspil, det er ikke helt så meget inde i deres kultur. Det er lidt det samme
med fodbold. Pigerne synes også, det er sjovt, og fl ere og fl ere piger spiller fodbold, men det er ikke så dybt begravet
i pigekulturen,« siger Carsten Jessen.
En helt ny amerikansk undersøgelse af computerspillere, ’The State of the Video Gamer’, viser dog, at kvindekønnet
er ved at få grebet om computerspil. Det er bare ikke helt den samme slags spil, som mænd foretrækker.
Således udgør kvinder fra 25 år og opefter den største gruppe, der spiller spil på computeren. De kvinder stod for
46,2 procent af alle spillere og 54,6 procent af al spilletiden i december måned 2008 i USA. De fl este af dem spiller
de spil, som allerede ligger gratis i computeren. Solitaire eller syv-kabale, som det hedder på dansk, er suverænt
det mest foretrukne.
Kunstig intelligens
Georgios Yannakakis drømmer om at skabe det perfekte computerspil til dig, mig og alle andre. Målet er computerspil,
der tilpasser sig lige netop den enkelte spillers evner og behov, så spillet – inden for sine rammer – altid vil være sjovt
og udfordrende.
Han forsker og underviser i kunstig intelligens i spil.
»Det handler om, hvordan man gør spil klogere, end de er, mere attraktive, mere appellerende,« siger han.
Georgios Yannakakis er født i Athen, har taget en ph.d. ved Edinburgh Universitet og er nu lektor ved IT-Universitetet
i København, 32 år og nybagt far.
»Hovedingrediensen i computerspil er interaktion. Det har tv ikke. Det, der er cool ved spil, er, at du kan interagere,
være en del af historien,« siger han.
Hans vision er, at kunstig intelligens i spil skal nå et niveau, hvor man kan gå fra ingenting til et komplet spil, afhængig
af brugerens behov.
»I fremtiden interagerer du med systemet, og det lærer af dig, bliver ét med dig. At gøre spillene intelligente og få dem
til at skræddersy oplevelsen til brugeren er et lille skridt på vej mod den vision,« siger Georgios Yannakakis.
Georgios Yannakakis forskning i kunstig intelligens udspringer af hans begejstring for Pac-Man, som gjorde ham
hooked på computerspil. Spillet blev genstand for hans ph.d.-afhandling. Målet var at gøre spillet mere spændende
for spilleren, så han gjorde spøgelserne til optimale dræbere ved brug af kunstig intelligens.
Sims: Et spil, der simulerer virkelige
menneskers liv. The Sims er
verdens mest solgte pc-spil med
16 millioner solgte eksemplarer.
Nummer to på listen er the Sims 2
med 13 millioner eksemplarer.
Solitaire: 17 millioner amerikanere
spillede Solitaire i december 2008.
Pac-Man: Georgios Yannakakis
nævner stadig Pac-Man som et af
favoritspillene. Men hans yndlingsspil
er ’Heroes of might and magic’,
et strategispil, der foregår i en fantasy-verden.
13

COMPUTERSPIL
Super Mario: Deltag i den videnskabelige
forskning, og spil Super
Mario med kunstig intelligens på
www.bluenight.dk/mario.php. Georgios
Yannakakis vil gerne have,
at Børn&Unges læsere kigger forbi.
EU-lande: Ungarn, Rumænien,
Spanien, Østrig, Tyskland, England,
Italien og Danmark deltager
i mPc. Læs mere på hjemmesiden
www.mediaplaying.eu
»Jeg fi k skabt nogle effektive dræbermaskiner. Men så spillede jeg spillet og sagde til mig selv: ’Det her er ikke ret
sjovt’,« konstaterer Georgios Yannakakis.
»Men hvad er ’sjov’? Hvad hvis jeg prøver at måle ’sjov’? Og hvad hvis jeg prøver at optimere spillet til ’sjov’,« spørger
han retorisk. Det blev startskuddet til den forskning, han bedriver i dag.
Sadan bliver et spil sjovt
Georgios Yannakakis peger på nogle egenskaber, som et spil skal have for at være sjovt:
Udfordringer: Du har et mål, men spilleren kender ikke den rigtige vej, og hvor langt han/hun er fra målet. Det er en
udfordring. Det skal være på et passende niveau.
Nysgerrighed og uforudsigelighed: Hvis alt er forudsigeligt, så er spillet ikke godt nok.
Fantasi: Spillets evne til at generere billeder, der ikke er der. Kan du som spiller generere virtuelle verdener og regler,
som ikke er synlige i spillet?
Den sociale faktor: Kan spillet generere sociale evner, social opførsel? Nogle spillere kan lide det.
»Man spiller et spil, så længe man lærer af det. Så hvis det, du opfatter, er støjende mønstre, som du ikke kan lære
noget af, så er spillet svært, og du holder op med at spille. Hvis der er mønstre, som du har set før, er det for let, og så
stopper du også. Så spillet skal tilpasse sig dig,« siger Georgios Yannakakis. Det er lige her, hans forskning kommer
ind i billedet.
»Det er svært at ramme niveauet for den enkelte. Det er ikke et fast mål, men man har en intelligent algoritme, der
er i stand til at identifi cere sværhedsgraden for dig som spiller. Men at få det intelligente system til at fungere er det
svære,« erkender han.
I øjeblikket er han ved at undersøge, om Super Mario bliver sjovere af at tilpasse sig spillerens evner. Derfor ligger der
nu to versioner af et simpelt Super Mario-spil på en hjemmeside. Meningen er, at man skal udfylde et spørgeskema,
prøve spillet og melde tilbage, hvad der var sjovest.
»Mekanismerne virker. Spillene justerer og øger underholdningsværdien for spilleren,« siger han.
Den tekniske udfordring ligger nu i at opskalere den kunstige intelligens til også at virke i mere komplekse spil, som
for eksempel første persons skydespil.
»Der ved jeg mere om et par år,« siger han.
Selv om fremtidsvisionen lyder besnærende og indlysende, så indskyder Georgios Yannakakis lige et akademisk
forbehold.
»Hvad hvis vi skræddersyr spil til den enkelte? Vil det så stadig være sjovt? Det er et åbent forskningsspørgsmål.
Det kan være, det ikke er rigtig sjovt. Jeg kan ikke besvare det. Jeg har ikke beviser nok. Jeg antager, at det vil være
sjovere, men det er ikke sikkert,« siger han.
EU-projekt med computerleg
Bussen stopper lige udenfor børnehaven Brobækhus i Gentofte. Ud strømmer glade børn, der har været en tur på Experimentarium.
Nogle af dem styrer hjemmevant mod indgangen, går ind i garderoben og hænger deres overtøj på plads.
»Må vi ikke spille computer,« spørger fi reårige Julie ud i luften.
Andre ser lidt mere søgende ud. Det er børn fra Italien og Rumænien, der er på besøg i Brobækhus sammen med
deres pædagoger. Brobækhus er nemlig med i EU-projektet MediaPlaying Communities, forkortet mPc, med stort
P, fordi der skal være fokus på Playing, legen. Projektet er en del af EU’s satsning på livslang læring og har inddraget
daginstitutioner fra otte EU-lande. Man kan ikke komme tidligt nok i gang med sin livslange læring – i dette tilfælde
med at tilegne sig digitale kompetencer, lyder projektets baggrund. Derfor er daginstitutioner rundt om i EU blevet
udstyret med computere, idéer og et samarbejde på tværs af kontinentet. I projektet indgår også studierejser til andre
lande og projekter. I denne omgang er Danmark vært.
Nogle af børnene går i gang med at gøre det projekt færdig, som de begyndte på i går. Derfor sidder fem italienske
børn og danske Julie på fi re år og maler på et lærred. Først har børnene taget billeder af hinanden med digitalkamera.
Derefter er billederne blevet spejlvendt, printet ud og sat fast på lærredet med lim. I dag er limen tør, og printet skal
nulres af. Billedet af børnene bliver hængende i den tørre lim, og nu skal de male rundt om billedet.
Computeren skal ud til bornene
Børnehaverne har fået hjælp til at komme ind i den digitale verden af Frank Støvelbæk og Steen Søndergaard, der
begge underviser på Professionshøjskolen UCC, Pædagoguddannelsen Sydhavn.
14 BØRN&UNGE | NR. 15 | 22. MAJ 2009

»Denne børnehave er en af dem, der er længst i Danmark, hvad angår kombinationen af computere og almindelig
pædagogik. Her har de forstået, at computeren er et redskab, som de kan bruge i forhold til det, som er deres hovedinteresse,
nemlig naturen,« siger Steen Søndergaard.
Børnehaven tager for eksempel digitalkamera med, når de går tur i Brobækmose. Der er også sat et webkamera
op i en redekasse på legepladsen. Det er sat til et fjernsyn, så børnene kan se, hvad der sker i redekassen, når de er
ude på legepladsen.
»Vi skal ikke hive børnene ind til computeren, vi skal have computeren ud til børnene, ud i legen,« siger Frank Støvelbæk.
Det er primært pædagog Marianne Byths fortjeneste, at Brobækhus er så langt med computere og pædagogik. Hun
har interesseret sig for samspillet mellem børn og computere siden 1987, hvor hun som specialestuderende fi k sat en
computer til 100.000 kroner op i en børnehave.
Før EU-projektet har det stort set kun været hende, der har stået for computerne, men Frank Støvelbæk og Steen
Søndergaard har lært hendes kollegaer, hvordan man kan bruge computerne i pædagogikken. Der er i hvert fald en
ting, som er vigtig, når man skal arbejde med computere i pædagogikken, påpeger Steen Søndergaard:
»Man skal have mindst to computere. For hvis du er ved at gøre noget klar på en computer, så gider de ikke sidde
og vente. Lad børnene rode med den anden, mens du gør dig klar,« siger han.
Marianne Byth er glad for, at projektet har givet hende mulighed for at få nye idéer til, hvordan hun kan bruge computere
i sit arbejde. Nu er det primært børnene, der bruger det digitale kamera. Og af nogle spanske kolleger lærte
hun, hvordan man kan lege fangeleg med et digitalkamera.
Born vil helst spille
Steen Søndergaard mener, at børn vil meget mere end at spille spil på computerne. Han fortæller, hvordan han også
var ude i Brobækhus samme morgen. Der satte han sig ved en af børnehavens seks børnecomputere, der alle står i
køkkenet, og åbnede et tegneprogram.
»Lige så snart jeg havde åbnet det, var der ingen, der gad spille Pixeline mere. Så skulle de alle sammen tegne sammen
med mig. Det er da hamrende meget sjovere at være kreativ end bare at sidde og trykke på den samme knap
hele tiden,« siger Steen Søndergaard.
Marianne Byth gør meget ud af at lære børnene, hvilke muligheder computeren har.
»Indimellem styrer jeg aktiviteten. De får en bunden opgave for at lære nogle teknikker, som de kan bruge på et andet
tidspunkt. Vi lærer børnene, at der er andet end at styre en frø over vejen eller fi nde tre guldmønter, så du kan komme
videre til næste bane,« siger hun.
Derfor har hun også bevidst valgt, at børnehaven ikke skal have de store platformsspil.
»De lærer, at computere kan noget andet ved ikke at have de store spil her. Hvis de er der, så vælger børnene altid
dem. Den er ikke længere. Det er helt klart det, som fanger børnene,« siger Marianne Byth.
Børn ved godt, hvor de kan fi nde gode lege.
Litteratur:
Carsten Jessen: Børn, leg og computerspil
Steven L. Kent: The Ultimate history of Video Games
Steven Johnson: Everything bad is good for you
Rapporter:
Børn, unge og computerspil, Medierådet
Børn og unges brug af online computerspil, case study, Medierådet
Notat om dopamin, Medierådet
Computerspil og skadelighed, en forskningsoversigt, Medierådet
The Art of Computer Game Design, af Chris Crawford
Gender and Computer Games: Exploring Females’ Dislikes, af Tilo Hartmann og Christoph Klimmt
The State of the Video Gamer, The Nielsen Company, 2009.
Foto: Jeppe Carlsen
Fireårige Julie spiller ’Hundehalløj’,
som hun kalder spillet. Vi fandt aldrig
ud af det rigtige navn på spillet.
Fangeleg med digitalkamera:
Når man er den, skal man i stedet
for at røre folk tage et billede, for
eksempel af den andens hoved eller
arm. Det er bedre, læs sværere,
med et gammelt digitalkamera,
hvor der går lidt tid, fra man trykker
på udløseren, til billedet er taget.
Platformsspil: Store spil, hvor
man styrer sin fi gur rundt på indviklede
baner og løser opgaver. Super
Mario Galaxy og Tomb Raider er
platformspil.
15