Download - Politica

kere er en række grundantagelser om den enkelte aktør, som antages rationelt
at forfølge et sæt velordnede interesser. Disse interesser antages endvidere
at være eksogent givne og således formet før mødet og samspillet med
andre aktører.
Offentlige organisationers interesse i vækst fremstår mest rendyrket hos
Niskanen (1971) og Tullock (1965). Tullock (1965) påpeger, at offentlige organisationer
ofte kan betragtes som imperiebyggere. Årsagen er, at der som
følge af informationsasymmetri er en risiko for, at organisationens størrelse i
sig selv bliver taget som udtryk for organisationens formåen. Som følge heraf
er det i topbureaukraters interesse at maksimere størrelsen af deres organisation
forstået som antallet af medarbejdere. Ligeledes skaber større organisationer
flere og bedre karrieremuligheder, hvilket også er i topbureaukraternes
interesse (1965: kap. 13).
Ifølge Niskanen (1971) har offentlige organisationer en interesse i vækst
forstået som budgetmaksimering. Den væsentligste årsag hertil er, at topembedsmændenes
løn, magt, anerkendelse mv. afhænger positivt af budgettets
størrelse. Topbureaukraternes personlige interesser i at budgetmaksimere
understøttes ifølge Niskanen af hensynet til organisationens overlevelse
på to måder. For det første medvirker stigende budgetforlangender til
at signalere fremgang og betydningsfuldhed i et politisk system præget af
informationsasymmetri. For det andet påvirker større budgetter de ansattes
løn- og arbejdsvilkår positivt, hvilket influerer på deres indsats og hermed
organisationens performance. Disse forhold er væsentlige i forhold til de eksterne
bevillingsgivere og er sammen med topbureaukraternes selviske interesser
med til at skabe Niskanens tese om, at offentlige organisationer maksimerer
deres budgetter (2007 [1971]: kap. 4).
Også Downs (1967) fremhæver, at offentlige organisationer har en iboende
tendens til at ekspandere. Organisationer formodes således at være
på evig jagt efter flere økonomiske ressourcer, mere personale, flere arbejdsopgaver
med videre. Downs påpeger i forlængelse heraf, at offentlige
organisationer kun overlever og ekspanderer, hvis de formår at demonstrere
deres berettigelse i forhold til de politikere, som kontrollerer budgetter og
opgaveplaceringer. Derfor bliver autonomi forstået som ekstern støtte en
yderligere og selvstændig drivkraft for offentlige organisationer (1967: kap.
2). Som Niskanen og Tullock forklarer Downs organisationers interesser med
selviske interesser hos de enkelte topbureaukrater vedrørende magt, indkomst,
prestige, begrænset arbejdsindsats og sikkerhed. Downs nuancerer
dog billedet ved at tilføje mere altruistisk prægede interesser som eksempelvis
identifikation med et givet politikområde og ønsket om at tjene, hvad der
opfattes som ‘samfundets interesse’ (1967: kap. 8). Som følge af variation i
28