Download - Politica

2009:23 og 42; Blom-Hansen 2002c: 57; Christiansen 2000: 145; Chandler
1988: 130; Gunnarson 1972: 42).
Endelig har decentrale offentlige organisationer en interesse i at få så frie
ressourcer som muligt. En stor del af teoretikerne i tabel 2.1 argumenterer
således for, at decentrale offentlige organisationer ønsker størst mulig fleksibilitet
og færrest mulige bindinger, hvad angår tildeling og anvendelse af
midler modtaget fra centralt hold. Decentrale offentlige organisationer forventes
således eksempelvis at foretrække generelle bloktilskud frem for midler
placeret i centrale puljer med tilhørende centralt fastsatte ansøgningskriterier
og specifikke tilskudsbetingelser (Nugent 2009: 43; Blom-Hansen
2002c: 132; Camissa 1995: 51-7 og 78; Chandler 1988: 116; Haider 1974: 58
og 213).
Der er to gennemgående bidrag fra litteraturen om kommunale interesseorganisationer
i forhold til offentlige organisationers interesse i autonomi.
Begge bidrag falder inden for det, som Wilson benævner ekstern autonomi.
For det første er decentrale offentlige organisationer interesserede i størst
mulige frihedsgrader, når de skal udføre deres opgaver. Snævre lovgivningsmæssige
bånd ønskes ikke, og derfor foretrækkes brede rammelovgivninger
frem for detailstyring. Ud over ønsket om fleksibilitet og råderet i almindelighed
fremhæves de decentrale offentlige organisationers ønske om
at kunne tilpasse opgaveløsningen til lokale forhold. De fleste teoretikere i
tabel 2.1 behandler denne del af interessen i autonomi (Nugent 2009: 36-7
og 45; Jensen 2003: 43; Blom-Hansen 2002c: 11 og 114; Christiansen 2000:
144; Christensen 1998b: 84f; Camissa 1995: 49; Chandler 1988: 135; Rhodes
1986: 62; Haider 1974: 49 og 58; Gunnarson 1972: 159-64).
Hvor ovenstående vedrører frihedsgrader for den enkelte offentlige organisation,
når denne skal løfte sine opgaver, er der også en del af interessen
i autonomi, der vedrører offentlige organisationers relationer til andre
aktører. En mindre gruppe teoretikere inden for den gennemgåede litteratur
fremhæver således, at offentlige organisationer ønsker at begrænse deres
afhængighed af andre aktører. Dette gælder dels i forhold til det centrale
niveau, hvor de decentrale aktører i videst muligt omfang ønsker at være
den autoritative beslutningstager på et givet område. Men ønsket om autonomi
gælder også i forhold til andre og måske konkurrerende offentlige organisationer,
når ansvaret for forskellige opgaver skal fordeles (Haider 1974:
58; Camissa 1995: 21 og 72; Nugent 2009: 36-7; Odén 1921: 154).
Endelig er der interessen i overlevelse, der som tidligere nævnt bliver behandlet
forskelligartet i litteraturen. Selve interessen er dog ganske åbenlys,
nemlig at offentlige organisationer til enhver tid vil forsøge at sikre deres eksistensberettigelse.
De forskellige studier påpeger, at dette eksempelvis kan
36