Download - Politica

(1991: kap. 7). En ofte lige så vigtig eller vigtigere interesse hos organisationer
mener Dunleavy er opgaveporteføljens sammensætning. Ifølge Dunleavy
vil topbureaukrater fokusere på at skaffe sig interessante opgaver og et
godt arbejdsmiljø af de samme bagvedliggende årsager som tidligere har
været i spil, nemlig af hensyn til status, karrieremuligheder, prestige og lignende.
Frem for at gå efter større budgetter, mener Dunleavy altså, at et lige
så hyppigt adfærdsmønster for organisationer vil være bureau-shaping, hvor
opgaver, der er rutineprægede, konfliktfyldte eller har lav status, søges minimeret
til fordel for mere interessante opgaver med større frihed, større udviklingspotentiale
og en længere tidshorisont (1991: 200-9). En del af Dunleavys
argumentation om opgavetilpasninger minder om Wilsons tanker
vedrørende autonomi. Således fremhæver Dunleavy, at organisationer ved
at ændre på deres opgaveportefølje kan påvirke graden af afhængighed i
forhold til eksterne organisationer (ekstern autonomi) og skabe større sammenhæng
i arbejdsopgaverne samt en samarbejdende tilgang (intern autonomi).
Dunleavy fremhæver dog i højere grad end Wilson den enkelte
topbureaukrats personlige interesser i disse forhold.
Bidraget fra den rationelle forvaltningslitteratur
Sammenfattende er det ud fra den rationelle forvaltningslitteratur muligt at
udlede den påstand, at offentlige organisationer er interesserede i vækst,
autonomi og overlevelse. Hvor de tre typer interesser er forholdsvis rummelige
på den indholdsmæssige side, er de entydige og snævre, hvad angår
deres afsæt i offentlige organisationers egne snævre behov. Ifølge den rationelle
forvaltningslitteratur bliver almenvellets interesser således kun varetaget
i det omfang, de er sammenfaldende med organisationernes egeninteresser.
Indholdet i interesserne kan konkretiseres yderligere på baggrund af de
inddragede teoretikere. Interessen i vækst bliver af Niskanen defineret som
en interesse i budgetmaksimering, men udvides af de øvrige teoretikere til at
omhandle maksimering af størrelse i bredere forstand; det vil sige størrelse
forstået som budget, medarbejdere eller arbejdsopgaver. Hovedparten af
de refererede teoretikere inddrager desuden interessen i autonomi, om end
de benytter varierende betegnelser. Interessen i autonomi behandles mest
systematisk hos Wilson, som opererer med en intern og en ekstern dimension.
Den eksterne dimension vedrører fraværet af konkurrerende organisatoriske
enheder og et minimum af begrænsninger fastsat af politiske overordnede.
Den interne dimension vedrører organisationens identitet eller mission
forstået som en udbredt og anerkendt opfattelse af, hvad der er organisatio-
30