Ekstreme miljøer - De Berejstes Klub

Den mekaniske jernlåge er smækket i
bag mig. Min ansøgning om at få adgang
til det næsten hermetisk lukkede Gaza
er blevet godkendt. Soldaterne og
bombehunde ved checkpointet Erez har
af flere omgange udført grundige tjeks
af mig og min bagage, inden jeg får lov
at passere de forskellige topsikrede
sluser, som udgør grænsen mellem
Israel og Gaza. Jeg står i noget, som
minder om en flere hundrede meter
lang lagerhal. Forude kan jeg skimte
dagslys. Derude ligger Gaza. En lille
stribe land, der trods sin ringe størrelse
alligevel er noget af det mest omstridte
og betændte i Mellemøsten.
Gazastriben er et af verdens mest
tætbefolkede områder med en million
indbyggere på et stykke land, der er 45
km langt og 12 km på det bredeste sted.
I 2004 havde 6.000 bosættere adgang
til 1/3 af Gazastriben og efterlod således
kun 2/3 land til palæstinenserne. Før
Osloaftalen i 1993 var det muligt for
folk i Gaza at få udgangstilladelse og
arbejde i Israel og på Vestbredden. Efter
Intifadaens begyndelse i 2000 mistede
de retten til at besøge familie uden for
Gaza, tusindvis mistede ligeledes deres
arbejde, og det har medført, at den i
forvejen dårlige økonomiske situation og
arbejdsløshed er forværret væsentligt.
Vejene i Gaza bliver ofte blokeret af den
israelske hær, og området kan inddeles
i mindre fængselsenheder. De kan
bombarderes fra luften uden mulighed
for flugt. Madforsyninger, elektricitet og
benzin kontrolleres af Israel.
indelukket klaustrofobisk
Jeg følte mig indespærret fra den
første dag. Det kan ikke undgås, at
klaustrofobien kommer krybende, når
der kun findes én vej ud – checkpointet
Erez. Soldaterne har magten. De
bestemmer, hvem som må komme
ind og ud. Jeg så aldrig det hegn, som
i mange år har været Gazas fysiske
grænse og gjort det til et stort fængsel.
Men jeg følte det som usynlige hænder
lagt om min hals. Ikke engang de åbne
vidder ved Middelhavets kyst kunne
fjerne denne kvælende fornemmelse.
Gaza er rædsomt, fattigt, beskidt,
larmende og trøstesløst. Men midt i al
denne grimhed øjnede jeg de smukke
øjeblikke – måske i større grad end
ellers. Smagen af de søde jordbær.
Solstrålen som for en stund hviler på et
mandeltræ i blomst. Frem for alt følte
jeg gæstfriheden og den ubetingede
venlighed. Her var ingen skjult
dagsorden. De mennesker, jeg mødte i
Gaza, ønskede at dele deres liv – glæder
som sorger – med de få, som kommer
til dem udefra. Vise deres daglige kamp
for en nogenlunde normal hverdag.
Mødet med disse mennesker, hvor kort
det end har været, blev så intenst, at
flere billeder har brændt sig fast i min
bevidsthed for at blive.
Få uger inden jeg tog til Gaza var stifteren
af Hamas, den gamle Sheik Yassin,
blevet dræbt i et planlagt missilangreb.
På Vestbredden holdt vi alle vejret
og forventede, at der ville komme
voldsomme gengældelsesangreb. Men
dagene gik, og intet skete. I stedet blev
den nyudnævnte Hamas-leder Rantissi
ligeledes dræbt i et nyt missilangreb
en tidlig aften i sit hjem mindre end
en km fra den lejlighed, jeg delte med
min kammerat i Gaza by. Rantissi blev
indbragt til Shifa Hospital, som lå 300
meter fra os. Vi havde et par dage
forinden været på besøg og var blevet
vist rundt af hospitalsdirektøren, som
med et skævt smil kaldte skadestuen
for ”the famous TV room.” Der var
voldsom opstandelse i gaderne, og på
BBC kunne vi følge udviklingen, samtidig
med vi havde det hele live fra vores
vinduer. Det var en meget surrealistisk
oplevelse, og ingen af os fik meget søvn
den nat. Dagen efter, da begravelsen af
Rantissi fandt sted, tog vi som vanligt
ud med mobilklinikkerne. F16-jagerne
fløj rundt over hovedet på os og vidnede
om, at dagen alligevel var anderledes
end ellers.
helvedet i Rafah
80 % af Gazas børn lider af blodmangel.
Mange af dem har orm og fnat pga.
dårlig hygiejne og ingen mulighed for
rent drikkevand. Deres tandstatus er
helt forfærdelig. Når de smiler, kan man
se tænder ødelagt af caries. Mange af
dem lider af stress pga. den verden,
som er deres hverdag. De har mareridt
og lider af koncentrationsbesvær. På
mange af Gazas husmure er der graffiti,
som viser, hvad de har været vidner til.
Det er tanks, som skyder, folk der slås
ihjel, så blodet flyder, og busser der
sprænges i luften. Med deres egne ord
er de en tabt generation.
Endnu en gang troede jeg, at jeg havde
oplevet det værste. Men den holdning
ændrede sig, da jeg tog til Rafah Camp,
som grænser op til Egypten. Rafah
Camp er en flygtningelejr med 11.000
mennesker. Den er kendt for, at der
graves hemmelige tunneller mellem
Gaza og Egypten, hvor der bl.a. smugles
våben. Jeg forstår nu, hvorfor folk på
Vestbredden bruger udtrykket ”Go to
Gaza” i stedet for ”Go to Hell”. Hvis der
findes et helvede på Jorden, er Rafah
en af topkandidaterne. Jeg følte mine
øjne blev 10 år ældre på de få timer,
jeg opholdte mig der. De mistede deres
uskyld. Min naive tro på det gode i
mennesket forsvandt. Det, jeg så,
lignede de billeder, jeg har set i tv efter
at en tsunami, orkan eller et jordskælv
har hærget. Til forskel var dette her et
menneskeskabt helvede. Hjem knust af
bulldozere og skudt til ruiner af tanks.
Enten som et led i kollektiv afstraffelse
eller i søgen efter de underjordiske
tunneller.
Det tog mig lidt tid at forstå, at
de meterhøje bunker af skidt og
murbrokker var pulveriserede hjem.
Ruiner af huse hvor familier med ældre
og små børn stadig bor, fordi de ikke
har andre steder at tage hen. De har
forskanset sig for kulden, blæsten eller
varmen med tæpper, blikplader og
plastic over de ødelagte vægge, døre
og vinduer. På de huse, der stod tilbage
og var forholdsvis intakte, kunne jeg
følge maskinpistolernes gang hen over
facaden. Nogle steder var hullerne så
store som tallerkner. Flere steder kunne
jeg gennem de åbne vinduer se utallige
skudhuller inde i folks stuer.
Ligegyldigt hvor i Rafah Camp jeg
befandt mig, kunne jeg hele tiden høre
den raslende lyd af tanks og hurtige
skudsalver. Nogle steder kunne jeg
i det fjerne skimte vagttårne og se
gravemaskinerne forvandle yderligere
hjem til store ubrugelige bunker. Her
har indbyggerne lært, at det er mest
sikkert at bevæge sig langs husmuren.
Midt i al denne gru og håbløshed blev
jeg alligevel budt velkommen og mødt
med smil fra et folk, som ingenting har.
Små børn rakte deres hænder i vejret
i forsøg på at skille deres fingre i et
fredstegn. Jeg har grædt mange tårer
for dem, vel vidende at de ikke gør dem
gavn.
I modsætning til dem, som er dømt til
at leve i Gaza, kunne jeg uden de store
problemer forlade denne stribe land.
Jeg var glad for at forlade Gaza. Men
det var alligevel svært at sige farvel.
Jeg følte, jeg lod gode mennesker i
stikken. Mennesker som fortjener en
bedre fremtid, end det de har udsigt til
nu. Men jeg er nødt til at fortælle mig
selv, at jeg ikke lod dem i stikken. Mine
minder – deres virkelighed – forsvinder
ikke fra min bevidsthed. Og måske er
det her, på den anden side, at jeg kan
betyde noget for dem og gøre dem gavn
ved at fortælle deres historier videre.
22 GLOBEN nr. 46 / December 2011 GLOBEN nr. 46 / December 2011 23