Ekstreme miljøer - De Berejstes Klub

Vi er et lille selskab. Vores brasilianske
guide Fabiana, den newzealandske
chauffør Duncan, fire englændere, to
australiere og os to 53-årige danskere.
Vi er på en 12 ugers overlandtur med
truck langs Sydamerikas kyst fra Rio de
Janeiro i øst til Quito i vest. Undervejs
går turen gennem de tre små guyanaer.
Det skal snart vise sig, at vores
tohjulstrukne køretøj er alt andet end
velegnet til formålet.
Efter knap fire ugers kørsel gennem
Brasilien skal vi sejle fra Belem
til Macapa med færge tværs over
Amazonas’ delta – en tur på næsten
30 timer. Amazonasfloden er kolossal.
Sommetider føler man, at man befinder
sig på åbent hav. Andre gange bliver
floden smal eller forgrener sig i
utallige bifloder. Båden har tre dæk.
Baren ligger øverst, og her spilles
høj musik hele dagen og om aftenen.
Mellemste dæk har en lille madsal, et
hængekøjerum med aircon og et lille
antal kahytter. Vi deler en kahyt med et
tema ekstreme miLjøer
20 km frem - eller 5.000 km tilbage
guiden og chaufføren har aldrig været her før. vi er på
vej de sidste kilometer over savannen, inden vi igen når
Brasiliens livgivende asfalt. men måske er der en årsag, til
at de andre overland-turselskaber kører i en stor bue uden
om fransk, hollandsk og britisk guyana!?
TeksT: poul Mikael ØlTing & aliCe Jensen
FoTos: poul Mikael ØlTing, aliCe Jensen & Wikipedia
redigering: JaCob goWland JØrgensen & lars-TerJe lyseMose
andet ægtepar. Vild luksus i forhold til
de hundredevis, der sover i hængekøje
på tredje og nederste dæk. Dækket
ligner et slaveskib, så tæt hænger
hængekøjerne side om side og nogle
gange over hinanden. Vores færge er
en ren passagerbåd – trucken kommer
med en godsfærge.
Vejen fra Macapa – hvor vi krydser
ækvator i det allernordligste Brasilien
mod grænsen til Fransk Guyana – er det
første lange stykke god asfaltvej gennem
plantager af eucalyptus-træer. Herefter
skifter landskabet drastisk karakter.
Asfaltvejen bliver til jordvej, og de
første store flokke af gribbe begynder at
tage opstilling langs vejkanten. Vi kører
60 km ad en hullet jordvej, hvor vi bliver
slynget rundt som kegler inde i kabinen.
Vejen er kun en anelse bredere end
vores truck. Ude langs vinduessiderne
passerer vi forbi tæt, frodig regnskov.
Omkring 20-tiden stopper vi for natten
og finder et sted, hvor junglen er ryddet
nogle meter inde i vejkanten. Her kan
vi parkere trucken og få lavet mad. Et
par stykker slår telt op. Resten sover i
trucken, da vi skal af sted kl. 5 næste
morgen for at køre de resterende 160
km jordvej til grænsebyen Oiapoque.
Det bliver en lang køredag i regn og på
godt hullet jordvej, så vi er først fremme
ved 20-tiden, hvor madholdet straks går
i gang med aftensmaden.
next stop: Rummet
Grænsen mellem Brasilien og Fransk
Guyana er en flod, som vi skal passere
med en lille færge. Vi er de eneste
passagerer med færgen, som ikke
er meget større end vores truck.
Franskmændene har aldrig helt forladt
deres kolonier. Fransk Guyana er
et territorium – og stadig en del af
Frankrig. Området er således også en
del af EU, og valutaen er euro. Man
kan tydeligt se, at det er et veludviklet
land med gode veje og fornuftig
infrastruktur. Hovedbbyen Cayenne er
en lille oase. Efter flere dage i bushen er
det derfor tid til en god bøf på en fransk
restaurant. Her findes velassorterede
franske supermarkeder, så vi køber
både rødvin, flutes, paté, ost – og så lidt
lakridser. Cayenne er stedet at få visum
til nabolandet Surinam, men det er en
dyr, besværlig og bureaukratisk affære.
Det tager fire timer bare at få afleveret
ansøgningen ...
I Fransk Guyana ligger det europæiske
rumprojekt ESA. Det er fra en base lidt
uden for Cayenne, at 80 % af verdens
kommercielle satellitter opsendes med
de fransk-europæiske Ariane-raketter.
Beliggenheden nær ækvator gør det
muligt at opsende raketter med en
besparelse på ca. 17 % i energiforbruget,
hvilket har enorm betydning for
nyttelasten. Franskmændene har
derfor etableret et 850 km² stort
baseområde, med alt hvad der skal til
af teknik og infrastruktur for at opsende
rumraketter. Vi får en tre timers guidet
rundtur ganske gratis, hvor vi kommer
helt ud på affyringsramperne.
Sidste stop i Fransk Guyana er
grænsebyen Saint-Laurent-du-Maroni.
Her ligger byens over 100 år gamle
fængsel, der er fra den tid hvor Fransk
Guyana mest af alt var en straffekoloni.
Her sendte man Frankrigs mest
forhærdede kriminelle, samt hvem man
i øvrigt gerne ville skaffe sig af med.
Området er bl.a. kendt fra bogen og
filmen ”Papillon”.
Vi kommer med en båd over
grænsefloden til Surinam, som er
tidligere hollandsk koloni, men i dag
er et selvstændigt land. Hovedstaden
Paramaribo har mange flotte huse i
hollandsk kolonistil, og på den anden
side af byens flod ligger det gamle
hollandske Fort Zeelandia.
Fra Surinam skal vi med endnu en
båd, denne gang over grænsefloden til
Guyana – den tidligere britiske koloni.
I hovedstaden Georgetown bor vi lige
ved siden af byens domhus, hvor horder
af kriminelle dagligt bliver kørt frem og
tilbage i salatfade, mens de bevogtes
af svært bevæbnet politi. Her findes
også et af Guyanas vistnok største
industriforetagender, nemlig fabrikken
der producerer El Dorado-rom, som
eksporteres til hele verden.
ad guyanas frygtede veje
Fra Georgetown skal vi 560 km sydpå
over grænsen tilbage til Brasilien og
herfra videre til Venezuela. Vi har hørt,
at vejene i Guyana skulle være nogle af
de værste i verden – eller i hvert fald i
Sydamerika.
De første 100 km sydpå er pænt
asfalteret. Herefter er der tale om jordvej
for resten. Det skal dog hurtigt vise sig,
at jordvej bliver til mere eller mindre
ufremkommelig muddervej! Det regner
en hel del, og der er store huller i vejen.
Trucken gynger faretruende, mens vi
vælter rundt inde i kabinen og prøver at
klamre os til sæderne. På et tidspunkt
er vejen helt væk og i stedet afløst af
en stor sø, som dækker hele vejbanen.
46 GLOBEN nr. 46 / December 2011 GLOBEN nr. 46 / December 2011 47