Ekstreme miljøer - De Berejstes Klub

tema ekstreme miLjøer
Falklandsøerne - kampen om naturen
tag med Per og Bodil et sted hen, hvor selv berejste sjældent kommer forbi,
nemlig de forblæste falklandsøer i det sydlige atlanterhav. De britiske øer,
der konsekvent står omtalt som en del af argentina på argentinske kort,
rummer mange naturoplevelser for den rejsende, der har tid og råd.
TeksT & FoTos: bodil & per svendsen
redigering: JaCob goWland JØrgensen & lars-TerJe lyseMose
The settlement.
Carcass Island.
Striated Caracara.
Carcass Island.
Gentoo-pingvin med unge. Søløvehan med 2 hunner. Sea Lion Island.
800 km øst for Sydamerikas sydspids
ligger Falklandsøerne. Det er et
sjældent rejsemål, når der ses bort fra
krydstogtturister, der strømmer i land i
hovedstaden Stanley og tilbringer et par
timer med besøg i byens turistforretning
og i den eneste pub.
Hvis man vil blive der længere og bl.a.
besøge ”the camp”, som alt uden for
Stanley benævnes, er det en vanskelig og
bekostelig sag. Der er kun to muligheder
for at rejse til Falklandsøerne. Den
nemmeste – og dyreste – vej fra Europa
er med Royal Air Force fra RAF Brize
Norton via Ascencion til militærbasen
Mount Pleasant Air Base. Ruten beflyves
et par gange om måneden, og de fleste
pladser er forbeholdt RAF-personale
og falklændere. Den anden mulighed,
som vi benyttede, er et ugentligt LAN
Airlines-fly fra Punta Arenas i Chile.
Der er behov for flere flyvninger, men
Argentina tillader kun en ugentlig
passage af argentinsk luftrum. Øerne
var tidligere en britisk koloni, men er
nu et britisk oversøisk territorium, med
en lignende status som Færøerne og
Grønland har i forhold til Danmark.
jernladyen mod
militærdiktatoren
I 1981 invaderede Argentina, der på
det tidspunkt var et militærdiktatur,
Falklandsøerne, og det varede indtil
den engelske flåde bragte besættelsen
til ophør to måneder senere. Krigen var
usædvanlig brutal med talrige ofre på
begge sider, og der ses stadig spor efter
krigshandlingerne, bl.a. afspærrede
landområder omkring Stanley med
efterladte argentinske landminer.
Søelefanter på stranden. Carcass Island.
Vi fløj fra Chile for at finde ud af, hvad
det dog var, de havde kæmpet om, og
efter halvanden times flyvning over
Sydatlanten dukkede der et græsdækket
lavland med talrige søer op under os, og
snart landede vi på Mount Pleasant Air
Base, hvorfra britisk militær beskytter
de 2.500 falklændere. Området består
af to store øer, East Falkland med
byen Stanley, hvor to tredjedel af
befolkningen bor, og West Falkland med
blot omkring 100 indbyggere. Endvidere
er der omkring 750 mindre øer, hvoraf
de fleste er ubeboede. Øernes samlede
areal er godt 12.000 km2, kun en ¼ af
Danmarks areal.
Morgenbadning på Saunders Island.
Ung søelefant. Sea Lion Island.
Et ørige forbindes ofte med færgetrafik
og søfart, men ikke på Falklandsøerne.
End ikke de to hovedøer er forbundet
med regelmæssig færgefart. Der findes
en mindre coaster, der nogle gange om
året besøger beboelserne og bringer
forsyninger og afhenter produkter fra
landbruget. Al personbefordring og
transport af mindre forsyninger foregår
med fly. Alle gårde og beboede øer har en
landingsbane og serviceres efter behov
af FIGAS (Falkland Island Government
Air Service), formodentlig verdens
mindste statsejede luftfartsselskab
med en flåde på fire små to-motors
Islander-fly, hver med plads til 7
passagerer. Der er ingen fartplan, men
hver aften kl. 18.15 meddeles det i
radioen, hvornår næste dags flyvninger
finder sted, og hvilke passagerer der
skal med på de enkelte ture. Vores
første flyvning gik fra Darwin på East
Falkland til Saunders Island nord for
West Falkland, en tur på ca. 40 minutter,
hvor vi på grund af lave skyer og kraftig
højdevind ikke var over 300 fod. West
Falkland virkede nærmest ubeboet, for
100 beboere på et område på størrelse
med Fyn, ser altså ikke ud af meget fra