Ekstreme miljøer - De Berejstes Klub

tema ekstreme miLjøer
Store søørreder, ulve og iskoldt vand
hele familien er på kanotur i canadas vildmark. vi
nyder dyrelivet og stilheden omkring lejrbålet. og
vi får drama fra pludseligt snevejr, vilde fosser og
nysgerrige bjørne.
TeksT & FoTos: Frode kJeMs uhre
redigering: sØren Fodgaard & lars-TerJe lyseMose
”Have a good trip,” siger den canadiske
bush-pilot og trykker mig i hånden,
inden han lukker døren til cockpittet. En
bush-pilot kan også oversættes med en
vildmarkspilot, og jeg er lige blevet sat
af på en søbred midt ude i vildmarken
i Canadas Nordvestterritorium sammen
med min kæreste Mona og mine to
teenagedrenge Frederik på 14 og
Christian på 16. Ved siden af os ligger
to foldekanoer, fire fiskestænger, en
pumpgun samt en masse mad og andet
udstyr. Alt hvad vi behøver for at klare
os alene herude.
Planen er, at vi vil padle fra Horton Lake,
som vi står ved, og 650 km nedstrøms
på Horton-floden helt op til Ishavet,
hvor floden udmunder. Her har piloten
lovet, at vi vil blive hentet en måned
senere.
Horton er den nordligste flod på det
amerikanske kontinent og en af de mest
øde floder i verden. Der er ingen byer i
flere hundrede kilometers omkreds, og
der går ingen veje gennem området, så
eneste transportmulighed ud til floden
er med vandfly.
Nordvestterritoriet er i det hele taget
meget tyndt befolket. Området er 26
gange så stort som Danmark, men der
bor kun lidt over 41.000 indbyggere.
Det er 1. juli 2009, og størstedelen af
Horton-søen er stadig dækket af is.
Kun på et lille område i det nordøstlige
hjørne, der hvor floden starter, er søen
isfri. Det var dog rigeligt til, at piloten
kunne lande det lille Pilatus Portervandfly.
Flyet, der er bygget i Schweiz,
er forgudet af bush-piloter verden over
Typisk taiga-landskab tæt på
trægrænsen i Nordvestterritoriet.
for den korte distance, det kræver ved
start og landing.
Vi står og betragter flyet, mens piloten
taxier det ud mod iskanten, vender
flyets næse op i vinden og starter lige
ind mod os. Vi vinker til ham, og han
svarer ved at vippe med vingerne, da
han i en infernalsk larm passerer lige
hen over hovedet på os. Han sætter
kursen tilbage mod den lille olieby
Norman Wells, 400 km mod sydvest.
Jeg står og holder drengene i hånden,
mens vi ser flyet forsvinde i horisonten.
Et øjeblik jeg havde glædet mig til
længe. Eventyret er begyndt.
vi er ikke alene …
Det går hurtigt op for os, at vi ikke er
helt alene. Der er sindssygt mange myg,
og de er meget blodtørstige, så inden
vi går i gang med at stille lejren op, gør
vi vores myggejakker klar. Hver jakke
bliver proppet ned i en lille plastikpose og
overhældt med en myggeolie, der består
af 99 procent DEET (Di-ethyl-toluamid).
DEET er forbudt i Danmark, og selv i
Canada må det ikke længere sælges i
højere koncentrater end 30 procent.
Arctic Char (Salvelinus alpinus) hedder
fjeldørred på dansk. Men fisken er
faktisk ikke en ørred, men en rødding.
Denne han vejede over 7 kg.
Men da en outfitter i Norman Wells
hørte, hvor vi skulle hen, gik han ud i
baglokalet og hentede fire flasker af
den ægte vare og sagde: ”You’ll need
this!” Når jakkerne har ligget og suget
myggeolien et par timer, stinker de fælt,
men de virker efter hensigten og holder
myggene lidt på afstand.
Over hovedet bærer vi et myggenet,
og vi beskytter hænderne med
svejsehandsker. De er lavet af tyndt
gedeskind og har derfor så god
fingerfølelse, at de kan bruges til at
betjene kamera og fiskestænger og til
at arbejde i lejren. På den måde behøver
vi ikke at smøre så meget af det giftige
stads direkte på huden.
Vi slår vores telte op på et åbent område
med flot udsigt over søen. Mens Mona og
Christian laver bål, går Frederik og jeg ned
til søbredden med hver sin fiskestang.
I tredje kast har jeg bid. Der bliver
trukket voldsomt i linen, og stangen er
bøjet til fuld flex. Fisken kæmper hårdt
for friheden, men ti minutter senere
efter adskillige hidsige udløb må den
overgive sig. Frederik kigger på med
slet skjult misundelse, da jeg trækker
en stor flot sø-ørred op på bredden. Den
vejer godt 7 kg.
”Så kan I godt sætte risene over,” råber
jeg stolt op til Mona og Christian, der
allerede har lavet et fint bål. Sikke en
start på turen! Vi spiser os mætte i
ørredbøffer og kører resten af fisken
gennem en kødhakker, så vi kan lave
fiskefrikadeller til frokost næste dag.
Drengenes første fisk
Da vi vågner næste morgen, er det
fantastisk vejr, og den spejlblanke sø
ser indbydende ud. Vi går straks i gang
Mona og Frode trækker en kano forbi
en fos, der ikke kan padles.
med at samle vores to amerikanske
foldekanoer, og en time senere kan vi
spændt sætte dem i vandet. Vi padler
ud til iskanten, hvor solens stråler
glimter smukt.
Myggene følger os trofast på vej det
første stykke, men giver op da vi er
kommet lidt ud på søen. Herligt, så kan
vi smøge skjorteærmerne op og slikke
lidt sol.
En flok ænder står på isen og betragter
os mistroisk, mens drengene ivrigt
finder fiskestængerne frem og sætter
en spinner for enden af snøren. ”Jeg har
bid,” lyder det begejstret fra Frederik,
lidt efter at han har kastet spinneren ud.
Jeg hjælper ham med at stille bremsen
på fiskehjulet, og et par minutter senere
kan vi se en sø-ørred oppe i overfladen.
”Ohhr, den er flot far,” udbryder han, da
han stolt hiver den op i kanoen.
Få kast senere har Christian, der sidder i
den anden kano med Mona, også fået en
fisk på krogen. Begge fisk vejer 2-3 kg,
så aftensmaden må siges at være i hus.
Vi lader den svage brise skubbe vores
kanoer op mod iskanten og sidder
så og nyder en kop varm kakao fra
termokanden, mens en bisamrotte
krydser over søen lidt længere ude.
Jeg nyder øjeblikket i fulde drag og kan
fornemme, at både Mona og drengene
gør det samme.
vi er på vej
Da vi er tilbage i lejren pakker vi
kanoerne med alt vores mad og grej.
Alt der ikke kan tåle vand er pakket ned
i store 60-liters plastiktønder. De kan
lukkes med et kraftigt spændebånd, og
en O-ring søger for, at de er vandtætte.
Der er plads til fire i hver kano.
Hygge ved bålet. Selvom det er lidt
over midnat, står solen rød og rund lidt
over horisonten.
Vi har hver vores personlige tønde til tøj,
sovepose og personligt udstyr. Så er der
en morgenmadstønde, en frokosttønde,
en aftensmadstønde og endelig en
tønde til alt vores køkkengrej. Det er
slet ikke al maden, vi kan få proppet ned
i tønderne, så noget af det, der kan tåle
vand, må vi anbringe i vores rygsæk og
sidde med mellem benene.
Der er ikke mange centimeter fribord,
da vi selv stiger om bord i kanoerne.
Men floden er heldigvis rolig de første
par hundrede kilometer, så det passer
fint med, at vi vil have spist os gennem
halvdelen af maden, inden vi når de
første strømfald, hvor vi skal være i
stand til at manøvrere kanoerne mere
præcist.
Vi padler hen mod flodens udspring og
mærker tydeligt, hvordan strømmen
pludselig tager kanoerne og giver os en
god fart. Det føles godt endelig at være
på vej.
I begyndelsen er floden meget smal og
snor sig gennem taiga-landskabet. Vi
kommer hurtigt ind i en god rytme med
padlerne og sidder spændt og venter
på, hvad der gemmer sig bag det næste
sving. Sidst på eftermiddagen padler
vi forbi en bred stenbanke på højre
bred, hvor der er en lille sandstrand. En
perfekt lejrplads.
Det kolde gys i floden
”Hvem vil med i bad?” spørger jeg,
da de to ørreder er sat til at simre i
gryden med grøntsagerne. Drengene er
straks med på idéen. Men de har også
vinterbadet med mig næsten dagligt de
sidste fem sæsoner i Danmark. Mona er
lidt mere forbeholden, men har alligevel
lyst til at prøve det.
24 GLOBEN nr. 46 / December 2011 GLOBEN nr. 46 / December 2011 25