Overlevede barndom i helvede - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 84 april 2009 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af sælgere med synligt id-kort 

Socialt teater er et hit 

Fra skizofren til psykolog 

Flere ender på gaden 

henning fra svendborg 

Overlevede 

barndom 

i helvede

h u s fo r bi 

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: 

Robert Olsen 

rolsen11@hotmail.com 

REDAKTØR-TEAM: 

Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 

tina@husforbi.dk 

Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 

karen@husforbi.dk 

SALGSMEDARBEJDER: 

Leif Baran, tlf. 3132 8456 

leif@husforbi.dk 

SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: 

Preben Larsen, tlf. 5055 0175 

DEBATINDLÆG OG ANNONCER: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. maj. 

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du 

sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 3132 8456 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

FORSIDEFOTO: Nils Lund 

LAYOUT: salomet grafik + Lucky7 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 70.000 

ANTAL SÆLGERE: ca. 500 

LÆSERTAL: 2. + 3. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: 386.000 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen 

udkommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med 

sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort 

udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer 

for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. 

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af 

det internationale netværk af gadeaviser, INSP. 

Det går din 20’er til 

moms 

reserve 

markedsføring sælgeren 

husleje mv. 

løn til 

medarbejdere 

Vi støtter Hus Forbi 

produktion 

og tryk 

Vil du også støtte Hus Forbi? 

Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. 

Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

2 | HUS FORBI | nr. 84 | april 2009 

| leder | 

Porten i for Karl og Ann-Cathrin’ 

”Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann-Cathrin’/ 

Ud af ’Staden’, hvor de netop havde fundet melodien/ 

Porten i for Karl og Ann-Cathrin’”. 

Sådan sang John Mogensen allerede for over 30 år siden. At sangen stadig ville 

være aktuel så mange år senere, tænkte han givetvis ikke på. Men faktum er, at et 

markant stigende antal lejere sættes ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. 

Det har statistikker og rapporter dokumenteret de seneste år. Alene i det første 

halvår af 2008 blev beboerne i næsten 2.000 husstande sat på gaden, og tallet er 

vokset med næsten 75 pct. siden 2002. Især enlige mænd og enlige mødre bliver sat 

ud af deres bolig. I næsten halvdelen af alle udsættelser 

ryger der børn med på gaden. 

Hvor bliver de 

billige boliger til 

den gennemsnitlige 

dansker af? 

Hvor er de skæve 

boliger til de 

socialt udsatte? 

Hvornår indser 

politikerne, at 

ikke alle i dette 

samfund kan 

påtage sig et 

37-timers-job? 

Og hvad så, kunne man spørge? Tja, nok ikke så meget, 

ville mange så svare. For tilsyneladende er der ikke de 

store initiativer i gang for at forebygge fænomenet. Afskaf 

fattigdomsydelserne – starthjælpen, loftet over kontanthjælpen 

og 300-timers-reglen – siger SF. Nej, svarer Venstre. 

Det handler ikke kun om penge, men også om sociale 

problemer, som skal løses. 

Samtidig sidder Karen Jespersen (V) i Velfærdsministeriet 

og skriver kontrakter med kommunerne om at 

afskaffe hjemløsheden. De selv samme kommuner, hvis 

borgere banker på døren, fordi de er blevet sat ud af deres 

lejebolig. Måske er de så heldige at få hjælp først? Med 

finanskrise og stigende arbejdsløshed? Næppe. 

Det ville klæde politikerne efterhånden at vise noget 

handlekraft og troværdighed på området i stedet for blot 

at tale om det – og stort set kun om, hvordan alle kan 

komme i arbejde. Hvor bliver de billige boliger til den gennemsnitlige 

dansker af? Hvor er de skæve boliger til de 

socialt udsatte? Hvornår indser politikerne, at ikke alle i 

dette samfund kan påtage sig et 37-timers-job? At løsningen 

ikke er at ’jage’ og straffe dem, der ikke magter det, 

på pengepungen, men at give dem fred og mulighed for at 

finde et andet ståsted i tilværelsen end kun arbejde. 

I dette nummer af Hus Forbi fortæller Torben om sin nedtur – fra et velfungerende 

liv med fuldtidsjob i kommunen, kone, børn, lejlighed og landsted – til i dag, hvor han 

sidder med alle sine ejendele på et behandlingshjem i Jylland. Torben er et af menneskene 

bag de voksende tal i statistikken over udsættelser af lejeboliger, vi nu er blevet 

præsenteret for flere år i træk. 

Måske er sandheden, som John Mogensen gjorde os opmærksom på for så mange 

år siden: 

”Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann-Cathrin’/Ud af ’Staden’, hvor de 

netop havde fundet melodien/Porten i for Karl og Ann-Cathrin’”. 

God læselyst. 

Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen 

Hus Forbis redaktørteam

| indhold | 

4 

8 

12 

22 

28 

11 

30 

14 

18 

31 

32 

Djævel i 

menneskeklæder 

Hennings barndom var et 

helvede med tæsk og chikane 

fra stedfaren. 

- I dag kan jeg godt se, at 

der var noget helt galt med 

ham, siger Henning. 

Kan det betale sig 

at sætte folk ud? 

Nej, siger både SF og 

Venstre, som dog er uenige 

om løsningen på de mange 

udsættelser. 

Snak med hinanden 

Kommuner efterlyser bedre 

samarbejde med hinanden 

på behandlingsområdet for 

narkomaner. 

Hjemløse spiller teater 

i London 

Hjemløse får mulighed for 

at leve skuespillerdrømmene 

ud. 

Væk fra gaden 

16-årige Sophal er et af 

Cambodjas gadebørn, som 

har fået en ny chance på et 

børnecenter. 

noter 

kommentar 

læserne skriver 

mindeord 

x-ord 

historie 

fra gaden 

Jens Reinholdt Andrea, 

Odense, kæmper med et 

stofmisbrug, han gerne vil 

til livs. 

19 14 

Socialt teater 

En ny tendens i teaterverdenen 

er at bruge socialt udsatte i 

handlingen og på scenen. 

15 24 

En rose er det, som tæller 

Arnhild Lauveng vandt ti års 

kamp mod skizofrenien. I dag er 

hun forfatter og psykolog. 

| et billede fra gaden | 

En vellykket prøveløsladelse 

er som 

bekendt kendetegnet 

ved planlægning i god 

tid med så mange 

aftaler som muligt på 

plads, inden den indsatte 

skal ud at klare 

sig på egen hånd. 

Sanger af folket 

John Mogensen fik efter svære år 

et musikalsk comeback og position 

som folkelig samfundsrevser. 

9 

Flere ender på gaden 

Stress, et forlist ægteskab og et 

misbrug sendte Torben på gaden. 

26 

Aktivister i Cambodja 

Danskere hjælper hjemløse cambodjanere, 

som har fået frataget 

hus og job af ’Firmaet’. 

foto Holger Henriksen 

To glade århusianere. Der er mindst to smilende Hus Forbi-sælgere i Århus: Stoney og Martin. Altid i godt humør 

og for Stoneys vedkommende med det karakteristiske ’ik’ å’ efter næsten hver sætning. Martin er i øvrigt englænder 

og prydede forsiden af Hus Forbis 10-års-jubilæumsnummer i september 2006. 

HUS FORBI | nr. 84 | april 2009 | 3

ansigter fra svendborg 

I dette og de to næste numre af Hus Forbi bringer vi portrætter af socialt udsatte og skæve eksistenser i Svendborg. 

Artiklerne er skrevet af journalist Birgitte Svennevig, som er vokset op i Svendborg med en tæt tilknytning til havnen 

og dens miljø med mange ’skæverter’. 

Min far 

var en 

En barndom i helvede 

blev starten på 

Hennings liv. I 13 år 

fik han bank af en 

mand, som ikke var 

hans far, men som 

alligevel insisterede 

på, at Henning skulle 

kalde ham far. 

– I dag kan jeg godt 

se, at der var noget 

helt galt med ham, 

siger Henning. 


djævel 

i menneskeklæder 

af Birgitte Svennevig 

| birgitte@svennevig.com 

foto Nils Lund 

Lyø, 1959 

Henning er seks år gammel. Han er nået ind 

i spisekammeret med en fyldt spand mælk 

fra stalden. Den skvulper, og Henning mister 

kontrollen over spanden. Han taber den, 

og mælken strømmer ud over brostenene. 

Henning bliver rædselsslagen, nu vanker der 

røvfuld fra faren, det ved han. Der er to eller 

tre liter i spanden, og inde i stalden står en stor 

tank med yderligere 60 liter mælk. Der er nok 

at tage af, men det er ikke det, det handler om. 

Det handler om, at moren har fået Henning 

med en anden mand. 

Af skræk for mødet med faren kravler Henning 

op på taget af gårdens silo. Han bliver 

deroppe i tre dage og tre nætter, tør ikke 

komme ned. Ingen kommer for at hente ham. 

”Han kommer ned, når han bliver sulten”, siger 

faren til moren. 

Moren tør ikke tale faren imod og må lade 

sin søn blive deroppe. Hun prøver at tale ham 

ned, da faren ikke ser det, men Henning tør 

ikke. Efter tre dage er Henning så afkræftet og 

sulten, at han selv kravler ned. Han vakler ind 

i huset og får de bank for den spildte mælk, 

som han skulle have haft tre dage tidligere. 

Lyø, 1959 

Der skal være fest på gården. Alle gæsterne er 

kommet med færgen fra fastlandet, og der er 

gjort klar til at modtage dem i den pæne stue. 

Henning er syv år og har stuearrest den dag. 

Han er låst inde på sit værelse, da gæsterne 

kommer. Da alle er samlet i stuen, låser faren 

op til Hennings værelse. Han tager drengen i 

øret og trækker ham ind i stuen til gæsterne. 

Mens han holder fast i Hennings øre, skubber 

han Henning rundt foran de forsamlede gæster 

og siger: ”Her kan I se den gøgeunge, der har 

sneget sig ind på min familie”. 

Bagefter låser faren ham inde på værelset 

igen. Selskabet tager på kroen for at spise og 

feste. Henning bliver alene tilbage. Moren tør 

ikke andet end at gå med faren og lade sin 

søn tilbage. Hun tager lidt mad med tilbage til 

ham, uden at faren ser det. 

Lyø, 1960 

Det er vinter. Hennings mor er gledet på den 

overisede gårdsplads og har brækket benet, 

men faren vil ikke lade hende tage færgen til 

sygehuset på fastlandet. Hun skal passe sit 

arbejde på gården. Henning ser moren fra vinduet. 

Hun humper over den glatte gårdsplads 

med to tunge spande. Hun skal ned i grisestien 

med foder til grisene. Først efter to uger får 

hun lov at tage til fastlandet. Hun kommer 

hjem med benet i gips. Hun skal stadig passe 

gården.

Af skræk for mødet 

med faren kravler 

Henning op på taget 

af gårdens silo. Han 

bliver deroppe i tre 

dage og tre nætter, 

tør ikke komme ned. 

Ingen kommer for at 

hente ham. 

 



Alle på den lille ø vidste, at Henning ikke var Eriks søn. 

Folk kaldte ham ’gøgeungen’, og de fleste andre børn 

måtte ikke lege med ham. 

Lyø, 1963 

Henning er ude på marken at harve. Som så 

ofte før sidder han i traktoren, men noget er 

anderledes i dag. Han føler sig sløj. Flere gange 

må han ud af førerhuset og kaste op. Men hellere 

det end at sige til faren, at han ikke har 

det godt. Til sidst kan han dog dårligt holde 

sig oprejst og finder faren på en af de andre 

marker, hvor han er ude sammen med farbroren. 

Henning forklarer, at han bliver nødt til at 

tage hjem og gå i seng. Faren skal til at skælde 

ud, men bliver stoppet af farbroren, der siger, 

at faren skal lade Henning gå hjem. Henning 

går over markerne hjem, og farbroren henter 

traktoren, som Henning forlod. 

Om aftenen ligger Henning i sin seng og kan 

høre forældrene og farbroren snakke i køkkenet. 

Farbroren fortæller, at han også blev dårlig, 

da han kørte traktoren hjem. Han har opdaget 

en læk i udstødningen, så der sivede kulilte ind 

i førerhuset. Farbroren forklarer faren, at Henning 

er blevet syg af kulilteforgiftning. Henning 

slapper af i sin krop, da han hører det. Så 

var der altså en grund til, at han blev dårlig. Det 

var ikke, fordi han er et skvat, som faren siger. 

Da farbroren er gået hjem, hører Henning 

sin mor græde over, at hendes søn har siddet 

i et forgiftet førerhus hele dagen. Det næste, 

Henning hører, er faren, der råber op og 

stikker moren to lussinger. Husene i den lille 

landsby ligger tæt og er dårligt isolerede. Hvis 

moren begynder at græde mere og højere, kan 

naboerne høre hende, og det vil faren ikke 

have. Derfor holder han inde med slagene og 

forlader køkkenet. Moren bliver siddende og 

græder stille færdigt. 

Lyø, 1966 

Faren har taget plads ved bordet i det store 

herregårdslignende køkken. Han skal til at 

håne Henning for noget, som Henning for 

længst har glemt, hvad er. Men pludselig bliver 

alting vendt på hovedet. Henning er nu 13 år, 

og Fanden tager ved ham. Han springer op på 

køkkenets slagbænk og sparker uden varsel 

faren i skridtet. Om det er faren eller Henning, 

der bliver mest overrasket, er ikke til at 

sige. Han rammer rigtigt, kan han se med det 

samme. Faren får tårer i øjnene af smerte og 

kryber sammen. Efter den dag slår faren aldrig 

Henning igen. 

Svendborg, 2009 

Henning kender ikke sin biologiske far. Da 

han var to år, giftede moren sig med en 25 år 

ældre mand på Lyø. De fik tre sønner. Hen-

I dag bor Henning i et skib 

i Svendborg sammen med 

hunden Skipper. Han har lige 

fået tilkendt førtidspension. 

Dagene går med at sætte skibet 

i stand eller være sammen 

med andre socialt udsatte i et 

værested på havnen. 

ning blev aldrig accepteret af morens nye 

mand. Samtidig med at han kaldte Henning for 

’gøgeungen’, forlangte han, at Henning skulle 

kalde ham far. Den ene gang, Henning kaldte 

ham Erik, fik han så mange bank, at han ikke 

kunne sidde ned bagefter. 

Men tævene var ikke det værste i Hennings 

barndom. Det var at se moren blive kuet, jaget 

og slået af faren. Henning holdt altid øje med 

hende og forsøgte at passe på hende. Hun var 

den eneste, han havde. Hvis der skete hende 

noget, havde han ingen. 

Alle på den lille ø vidste, at Henning ikke 

var Eriks søn. Folk kaldte ham ’gøgeungen’, og 

de fleste andre børn måtte ikke lege med ham. 

Først da Henning kom i skole på fastlandet i 

sjette klasse, mødte han mennesker, der ikke 

så ned på ham. De andre børn legede med ham. 

Lærerne talte pænt til ham. Det var en helt ny 

verden. En verden, hvor Henning havde fred, 

fra han tog færgen kl. syv om morgenen, til 

han kom hjem til Lyø igen med 15.30-færgen 

om eftermiddagen. 

To år gik Henning i skole i Faaborg. Efter 

syvende klasse sendte faren ham ud at tjene. 

Det var en endnu større befrielse. Nu skulle 

han slet ikke hjem til Lyø mere. Han kunne 

cykle i ungdomsklubben efter arbejde. Han 

kunne selv bestemme. Han bestemte, at han 

aldrig mere ville hjem til faren. 

Svendborg 2009 

Som 15-årig kom Henning ud at sejle. Han 

har bl.a. sejlet som kok og haft egen fiskekutter. 

Han har fået fire børn og har i dag seks 

børnebørn. 

Han bor sammen med hunden Skipper i et 

skib, som han selv har sat i stand, og har lige 

fået tilkendt førtidspension. Det er en stor 

lettelse ikke at være på kontanthjælp og ikke 

længere at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet 

hver time af dagen. 

Hennings dage går med at holde båden i god 

stand. I sejlsæsonen tager han og Skipper på 

ture, sidste sommer gik det f.eks. til Langeland, 

hvor Henning ankrede op ud for Langelandsfestivalen. 

Andre dage tilbringes ved billardbordet i 

foreningen Den Blå Lagune, et samlingssted 

for socialt udsatte i Svendborg. 

Det daglige liv er fredeligt. Henning vil 

gerne have sine øl og sine joints, men han har 

ingen trang til stærkere stoffer eller til slåskampe 

og konfrontationer. 

Den tidlige modgang har gjort ham til 

den, han er i dag, mener han. En rolig mand, 

der ikke siger alt, hvad han mener, men som 

besidder en stærk vilje og en stædighed til at 

gennemføre det, han sætter sig for. 

Epilog 

Hennings stedfar var en djævel i menneskeklæder, 

har Henning indset som voksen. I dag 

er faren død. Moren er 78 år og bor stadig på 

gården. Hun og Henning har kontakt i perioder. 

De tre brødre, der blev opdraget til, at 

Henning ikke var et rigtigt medlem af familien, 

har han ingen kontakt med. | 

Det daglige liv er 

fredeligt. Henning vil 

gerne have sine øl og 

sine joints, men han har 

ingen trang til stærkere 

stoffer eller til slåskampe 

og konfrontationer. 


markant flere sættes på gaden 

På fire år (2002-2006) er antallet af husstande, hvor lejerne er blevet sat ud med fogedens 

hjælp, steget fra 1.499 til 2.589. En stigning på næsten 75 pct. Alene i første halvår af 2008 

var tallet oppe på 1.915 udsættelser. 

Folkekirkens Nødhjælp ser det som et ”kæmpe problem” i øjeblikket: 

- På grund af den økonomiske krise og mindre ydelser fra kommunen bliver folk i højere 

grad end tidligere sat ud af deres lejlighed. Der er ingen barmhjertighed. Hvis man skylder 

en eller to måneders husleje, så er det ud, siger Joan Münsch, socialrådgiver i Folkekirkens 

Nødhjælp. 

Kan det betale sig at sætte folk ud? 

Nej, siger både SF og Venstre. Alligevel satte fogeden folk ud af deres lejligheder 

næsten 2.000 gange i de første seks måneder af 2008. 

Özlem Cekic, SF 

- Det handler 

ikke kun om 

økonomi. 

hvem bliver sat på gaden og hvorfor? 

• Omkring hver tredje af samtlige husstande, der blev sat ud i 2006, bestod 

af enlige mænd. Gruppen er blevet større over årene. 

• De enlige mænd, som sættes ud, er typisk mellem 25 og 39 år og uden 

uddannelse. De bor i en almen lejelejlighed i København, har job og en disponibel 

indkomst på omkring 150.000 kr. om året. Mange har også gæld. 

• 37 pct. af de udsatte siger, at alkohol var en grund til udsættelsen. 

• Derudover er enlige mødre ved at blive en særligt sårbar gruppe. Der er 

børn i 43 pct. af de familier, der bliver sat ud af deres lejlighed. 


- Vi bør stoppe 

deres sociale 

deroute og 

sikre børnene. 

Ellen Trane Nørby, V 

af Marisa Matarese 

| marisa.matarese@gmail.com 

- I sidste ende er det langt dyrere, at 

folk ender på gaden. Vi bør stoppe deres 

sociale deroute og sikre børnene, siger 

socialordfører Özlem Cekic fra SF og 

henviser til, at der i fire ud af ti udsættelser 

med fogedens hjælp er tale om 

familier med børn. Hun foreslår derfor, 

at fattigdomsydelserne – loftet over 

kontanthjælpen, 300-timers-reglen og 

starthjælpen – afskaffes. 

- Det er ikke det, det handler om, siger 

Ellen Trane Nørby (V), medlem af Folketingets 

socialudvalg. 

- Det handler ikke kun om økonomi. 

De folk, der bliver sat på gaden, har 

også andre problemer som ludomani, alkohol 

og stofmisbrug. Det er for billigt, 

når Özlem reducerer det til et spørgsmål 

om offentlige ydelser. 

Derfor har Venstre fremsat et lovforslag 

om at forebygge, at folk bliver sat 

på gaden. 

- Vi foreslår påkravsfrister på 14 

dage. Det betyder, at hvis der er en udsættelse 

på vej, har boligforeningerne 

• Næsten 70 pct. af de udsatte lejere har ingen uddannelse. 24 pct. har en 

erhvervsfaglig uddannelse. 

• 12 pct. af de udsatte lejere er blevet sat ud mere end en gang. 

• 30 pct. af alle udsatte er på kontanthjælp. 

• 25 pct. er stadig hjemløse et år efter udsættelsen. 

Kilde: SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 

pligt til at informere kommunerne, så de 

kan træde ind tidligere i processen og 

hjælpe med at administrere økonomien, 

så man er sikker på, at huslejen bliver 

betalt, forklarer Ellen Trane Nørby. 

Selvom SF støtter Venstres lovforslag, 

holder Özlem Cekic fast i, at man 

skal afskaffe fattigdomsydelserne. 

- Det kan ikke passe, at familier, der 

bor i et rigt land som Danmark, bliver 

sat på gaden. Vi må forebygge, så folk 

ikke bliver sat på gaden, fordi de ikke er 

i stand til at betale husleje, siger hun og 

fortsætter: 

- Jeg talte med en kvinde, der havde 

valget mellem at betale huslejen eller 

elregningen, der var steget med 200 kr. 

Det væltede hele hendes budget. Hun 

valgte at betale elregningen. Den følgende 

måned måtte hun vælge mellem 

at betale husleje eller mad til børnene. 

Hun valgte at købe mad til børnene. I 

juli blev hun sat på gaden, og nu bor 

hun på krisehjem. Det er fuldstændig 

uacceptabelt, at det kan ske i et rigt 

land som Danmark. |

Sat på gaden til sidst 

For meget arbejde gav 

ham stress, ægteskabet 

gik i stykker, misbruget 

tog over, og hans liv 

begyndte at sejle. 

Da Torben endelig 

reagerede på de ubetalte 

huslejeregninger, var 

det for sent. 



foto Birgitte Rødkær 

Torben Strand havde det hele: kone, to børn, 

lejlighed på Nørrebro, landsted på Sjælland, 

godt job i Frederiksberg Kommune, bestyrelsesposter 

og masser af energi. Nu er det hele 

reduceret til 11 flyttekasser, en kuffert og en 

rygsæk med tøj. 

- Pludselig tiltede jeg totalt. Jeg kunne ikke 

sove, men vågnede klokken tre om natten og 

stod op. Selvmordstankerne kørte rundt i hovedet. 

Jeg har aldrig været god til at sige fra, fortæller 

46-årige Torben Strand fra mønttelefonen 

på Behandlingshjemmet Betesda i Midtjylland. 

Misbrug kostede jobbet 

Siden oktober 2008 har han været i behand- 

hvad sker der, når man ikke kan betale husleje? 

- Hvis vi får besked om en fogedsag, sender vi et brev til borgerne, hvori 

vi tilbyder, at de kan rette henvendelse til os. I mellemtiden undersøger vi 

eller spørger direkte ind til, hvad der er sket, som kan forklare fogedsagen. 

Nogle gange oplever vi, at borgerne selv retter henvendelse til os, fortæller 

Marianne Sørensen, koordinator i Voksen- og Serviceteamet i Københavns 

Kommunes Socialcenter City. 

I første omgang har borgerne tre dage at reagere i. Så får de endnu et brev 

med en frist på 14 dage. Boligrådgiverne på kommunens socialcentre kan 

ling for sit misbrug; en af årsagerne til, at han 

blev sat ud af sin lejlighed. 

- Jeg tog alt, hvad der kom forbi: Mest 

alkohol, men jeg røg også hash og rygeheroin, 

sniffede coke og tog forskellige piller, fortæller 

han. 

Misbruget betød, at han i 2007 blev fyret 

som tjenestemand i Frederiksberg Kommune, 

hvor han havde været ansat siden 1989. Ud 

over jobbet i kommunen havde Torben meget 

andet at se til: 

- Jeg stod op klokken seks om morgenen og 

kom hjem klokken 22. Jeg sad i bestyrelsen for 

Frederiksbergs Kommunalforening, en fagforening 

med 650 medlemmer. Jeg var tillidsrepræsentant 

og forhandlede løn. Hvis jeg ikke 

arbejdede, skrev jeg artikler til fagforeningsbladet. 

I weekenden satte jeg en ejendom 

med ti tønder land i stand. Jeg lagde nyt gulv, 

derefter hjælpe beboerne med at ansøge om enkeltydelser til uforudsete 

udgifter. Ifølge Aktivlovens § 81 kan man søge kommunen om hjælp, hvis 

man har brug for hjælp til særligt begrundede udgifter, som man ikke selv 

er i stand til at betale. Hvis lejligheden ikke kan reddes, risikerer borgerne at 

blive sat ud. Kommunen henviser til herberger eller nødboliger. 

Kilde: Københavns Kommunes socialcentre 

Torben mistede 

sit job i kommunen, 

sin kæreste 

igennem 17 år, sin 

bolig og alt andet, 

han havde opbygget 

i sin tilværelse, 

på grund af stress 

på jobbet og et 

tiltagende misbrug. 

I dag er han i 

behandling og er i 

gang med at rette 

op på sit liv. 


væltede vægge, byggede huset op fra bunden 

og gravede vandhul ud på marken, fortæller 

Torben og tilføjer: 

- Jeg aner ikke, hvor jeg fik al den energi fra. 

Hvornår sover du? 

På hjemmefronten begyndte det at knase. 

- Konen var ved at blive lidt knotten. Hver 

gang de ringede fra kommunen, tog jeg af 

sted. Efterhånden blev det sådan, at jeg kun 

slappede af, når jeg var væk hjemmefra og til 

konferencer eller seminarer i forbindelse med 

arbejdet. 

Men i det lange løb kunne Torben ikke 

holde til presset. 

- Jeg blev sygemeldt med stress i tre måneder, 

og min læge sagde, at jeg ikke måtte 

komme tilbage til skiftehold. 

Torben fik en ny stilling som daglig sikkerhedsleder 

for 180 ansatte. 

- Jeg fik mit eget kontor tæt på direktøren 

og blev kundeservicemester oveni. Det hed 

sig, at det skulle være en fordeling på 40-60 

procent, men det var 100 procent begge dele, 

siger Torben og griner: 

hvad koster det at sætte folk ud? 

- Det koster ingenting, svarer teamchef Susanne Grøn på Bispebjerg Socialcenter 

i Københavns Kommune på spørgsmålet om, hvad det koster kommunen 

at sætte en borger på gaden. 

- Vi skriver til borgerne, og så klarer de selv resten. De er selv i stand til at 

finde alternativ bolig. 

På Socialcenter City er svaret et andet. Her fortæller man, at affæren kan 

blive bekostelig, alt efter hvor omfattende sagen er: 

- Den første kontakt til borgerne, når de har fået en fogedsag, plejer at 

kræve en enkelt eller to samtaler a en times varighed, siger koordinator Marianne 

Sørensen fra Socialcenter City. 

Når borgeren bliver sat ud af sin lejlighed, kan kommunen få udgifter til 


- Jeg ved ikke, hvor heldig jeg egentlig var 

med den forfremmelse. 

Den nye funktion medførte endnu flere 

opgaver. Torben kom med i tre arbejdsgrupper 

i bestyrelsen. 

- Lægen spurgte mig ”Hvornår sover du?”, 

siger Torben og tilføjer: 

- Jeg var jo lige kommet tilbage fra en sygdomsperiode 

med stress. 

Ægteskabet holdt ikke 

Torben blev syg med stress og depression og 

begyndte at drikke mere, end han plejede. 

I 2005 valgte han at flytte fra sin kæreste 

gennem 17 år. Ca. to år senere blev Torben 

fyret fra jobbet. 

- Det var på grund af druk, men det hed det 

ikke. De var flinke ved mig. Jeg måtte melde 

mig syg, og jeg får stadig sygedagpenge plus 

tjenestemandspension, så jeg er ret godt stillet. 

Alligevel begyndte Torbens økonomi at sejle. 

- Jeg åbnede ikke mine regninger og breve. 

Det brev, hvori boligselskabet truede med at 

smide mig ud, lå uåbnet i bunken af regninger, 

fortæller Torben og tilføjer: 

- Pludselig tiltede jeg 

totalt. Jeg kunne ikke 

sove, men vågnede 

klokken tre om natten 

og stod op. Selvmords- 

tankerne kørte rundt i 

hovedet. Jeg har aldrig 

været god til at sige fra. 

- Der bliver ikke givet ved dørene, når man 

først er bagud med sin husleje, og naboerne 

har klaget. 

- Min veninde sagde: ”Prøv på kommunen”. 

Det gjorde jeg så. Kommunen sagde, at jeg 

skulle sende et ansøgningsskema. Man kan 

kun få hjælp til uforudsete udgifter, og da en 

husleje ikke er en uforudset udgift, kunne de 

ikke hjælpe. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers 

skulle gå hen. Jeg havde aldrig været i kontakt 

med systemet, og hver gang jeg nu henvendte 

mig, fik jeg nej. 

Resultatet blev, at Torben mistede sin lejlighed 

– sat ud af fogeden. 

- Man kan sige, at jeg har væltet det hele 

ud over siden. Det er jeg ved at rette op på nu 

– men uden hjælp fra Hjemløsehuset (værested 

for hjemløse i København, red.) var jeg 

ikke kommet på det kristne handlingscenter 

Betesda, siger han og fortsætter: 

- I sidste ende var jeg ikke, hvor jeg er nu, 

hvis jeg ikke var blevet sat ud af fogeden, 

konstaterer Torben ironisk. | 

flytningen og huslejen på et herberg eller i en nødbolig. 

- I en kort periode kan vi betale huslejen på et herberg eller nødbolig på 

ca. 2.400 kr. om måneden, indtil de selv får penge. Nogle gange indstiller vi 

dem efterfølgende til en bolig. Det kræver også et par timers arbejde. Derudover 

kan vi også foranstalte hjemmevejleder eller støtte- og kontaktperson 

efter behov. Det kan være en gang om ugen eller hver 14. dag. Endelig kan 

der være behov for alkohol- eller stofmisbrugsbehandling, forklarer Marianne 

Sørensen. 

Hun vurderer, at en arbejdstime for en socialrådgiver inkl. udgifter til administration 

kommer op på cirka 200 kr. En flytning koster fra omkring 3.000 

kr. Så kan man selv regne efter...

markant flere 

fattige 

Der er blevet flere fattige i 

Danmark – og stadigt flere danskere 

hænger fast i fattigdom. En 

ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens 

Erhvervsråd viser, at 

antallet af fattige er steget med 

55.000 fra 2001 til 2006. Det 

vil sige, at over en kvart million 

danskere i dag lever under den 

økonomiske samarbejdsorganisation 

OECD’s fattigdomsgrænse. 

Ifølge den er man fattig, hvis 

man har under 250 kr. om dagen 

til at betale husleje, mad, tøj og 

andre fornødenheder. 

Hver fjerde fattige dansker har 

levet under fattigdomsgrænsen 

i tre år. 

- kap 

Kilde: Politiken 

udsatte føler 

sig dårligt 

behandlet hos 

lægen 

Hjemløse, psykisk syge, 

misbrugere og andre socialt 

udsatte bliver ofte mødt med en 

nedladende tone hos lægen, på 

skadestuen eller hospitalet. 

Det viser en ny undersøgelse, 

som Statens Institut for Folkesundhed 

har gennemført for 

Rådet for Socialt Udsatte. De udsatte 

føler sig ikke taget alvorligt 

i sundhedsvæsnet. De får f.eks. 

ikke den smertelindring, de har 

brug for – eller de bliver udskrevet, 

før de er raske. Hovedparten 

tager kun kontakt til sundhedsvæsenet, 

hvis de er i en ekstrem 

situation. 

Formanden for Lægeforeningen, 

Jens Winther Jensen, 

erkender problemet: 

- Det er en skamplet på det 

danske sundhedsvæsen, at vi 

ikke kan tage os af de mest udsatte, 

siger han til Politiken. 

Undersøgelsen bygger på 

interview med socialt udsatte 

fra herberger og væresteder i 

hele landet. Den følger op på 

undersøgelsen SUSY Udsat om 

udsattes sundhed og sygelighed 

fra sidste år. 

- kap 

Kilde: www.udsatte.dk 

Plads til alle: De store træfigurer på pladsen foran Café Dugnad symboliserer 

gammeldags byporte. Mens byportene før i tiden afgrænsede byen fra omverdenen, 

er træfigurerne tænkt som bænke, der inviterer folk til at snakke 

sammen. 

Café Dugnad med 

”Plads til alle” 

- Se her, hvor smart, siger 

Michael Lodberg Olsen og løfter 

sædet på en af træstolene i den 

nyåbnede Café Dugnad på Vesterbro 

i København. 

Under sædet er der plads til, at 

cafeens brugere kan lægge deres 

ejendele og f.eks. tage en lur uden 

at være nervøse for, at tingene 

bliver stjålet. 

Michael Lodberg Olsen er en 

af initiativtagerne bag Dugnad 

Vesterbro. Et projekt, som vil 

forbedre forholdene for stofbrugere 

på Vesterbro. Café Dugnad er 

deres seneste tiltag. 

- Bortset fra de særlige stole 

skal caféen være så normal en café 

som muligt, understreger Michael 

Lodberg Olsen. Køkkenet serverer 

sund mad og kaffe, der er musik 

i højttalerne, og brugerne kan gå 

ud i en glasoverdækket udestue og 

ryge cigaretter. 

Kan være sig selv 

Det er midt på eftermiddagen, og 

flere og flere brugere strømmer 

hen over pladsen foran caféen. 

”Plads til alle” kaldes den. 

- Pladsen er et socialt eksperiment. 

Her skal være plads til alle. 

Man skal kunne sidde og drikke 

kaffe latte på PH-Caféen overfor, 

samtidig med at eleverne fra gymnasiet 

her bagved spiller bordtennis 

på vores bordtennisbord, og der 

sidder en bruger og fixer henne i 


hjørnet, siger Michael Lodberg 

Olsen. 

Lige nu er her dog kun gæster 

til Café Dugnad, bl.a. Ole på 44 år. 

Han går rundt på pladsen og fejer 

og brænder affald af. 

PUF!, siger det pludselig fra 

bliktønden med brændende affald. 

- Det var en lighter, der futtede 

af, griner Ole. Han er hashbruger 

og kommer i caféen for at spise 

og være sammen med folk. Café 

Dugnad er et af hans favoritværesteder. 

- Her kan man være sig selv. 

Andre steder er der så mange 

regler. Man får f.eks. ikke lov til at 

brænde ting af, siger han. 

- rind 

Café Dugnad, Halmtorvet 9 C, 

har åbent mandag-torsdag kl. 12-21. 


nyt værested for 

hjemløse fædre 

Et nyt projekt – Fars Dag – skal 

give hjemløse fædre i København 

mulighed for at være sammen 

med deres børn i trygge rammer. 

- Mange gange mødes hjemløse 

mænd med deres børn ’under 

uret’ på Hovedbanegården. Vi 

vil gerne give dem et alternativ 

til det, siger Line Niederreuther, 

daglig leder af Frelsens Hærs 

Kontaktcenter på Christianshavn, 

som står bag initiativet. 

Hver lørdag eftermiddag i 

ulige uger er Frelsens Hærs 

værested i Wildersgade reserveret 

til hjemløse og enlige fædre 

og deres børn. Der er gratis 

fællesspisning, og fædre og børn 

kan hygge sig sammen og spille 

spil mv. Medarbejderne i værestedet 

håber, at de også kan 

finde penge til at arrangere ture 

ud af huset. 

Og måske er der hjælp på vej. 

Til april begynder en ny omgang 

af programmet All Stars på TV2. 

Her dyster seks danske musikere 

og sangere og deres kor om 

250.000 kr. til et godt formål. 

En af dem er musikeren Steen 

Jørgensen fra Sort Sol, som skal 

lede koret fra Christianshavn. 

Hvis det vinder, vil pengene gå til 

projekt Fars Dag. 

- kap 

Læs mere om Fars Dag på 

www.frelsens-haer.dk 

første 

forsorgshjem 

på bornholm 

Bornholm er sandsynligvis 

på vej med sit første forsorgshjem 

eller et lignende tilbud til 

hjemløse. 

- Vi har fem-seks tilfælde årligt, 

hvor et menneske står uden 

tag over hovedet, og den opgave 

løser vi ikke efter reglerne i dag, 

siger socialudvalgsformand Jacob 

Kjøller fra Bornholms Regionskommune. 

Derfor indgår et opholdssted 

for hjemløse nu i socialudvalgets 

byggeplaner. 

- kap 

Kilde: www.dr.dk/regioner/bornholm 


Mistillid stopper 

samarbejde om narkobehandling 

Horsens Kommune og Monbjerg, et behandlingssted for 

narkomaner, afbryder samarbejdet. Det er første gang, 

Horsens Kommune har villet lukke et behandlingssted. 



illustration Hanne Louise Nielsen 

I Hus Forbis tema om stoffer i januar 

i år skrev vi om ”frie tøjler i stof- 

behandlingen”: At der ikke er retningslinjer 

for kontrollen med de 

metoder, behandlingsstederne bruger, 

når de har narkomaner i behandling. 

Siden da har behandlingscentret 

Monbjerg valgt at opsige samarbejdet 

med Horsens Kommune. Kommunen 

var i forvejen parat til at ophæve 

aftalen på grund af mistillid, men 

Monbjerg kom dem altså i forkøbet. 

- De valgte at opsige aftalen, inden 

vi lukkede dem, siger Hanne Boisen, 

leder af Familiepleje og tilsyn i Horsens 

Kommune. Hun uddyber: 

- Siden sommeren 2007 har vi været 

nødt til at skærpe opmærksomheden 

på Monbjerg på grund af uigennemsigtig 

økonomi. Derudover havde 

de en dreng indskrevet på under 18 

år, på trods af at de var godkendt til 

en målgruppe mellem 18 og 30 år. 

Selv efter at de fik indskærpet, at 

målgruppen skulle respekteres, havde 

de endnu en person under 18 boende 

på en adresse, vi troede stod tom. De 

Kommuner savner information på tværs 

Når en kommune opsiger samarbejdet med et behandlingssted, får andre kommuner, 

som har narkomaner på stedet, ikke noget at vide. 

Som tilsynskommune besluttede 

Horsens Kommune at opsige samarbejdet 

med behandlingsinstitutionen 

Monbjerg, men Monbjerg 

kom kommunen i forkøbet og 

sagde selv aftalen op i oktober 

2008. 

Hus Forbi har talt med tre 


kørte uforholdsmæssigt mange kilometer 

i centrets biler, og klienterne 

havde samvær med børn på centret, 

selvom det fremgår af godkendelsen, 

at det ikke er tilladt. Så vi begyndte 

at stille spørgsmålstegn ved samarbejdet. 

Alene med tilsynet 

Horsens Kommune følte sig alene med 

tilsynet med Monbjerg og tog derfor 

kontakt med andre kommuner for at 

finde ud af, om det var ”rigtigt, hvad 

vi så”, som Hanne Boisen udtrykker 

det. Men kun én kommune svarede. I 

Horsens havde man især svært ved at 

vurdere behandlingen. 

- Vi har diskuteret behandlingsmetoder 

med behandlerne, men vi har 

ikke selv deltaget i terapien for ikke 

at invadere folk. Men så begyndte der 

at komme klager gennem Gadejuristen 

(juridisk hjælp til narkomaner på 

gaden i København, red.). Sammenholdt 

med de andre punkter styrkede 

klagerne os i vores mistillid, siger 

Hanne Boisen og tilføjer, at Monbjerg 

er det første behandlingssted, Horsens 

Kommune har villet lukke.| 

kommuner, som tidligere har 

sendt borgere i behandling på 

Monbjerg. Hverken Silkeborg, 

Randers eller Ringkøbing-Skjern 

Kommune kendte til Horsens’ beslutning 

om at ville opsige aftalen 

med behandlingsstedet. Randers 

Kommunes misbrugscenter oply- 

ser, at de tilmed har en klient på 

vej i behandling på Monbjerg. 

- Vi har ikke valgt at opsige 

vores samarbejde med Monbjerg. 

Vi har ikke umiddelbart noget at 

sætte en finger på, siger Dorthe 

Axen fra Randers Kommunes 

behandlingsudvalg. 

Silkeborg og Ringkøbing- 

Skjern Kommuner har heller ikke 

hørt noget, der gør, at de vælger 

Monbjerg fra. Derimod efterlyser 

de, at kommunerne informerer 

hinanden i sådanne situationer. 

- Hvis en kommune falder 

over noget, de finder kritisabelt

”Du skal have vild sex, 

når du kommer hjem” 

En ung mand og en 

kvinde har klaget til 

Horsens Kommune over 

deres ophold på Monbjerg. 

Kvinden kalder sit 

ophold på stedet for et 

’seksuelt psykisk overgreb’. 

- I de individuelle terapier gik lederen meget 

tæt på mig. Han spurgte hele tiden om sex 

og fik hele tiden drejet samtalen hen på sex. 

F.eks. spurgte han: ”Hvor tit onanerer du? 

Onanerer du, inden du lægger dig til at sove?” 

Jeg svarede ærligt på spørgsmålet. Egentlig 

burde jeg have svaret: ”Det rager ikke dig”, 

men jeg blev helt paf, siger kvinden, som gerne 

vil være anonym, og fortsætter: 

- I en anden terapi arbejdede vi med, at 

jeg skulle have mine to børn hjem. ”Du skal 

ikke have din datter på 15 år hjem. Du skal 

udleve din seksualitet og have vild sex, når 

du kommer hjem. Det kan du ikke, hvis du får 

din datter hjem”, sagde terapeuten. Jeg ville 

ikke høre på alt det sex. Jeg var kommet for 

at blive clean, hvilket var svært nok i forve- 

på et behandlingscenter, ville 

det være hjælpsomt, om det kom 

videre, siger Niels Christensen, 

leder af Sundhedscenter Vest i 

Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Han foreslår en smiley-ordning 

som den på fødevareområdet, så 

kommunerne kan se, når de bør 

være opmærksomme. 

Også Horsens Kommune savner 

at høre andres erfaringer. 

- Det ville kvalificere vores 

jen. Kvinderne var i undertal, 

og jeg havde det svært med den 

mandlige jargon. Man har ikke 

brug for, at det også kommer fra 

terapeuterne, siger kvinden. 

En gammel luderkælling 

Moren til en ung mand, som var i 

behandling på Monbjerg, fortæller 

om de oplevelser, hun havde, da hun 

besøgte sin søn: 

- Terapien handlede meget om sex og 

beskyldninger mod pårørende. Jeg fik at 

vide, at det var min skyld, at min søn var endt 

som narkoman. I sidste ende er det jo ikke mig, 

der stikker nålen i armen på ham. 

- Min søn fik en kæreste på Monbjerg, og 

lederen begyndte at blande sig i deres forhold. 

Hans kæreste var ældre, og lederen sagde, at 

hun var ”en gammel luderkælling”. Da fik min 

søn øjnene op for, hvad der skete, og han stak 

af fra Halvvejshuset (udslusningsbolig, red.). 

Ingen kommentarer 

Lederen af Monbjerg Behandlingscenter, Jan 

Jensen, ønsker ikke at kommentere sagen i 

dette nummer af Hus Forbi. 

- Det er for tidligt, siger han. Han løfter 

sløret for en historie om en ”usædvanlig behandling 

med de værste eksempler på magtmisbrug” 

fra Horsens Kommunes side. 

- Det er sjofelt og groft, hvad Horsens Kom- 

tilsyn med behandlingscentrene, 

hvis vi fik besked fra andre kommuner 

om deres dårlige erfaringer, 

siger Hanne Boisen, leder af 

Familiepleje og tilsyn i Horsens 

Kommune. 

For at hæve kvaliteten i tilsynet 

foreslår hun, at man kopierer 

underretningspligten fra børne- 

og ungeområdet: 

- På børneområdet er der tradition 

for, at kommunerne informe- 

rer hinanden, hvis der eksempelvis 

bliver anvendt magt over for 

et barn. Jeg savner den samme 

tradition på stofområdet. 

Et broget marked 

Men indtil videre undersøger 

kommunerne selv behandlingscentrene 

og holder resultaterne 

for sig selv. 

- Det er et stort og broget 

marked. Derfor laver vi vores 

mune har gjort. Deres dagsorden har hele tiden 

været at få lukket institutionen. Derfor har vi 

valgt at flytte. Det ser pænere ud på papiret. 

Og vi har jo også ansvaret for vores klienter, 

siger Jan Jensen og tilføjer: 

- Jeg vil gerne fortælle historien til Hus 

Forbi senere.| 

Hus Forbi er bekendt med de to medvirkendes 

identitet. 

egne undersøgelser af behandlingscentrene. 

Vi har identificeret 

behandlingssteder, som vi ikke 

ønsker at samarbejde med, fordi 

vi ikke synes, at kvaliteten er 

i orden, siger Dorthe Axen fra 

Randers Kommune og bekræfter, 

at man ikke har informeret andre 

kommuner om det. 


| kommentar | af 

Niels Løppenthin er 

chefkonsulent i Direktoratet for 

Kriminalforsorgen. 

De bolig- eller 

hjemløse indsatte, 

der ikke har 

været i stand til 

at opfinde en 

sådan adresse – 

hvor uhensigtsmæssig 

den end 

måtte være – har 

altså hidtil været 

nægtet prøve- 

løsladelse. 

| læserne skriver | 

jeg føler mig bedraget 

Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Tiden er 

nu kommet. Min lyst til at købe avisen er aftaget 

meget, efter at jeg har opdaget, at sælgerne har 

lov til at sælge de hjemløses avis, når de både 

modtager bistandshjælp og bor i en lejlighed. 

Det er okay, at sælgerne bliver akklimatiseret 

i nogle få måneder. MEN så mange måneder. Der 

siger jeg stop. De er jo ikke hjemløse. De sidder på 

en fin stol med deres fine tøj og støvler, nybarberede, 

nyklippede og meget rene og fine. Jeg føler, 

at jeg bliver bedraget. Det er ikke en god følelse. 

Det har fået mig til at holde op med at købe avisen. 

Hvad er årsagen? 

En anonym køber 

Redaktionen er bekendt med køberens identitet. 


Niels Løppenthin 

Nu kan hjemløse løslades til herberger 

Kriminalforsorgen har ændret praksis ved prøveløsladelse af 

hjemløse på baggrund af en artikel i Hus Forbi. 

Artiklen “Løber panden mod fængselsmuren” i Hus 

Forbi april 2008 handlede om hjemløse og boligløse indsatte, 

som nægtes prøveløsladelse på grund af manglende 

bolig. På baggrund af artiklen har Direktoratet for Kriminalforsorgen 

genovervejet den hidtidige praksis med det 

resultat, at praksis nu ændres, så prøveløsladelse fremover 

godt kan finde sted til et herberg eller forsorgshjem. 

Praksis har hidtil været, at man – for at opnå prøveløsladelse 

– skulle have en ’passende bolig’. Det vil fortsat 

være gældende, men begrebet ’passende bolig’ vil altid 

kunne diskuteres. Hvad nogle mener, er en passende 

bolig, vil andre mene, er en forfærdelig mulighed. 

Hidtil har Direktoratet for Kriminalforsorgen vurderet, at 

et ophold på et herberg ikke er passende i forbindelse med 

en prøveløsladelse. Begrundelsen har været, at risikoen for 

recidiv (tilbagefald til kriminalitet) øges, hvis man opholder 

sig her, hvor mange beboere formentlig har et misbrug, er 

kriminalitetstruede m.m. ’Passende bolig’ anså man tidligere 

som egen lejlighed, et lejet værelse, et værelse hos en 

eller begge forældre eller lignende. 

Indgår uholdbare aftaler 

Direktoratet har vendt spørgsmålet med de lokale afdelinger 

af Kriminalforsorgen ude i landet, og her var der en 

overvejende positiv holdning til, at det skulle være muligt 

at prøveløslade indsatte til herberg eller forsorgshjem. 

Det var afdelingernes vurdering, at løsladelse til ”mor” 

(i nogle tilfælde en opdigtet adresse, red.) eller til et 

værelse hos en bekendt meget ofte er uholdbart, fordi de 

indsatte – som artiklen i Hus Forbi påpegede – i desperation 

for at komme ud gerne laver halve og kvarte aftaler 

med mere eller mindre bekendte. Aftaler, som ikke holder 

svar 

Det er rigtigt, at ikke alle Hus Forbis sælgere er 

hjemløse, i den forstand at de sover på gaden 

eller på et forsorgshjem, selvom det trods alt 

gælder de fleste. 

Hus Forbi er en avis for såvel hjemløse som 

socialt udsatte og skæve eksistenser. Selvom 

man måske har fået en lejlighed, som bliver 

betalt over førtidspensionen eller kontanthjælpen, 

er man langt fra sikret en plads i samfundet. 

Alle vores sælgere er så langt fra arbejdsmarkedet, 

at der skal en helt særlig indsats til 

at få dem tilbage. 

Her kommer Hus Forbi ind i billedet. Ved at 

sælge avisen får sælgerne en form for identitet 

og et netværk med andre sælgere. De får no- 

vand, når det kommer til stykket. Dertil kommer, at de 

indsatte ofte har betalt indehaveren af lejligheden penge 

for at tilmelde sig, så vedkommende kan holdes skadefri 

økonomisk eller endda tjene på situationen. 

De bolig- eller hjemløse indsatte, der ikke har været 

i stand til at opfinde en sådan adresse – hvor uhensigtsmæssig 

den end måtte være – har altså hidtil været 

nægtet prøveløsladelse. Afdelingerne gav samtidig udtryk 

for, at samarbejdet med herberg og forsorgshjem ofte er 

positivt og i mange tilfælde endda blevet bedre i de senere 

år. Det vurderes, at mange er bedre hjulpet her, end 

hvis de har taget ophold i et lejet værelse, hvor de i en 

stor del af døgnet er overladt til sig selv. Direktoratet har 

også drøftet spørgsmålet med Velfærdsministeriet, som 

har støttet ideen, fordi man også vurderer det arbejde, 

der udføres på herberger og forsorgshjem, som godt og 

solidt. 

God løsladelse kræver planlægning 

Det er Direktoratets håb, at beslutningen vil have en 

positiv effekt på en del indsatte, som hidtil er blevet 

nægtet prøveløsladelse. Dog kan de institutioner, som 

defineres som akutherberger og lignende, stadig ikke 

bruges i forbindelse med prøveløsladelse. Det skyldes, at 

den type institutioner ikke på forhånd indgår aftaler med 

enkeltpersoner, andre institutioner eller forvaltninger, da 

de netop har deres berettigelse som steder, hvor man kan 

henvende sig akut. En vellykket prøveløsladelse er som 

bekendt kendetegnet ved planlægning i god tid med så 

mange aftaler som muligt på plads, inden den indsatte 

skal ud at klare sig på egen hånd – forhåbentlig bedre 

rustet end før indsættelsen. | 

get at stå op til og en mulighed for at tjene nogle 

kroner til øllerne, eller hvad de måtte have af 

misbrug, som gør sig gældende for stort set alle. 

Du har ret i, at nogle er kommet videre – men 

ikke så meget, at de har mulighed for at tjene 

penge eller finde meningsfuld beskæftigelse på 

anden vis. Dermed ikke sagt, at Hus Forbi skal 

være en sovepude. Vi ønsker også at hjælpe folk 

videre. Det sker i nogle tilfælde, men det er en 

stor og svær opgave, som selv systemet i visse 

tilfælde giver op over for. 

Tina Juul Rasmussen, redaktør

Norske Arnhild Lauveng 

er helbredt skizofren 

efter ti års kamp med alt 

i og uden for hende selv. 

Nu er hun psykolog, 

skribent og debattør. 

af Helle Jørler | hj@freelanceriet.dk 

foto Flemming Schiller 

- Af en løve at være synes jeg, at jeg er 

temmelig tålmodig, hvisker norske Arnhild 

Lauveng med en lille latter til mig på vej bort 

fra blomsterbutikken, hvor Hus Forbi har fået 

lov at tage fotos til interviewet. Det kan tage 

sin tid at tage gode portrætter; længere, end 

hun forventede. 

Hun er ikke så høj, tætbygget, og det flotte 

hår flagrer løst, langt og rødligt. Der er blomstermønster 

på både bluse og sjal. Blomster 

ligger hende på sinde. 

Arnhild Lauveng følte sig – og følte sig 

behandlet – som et viljesløst får i de sammen- 

Arnhild Lauveng havde en lurende 

skizofreni, fra hun var 14-15 år 

gammel. Som 17-årig fik hun 

diagnosen og kæmpede i ti år med 

sygdommen, som hun selv fandt 

en vej ud af. Men den tillid, hun 

mødte undervejs fra enkelte læger 

og andre i systemet, hjalp hende. 

I dag er hun en skattet psykolog, 

forfatter og foredragsholder i 

Norge. 

unyttige 

Det 

er dét, som tæller 

lagt seks-syv år, hun var indlagt på psykiatriske 

institutioner, fra hun var 17 år og fik 

diagnosen skizofren. I alt varede sygdommen 

i ca. ti år, men den lurede, allerede fra hun var 

14-15 år. Det lykkedes hende og hendes nære 

familie at holde fast i et håb om helbredelse og 

en anden tilværelse trods systemets insisteren 

på, at hun aldrig ville blive rask, endsige få en 

tålelig tilværelse. Men Arnhild vidste bedre. 

For indeni var hun en løve. 

- Alt i mig længtes efter at jage over savannerne, 

siger hun. 

Spiste blåbær i regnen 

Arnhild er rask nu. Nej. Hun har ikke blot lært 

at leve med symptomerne og tage sin medi- 


cin. Nej. Hun er ikke bare inde i en stabil, god 

periode. Hun er helbredt. 

Men hun medgiver, at det ikke er sædvanligt 

at høre om raske, tidligere skizofreni- 

patienter. Og det irriterer hende. Dels personligt, 

hvor hun af og til mødes med skepsis på 

grund af sin historie, dels generelt, fordi det 

suger håbet ud af andre, især unge, der får 

trukket diagnosen ned over sig som en livsdom. 

Rent faktisk helbredes en tredjedel, en 

tredjedel lever tåleligt med medicinen, og en 

tredjedel forbliver syge. 

Arnhild Lauveng er nu psykolog, skribent 

og en skattet foredragsholder i sit hjemland, 

Norge. Hun forsøger at skabe debat og sætte 

fingeren på de ømme punkter i psykiatrien, og 

fagfolk kan næppe få større ekspertise samlet 

i ét menneske – fra begge sider af spændetrøjen, 

så at sige. 

Arnhild er i Danmark for at præsentere 

sin nyeste bog, ”Unyttig som en rose.” Om 

hjælpere, fag- og andet godtfolk, som i hendes 

sygdomstid trodsede regler og skemaer og gav 

Arnhild lov til f.eks. at gå en, i behandlerforstand, 

’unyttig’ tur i silende regn, hvilket hun 

savnede forfærdeligt … Arnhild fandt nogle 

blåbær, satte sig på en sten og gav sig lykkelig 

til at synge højt. 

- Jeg var jo alligevel erklæret sindssyg, som 

hun siger med sin humor i behold. 

At en ung læge – og andre – viste hende 

denne tillid, helede noget i hendes ekstremt 

forpinte sjæl og krop. De mange, mange år i 

institutioner, til dels i isolation og med masser 

af stærk medicin, der berøvede hende en 

almindelig ungdom, havde vænnet Arnhild 

til, at der skal være resultater og grunde til at 

foretage sig ting; det skal være behandlingsrelevant. 

Måske netop derfor er hun kommet 

til at sætte umådeligt pris på lystbetonede 

begivenheder eller ting, der umiddelbart kan 

opfattes som ’unyttige’: en rose, et smil, en 

baby, der griner … 

Knuste alt omkring sig 

På et tidspunkt havde Arnhild det meget slemt 

og spiste næsten ikke, fordi stemmerne i hendes 

hoved ikke fandt hende værdig til det, og/ 

eller fordi personalet fejlagtigt troede, at de 

kunne bruge lejlighedsvise spise-forbud som et 

forsøg på pædagogik. 

Hun kastede sig i timevis mod væggene i sit 

værelse, hev totter ud af sit hår, kom i isolation, 

råbte og skreg, kunne kun sove under sin 

seng eller på badeværelsegulvet, fik ikke lov at 

komme ud af huset. Desuden knuste hun alt, 

hvad hun kom i nærheden af, som kunne bruges 

til at skære sig med: el-pærer, drikkeglas, 

porcelæn … Sulten drev hende nogle gange til 

at spise de paptallerkener, som der blev dækket 

op til hende med. 

En dag skulle hun hjem og besøge sin mor. 

Moren spurgte hospitalet, om hun skulle tage 

særlige forholdsregler, og blev frarådet at have 

noget inden for rækkevidde, som datteren 

kunne knuse og bruge til at skade sig selv med. 


- Selvom jeg naturligvis 

ikke savnede de 

brølende, kommanderende, 

tyranniske stemmer, 

som befalede mig 

dette og hint, modbydeligevrangforestillinger 

osv. i mit psykotiske 

hoved, skulle jeg jo også 

vænne mig til, at der var 

stille i mit sind. 

Da Arnhild kom hjem, var der dækket op 

med morens fineste, sarte porcelæn med roserne 

– dér er roserne igen – og den hjemvendte 

datter nød den vidunderlige jordbærlagkage i 

rigelige mængder. 

- Det er noget med tillid. At tro på, at hvis 

en patient bliver behandlet som et medmenneske 

– med værdighed, høflighed og respekt, 

som et helt menneske, der er andet og mere 

end sin diagnose, så hjælper det. Men de ansatte 

er også kun mennesker, vi fejler alle, og 

vilkårene kan være rigtig vanskelige. 

Vigtigt på institutionerne er, at psykisk 

syge ikke kan kapere at blive behandlet hele 

tiden, har Arnhild erfaret. 

- Patienterne skal have meget mere tid til at 

’fordøje’, øve sig, afprøve nyt – og ikke mindst 

til at hvile. Man bliver ekstremt udmattet af 

sygdommen, medicinen, ydre og indre kampe, 

manglen på mad osv. Man skal have lov at gå 

i hi for at kunne blomstre op igen. Og det må 

der gives tid og ro til, selvom det for vores 

effektive, resultatorienterede samfund kan se 

ud, som om ’intet’ sker i en periode. 

Ømhed af lyst rørte hende 

Hjerteskærende er det også at forstå, hvad det 

betød for unge Arnhild, da det gik op for hende, 

at alle, hun var omgivet af under sine indlæggelser, 

fik penge for at være sammen med 

hende. Det var en af de helt store hurdler, da 

hun blev rask: Hvordan opbygger man et socialt 

netværk af mennesker, som er sammen med 

én af lyst. Bare for sjov? Efter så mange år i en 

skemalagt tilværelse, hvor alt ansvar er suget 

ud? Efter så mange år med manglende liv og 

almindelige erfaringer og med betydelige huller 

i den kollektive bevidsthed, som f.eks.: ”Hvor 

var du, da dén og dén begivenhed fandt sted?” 

Arnhild græd, da hun første gang fik en 

buket som udtryk for omsorg og bekymring, 

fordi hun havde været kortvarigt fraværende i 

frivilligt arbejde. 

- At få vist ømhed, som ikke var betalt; det 

var stort, husker hun. 

- Bemandingen på nogle langtidsafdelinger i psykiatrien 

består af ufaglært personale med besøg 

af en læge en gang om ugen. Det ville man aldrig 

byde svært somatisk syge. Det svarer til at få en 

hjerteoperation af en plejer og få sat plaster på af 

overlægen, siger Arnhild Lauveng. 

Giv patienterne et flirtekursus 

Hun rødmer på spørgsmålet. Om hvorfor der 

absolut intet står om seksualitet, forelskelser 

og sligt i hendes bog. Det er trods alt en stor 

del af livet, især i den alder, hun var indlagt. 

- Jeg spaltede den side af mig selv fra. Den 

har også trange kår: Psykosen fylder så meget, 

at der ikke er overskud til udadrettede initiativer. 

Medicinen dæmper lysten og evnen. Fra 

jeg var 17 til 19 år, var jeg døgnovervåget. Og 

der findes ganske enkelt ikke et aflåseligt rum 

uden opsyn. I øvrigt var sex mellem patienter 

forbudt. Desuden vidste jeg ikke, hvordan 

man gør! Hvordan flirter man? Der bliver ikke 

ligefrem undervist i det! Men jeg vil faktisk 

anbefale, at man på institutionerne arrangerer

mere konkrete kurser: flirtekursus, kursus i 

netværksbygning, smalltalk, motion, ernæring, 

impulsstyring, at blive forældre osv. 

Pludselig stille i sindet 

Et par gange i løbet af fotograferingen og 

under præsentationen af hendes nye bog på 

forlaget for en fyldt tilhørersal sporer man 

hendes løve-utålmodighed. Rastløshed. En 

svag irritation. Som hun tillært behersker. 

Flere steder nævner hun i bøgerne, at hvis hun 

keder sig, ikke bliver intellektuelt stimuleret 

og udfordret, kan hun få det skidt. Noget, som 

alt sammen under sygdommen blev tolket som 

enten en del af skizofrenien eller som uvilje/ 

ulydighed/usamarbejdsvillighed. 

Da hun blev ’løsladt’, var kedsomhed og den 

massive ’alenesomhed’ størrelser, hun pludselig 

skulle til at lære at kende som helt almindelige 

følelser, alle kender, i stedet for straks at 

tro, at det var symptomer fra skizofrenien. 

- Selvom jeg naturligvis ikke savnede de 

brølende, kommanderende, tyranniske stem- 

mer, som befalede mig dette og hint, modbydelige 

vrangforestillinger osv. i mit psykotiske 

hoved, skulle jeg jo også vænne mig til, at der 

var stille i mit sind … at der ikke var konstant 

drama og farverige hallucinationer. Som måske 

havde spærret for at føle og erkende ensomheden, 

fordi det fyldte så meget, funderer hun. 

- Det gik op for mig, at der var en dødkedelig, 

tung og træls hverdag, som jeg skulle lære 

at gebærde mig i; igen eller for første gang. 

Alenesomheden blev afhjulpet meget ved, at 

jeg anskaffede en hund. Det er sundt at have 

ansvar for et andet levende væsen. 

Hun tænker sig om et øjeblik på spørgsmålet 

om, om der var et højstemt øjeblik, hvor 

hun bevidst tænkte: ”Jo, nu er jeg rask!” 

- Hmmm … tjo, det var vel en dag, hvor jeg 

ryddede op i min pung. Jeg stødte på dén seddel, 

jeg havde haft liggende i mange, mange år, 

som anviste, hvordan jeg skulle hjælpes med 

medicin og indlæggelse, hvis jeg blev dårlig. 

Den kunne jeg godt smide ud. Mere dramatisk 

foregik det såmænd ikke … Men da tænkte 

jeg, at nu stolede jeg åbenbart på, at jeg er 

rask, smiler Arnhild Lauveng.| 

Læs mere om recovery (dét at komme sig over 

svær psykisk sygdom) på www.patdeegan.com 

Pat Deegan har en tilsvarende historie. 

forfatteren lauveng 

To af Arnhild Lauvengs bøger er oversat til dansk: 

”I morgen var jeg altid en løve” (2008) og 

”Unyttig som en rose” (2009). Begge er udkommet 

på Akademisk Forlag. 

Desuden er “Arbeidsmaur med gipset hjerte” 

(2008) udkommet på Universitetsforlaget i 

Norge. 


farvel til en ildsjæl 

Thorkil Vestergaard-Hansen, forstander 

for mandecentrene i København, Odense 

og Århus samt leder af den sociale forening 

Fundamentet er død den 5. marts, 63 år 

gammel. 

Thorkil var til det sidste en socialt engageret 

ildsjæl og iværksætter. 

I 1988 grundlagde han værestedet Fundamentet 

for hjemløse og socialt udsatte i 

Holmbladsgade på Amager. 

Gennem sit arbejde her så han, hvordan 

en skilsmisse for mange mænd fører til social 

deroute og et liv som arbejdsløs, hjemløs 

Thorkil Vestergaard-Hansen eller misbruger. Og dermed var ideen født: 

Mænd fra brudte parforhold har også brug 

for rådgivningscentre, hvor de kan få styr på sig selv og komme på ret køl 

igen. 

Det lykkedes Thorkil Vestergaard-Hansen at få det sat på den politiske 

dagsorden, og med en bevilling fra satspuljemidlerne åbnede for fire år 

siden mandekrisecentret i København. Siden fulgte mandecentre i Odense 

og Århus og yderligere to centre, i Esbjerg og Aalborg, har netop slået 

dørene op. 

Ud over sit store engagement i mandecentrene var Thorkil Vestergaard- 

Hansen også stærkt engageret i frivilligt socialt arbejde. Gennem otte 

år var han formand for Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde i 

København. 

- kap 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Overvejer du at blive 

frivillig i Røde Kors? 

Så er det på infoaften, du kan 

høre om alle vores forskellige 

aktiviteter, før du beslutter dig til, 

hvor du vil lægge dit 

engagement. 

Vi har introkurser 

1. april, 14. april, 23. april, 

5. maj og 2. juni 2009. 

Find mere om tid, sted og 

tilmelding på vores hjemmeside. 

Hovedstadens afdeling 


Sidste nye skrig? 

Til vores butikker i City, Brønshøj og på Nørrebro søger 

vi frivillige, som har lyst til at indgå i et team af imødekommende, 

friske og farverige frivillige. Overskuddet fra 

tøjsalget går til international nødhjælp og socialt arbejde i 

Danmark. Vagterne ligger på 4-5 timer ugentligt. 

Vi er en blandet skare af flere forskellige mennesker i alle 

aldre og afskygninger, og vi har det sjovt og godt sammen. 

Som frivillig vil du hurtigt opleve at blive en del af det gode 

kammeratskab og en vigtig del af verdens største humanitære 

organisation. Vi tilbyder relevante kurser, ligesom vi 

ikke forsømmer, at mødes til socialt samvær. 

Er du engageret og ansvarsbevidst og har øje for moden 

og tøjets mange muligheder, så skal du være hjertelig 

velkommen til uforpligtende at møde teamet bag butikkerne. 

Måske finder du ud af, at det også kunne være 

noget for dig at gøre holdning til handling. 

spiller på hjemløselandsholdet død 

31-årige Michael Thomsen, som var 

udtaget til Hjemløselandsholdet 2009, døde 

først i marts af en overdosis heroin. Michael 

Thomsen var i behandling for sit stofmisbrug 

og havde et tilbagefald til stofferne kort 

inden sin død. 

- Alle på og omkring holdet er meget 

berørt af Michaels død, og vi har iværksat 

krisehjælp til både spillere og ansatte. Det 

har sat en masse tanker i gang hos spillerne, 

både fordi det kom som et chok, og fordi 

det viser, hvad vi har med at gøre – hvor 

farlig en ’branche’ vi er i. Derfor er alle også 

Michael Thomsen 

glade for, at det første socialpædagogiske 

tema, vi skal arbejde med på landholdet, er 

misbrug og afhængighed. 90 pct. af spillerne er misbrugere, siger landstræneren 

for Hjemløselandsholdet, Janek Majewicz. 

Michael Thomsen havde taget en overdosis flere gange før, men var 

alle gange blevet fundet og genoplivet. Denne gang var han alene, da det 

skete. 

- Det sætter i relief, hvor stærkt et misbrug kan være – at man fortsætter 

selv med den historie. Og at afhængighed er en sygdom, man er nødt 

til at forholde sig til hele livet, selvom man er clean, siger Janek Majewicz. 

Michael Thomsen kom fra Esbjerg. Han efterlader sig en mor, en søster 

og tre døtre, hvoraf han havde kontakt med den yngste. 

- taj 

Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N 

Tlf.: 38 33 64 00, hrk@drk.dk 

Besøgsleder i 

venskabsfamilier 

Venskabsfamilier i Hovedstadens 

Røde Kors, søger 

en frivilligbesøgsleder. 

Som besøgsleder formidler 

du kontakt mellem familier, 

der gerne vil skabe et 

netværk på tværs af kultur 

og etnisk baggrund. 

Din vigtigste opgave er 

at holde samtaler med 

nye familier og matche 

dem til gensidig glæde og 

fornøjelse. 

Er du nysgerrig og 

interesseret, så ring og hør 

nærmere på tlf. 22 91 59 62 

eller mail: ch@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk

Bums! 

Forestillingen ”Bums!” er med bl.a. Lars Mikkelsen, Andrea Vagn Jensen og Henrik Noel Olesen. 

siger det, når man falder 

Flere nye teaterforestillinger 

handler om 

marginaliserede grupper. 

Sidste år kunne man se 

”Pretty Woman A/S”, i 

øjeblikket spiller musikforestillingen 

”Bums!”, 

og et nyt stykke om 

hjemløse er undervejs. 

Tendensen har rødder i 

11. september 2001. 

af Lisbeth Rindholt | lisbeth@rindholt.dk 

Line Mørkeby stod en eftermiddag ved sit 

stuevindue i indre København og kiggede ned 

på gaden. En Hus Forbi-sælger prøvede at få 

kontakt til de handlende, der kom ud af Netto. 

Men ingen ænsede ham. Det var midt i 

myldretiden, og hun blev stående længe og 

betragtede sælgeren. Stadig ingen kontakt. 

- Oplevelsen gik lige i hjertekulen på mig, 

og jeg kunne mærke, at der var stof at hente 

her, siger Line Mørkeby, som er dramatiker og 

bl.a. står bag forestillingerne ”Core” og ”Den 

sømand han må lide”, begge fra 2008. 

I samarbejde med Teater Grob besluttede 

hun at skrive en forestilling om hjemløse og 

socialt udsatte i København. Stykket har først 

premiere i 2010, og historien i forestillingen er 

endnu ikke færdigudviklet. Men hun har en 

klar idé om, hvordan den skal fortælles. 

TEATER 

- Lige nu handler forestillingen om en 

mand, som ikke har sit eget hjem, men må 

have folkeregisteradresse hos en veninde for 

at få social ydelse. Tanken er, at publikum skal 

heppe på ham undervejs og på, at han klarer 

alle forhindringerne for at få et bedre liv. Det 

er et socialrealistisk stykke, som samtidig er 

underholdende og fuld af håb, fortæller hun. 

Fra gaden ind på scenen 

Line Mørkebys forestilling er et af flere om 

marginaliserede grupper på den danske teaterscene. 

Tidligere på året kunne man se forestillingen 

”Hush Little Baby” om fattige, filippinske 

kvinder, der arbejder som hushjælp i Danmark. 

Og i efteråret 2008 skabte Tue Bierings stykke 

”Pretty Woman A/S”, der spillede i en container 

på Halmtorvet i København, en voldsom 

mediedebat, fordi folkene bag forestillingen 

HUS FORBI | nr. 84 | april 2009 | 19 

foto Henrik Ohsten Rasmussen

hver aften hentede en ’ægte’ prostitueret ind 

på scenen til at spille hovedrollen som prostitueret. 

- Der er en tendens i teatret til at interessere 

sig for marginaliserede grupper, siger Michael 

Eigtved, lektor i teatervidenskab ved Københavns 

Universitet. Bølgen startede for omkring 

ti år siden med bl.a. den svenske dramatiker 

Lars Noréns forestilling ”Sju Tre” (1999). 

- Forestillingen handler om nynazisme, og 

Norén havde brugt rigtige fængselsfanger på 

scenen. Det endte helt galt, fordi en af fangerne 

stak af og dræbte to politifolk, fortæller 

Michael Eigtved og giver flere eksempler på 

teatertendensen: 

- For nogle år siden prøvede Stefan Blachman 

(schweizisk instruktør, red.) at bruge en 

kvinde med Downs Syndrom (mongol, red.) i 

rollen som Ofelia på Det Kongelige Teater. Og 

Betty Nansen Teatret har i længere tid kørt 

projektet C:NTACT, hvor de tager flygtninge 

og indvandrere ind fra gaden og lader dem 

fortælle deres historie på scenen. 

Når der er kommet mere fokus på ’virkelighedens 

mennesker’ i teatret, skyldes det ifølge 

Michael Eigtved bl.a. 11. september. 

- Verden har ændret sig radikalt efter 2001. 

Vi er blevet mere afhængige af hinanden. 

Det viser sig også i teatret. I 1990’erne blev 

der lavet ’mig-teater’, som bl.a. handlede om 

parforhold. Nu gælder det ’os-teatret’, hvor 

teater om ’at være udenfor’ 

”Mady.Baby”, 2009 

Forestilling om tre rumænere, som tager til Vesten 

for at få et bedre liv, men ender med at arbejde i 

bl.a. pornobranchen. Instruktør: Alexa Ther. Café 

Teatret, København. 

”Hush Little Baby”, 2009 

En socialpoetisk forestilling om filippinske kvinder, 

der kommer til Danmark for at arbejde som au 

pair-piger. Instruktør: Ditte Maria Bjerg. Teater 

Camp X, København. 


globaliseringstanken er i centrum. Her bliver 

alle marginaliseringer interessante. For det er 

dem tilsammen, der udgør vores verdensbillede, 

siger han. 

Outsidere ser klarere 

Den aktuelle teaterforestilling ”Bums!” bringer 

også en stribe marginaliserede grupper på 

banen. Men selvom stykket vises på Husets 

Teater på Halmtorvet, er det ikke Vesterbros 

egne bumser, der har hovedrollen. 

- Bums! skal forstås som et lydord, forklarer 

Fordi outsiderne står 

uden for systemet, ser 

de ofte alting klarere. 

De har vigtige budskaber 

på hjerte. 

Michael Eigtved, lektor i teatervidenskab 

dramatiker Peter Asmussen, som har skrevet 

manuskript til forestillingen, og uddyber: 

- ”Bums!”, siger det, når man falder. Det vil 

sige, når man falder gennem systemet. 

Forestillingen handler i bred forstand om 

mennesker, der er havnet uden for samfundet. 

Ikke kun f.eks. stofmisbrugere, men også 

”Pretty Woman A/S”, 2008 

Stykke skåret over Hollywood-filmen ”Pretty 

Woman” med en rigtig prostitueret i Julia Roberts’ 

rolle som prostitueret. Instruktør: Tue Biering. 

Containerne på Halmtorvet. 

”Sandholm”, 2008 

Forestilling om livet i asylcentret Sandholm, der 

går tæt på forskellige menneskeskæbner. Opført 

første gang i 2006. Instruktør: Moqi Simon Trolin. 

Mungo Park. 

ældre, sindslidende eller mennesker med en 

anden seksualitet. Ifølge Peter Asmussen er 

der mange måder at være hjemløs på. Han 

kalder det ’psykisk hjemløshed’ i modsætning 

til den sociale hjemløshed. Og ”Bums!” er en 

hyldest til de ’psykisk hjemløse’ eller outsiderne 

i samfundet. 

- Fordi outsiderne står uden for systemet, 

ser de ofte alting klarere. De har vigtige budskaber 

på hjerte, men vi er dårlige til at lytte 

til dem, fordi vi hele tiden har travlt med vores 

rotteræs. Gennem de seneste ti år har store 

dele af Danmark haft den pokkers friværdi 

trukket ned over enhver følelse og tanke, 

men menneskene ’derude’ kan pege på andre 

værdier, siger Peter Asmussen, som i ”Bums!” 

giver outsiderne en stemme. Hvad de så har på 

hjerte, kan man erfare i forestillingen. 

En ting er dog sikker: ”Bums!” har ingen 

morale. Det samme gælder ”Pretty Woman 

A/S”, Line Mørkebys kommende stykke og en 

lang række andre nye teaterforestillinger. 

- Tendensen er, at vi i teatret får demonstreret 

verden, som den ser ud, men man undlader 

at pege på løsninger. Det er op til publikum 

selv at navigere, siger Michael Eigtved. | 

Forestillingen ”Bums!” spiller på Husets Teater på 

Halmtorvet i København 28. marts-9. maj. Manus: 

Peter Asmussen. Instruktion: Egill Palsson. 

”Politkovskaja - In Memoriam”, 2008 

En dyster forestilling om et krigshærget land i 

Europa, hvor børn må prostituere sig for at overleve. 

Manus: Lars Norén. Edison, Betty Nansen 

Teatret.

Teater som 

ANTIPSYKIATRI 

Teatergrupperne Billedspor 

og De Splittergale 

laver teater med sindslidende. 

Samtidig hjælper 

skuespillere og 

musikere hinanden til 

at få det psykisk bedre. 

af Lisbeth Rindholt | lisbeth@rindholt.dk 

”Når jeg står op om morgenen, går jeg i bad, 

hælder kaffen ud i håndvasken og skyder hunden. 

Paf!” Sådan lyder en replik i en af teatergruppen 

Billedspors forestillinger. 

- Vi kan godt lide at tage hverdagsting og 

vende dem 180 grader. Det får folk op af sæderne, 

siger musiker Niels Fenger. 

Han har været med i Billedspor i snart tre år 

og spiller bl.a. trommer og percussion. Teatergruppen 

består af sindslidende eller ’psykisk 

sårbare’ mennesker, der laver visuelle, musikalske 

og humoristiske teaterforestillinger. 

Billedspor er det ene af to større grupper 

kort om de splittergale og billedspor 

Musik- og gøglertruppen De Splittergale består 

af 16-18 medlemmer. Den blev dannet i 1990 af 

et musikhold på Gallo Skolen, en kreativ skole for 

psykisk syge i Århus, og optræder med cirkusmusik, 

sigøjnersange, gøglernumre og gårdsange. 

www.desplittergale.dk 

med sindslidende i Århus. Det andet er musik- 

og gøglertruppen De Splittergale. Begge teatergrupper 

er eksempler på, hvordan sindslidende 

kan bruge musik og fællesskabet i teatret til at 

blive mindre sårbare. 

38-årige Niels Fenger har selv været psykisk 

sårbar i en periode af sit liv. Men hans 

kone, musikken og engagementet i Billedspor 

har hjulpet ham videre. 

- Jeg har det godt nu, og jeg er f.eks. blevet 

meget bedre til at lytte til andre mennesker, 

end jeg var førhen, siger Niels Fenger og 

fortæller, hvordan medlemmerne af teatret 

hjælper hinanden indbyrdes. 

- Vi er oprigtige over for hinanden. Man 

kan f.eks. sagtens sige: ”Jeg har det ad h til i 

dag, for jeg har haft nogle grimme drømme i 

nat”. Så taler vi sammen og kan ofte hindre, at 

folk f.eks. går ned med en depression. Rundt 

omkring står sofaer, hvor man kan tage en 

snak eller hvile sig og samtidig følge med i, 

hvad de andre øver. Det er meget praktisk. 

For travl til at være syg 

De Splittergale har til huse samme sted som 

Billedspor, nemlig i Kultur- & Kontaktsted 

Kragelund i Århus. Også i deres øvelokale 

Teatret Billedspor har eksisteret siden 1989. Det 

er dannet af Franck Thomas Staub, som stadig er 

leder af teatret, der har 15-17 medlemmer. I øjeblikket 

spiller Billedspor forestillingen ”På sporet af det 

tabte”. 

www.billedspor.dk 

TEATER 

Teatertruppen Billedspor 

består af psykisk sårbare 

mennesker, som laver visuelle 

og humoristiske forestillinger. 

bliver der spillet meget musik – og gerne på 

instrumenter som skeer, savblad, kaffekande, 

rumsterstang og harmonika. De Splittergale 

optræder med spil, gøgl og gamle gårdsange, 

og i deres forestillinger kan man både høre slagere 

som ”Jeg er sigøjner” og egne numre som 

”Tvangstango” og ”Flyvende sav-solo”. 

- Det giver selvtillid at spille musik og lave 

gøgl. Når man bryder isolationen og kommer 

ud blandt andre, får man mere ro i sindet, 

og eventuelle tvangstanker forsvinder, siger 

Jacob Hogrebe, som er leder af De Splittergale 

og selv spiller bl.a. harmonika. 

Selvom De Splittergale er et orkester og ikke 

et behandlingstilbud, fungerer medlemmerne 

som en selvhjælpsgruppe for hinanden. 

- Vi plejer at sige, at vi har alt for travlt til 

at være syge, griner Jacob Hogrebe og nævner 

flere eksempler på medlemmer, der har lagt 

lykkepillerne på hylden, efter at de er begyndt 

at spille i De Splittergale. 

- Vi tjekker op på hinanden. Hvis nogen 

f.eks. er indlagt på psykiatrisk hospital i en 

periode, tager vi på sygebesøg. Og vi ringer 

ofte sammen. Kærlighed og varme kan gøre 

meget mere, end medicin kan, når man har det 

psykisk dårligt, understreger han.| 

Musik- og gøglertruppen De Splittergale 

HUS FORBI | nr. 84 | april 2009 | 21 

Foto Elvira Csonka

De hjemløses 

teaterkompagni 

Som hjemløs kan det 

være svært at opretholde 

troen på sine drømme, 

men i London er der 

gode muligheder for at 

komme til at stå på de 

skrå brædder og leve 

skuespillerdrømmen ud. 

Også selvom ens hjem 

består af indholdet af 

en plastikpose, og sengen 

er et stykke pap 

under åben himmel. 

Fra forestillingen 

’Woyzeck’ af Cardboard Citizens 

forumteater 


af Trine Engskov Jensen 

| engskov@hotmail.com 

De Undertryktes Teater er et andet navn for forumteater. Ideen er at skabe 

en debat mellem publikum og skuespillere efter forestillingen. Gennem stykket 

er hovedpersonen underlagt en problemstilling, som han eller hun ikke 

kan løse. Ved efterfølgende at genspille de kritiske tidspunkter i forløbet og 

ved hjælp af jokeren, der fungerer som ordstyrer og er bindeleddet mellem 

Jeg sidder i baren i det charmerende lille 

teater Southwalk Playhouse, der har til huse 

under London Bridge. Ovenover rumler togene 

forbi som et melankolsk soundtrack til aftenens 

begivenhed. Her er en svag, mørk belysning. 

Murene er rå og kolde, men atmosfæren 

er varm, rødvinen er god, og lidt længere 

henne står en smuk sangerinde ved mikrofonen 

og synger ”The Girl from Ipanema”. 

Af hjemløse – for hjemløse 

Aftenens forestilling bliver spillet af Cardboard 

Citizens, et teaterkompagni, hvor alle 

skuespillere enten er eller har været hjemløse. 

Kompagniet blev dannet i 1991 og har med 

tiden spredt sig over mange forskellige former 

for forestillinger og projekter. 

Men som udgangspunkt arbejder de altid 

pr-foto 

ud fra forumteater-ideologien (se fakta). 

I London høster Cardboard Citizens stor 

succes i arbejdet med hjemløse. Foruden legen 

og glæden ved at spille skuespil er forumteater 

også en god og meget direkte måde for mange 

hjemløse at konfrontere problemer, de selv har 

inde på livet. Derfor er det langtfra alle forestillinger, 

der opføres på veletablerede teatre. 

Størstedelen af Cardboard Citizens’ stykker vises 

på hostels og dagcentre, og de fleste stykker 

er skrevet på baggrund af de hjemløses egne 

historier. 

I kølvandet på forestillingerne holder Cardboard 

Citizens også mange workshopper, hvor 

nuværende og tidligere hjemløse kan deltage, 

og hvor forumteater-teknikker studeres og 

afprøves nærmere. Disse workshopper hjælper 

også mange med at få selvtillid og troen på 

tidligere tiders drømme tilbage, og flere vælger 

at blive en fast del af skuespillertruppen. 

Ryggene er ranke 

I aften spilles ”Woyzeck”, et tysk drama fra 

1837 om en soldat, der som led i et medicinsk 

eksperiment får psykiske problemer. Vi klapper 

af skuespillerne efter forestillingen, inden 

vi selv bliver opfordret til at indtage scenen 

af jokeren. Ingen rækker hånden op, så det 

gør jeg. Rødvinen i baren var lidt for god, og 

jeg giver entusiastisk mit besyv med i debatten 

i et forsøg på at ændre handlingsforløbet 

og derigennem den fatale slutning. Samtidig 

sætter jeg en lavine i gang af viftende hænder. 

Mænd i jakkesæt, kvinder i høje hæle, piger og 

drenge med tørklæder og tatoveringer. 

Vi vil alle være med, på trods af at vi ikke 

kan spille skuespil. Det kan til gengæld Cardboard 

Citizens. Hovederne er høje. Ryggene 

er ranke. Der ikke nogen som helst tvivl om, 

at de hjemløse er aftenens altoverskyggende 

stjerner. De hjælper trygt publikum i havn, 

når vi kommer for langt ud at svømme i vores 

idealistiske fantasier i forsøget på at vende 

Woyzecks skæbne til det bedre. | 

scenen og tilskuerne, er det publikums opgave at ’hjælpe’ hovedpersonen 

til at se andre muligheder og perspektiver på problemet ved at foreslå andre 

måder at tackle problemet på.

For ni år siden var 

Patrick Onione hjemløs 

og meget langt nede, 

men gennem arbejdet 

med de hjemløses 

teatertrup har hans liv 

vendt den lette ende 

opad. 

af Trine Engskov Jensen 

| engskov@hotmail.com 

Patrick Onione spiller Drum Major i forestillingen 

”Woyzeck” og har været en del af Londons 

hjemløse-teatertrup Cardboard Citizens i 

mange år. 

augusto boal 

Forumteater blev som kunstart udviklet i Brasilien i 1960’erne af teaterinstruktør 

Augusto Boal som en reaktion på militærkuppet i 1964. 

Boal havde politiske ambitioner om at vække landets undertrykte borgere 

fra passive iagttagere til aktive medvirkende i kampen mod militærjuntaen 

– deraf navnet De Undertryktes Teater. Men efter at være blevet arresteret 

Fra hostel 

til Hilton 

- Jeg blev involveret for otte-ni år siden. 

Dengang var jeg hjemløs og meget, meget langt 

nede. Jeg var inde i en depression og kunne 

knap nok forlade det rum, jeg havde fået på 

et hostel (herberg, red.). Men så kom Cardboard 

Citizens og lavede en workshop, hvor jeg 

deltog, og jeg har været en del af kompagniet 

siden da, fortæller Patrick. 

Siden har Patrick oplevet en stor omvæltning 

i sit liv. I dag har han sin egen lejlighed og 

bil og er ikke bleg for at tage på bar på Hotel 

Hilton for at nyde en Martini. 

Patrick takker Cardboard Citizens for meget 

af den succes, han oplever i dag. 

- De har hjulpet mig til at komme tilbage til 

livet lige siden den første workshop. De hjalp 

mig med at komme ud af min depression, og 

de hjalp mig med at få en lejlighed. Hvis ikke 

det havde været for Cardboard Citizens, havde 

jeg sandsynligvis stadig boet på hostel. De udførte 

mirakler for mig. Og det gør de for rigtig 

TEATER 

mange mennesker, siger Patrick Onione. 

Han har været med i et utal af hjemløsetruppens 

forestillinger. 

- Vi udtænker selv mange af dem. Alting er 

næsten baseret på virkelige hændelser, så flere 

af mine egne historier dannede også grobund 

for nogle af de forestillinger, vi arbejdede med 

dengang, fortæller Patrick. 

Han er ikke længere en lige så inkarneret 

del af kompagniet som i begyndelsen, men 

hvis han får tilbudt en bestemt rolle i et stykke, 

som eksempelvis Drum Major i ”Woyzeck”, 

slår han til. 

Og selvom Patrick får en kæmpe rus af at 

stå på de skrå brædder på teatre som Southwalk 

Playhouse, holder han mest af at spille på 

hostels og dagcentre for hjemløse. 

- Det er en utrolig stor belønning at kunne 

spille foran andre hjemløse og se, hvilken indvirkning 

det har på dem. Ligesom det havde på 

mig engang. | 

og tortureret tog Boal til Europa som politisk flygtning i halvfjerdserne, hvor 

han begyndte at indarbejde de vestlige samfundsproblemer i sine teaterforestillinger. 

Siden har hans teaterteknikker spredt sig til at omhandle alle slags 

problemer, emner og situationer. 


Sanger af folket 

Da den berømte kvartet Four Jacks gik i opløsning, mistede sangeren 

John Mogensen i nogle år fodfæstet i tilværelsen. Perioden viste ham 

livets skyggeside, der senere gav ham et kæmpe musikalsk comeback 

og positionen som folkelig samfundsrevser. 

af Peter Kyhl Olesen | acpo20@hotmail.com 

”Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og 

Ann-Cathrin’/Ud af ’Staden’, hvor de netop 

havde fundet melodien/Porten i for Karl og 

Ann-Cathrin’” 

Færdig punktum. Og det til trods for at de to 

ikke har gjort nogen en døjt. Tværtimod. De 

har begge være nede, men i ’Staden’ fandt de 

sammen og fik hinanden at slås for. Men nu 

skal de altså ud! Herut! Ud af vagten til en 

fremtid, der er temmelig håbløs, for hvor fa’en 

skal de ta’ hen? 

Nede i møget 

Stemmen, der på vegne af Karl og Ann-Cathrin’ 

med en blanding af rødglødende vrede og 

dybfølt sympati slår tonen an, tilhører sangeren 

og musikeren John Mogensen. Han var 

1956-1963 medlem af den dengang feterede 


og berømte kvartet Four Jacks sammen med 

blandt andre Otto Brandenburg. 

Efter at gruppen gik i opløsning, var John 

Mogensen selv til rotterne i seks-syv år. Han 

havde så at sige svært ved at genfinde rytmen 

og gennemlevede en ensom og fortumlet tid 

langt fra rampelyset, med nedture og skuffelser 

i kølvandet og med et stort forbrug af 

alkohol som den eneste tro følgesvend. ”Det 

var på det tidspunkt, jeg begyndte at knappe 

bajere op”, har han senere udtrykt. 

I et forsøg på at tjene til livet og vejen tilbragte 

han nat efter nat i larmende og røgfyldte 

lokaler som klaverbokser, akkompagneret af 

villige damer, folk med flerdøgnstunge branderter 

og i hundredvis af forliste livshistorier. 

Selv hutlede John Mogensen sig igennem på 

må og få, sov, hvor der var plads, hos venner 

eller på bænke i parkerne. I måneder ejede 

han ikke salt til et æg, men havde en mave, 

der konstant knurrede af sult, og en hals så 

foto Polfoto 

Sådan som mange husker John 

Mogensen: En indædt og engageret 

folkesanger, der satte 

ord på det, man ikke sagde højt. 

Hans kombination af pop og 

provokation har vist sig at være 

langtidsholdbar – hans cd’er 

langes stadig over disken. 

tør som sandpapir. Han har selv kaldt denne 

periode for ”min blå tid”, og her blev grund- 

stenen til den skarpe og samfundsrevsende 

John Mogensen lagt. 

Han havde antennerne ude og begyndte at 

sætte de oplevelser, historier og anekdoter, 

han fik med sig, på vers. 

Holdt ikke sin kæft 

Det var derfor en hærget, brovtende og bandende 

John Mogensen, der i 1971 med ”Der 

er no’et galt i Danmark” gjorde et øredøvende 

comeback på den danske musikscene: ”Dybbøl 

Mølle maler helt ad helved’ til” og: ”Der er 

noget skævt i toppen, noget der trænger til at 

skiftes ud”. Med ølvom, store seler, fuldskægget 

med cykelstyr, sigøjnerfrisure og en rusten, 

brugt stemme trådte John Mogensen for 

alvor ind i den danske befolknings bevidsthed 

som samfundsrevser. Hans eventuelle eftermæle 

som kortklippet flødedreng med jakke-

sæt i Four Jacks blev endegyldigt forkastet. 

Livet på skyggesiden havde givet ham en 

kant – uden rosenrøde klicheer og floskler. 

”Hvis man ikke har noget vigtigt at sige, skal 

man holde sin kæft”, sagde han. Men John 

Mogensen holdt ikke kæft, tværtimod. Han 

følte sig trådt over tæerne af politikerne, der 

ifølge ham bevidst ikke talte det samme sprog, 

og ikke respekterede almindelige mennesker 

som Knudsen, Jensen og Hansen. I sangen om 

Dybbøl Mølle konstaterer han tørt og hvast: 

”Blæse være med andres mening, selvom det 

er dem, der står for skud”. 

Selvom Mogensen i flere sange skildrede 

den jævne danskers trængsler og problemer, 

kunne han dog heller ikke dy sig for at give 

den herskende selvtilstrækkelighed en bredside, 

som i sangen ”Livet er kort” med linjerne: 

”Hjalp du den bums, hvis vej faldt forbi?/Jog 

du ham bort med et spark bagi?/Glemte du 

en sang, når humøret stod på nul?/Sad du og 

rugede i dit eget lille hul?” 

Sang gadens sprog 

John Mogensens jargon og fremtoning vakte 

en del forargelse, han blev kaldt ’vulgær’ og 

’værtshusproletar’. Men Mogensen var ligeglad. 

Han sang gadens sprog, sådan var det. 

Om det så var med en guldøl i hånden. Netop 

på grund af hans hudløst ærlige og ligefremme 

stil fik han hurtigt et bredt publikum, der købte 

plade efter plade, fordi han turde sætte ord 

på meget af det, der blev tænkt, men ikke sagt. 

Og så kunne han gøre det på en så indsigtsfuld 

og troværdig måde, at sangene kunne være 

skrevet af den lille mand selv, som i ”Karl og 

Ann- Cathrin’”, hvor problematikken ses ud 

fra de to involveredes vinkel og ikke sættes 

ind i en eller anden overordnet samfundsmæssig 

eller politisk sammenhæng. For John 

foto Polfoto 

Sæt dig ned/hvis du 

har tid/jeg har noget 

at berette for dig./ 

Du begriber jo ikke en 

pind om det liv/der bli’r 

levet af bumser som 

mig./ 

Jeg er jo/Nede i 

møget/laset i tøjet, sulten, 

tørstig og fallit./ 

Øllen er drukket/ 

klodsen er lukket/men 

det har jeg prøvet så tit. 

”Nede i Møget” (1971) 

Mogensen drejede det sig mere om retfærdighed 

og sund fornuft til fordel for de små i 

samfundet, som politikerne efter hans mening 

var rivravruskende ligeglade med. 

Langtidsholdbar provokatør 

John Mogensens kritiske stemme og hans 

sange er stadig aktuelle i dag, 32 år efter hans 

død. Det er talrige opsamlingsplader, musicals 

om hans liv og flere kopibands, der spiller 

for fulde huse, levende eksempler på. John 

Mogensen var den første popsolist, der brød 

igennem med en sangstil baseret på gadens 

sprog, tilsat alsidig musik fra både pop, jazz, 

country, blues og rock’n’roll. Og den Mogensenske 

kombination af pop og provokation har 

vist sig at være langtidsholdbar. Som sangen 

om Karl og Ann-Cathrin’.| 

john mogensen 

• 5. maj 1928-10. april 1977. 

• Han døde af et hjertestop, angiveligt på grund 

af druk og stress efter et opslidende liv på 

landevejene. 

• Hans musikalske solokarriere startede i 1971 

og tæller foruden de samfundsrevsende 

tekster også hverdagsskildringer som ”Sidder 

på et værtshus”, ”Nina, kære Nina”, ”Mig og 

Margrethe”, ”Så længe jeg lever”, ”Åh hvilken 

herlig nat” m.fl. 

• John Mogensen nåede at udgive fem studiealbum 

som solist. 

• Han modtog i 1972 Nikolaj Prisen for sin originalitet 

og sin kunstneriske indsats. 

Kilde: ”John Mogensen – livet er kort” 

af Frank Toft Nielsen, Bogan, 2005. 


Danske aktivister 

arbejder for at hjælpe 

hjemløse cambodjanere 

fra det nyligt ryddede 

kvarter Dey Krahorm 

i hovedstaden Phnom 

Penh. “Firmaet” har 

taget hjem og job fra 

beboerne – og tvinger 

dem nu til at betale for 

at bliver genhuset. 

tekst og foto Anya Palm 

| anyapalm@gmail.com 


(tv.) En cambodjansk familie med to 

piger er flyttet ind i et af de endnu 

ikke helt færdige huse i Trayeoueng. 

(th.) Danske Kir Vieth var på besøg 

i Dey Krahorm, kort inden bydelen 

blev jævnet med jorden i januar. 

“Firmaet” overtager tusinder 

CAMBODJA: 7NG står der på et skilt på et 

grønt hegn midt i Cambodjas hovedstad, 

Phnom Penh. Det står for 7NAGA, et mystisk 

firma, der ejes af unavngivne cambodjanske 

forretningsmænd og har adskillige underfirmaer 

i store dele af landets forretningsverden. 

NGO’er forbinder endda 7NG med landets premierminister 

– uden at kunne bevise det. 

Det ved So Sosya, 28-årig cambodjansk 

dey krahorm – et overblik 

familiemor, intet om. Hun ved bare, at der, 

hvor det anonyme skilt med firmalogoet står, 

har hun boet de sidste 17 år. Nu risikerer hun 

at blive skudt, hvis hun viser sig der. 

For halvanden måned siden boede So Sosya 

og ca. 400 familier bag det grønne hegn. 

Dey Krahorm, som stedet hed, var berømt for 

sine mange kunstnere og spillemænd og havde 

stor kulturel betydning i landet. 

Flere lokale berømtheder underviste i 

folkemusik og jammede til langt ud på natten i 

• I 2005 solgte regeringen bydelen Dey Krahorm til selskabet 7NG, og siden da har beboerne 

kæmpet mod at blive smidt væk. I januar i år rykkede bulldozere ind og ryddede området. 

• Beboerne blev tilbudt et rum 16 kilometer uden for Phnom Penh uden vand og uden adgang til 

skoler, hospitaler og ordentlige toiletfaciliteter. De fleste tog imod tilbuddet. 

• Dey Krahorm er blot et enkelt eksempel på det meget alvorlige problem land grabbing – jordrøveri, 

der er hovedårsagen til Cambodjas mange hjemløse. 150.000 mennesker er truet af 

jordrøveri i Cambodja. 

• Menneskerettighedsorganisationen Licadho arbejder for at stoppe de ulovlige jordrøverier. De 

hjælper bl.a. de udsatte juridisk og med at dokumentere processen samt de eventuelle overgreb, 

der bliver begået undervejs. I øjeblikket får de hjælp af en flok danske aktivister, der bl.a. 

laver minidokumentarfilm og tager på besøg hos de hjemløse. 

Læs mere om Dey Krahorm og aktivisternes arbejde paa www.licadho-cambodia.org 

Dey Krahorms kaffehus, der lå midt i byen. 

Selvom cambodjansk lovgivning klart siger, 

at Dey Krahorm tilhører beboerne, og mange 

har skøder på deres huse i kvarteret, lykkedes 

det alligevel for et par år siden den cambodjanske 

regering at sælge det attraktive stykke 

jord i bymidten til 7NG, som cambodjanerne 

blot refererer til som ”The Company” – Firmaet. 

Klokken seks om morgenen den 24. januar 

i år rev Firmaets bulldozere hele bydelen ned. 

Det tog fire timer. 

sange fra cambodja 

Albummet udkom 

den 30. marts. 

På sit nye album ”Love 

And Eviction” synger 

skuespiller og sanger Karl 

Bille i 13 engelsksprogede 

sange om jordrøverier og 

udsættelser i Cambodja. 

Sangene bygger på oplevelser, 

han havde på en 

rejse i 2008 som dokumentarist 

for organisationen 

Licadho.

af liv i Cambodja 

De to danske aktivister Helga Rasmussen 

og Kir Vieth går rundt i Trayeoung, en mark 

med nye bygninger på, 16 kilometer fra Phnom 

Penh og Dey Krahorm. De er kommet her tit 

den seneste måneds tid, i takt med at flere og 

flere af deres venner fra Dey Krahorm er flyttet 

herud. 

Bor i fængselsceller 

Trayeoung er stedet, hvor beboerne fra den 

nedrevne bydel har fået tilbudt små rum som 

kompensation for deres tabte huse. 7NG står 

bag byggeriet – og de får huslejen. Unge arbejdsløse 

mænd betales af firmaet for at bygge 

flere af de små, kvadratiske rum. 

- Det ligner små fængselsboliger, kommenterer 

Kir Vieth, mens de to kvinder går 

gennem de ukarakteristisk stille gader. På 

hver side er der stålgrå ens døre, der alle leder 

ind til et enkelt rum. Flere steder kigger folk 

mistroisk på de hvide kvinder. En mand kører 

langsomt forbi dem på sin motorcykel. Han er 

betalt af Firmaet for at holde øje med kvarteret 

og især med, hvem der taler med NGO-medarbejderne, 

fortæller Kir Vieth. Hun er vant til 

at blive overvåget, og manden cirkler da også 

rundt om aktivisterne i de fire timer, deres 

besøg varer. 

So Sosya med sin fireårige datter. So Sosya blev tvunget 

til at gå på tv og fortælle, at beboerne er glade for 

deres nye huse i Trayeoung og samtidig opfordre dem 

til at tage imod 7NG’s tilbud om genhusning. 

Kir Vieth er 30 år og dokumentarist fra 

Christiania. Hun kom til Cambodja for første 

gang i 2004 og blev hurtigt frivillig hos menneskerettighedsorganisationen 

Licadho. Det 

seneste år har hun været observatør på det 

rydningstruede Dey Krahorm. De sidste to 

måneder er gået med at skaffe de nu hjemløse 

beboere advokathjælp, mad, lægehjælp – og 

moralsk støtte. 

En knækket kvinde 

De to danskere går ind bag en af de skoddede 

døre, hvor So Sosya og hendes familie bor. So 

Sosya lukker døren til, så ingen ser hende tale 

med dem. Så begynder hun at græde. 

- Jeg har ikke noget at lave. Jeg sover, og så 

bruger jeg penge, som jeg har lånt, det er det 

eneste, forklarer hun. I Dey Krahorm havde 

hun spillemaskiner, som hun tjente penge på, 

men det har regeringen forbudt for nylig. Og så 

langt fra hovedstaden er det ikke nemt at få et 

nyt job. 

- Jeg kan sælge noget. Men hvem skal jeg 

sælge til? Alle herude er fattige, så det er de 

samme penge, der går fra hånd til hånd, siger 

hun. 

Kir Vieth har kendt So Sosya et par år. So 

var talsmand for Dey Krahorm og har altid 

 


Helga Jørgensen i en af de Trayeouengs 

gader med mange tomme huse. Beboerne vil 

hellere tigge i hovedstaden eller bo hos venner 

end her, hvor de er genhuset. 

sagt sin mening højt, også selvom hun 

blev truet og intimideret. Mange af beboerne 

har støttet sig til So Sosya og hendes 

mod. Så Kir Vieth kan ikke genkende den 

lille, triste kvinde, der ikke kan starte en 

sætning uden at bryde ud i gråd. 

- De har knækket hende. Hun er en af 

frontkæmperne, altid den med den højeste 

latter og den, der sang protestsangene 

højest. Det er frygteligt at se, siger Kir 

Vieth. 

Få et job i Firmaet 

Phnom Penh ligger for langt væk til, at 

beboerne har råd til at tage derind hver 

dag og dermed bevare deres job – og den 

buslinje, som 7NG driver mod betaling, 

kører ikke. I midten af den halvtomme 

by ligger et marked, hvor Firmaet lejer 

markedsplads ud til dem, der før levede 

af at være sælgere. Kir Vieth og Helga 

Jørgensen sætter sig for at drikke mælk 

fra en enorm grøn kokosnød, som de 

køber. 

Bag dem ligger squatternes skæve 

skure. Her bor de mennesker, der ikke 

fik tildelt et hus, fordi de ikke havde 

deres papirer i orden, da Dey Krahorm 

blev ryddet. Flere kendte ansigter dukker 

op og hilser på de to danskere. Et 

par hundrede meter foran dem ligger en 

fabrik. Selvom Trayeoung blot var en 

rismark indtil for ganske nylig, har 7NG 

allerede bygget en tøjfabrik derude. Her 

skal produceres tøj til store kæder, bl.a. 

amerikanske Walmart for en billig penge. 

Fabrikken er næsten færdig – og Dey 

Krahorms tidligere beboere har allerede 

fået tilbudt job der. | 


Reddet fra 

gadens bander 

I Cambodja lever og arbejder tusindvis af børn på 

gaden. 16årige Sophal var en af dem, før han fik 

en ny chance på et lokalt børnecenter. 

tekst og foto Heidi Høyer 

| heidihoyer@ymail.com 

Sophal Rayut sidder lidt beklemt på en vakkelvorn 

bænk i den store spisesal på Mith 

Samlanhs børnecenter midt i Phnom Penh, 

Cambodjas hovedstad. Han er tydeligvis ikke 

vant til at få så meget opmærksomhed, og 

hans mørke øjne flakker usikkert, mens han 

lavmælt fortæller sin historie: 

Han stak af fra hjemmet i det sydlige Cambodja 

for et halvt års tid siden. ”Problemer 

med stedfaderen” siger han tøvende og slår 

blikket ned. Tolken signalerer, at det skal der 

ikke spørges mere ind til. 

Sophal stjal penge fra sin mor og stak af 

til byen bare for at komme væk hjemmefra. 

Men drømmen om det frie liv i storbyen blev 

hurtigt afløst af en hård kamp for den daglige 

overlevelse. Uden netværk i en fremmed by så 

han ingen anden mulighed end at slutte sig til 

de kriminelle bander, der hurtigt fik kløerne i 

den unge dreng. De oplærte ham i tasketyverier 

og andre småting, som de tvang ham ud 

i for at forblive under deres beskyttelse. Han 

drev rundt på må og få og sov tilfældige steder 

om natten. 

- Det var slet ikke rart at arbejde for banderne, 

men jeg kendte jo ingen her, så der var 

ingen andre at ty til. Jeg savnede min mor 

og mine søskende meget, men jeg turde ikke 

vende tilbage, fordi jeg havde taget pengene 

fra min mor, fortæller han brødebetynget, 

mens skammen brænder i de mørke øjne. 

En oase i håbløsheden 

Inde bag skammen og genertheden fornemmer 

man en stolt og stærk dreng. Han besluttede 

sig for ikke længere at leve og overleve på 

bandernes nåde. Og da en ven en dag fortalte 

ham om Mith Samlanh, henvendte han sig 

til det tilknyttede Child Safe-center, som er 

døgnåbent for børn og unge med akut behov 

for hjælp. Her mødte han, for første gang siden 

han kom til Phnom Penh, voksne mennesker, 

som kunne hjælpe ham. Nogle, der lyttede 

til ham, hørte hans historie og tilbød ham en 

anden udvej end gadens junglelov. 

De offentlige myndigheder har ikke mange 

tilbud til børn og unge som Sophal, der ofte 

på grund af vold, alkohol- eller stofmisbrug 

i familien er endt på gaden. Ofte er frivillige 

organisationer som Mith Samlanh deres eneste 

håb. Organisationen har siden 1994 arbejdet 

med at reintegrere marginaliserede børn og 

unge og deres familie i samfundet. 700-800 

børn og unge har deres daglige gang på centret, 

som ligger midt i byen. 

Kontrasten fra gadens modløse børn, der 

tiggende rækker deres små beskidte arme frem 

mod forbipasserende, er slående. Bag centrets 

mure myldrer det med foretagsomme børn 

og unge. De smiler og griner. En flok drenge 

kaster sig rundt i akrobatiske dansenumre på 

scenen i den store sal, mens børnehavebørnene 

koncentrerer sig om at male på mursten i det 

andet hjørne. Klokken ringer ud til pause, og 

straks er der gang i volleykampen på gårdspladsen. 

Sophal har dog ikke tid til at deltage i 

kampen. Han kokkererer i køkkenet sammen 

med de andre kokkeelever. De sørger hver dag 

for middagsmaden til alle på centret. I dag står 

menuen på kylling amok med ris, den cambodjanske 

nationalret. 

- Selvom jeg egentlig var glad for at gå i 

skole derhjemme i landsbyen, har jeg ikke lyst 

til at vende tilbage til skolen. Jeg vil hellere 

have en uddannelse, som jeg kan bruge til at 

tjene mine egne penge, siger Sophal, der i første 

omgang har sat sig det mål at tjene nok til 

at betale sin mor de penge tilbage, han stjal fra 

hende. Han vil ikke tilbage til familien, men 

hellere skabe sig et liv i byen. 

Tryg og målrettet hverdag 

Børnecenteret tilbyder faglige og produktionsorienterede 

uddannelser til de unge – fra 

arbejde med mekanik og elektronik til frisør, 

skrædder og gartner, og de betjener kunder 

udefra. F.eks. kan man få repareret sin 

scooter, bil eller computer, blive klippet eller 

nyde maden i træningsrestauranten, hvor 

kokke- og tjenerelever kan afprøve deres færdigheder 

på rigtige kunder.

fakta om cambodja og mith samlanh 

Jeg savnede min mor og 

mine søskende meget, 

men jeg turde ikke vende 

tilbage, fordi jeg havde 

taget pengene fra min 

mor. 

Sophal har kun været på centret en måned, 

så han har endnu ikke lært nok til at komme 

på prøve i restauranten. Når han får sit diplom, 

som i øvrigt anerkendes af den cambodjanske 

stat, vil en jobkonsulent fra børnecenteret 

hjælpe ham med at få et job. Jobkonsulenten 

rådgiver de unge i forhold til at begå sig på 

en arbejdsplads, skrive ansøgninger og være 

til jobsamtale. Og han fortsætter med at have 

tæt kontakt med både den unge og arbejdsgiveren 

for at sikre en vellykket integration på 

arbejdsmarkedet. 

Sophal lever et stille og roligt liv nu, som 

giver mening for ham, fordi han målrettet 

arbejder på at realisere drømmen om at kunne 

se moren i øjnene igen og vende tilbage til 

familien med æren i behold. Han bor på Mith 

Samlanhs kollegium sammen med 280 andre 

unge, der ligesom Sophal er i gang med en uddannelse 

på centret. Og erfaringerne fra tiden 

på gaden, hvor han lærte kun at stole på sig 

selv, og hvor venskaber hang tæt sammen med 

trusler og penge, er blevet suppleret med noget 

mere positivt: 

- Det bedste ved at være på centret er, at jeg 

har fået gode venner her. Venner, jeg kan stole 

på og regne med, smiler Sophal.| 

Sophal har valgt at uddanne sig til kok på Mith 

Samlanhs børnecenter. Hans mål er at betale de 

penge tilbage, som han stjal fra sin mor. Han har 

samtidig fundet et andet fællesskab med sine 

kammerater på centret end det, han var vant til fra 

gadens barske miljø. 

• 13,6 millioner indbyggere – 61 pct. er under 18 år. 

• I hovedstaden, Phnom Penh, lever/arbejder 10.000-20.000 børn på gaden. 

• Mith Samlanh hører under paraplyorganisationen Friends International, som bl.a. støttes af Folkekirkens 

Nødhjælp. 

• Hovedaktiviteterne er opsøgende gadearbejde, et drop-in-center for drenge, et kollegium, faglige uddannelser, 

uddannelsescenter for at reintegrere skolebørn, social reintegration, økonomiske kontrakter med 

børnenes familier, informationscenter for unge kvinder, hiv/aids-projekt, afvænningscenter, oplysning om 

børnerettigheder. 

• Ca. 500 børn bliver hvert år reintegreret i folkeskolen efter et ophold på Mith Samlanhs uddannelsescenter. 

• Centeret driver desuden en træningsrestaurant, shoppen Friends’n’Stuff og internetcafeen PopZone, som 

hver især er med til at skabe indtægter til centerets arbejde. 


oyal støtte til idræt for udsatte 

Det startede med Tour de Udsat i 

2005, siden fulgte VM i gadefodbold 

for hjemløse i 2007. I august 2009 er 

de der igen – de socialt udsatte, der 

insisterer på, at de offentlige idrætstilbud 

også skal gælde for dem. 

Til at hjælpe sig med at få det budskab 

igennem har Landsforeningen af 

Væresteder (LVS) fået støtte fra en 

meget sportsinteresseret, men knap 

så socialt udsat, nemlig kronprins 

Frederik, som var med, da LVS den 

19. marts var vært ved et forstævne 

til Udsatte Legene 2009. Kronprinsen 

ankom i sin Maserati iført et par 

krykker. Han tilbragte godt halvanden 

time i det sociale idrætsfællesskab 

og gav sig god tid til at snakke med 

mange af de godt 200 deltagere, som 

var mødt op for at dyste og træne 

forud for legene. 

- Det er en stor ære for Landsforeningen 

af Væresteder og de mange 

idrætsudøvere, at Hans Kongelige 

Højhed Kronprins Frederik er protektor 

for Udsatte Legene 2009. Kronprinsens 

opbakning og hans position i 

dansk idrætsliv løfter udsatteområdet 

Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden 

FRIVILLIG 

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! 

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos 

et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du 

komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. 

Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede 

og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde 

personlig kontakt. 

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser 

og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær 

med andre frivillige. 

Lad os få en snak, hvis du er interesseret. 

Kontakt: 

Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Albertslund 

Christel Lous, tlf. 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk 

Lokalkoordinator For Sind-Nettet i Rødovre 

Kirsten Falster, tlf. 36 41 49 04 eller mail: kirsten.falster@mail.dk 


generelt og inspirerer os alle sammen 

til at gøre det endnu bedre, siger Cliff 

Kaltoft, sekretariatschef i LVS. 

Der forventes op imod 1.000 deltagere 

ved Udsatte Legene, der finder 

sted i Odense fra 17.- 23. august. 

- hye 

Læs mere på www.ul2009.dk 

Kronprins Frederik er protektor for 

Udsatte Legene 2009, der finder sted i 

Odense i august. 

vorherres 

køkkenhave 

– snart som 

bog 

Hus Forbis køkkenhaveskribent, 

Steen Viggo 

Jensen, holder pause her 

på siden i denne måned. 

Men glæd dig, sidst i 

april udkommer hans bog 

”Vorherres Køkkenhave”. 

En samling udvalgte, lettere 

redigerede fortællinger 

fra Steen Viggos vandreture 

i naturen gennem de 

seneste seks år – krydret 

med plantefakta og opskrifter. 

Bestil den nu, hvis du ikke 

allerede har gjort det. Bogen 

kommer til at koste 149 kr.: 

kokkenhaven@gmail.com 

Køkkenhaveskribenten er 

tilbage i næste nummer af 

Hus Forbi. 

Mariatjenesten 

søger 

FRIVILLIGE MEDARBEJDERE 

Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i sam- 

fundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær 

brug for dig til: 

Mariatjenesten - i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. 

Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang 

om ugen. 

Herberget - i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger 

frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10. 

Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde 

med Diakonissestiftelsen. 

Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og 

prostitution. 

Ring for flere oplysninger: 

Johan Petersen eller Karin Zorn 

Mariatjenesten 

Istedgade 20, 1650 København V 

Tlf. 33 24 50 50 hverdage kl. 10-12 

Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets 

marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6000 

frivillige medarbejdere. 

foto Holger Henriksen

| x-ord | af 

Anne Jensen, tidligere hjemløs 

www.andersagerbo.dk 

send løsningen 

på x-ord senest 

den 10. maj 

Blandt de rigtige løsninger 

trækkes lod om: 

1 boggavekort på 500 kr. 

Vinderen får direkte besked. 

Skriv kodeordet på bagsiden af 

kuvert/postkort, og send det til 

HUS FORBI 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

1 2 3 4 5 6 7 

8 9 10 11 12 

13 14 15 16 17 18 19 

vinder af 

x-ord nr. 82 

Monna Hansen 

Hvidovre 

| digtet | 

Torvenes cafeer 

På torvenes blomstrende 

kummecafeer 

ved ægte etniske kopiborde 

sidder cappuccinodrikkende 

nikotinafhængige kroppe 

og læser Hus Forbi 

Gucciuret viser 5 minutter i 

den økologiske genbrugscykel 

hviler i det socialrealistiske stativ. 

©Birthe Faarvang Andersen Aela 


Jeg vil bare gerne 

have et normalt liv 

Jens Reinholdt Andrea bor på gaden i Odense og tager af og til ud i et koloni- 

havehus og overnatter, hvis han orker at gå hele vejen. Lige nu kæmper han 

med et stofmisbrug, som han gerne vil til livs. 

| historie fra gaden | 

af Birgitte Ellemann Höegh 

| birgitte.hoegh@os.dk 

foto Steen Viggo Jensen 

På Odenses strøggade møder vi Jens Reinholdt 

Andrea med fuld oppakning: rygsæk med salt 

og peber, bestik, et tæppe, lidt salve og så hans 

rullemadras. Han har sovet i Kirkens Korshærs 

natvarmestue i nat – på gulvet sammen med en 

masse andre – og fik ikke særlig meget søvn. 

- Man sover kun et par timer ad gangen, 

for der er meget larm. Der 

er mange psykisk syge, 

fulde mennesker og folk, 

der ikke har set hinanden 

et stykke tid, så der bliver 

snakket, råbt og jamret, 

fortæller han. 

Når Jens trænger til ro, 

tager han ud i den anden 

ende af Odense i et kolonihavehus, 

som han har 

adgang til. Men der er 

langt at gå, og desuden 

har Jens brug for at være sammen med andre 

mennesker, så han magter faktisk ikke at 

være i kolonihavehuset længere tid ad gangen, 

selvom det er et rart sted. 

Derudover skal Jens ind til gågaden for at 

tigge penge. For han er afhængig af heroin 

igen, skønt han for otte måneder siden var 

clean efter 11 måneders behandling. 

- Jeg var så dum, at jeg tog tilbage til 

Svendborg, hvor jeg havde min lejlighed, og 

her mødte jeg en masse mennesker, jeg kendte 

fra tidligere, og røg tilbage på stofferne, fortæller 

Jens, som siden er rykket til Odense. 

Færdig på arbejdsmarkedet 

Jens skal skaffe omkring 400 kr. om dagen til sit 

heroinforbrug. 

- Jeg laver ikke nogen numre for at klare det 

– det er ikke min stil. Men det bliver sværere 

og sværere at ’bomme’, for folk bliver trætte af 

mig, derfor vil jeg gerne sælge Hus Forbi. 

Tidligere har Jens lavet alverdens ting – 

været fisker, arbejdet på værft, været vinduespudser 

med egen forretning i otte år og 

arbejdet for ISS. Men i dag får han pension, og 

mulighederne for fast arbejde regner han ikke 

med. 


Jeg har siddet for 

mange år i spjældet. 

Man siger, at når man 

har siddet i fængsel i 

mere end fem år, er 

man færdig på 

arbejdsmarkedet. 

- Jeg har siddet for mange år i spjældet. 

Man siger, at når man har siddet i fængsel i 

mere end fem år, er man færdig på arbejdsmarkedet, 

fordi man bliver asocial, traumatiseret 

og begynder at acceptere kriminalitet på en 

helt anden måde, fordi alt handler om kriminalitet. 

Derudover står der i mine papirer, at jeg 

skulle være skizofren – det er jeg overhovedet 

ikke. Mine psykiske problemer og mit misbrug 

skyldes, at jeg var på børne- og drengehjem i 

mange år, og det har sat sig som noget traumatisk 

i mig. 

Glad for dyr 

Jens har sat sig på sin 

rullemadras foran Brandts 

Klædefabrik i ly for blæst 

og regn. Her prøver han 

at holde varmen i sine 

termobukser, en trøje og 

jakke. 

- Da jeg var i fængsel, 

var jeg under uddannelse 

som dyrepasser, 

for jeg er virkelig glad 

for dyr, men så fik jeg leverbetændelse, måtte 

ikke passe dyrene og røg helt ned med flaget. 

Da jeg kom ud af fængslet efter fire år, havde 

jeg løsladelseskuller, så jeg blev skilt fra min 

kone og kunne slet ikke finde ud af noget. 

Jens har tilbragt i alt syv år i fængsel i flere 

omgange. Det er 16 år siden, han kom ud, og 

i dag håber han, at han kan kvitte stofferne. 

Lige nu er han ved at mobilisere et overskud 

til at få hjælp fra kommunen. 

- Jeg vil bare gerne have et normalt liv igen, 

og så er jeg ved at blive sindssyg over ikke at 

få lov til at arbejde med dyr. De vil sgu ikke 

have én, der har siddet inde for vold i sin ungdom, 

men jeg ved enormt meget om dyr og fik 

11 i skolen, siger Jens. 

Lige nu er virkeligheden en anden. Jens 

pakker sin rullemadras sammen, putter den 

tomme flaske i en pose og forlader pladsen 

foran Brandts Klædefabrik for at traske tilbage 

til gågaden og lave nogle penge til sit daglige 

forbrug. Da vi har sagt farvel, henvender han 

sig til den første forbipasserende: 

”Du kunne vel ikke undvære en skilling til en 

hjemløs?”| 

Læs flere portrætter af Hus Forbi-sælgere på www.husforbi.dk 

3 spørgsmål til 

Jens Reinholdt Andrea, 

49 år, Hus Forbi-sælger 

hvad er du glad for lige nu? 

- Hvad fa’en er der at være glad for? At jeg 

kan vågne op om morgenen uden at have 

abstinenser og være nogenlunde rask og 

rørig? 

hvad har du fået at spise i dag? 

- Ikke noget. For der er noget andet (heroin, 

red.), som er vigtigere end mad. Indtil 

det behov er stillet, er mad ligegyldigt. 

hvad er den mest mærkelige 

oplevelse, du har haft på gaden? 

- For to måneder siden sprang en mand 

ud foran toget på banegården. Jeg nåede 

lige at række ud efter ham og råbe: ”Hvad 

fanden laver du?” Da jeg gik hen til skinnerne 

for at kigge ned efter ham, var han 

blev hakket i mange stykker. Det tog mig 

mange dage at komme over det – alene 

lugten fra blod og tarmgasser glemmer jeg 

aldrig. Hver gang jeg lukker øjnene, kan 

jeg se ham for mig.

Overlevede barndom i helvede - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?