5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub 5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

from deberejstesklub.dk More from this publisher

27.07.2013 Views

Autentiske rejsehistorier frA De Berejstes kluB De Berejstes Klub TEMA: Vinter 2012/13 № 50 NORDKOREA Til 100 års jubilæum LIBANON Og så kom bomben! GRØNLAND 9 rejsetips til Ilulissat KONKURRENCE Dengang jeg fik en ny ven ... www.deberejstesklub.dk

Autentiske rejsehistorier frA De Berejstes kluB

De Berejstes Klub

TEMA:

Vinter 2012/13 № 50

NORDKOREA

Til 100 års jubilæum

LIBANON

Og så kom bomben!

GRØNLAND

9 rejsetips til Ilulissat

KONKURRENCE

Dengang jeg fik en

ny ven ...

www.deberejstesklub.dk

...endelig hjemme!

Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.

FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES

KUNDESERVICE

KØBENHAVN: Frederiksborggade 44 & 50-52

LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49D

ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6

KOLDING: Kolding Storcenter

AARHUS: Østergade 30

AALBORG: Bispensgade 34

KØBENHAVN S: Field’s

KØBENHAVN V: Fisketorvet

ODENSE: Rosengårdscentret

ÅRHUS: Bruun’s Galleri

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 2

Vi er altid klar til at hjælpe dig.

TELEFON: 33 14 51 50

E-MAIL: info@friluftsland.dk

WEBSHOP: www.friluftsland.dk

2012_december.indd 4 19-11-2012 12:50:37

Leder

Go West, young man! lød rådet i 1800-tallets USA til de modige,

håbefulde eller eventyrlystne. I dag kan opfordringen

i Europa lyde: Go East! For Central- & Østeuropa har

igen åbnet sig for omverdenen. Men trods Jerntæppets

opløsning kiler et nyt sølvtæppe sig ned gennem kontinentet.

Hviderusland og Aserbajdsjan ligger tilbage som ufrie enklaver i et ellers

demokratisk Europa, og Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien, Bosnien,

Serbien, Montenegro, Kosova, Albanien og Makedonien er havnet i

et nyt geopolitisk grænseland – mellem Rusland i øst og EU i vest.

Men hvor begynder egentlig Østeuropa? I dag omtales polakker,

tjekker og rumænere rask væk som østeuropæere af de historieløse, selv

om det egentlige Østeuropa traditionelt først begynder ved den russiske

sfære. For Polen, Tjekkiet og Rumænien har i århundreder både politisk

og kulturelt været en del af Centraleuropa. Statsmanden Václav Havel

(1936-2011) var fx ikke sen til at pointere, at Prag faktisk ligger længere

mod vest end Wien. Diskussionen – af hvad der er østeuropæisk, og hvad

der er centraleuropæisk – kan på overfladen synes uvæsentlig, men siger

faktisk ikke så lidt om vores opfattelse af verden! For mens Østeuropa –

i hvert fald kulturelt – ligger langt borte fra Danmark, føler vi os nok

nærmere forbundne med Centraleuropa qua vores store nabo mod syd.

Med temaet i dette nummer af Globen kommer vi faktisk hele

vejen fra Alperne til Kaukasus! Forsiden proklamerer, at dette er

50. udgave. Men 12 år er ingen alder for et magasin, som stadig

udvikler sig, takket være jer som skriver, fotograferer og hjælper til

på redaktionen. En særlig tak til Anja Povlsen, som har stået for den

grafiske tilrettelæggelse af 19 numre gennem de seneste fem år, og som

nu har ønsket at lade posten gå videre, og et hjerteligt velkommen til

Viroj Jienwatcharamongkhol, som har ladet sig shanghaje og er gået

entusiastisk til opgaven. Ligesom Anja i sin tid har sat sit grafiske præg

på Globen, har Viroj tilført bladet, du nu holder i hånden, en ny æstetik.

Har du i øvrigt lyst til at bidrage med en artikel eller nogle gode

rejsebilleder, så husk at koordinere det med os på redaktionen, inden

du begynder at skrive, og læs mere på www.deberejstesklub.dk/forums/

de-berejstes-klub, hvor du også finder Globens skriveguide. God rejse- og

læselyst! Og godt nytår! Eller som man siger, når der skåles i liflig sød

sovetskoje šampanskoje ovre østpå: С наступающим Новым Годом! For de som

ikke er stærke i kyrillisk transskriberes det: S nastupayuščim Novym Godom!

Lars-Terje Lysemose,

ansvarshavende redaktør

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 3

Montreux/Moskva/Simferopol

Gl ben

rejsemagasin De Berejstes fra De KlubBerejstes

klub

Forsidefoto: Sankt Basils katedral i Moskva af Claus Qvist Jessen

Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com

Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

Deadline til næste nummer: 30. januar 2013

Lars-Terje Lysemose Viroj

Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol

redaktør

Grafiker

Hanne Kofoed

Korrekturlæser

Næste tema: Vores bedste rejseoplevelser

Annoncer: annoncer@berejst.dk

Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J

Oplag: 900

ISSN: 1603-1458

Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk

Finn la Cour

Medredaktør

Rebecca Langhorn

Korrekturlæser

ReDAkTION:

Anette Lillevang

Kristiansen

Medredaktør

Per Allan Jensen

Korrekturlæser

Christinna Perez-

Merrild

Korrekturlæser

Ann Kledal

Medredaktør

Søren Fodgaard

Medredaktør

Jytte Kristensen

Korrekturlæser

Elsebeth Finnick

Korrekturlæser

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og

alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor

skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af

redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.

Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier

forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og

indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden

ophavsmandens godkendelse deraf.

TEMA: Central- & Østeuropa

DE BEREJSTES KLUB

Indhold

6 SCHWEIZ | 5 tips til Bern. Og 9 tips til Svejts/Schweiz

8 GEORGIEN | Svaneterne fra Svanetien

12 UKRAINE | I vikingernes kølvand

14 ALBANIEN | Valbona: en endnu uspoleret dal

i Albanien

17

TYSKLAND, POLEN, LITAUEN, LETLAND,

ESTLAND, FINLAND & SVERIGE |

Mare Balticum: Østersøen rundt

20 UKRAINE & RUSLAND | Mission impossible:

Tjetjenien & Nordkaukasus undercover

24 SERBIEN, MONTENEGRO, MAKEDONIEN,

BULGARIEN & RUMÆNIEN |

På interrail på Balkan

26 SLOVAKIET, ØSTRIG & SLOVENIEN |

Lippizzanere: når de hvide heste danser ballet

30 LITAUEN | Atomturist i Plungė

32 UNGARN, MAKEDONIEN, LUXEMBOURG,

LICHTENSTEIN, MONTENEGRO, BULGARIEN,

TRANSNISTRIEN, TJEKKIET, RUSLAND &

ARMENIEN | Rejsebilleder

36 SLOVENIEN | 5 tips til Slovenien. Og 9 tips til Ljubljana

38 SLOVAKIET | Beton i horisonten

3 LEDER

62 BEDSTE BIDRAG DET SENESTE KVARTAL

63 NYE AKTIVE MEDLEMMER

64 NY 100-LANDEJUBILAR | Per Danielsen

65 NY 100-LANDEJUBILAR | Marianne Nørgård

65 DBK'S FLITTIGSTE VÆRTER

66 BESTYRELSE FOR DBK

SKRIBENTKONKURRENCE

42 INDIEN, NEPAL & CANADA | Fra

Rajasthan til verdens største rodeo

43 NÆSTE KONKURRENCE | Dengang

turen gik ad h til ...

44 NEPAL | Roshan, en nepalesisk guide

med en fascinerende livshistorie

45 VIETNAM | Giv mig en sang og en

kvart kage, og du bliver min ven

ØVRIGE ARTIKLER

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 5

Illustration: Jayhan Sim

46 GRØNLAND | 5 tips til Grønland. Og 9 tips til Ilulissat

48 LIBANON | Turist i Libanon: Og så kom bomben!

50 NORDKOREA | Klubtur: Nordkorea 100 år

54 SOFA-REJSER | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser

5 TIPS TIL

tekst & fotos: Anette lillevang Kristiansen

1. SANKT BERNHARD

Bern er hjemsted for mange interessante museer, og på Naturhistorisk

Museum har man en ganske særlig fyr udstillet, nemlig den udstoppede sankt

bernhardshund Barry. Han var med til at redde over 40 mennesker, der var

blevet begravet under laviner i Alperne, og på hundekirkegården i Paris er der

rejst en særlig sten til minde om Barry og hans heltegerninger. Han døde i 1814.

2. SHOPPING & CAFéLIV

Det er en fornøjelse at slentre rundt i de hyggelige brostensbelagte gader i det

indre Bern, der huser alt lige fra antikvariater til butikker med porcelænsdukker,

hattenåle og nipsting. Der er noget for enhver smag og pengepung, og man

kan sagtens få flere dage til at gå med at udforske de små smalle gyder. Og

skulle man trænge til en pause, så er der altid en lille café lige i nærheden.

3. BLOMSTER & UDSIGT

Holder man af blomster og især roser, er Berns rosenhave et must. Den store

park ligger på en bakketop over byen, og man går derop ad en sti langs

landevejen. Udsigten over Berns gamle bydel er helt fantastisk og spækket med

røde tegltage. Parken har en egen atmosfære, og der er en næsten zenbuddhistisk

ro, så har man brug for et pusterum fra storbylivet, er rosenhaven stedet.

4. SOUVENIRS

Det rige alpeland i hjertet af Europa er kendt for sine svejtserure og svejtserknive

og ikke at forglemme bankkonti, hvis man skulle have brug for at få et par

millioner eller ti gemt ad vejen. Kvaliteten på luksusvarerne er naturligvis helt

i top, men prisniveauet er generelt også ret højt. Det kan dog sagtens lade sig

gøre at bo på hostel og handle i det lokale supermarked til rimelige penge.

5. BETAGENDE LANDSKABER

Selvom vejret kan forekomme lidt ustabilt i alpelandet, finder man

mildt middelhavsklima i det sydlige Svejts. Man kan nemt opleve

skyfri himmel, også i bjergegnene, selvom tinderne ofte er indhyllet

i tåger. Det gør Svejts til et fantastisk land for fotografering. De

smukke landskaber indeholder de mest betagende motiver, så sørg

for at tage rigeligt med hukommelseskort eller film med.

n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og har indtil nu rejst

i 67 lande, herunder 25 i Europa. Læs mere på www.inkapigen.dk.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 6

1BJERGBESTIGNING

Få steder i verden kan udfordre bjerg-

2

bestigere som Matterhorn.

SKISPORT

Området omkring bjerget Matterhorn er

et fabelagtigt skisportssted.

3

4

5

ISGROTTER

Europas højst beliggende gletsjergrotte

ligger i 3.883 meters højde.

TREKKING

Alpelandet er med sine betagende bjerge

og dale perfekt til vandreture.

HAVEKUNST

Montreux er stedet for smukt anlagte

haver og blomsteropsætninger.

6

8

7

9

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 7

1

2

4

3

5

OG 9 TIPS TIL

SVEJTS/

SChwEIz

6

SØERNE

På søerne omkring byen Interlaken er der

mulighed for en smuk sejltur.

SKULPTURER

Danske Thorvaldsen er repræsenteret

med sin bedrøvede løve i Luzern.

9

8 7

BERØMTHEDER

Charlie Chaplin ligger begravet på en

kirkegård ved Geneve-søen.

NATUR

Det er svært ikke at blive tryllebundet af

den flotte svejtsiske natur.

tekst & fotos:

lars Munk

SVaNeterNe fra

SVANETIEN et snapshot fra det

sydlige KauKasus

udsigten her fra min lille balkon er generøs. sneklædte tinder i nord, syd, øst

og vest, mest markant med bjergene Banguriani (3.838 moh.) og Tetnuldi (4.851

moh.), beliggende ganske få km nord for landsbyen. skyggerne rykker stille ind og

overtager langsomt solens dominans på bjergvæggen over for min balkon – men

der vil stadig gå lang tid, før lyset slukkes på toppen af tetnuldi-tinden. ud over

den maleriske udsigt fylder bagdelen af en ko en ganske stor del af mit åsyn – en

utilfreds ko, som brøler og gør opmærksom på, at det er spise- og malketid – og at

det har været malketid i lang tid! tilsyneladende er der ikke rigtig nogen, der tager

notits af den brølende ko, måske fordi ejerne netop er i gang med at pløje deres

lille mark, hvor et par tyre udgør den ”tohestede” traktor. Aftenen bliver til nat.

skyggerne jages væk af massivt mørke, og samtidig tændes de første projektører

til smuk illuminering af de klassiske og smukke svanetien-tårne. som enkelte

satellitter eller samlet i smågrupper lyser de op i mørket, måske som symboler på

svanetiens isolerethed.

I det

nordvestlige Georgien, grænsende til

udbryderregionen Abkhasien i vest og til Rusland

i nord – gemt væk bag Svanetiens bjergkæde mod

syd og beliggende på de sydlige skråninger af

Kaukasusbjergkæden, med massevis af gigantiske

sneklædte tinder – ligger delregionen Øvre Svanetien (Zemo

Svaneti). Området bebos af Svanetiens folk: Svaneterne, som

tæller ca. 30.000 personer, hvoraf ca. 2.600 bor i Svanetiens

hovedby Mestia. Og netop Mestia var min destination.

Grundet naturens barrierer har områdets været

vanskeligt tilgængeligt, hvilket har givet Svanetien en

vis grad af autonomi. Her eksisterer en unik identitet,

eksempelvis eget sprog, som afviger væsentligt fra georgisk.

I øvrigt et sprog, der kun tales – der findes ingen bogstaver

til sproget, og det kan således ikke skrives. Jeg forstod

hverken georgisk eller svan, så de kunne bilde mig hvad

som helst ind desangående. Og minsandten! Der findes

også dialekter inden for svan – således er der ca. 15.000

personer, der taler øvre svan, og ca. 12.000 der taler nedre svan.

Vejen til Kaukasus’ svar på Shangri-La var en smuk

oplevelse. Ifølge guidebogen skulle turen tage ca. syv

timer, så da vi var fremme allerede efter tre timer, var

overraskelsen stor. ”Ny vej,” nikkede de lokale bekræftende.

Hvis Kirsebærdalen i Nangijala i Astrid Lindgrens ”Brødrene

Løvehjerte” findes i virkeligheden, må det bestemt være

her. Turen fra byen Sugdidi førte den fyldte marshrutka

(minibus) langs floden Enguri, over et højt beliggende

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 8

bjergpas i Svanetien-bjergkæden og derefter igennem dalen

Mulkhura for endelig at komme til byen Mestia. Turen

var en rejse gennem tre årstider, startende med sommer

i Sugdidi med friske grønne blade på træerne og grønne

bølgende græsmarker, over foråret, hvor knopperne

på træerne nærmest eksploderede på bilens forrude

og blev til blomster, mens vi susede af sted til den sene

vinter i Mestia, hvor knopperne dårligt nok var begyndt

at tænke på forår. Under hele køreturen blev vi nøje

overvåget af Kaukasus-bjergkædens snehvide tinder.

Jeg var i selskab med nogle granvoksne svaneter, hvoraf

specielt en af dem meget entusiastisk forsøgte at fylde mig

med chacha (lokal æblebrændevin). Morgenmaden nogle

timer tidligere havde budt på kaffe, kryddersuppe med

okseklumper og ½ liter rødvin, som en lokal fyr sponserede

og skænkede. Helt som i tv-klassikeren ”90 års fødselsdagen”

kom han hoppende, væltende og gnæggende forbi mit

gadekøkkenbord med sin ½ liters colaflaske med rødvin og

fyldte kokkens – som sad og underholdte – og mit glas op. Og

hver gang flasken var tømt, forsvandt han i et par minutter, for

blot at dukke op med flasken fyldt igen – det skete fire gange.

Rødvin til morgen, chacha til middag – det lugtede langt

væk af død ”helt” til aften. Helt så galt gik det dog ikke, idet

fyren fra bussen blev for stiv til at gennemføre sin mission

– og jeg slap nådigt efter fire velvoksne dramme chacha.

Og nu vi lige berør emnet rødvin, så rører vi her ved

en helt kultur, ja måske selve Georgiens hjerte. Der er

Mestia med sine svanetien-tårne, lige for

foden af Kaukasus-bjergkæden.

bred enighed om, at vin som begreb

oprindeligt stammer fra Georgien, og

man har fundet beviser for, at man

allerede for 8.000 år siden producerede

vin i landet. Dengang var Jylland

landfast med England. Vinen er en

integreret del af samfundet, ja selv i

religionen, hvor vindruer og vinstokke

ofte indgår som symboler i kirkerne, og

hvor klostre stadig producerer masser

af vin. En stor kulturel begivenhed er

den såkaldte supra, hvor man mødes,

fester og drikker vin, og det er ikke

usædvanligt, at mændene drikker

op mod 10 liter vin på en aften (dog

er vinen ikke helt så stærk, som vi

kender den). Grundet Georgiens

varierede landskab eksisterer der et

væld af mikroklimaer, og indtil videre

har man fundet over 500 forskellige

slags druer. Det er dog kun 40 af

druesorterne, man dyrker vin på.

I Georgien er homestay hyppigt

anvendt, når man er rejsende og skal

besøge familie og venner. Homestay

har udviklet sig til Georgiens svar på

hostels, hvor man bor hos lokale, som

afsætter værelser og senge i deres hus

til rejsende. Man modtages og betragtes

som en gæst, men afhængig af, hvor

meget man har lyst til at betale, kan

man enten bo i luksus (dvs. familiens

dobbeltseng) eller bo på sovesale

med andre rejsende. Man spiser med

familien, man snakker med familien

og i det hele taget er man en integreret

del af familien, ligegyldigt om man

overnatter en enkelt nat – eller 10.

Velankommet til Mestia

indlogerede jeg mig hos familien Eka

Chartolani, og idet jeg var eneste gæst,

blev jeg taget imod som deres søn.

Overnatningen inkl. morgenmad og

aftensmad med familien løb op i 40

lei per dag (ca. 120 kr.). Fra min meget

smukt beliggende altan kunne jeg

planlægge mit ophold i området. Jeg

brugte en del tid på at studere områdets

trekkingmuligheder på et højdekort, der

– grundet områdets helt utrolig mange

bjergtinder – må kunne gøre folk med

hang til højdeskræk en smule svimle.

svanetiens tårne

I årene 900-1200 opførte man i de

nordlige egne af Georgien en masse

vagt- og beskyttelsestårne. Disse

bemærkelsesværdige tårne fører

tankerne til ”Ringenes Herre” – landet

Gondor, hvor den gode forfatter

Tolkien have placeret lignende tårne.

Svanetiens tårne blev dels brugt som

udkigsposter, dels som signaltårne.

Hvis fjenden blev observeret, tændte

man et bål på tårnets top. Bålet kunne

ses af det næste tårn, som ligeledes

tændte bål etc. På den måde kunne

man let mobilisere sine styrker, og man

kunne bringe befolkningen i sikkerhed.

Idet Georgien og Svanetien

har været overløbet af et væld

af forskellige fjender i tidens løb

(assyrere, makedonere, persere, romere,

byzantinere, arabere, tyrkere og

mongoler – bare for at nævne nogle

af indtrængerne), har man bygget

massevis af beskyttelsestårne, og ca. 175

af disse står stadig i Svanetien. I nogle

områder, bl.a. i Mestia, har hver familie

sit eget tårn, som dog ikke blev anvendt

som deciderede signaltårne, men som

beskyttelsesrum og fæstningsværk.

Andre steder indgår de enkelte tårne

som en del af et større forsvarsværk,

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 9

hvor man på hver en bakketop kan se

et tårn, fungerende som udsigts- og

signaltårn. Tårnene er typisk 20-25

meter høje og har fire-fem etager.

I dag anvendes tårnene stort set kun

til opbevaring af eksempelvis afgrøder,

men den indskrænkede funktionalitet

til trods, så vedligeholdes tårnene

stadig. Det er bemærkelsesværdigt

at se disse tårne, stolte og knejsende,

opført for 1.000 år siden med alle

sten intakte, stående op og ned af

nabobebyggelsen, opført i sten og

træ måske i 1960, som bare langsomt

forgår og falder sammen af sig selv.

two bears – or not two

bears?

Indtil 2004 var Svanetien et højst

usikkert område at begive sig rundt i,

idet lokale bander yndede at overfalde

folk og rippe dem for værdier. I 2004

fik de lokale myndigheder bugt med

problemerne, simpelthen ved at skyde

og dræbe områdets mesterbandit

og dennes søn. Og pludselig var det

absolut sikkert at rejse rundt i regionen.

Med dette in mente begyndte

jeg at planlægge en tur til landsbyen

Ushguli, beliggende 50 km fra Mestia.

Ushguli betragtes som Europas højest

beliggende permanent beboede landsby

(2.100 moh.), og desuden besidder

landsbyen hele 50 svanetien-tårne. Af

samme årsag er landsbyen optaget på

Unesco-listen over bevaringsværdige

kulturcentre. Intet kunne holde mig

tilbage – jeg ville til Ushguli! Men det

blev alligevel ikke helt så let, som jeg

havde forestillet mig. Det var sidst på

vinteren, så vejene var ofte blokeret af

sne, og der var derfor ingen marshrutka

Familien i mit homestay. Faderen og undertegnede

udviklede et tæt venskab, skabt

over et par over dramme chacha.

dertil. Herudover var det kun sjældent,

at der kørte jeeps dertil (måske en

enkelt om ugen), så blaffer-tricket ville

kun virke, hvis man havde mange

dages tålmodighed. Almindelige biler

kunne ikke komme igennem op til

Ushguli på den årstid, grundet elendig

vej og lejlighedsvise snebunker. ”Men

der må da være en måde at komme

til Ushguli på,” tænkte jeg … En

hjælpsom bartenderinde brugte det

meste af en time på at ringe rundt til

bekendte for at høre, om vejen var

farbar, men – som hun sagde – så var

folk for stive i chacha til at kunne give

et fornuftigt svar. De vidste ganske

enkelt ikke, om vejen var farbar.

Jeg kunne naturligvis vælge at

vandre til Ushguli, hvilket formentlig

ville tage fire-fem dage t/r – dage som

jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var

tilsyneladende eneste rejsende i Mestia

på daværende tidspunktet, så jeg havde

ingen at dele udgiften til en jeep med

(det ville koste 600 kr.). ”Måske kunne

jeg forsøge mig på cykel,” tænkte jeg

nostalgisk, om dengang jeg nedlagde

nogle af de sejeste toppe på Tour de

France-ruten på min tohjulede ganger.

Cykelløsningen syntes derfor at være

eneste mulighed for at nå til Ushguli.

Jeg inspicerede et par mountainbikes,

men min umiddelbare vurdering var,

at de knapt ville holde ud til byskiltet.

Det var hårdt at konstatere, men en

cykeltur på en lokal cykel i april måned

fra Mestia til Ushgul ville være enormt

problematisk, for ikke at sige umuligt

uden ordentligt udstyr. Beslutningen

var nedslående – jeg skulle ikke af sted

til Ushguli. Men de lokale var yderst

Denne her hund viste sig at være et helt

andet dyr – som måske oven i købet var et

sultent dyr!

tilfredse med beslutningen, hvilket

de fejrede med et dyk i deres chacha.

Da jeg atter forlod Mestia, var

det med en noget trist tanke i

baghovedet om, at jeg ikke fik set

Ushguli. Når sommersæsonen atter

begynder, vil der være andre rejsende

at dele omkostningerne med, samt

der ville være masser af biler til at

blaffe med, men jeg var altså lidt for

tidligt på den i denne omgang.

Noget andet, jeg bragte med mig i

baghovedet fra Mestia, var en noget mat

følelse i krop og hoved. Faderen i mit

homestay havde kastet sin kærlighed på

mig, og han insisterede på, at der skulle

drikkes så meget hjemmelavet chacha

som muligt på kortest mulig tid, så i

løbet af få timer fik vi os en masse store

dramme æblesnaps indenbords – og

det førte til blodstængte albuer og knæ

hos undertegnede. De skæve brosten

i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt

heldigvis relativt tidligt i søvn med et

smil på læben, men kl. 5 om morgenen,

hvor marshrutkaen skulle køre, havde

jeg stadig glæde af den lokale chacha –

og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til

Sugdidi var knap så interessant og smuk

som turen op til Mestia havde været ...

Nok havde jeg været i Mestia for

tidligt på året til at se Ushguli – til

gengæld var jeg for sent på den til at

opleve det lokale skisportssted. Jeg

havde ellers vadet 8 km ud ad en

vej, op ad et bjerg, for at komme til

skisportscentret. Undervejs havde

jeg den smukkeste udsigt til et af

Kaukasus’ sværeste bjergbestigerbjerge,

den dobbelttindede Ushba (4.700

moh.). Planen var at vandre op til

skisportsstedet, hvor der efter sigende

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 10

Min ”ven”, der forsøgte at drikke mig under bordet

på vej til Svanetien. Heldigvis havde han varmet

godt op i forvejen, og selv om jeg selv havde drukket

½ l vin til morgenmad, var han så langt foran,

at han gik død før mig, så jeg kom trods alt nogenlunde

til Svanetien.

skulle være en skilift, der stadig kørte,

selv om der ikke var meget sne tilbage

på løjpen. Da jeg kom frem til liften,

var der ikke et menneske at få øje på,

og liften blev bestemt ikke betjent.

Men var der alligevel helt tomt?

Noget rørte på sig i buskadset lidt

fremme foran mig ... og pludselig

hoppede en vel stor vovse op på vejen ca.

50 meter foran mig. ”Med en hund her,

så må her være en eller anden person

heroppe!” tænkte jeg muntert med

tanke på, at jeg måske alligevel kunne

komme op med liften. Ved nærmere

betragtning af hunden synes jeg dog, at

vovsen så lidt underlig ud. Dens pels

var lang og beskidt, den vandrede af

sted lidt a la Ozzy Osbourne, altså på en

lidt underlig krumbøjet måde, og dens

hovedform var væsentlig anderledes,

end hvad man skulle forvente sig af en

hund. ”Hmmmmmm” … Jeg roede lidt

i min ellers nogenlunde velassorterede

hukommelse for ”hundegenkendelse”,

for at finde et billede, der kunne matches

med den vovhund, som snusede rundt

Globen er med på tur. Her foran Kaukasus-bjergkæden,

på vejen mellem Mestia og Ushgul.

Svanetien-tårnene er ca. 1.000 år gamle,

men holder sig evigt unge.

længere nede ad vejen. Der kom intet

positivt match ud af den øvelse!

Konklusionen kunne kun være, at

den firebenede fætter, der gjorde sig

til foran mig, ikke var en hund – men

en bjørn! ”Uha”, tænkte jeg. ”Det kan

være skidt.” Jeg var helt sikker på, at

skønt den ikke umiddelbart tog notits

af mig, havde den bestemt kunnet

lugte min tilstedeværelse – uden tvivl!

Og da festen nu alligevel var begyndt,

dukkede endnu en plysbjørn meget

passende op, så nu var der altså to

uldtotter at holde øje med. ”Men hvor

var resten af slænget mon?” tænkte jeg.

Jeg lurede lidt på bamserne, mens de

snusede rundt efter føde. De virkede

nu meget fredelige, men ... hvad nu

hvis? Der havde ikke været advarsler

om bjørne fra de lokale, skønt der lever

bjørne i området, så jeg var egentlig

ikke decideret skrækslagen – meeeeen

alligevel pænt nervøs. Disse to kunne

netop være vågnet op fra hi og være

skrækkeligt sultne og ville have fyldt

maverne. Jeg mener - det ville være

usædvanligt med dansebjørne otte km

fra nærmeste bebyggelse, så måske

var der rent faktisk tale om to vilde

bjørne ... Da de pludselig ændrede

retning og begge styrede direkte mod

mig, var overvejelserne egentlig til

at tage og føle på. Jeg var otte km fra

nærmeste person, de var to imod en, og

to sulte bjørne kunne sikkert få meget

sjov ud af en turist! Jeg besluttede

mig for at fordufte, og bjørnene

besluttede sig for ikke at følge efter.

Forbrydere i området eller ej – man

skal stadig passe lidt på. Og så ville det

jo ellers have været godt, hvis der havde

været et svanetien-tårn lige i nærheden.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 11

GEORGIEN

Min rejse foregik 20. april til 1. maj

2012.

REJSEN DERTIL: fly med estonian

air fra København til tblisi t/r via

talinn: 1.250 kr.

LOKAL TRANSPORT: fra tblisi til

Sugdidi kører der et nattog. fra Sugdidi

til Mestia er det tre timer med

minibus.

BO: et homestay koster ca. 120 kr.

per nat.

n Lars Munk har medlemsnr. 207 og har

bl.a. besteget Pik Lenin mellem Kirgisistan

og Tajikistan og Mont Blanc mellem

Frankrig og Italien. Han er uddannet akademiingeniør

og tog i 1994 tre måneder til

eks-Jugoslavien for at køre med nødhjælp for

Det Danske Beredskabskorps. Han bevæger

sig efter sigende helst derud, hvor rejsen

er uforudsigelig og også gerne en smule

besværlig.

Den smukke top Ushba (4.700 moh.) med

sine to tinder. Dette er absolut et af Europas

sværeste bjerge at bestige, men samtidig

også et af de smukkeste.

tekst & fotos:

Jacob V. la Cour

Dnepr-floden har i mere end 1.000

år været brugt som rejsevej gennem

Østeuropa fra Østersøen til sortehavet.

nu er det mest krydstogtskibe, der

gør turen over de åbne russiske og

ukrainske sletter.

Lige siden vikingerne opdagede denne handelsrute,

har skibe ladet med alskens varer taget turen

ad den 2.285 km lange flod Dnepr gennem

det nuværende Rusland, Hviderusland og

Ukraine til de store handelsbyer ved Sortehavet

og Middelhavet. I september 2011 besluttede min far

og jeg os for at gøre vikingerne noget af turen efter.

Vores rejse langs floden begyndte i Kijev, Ukraines

hovedstad, der formentlig blev grundlagt af handlende fra

nord – af grækerne kaldet varangerne, hvilket bl.a. omfattede

vikinger – omkring år 800, men den præcise datering er

usikker. Som de fleste nok så under EM i fodbold, er det

en meget flot by præget af kirker og klostre med store

guldbelagte løgkupler. Byen ligger på en bakke højt over

floden, og selve havnefronten ved Dnepr er ikke særligt

prangende. Men herfra afgår næsten dagligt krydstogtskibe

med kurs mod syd – mod Sortehavet. Det er en tur på ca. 900

km, og da flodbredden ved Kijev kun ligger ca. 100 meter over

havet, er det en ret udramatisk tur, der mest fører igennem

fladt landbrugsland. Men som alle andre flodture giver den

et rigtig godt indtryk af det land, man sejler igennem.

Marshal koshevoy

Vores skib – det 129 meter lange og 17 meter brede Marshal

Koshevoy med plads til 260 passagerer – var bygget i 1988

i Tyskland og bar præg af sin sovjetiske fortid, men var

dog ganske komfortabelt. Det havde tre dæk med kahytter

og et stort soldæk øverst. I forstævnen var der på det ene

dæk et bibliotek og på det andet dæk en panoramabar med

en fantastisk udsigt. I agterenden af skibet var der en stor

restaurant, hvor passagererne spiste af to omgange. Turen

var med helpension, og maden var faktisk udmærket i

betragtning af, at vi var i det gamle Sovjet. Hver aften fik

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 12

I vikingernes

kølvand

En traditionel befæstet landsby fra kosaktiden – på frilandsmuseet

på øen Khortytsia.

man menukortet for næste dag, og kunne her vælge mellem

to forskellige forretter, to hovedretter og to desserter.

Den første dag på floden gjorde vi ingen stop, men gled

blot stille sydpå, bl.a. hen over det enorme Kremenchukreservoir

på 2.250 km². Søen blev dannet, da man i 1960

byggede et vandkraftværk ved byen Kremenchuk. Visse

steder var søen lige så bred som Øresund, og da det

var lidt diset, var der perioder, hvor man følte sig som

på åbent hav. Men vi nød det disede efterårssolskin fra

dækket og forberedte os på de næste dages oplevelser.

Hen under aften nåede vi til den sydlige ende af søen,

hvor vi skulle igennem en sluse, der bragte skibet ca. 15

meter ned. Faktisk er det meste af Dnepr helt fra nord for

Kijev til kort før udmundingen mest af alt en lang række

vandreservoirer, så der er ikke meget strøm i floden.

Besøg hos kosakkerne

Tidligt næste morgen nåede vi den store industriby

Dnepropetrovsk, hvor en skov af skorstene sendte mængder

af næppe helt ren røg op i den kølige morgenluft, og efter

endnu en times sejlads nåede vi den største dæmning på

Dnepr, bygget i 1927-32. Dæmningen, der er 760 meter lang

og 60 meter høj, blev ødelagt under anden verdenskrig,

men genopbygget i 1948. Før dæmningen blev bygget, var

dette stykke af floden præget af kraftige strømhvirvler.

Floden faldt her 50 meter over en strækning på kun 60 km,

og dette betød, at kun små både – der visse steder måtte

trækkes over land – kunne passere. Men efter bygningen

af dæmningen – med tilhørende sluser – kan skibe på op

til 270 meters længde sejle helt til Kijev. Oprindeligt var der

tre slusekamre, men i 1980’erne blev der bygget én gigantisk

sluse, der kan sænke skibe næsten 40 meter ned på én gang.

Kort efter denne stejle nedstigning lagde vi til i byen

Zaporozhie, hvor vi skulle på vores første sightseeing.

Området omkring byen var centrum for kosakkernes

rige, der havde sin storhedstid i 1600-tallet. På øen

Khortytsia, der ligger midt i Dnepr, opstod en kultur af

beredne bønder, der til at begynde med blot forsvarede

deres egne områder, men lidt efter lidt også underlagde

sig andre områder. På øen findes et stort friluftsmuseum

med en kopi af en traditionel kosakby samt et meget

spændende museum om Ukraines ældre historie.

Hen under aften kom vi forbi den 62 meter

høje Moderlandet-statue, der er et mindesmærke

for Sovjetunionens faldne under 2.

Verdenskrig.

Vores skib – Marshal Koshevoy – var magen

til stort set alle de andre krydstogtskibe på

floden.

Lokal underholdning på vores picnic i

Dneprs floddelta. Det ligner Ruslands

”syngende bedstemødre” fra MGP 2012,

men de her kunne faktisk synge!

Ved afgangen fra Kijev strålede byens guldbelagte

løgkupler om kap med solen.

Vi var også til kosak-show, hvor

nutidige kosakker imponerede

med deres færdigheder både inden

for ridning og sværdkamp samt

håndtering af ridepisk. Ikke noget

der er egnet til fotografier – her viser

videokameraet virkelig sin berettigelse.

til frokost med vodka

Vi fortsatte sydpå mod Sortehavet, og

næste stop var byen Kherson tæt på

udsejlingen til Sortehavet. Dette er

en stor industriby med især mange

skibsværfter, da byen ligger stort

set på niveau med havoverfladen.

Omkring byen er der et netværk af

kanaler mellem en masse små øer –

nok oprindeligt Dneprs floddelta

inden floden blev tæmmet. I havnen

i Kherson steg vi om bord på et par

mindre flodbåde, der skulle bringe

os ud i dette idylliske bondelandskab.

Her fik vi selskab af en gruppe ældre

damer i nationaldragter, der piftede

vores udflugt op med nogle meget

underholdende ukrainske folkeviser,

som vi naturligvis ikke fattede et klap

af, men damernes mimik og store

stemmer var storslåede i sig selv.

Vi blev sat af på en lille ø, hvor

vi var inviteret til frokost hos en

bondekone. Hun havde dækket det

helt store kolde bord op med et væld

af lokale retter, pålæg og frugt, og alle

blev suppleret af rigelige mængder

hjemmelavet vodka. Senere – da hun

havde sørget for, at vi alle var godt

slørede i blikket – blev vi sluppet løs

på det til anledningen etablerede

marked, hvor øboerne faldbød deres

håndarbejder – bl.a. de karakteristiske

babusjkadukker, broderede duge

og – naturligvis – vodka!

Om eftermiddagen var vi tilbage

på Marshal Koshevoy, der i lyset fra

den nedgående sol nåede Dneprs

udløb i Sortehavet. Det må have været

en fantastisk oplevelse for vikingerne

at tage denne tur gennem Europas

indre og så nå til et stort og ukendt hav.

På vej ind i en af de mange sluser der muliggør

sejlads med store skibe næsten 1.000

km op ad Dnepr.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 13

UKRAINE

Dnepr eller Dnjepr (russisk Днепр,

ukrainsk Дніпро, hviderussisk

Дняпро) er med sin længde på

2.285 km europas fjerdelængste

flod.

Den udspringer vest for Moskva,

flyder igennem rusland, Hviderusland

og Ukraine og udmunder i

Sortehavet.

På klassisk græsk og latin kaldtes

floden Borysthenes, senere henholdsvis

Danapris og Danaper.

Vores tur fortsatte østpå over

havet til halvøen Krim, hvor vi

også besøgte byerne Sevastopol,

Feodosyia og Jalta, inden vi igen

satte kursen mod vest til Odessa, der

var endestationen for krydstogtet.

n Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og er

40 år. Han arbejder med virksomhedshandler

i DONG Energy og foretrækker efter sigende,

at rejsen er planlagt i detaljer hjemmefra.

Han interesserer sig især for historiske

steder, flotte naturoplevelser og for rejsemål,

som er lidt ud over det sædvanlige, men som

dog har hoteller af høj standard.

En kosak viser prøver på sin færdighed til hest.

Det var noget sværere at få billeder af deres

tricks med de tre meter lange ridepiske.

tekst & fotos:

Mette Kjær Sørensen

rejsen til Valbona i det

nordlige Albanien går

med en færgerute, der

er udnævnt til en af de

smukkeste i verden. her

mødes man af smuk natur,

vilde bjerge og gæstfrie

beboere.

Rejsen til Valbona begyndte

i Tirana. Min kæreste og jeg

var lidt usikre på, hvordan

vi skulle komme dertil. Fra

hotellet i Valbona havde vi fået en

e-mail, som omhyggeligt forklarede

bussystemet. Man skulle helst kende

chaufføren og ringe til ham på forhånd

for præcist at få at vide, hvor og

hvornår bussen kørte. Der var vedlagt

telefonnummer, og vi fik vores hotel i

Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at

bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads,

og at den var hvid med en blå stribe.

Så tidligt næste morgen gik vi ned

til pladsen, hvor vi fandt minibussen.

Chaufføren sad på en nærliggende

cafe. Efter den obligatoriske runde

gennem byen for at samle passagerer

op kom vi endeligt af sted. Tre

timer senere var vi fremme ved

Udsigt over floden og dalen.

VALBONA:

en endnu uspoleret dal i

ALBANIEN

Komani-søen, som er dannet ved

en opdæmning af Valbona-floden.

Min kæreste fordrev ventetiden

med at fiske fra færgelejet. Dette

tiltrak sig stor opmærksomhed fra

de lokale, som ivrigt kommenterede

og kom med gode råd. Han fangede

nogle små skaller, som han bestemt

ikke måtte smide ud igen, dem ville

chaufføren gerne have med hjem. De

lå så i en plasticpose og blev godt

varme på resten af turen i bussen.

Søen følger flodens snoede forløb

gennem dalen, og udsigten skiftede

derfor hver gang, vi rundede endnu

et sving. På begge sider rejser stejle

klipper sig og spejler sig i det azurblå

vand. Nogle steder var vi ganske tæt

på skrænterne, kun 20 meter adskilte

os fra klipperne, som strakte sig over

100 meter op. Langs søen, på nogle

af de knap så stejle skråninger, er

der huse og små terrasselandbrug.

Vi nød at sidde på det øverste

dæk og betragte det flotte landskab,

der flød forbi i langsomt tempo. De

lokale havde tilsyneladende set det så

mange gange før, at det på dem virkede

mere tillokkende at sidde inde i den

indelukkede bar og ryge og drikke øl.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 14

På de par timer, færgeturen tog, var der

nogle, der havde hældt overordentligt

mange øl ned. Da vi kørte fra borde,

så vi en synligt påvirket mand sætte

sig bag rattet i en lastbil lastet tungt

med cementsække. Vi var rystede.

Vi havde med buschaufføren

forhandlet os frem til, at han skulle

køre os helt til vores hotel i Valbonadalen

frem for kun til færgelejet,

hvortil ruten normalt gik. Så undgik

vi problemer med at finde transport

til den sparsomt befolkede dal.

Vi fortsatte med minibussen i

nogle timer på grusvejen langs floden

op gennem den imponerende dal. Til

sidst nåede vi vores bestemmelsessted,

Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser

og en restaurant. Stedet drives af en

lokal mand og hans familie. Hans

kæreste, Catherine, er amerikaner,

og hun har en meget informativ

hjemmeside om området. Hun er

utrolig hjælpsom med information og

forslag til vandreture i området. Hun

har på eget initiativ startet afmærkning

af stier i området og brænder for

at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem

En af dagene var vi på en længere

vandretur i området. Turen begyndte i

landsbyen Valbona længst inde i dalen.

Catherine havde givet os et simpelt

kort og nogle forklaringer, men selve

ruten var ikke markeret. Så med simple

anvisninger, såsom ”grønt hus foran

jer – gå rundt til højre rundt om det

og drej til venstre”, gik vi af sted.

Først krydsede vi det næsten

udtørrede flodleje, og herefter gik

det opad. På dette sted i dalen var

bjergskråningerne ikke så stejle som

langs Komani-søen, men vi kom

alligevel hurtigt op i højden, hvor

vi kunne se ud over landsbyen. Vi

kom forbi enkelte simple huse med

små indhegninger, og vi mødte en

kvinde med sine to børn, der var ude

at samle pinde til brænde. Endvidere

så vi tre mænd, der var ved at slå

græs med le på en stejl græsmark.

Pludselig kom vi op gennem

en gruppe træer og blev mødt af

et fantastisk syn og duft. Her var

græsgangene til landsbyens dyr, og

blandt græsset voksede der små

engblomster og store mængder

blomstrende vild timian, som udsendte

en kraftig duft. Bag engen rejste nogle

stejle, vilde og barske bjerge sig. Det

gjorde engen, vi gik på, endnu mere

tillokkende. Vi satte os derfor ned midt

mellem blomsterne og fandt vores

madpakker frem. Vi var spændte på,

hvad vi havde fået med, og stor var

glæden, da vi fandt ud af, at Catherine

havde pakket nøjagtigt det, som passede

sig til sådan en vidunderlig vandretur.

Mellem tykke skiver af saftigt nybagt

brød var der pølse, tomat og agurk. Ved

siden af lå store tykke osteklodser, et

kogt æg og et par chokoladekiks. Med

en fantastisk udsigt over dalen foran

os, majestætiske bjerge bag os, en

varmende sol, timianduft i næsen og

maven fuld af lækker mad følte vi os

som i himmerige. Vi havde næsten

ikke lyst til at bryde op og fortsætte.

Et kig ind på bjergene i Montenegro. Landets

navn betyder i øvrigt ”de sorte bjerge”.

Montenegros sorte bjerge

Ud fra skoven under os kom der

pludselig en mand gående. Da han

kom nærmere, viste det sig at være

Michael, en af de få andre gæster fra

vores hotel. Hvilket sammentræf!

Sammen med ham fortsatte vi opad.

Målet var at nå grænsen mellem

Montenegro og Albanien. Ingen af os

var sikre på, hvor langt der var, og der

var intet at tage pejling efter. Vi var

dog overbeviste om, at vi var på rette

vej, så vi blev ved med at følge stien

op. Landskabet blev stadig mere barskt

og stejlt. Temperaturen faldt også, og

det samme gjorde mit blodsukker

og energiniveau, så de hjemmebagte

myslibarer blev fortæret. Vi indgik en

aftale om, at vi ville vende om kl. 15,

hvis vi ikke var nået frem til grænsen

forinden, så vi kunne være tilbage,

før det blev mørkt. I stilhed knoklede

vi på og kom længere og længere op.

Pludselig kunne vi se en betonklods og

vidste, at den måtte markere grænsen.

Da vi kom op til den et par minutter

før deadline, var vi et godt stykke over

trægrænsen, og det eneste, vi kunne se

i Montenegro, var nøgne stejle bjerge.

Vi stod et par minutter på Montenegros

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 15

Komani-søen opstod, da man oversvømmede

dele af en dal i forbindelse med

bygningen af et vandkraftværk.

side af grænsen og blev blæst igennem

af den kraftige kolde vind.

Vi gik ned samme vej, som vi var

kommet op. På en eller anden måde

gik vi forkert og kom væk fra den

utydelige sti midt på en stejl eng. Vi

stod og spejdede efter den og gik lidt

frem og tilbage. Pludselig hørte vi

råb. Vi kiggede op og så en mand højt

oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som

kunne se vores problemer, og han

havde tydeligvis overblik over stien og

forsøgte at guide os med armbevægelser

og råb. Det var ret svært at forstå ham,

fordi han var så langt væk, men det

lykkedes os at komme tilbage på stien

og sikkert ned til landsbyen igen.

Herfra var der fem km tilbage til

hotellet ad vejen langs floden. Mens vi

gik af sted på vores nu meget ømme

fødder, håbede vi, at der kom en bil

forbi. Heldigvis kom der et ældre

ægtepar i en gammel varebil, og vi

fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke

kommunikere, men de syntes vist,

at det var ret pudsigt at have et par

turister siddende på et par gamle

aviser bag i bilen. Vi var bare glade

for liftet og tvang dem nærmest til

at tage imod en skilling for turen.

Blomstrende vild timian. Duften, mens vi

gik gennem græsmarkerne med timian, var

eventyrlig.

Vel tilbage på hotellet bestilte vi

straks et par kolde Korcaer – albanske

øl – og satte os på husets veranda og

hvilede fødderne, mens vi tænkte

tilbage på den lange vandretur og

alt det, vi havde set undervejs.

Vild natur

Den første dag gik vi et par mindre

ture i området. Forinden havde

Catherine fortalt os om dyrelivet, og

om hvordan et universitet havde

sat et webkamera op. Hun viste os

endda nogle af billederne af ulv,

vildkat, los, grævling, bjørn m.m.

På en af turene kom vi forbi

en grotte i klippesiden, og da det

regnede, spøgte vi med, at vi ikke

turde søge ly derinde, for det var nok

bjørnens hule. Lidt senere regnede

det endnu kraftigere, og mens vi stod

i læ under et stort træ, kom vi til at se

os omkring. Pludselig fik vi øje på en

lille kasse, der var monteret på et træ

ved stien, og vi kunne se, at det var et

webkamera. Nu var det ikke længere

så indbydende at stå på den smalle sti

med stejle klipper op og ned til begge

sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne

vi ikke lige træde til side og lade den

passere. Selvom risikoen for at møde

bjørnen var forsvindende lille, kunne

vi alligevel ikke helt ryste den lille

irrationelle frygt af os. Lysten til at

fortsætte videre op ad stien forduftede

ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og

fandt et andet sted at fortsætte turen.

Vi brugte et par dage i Valbonadalen,

før turen gik videre rundt

i Albanien. Valbona er et område,

som ikke er ret udviklet endnu.

Internettet er ustabilt, strømudfald

Her er vi stadig under trægrænsen.

sker jævnligt, infrastrukturen er

simpel, og vejen lukkes tit af sne

om vinteren. Der findes enkelte små

private hoteller og pensionater i

området. Der er sat initiativer i gang

for at tiltrække flere turister, og der

er helt sikkert et stort potentiale.

Valbona var højdepunktet på

vores tur rundt i Albanien. Vi blev

mødt af en fantastisk venlighed,

gæstfrihed og enestående natur. Jeg

håber, at udviklingen i området vil

ske i pagt med den omkringliggende

natur, således at man også i fremtiden

vil kunne nyde dette unikke sted.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 16

ALBANIEN

Valbona ligger i det nordlige albanien,

tæt på grænsen til Kosova

og Montenegro. Læs mere om

Valbona-dalen på www.journeyto

valbona.com.

REJSEN DERTIL: Vi fløj fra Hamburg

til Tirana t/r via Budapest. Rundrejsen

tog 10 dage og kostede 5.500

kr. per person alt inkl.

LOKAL TRANSPORT: fra tirana tager

det syv-otte timer til Valbona, uanset

om turen går via Komani-søen

eller den noget længere tur ad

hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet

var velfungerende

med mange afgange.

BO & SPIS: Måltiderne er meget billige.

50-60 kr. for salat, hovedret og

en øl på en restaurant. Næsten alle

retter indeholder flere forskellige

oste i store mængder. Hotelovernatninger

koster 240-300 kr. for et

dobbeltværelse.

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange taler

godt engelsk, og hjælpsomheden

og gæstfriheden er stor overalt,

hvilken er med til at gøre alban-

ien til et utrolig nemt land at rejse

rundt i.

n Mette Kjær Sørensen har medlemsnr. 381

og er 35 år. Hun foretrækker at rejse på egen

hånd og kan godt lide at vandre og være i

naturen. Læs mere om hendes rejseliv på

www.metteks.dk.

M are Balticum:

stersøen rundt

områderne omkring Østersøen har en gammel fælles

kulturhistorie. fra 1200-tallet og frem dominerede

de overvejende tyske hansestæder, senere var det

svenskerne, og under Den kolde krig var det et

ombejlet og omstridt område, et sandt spændingsfelt

mellem Øst og Vest. Danmark har en lang historie

i området: Det var i det nuværende estland, at

Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen

i 1219, og Valdemarerne, de udfarende danske

middelalderkonger, besad et område, der strakte sig

fra holsten til estland, altså næsten hele vejen rundt.

en glinsende varm sommer i 2008 tog jeg sammen

med katja laut, et andet medlem af De Berejstes klub,

turen hele vejen rundt for at opdage lande og steder,

der i mange år lå slumrende hen i sovjetunionens

skygge.

Det er en allerede bagende varm formiddag, da Katja og jeg

krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den

vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale

Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede

folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche

ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den

faldt ned under et bombardement fra de allierede i det tidlige 1945.

Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil

3. oktober 1990 udgjordes af Jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det

genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde

deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange

bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: Smalle

købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 17

Langs kanalerne i Gdansk.

tekst & fotos:

Jakob linaa Jensen

kystbyer og cirkusser

Videre østpå går det. Øst for Greifswald

kører vi ud på Osedum-halvøen, en

smal landtange, der skiller havet fra

en række fjorde inde i landet, og her

får vi for første gang nærkontakt med

Østersøen. Dvs. vi kan ikke se vandet,

for der er solide nåleplantager mellem

os og vandet. Jeg genser Swinoujscie

efter 10 år. På mit første besøg til byen

kom jeg en anden varm sommerdag

med færgen fra København. Meget er

forandret. Østersøkysten heroppe er

en næsten ubrudt kæde af badestrande,

små pensionater, og det ene lille

tarvelige cirkus efter det andet. I

Dziwnow indlogerer vi os på Admiral

Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med

udsigt over floden. Byen er derimod

ikke stilfuld: Den ultimative badeby

med souvenirbutikker, iskiosker

og endnu flere hæslige cirkusser.

Næste dag går det videre

langs kysten til byer, hvis navne er

umulige at udtale, og som man også

hurtigt bliver færdig med. Sidst på

eftermiddagen når vi Gdansk. På vej

ind i byen passerer vi det berømte

Leninskibsværft, som har en helt særlig

plads i omvæltningerne i Østeuropa.

Det var her, en elektriker ved navn

Lech Walesa i 1980 grundlagde en fri

fagforening, Solidaritet, som blev et

første varsel om de folkelige protester,

der i 1989 væltede Berlinmuren.

Gdansk er en smuk by med

nænsomt restaurerede huse langs

kanalerne. Der er et kæmpe udvalg

af hyggelige barer og restauranter. Vi

ender i en hvælvet kælder, der bl.a.

byder på glimrende fiskesuppe og

kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og

fisken fejler bestemt intet her ved havet.

ulveskansen: hitlers

hovedkvarter

Turen østpå fortsætter gennem Elblag

og Olztyn, en hyggelig gammel by

med borgruin og flere kirker. På

vejen videre mod Litauen gør vi en

omvej omkring Ulveskansen, Hitlers

vinterhovedkvarter fra krigens første

år, som er kendt fra blandt andet

filmen ”Der Untergang”. Nazisterne gik

grundigt til værks – nogle bunkere har

6 meter tykke mure af armeret beton.

Den allermest solide er Hitlers egen,

nr. 13. Det er et meget specielt sted, og

selv om bygningerne er forfaldne og

overgroet af skoven, kan man alligevel

fornemme, hvad der er gået for sig her.

Vi har nu nået grænselandet mellem

Polen og Litauen, der udgøres af en

nationalpark med noget af Europas

sidste urskov. I 1996 kørte jeg på

studietur til Litauen ad en elendig vej,

og vi sad i kø to timer ved grænsen. I

dag er vejen fin, og vi ryger lige over.

Det sydlige Litauen er ikke

uinteressant, omend fattigt. Husene

er næsten alle af træ og de små byer

faldefærdige. Uden for Druskininkai

er en tidligere kommunistisk

kz-lejr lavet om til et museum over

kommunismens rædsler, komplet med

kreaturvogne brugt til transport af

fanger, vagttårne og betonstatuer af

de store kommunistiske ledere og en

hel del mindre. Alt sammen er udført

meget originalt, i den totale mangel

på smag og stil, der prægede kunsten

i den gamle østblok. Parken har været

meget kontroversiel, fordi den udelader

historien om, hvordan litauerne selv

hjalp såvel kommunister som nazister

med at udrydde og deportere jøder.

Vejen op mod hovedstaden

Vilnius går dels gennem urskoven,

dels forbi Litauens nationalikon,

den gamle middelalderborg Trakai,

komplet med voldgrav og røde tårne.

En sommerdag som denne er den

pakket med lokale på udflugt.

Gensyn med Vilnius

Vilnius er en perle af en hovedstad.

Det er et af Europas bedste eksempler

på barok byggestil, og i forhold til

mit første besøg 13 år tidligere er den

meget nænsomt restaureret langs

de brostensbelagte gader. Kirkerne

fremstår atter i fordoms pragt, og små

kunstforretninger ligger side om side

i de århundredegamle borgerhuse.

Hovedstrøget Gedimino Prospekta

forbinder byens skagensgule domkirke

med parlamentet, som var centrum

for kampene i 1991, da Sovjet i en

sidste krampetrækning forsøgte

at sætte den nyudråbte litauiske

republik på plads. Forehavendet

mislykkedes heldigvis, da litauerne

tappert forsvarede deres parlament og

nyvundne frihed. Som et minde om

kampen for selvstændighed er nogle af

pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet.

Det skorter ikke på god mad

i Litauen. Vi sætter tænderne i et

spækbræt af kolde specialiteter, fra

røget oksemørbrad til griseører. Det

hele skylles ned med lokalt mikrobryg,

og livet forekommer skønt sådan en

sommeraften i det såkaldte nye Europa.

Bryllup eller beach party?

Efter to dage i Vilnius går turen mod

Kaunas, som var hovedstad mellem 1.

og 2. Verdenskrig, da Vilnius dengang

lå i Polen! Det er lørdag og den helt

store bryllupsdag. En rest fra sovjettiden

er det gigantiske bryllupspalads midt i

byen, som denne dag holder bryllupper

væg til væg. Pyntede limousiner og

andre store biler holder skulder ved

skulder udenfor, og konstant lyder

champagnepropper og hurraråb. Vi

flygter fra disse festligheder videre

tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda

og videre til Liepaja i Letland, hvor

alle, der ikke er i færd med at blive

gift, har bevæget sig til Baltic Beach

Party, Baltikums svar på Roskilde,

men med skøn beliggenhed på selve

stranden. For os 80’er-musikelskere

er det et behageligt genhør med tyske

Alphaville, og ølpriserne er nogle

andre end på Smukfest i Skanderborg.

Næste formiddag kører vi videre

langs kysten gennem Ventspils og op

mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig

selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 18

Ulveskansen – Hitlers førerbunker med nr. 13.

Bryllupper ad libitum i Kaunas.

Kachotten på Tartu Universitet – uterlige studerende

blev anbragt her!

Møde med middelalderen, Tallinn.

Litauens stolthed, Trakai.

Rygning forbudt på stranden i Ventspils.

Tallinns tårne.

Udsigt over Riga.

Den finske skærgård.

Domkirken med den sorte løgkuppel

knejser over den gamle brolagte

bydel, men de gode restauranter og

barer er blevet flere. Byens vartegn

Pulvertornis, Krudttårnet, lever op

til sit navn: Der sidder kanonkugler

fast i murene fra et af de utallige slag,

der er gået for sig på disse kanter.

Efter en god nats søvn på

et velbeliggende hostel går det

videre nordpå til en flot og meget

klassisk middelalderborg i Sigulda,

inden vi rammer Estland og den

hyggelige universitetsby Tartu, som

i århundreder har været et regionalt

centrum for lærdom. Byens gamle,

gennemrestaurerede universitet

danner et naturligt midtpunkt i den

gamle bydel, hvor der på grund af

sommerferien er ganske uddødt. Lærere

og studerende er ude af byen, og de

fleste barer er derfor lukkede – til

gengæld kan vi så få et værelse på et af

kollegierne, splinternyt og hightech.

tallinn: tilbage til

middelalderen

Tallinn er Estlands hovedstad og, vil

jeg sige, en af Europas smukkeste

af slagsen. For en middelalderelsker

som undertegnede er det ganske

imponerende, at størstedelen af

bymuren og 13 ud af 16 borgtårne

er bevarede. Sammen med byens

to dominerende spir, rådhusets

og Sankt Olafs kirkens, danner de

en nærmest magisk stemning i

aftenskumringen. I de snævre gader

dyrkes middelaldertemaet, og den

legendariske restaurant Olde Hansa er

ingen undtagelse: turistet og svinedyr,

men den fremragende mad, det gode

øl (med kanelsmag!), og de søde

servitricer i middelalderkjoler gør

det til en fremragende oplevelse, så

god at vi vender tilbage næste dag.

Estisk er et underligt sprog, i

familie med finsk og ungarsk, og der er

tilsyneladende ingen lokale, der finder

det underligt, at vores hostel ligger på

hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og

sådan staves de! Til gengæld bor vi

lige midt i det hele og har udsigt til

den store rådhusplads med det enormt

tynde og lange rådhustårn i gotisk stil.

Cirklen sluttes

Sidste stop på turen er Finland

og Helsingfors. Nu om dage sejler

hurtigfærger hele tiden mellem de to

hovedstæder, og efter kun to timers

sejlads i aftensolen ankommer vi til

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 19

ØSTERSØEN RUNDT

REJSEN DERTIL: Vi kørte i bil lejet

i tyskland, hvilket var billigt og

fungerede fint. Vejene er generelt

udmærkede, og de udbygges hele

tiden i disse år. Man bør parkere et

sikkert sted, da der er mange indbrud

i biler i de fleste af landene.

PRISNIVEAU: en stor fadøl koster ca.

8 kr. i Litauen, 12 kr. i Polen og 15

kr. i Letland og estland. et dobbeltværelse

af en god standard koster

ca. 200 kr. i Letland og ca. 300 kr. i

Polen og estland.

byen, der er kendt for Aalto og Nokia.

Vi bor på et hostel under tribunen på

det olympiske stadion, med en kæmpe

statue af Pavel Nuurmi, den flyvende

finne, udenfor. Vi promenerer ad byens

hovedstrøg, en dejlig bred boulevard

med skyggefulde træer. I den lune

sommeraften sidder vi indtil midnat

og spiser sushi og drikker champagne.

Det er ikke just typisk finsk …

Turen rundt om Østersøen slutter

dagen efter med en natfærge til

Stockholm, som bestemt også er et

besøg værd. Efter en tur ned gennem

et glinsende, sommerligt Sverige

slutter vi cirklen med at overnatte

i en gammel jernbanevogn i Lund.

Det har været to uger med meget

varierende oplevelser. En tur rundt

om Østersøen kan bestemt anbefales.

n Jakob Linaa Jensen har medlemsnr.

233 og er næstformand og toastmaster

i De Berejstes Klub. Han har været

medlem siden 2004 og har i skrivende

stund besøgt 70 lande, herunder stort set

hele Europa, som er hans yndlingskontinent.

Sydøstasien og Sydamerika er også

højt på listen. Et absolut must er årlige

skiferier til Alperne.

Mission impossible:

tjetjenien & Nordkaukasus

undercover

tekst & fotos:

lars-Terje lysemose

Udsyn fra Volgaens forrude: Min russiske bror Vadim

ved en kontrolpost på grænsen til Tjetjenien.

Vi skriver august år 2000, og jeg er ude

på en mission impossible: At snige mig

ind i hjertet af Putins militære "antiterroroperation"

for som uafhængig

dansk journalist ved selvsyn at få et

indblik i, hvordan livet former sig i en

krigszone, som efter et års tjetjensk

guerillakrig synes glemt af omverdenen.

“

Desværre. Den gik ikke. Grænsevagten vil

ikke godtage dine papirer eller nogen

bestikkelse. Hurtigt! Du er nødt til at

stige af her og tage næste tog tilbage

over grænsen. Tag til Kijev og skaf

et visum og ring til mig. Du har mit nummer!”

Vadim står i togkupeens døråbning med et nedslået

blik. Han er min guide, tolk, fixer og gode ven, som

jeg har så meget tillid til, at jeg har indvilget i at tage

imod hans invitation om sammen at drage af sted mod

Tjetjenien – trods daglige kampe mellem russere og

tjetjenere og utallige bortførelser og forsvindinger.

Vi har netop passeret grænsen mellem Ukraine og

Rusland. Det er en sen eftermiddag sidst i august, hvor

nyheden om atomubåden Kursks skæbne på bunden af

Barentshavet stadig er på alles læber, og toget holder nu

stille på et rangerterræn, mens grænsebetjente og soldater

omgiver toget og går det minutiøst igennem for steder, hvor

der kunne tænkes at være gemt kontrabanda – smuglervarer.

Jeg er ude på en selvskabt mission impossible og må

erkende, at mit første forsøg lige har slået fejl. At krydse

grænsen mellem Ukraine og Rusland i et intercitytog på

vej mod Nordkaukasus for at snige sig ind i Tjetjenien

for ved selvsyn at kunne rapportere om situationen i den

ellers tilsyneladende hermetisk lukkede krigszone og fri

for ledsagende russiske presseofficerer er faktisk netop

det: impossible! I hvert fald uden et russisk visum.

journalist undercover

Ideen virkede ellers god nok. Vadim, som er et par år ældre

end mig, er en erfaren førstestyrmand, og under dække

af at være hyret af et shippingfirma i Sevastopol som

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 20

Shnamenskaja i Tjetjenien ligger langs vejen til Grosnyj.

Strækningen kaldes også Snigskytternes Paradis.

andenstyrmand til et skib ved den russiske sortehavskyst

sidder jeg nu om bord på toget fra Sevastopol på Krim med

en billet til Pjatigorsk for foden af Kaukasusbjergene. Vadims

onkel, tante og en kusine bor i Mosdok, hvorfra russiske

styrker et år tidligere indledte tilbageerobringen af den

tjetjenske udbryderrepublik, og Vadim har inviteret mig

med hjem til dem, for at jeg ved selvsyn kan se, hvordan

livet former sig i hjertet af den russiske operation.

Der er bare lige den lille detalje, at jeg ikke har noget

sømandspas ligesom Vadim, og uden et sådant kan jeg

ikke rejse visumfrit ind i Rusland. Så hjælper det ikke, at

Vadim har fået udfærdiget nogle papirer fra et hæderligt

shippingfirma, som påstår, at jeg er andenstyrmand.

tilbageholdt på grænsen

”Davai! Davai! Af sted!” Jeg får lynhurtigt min rygsæk

på ryggen, da den russiske grænsevagt gestikulerer, at

jeg skal følge efter. Mens toget med Vadim om bord

sætter sig i bevægelse og fortsætter østover, er jeg

ladt alene tilbage her i ingenmandsland omgivet af

russiske soldater ledt af en brysk udseende officer.

I lommen har jeg, ud over Vadims telefonnummer,

numrene til ambassaden i Moskva, Berlingskes redaktører

Michael Ehrenreich og Tom Jensen, og min gode kollega

fra Weekendavisen Johannes Wamberg Andersens i Kijev.

Men får jeg overhovedet mulighed for at ringe til nogen

som helst, hvis jeg er arresteret? Er mit dække som sømand

allerede afsløret? Venter der nu et tredjegradsforhør hos

en russisk efterretningsofficer? Og er jeg godt i gang med

at skabe en mindre diplomatisk krise og kan se frem

til en tur bag tremmer!? Spørgsmålene snurrer rundt

i hovedet på mig, mens jeg nervøst skridter hen langs

jernbanesvellerne med et par bevæbnede soldater i hælene.

Til mit held er officerens engelsk endnu mere begrænset

end mit forråd af russiske gloser, og forhøret inde på

grænsekontoret begrænser sig til enstavelsesord. Jeg slipper

derfor for at forklare de nærmere omstændigheder omkring

mit forsøg på at krydse grænsen illegalt – og dermed afsløre,

at jeg dårligt nok kender forskel på styrbord og bagbord!

”You, sailor, go … next train Ukraine,” siger han nærmest

opgivende, mens jeg ånder lettet op ved udsigten til ikke

at ende i kachotten. En time senere gelejder to russiske

Nadia og Olga har dækket bord i baghaven i Terskaja uden

for Mosdok. Middagen består af sjasjlyk, grillet kød på spyd.

soldater mig om bord på et tog tilbage

til den ukrainske side af grænsen.

Destination: Voucher

Jeg sms'er til Johannes i Kijev. Han

skal selv til at skaffe visum til Moskva

og mener, at jeg vil kunne få et visum

på den russiske ambassade næste dag,

men at det kommer til at koste klejner.

Naturligvis ikke visum til Tjetjenien,

heller ikke til Stavropol, Krasnodar,

Pjatigorsk eller Sochi, men et helt

almindeligt turistvisum til Moskva,

og så må jeg finde ud af, hvordan

jeg kommer ned til Kaukasus, når

jeg først er kommet over grænsen.

Jeg køber en billet til nattoget

til Kijev, og næste morgen tager vi

sammen hen på ambassaden, hvor

der meget belejligt også ligger et lille

rejseagentur i forhallen, hvor en nydelig

blondine garanterer, at visum skam

kan udstedes samme eftermiddag

formedelst 100 USD i gebyr. Dertil

kommer prisen for en såkaldt voucher,

for man skal naturligvis også booke et

hotel gennem agenturet. Heldigvis er

en enkelt overnatning nok, og 200 USD

fattigere står jeg nogle timer senere

med det eftertragtede russiske visum,

som godt nok tillader mig indrejse til

Rusland, men bestemt ikke til Tjetjenien.

Heldigvis står der ikke nogen

destination angivet på selve visummet.

Der, hvor der normalt skulle stå et

bynavn, står der fatisk bare "voucher".

Perfekt! tænker jeg. Med voucher

anført som min destination, kan jeg

måske alligevel godt sætte mig i et tog

med retning mod sydøst i stedet for

nordpå til Moskva? Jeg tager chancen

og køber en togbillet på Kijevs enorme

vokzal til Donetsk i det østlige Ukraine,

hvor jeg skal skifte tog til Mineralnije

Vodij, et stop før Pjatigorsk. Mineralnije

Vodij er faktisk, som navnet antyder,

et kursted kendt for sit helbredende

kildevand og kurbade, så det er vel

ikke helt ude i hampen, at en dansk

turist kunne tænkes at rejse dertil …

Jeg ringer til Vadim, som lover at hente

mig i Mineralnije Vodij næste dag.

Jah ne znaju!

Krydsningen af grænsen sker denne

gang forholdsvis udramatisk. Ingen

af mine medrejsende i togkupeen

forstår engelsk. Det viser det sig til alt

held, at den russiske grænsebetjent

heller ikke gør. Han spørger gentagne

gange til ”voucher! voucher!?”

Jeg ryster på hovedet og lader som

om, jeg ikke forstår, hvad han mener og

peger blot på mit pas, på mit russiske

visum og billetten til Mineralnije Vodij.

Min voucher er sjovt nok forsvundet

… Toget sætter sig i bevægelse, og

grænsebetjenten giver op. Men efter

at vi har passeret Rostov om aftenen,

stiger nogle betjente klædt i civil på og

gennemsøger toget.

"Narkoba!? Drugs?" Jeg bliver som

mistænkelig udlænding kropsvisiteret

i kupeen i alles påsyn, men jeg

er naturligvis ingen narkokurer.

Betjentene spørger ligesom ved grænsen

efter min voucher, men "jah ne znaju!"

– jeg forstår ikke, hvad de snakker

om. ”Mineralnije Vodij!” forklarer

jeg igen og peger på min togbillet, og

betjentene giver op. Ikke at have et

fælles sprog redder mig igen, og resten

af togturen forløber uden dramatik.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 21

Tidligt om morgenen ruller toget

ind på banegården i Mineralnije Vodij,

hvor Vadim og hans onkel Sergej med

store smil tager imod.

De gelejder mig hurtigt og galant

ud på parkeringspladsen, hvor Sergejs

hvide taxi, en gammel Volga, står parat,

og jeg forsøger at falde i et med mine

omgivelser og ligne en russer. Ingen

fancy briller. Ingen vestlige brands – kun

anonyme jeans og en trøje, som jeg har

købt på markedet i Donetsk på vejen.

Min russiske familie

Vadims onkel Sergej er etnisk russer

og insisterer på at vise mig den

tjetjenske virkelighed, sådan som han,

hans kone Olga og datteren Nadia

oplever den dér, hvor de bor. Han er en

midaldrende rund mand med et fast

håndtryk og tjener tykt på at køre taxi,

ofte endda om natten, for diplomater,

journalister og tjetjenere – op til

5.000 USD tur-retur ud ad Tjetjeniens

støvede bagveje, fortæller han.

Han insisterer dog på at køre gratis,

fordi jeg, som han siger, er en ven af

familien. Ud over at kende hver en

bagvej forstår han også at stikke en løgn,

som da vi på vejen fra Mineralnije Vodij

til Mosdok vinkes ind til siden ved en

af de mange kontrolposter, og Vadim

og jeg pludselig udnævnes til brødre

– det er i hvert fald det, Sergej bilder

soldaterne ind. Selv siger jeg ikke et ord,

selv om jeg ellers forud for min rejse

har gennemgået et kort russiskkursus.

Min nye russiske familie bor

i den lille landsby Terskaja syd for

Terekfloden lidt uden for Mosdok.

Olga er læge og kender kun alt for

godt til forholdene for de sårede på

Mosdoks nedslidte militærhospital.

I gaderne fylder vagtsomme blikke,

militære lastbiler og sikkerhedspoliti

bybilledet, mens befolkningen forsøger

at få hverdagen til at hænge sammen

trods utallige militære kontrolposter.

For det meste er soldaterne nu kun på

udkig efter mørklødede kaukasiere. I

Mosdok svarer det til hver anden af

byens indbyggere. Folk med et blegere

europæisk udseende vinkes derimod

igennem kontrolposterne uden at

skulle fremvise nogen form for id.

Mafiaboom

Mosdok med ca. 40.000 indbyggere

på bredden af den brusende Terekflod,

hvor Nordossetien møder

Tjetjenien, har siden russernes

Maka og Adam er strandet på vejen fra Grosnyj og lever af at sælge frugt

og snacks fra deres interimistiske hjem i landsbyen Shnamenskaja.

generobring af udbryderrepublikken

oplevet et sandt økonomisk boom.

“Bankerne er skudt op som

vilde paddehatte efter et regnskyl,”

fortæller Sergej, da jeg spørger til de

mange imponerende marmorfacader

på hovedgaden. “De ejes alle af

mafiaen,” siger han med et grin.

Med mindst 15 bortførsler alene

i Mosdok den seneste tid behøver

jeg ingen opfordringer til at holde

lav profil. Våben, gidsler og narko er

almindelige handelsvarer på disse

kanter. Hovedgaden Kirov frekventeres

fx åbenlyst af et par mafiatyper med

inderlommerne fyldt med små poser,

hvis indhold er hvidt som sne.

lyde i natten

Nordkaukasus har tempereret

fastlandsklima, og en varmebølge ligger

som en tyk dyne over landskabet. Den

første nat i familiens hjem vågner jeg

op med et sæt, badet i sved, til den

dundrende lyd af rotorer, der pløjer

sig gennem natten. Lyden er forlængst

blevet hverdag for befolkningen her.

Men den pludselige lyd af snurrende

helikoptere i natten er bestemt ikke

hverdagskost for en 25-årig dansker, der

uden myndighedernes viden har sneget

sig ind i hjertet af russernes militære

operation, som om jeg var ved at slutte

mig til de tjetjenske oprøreres kamp

for et frit Itjkerien – gennem den ene

kontrolpost efter den anden, i zigzag

gennem det kaukasiske steppeland

ad snørklede bagveje for at undgå at

blive opdaget. Helikopterne forsvinder

heldigvis lige så hurtigt, som de kom.

Sikkert med sårede til militærhospitalet,

forklarer Olga mig næste morgen.

Uden for Terskaja ligger en række

interimistiske barakker, hvor tjetjenske

fordrevne holder til. Herefter følger

et nøgent åbent ingenmandsland,

skæmmet af krigens brændte marker

og svedne træstubbe, hvor der før var

alleer. Bynavnet Mosdok betyder faktisk

”tæt skov”, men der er ikke megen skov

tilbage i dette afsvedne landskab. Et

par udbrændte jernbanevogne står som

tomme skaller og minder om, at det

er en ting at indtage Tjetjenien, men

noget ganske andet også at undertvinge

tjetjenerne efter mørkets frembrud.

i snigskytteland

Sergejs Volga accellererer, da vi sætter

kurs mod landsbyen Shnamenskaja

på vejen mod Grosnyj ud af det, de

lokale har døbt Snigskytternes Paradis,

fordi de åbne vidder på kanten af de

smukke, løvklædte bjerge ofte danner

skjul for tjetjenske bagholdsangreb.

En gammel rød bus, der tøffer ud

ad vejen mod Grosnyj, er fyldt med

tørklædeklædte kvinder. Kvinderne

er de eneste tjetjenere, der vover at

krydse Terek. Selv 12-årige drenge og

gamle mænd pågribes ved de russiske

kontrolposter under påskud af at

være guerillaer og sendes til frygtede

interneringslejre, hvor rapporter om

tortur, mord og voldtægt er velkendte.

Som oftest ender kvinderne med

at skulle betale løsepenge for at få

deres mænd og sønner frigivet.

Pigtråd og kontrolposter

Efter en halv times kørsel fra Mosdok

når vi den første kontrolpost på denne

side af floden, omgivet af pigtråd og et

halvt hundrede soldater. Et stort skilt

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 22

malet med farverne af det russsiske flag

som baggrund bekendtgør, at vi nu er

på vej ind i Tjetjenien. En lang række

af sorte Mercedeser med tonede ruder,

militære lastbiler og et par busser, fyldt

med tjetjenske kvinder, holder i kø.

Vadim og Sergej er tydeligt nervøse.

“Giv mig dit pas,” siger Sergej og

stopper bilen, da et par soldater gør

tegn til os om at holde ind til siden.

Vadim og jeg bliver i bilen, mens Sergej

går de 150 meter hen til kontrolposten

og forsvinder ind bag døren til et

lille kontor. Imens åbner soldaterne

baggagerummet og undersøger bilen,

på udkig efter mistænkelige genstande.

Minutterne går, og det føles som en

evighed, før Sergej kommer tilbage.

“Lad os så komme af sted,” griner

han nervøst. “Velkommen til Tjetjenien!”

tilføjer han, da vi passerer pigtråden,

skiltet og de russiske soldater.

Speederen trykkes i bund, da vi

kører ud ad den lige landevej mod

Grosnyj, Tjetjeniens hovedby, der

engang havde knap en halv million

indbyggere. Nu er byen fuldstændig

smadret og lagt i grus, og 300.000 civile

er drevet på flugt ud af Tjetjenien.

Jeg spørger Sergej, hvad

soldaterne egentlig sagde til mit pas.

“Ingenting,” griner han. “Jeg

gemte dit pas i inderlommen og gav

dem kun Vadims og mit eget.”

Vi ler befriende, vel vidende at der

kun er et par kilometer til den næste

kontrolpost. Her gentages seancen:

Sergej stiger ud af bilen med tre pas

i hånden, så de soldater, der omgiver

bilen, ikke fatter mistanke, men stopper

det ene tilbage i inderlommen, idet han

går ind på det lille kontor, hvor pasene

krydstjekkes med en computer, der

fører en liste over alle, der mistænkes

for at støtte de tjetjenske guerillaer.

Ingen bemærker, at der sidder en

tredje person på bagsædet i bilen.

Så meget for russisk effektivitet!

flygtet fra Grosnyj

Efter to timers kørsel når vi landsbyen

Shnamenskaja, hvor Sergej har et

par gode bekendte, som han mener,

jeg bør møde. Adam og Maka er

et midaldrende tjetjensk ægtepar,

muslimer der flygtede ud af Grosnyj

under russernes bombadement i fjor.

Nu er de strandet her på landevejen

i et selvbygget hus på 20 m², fordi

deres ældste søn på 16 mistede sine

identitetspapirer i det kaos, der fulgte

russernes invasion. Og uden papirer til

at identificere ham tør de ikke forsøge

at slippe forbi de russiske kontrolposter.

“Vi mistede alt i Grosnyj,” forklarer

Maka. “Det, du ser i skuret her, er alt,

hvad vi har.” Der er vrede og foragt i

hendes stemme, men familien synes for

nærværende at have affundet sig med

tingenes tilstand. Den lille familie på

fire lever i daglig angst for, at den ældste

søn skal blive snuppet og anbragt i

en af de russiske interneringslejre.

For det meste holder de ham skjult

indendøre. Ellers lever de, som resten af

landsbyen, af at sælge mineralvand og

frugt og snacks til de få, der gør holdt

i den lille by på vejen mod Grosnyj. En

gang om ugen tager Maka bussen til

markedet i Mosdok for at købe ind.

ukuelig ungdom

Næste dag møder jeg Aslan, en 26-årig

tjetjener, ved den evige flamme, et

mindesmærke for 2. Verdenskrig

i Terskaja, hvor landsbyens unge

hver aften mødes over et par flasker

billig vodka. Aslan er uddannet

jurist, men jurister er der åbenbart

ingen brug for. I stedet kører han

lastbil for et firma i Mosdok.

“Denne her krig handler ikke om

fanatiske muslimer. Det er en krig,

der er begyndt, udelukkende fordi

de forskellige mafiagrupper har en

interesse i at føre krig,” forklarer han.

“Min bror Adlan på 22 sluttede sig til

oprørerne i foråret. Han blev fænget

af retorikken om et frit Itjkerien, et

selvstændigt Tjetjenistan. Men han

blev fanget ind i et spind af forræderi

og kriminalitet. Det er mafiaen, der

trækker i trådene, hverken Ruslands

Putin eller Tjetjeniens Maskhadov. En

dag bortførte min bror en rig armenier

fra Mosdok, politiet var i hælene på

ham, men det lykkedes ham at finde et

skjul ude i bjergene. Det var det sidste,

vi hørte til ham. Rygterne svirrede, at

han var dræbt, men jeg troede ikke på

det, indtil for tre måneder siden, da

nogle fremmede kom og viste mig en

videooptagelse af hans lig – hovedet var

skilt fra kroppen, og han var næsten

ikke til at genkende. De fortalte mig, at

han var stødt på en gruppe soldater

ude i en skov, og at soldaterne havde

gjort kort proces. Men der er noget,

der ikke stemmer i den forklaring.

Hvorfor skulle russerne halshugge

ham? Den slags gør russerne ikke.

Det er kun tjetjenere, der skænder

lig på den måde!” udbryder Aslan.

Stilheden har sænket sig, mens

han fortæller. Men nu afbrydes

han af en spinkel, høj ung fyr:

“Russerne er hverken værre

eller bedre end os!” udbryder

han, og gruppen på syv indleder

en livlig diskussion. Den unge

fyr hedder Timur, han er tjetjener,

bor i Grosnyj og er i øjeblikket på

besøg hos bekendte i Terskaja.

“Jeg studerer filologi på universitet,”

fortæller han, da jeg spørger, hvad han

dog laver i Grosnyj. “Mit studie var

oprindeligt normeret til fem år, men

på grund af krigen er det nu blevet

til seks,” fortæller han og tilføjer,

at universitetet i Grosnyj netop er

genåbnet og nu har 900 studerende.

Jeg spørger ham, om han ser en

fremtid i Tjetjenien.

“Ja,” siger han. “Vi tjetjenere er

ukuelige. Når jeg bliver færdig til

næste år, vil jeg være journalist og

arbejde for et selvstændigt Itjkerien.”

Der bliver sent, før vodkaflaskerne

er tømte, og vi tager afsked

med de unge i Terskaja. Tidligt næste

morgen begiver Vadim og jeg os på

rejsen tilbage ud af Kaukasus. Fire

timers kørsel ad snørklede bagveje,

forbi hestedrevne sigøjnervogne

og teltlejre, indtil vi når kurbyen

Mineralnije Vodij for foden af bjergene.

Da toget sætter i gang, og vi lægger

Mineralnije Vodij bag os, åbner Vadim

den første øl og slår et stort smil op.

“Her hører rædslerne op. Tillykke.

Mission accomplished!”

Han griner og tager den første

slurk. Jeg kigger ud af vinduet, på

de snedækkede bjerge i horisonten,

bakkerne og kirkegårdene, der

ruller forbi, og nikker tavst, lettet

over at Tjetjenien er bag os.

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.

364 og har vovet sig ud på flere farefulde

rejseeventyr. Foruden Tjetjenien har

han også rejst i væbnede konfliktområder

som Transnistrien, Jugoslavien,

Østtimor, Molukkerne i Indonesien,

og i militærjuntaens Myanmar, hvor

han har været med til at hjælpe en

børnesoldat på flugt. I årene 1999-2002

var han nærmest konstant på farten som

udlandsreporter og har siden bl.a. undervist

i journalistik. Han har også studeret

fred, konflikt og internationale relationer.

Læs mere på www.lysemose.com.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 23

NORDKAUKASUS

efter Sovjets kollaps proklameredes

Itjkerien uafhængigt. Og efter 1.

tjetjenske Krig 1994-96 var tjetjenien

de facto selvstændigt. efter

2. tjetjenske Krig, som indledtes

med en “anti-terroroperation” i

efteråret 1999 og først officielt

afsluttedes i 2009, genvandt

rusland kontrollen over territoriet.

ADVARSEL: Oktober 2012:

”Udenrigsministeriet fraråder

alle rejser til Dagestan, som

jævnligt oplever terrorangreb,

bl.a. i form af selvmordsangreb og

bombesprængninger. Det samme

gælder fortsat rejser til tjetjenien,

Ingusjetien, Nordossetien, som

også har oplevet terrorangreb

i de senere år. angrebene er

som oftest rettet mod politi og

sikkerhedsstyrker, men også civile

rammes. Væbnede sammenstød

kriminelle bander imellem og

mellem oprørere og russiske

sikkerhedsstyrker forekommer.

Kriminaliteten i tjetjenien og til

dels i de tilstødende områder

er ude af myndighedernes

kontrol. Bortførelser af russiske

og udenlandske statsborgere

i området har tidligere været

hyppige og forekommer stadig.

Bortførelserne har bl.a. omfattet

medarbejdere for udenlandske

nødhjælpsorganisationer. I

tjetjenien er der endvidere risiko

for landminer.”

tekst & fotos:

niels C. Jensen & Anne Geisler

på interrail på

tag med på en rejse langt væk! rent geografisk og

målt i antal kilometer er det måske ikke så langt, men

menneskeligt føltes det som om, der var meget langt

fra skejby nord for Århus til en kold bjerghytte midt i

Bulgarien.

Med interrail kan man rejse

med tog til Europas strande,

barer og ukendte områder.

Vi valgte det sidste, da vi i

2005 stod på toget på Århus Banegård

med pladsbillet til Beograd. Vi havde

gjort os store forberedelser på det

første af mange store eventyr, indkøbt

vandrestøvler, rygsække og praktisk

påklædning. Og vi blev ikke skuffede!

Det tidligere Jugoslavien bød på

oplevelser ud over alle forventninger.

Efter et par dage i Serbiens hovedstad

Beograd, hvor vi hurtigt kom til kort

med vores engelske og lærte det mere

internationale sprog af tegn og fagter,

fortsatte turen mod Adriaterhavet.

Turen derud foregik med tog, en

langsom og anderledes rejseform i et

land, der for ikke mange år siden var

præget af borgerkrig. Måske derfor

var den forholdsvis korte tur med

et gammelt og slidt tog gennem den

mørke serbisk-montenegrinske nat

præget af opvågninger, hvor lokale

militær- og politifolk forlangte pas

(på deres helt egen flinke måde

trods det absurde i situationen).

kindkys ved Adriaterhavet

Toget igennem natten førte os frem til

Kotor, en lille og gammel fæstningsby

by ved Adriaterhavet, hvor vi skulle

fordrive nogle dage med at dase og

spise, inden vi skulle videre. I Kotor

boede vi hos en ældre dame, som

straks ”adopterede” Anne som sin egen

datter og derfor delte ud af kindkys

i rigelige mængder. Engelsk var et

fremmedord for de fleste i den lille

by, men hvad gjorde det, når varme

og gæstfrihed var øverst på menuen.

Det eneste undtagelse var vores

sandaler, som vores vært ikke var

synderligt glad for lugten af, og som

hun derfor hængte ud over altanen. Fair

nok, de duftede heller ikke af roser.

Derfra gik turen til Zabljak i

nationalparken Durmitor, hvor vi

var på rafting for allerførste gang

sammen med den lokale guide

Goran. En stor oplevelse – raftingen

var mere hyggelig end udfordrende,

men klart anbefalelsesværdig.

På kloster i Makedonien

På toget igen og denne gang mod

sydøst – målet var Skopje, hovedstaden

i Makedonien. En by, hvor den beskidte

flod, der løber igennem byen, deler

mellem fattig og rig, gammeldags og

moderne. Cafelivet på den moderne side

var en stor oplevelse, fordi det adskilte

sig markant fra, hvad vi ellers havde

været på af restauranter med videre.

Her var alt muligt, som vores maver

tog rigtig godt imod og til rigtig billige

priser, i hvert fald for os som danskere.

Efter et par dage i Skopje gik

turen mod Trasavec-klostret midt

i landet. Vi ankom med toget til

en provinsby, og derefter var det

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 24

Balkan

med taxa og efterfølgende vandring

til klosteret på toppen af bjerget.

Hvordan vi egentlig fandt derop, er

stadig lidt af en gåde, men køer og

smukke bjergformationer blandet med

frustration var nogle af ingredienserne.

På klosteret blev vi modtaget af

munken og nogle frivillige, som straks

gjorde en seng og et skønt måltid mad

klar til os – helt gratis. Her er reglen, at

de andre gæster hjælper de nyankomne,

og på den måde hjælper alle hinanden

og bliver behandlet som konger.

Man bør også give en donation til

klosteret, men det er ikke noget krav.

Munken på stedet viser gerne rundt og

fortæller.

i sne og is med sandaler

Efter den korte vandretur i Makedonien

havde vi fået smag på mere, så på vej op

gennem Bulgarien og Rumænien var vi

på fem dages vandring i Rilabjergene i

Bulgarien. Et helt fantastisk sted hvor

der findes afsidesliggende bjerghytter,

som man kan overnatte i undervejs.

Forberedelse var ikke det, vi havde gjort

allermest i, og derfor endte vi på den

sneklædte bjergtop med sandaler og

shorts. Det kan ikke anbefales, da det

var både vådt og koldt, men heldigvis

var den næste bjerghytte ikke langt

væk. Her var tændt op i brændeovnen

i fællesrummet, og da de fleste turister

havde forladt lokalet, begyndte de

lokale en fest med guitarspil, druk

og mad af en anden verden.

Indgangsreplikken for os var –

som ofte efter – om Anne var villig

til at smage den lokale sprut? Og

selvfølgelig var hun det! Straks

var vi med i klubben, og adskillige

På vandring i solskin i Bulgariens bjerge.

mængder af mad, lokal spiritus og

et par bulgarske kærlighedsviser

senere føltes den 16-seng store og

kolde sovesal dejlig og indbydende.

Netop den oplevelse er en af dem,

vi husker allerbedst fra vores togtur

på Balkan, fordi den er meget sigende

for hele turen, og det allerbedste ved

disse lande er, at hoteller er erstattet

af lokale, som udlejer et værelse

eller to. På den måde kommer man

helt tæt på de lokale og deres liv.

Det enestående munk på Trasavecklostret

midt i Makedonien.

Rafter og guide Goran der ved et og

andet om at underholde turisterne.

n Niels C. Jensen har medlemsnr. 616 og

hans kæreste Anne Geisler har nr. 617. I

november tog parret ud på nye eventyr:

Et halvt år med rygsæk i Afrika hvor de

samtidig vil skrive om det rige kontinent

til hjemmesiden www.wealthyafrica.com.

Rejsen går ud på at opsøge rige mennesker

undervejs og begynder i Tanzania i øst og

slutter i Sierra Leone i Vest.

Den smukke natur og heste i kontrast i

Rila-bjergene i Bulgarien.

Den smukke havn ved Adriaterhavet,

Kotor, Montenegro.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 25

BALKAN RUNDT MED TOG

Interrailkort fås til alle aldersgrupper,

og du bestemmer selv,

hvor længe du vil være af sted.

Der findes to typer kort: Med et

”InterRail Global Pass” rejser du frit

med tog over det meste af europa.

Og med et ”InterRail One Country

Pass” kan du rejse rundt i et enkelt

land. Der gives rabat til børn, unge

under 25 år og seniorer over 60 år.

PRIS: I 2012 kostede en måneds

interrail for en voksen på 2. klasse i

europa 4.850 kr.

Ivan Vazov Hut endelig i sigte efter vandring

igennem sne, is og tåge – i sandaler!

Udsigt til ”Dinosaurus-bjergene” rundt

om Trasavec-klostret.

LIpIzzaneRe:

når de hvide heste danser ballet

De fleste kender sikkert til de verdens-berømte hvide lipizzanerhingste på Den

spanske hofrideskole i den østrigske hovedstad Wien. for mig har disse heste en

helt særlig betydning. jeg har nemlig selv haft en lipizzaner for mange år siden, og

i sommeren 2012 oplevede jeg et kært gensyn med de smukke klassiske barokheste

på en rejse i slovakiet, Østrig og slovenien.

tekst & fotos:

Anette lillevang Kristiansen

Med tonerne af Strauss og Mozart føler man sig

hensat til en ældgammel scene fra baroktidens

hof. De tunge prismelysekroner skinner om

kap med kvindernes similibesatte gallakjoler,

og historiens vingesus smyger sig lydløst

gennem det gamle ridehus i hjertet af Wien. Forventningens

glæde er tydelig, og tiden synes at gå i stå. Ind kommer

en hel kvadrille af hvide heste med ryttere i dragter á la

Napoleon med hvide svineskinds-ridebukser, højskaftede

støvler med messingsporer og mørke skødefrakker.

Der ikke så meget som blinkes med et øje eller bevæges

på et hesteøre, alle følger musikken til højeste grad af

perfektion. Samspillet mellem hest og rytter fungerer til

fuldkommenhed og giver et helhedsindtryk, som var det

florlette englevæsner, der dansede ballet. Man efterlades i

åndeløs benovelse, tørrer diskret et par vildfarne tårer væk

og mindes aldrig at have set noget så yndefuldt i hele sit liv.

Sommeren 2012 havde jeg planlagt at rejse rundt

i Centraleuropa, hvor jeg som noget af det første i den

østrigske hovedstad opsøgte Hofburg, hvor jeg havde

været for 23 år siden – og hvilket gensyn! Det var

nøjagtigt lige så rørende som dengang, og da jeg stod og

så en reklamevideo med opvisning af hingstene fra Den

Spanske Hofrideskole, måtte jeg igen kæmpe lidt med

tårerne. Lipizzanerne var med et trylleslag vendt tilbage

i mit liv, og der gik da heller ikke ret lang tid, før jeg stod

med en billet til næste dags morgentræning i hånden.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 26

Mit eget personlige eventyr med lipizzanerheste

begyndte, da jeg var teenager. I adskillige år havde jeg

været ”hestetosset”, som omgivelserne omtalte mig. ”Ja,

hun er jo bidt af en gal hest,” kunne de såmænd også

finde på at sige, mens de hovedrystende så til, når jeg for

117. gang cyklede hen til naboens fedtede shetlandspony

for at passe det charmerende kræ. Jeg måtte nemlig ikke

selv få en hest. Undskyldningerne fra min fars side var

utallige, men da jeg stod med 7.000 kr. i hånden efter at

have plukket jordbær en hel sommerferie, måtte han bøje

sig og lade mig få den hest, jeg så inderligt drømte om.

Se nu ville ethvert forældrepar jo så have hjulpet deres

hestebesatte datter til at finde et passende fornuftigt eksemplar,

men de reagerede med himmelvendte øjne, da jeg kom

hjem og opførte mig som en snotforelsket skolepige og fortalte

om det smukkeste væsen af en hest, jeg nogensinde havde set.

Hun skulle oven i købet have lipizzanerblod i årerne.

forelskede sjæle overvinder alt

Hoppen var kulsort, og jeg fandt hende langt ude på en

gård i Vestjylland hos en ældre landmand. Guderne må vide,

hvordan sådan en skønhed var havnet der, men jeg stivnede

simpelthen, da jeg stod og så ind i hendes mørke øjne, der

med et strejf af midnatsblåt bare slog fast, at det var kærlighed

ved første blik. Men ak, det viste sig snart, at jeg skulle få kam

til håret.

Hun var 2½ år gammel og aldeles skrækslagen for

mennesker. Frygten stod malet i øjnene, og jeg brugte

adskillige eftermiddage på at sidde i hendes krybbe, mens

jeg med lavmælt snak forsøgte at opbygge en tillid, som hun

aldrig havde kendt.

Selvom hun var smurt ind i hestemøg, og man (de lange

hår, der sidder fra hoved til ryg) og hale lignede et par brugte

filthjemmesko, så så jeg et eller andet i hende, som kun et

omantisk ungpigesind kan fremmane

i selv de mest umulige krikker.

Forelskede sjæle overkommer som

bekendt alt, og forelsket dét var jeg.

Hun mindede mig om hesten i Cecil

Bødkers tv-serie ”Silas”, for slet ikke at

tale om hovedrolleindehaveren i filmen

”Den sorte hingst”. Efter i flere år at have

været begravet i både bøgerne og filmen

om knægten Alex Ramsey og hans sorte

araberhingst, så stod denne ravnsorte

skønhed som mejslet i ibenholt i mit

sind. Hun var virkelighed og svaret

på alle min barndoms længsler om

en drømmehest. Inde bag al frygten

og snavset var jeg sikker på, at der

fandtes et guddommelig væsen, og

det skulle faktisk vise sig, at jeg i min

naive forelskelse havde set rigtigt.

Hun havde fået det flatterende

navn Den Sorte, som blev til Den

Swort på klingende vestjysk, når

Peder skulle omtale den uregerlige

krampe, han havde stående ude

i stalden. Hun var ikke nem, og

han så med stor nysgerrighed

til, når jeg i mine bestræbelser på

at tæmme vilddyret gennemgik

de mest heftige udfordringer.

Hun nægtede at have rytter på

og stak af, så snart jeg prøvede at

sætte en fod i stigbøjlen. Hun brugte

mere tid på at hænge oppe i luften

end på at stå på jorden, men jeg var

fast besluttet. Jeg ville have Den Sorte

og gøre hende til ridehest, om jeg så

skulle slå mig selv halvt fordærvet.

en egenrådig sort diva

En sensommerdag ankom hun

skrigende i en lastbil og indtog

senere folden, som var hun en ædel

beduinhingst, der hovmodigt tager

sit harem i øjesyn. Ingen i verden

kunne være i tvivl om hendes stolthed

og udstråling, ja og heller ikke om

hendes selvrådighed for den sags

skyld. For damen bestemte selv, og

ingen skulle komme og beslutte, hvor

skabet skulle stå. I flere måneder

udkæmpede vi en daglig kamp om

retten til at sidde på hendes ryg.

Sadlen havde hun efterhånden vænnet

sig til, men at bære rytter kunne

der på ingen måde blive tale om.

Jeg må indrømme, at det ofte

strejfede mig, om vi nogensinde kunne

blive enige om en løsning, Den Sorte og

jeg. Min far iagttog os fra staldvinduet

og rystede opgivende på hovedet,

helt på det rene med at forelskede

teenagepiger med romantiske

hestetendenser lever i deres egen lille

verden. Jeg var godt klar over, at vi

blev overvåget, og at min sorte skønhed

efterhånden hang i en meget tynd tråd.

Som en åbenbaring sendt fra

himlen fik jeg en idé. Jeg tog mit

halstørklæde af og bandt det resolut om

øjnene på hesten, så hun ikke kunne

se, at jeg kravlede i sadlen. Lydløs som

en kat svang jeg benet over hendes

kryds, og sad for første gang på ryggen

af min drømmehest. Da kom min far

alligevel ud for at se, hvad der foregik.

Som jeg sad der musestille, råbte min

far: ”Prøv at tage tørklædet af!”

Det skulle jeg aldrig have gjort!

Jeg oplevede en nærmest radioaktiv

eksplosion under mig, da hun opdagede,

at jeg havde sneget mig ind på hende,

og aldrig, aldrig nogensinde er jeg

kommet så hurtigt ned i den anden

ende af en indhegning. Det var en

acceleration af næsten overjordiske

dimensioner og endte med, at jeg

røg af med et gevaldigt brag.

Nu var koden dog knækket, og

jeg lavede et par interimistiske

skyklapper af en papkasse, syede dem

på hovedtøjet og kravlede i sadlen

hundrede gange om dagen, indtil hun

simpelthen ikke orkede at slås med

mig mere. Vi begyndte ligesom at finde

noget, der kunne minde om en melodi.

Den balstyriske sorte diva blev

efterhånden helt medgørlig, og da jeg

en aften så ”Grease” i fjernsynet med

yndige Olivia Newton John, adopterede

jeg navnet Sandy. Senere blev jeg helt

opslugt af filmen ”Lace”, så blev det til

Sandy Lace, og endelig fik Den Sorte

sit mellemnavn Diamond, fordi hun

på alle måder bare var en usleben

diamant – Sandy Diamond Lace.

hendes kejserlige højhed

sandy

Det begyndte at gå helt fornuftigt med

Sandy, og i de følgende år deltog vi i

masser af dyrskuer og kåringer. Der

var faktisk andre end mig, der kunne

se, at hun var en umådelig smuk hest,

og det blev til mange præmier og titler

rundt om i Danmark. En ting gjorde

hende helt speciel: hun var sort.

En ægte lipizzanerhest bliver født

sort og blegner med årerne for til sidst

som 15-20-årig at være helt kridhvid,

men Sandy var stadig sort, så enten

var hun altså denne ene ud af hver

tusinde lipizzanere, der forbliver sort

eller brun, eller også var hun ikke

ægte. Alle lipizzanerheste i verden kan

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 27

føres tilbage til seks hingstelinjer, og

Sandy var ud af Conversano-linjen.

Det vidste jeg, fordi der var fuld

stamtavle på hendes far. Han var en

af de højst kårede lipizzanerhingste i

Danmark på det tidspunkt og havde

altså anlæg for den sorte farve.

Derimod var det en helt anden

historie med Sandys mor, der var

hvid. Hun blev kaldt Mette, og var

importeret fra Ungarn. Hun var af

såkaldt landavl, hvor hestene kommer

ude fra Pusztaen, sletterne i Ungarn,

og her holder man ikke øje med fine

blodlinjer og stamtavler. Mette kom

til Danmark i 1970’erne, og hoppen

havde kun sine grænsepapirer med.

Sandy og jeg på lokaldyrskuet i Skjern i 1987,

hvor hun fik 22 point ud af 24 mulige.

Det stemningsfulde gamle ridehus på Den

Spanske Hofrideskole i centrum af Wien.

De blanke messingbid skinner om kap med prismelysekronerne

i det flotte gamle ridehus.

Jeg satte alle sejl ind for at finde

frem til oplysninger om Mettes

afstamning, og det var et kæmpe

detektivarbejde at prøve at fremskaffe

disse papirer. Kunne de tilvejebringes,

ville jeg faktisk kunne bevise, at

Sandy var en ægte sort lipizzaner og

dermed meget sjælden. Sandy blev

kåret, men kun i den laveste klasse,

fordi jeg ikke havde alle de nødvendige

oplysninger om hendes mor.

klassiske barokheste

I mine bestræbelser på at kortlægge

Sandys familie på mødrene side

meldte jeg mig ind i Avlsforeningen for

Lipizzanere i Danmark, som tilbage i

1989 arrangerede en klubtur til Østrig

og Ungarn. Det var en af mine allerførste

rejser, så jeg var spændt. Jeg

glædede mig helt vildt til at se de hvide

hingste til gallaforestillingen på Den

Spanske Hofrideskole i Wiens centrum.

Jeg husker, hvor betaget jeg var over

”de rigtige” lipizzanerheste. Vi besøgte

også stutteriet Piber i det sydlige Østrig,

hvor de mørke føl vokser op, inden de

fragtes til Wien for at blive uddannet i

den svære ridekunst, som det har været

tradition ved hoffet i det gamle østrigungarske

kejserrige i de sidste 400 år.

På Szilwasvarad-stutteriet i Ungarn

lykkedes det heller ikke at få kastet lys

over Sandys mors afstamning. Vi kom

aldrig videre i hesteslægtsforskningen.

Sandy måtte forblive lidt af et unikum

med sin sorte farve. En halv stamtavle

gjorde hende dog ikke mindre

smuk. Lipizzanerheste har en utrolig

elegant fremtoning, og ingen kan

være i tvivl om, at man har med heste

at gøre, der er en kejser værdig.

Som nævnt stammer alle lipizzanerheste

fra bestemte hingstelinjer,

fortrinsvis fra Østrig, det tidligere

Jugoslavien, Rumænien og Ungarn.

Andre blodlinjer har oprindelse i

spanske og portugisiske lusitano- og

andalusierheste og tjekkiske kladrubere.

Kladruberen er større end lipizzaneren

og var således den kejserlige kørehest,

mens lipizzaneren ansås for at være den

foretrukne ridehest for det kejserlige

hof. Lipizzaneren minder mest om de

kraftfulde heste, der gennem tiden har

stået model til historiske rytterstatuer,

som vi kender det fra slotspladser.

Lipizzanerhesten blev fremavlet

med specielle anlæg for klassisk

ridekunst og ikke mindst den såkaldte

”skolen over jorden”, hvor en række

svære spring i luften indgik i den

krævende træning til fuldbefaren

dressurhest. Det begyndte nu pludselig

at give mening, hvorfor Sandy til

tider ”hang mere over jorden”, end hun

befandt sig på jorden, det lå nemlig

dybt i hendes gener at udføre krævende

spring med mesterlig kraft og ynde.

et rørende gensyn

I 1991 mistede jeg Sandy, hun havde

dårlige lunger og blev aldrig helt

den fuldendte dressurhest pga.

vejrtrækningsproblemer. Jeg havde

ikke lyst til at få en ny hest, men

alligevel faldt jeg i to år senere, hvor

jeg forelskede mig i en engelsk

fuldblodshest med det iørefaldende

navn Visual Identity XX. Vi havde

et par skønne år sammen, men

efterhånden måtte jeg erkende, at

jeg var ved at have udlevet min

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 28

På Lipica-stutteriet i Slovenien har der været

opdrættet mørke føl siden 1600-tallet.

Staldene passer godt til de kejserlige heste,

der har hver sin rummelige boks og et flot

navneskilt.

hestepassion, og noget andet begyndte

at trække i mig, nemlig det at rejse.

Jeg stoppede uigenkaldeligt med

at ride i 1995, kom af med Visual og

købte en flybillet til USA, og det blev

begyndelsen på min rejsekarriere. Det

gjorde naturligvis ondt at droppe en

mangeårig lidenskab, men rejserne

blev en mindst lige så stor interesse.

Som sagt var jeg i 1989 inde og

se gallaforestillingen, hvor både

heste og ryttere er udstyret i stiveste

puds, mens morgentræningen, som

jeg oplevede den på min rejse i 2012,

er en del mere afslappet. Hver hest

rides ca. en halv time, hvor de svære

øvelser trænes. Noget af det, der altid

har fascineret mig ved metoderne, der

bruges ved træning af lipizzanere,

er, hvor fintfølende de bliver redet –

det er virkelig en fornøjelse at se.

en ungdom med heste

Under morgentræningen var den

berømte brune eller sorte lipizzaner

selvfølgelig også med, som det altid

Beriderne gør klar til at træne en af lipizzanerhingstene

i ”skolen over jorden”.

Inden for lipizzaneravlen gælder der helt

særlige navneregler. Alle føl får faderlinjens

navn plus et navn mere.

har været tradition – ingen opvisning

uden denne specialitet. Næste

eftermiddag meldte jeg mig til en

rundvisning, hvor vi fik de smukke

gamle stalde at se og ikke mindst

kunne studere det flotte ridehus.

Nysgerrige øjne kiggede ud fra

hesteboksene, og en varm duft af hø

fandt vej til mine næsebor. Ja, stor var

min glæde, da jeg stod og så på de

hvide hingste, og nu da lipizzanerne

for alvor havde generobret mit sind,

bestemte jeg mig for at besøge det

kendte stutteri Lipica i Slovenien,

som er lipizzanerracens vugge.

Efter staldrundvisningen sluttede

dagen af med en flot opvisning af

såvel de ældre erfarne dressurheste

og de yngre, og igen med toppen af

kransekagen – den brune lipizzaner.

Jeg må indrømme, at inden jeg

forlod souvenirbutikken havde jeg

købt mig fattig i bøger, messingknage

med hestesko og postkort og rejste

videre mod Prag med et temmelig blødt

hjerte. Det var været en meget rørende

Hingsten Neapolitano Monteaura på Lipica-stutteriet

følger nysgerrigt med i alt,

hvad der sker.

Det smukke Hofburg i hjertet af Wien danner

rammen om Den Spanske Hofrideskole.

oplevelse at se lipizzanerne igen, og det

var endt med at blive en rigtig hesterejse.

Jeg har ikke fortrudt, at jeg

begyndte at rejse i stedet for at dyrke

ridesport. Det, at have med heste

at gøre, er en lidenskab, og når jeg

graver mine gamle hestebilleder frem

fra gemmerne, så kan jeg så let som

ingenting genkalde mig alle minderne

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 29

I LIPIZZANERNES RIGE

REJSEN DERTIL: fly fra København

til Bratislava i Slovakiet med

Norwegian koster ca. 360 kr. for

en enkeltbillet. Brug et par dage i

Bratislava og tag herefter flodbåden

til Wien. Det er en flot tur, hvor man

sejler forbi borge og store skovarealer.

turen koster ca. 35 euro og kan

bookes på www.twincityliner.com.

DEN SPANSKE HOFRIDESKOLE I

WIEN: Gallaforestillingen om aftenen

skal bookes god tid i forvejen

og koster 50-150 euro. en kombinationsbillet

med morgentræning og

staldrundvisning kan købes for ca.

35 euro. alle billetter kan bookes

på www.viennaticketonline.com.

LIPICA-STUTTERIET I SLOVENIEN:

Lipica-stutteriet ligger 10 km fra

landsbyen Divaca. Der går ingen

offentlige transportmidler ud til

Lipica, så praj en taxi. Lipica huser

hoteller, wellnesscenter, casino, og

restauranter. adgang til stutteriet

koster ca. 30 euro og inkluderer

staldrundvisning, indgang til lipizzanermuseet

og rideopvisning.

Book på www.lipica.org.

fra en ungdom fyldt med heste. Men det

at rejse er nu heller ikke at kimse ad.

n Anette Lillevang Kristiansen har siden hun

skippede sin hesteinteresse i 1995 ikke haft

særlig meget med heste at gøre, men hun har

ofte været på rideture på sine rejser. Hun har

medlemsnr. 328. Læs mere om hendes rejseliv

på www.inkapigen.dk.

tekst & fotos:

Poul Mikael Ølting

Atomturist i

Plungė

et tryk på en knap dybt inde i litauens

skove kunne for 45 år siden have

udslettet Vesteuropa.

Jeg er sammen med min kone Alice taget til

den lille by Plungė, ca. 50 km fra den litauiske

østersøkyst for at se noget, som jeg aldrig i

min vildeste fantasi havde forestillet mig var

muligt. Herude, tæt ved en idyllisk skovsø,

ligger én af sovjetimperiets mest skrækindjagende

efterladenskaber – en underjordisk missilaffyringsrampe.

Basen blev bygget i 1960-62 og ligger ca. 20 km nord

for byen, langt ude ad en øde skovstrækning. Herfra kunne

der affyres atomraketter inden for en radius af 2.000 km,

hvilket gjorde det muligt at nå mål overalt i Vesteuropa.

som kulisser i en james Bond-film

Vi ankommer – meget symbolsk – klokken fem minutter

i tolv. Ovenfra er der ikke meget at se bortset fra fire

betondæksler, der ligner skildpaddeskjolde, på hver

ca. 10 meter i diameter. Vi bliver ført ind i bunkeren af

en guide. Det hele ligner noget fra en James Bond-film.

Vi ser de store dieselgeneratorer, kommandocentralen

og soldaternes beboelseskvarterer. Mest skræmmende

er de fire 27 meter dybe missilaffyringssiloer, der stod

klar til at affyre brintbomber, der hver især var over

1.000 gange kraftigere end Hiroshima-bomben.

Affyringssiloerne har en diameter på seks meter.

Man kan se grad-inddelingen (0-360 grader) indgraveret

i smedejernet i cirklens kant. Ca. en gang hvert

andet år kom der nye ordrer fra Moskva om, hvilke

storbyer raketterne nu skulle rettes imod – afhængigt

af det til enhver tid værende politiske klima.

Da man byggede basen i 1960, foregik

anlægsarbejdet i dybeste hemmelighed med tusindvis

af udkommanderede soldater, der primært arbejdede

om natten. For at være helt sikre på at nysgerrige

blev holdt væk, blev anlægget indhegnet af i alt seks

forsvarsvolde med bl.a. hunde, elektrisk hegn og pigtråd.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 30

Det underjordiske bunkeranlæg.

i rødt alarmberedskab

Efter modtagelse af ordrer fra Moskva var det muligt

at gøre anlægget operationsklart på under 10 minutter.

Det var den tid, soldaterne skulle bruge til at fjerne

skildpaddeskjoldene og det militærgrønne camouflagenet.

Basen var sidst i ”rødt alarmberedskab” under den

tjekkiske opstand i 1968, og den var klar til at sende

en regn af atomraketter ned over vesteuropæiske

storbyer. Det var også fra denne base, at man leverede

atomraketter til udskibning til Cuba under krisen i 1962.

I 1978 blev basen rømmet. Amerikanerne havde

på dette tidspunkt fået satellitter, som gjorde det

muligt at spotte missilbasens nøjagtige beliggenhed.

Hermed var basen reelt uden betydning, da den var

et oplagt mål for et modsatrettet atommissil. Russerne

rømmede derfor basen og tog de vitale dele (missiler og

elektronik) med tilbage. Herefter satsede begge parter

på ikke-stationære affyringsramper, som fx ubåde.

Efter rundvisningen sætter vi os og spiser frokost

i en grøftekant, mens vi lader tankerne flyve. Tænk,

hvilket ragnarok der kunne være udløst herfra …

n Poul Mikael Ølting er født i 1958 og har medlemsnr. 587. I 1994

blev han forfatter til bogen ”Orlov – frihed til at rejse” udgivet

hos Skarv. Sammen med sin kone Alice elsker han at rejse, og han

tilbringer ofte lange perioder i udlandet. Senest her i efteråret har

parret været på en rundrejse i Sydamerika.

Efter Sovjetunionens sammenbrud gjorde litauerne området til et

militærmuseum og gjorde besøg mulige for offentligheden. Basen

er i 2011-12 blevet gennemgribende renoveret og rummer i dag

tillige et koldkrigsmuseum.

Missil-siloen (bemærk gradinddelingen

0-360 grader).

Kort over Žemėlapis-området med den idylliske sø.

Dieselgeneratoren.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 31

I SPORET AF DEN KOLDE

KRIG I LITAUEN

REJSEN DERTIL: fly til Vilnius fås

fra ca. 700 kr. t/r fra København.

Plungė ligger i det vestlige Litauen

ca. 70 km nordøst for havnebyen

Klaipeda og 300 km fra Vilnius.

Plungė har en jernbanestation. For

at komme til missilbasen skal man

fra Plungė ca. 5 km nordpå ind i

skoven til Platelei. Der er ingen

offentlige transportmidler, så tag en

taxa eller lej en cykel. Spørg evt. på

turistkontoret i Plungė.

Læs mere om missilbasen og koldkrigsmuseet

på www.zemaitijosnp.

lt/en/for-visitors/museums og på

www.zemaitijosnp.lt/en/news/

the-military-exposition-the-former-under.

BO: et dobbeltværelse på et hotel

koster 200-300 kr.

Ungarn: Sommer på Szabadság híd som forbinder bydelene

Buda og Pest over Donau-floden. ”Frihedsbroen” stod færdig

i 1896 og var oprindelig opkaldt efter den østrig-ungarske

kejser Franz Joseph. Broen blev sprængt af tyske soldater i

1945, men genopbygget året efter.

Foto: Knud Andersen.

REJSEBILLEDER

Makedonien: Ohridsøen er en af verdens

ældste og landets største turistdestination.

Foto: Maria Malbek Sørensen.

Makedonien: Ohridsøen er omgivet af

bjerge. Søen deles med Albanien og er på

Unescos verdensarvliste.

Foto: Maria Malbek Sørensen.

Luxembourg : Efterårsfarver i byparken, som bestemt er et besøg værd.

Foto: Erik Hermansen.

Liechtenstein: Slottet Vaduz fra det 12. århundrede troner over det lille

alpeland. Det er residens for den ældste adelsfamilie i Europa.

Foto: Per Danielsen.

Montenegro: Sveti Stefan er en idyllisk beliggende middelalderby på en

lillebitte ø i Adriaterhavet. Foto: Lars-Terje Lysemose.

Bulgarien: Dryanovo-klostret grundlagdes i det

12. århundrede. Det ligger i Bulgarka Naturpark.

Foto: Claus Qvist Jessen.

Transnistrien: Befolkningen på østbredden af

Dnestr rev sig løs fra Moldova efter en borgerkrig

i 1992, som kostede over 1.000 livet.

Foto: Lars-Terje Lysemose.

Tjekkiet: John Lennon-muren i Prag har siden

1980’erne været fyldt med graffiti og lyrik fra

The Beatles’ sange. Foto: Jens Tidemann.

Transnistrien: Hovedbyen Tiraspol virker nærmest som ét stort sovjetisk

frilandsmuseum. Foto: Lars-Terje Lysemose

Rusland: Matrjosjka-dukker af træ er populære som souvenirs

og fås i et væld af farver. Foto: Claus Qvist Jessen.

Armenien: Den næststørste by Gyumri har et stort

marked, hvor man bl.a. kan købe friskmalet kaffe.

Foto: Pernille & Kennet Föh.

5 TIPS TIL

tekst & fotos: Anette lillevang Kristiansen

1. En lille hyggelig hovedstad

Selvom Ljubljana er Sloveniens hovedstad, virker den næsten landsbyagtig med

sine mange hyggelige caféer ved bredden af Ljubljanicafloden. Der hersker en

behagelig stemning, hvor afslapning og hygge er i højsædet, og folk drysser rundt

med en is eller får en kold cola på en restaurant. Den laksefarvede kirke på torvet

danner rammen om midtbyen sammen med flodpromenaden og de mange broer.

2. Borgen

Ljubljanas majestætiske gamle borg knejser højt oppe på en bakketop som et

vartegn over byen. Der går lift derop, men det er meget stejlt, så hvis man har

højdeskræk, kan man også vælge at spadsere til toppen og opleve den storslåede

udsigt. Borgen fungerer som selskabslokaler ved bl.a. bryllupper, men har også

udstillinger af lokale kunstnere, et museum og en souvenirbutik.

3. Kunst & kunsthåndværk

Er man ude efter et maleri eller en form for kunsthåndværk, så har Ljubljana flere

gode kunstgallerier. Overalt i gadebilledet finder man også eksempler på lokal

kunst i form af skulpturer. Landet er ligeledes kendt for sin flotte keramik, der

ofte er dekoreret med blomstermønstre. Fade, krukker og skåle fås især i området

omkring byen Bled, nordvest for Ljubljana.

4. Kulinariske oplevelser

Enhver restaurant i Ljubljana serverer udsøgte slovenske retter, men andre

delikatesser fra Centraleuropa er også at finde på menukortet. En sikker klassiker

på listen over retter er naturligvis ungarsk gullasch, der både serveres med pasta,

ris eller kartoffelmos og mætter godt. Også lækre retter med lammekød kan fås,

og endelig må man ikke gå glip af en overdådig isdessert med chokoladesovs.

5. Shopping & Ljubljanicafloden

Gågaden strækker sig gennem hjertet af Ljubljana og har mange små butikker og

hyggelige restauranter, og man kan let få en hel eftermiddag til at gå med at slentre

rundt og kigge på gamle bøger og nipsting. Endelig kan man hoppe om bord på en

af Ljubljanicaflodens omhyggeligt restaurerede træskibe og læne sig tilbage, mens

man føres ned ad floden i roligt tempo med en udsigt, der minder en smule om

Nyhavn i København.

n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328. Hun har været medlem af DBK

siden juli 2006, hvor hun havde besøgt 35 lande. På seks år er det blevet til yderligere 32

nye lande. Læs mere om hendes rejseliv på www.inkapigen.dk.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 36

1

Grotter

Slovenien har imponerende grotter,

en af dem er beskyttet under Unesco.

2

Skove

De store skovarealer indbyder til

vandring og ture på mountainbike.

3

Arkitektur

I mange af Sloveniens byer er

arkitekturen italiensk inspireret.

4Badestrande

Adriaterhavet byder på lækre

strande og flotte hoteller.

5 Italiensk islæt

Adriaterhavsbyen Piran er næsten

et spejlbillede af Venedig.

6

8

7

9

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 37

1

2

4

3

5

OG 9 TIPS TIL

SLOVENIEN

8

6

Ridekunst

På Lipica er klassisk ridekunst blevet

holdt i hævd siden 1500-tallet.

7

De Juliske Alper

Sloveniens nordvestlige hjørne er

hjemsted for betagende bjergmassiver.

Historie

I enhver by finder man gamle

borgkomplekser, der er rige på historie.

Friluftsliv

9

Søerne i Slovenien er perfekt til

kajakroning eller en tur i jolle.

BETON I

HORISONTEN

tekst & fotos:

bjarne nigaard

europas største ghetto ligger i slovakiet

– og er trøstesløs beton i ekstreme

mængder. tag med på tour de ghetto.

når man hører om en centraleuropæisk forstad

placeret lige ned til Donaus bredder, tænker jeg

umiddelbart på smukke, mondæne bygninger

og små åbne pladser med træer og fontæner.

Men realiteterne lever måske ikke helt op

til forestillingerne i Europas ubetinget største samling

af betonboligblokke. Den hedder Petrzalka og rummer

”charmerende” adresser såsom Blok 184, 13. sal th. mf. og er

en kolossal forstad til Bratislava, hovedstaden i Slovakiet.

Alligevel valgte jeg at benytte en tilfældig lørdag

i min nytårsferie til at forlade det idylliske, kompakte

centrum med de smukke bygninger og pæne caféer,

for i stedet at få et indblik i virkeligheden i Petrzalka.

En virkelighed, der på afstand kunne ligne Brøndby

Strand i Danmark, bare i stærkt forstørret skala.

I endeløse rækker af betonblokke fra 1970’erne strækker

bydelen sig fra Donaus sydvestlige bred og næsten til den

østrigske grænse 10 km længere væk. Kun en motorringvej

adskiller grænseovergangene fra forstadens 28 km² og

127.000 mennesker i lejede lejligheder. Eller sagt på en anden

måde: Det svarer til, at hele Odenses befolkning boede i

boligblokke i samme boligforening! Der er i hele Europa ikke

et boligområde af tilnærmelsesvis sammenlignelig størrelse.

Bydelen er opstået, hvor der tidligere lå grønne,

rekrative områder til indbyggerne i Bratislava. Hovedstaden

er en by med smukke bygningsværker fra den østrigungarnske

periode og har bl.a. et betagende borgområde

fra middelalderen, som nu står tilbage på højene på

Donaus østlige bred. I klar kontrast til de ”moderne

tider” i Petrzalka på den modsatte side af floden.

Væk med jødisk bydel

Tilbage i 1973 ryddede det daværende tjekkoslovakiske

kommuniststyre den gamle jødiske bydel og anlagde i stedet

en firesporet motorvej med en moderne motorvejsbro, Novy

Most, over til den sydvestlige bred. De daværende politiske

magthavere havde mildest talt ikke de jødiske dyder og

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 38

Stare Mesto; Ventúrska ulica, i forgrunden, Novy Most i baggrunden.

traditioner på top ti over gode eksempler til efterfølgelse,

og derfor blev det med forbavsende lethed en realitet, at

flere hundrede års historie, bygninger m.v. måtte lade livet

i det ateistiske folkekommunistiske fremskridts navn.

Herefter var der adgang for bulldozere, lastbiler

og asfalttromler, og man gik i 1976 i gang med at bygge

Petrzalka. 6.000 nye lejligheder i boligblokke blev det til

hvert år i det følgende årti. 10.000 mennesker var permanent

beskæftiget med at opføre den helt nye bydel. Ekspansionen

af bydelen ophørte så småt i starten af 90’erne, i takt

med at kommunistisk byplanlægning gik af mode. Men

bydelen rummer stadig over en fjerdedel af den slovakiske

hovedstads befolkning, også selvom vedligeholdelse

og sociale tiltag ikke ligefrem præger området.

Række efter række, gade efter gade, står de der –

blokkene. Og lader med deres højde, drøjde, tæthed

og systematiske placering ikke et sekund nogen være

i tvivl om, at byplanlægning i 70’ernes Tjekkoslovakiet

ikke nødvendigvis bød på alsidige udfordringer. For

at tilføre i det mindste en smule farvespil hen over de

ensartede, grålige facader, er brystningerne på enkelte

altaner malet i skrigende farver, andre i brune farver, og

atter andre er blot gennemhullede af rust og slid.

I vinterhalvåret ligger de flisebelagte pladser, tiltænkt

små markeder med træboder, øde hen. De er hver på

størrelse med en fodboldbane, og er klemt inde med

monotone mellemrum mellem betonen. Den snehvide

overflade giver den ellers grå horisont et modspil i nuance,

indtil regn og sjap afløser den frosthvide sne. Parkerede

lastbiler, der ligner noget ethvert teknisk museum i

Danmark ville værdsætte, og enkelte udslidte træbarakker

henstår i udkanten af ’hullerne’ mellem blokkene, men

ellers ligger kun sne og is og fylder op på de fleste. Det er

for flere år siden blevet for farligt for bilernes undervogne

at køre og parkere på de hullede fliser, så parkering foregår

på de snorlige parkeringspladser foran hver blok.

På en af pladserne kører alligevel et par biler rundt

i sneen. Nu, hvor hullerne er dækket med sne og is, kan

pladsen bruges som ”skøjtebane” for de to Skoda Favorit’er,

der gasser op, laver håndbremsevendinger og afprøver

manøvredygtighed. Da den ene af dem kører fast i en drive,

må de to unge gutter i bilen ud for at skubbe og skovle lidt.

Ján, der til daglig er i lære som murerarbejdsmand,

fortæller med en smøg i munden, at det er hans fars bil. ”Og

sådan en lørdag formiddag er der sjældent meget andet at tage

sig til herovre,” forklarer han, mens Gabriel, hans kammerat,

bakser bilen frem og tilbage for at give den fæste igen.

De dunkle omgivelser til trods, så er faktisk over 85 % af

indbyggerne i betonjunglen aktive på arbejdsmarkedet. Og

over 75 % har en uddannelse inden for et eller andet fag. Det er

tal, der holder sig på gennemsnittet

i Slovakiet, hvis mere landlige

regioner i højere grad lider under

mangel på arbejde og uddannelse.

De seneste år har bydelen også

kunnet bryste sig af, at den lokale

fodboldstolthed, FC Artmedia

Petrzalka-Bratislava, har høstet

pæne triumfer i Champions League,

og blandt andet vandt over Porto og

Celtic.

et godt krus gylden

fasan

På en godt gemt lokal beværtning

lige ved det tomme og faretruende

slidte fodboldstadion, hænger der

røgfalmede billeder fra tidligere

bedrifter og et par tørklæder i hvidt

og sort. Ved de simple træborde

sidder de lokale på bænkene og

fantaserer om, hvor langt klubben

kan komme i fremtiden. Et godt

krus slovakisk øl af mærket Zlaty

Bazant (som betyder ”gylden fasan”)

kan fås for 20 slovakiske korun (4

kr.), men så er man til gengæld også garanteret troværdig lokal

stemning og en god historie.

Jiri, der tydeligvis er maler, sidder ved den intermistiske

bar i sin plettede kedeldragt og mindes årets triumfer på både

fodboldbane og i ishockeyhallerne, mens han filosofisk lader

fingrene stryge sit buskede overskæg. Fodbold og ishockey

er for mange af indbyggerne i betonskoven en kærkommen

mulighed for at tænke på andet end arbejde og boligblokke.

”Jeg kan for resten huske, at præsidenten var på besøg

i Petrzalka i løbet af året,” erindrer Jiri pludseligt. ”Han

gik en tur ved et butikstorv og hen til en blok, og så satte

han sig ind i sin bil igen og kørte tilbage over floden

…” Tilbage til den side af floden, som mange slovakker

uden for Petrzalka kalder den rigtige side af Donau.

Ved et busstop ud mod motorringvejen venter nogle

få mennesker på at komme med bussen over Novy Most

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 39

(”Den Nye Bro”) og ind til centrum, men en almindelig

hverdagsmorgen vil adskillige hundrede tage den vej

ind mod byen. Der er nemlig kun få forretninger og

supermarkeder i selve Petrzalka. Egentlige job inden for

kontor og håndværk foregår andre steder, medmindre man

arbejder på det store kulkraftværk, der tårner sig op.

ublu priser

Turen ind til byen koster 7 korun. Det svarer til 1,40 kr. Og

selvom man ikke skulle tro det, er det faktisk en ganske høj

pris for en bustur, især for den ældre dame med en udslidt

bærepose, der på gebrokkent tysk fortæller om dengang, da

der var mere styr på tingene. ”Alting er nu blevet så dyrt”,

siger hun og ryster på hovedet, mens hun stiger om bord i

en temmelig rustplaget, gullig bus af ubestemmelig model.

På vejen ind mod centrum passerer bussen Au-Parc,

der er et nyt, stort forretningscenter helt nede ved Donau.

Masser af lokkende lysreklamer fortæller om alle de vestlige

tilbud, der venter den interesserede køber; McDonald’s,

IKEA, Bauhaus m.fl. Men ved busstoppet er der nu ikke

mange, der står af eller på … For

de fleste er muligheden for at købe

ind i Au-Parc lige så realistisk,

som den underlige futuristiske

restaurant på toppen af Novy Most

er smuk. Bussen kører over broen.

Under den ufo-lignende restaurant.

Tilbage til ”den rigtige side” …

Det er muligt, at ghettoer,

sociale problemer og alt for negativt

dominerende blokbebyggelser med

mellemrum er på dagsordenen

i den hjemlige debat. Og det er

muligt, at vi engang imellem

synes, de danske betonbyggerier

og almene baggårde er trøstesløse

og grå. Næste gang vi hører det i

debatten, skulle vi måske sende en

tanke til Petrzalka, hvor livet og

dagen alt til trods går videre midt i al

betonen ... På trods af hvor ekstremt

meget beton der er i horisonten!

Den gamle bymur (til venstre) flankeret af motor- n Bjarne Nigaard har medlemsnr. 578.

vejen mod Novy Most, der ses i baggrunden. Det er sjældent ud ad den lige vej, de

mest interessante indtryk findes, så derfor

går Bjarne gerne ad de mindre og snoede stier, for at se hvad der

gemmer sig om det næste hjørne. Han vil helst opleve en destination

på dets egne og de lokales præmisser. Det giver det mest oprigtige

og levende indtryk, men samtidig giver det også venskaber og sætter

personligheder og ansigter på en destination.

Bjarne Nigaard i Bratislava.

BRATISLAVA

429.000 indbyggere (2009)

og Slovakiets hovedstad siden

tjekkoslovakiets deling i 1993.

Ligger med Donau løbende gennem

sine bydele i det vestligste hjørne

af Slovakiet, kun 65 km fra tjekkiet

og 60 km fra Wien i Østrig.

SE & OPLEV: Bratislava har en

gammel bydel, Staré Mesto,

hvor man kan opleve fine gamle

bygninger og hyggelige, snoede

gader og gyder. Minder en del om

Prags tilsvarende gamle bydel, men

er langt mere overskuelig, fordi

den gamle bydel er langt mindre

end i Prag. Brug en god dags tid

til fods, og så er de væsentligste

steder besøgt, herunder Michalská

ulica og Ventúska ulica, to pænere

handelsstrøg i byen, Panská ulica og

Laurinská ulica, gader med mindre

butikker, caféer og barer, samt

Michalská veza, et kirketårn med

god udsigt over den gamle bydel

og neden under det ”nul-stenen”,

hvorfra alle afstande fra Bratislava

måles.

Nationalteateret, og markedsboderne på pladsen

foran.

Kapitulská ulica er også værd at

besøge. Det er en gade med gamle

velrestaurerede bygningsværker fra

15. århundrede og et gammelt jesuiterkloster.

Lige bagved ligger bymuren,

oprindeligt fra samme periode, men

”modereret” betydeligt i begyndelsen

af 1970’erne for at gøre plads til Novy

Most (”Den Nye Bro”) og tilhørende

brede veje. Hlavné námestie er byens

hovedtorv, midt i Staré Mesto, bl.a med

det gamle rådhus, Stare radnica, og

andre pæne bygninger, restauranter,

caféer mv. Hviezdoslavovo námestie

er en flot plads med markedsboder

på den centrale grønning samt

nationalteaterets bygning, Národné

divadlo, og flere ambassader og

mondæne hoteller.

tag også en slentretur langs

den skønne blå Donauflod (der dog

i Bratislava er betydeligt mere grå

og grumset) og fløjt evt. lidt Strauss.

Bratislavas slot, Pressburg, troner over

byen, men ligger på den anden side

af motorvejen, der skærer gennem

byen ned mod Novy Most. Der siges

at have været bebyggelse på stedet

siden stenalderen, men et egentligt

fæstningsværk kom først til i 12.

århundrede og er siden flere gange

nedbrændt og genopført.

Bratislavas slot, set fra Michalská veza.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 40

Parlamentsbygningen ligger på

en høj lidt lavere en slotshøjen, men

stadig med god udsigt over byen

og Donau. er et klassisk eksempel

på kommunistisk bygningskunst,

og er som sådan seværdigt, fordi

det er et ufatteligt u-seværdigt

parlament. Novy Most er en 70’erfuturistisk

motorvejsbro over Donau

med tilhørende ufo-restaurant på

toppen af sin pylon. Hotel Kyev er

også værd at besøge, for det var

kommunistpartiets yndlingshotel,

komplet med brune kakler, slidte

røde velourmøbler og vægtæpper,

stenhårde senge og en sær følelse af

Kold Krig og Bresjnjev.

Har man lyst til at opleve

betonjunglen i forstaden Petrzalka,

så er det en tur værd, men en anden

dagstur, der er oplagt, er en togtur

til Wien. På en time er man fremme

i Østrigs spændende hovedstad.

Læs evt. mere om Bratislava på visit.

bratislava.sk.

Novy Most i forgrunden, Petrzalka i

hele horisonten, set fra Bratislavas

slot.

SpAR pENgE på

dIN FlybIllEt!

AMERIKA

New York

Los Angeles

Buenos Aires

Rio de Janeiro

Nyhed

fra kr.

En gratis

service fra

3.695,-

4.495,-

5.995,-

6.195,-

AFRIKA

Cairo

Accra

Johannesburg

Nairobi

Få bESKEd NåR

pRISEN FAldER

Opret din egen prisagent og få besked

når din flybillet bliver billigere.

fra kr.

2.695,-

3.695,-

3.995,-

4.495,-

Vi søger på

mere end 1000

rejsesider

ASIEN

Delhi

Beijing

Bangkok

Tokyo

4.698,-

fra kr.

3.595,-

3.695,-

3.995,-

6.495,

Konkurrence: Dengang

jeg fik en ny ven ...

3. pladsen går til:

Fra Rajasthan til

verdens største rodeo

tekst & fotos: Philip Skjødt

Vi mødte hinanden på et tog i Rajasthans brændende

ørken i maj 2008. Jeg var i begyndelsen af en

tur Jorden rundt, og de var mod slutningen

af deres. De havde som jeg og ca. 100 andre

passagerer valgt at opleve den store indiske

Rajasthan-delstat med toget Palace on Wheels.

Som en gruppetur med et naturligt ufleksibelt program

passede det ikke umiddelbart til mit temperament, men

det var nu engang en mulighed for at se flere af Rajahstans

seværdigheder og rejse 3.000 km med mange værdige

stop på en belejlig måde med indkvartering på toget. Jeg

befandt mig derfor i selskab med en noget broget kreds, hvor

gennemsnitsalderen skønsmæssigt lå et sted i 50’erne.

Der er som bekendt godt varmt i Rajasthan hen

imod sommeren, ofte med temperaturer over 40 °C.

Efter indledende tre dages god mave da jeg ankom

til Indien, med skæve smil til staklerne med de sarte

mavers krigshistorier, kom hævnen til mig i form af

fænomenet, der lokalt kendes som ”Delhi belly”.

I denne tilstand, i denne varme, fandt jeg mig sammen

med gruppen et par dage inde i turen på et tæppemuseum,

alt imens jeg reflekterede over, hvordan de præsenterede 10

ansatte på ingen måde kunne have produceret et minimum

af det antal tæpper, der var foran os og primært blev fremvist

til salg her på ”museet”. I de mængder tæpperne lå foran

os, skulle der antageligvis mange sweat shops til. Det var et

for mig helt unødvendigt og dårligt kamufleret kommercielt

stop; og ikke første gang det var sket. Jeg var med andre

ord ikke i godt humør, da Patti rullede op ved siden af mig.

På trods af mine sure miner, faldt vi hurtigt i god snak.

Jeg blev introduceret til Pattis mand, Bryan, og

herfra sad vi som oftest sammen i spisevognen til

måltiderne. Et tema omkring pink gin i barvognen, og

efterfølgende fest i kupeerne, sikrede at underholdningen

var nogenlunde lige så non-stop som togets fremdrift.

Patti og Bryan er fra Calgary i Canada. En storby, der

over det sidste årti har boomet med minedrift og olie-gasudvinding,

omgivet af farmland, der har givet byen en cowboykarakter.

Patti er advokat og tetraplegisk efter en skiulykke

som teenager, og Bryan er ingeniør inden for olie-området.

Jeg skulle efter Rajasthan videre til Katmandu.

Patti og Bryan havde lignende tanker og havde

undervejs lånt min guidebog. De syntes, mine

indcirklinger og understregninger var interessante, og

vi slog derfor pjalterne sammen og fløj nordpå.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 42

”A city that dresses together, stays together.”

fest og ulykker i

katmandu

Katmandu er ikke just kørestolsvenlig, men som det

energiske par de er – og i fraværet af det, Patti omtaler

som ”safety filter” i deres tilgang – kom vi bl.a. med

Buddha Air forbi Everest og på besøg i Monkey-templet.

Der er generelt mange trapper – og særligt mange til

Monkey-templet – og kuperet terræn, men vi fortsatte

ufortrødent stilen med et par byture, og Katmandu

må være et af de bedste steder i Himalaya at feste.

En af aftnerne befandt vi os på navnkundige Tom &

Jerry, hvor bjergbestigere, der er nået toppen af Everest, er

æret med et billede i glas og ramme og efter sigende drikker

gratis. Det er et muntert sted, men hen mod slutningen af

aftenen tog Bryan sig alligevel en lur med hovedet i Pattis

skød. Da stedet lukkede, og vi vækkede ham, rejste Bryan

sig hurtigt, tog et par usikre skridt og besvimede. Uheldigvis

faldt han med hovedet direkte ned i kanten på pool-bordet.

Jeg hastede til undsætning og fik Bryan løftet op i stående

position, og jeg støttede ham gennem de første forsigtige

skridt. Herefter besvimede Bryan igen, men denne gang

mere sikkert, da jeg havde fat i ham og kunne holde ham

delvist stående, lænet mod mig. Denne gang gik blæren

dog på stakkels Bryan. Og stakkels mig, der halvt bærende

Bryan måtte acceptere lidt utilsigtet og uønsket fugtighed.

Bryan havde slået hul i hovedet. Det blødte ikke

meget, men flængen var et grimt sted. Først endte vi på et

lokalt hospital, men der var blod på lagenerne og ikke en

god fornemmelse af hygiejne. Derfor vetoede jeg Bryans

behandling der – hovedbunden er et ubehageligt sted at få

en infektion – og vi fandt en praksis tilknyttet den britiske

ambassade, hvor Bryan fik sine sting og sin bandage.

Bryan var egentligt hurtigt kvik og på benene igen

efter uheldet, men fortalte mig, hvordan nåle normalt

får ham til at besvime. Bryan havde tidligere med let

undren bemærket, hvordan mænd gik hånd i hånd i

Indien. Skæbnen ville, at jeg tilbød ham min hånd at

holde fast i, da farven forlod hans ansigt under syningen,

hvilket forøgede Bryans forvirring i hans efterfølgende

refleksioner over sin tid i Nepal. Men han besvimede ikke.

Sådan gik det til, at vi hurtigt lærte hinanden at

kende. Jeg tog til Bhutan efter Nepal, men vi mødtes

herefter på deres absolut sidste stop i Kolkata, inden

de tog hjemover. Højdepunktet her var cricket på Eden

Gardens og selvfølgeligt mere sjov og ballade.

en introduktion til rodeo-scenen

Vi holdt kontakten, og jeg blev inviteret til Calgary, da

jeg var på et nordamerikansk roadtrip i november 2008.

Her så vi NHL-ishockey og var på cowboy-barer – den

mest autentiske, Ranchmens, vel nærmest at betragte

som en klassisk honky-tonk. Som mit allersidste stop på

jordomrejsen mødtes vi i december 2008 i New York.

Som nævnt er der aspekter af en cowboy-kultur i Calgary,

og byen er vært for The Stampede – verdens største rodeo. Mit

første besøg i byen havde pirret min interesse, og jeg besøgte

derfor Patti og Bryan til denne årlige begivenhed i juli 2009.

The Stampede i Calgary er en byfest, centreret omkring

rodeo-konkurrencen; dvs. tyre- og

bronco-ridning, kalvefangning med

lasso til hest m.v. Stort set alle klæder

sig på cowboy-maner, for som de

siger i Calgary: ”A city that dresses

together, stays together”. Det er sjovt.

Vi fortsatte cowboy-temaet i Las

Vegas i december 2009, hvor vi mødtes til

de såkaldte rodeo finals. Og siden har vi

mødt hinanden med jævne mellemrum.

I København, Paris, og senest London

under OL. Der er i mellemtiden

kommet en tilføjelse til familien, idet

Patti og Bryan har fået datteren Sia.

Hun er allerede meget berejst med

to kontinenter og tre lande, et OL

og en rodeo i sit første leveår.

Jeg har allieret mig med

Sia, der med sit alibi som baby

jævnligt giver Bryan fugtigt

tilbage. Jeg har forklaret Bryan,

hvordan dette fint illustrerer

princippet bag karma.

Han tager det i stiv arm. Og

underholder i øvrigt gerne enhver med historien

om vores første rejse, som jeg må have hørt mere end

50 gange – mere dramatisk og ingen detalje glemt.

På vej op til Monkey-templet

i Katmandu. Det er en lang tur op.

n Philip Skjødt bor i skrivende stund i Rom i Italien, hvor

han forsøger at lære mere italiensk og lære mere om at leve

livet bedst af italienerne. Han har medlemsnr. 576. Læs og

se mere fra hans jordomrejse på www.exphilip.com.

Bandagen er absolut med til at forstærke

indtrykket af en lettere omtåget Bryan

efter strabadserne. Det til trods blev der

næste aften desværre ingen indrammede

billeder eller drinks på huset, som

Everest-bestigerne ellers hædres med

på Tom & Jerry.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 43

Næste konkurrence:

Dengang turen gik ad h til …

De fleste af os har nok været på en rejse, som i en eller anden

grad blev mislykket, eller hvor noget gik galt. Måske kom

du slet ikke af sted som planlagt? Eller rejsen udviklede

sig til en farce, et mareridt eller blev præget af uheld? Eller

måske blev du uvenner med din rejsekammerat? Kort sagt:

I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om

dengang, turen gik ad h til! For det er jo ofte, når noget

går galt, at rejsen bliver endnu mere underholdende, set i

bakspejlet. Bedste artikel bedømmes alene på baggrund

af tekst, men send gerne et eller to fotos med. Artikler bør

højst fylde 4.000 tegn. Deadline er 30. januar, og vi glæder

os til at høre mere! Førstepræmien består af hele to ting:

Bogen ”Turen går ad helvede til”, redigeret af Martin

Gylling & Jakob Vølver (Politikens Forlag, 2012, 144 sider, med

farvetegninger), skildrer en række rejser, som mildt sagt

ikke forløb helt efter planen. Bogen er nemlig dedikeret til

”alle de søvnige chauffører, overfriske rejseguider, luskede

tricktyve, pedantiske parkeringsvagter, ejerløse hunde,

panfløjtespillende strøgmusikanter, samvittighedsløse

billethajer, sleske souvenirsælgere, intimiderende toldere,

fascistoide togbetjente, emsige stewarder, korrupte

politifolk, ugidelige receptionister, øretæveindbydende

skoleklasser på studietur, blodsugende væggelus, snobbede

sommelierer, påtrængende tiggere, intetsigende gademimere,

skrupelløse flyselskaber, gigantiske kakerlakker, ildelugtende

medpassagerer og blege briter på Solkysten, der har gjort

vores rædselsfulde rejser mindeværdige.” Sjovt og let læst.

Samt en dvd med filmen ”Cartouches gauloises”

(Pathé, 2007, 89 min., på fransk med undertekster på engelsk),

et drama som bygger på en sand historie om et fransk

tilbagetog ud af Algeriet, som gik helt ad h til. Titlen

kan oversættes med ”galliske patroner”, og filmen er

instrueret af Mehdi Charef og fortæller historien om fire

drenges venskab og rystende oplevelser i 1962, da Algeriet

under tumultagtige forhold opnår sin selvstændighed

fra Frankrig. Smukt filmet og gribende skildret.

2. pladsen går til:

Roshan, en nepalesisk

guide med en fascinerende

livshistorie

tekst & fotos:

Gunnar Terje lysemose

på min første rejse til Nepal

i november 2000 traf jeg

et menneske, der kom til

at gøre et stort indtryk

på mig. Sammen med 16

danskere var jeg taget på en trekkingtur,

og en aften efter middagen sad vi

i messeteltet og lyttede til guidens

briefing om morgendagens tur. Vores

guide var godt inde i alt vedrørende

natur, etniske, religiøse og politiske

forhold og fortalte levende og på et

forståeligt engelsk, men jeg savnede

noget – det personlige islæt. Næste

aften bad jeg ham fortælle sin egen

livshistorie. Han var på det tidspunkt

25 år, så det kunne vel ikke tage så

lang tid, tænkte jeg. Men den næste

time fløj af sted! Her var der noget, der

både optog ham og os. Bagefter var vi

alle som mærket. For guiden Roshans

beretning blev fortalt med både

glød og karisma. For mig blev hans

fascinerende livshistorie begyndelsen til

et venskab, som har holdt ved lige siden.

et liv med masser af

drama

Allerede i landsbyskolen bliver Roshan

politisk interesseret og en idealist,

som kræver forandringer i skolen:

møbler i klasselokalet, undervisning

fra kl. 10-16 alle hverdage, lærere, som

pjækker, afskediget og den udbredte

korruption afskaffet. Men selv om

han har opbakning fra skolens elever,

bliver det i stedet ham selv, der

som 14-årig smides ud af skolen!

Året før er han konverteret fra at

være hindu til at være kristen pga. sin

modvilje mod hinduernes kastesystem

og dyreofringer. Men hans konvertering

er ikke velset i hverken familien

eller i landsbyen. Pludselig er han

blevet en paria og må betle sig frem i

hovedstaden. Livet på gaden ophører,

da en englænder, Robert, tager sig af

Roshans tilværelse har

budt på masser af drama.

Han har oplevet mere i sit

korte liv end de fleste.

ham og får ham

på ret køl. Robert giver ham job som

bærer og guide på treks i Himalaya,

og Roshan kan i dag takke Robert

for sin store viden om trekkingruter

og gode engelskundskaber.

Roshans tilværelse har budt på

masser af drama. Han har oplevet

mere i sit korte liv end de fleste. Som

hyrdedreng kommer han en dag nær

en sulten tiger, der heldigvis nøjes

med at dræbe et gedekid. En anden

gang, da han er ude at svømme i en

flod, opstår der pludselig en flodbølge,

som nær er skyld i, at han drukner,

men heldigvis får han kæmpet sig

ind på land. En tredje gang falder

han ud over en stejl skråning, hvor en

brusende flod venter i dalbunden. En

klippeblok standser hans fart, men

læsioner i hovedet undgår han ikke. I

dag har han endnu ar efter kollisionen.

Roshan er en aktiv mountainbiker,

men trafikken i Nepal er farlig. For få

år siden rammer en motorcyklist ham

frontalt og kaster ham på hovedet ned

ad en skråning. Cyklen bliver ødelagt,

men værre er det med Roshan selv,

der får sig et langt sygeleje. Sidst skal

nævnes et røveri ved nattetid i Chitwan,

hvor nogle unge mænd overfalder

Roshan og slår ham i hovedet med

jernstænger, så han er ved at forbløde.

Ejendelene tager de og efterlader deres

bevidstløse offer alene i mørket. Først

næste morgen bliver han fundet og

bragt til et nærliggende sygehus.

At rejse er at få nye

venner!

Ud over at være guide for

fortrinsvis danske turister,

leder Roshan et arbejde i et dansknepalesisk

hjælpeprojekt, der står for

skoler, sundhed, familieplanlægning

og skovrejsning i udvalgte landsbyer

langt fra alfarvej. Alt foregår med få

midler. I Nepal kommer man langt

med få tusinde kroner, når den rette

person kommer til og står for både

tilrettelæggelse, selve arbejdet og

tilsynet. Og denne person er Roshan!

Roshan har siden besøgt Danmark,

og vi har stået på ski sammen i Norge.

Jeg har gennem årene besøgt hans

familie både i Katmandu, hvor han

bor, og ude i landsbyen, hvor han

stammer fra, så på en måde er jeg

blevet en slags onkel for Roshans

tre børn. Med Roshan har jeg nu

gennem 12 år oplevet et fællesskab og

et venskab på tværs af landegrænser,

alder og kultur. At vise omsorg

for hinanden er et sandt venskabs

kendetegn. Jeg er kort sagt ikke den

samme efter at have mødt Roshan.

n Gunnar Terje Lysemose har medlemsnr.

P493 og er 72 år. Han er lidt af en fjeld-

gubbe, som har vandret i naturen, siden

han var helt ung: I Skandinavien, Grønland,

Island, Pyrenæerne, Alperne, Dolomitterne,

Toscana, Sierra Nevada i Andalusien, og i

Andesbjergene. Siden år 2000 har han især

været bjergtaget af Himalaya. Som 61-årig

nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak

i Nepal med 6.461 moh. I november 2012

var han på sin 15. trekkingtur til Nepal.

Konkurrence: Dengang jeg fik en ny ven ...

Med Roshan har jeg nu gennem 12 år

oplevet et fællesskab og et venskab

på tværs af landegrænser, alder og

kultur.

1. pladsen går til:

Giv mig en sang og en kvart

kage, og du bliver min ven

tekst & foto: Susanne Torpe

Jeg var sur. Jeg kan ikke huske

hvorfor, men sur var jeg. Det

kan jo ske, når man rejser rundt

med en anden person, at man

efter at have gået op og ned

ad hinanden hver dag i 14 dage bliver

lidt gnaven. Også – eller især – når den

anden person er ens kæreste. Man er

bare ikke vant til at tilbringe samtlige

af døgnets vågne og sovende timer

sammen. Så lidt surmuleri kan sagtens

opstå på en længere rygsæksrejse, når

den andens vaner begynder at gå en

lidt på. Så der sad jeg på en fin, fin

strand på øen Phu Quoc i Vietnam

og surmulede over aftensmaden. Den

sidste person, jeg gad snakke med på

dét tidspunkt, var ham, jeg sad ved

siden af, ham, jeg havde siddet ved

siden af hver dag de sidste 14 dage, og

ham, jeg havde snakket med hver dag

de sidste 14 dage. Netop derfor var det

utrolig kærkomment, da manden ved

nabobordet henvender sig til mig og

spørger, om vi kan anbefale noget på

menukortet. Yes! Så slipper jeg da i det

mindste for at snakke med kæresten!

Min nye samtalepartner viser sig

at være meget flink og snakkesalig, og

han får snakket mit humør i vejret. Han

er tysker, og det er den mand, han deler

bord med også. Efter en aften, der ender

med at udvikle sig fra potentielt rigtig

dårlig – med en muggen Susanne, der

sikkert ville være gået tidligt i seng – til

en helt okay aften, aftaler vi at mødes

den efterfølgende aften til aftensmad.

et nyt år truer

Næste aften mødes vi på en restaurant,

de har anbefalet. Mit humør er nu i

tiptop form, også selvom jeg kl. 24

denne aften ikke kan bryste mig

af at være i mine 20’ere længere.

Efter middagen går vi på en

bar. Vi fire er de eneste der. Det er

liiidt ensomt, men der er ikke lagt

i ovnen til det helt store. Kæresten

Christian og jeg har planlagt at fejre

min fødselsdag den næste

dag med en middag og

drinks, så det er helt okay,

og det er ikke meningen,

at vi skal fejre min

fødselsdag denne aften.

Jeg får dog fortalt de to tyskere,

Hans og Daniel, at det er min 30 års

fødselsdag den efterfølgende dag. Hans

er lige ved at falde ned af stolen. Dét,

synes han da, er stort, og han er da glad

for at høre, at vi har planlagt at fejre

det i morgen med noget ekstra lækkert.

Efter lidt tid kommer Hans pludselig i

tanke om, at han da hellere må gå op og

reservere to scootere til sig og Daniel

til i morgen, hvor de vil ud og se noget

af øen, hvorfor han smutter. Ca. en halv

time senere kommer han tilbage med

en lille plasticæske under armen, og da

klokken bliver 24, åbner han den for at

afsløre, at han har været oppe på The

German Bakery (hvor findes der da bare

mange af den slags rundt om i verden)

og købe en kage + ét af de der små

tynde lys, man stikker i en lagkage. Der

kommer lys og en drinksparasol i kagen,

hvilket er en kvart pærekage – det var,

hvad The German Bakery havde tilbage

der ved 22-tiden – og så bliver der ellers

sunget fødselsdagssang for mig!

Jeg synes, det er utrolig

rørende, at en mand, jeg blot har

kendt i et døgn, havde den form for

medfølelse og omtanke for et rejsende

medmenneske. For det er da hyggeligt

at blive fejret med en sang på sin

fødselsdag. Også når man er 13.100 km

hjemmefra. Og når man så fylder 30.

Vi tilbragte flere dage sammen

med Hans og Daniel, som, vi på dag

2 erfarede, var et par. Da vi kom hjem

på vores værelse efter vores første

møde, kiggede Christian og jeg ellers

på hinanden og spurgte: Var det far

og søn? Eller var det et par, vi lige

havde mødt? (Men det må I altså

aldrig fortælle dem – altså at vi en

lille bitte smule overvejede, om de

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 45

En kvart pærekage – det var, hvad The

German Bakery havde tilbage der ved

22-tiden.

var far og søn). Efter vi vendte næsen

hjem til hvert vores hjemland, har

vi holdt kontakten ved lige. Hans og

Daniel kom og besøgte os hele den

efterfølgende påske, og i efteråret

tog vi på en forlænget weekendtur

sammen til det sydlige Tyskland, hvor

vi besøgte en vingård, ligesom vi

har besøgt dem hjemme i deres hus i

Hamborg. Og sådan fik jeg ikke bare

én, men hele to nye gode venner!

n Susanne Torpe har medlemsnr. 555. Hun

elsker destinationer med sol, varme og gode

dykkermuligheder, men kan også godt lokkes

til at sove i telt i minusgrader. Efter sigende

lider hun af en kronisk trang til at opleve og

lære nyt. I 2012 har hun bl.a. besøgt Cuba

og Malta.

5 TIPS TIL

1 2

3

Kalaallit Nunaat betyder ”menneskenes land” og er verdens største ø med et samlet

landareal på 2.184.700 km 2 , deraf er kun knap 18 % isfrit. Det giver dog stadig en del

land at boltre sig på, hvilket de knap 56.000 grønlændere og de mange, især danske,

tilflyttere nyder godt af.

tekst & fotos: Tanja Schwartz

Jakobshavn blev grundlagt i 1741 af købmanden Jakob Severin fra Sæby, deraf navnet.

Men grønlænderne har det med at opkalde steder og byer efter landemærke eller ting,

der findes i området, så på grønlandsk kalder man byen Ilulissat, som meget passende

betyder ”isbjerge”.

1. juni hvert år bliver isen i havnen i Ilulissat sprængt med dynamit, for at man kan få

de mange både og små fiskejoller i vandet. De fleste indbyggere ejer en båd, hvorimod

næsten ingen har bil. Taxier bliver derfor brugt flittigt, der er 38 i Ilulissat med 4.700

indbyggere.

4 5

Grønlændernes smukke nationaldragt bliver stadig brugt til særlige lejligheder

som bryllup, dåb og skolestart. De smukke perlekraver tager mange måneder at sy,

mønstrene er forskellige og ikke skrevet ned, men går ofte i arv gennem familien. En

dragt kan snildt komme op på at koste omkring 20.000 kr., inden den er færdig.

Fiskeri er Grønlands største erhverv. Der fiskes hver dag med langliner fra små joller.

Linerne kan være op til 1,5 km lange med små kroge for hver to meter, og det tager flere

timer at sætte agn på krogene. Efter ca. fire timer i vandet kan fiskerne hive linen op

med 300-400 kg hellefisk på. Hellefisk smager fantastisk helt rå og nyfanget med et skud

soya på!

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 46

Og 9 tips til

Slædehunde

1

Hundeslæder bruges til hellefiskeri

på fjorden og til hyggeture.

Zionskirken

3

106 tønder hvalspæk og 100 hvalbarder

kostede det i 1779 at bygge kirken.

Over isfjorden med helikopter

5

Tag over isfjorden til Sermeq Kujalleq.

Gletsjeren bevæger sig med 40 meter i

døgnet.

Gletsjeren Eqip Sermia

6

80 km fra Ilulissat ligger den kælvende

gletsjer Eqip Sermia, som man kan sejle

til.

Midnatssol

7

Solen skinner 24 timer i døgnet i Ilulissat

fra 25. maj til 23. juli.

8

Det nordligste kunstmuseum

Kolonibestyrerboligen fra 1923 blev i

1994 indrettet som kunstmuseum.

9

Vandring & lækre sortebær

Der findes utallige muligheder for at

vandre i området.

n Tanja Schwartz har medlemsnr. 592 og

arbejder som turguide i både Grønland og

Asien. I 2012 har hun foruden Grønland

bl.a. været i Thailand, Vietnam, Tyrkiet,

Frankrig, Nepal og Bangladesh.

Ilulissat

7

Det lokale kød- og fiskemarked

2

På ”brættet” kan man få sig et stykke

narhvalsmatak med hjem, en rigtig delikatesse.

4

Sejlads

Royal Arctic Line sejler forsyninger til

Grønland fra Danmark.

2

4

5

8

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 47

1

3

6

tekst & fotos:

Kirsten Graversen

Da jeg planlagde at rejse

til libanon i oktober

2012, havde ingen, jeg

spurgte i De Berejstes

klub, nogen opdaterede

rejseoplysninger. i stedet

brugte jeg mit netværk,

som igen brugte deres.

jeg kontaktede også den

danske ambassade, som

hjalp med oplysninger og

kontakter.

Jeg ville nemlig gerne tale med

nogle lokale, som kunne give

mig større viden om Libanon.

Det skulle jo været let nok, men

det skulle være folk, som virkelig

levede det liv, som et så splittet og

korrupt land giver mulighed for.

En FN-udstationeret person, som

var på rolig orlov i Beirut, advarede

mig mod at tage til Tripoli – Libanons

næststørste by (ikke at forveksle med

Libyens hovedstad af samme navn) –

og mange var de advarsler, jeg havde

med hjemmefra om ikke at tage til

grænseområdet mod Syrien for slet ikke

at tale om den sydlige del af landet.

Taxachaufføren, som hentede mig

i lufthavnen, ville gerne køre mig til

Byblos og videre til Tripoli. Han var

så omsorgsfuld at følge mig op på

korsriderborgen og gennem souken i

Tripoli. Den første gav en fin udsigt

over hele byen og de sorte faner med

hvid inskription, som salafisterne sætter

op på deres huse eller baser. Jeg spiste

frokost et rigtig pænt og traditionelt

sted, der havde hjemmebagte og

meget berømte kager. Her, med udsigt

til hovedpladsens urtårn, spiste jeg

Turist i Libanon:

sammen med chaufføren. Han havde

i øvrigt lige fortalt mig, at det store

samtaleemne var den nye rygepolitik,

som generede alle vandpiberygerne,

som ikke længere måtte sidde inde

på restauranterne. Der var rigtig

mange rygere på fortovscafeerne.

Byblos var også fredelig og rolig,

og de mange turister så ikke bange

ud. De romerske ruiner var smukt

gravet ud og gjort turistvenlige.

en genopbygget

hovedstad

I Beirut besøgte jeg begge amerikanske

universiteter og så, hvordan firmaer

sponsorerer institutterne. Jeg blev

vist rundt og fik en god snak med

de ansatte. Begge universiteter

har nogle skyggefulde campusser.

Undervisningen forgår på engelsk, men

da de private skoler både her og andre

steder i Mellemøsten underviser på

engelsk, er det ikke noget problem.

Jeg vandrede rundt i ”min” bydel,

som nu er stedet med forretninger. Der

var store danske forretninger som Jack

& Jones og Vero Moda, der ejes af en

dansk-libanesisk self-made direktør. Der

var ca. en halv times langsom gang ind

til den genopbyggede bymidte, hvor

regeringsbygningen, ambassader og

ikke mindst den store moske ligger. I

dette område finder man de helt dyre

mærkevarebutikker, og restauranterne

var heller ikke lige til mit budget.

Ved siden af moskeen står en række

romerske søjler, og også en kristen

kirke er genopbygget. Det samme er

hele stjernepladsen og gaderne, som

leder dertil. Alle gader var blokeret

af bomme, og bevæbnede soldater

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 48

Og så kom b mben!

”Blandingsbyggeri” i Beirut. Det er for dyrt

at fjerne borgerkrigens ruiner.

”War makes coffins and castles.”

holdt vagt. Martyrpladsen lige overfor

er stadig ikke gjort tilgængelig.

Borgerkrigen 1975-1990 har sat

sine spor overalt. Det genopbyggede

museum havde under krigen ”pakket”

genstandene ind i beton og stål, så man

nu igen kan vise de meget flotte og flere

tusinde år gamle fund, bl.a. små statuer

med guld og masser af guldsmykker.

Dette genopbyggede og nyåbnede

museum stod i kontrast til de mange

hustompter overalt. Det er for dyrt at

fjerne så mange huse, så et hotel havde

simpelthen bygget et nyt på grunden

op ad ruinen af det tidligere hotel,

som de havde ladet stå. Der er rigtig

mange skudhuller overalt. Selv langs

Cornichen, den lange promenade langs

vandet, var der mange ruiner. Disse var

blandet med superflotte højhuse med

kæmpelejligheder, som bebos af rige

arabere, fx saudere, som kommer op for

at køle ned fra de 55°C til de ca. 35°C

om sommeren. De havde også rigeligt

med kæmpe yachter, som de kunne

sejle ud i for at være helt i fred med

de ting, de ikke ville gøre hjemme!

Hizbollahs mindelund Mleeta med

”kunstnerisk” opsætning af efterladt

og erobret israelsk krigsmateriel.

Smag på kaffen. Den har kogt i et

døgn. Sukker kan anbefales!

(gadebillede fra Tripoli).

Den danske ambassadør var så

venlig at modtage mig og give mig

information om landet. Han gav mig

desuden nogle nyttige adresser, som

jeg kontaktede for at få en snak om

situationen. Ambassaden er godt

skjult. Efter mange forgæves forsøg og

nogen tøven gik jeg gennem en sort

smedejernsport og op ad nogle trin

til en kirke, hen over pladsen mellem

kirkebygningerne, op ad en trappe og

hen over en parkeringsplads til en lille

åbning i væggen. Her blev jeg, efter

mange formaliteter, fulgt gennem

diverse døre og i elevatoren op til de

dobbelte slusedøre, hvor jeg ventede.

Jeg syntes, det var kraftigt overdrevet.

Det syntes jeg ikke, da jeg skulle hjem!

i hizbollah-land

Jeg havde fået en aftale gennem en

af mine kontakter i Mellemfolkeligt

Samvirke, så jeg tog en taxa til Saida,

som ligger ved den største flygtningelejr

med palæstinensere, og hvortil mange

familiemedlemmer nu kommer som

flygtninge fra Syrien. Jeg havde et møde

med en NGO, som arbejder der, men

man skal have særlig tilladelse for

at komme derind, og lejren anses for

farlig. Nu, hvor jeg var i Hizbollah-land,

tog jeg ned til området kort før den

israelske grænse, hvor Hizbollah har et

mindeområde kaldet Mleeta, hvor der

er materiale og oplysninger fra krigen

mod Israel. Jeg fik en rundvisning, som

selvfølgelig var propaganda, men det

ville også have overrasket mig, hvis det

ikke havde været tilfældet. I slutningen

af rundvisningen gik man selv rundt

mellem de forskellige stillinger med

udstillede våben og gennem (for

turisterne udvidede) tunneller. Langs

vejene i denne del af Libanon var der

mange billeder af både den dræbte og

den nuværende leder af Hizbollah, som

kontrollerer hele denne del af Libanon.

Jeg havde på universitetet bedt om

at komme til at tale med en kvinde, som

kunne fortælle mig om kvindernes situation.

Hun gav udtryk for sin frustration

over de mange fraktioner, også

inden for religionerne, som bekæmper

hinanden og desuden over den politiske

situation, hvor korruption gør, at hun

ikke stemmer til valg. Hun var troende

muslim, men havde mistet respekten

for sheiken, og bad derfor i enrum og

rettede sig helt efter Koranen. Hendes

mand, som er ortodoks, fastede ikke

sammen med hende, men først til påske.

Alt gik fint med megen indsamling

af viden, også fra Informations

Mellemøsten-ekspert, som brugte en

del tid på at sætte mig ind i situationen,

således som ambassaden havde

foreslået. Netop som jeg sagde farvel til

ham, sprængtes bomben, som dræbte

efterretningschefen og syv andre. Det

vidste jeg dog ikke, før jeg havde talt

med en fra det andet universitet, som

havde arbejdet sammen med Kvinfo.

Mens jeg talte med hende, fik hun en

sms, som hun læste, og så virkede

hun noget fraværende, hvorefter hun

fortalte mig om den bombe, den første

i fire år, som man nu var bange for

ville udløse endnu en borgerkrig.

Dagen efter var jeg igen i området,

hvor bomben havde dræbt og såret i alt

82 og ødelagt bygninger. I begyndelsen

af mødet blev jeg spurgt, om jeg havde

set røgen fra de dæk, som blev brændt

af. I øvrigt forløb mødet efter planen,

og jeg fik oplysninger om, hvordan

man uddannede kvinder i nærheden

af det syriske område i engelsk,

hvilket gav dem selvbevidsthed, da

mændene måtte spørge dem, når

de skulle forstå noget på engelsk.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 49

LIBANON

REJSEN DERTIL: fly fra København

til Beirut t/r med Lufthansa via

frankfurt: 3.490 kr.

BO: et enkeltværelse med morgenmad,

fri netadgang, tagterrasse på

Hotel Mayflower i Beirut koster 70

USD per nat (ca. 400 kr.).

LOKAL TRANSPORT: taxa fra lufthavnen

i Beirut ind til byen koster

25-35 USD. taxa en dag med egen

chauffør fra Beirut til henholdsvis

tripoli og Sydlibanon koster 120

USD per dag. en turisttur inkl. frokost

i Baalbek, en heldagstur, koster

65 USD.

MAD & DRIKKE: Supermarkedspriser

på fødevarer er lave. Og på

restaurant koster en middag bestående

af en ret med et glas vin ca.

20 USD i Beirut, men kun 15 USD i

tripoli.

På vejen til lufthavnen så jeg

åbne biler med mange stående unge

mænd med oppositionens lyseblå

flag med hvid skrift, som kørte i

stærk fart til demonstrationen i

forbindelse med efterretningschefens

begravelse i den store moske,

ligesom der var flere regeringsbiler

på vej dertil – med udrykning. I

lufthavnen var der transmission

fra begravelsen på monitorerne ved

gatene. Denne gang var jeg ikke så

trist over at skulle hjem. Ligesom

libaneserne holdt og holder jeg vejret.

n Kirsten Graversen var i Libanon 13. til 21.

oktober 2012. Hun har medlemsnr. 547 og

har rejst i 76 lande og ni territorier. I 2012

besøgte hun også Thailand og Laos.

tekst: Philip Skjødt

fotos: Philip Skjødt & Claus Søndergaard

i april 2012 besøgte 12 medlemmer

af De Berejstes klub nordkorea i

anledning af landets forestående ”100

års jubilæum”. 100 år er måske så

meget sagt, for jubilæet er fastsat ud

fra, hvornår nordkoreas store befrier

og frihedshelt kim il-sung blev født og

ikke i forhold til, hvornår nordkorea

egentlig blev dannet som stat i 1948.

Det blev en klubtur, hvis særlige

nordkoreanske islæt bl.a. kom til at

bestå af en missilopsendelse, oprør

mod et regime og et rejsebureau og

tackling og mandsopdækning – nogle

skuffelser, nogle overraskelser og

nogle få sejre.

Initiativet til klubturen blev taget af Line Drube.

Forventningerne var uklare – for hvad vidste

vi egentlig om turisme i Nordkorea? Et udkast

til rejsen var knapt sendt til vores rejsebureau,

før Kim Jong-il, Nordkoreas leder siden 1994, i

december 2011 sagde farvel til verden og kastede

landet ind i en tronfølgeproblematik, få kommentatorer

havde et udviklet syn på. Som det gik, var en søn, Kim

Jong-un, kørt i stilling og 2012 sat til at blive delvist

et jubelår og delvist et sørgeår. Det faldt uheldigt ud

for de så karakteristiske ”mass games” – en form for

massegymnastik med strengt koreograferet opvisning af

tusindvis af gymnaster, der ud over dans og akrobatik,

vender farvede kort. For de blev aflyst af sørgehensyn.

Klubtur:

noRDkoRea

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 50

år

Pga. vores manglende indsigt og de få tilgængelige

guidebøger og gode kilder, besluttede vi at invitere en

række eksperter til en foredragsrække i Café Globen. Den

løb af stabelen i marts. Geir Helgesen fra Københavns

Universitet fortalte bl.a. om den nordkoreanske juche-filosofi

[”som kan oversættes med ’selvtillid’ og er tænkt at fungere

som ideologisk grundlag for sammenhold og stimulation

af arbejdsomheden og produktionen samt mindske

landets afhængighed af støtte udefra.” Kilde: ”Lande i

Lommeformat: Nordkorea”, DUS] og hvordan, opsplitningen

på begge sider stadigt opfattes som et blødende sår. Formand

Anders Kristensen fra Venskabsforeningen Danmark-Den

Demokratiske Folkerepublik Korea bød på anekdoter

og svar på stort set alle praktiske spørgsmål om livet i

Nordkorea efter at have besøgt landet et utal af gange med

flere møder med landefaderen Kim Il-sung bag sig. Og

Peter Kim Laustsen fra Forsvarsakademiet gennemgik den

militære logik bag Nordkoreas handlinger, og stabiliteten

i atomvåbens ultimativt afskrækkende påvirkning blev

fundet frem igen fra koldkrigs-terminologien. Vi lærte også,

hvordan timingen af USA’s militære øvelser i området ofte

var meget provokerende for et selvstændigt og paranoidt

land, der stod over for en signifikant stærkere modstander.

For mig var det overraskende, at alle tre eksperter

fokuserede på at forklare og begrunde Nordkoreas

ageren og kom til at stå for mere forstående, forsonende,

men naturligvis nuance-givende perspektiver. De tog

fx alle som én eksplicit afstand fra Mads Brüggers

kontroversielle dokumentarfilm ”Det Røde Kapel”. Men

samtidigt var der ingen, der omtalte arbejdslejrene i

Nordkorea, som ellers efterhånden må betragtes som

veldokumenterede og aldeles skrækindjagende. Det

skal nævnes, at filmen på ingen måder blev nævnt eller

gav os problemer under vores ophold i Nordkorea.

En meget stor anlagt klassisk koncert, der virkeligt imponerede.

oprør mod regimet

Umiddelbart før vores afrejse havde

Nordkorea igen erobret avisernes

forsider med nyheden om, at man

ville teste et missil. Vi ankom om

torsdagen, og de nordkoreanske guider

glædede sig til begivenheden, der

var sat til dagen efter vores ankomst.

Opsendelsen mislykkedes dog

spektakulært, men den nyhed blev

først kendt om søndagen i Nordkorea,

idet nordkoreansk tv viste en virkelig

opsendelse i første fase, hvilket

efterfølgende blev til en tegneserieraket,

der fortsatte (glad) til himmels.

Lettere absurd når der skal tegnefilm

til for at forbedre virkeligheden.

Den første søndag på turen var

selve 100-årsdagen, hvor der stod

fejring og fest på programmet fra

vores rejsebureau. Men til vores

overraskelse var vi ikke tiltænkt en

plads på tilskuerpladserne. Vi havde

en forhåbning om, at vores svenske

rejsebureau kunne trække i trådene

og udbedre denne misforståelse. For

guiderne havde planlagt, at vi skulle

væk fra begivenhederne og byen

det meste af 100-års-weekenden,

men det lykkedes os med drama

og sværdslag at komme tilbage til

Pyongyang – det eneste sted hvorfra

vi kunne ringe internationalt og

derved kontakte vores rejsebureau.

På den måde vandt vi slaget,

men tabte krigen. For det viste sig

i telefonsamtalen med Sverige (10

minutter, ca. 225 kr.) hurtigt, at

vi var blevet decideret vildledt

af rejsebureauet. I bureauets

salgsmateriale var der blevet brugt

billeder af militærparader, men vi

blev nu forklaret, at der aldrig har

været turister til paraderne (det

viste sig nu senere ikke at være

sandt). Flere af os havde også før

afrejse spurgt ind til, hvad vi kunne

forvente, men var blevet fejet af med,

at intet var sikkert, når det gjaldt

Nordkorea. At vi ikke kunne overvære

militærparaden, ville vi nu gerne

have været orienteret om på forhånd,

når vi for en gangs skyld var tvunget

til at bruge guider og rejsebureau.

Summa summarum var det

meget frustrerende at se paraden

og festlighederne på tv, når vi var

rejst helt til Nordkorea netop af den

anledning. Vi kørte kort igennem et par

gader med den vinkende befolkning

talstærkt på gaden, afventende

paraden, og på en eller anden vis

lykkedes det guiderne at overbevise

os om, at det var en særlig privilegeret

oplevelse, mens vi hastede derfra.

turisme i et

kontrolsamfund

I fraværet af mass games og militærparader

– som nordkoreanerne gør unikt

godt – blev regimets manifestationer

turens hovedattraktion.

At opleve så rendyrket et kontrolsamfund

er specielt. Det er i høj grad en

præsenteret virkelighed, hvor forklaringsmodellen

er, at alt der er anderledes

på en negativ måde, skyldes den

bremsede udvikling, som USA har

påført landet gennem handelsblokaden.

Guiderne virker ofte forudsigeligt

on-message, men det var ikke sådan,

at vi følte os overvåget. Nogle gange

lod vi os uskyldigt drive lidt længere

væk fra flokken, end vores løbepas

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 51

tillod, men dette gav kun lidt friktion,

og ingen disciplinerende tiltag, som vi

ellers have hørt om i form af stuearrest

og lignende for andre uheldige turister.

En enkelt mandsopdækning foretaget af

en for os ukendt herre i en sådan situation

endte i en lettere tackling af et klubmedlem

og en skideballe til guiderne.

Dynamikken med guiderne er

tilsyneladende en slags giv-og-tagtovtrækning,

der medfører, at enkelte

improviserede elementer bliver

opnået. Men som oftest mødes en mur

af afvisninger. Guiderne hævdede

eksempelvist først ikke at have set et

program. Dernæst bad de om at se, om

militærparaden vitterligt var eksplicit på

skrift i programmet (og det virkede som

en bevidst anmodning – det var som

nævnt meget upræcist i vores program,

hvilke 100-årsfejringer vi skulle deltage

i), for senere flere gange at afvise

anmodninger med den begrundelse,

at dette ikke var programsat.

Det bliver lidt opslidende, at

ens initiativ tages fra en, og man

køres under så kontrollerede forhold,

men i gruppen var der en festlig

stemning, og oplevelsen var mere blot

det at være der og opleve den del af

samfundet, som vi havde adgang til.

Af særlige oplevelser var et

stort anlagt festfyrværkeri, hvis lige

ingen af os vist havde set. 30 fulde

minutters fyrværkeri over flere

kilometers flodbred i buldrende mørke

i Pyongyang, skulder ved skulder med

rigtigt mange ”civile” nordkoreanere.

Vi var, som etiketten foreskriver, oppe

at bukke for statuerne af de to afdøde

ledere – med krydsede fingre bag

ryggen naturligvis. Vi så et prestige-

yggeri af en dæmning, var i cirkus,

på børnehjem, i landbrugskollektiv,

på blomsterudstilling, samt på visit

i den demilitariserede zone. Der var

nogen kontakt med lokale en passant,

men ingen kommunikation ud over

med guiderne og de ansatte ved

seværdighederne og hotellerne.

Der er en meget defineret liste

af mulige seværdigheder, som går

igen, når man læser nordkoreanske

rejseskildringer og hører andre

tidligere besøgende. Sporten bliver at

forsøge at opleve noget, der ikke er

koreograferet og programsat og dermed

føles mere rigtigt eller autentisk, om

man vil. Derfor har jeg ikke brugt

meget tid på at opliste vores program.

Jeg forlod Nordkorea fire dage før

gruppen, da jeg pga. arbejde ikke havde

så mange fridage til rådighed. Jeg fløj

derfor tilbage til Beijing, mens resten af

gruppen havde en dags- og natterejse

på toget mellem Pyongyang og Beijing

og bl.a. oplevede Diamantbjergene

i nord. Dette gav mig en dag alene i

Pyongyang, hvor jeg bad om at møde

den ansvarlige ved det nordkoreanske

turistkontor for at bibringe ham vores

utilfredshed med et par af de nævnte

forhold. Han endte med at skemasætte

og aflyse det et par gange i løbet af

dagen, men tilbød som kompensation

VIP-billetter til ”En symfoni af 5.000”.

På den måde blev min tavshed købt

for en fantastisk musikoplevelse med

seks kor på samlet tusind sangere og

et symfoniorkester, hvori jeg talte 250

musikere med ekstra celloer, violiner,

og andre instrumenter kørt ind en bloc,

som musikken nu krævede det. Der blev

vist en imponerende form for dekorativ,

kulørt sandtegning samt filmoptagelser

af tre generationer fra Kim-familien

i kæmpeformat under musikken.

Guidernes menneskelige

sider

På et menneskeligt plan er der

forventeligt nok ikke længere, end at

man kan relatere til hinanden, turist og

guide imellem. Pyon, vores mandlige

guide med en militær baggrund og

den eneste i teamet der talte engelsk,

underholdt i bussen med vemodige

fædrelands sange, ”Danny Boy” og

den fra ”Titanic”-filmen. Det er let at

forestille sig, at ”Titanic”-filmen er

blevet tilladt grundet dens mulige

fortolkning af vestlig overflod på kurs

mod katastrofe. Jeg kunne ikke lade

være med at føle ekstra empati med

Bilfrie Pyongyang, der skulle være mørkelagt om natten, var blandt flere forlydender,

der ikke kunne bekræftes på rejsen. Her ses byens skyline oplyst.

det nordkoreanske folk for alt det, de

har måttet undvære grundet blokaden,

og så får de lige den film igennem.

Skribenten må nok på dette tidspunkt

indrømme en vis behersket affektion

for ”Titanic”-sangen, der voksede på

turen. Det er vist et faktum, at under

indflydelse af lokal øl, medbragt skotsk

whisky og parti-tro havannesercigar

blev denne sunget i duet med guiden.

Måske jeg også sang den lidt alene

ved fyrværkeriet, og måske blev

sangen genkendt og kommenteret af

et lokalt kærestepar med det magiske

og grænseoverskridende ord ”Titanic”

ytret i respons. De kender ”Titanic” i

Nordkorea.

Vi talte også med Pyon om det at

rejse. Han drømte om at besøge Hawaii.

Lidt pudsigt at marionetregeringslederen

Syngman Rhee, som USA fik

indsat i Sydkorea, netop kom tilbage

til Korea efter 2. Verdenskrig fra sit

eksil på Hawaii. Det har muligvis givet

denne geografiske reference, og det skal

retfærdigvis nævnes, at denne indsættelse

gav Sydkoreas politiske ledelse

større legitimitetsproblemer i de første

efterkrigsår end frihedskæmperne i

nord, der kunne hævde at have sendt

de japanske undertrykkere på porten.

Syngman Rhee døde i øvrigt også i eksil

på Hawaii efter en række kontroverser

omkring hans 15 år lange regeringstid.

Det nordkoreanske

samfund nu

Pyongyang viste sig ikke at være helt

så tilbagestående, som vi ellers havde

hørt. Eksempelvis var belysningen i

byen under festlighederne på mange

måder som en anden storby. Mange i

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 52

bybefolkningen havde mobiltelefoner,

og der var egentligt pænt med trafik,

hvor vi havde haft forventninger om

bilfrie gader. Metroen var også i brug og

ikke et rendyrket teater for turisterne.

Samtidigt er det lysende klart,

at når der er tre mand om at skifte

en elpære og beskæftigelsesplejeinitiativer

som fejemænd på

landevejene og håndmaling af

vejstriber, så er der ikke tale om en

økonomi, der opererer i nærheden

af sin kapacitet, og de lejlighedsvise

problemer med at forsørge

befolkningen er ganske forståelige.

Og landbefolkningen holder for,

når de hårde tider rammer, forlyder

det. Som velfærden er fordelt, gives

der et klart indtryk af en overklasse

af medløbere i byen, der står nærmest

statsapparatet. En interessant

observation var, at en kontrol for

de lokale ved en af indfaldsvejene

til Pyongyang gav en lang bilkø, i

skærende kontrast til de relativt

utrafikerede veje, vi ellers kørte på.

Der er klare huller i

boykotten. Da vi mødte Anders fra

Venskabsforeningen igen i Pyongyang,

var det også en af hans observationer,

hvad angår bilparken. Anders pegede

også på en række nye højhuse i

hovedstaden, som nordkoreanerne

formodentlig ikke har ekspertise til

at opføre – en ekspertise man over

de sidste 25 år som bekendt netop

har udviklet markant i Kina.

Det er meget fristende at formode,

at Kina assisterer nabolagets enfant

terrible for derigennem at vækste det

ind i en fredeligere sameksistens. I den

internationale presse forlyder det også,

Fra venstre: Claus Søndergaard, Jette Færch Weiss, Pyon (guide), Marianne Fossaberg, Ole

Pedersen, Lars Thorup Hansen, Philip Skjødt. Forrest: Bodil Staal Hansen, Line Drube, Helle

Munk, Helmuth Lykke Hansen, og Lars Hastrup. Yderst til højre en nordkoreansk officer.

Steen Ridder er ikke på billedet, idet han deltog i anden gruppetur.

at der i Nordkorea nu eksperimenteres

med kontrollerede markedsbetingelser

for landbrugsproduktion, der til

forveksling ligner Deng Xiaopings

initiativer i Kina anno 1980.

nordkoreas fremtid – en

parallel til Myanmar?

Skulle vi kigge ind i et myanmarlignende

scenario, ville det måske ikke

være så dårligt for Nordkorea. Her

bibragte Kina som bekendt det første

økonomiske løft til et internationalt

isoleret land efterfulgt af en anden

fase, hvor Myanmar indså, at de store

kinesiske statsejede virksomheder

først og fremmest styres af profitorienterede

forretningsmænd (særligt

uden for Kina) og som konsekvens

heraf vendte sig mod Vesten for at skabe

en bedre balance. Dette har sat landet

på en kurs imod flere internationale

investeringer, en blokade under

afvikling, og en spirende tilbagerulning

af et diktatur og kontrolsamfund.

I rækkefølge ville det måske

kunne afhjælpe de sultekatastrofer,

Nordkorea har været igennem, som

virker dobbelt-tragiske for et land,

der trods en meget problematisk

beliggenhed og gold natur, ligger

meget lovende i den driftige region,

som Østasien er. Hvis dette fulgtes af

en økonomisk inter-afhængighed med

omverdenen, der fik statsmagten til

at bekymre sig om de menneskelige

overgreb, der foregår i arbejdslejrene,

ville store skridt være taget. Dette

er ikke så langt fra myanmarhistorien,

at det er usandsynligt.

Og afslutningsvist – som parallel

til myanmar-turismen, der nyligt er

blevet stueren og nu, hvor jeg har

travlt med at pege fingre – kommer

spørgsmålet for mig op igen om det

legitime i at besøge Nordkorea. Dette

sender uomtvisteligt hård valuta til et

uacceptabelt regime. Her gemmer jeg

mig fortsat i en uheldig tvetydighed

omkring blokade kontra menneskelig

udveksling, der indrømmet præges af

egen interesse. Men det er en længere

snak og nok en individuel afgørelse.

Til syvende og sidst er det stærkeste

minde for mig den bløde tenor fra vores

35-årige guide, der med let koreansk

accent og megen indfølelse synger:

”Near. Far. Wherever you are” ... Den slår

nu stadigvæk sangen om sorgen ved, at

kun dyrene kan krydse den flod, der går

igennem den demilitariserede zone. Vi

fik bekræftet, at dyrene af og til træder

på de nedlagte miner – at zonen ikke

er specielt demilitariseret, tør de godt

indrømme. Jeg skulle ikke nyde noget af

at krydse den flod i nærmeste fremtid.

n Philip Skjødt har medlemsnr. 576. Han

har gennem studier og arbejde været bosat

i bl.a. Berlin, Singapore, Milano, London,

Hongkong og New York. Læs mere om hans

rejseliv på www.exphilip.com.

Lars Hastrup troner ved bordenden med et

ben i Sydkorea og et ben i Nordkorea – her

blev våbenhvilen i sin tid underskrevet.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 53

NORDKOREA

Der bor 25 millioner i Nordkorea.

Hovedstaden Pyongyang har 3,3 millioner

indbyggere. Landet styres som et

totalitært monarki med baggrund i kommunistisk,

stalinistisk ideologi og fokus

på militær oprustning. Landet præges

af en ”hæren først”-filosofi. Nordkorea

råder over verdens femtestørste stående

hær og regnes som en af verdens

atommagter. teknisk set er der stadig

krig mellem Nord- og Sydkorea, idet en

fredsaftale aldrig er blevet underskrevet

– kun en våbenhvile.

REJSEN DERTIL: Prisen for 10 dage

med hotel og fuld forplejning, flybillet

fra Beijing til Pyongyang og togbillet

retur, de fleste entreer, visumgebyr og

-håndtering, egen bus med chauffør og

to guider blev 13.800 kr.

ARRANGØR: Korea Konsult (www.koreakonsult.com)

kan ikke anbefales pga.

vildledende markedsføring og dårlig forberedelse.

Dertil meddelte rejsebureauet

os, at rejsen kortvarigt var i fare for

aflysning pga. overbookning af hoteller.

Løsningen blev at indkvartere os i hoteller

uden for Pyongyang, der tydeligvis

ikke var blevet brugt længe. Hotellerne

levede derved ikke op til kvaliteten

på det navngivne hotel, rejsebureauet

havde ladet os betale ekstra for. Omend

hotel-situationen rimeligvis er uden for

rejsebureauet og dets to ejeres kontrol,

havde de også forklaret, at de ikke selv

skulle med, fordi det var bedst, at de var

ved telefonen og derved kunne agere

på evt. opståede problemer. Som det

udfoldede sig, kunne og ville de absolut

intet gøre over telefonen. De endte

med at tilbagebetale hver af os 370 kr.,

der ikke på nogen måde kompenserede

for ulejligheden eller forskellen på det

lovede og det leverede. Derimod findes

der flere rejsebureauer i London og

Beijing, som har specialiseret sig i Nordkorea.

Og den engelsksprogede ”North

Korea Bradt Travel Guide” fra 2008 er

den bedste, vi fandt.

tekst & illustrAtion:

lars-Terje lysemose

om Afrika:

”Tunesian Girl –

Blogger i det

arabiske forår”

af Lina Ben

Mhenni (Tiderne

Skifter, 2012, 79

sider, 149,95 kr.) er

et vidnesbyrd om

begivenhederne

under ”Det

Arabiske Forår” i

Tunesien i 2011. Mhenni var 27 år og

deltog aktivt i gadedemonstrationerne,

og på sin blog offentliggjorde hun

kritiske artikler og videoer, der

dokumenterede militærstyrets brutalitet.

”Stanken fra tåregasgranaterne var

uudholdelig, selvom vi var udendørs.

Overalt så man det samme: foran

hospitalet en tom ambulance med

åbentstående døre med størknet blod

på; inde fra hospitalet lød råb og

folk der skændtes; en vred mand der

skyndte sig over til os for at jage os

væk. Han ledsagede et alvorligt såret

familiemedlem; kirkegården hvor der

fandt flere begravelser sted samtidig:

Det var gårsdagens ofre, der blev gravet

ned. Min smerte voksede og voksede,”

skriver Mhenni bl.a. Hun blev samme år

nomineret til Nobels fredspris. Og hun

skriver stærkt, personligt og engageret:

”De begyndte pludselig at angribe med

tåregasgranater. Folk spredtes i alle

retninger, politiet slog vildt og brutalt

om sig. Min far og jeg løb væk med

hinanden i hånden. Luften var lummer,

folk gled, snublede, faldt som fluer, der

havde fået en gang insektspray. Vi

havde politiet lige i hælene helt frem til

SOFA-REJSER

Et udvalg af rejserelaterede udgivelser

Citatet stammer fra hobbitten

Bilbos afskedssalut, da han forlader

sit hyggelige og komfortable hjem

i Herredet og drager af sted mod

ukendte eventyr i J.R.R. Tolkiens

roman ”Ringenes Herre”.

I forrige nummer af Globen

lancerede vi begrebet sofa-rejser om

kunsten at rejse og begive sig ud i

verden hjemme fra sin egen sofa. Og

denne gang fortsætter vi rejsen Jorden

rundt, mens kulde og mørke hærger

udenfor. For er man ikke ude at rejse, er

det næstbedste jo at være i færd med

at planlægge en ny rejse derhjemme!

Globen omtaler og anmelder derfor

gerne nyere bøger og film om fremmede

kulturer, lande og det at rejse, som

kan inspirere og udvikle rejselysten.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 54

”Se vejen går og går og går

Fra den begyndte ved min dør,

Nu må jeg følge vejen, hvor

Den snor sig fremad, hvis jeg tør

Forfølge den på ivrig fod

Indtil vi når en større vej,

Som mange stier iler mod.

Og hvorhen så? Jeg ved det ej.”

Sofa-rejserne holder herefter en

siesta, men vender formentlig tilbage

med tips til sommerens ferielæsning.

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.

364. På filmfronten ser han frem til, at

”Hobbitten” kommer op på det store lærred.

I ”Filmland” med Per Juul Carlsen og i

”Skønlitteratur på P1” med Nanna Mogensen

fortæller Lars-Terje om sine indtryk fra

premieren og bogens nyoversættelse.

Da ”Ringenes Herre” blev indspillet i

år 2000, var han i New Zealand. Han

har også mødt Tolkien-familien i Oxford

og studeret originalmanuskripterne i

USA. Læs mere på www.imladris.dk og

hør udsendelserne fra 12. december som

podcast på www.dr.dk/p1/podcast.

tekst: Anette

lillevang Kristiansen

Korruption &

kaviar på højt plan

Mads Brügger (instr.): “Ambassadøren”.

Zentropa Real, 94 minutter, 2012. På dansk

og engelsk med undertekster på dansk. 100

kr. for dvd via www.blockbuster.dk.

De Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes Klub

Mads Brüggers seneste

dokumentarfilm handler

kort fortalt om, hvordan

han rejser til Den

Centralafrikanske Republik med en

nyerhvervet ambassadørtitel og skal

lede en diplomatisk mission, hvor han

skal repræsentere Liberia. Udadtil

er han en forretningsmand, der

ønsker at bygge en tændstikfabrik

i det afrikanske land, hvor han vil

involvere de lokale og undervise dem

i, hvordan man fremstiller tændstikker.

Det lyder jo for så vidt meget

tilforladeligt, men den sande mission

er, at han vil have adgang til Den

Centralafrikanske Republiks enorme

reserve af diamanter. Først følger

vi den fremadstræbende hvide

ambassadør i sine bestræbelser på

at få sit diplomatpas, dernæst i hans

iver efter at gå de andre højtstående i

bedene med at skrabe diamanter til sig.

Filmen er spækket med groteske

profiler. Det være sig diamanthandleren,

den italienske ambassadør, som Mads

Brügger får gode råd af, og en indisk

forretningsmand, der har erfaring

med at forhandle med afrikanerne.

Den ene er mere korrupt end den

anden, og Mads Brügger, der giver

sig ud for at være forretningsmand,

går også pænt til fadet i de lyssky

affærer. Der er virkelig lagt i ovnen

til et drama i den afrikanske bush, og

det er en meget tankevækkende film.

De fleste har vel en forestilling

om visse områder af verden som

mindre pæne i kanten, men filmen

viser utrolig godt, hvilke højder af

korruption, der nås i denne del af

Afrika. Det, som Mads Brügger beviser

med sin dokumentarfilm, er, at det

rent faktisk snildt kan lade sig gøre

at tage til Afrika, anskaffe sig et falsk

diplomatpas og så ellers køre med

klatten som ”de rigtige” diplomater med

de privilegier, som de nu har, såsom

andel i diamantreserver etc. – og ikke en

eneste sætter spørgsmålstegn ved det!

Som Ekstra Bladet skrev: ”Hvis

formålet med filmen er at vise, at

mange lande i Afrika er bundrådne,

grundlæggende drevet af korruption

og flere menneskealdre fra noget, der

bare minder om demokrati, så lykkes

det til fulde.” Jeg er fuldstændig enig

– det lykkes til fuldkommenhed.

”Ambassadøren” er en helt igennem

god og bemærkelsesværdig film, men

den er også både grotesk og temmelig

bizar. Man sidder konstant i sofaen

med en hovedrystende bevægelse, og

ind imellem tror man simpelthen

ikke sine egne ører og øjne! Alt kan

tilsyneladende lade sig gøre, hvis

man kender de rigtige mennesker,

udstråler det rigtige og så ellers med

en vis frækhed forstår at føre sig frem

i ridebukser, knæhøje læderstøvler og

kan spise kaviar med overbevisning.

Er du til en god gang bloddiamanter,

pygmæer, statskup, ulovlige kontrakter

og ikke mindst gedigent overbevisende

skuespil fra alle involverede, så er

du afgjort ikke gået forkert ved at

parkere dig i sofaen lørdag aften med

Mads Brüggers dokumentarfilm.

”Ambassadøren” har fået fine

anmeldelser og har desuden

modtaget en lang række priser. Bl.a.

årets bedste lange dokumentarfilm,

bedste mandlige hovedrolle og

Carl Th. Dreyer prisen i 2012.

n Anette Lillevang Kristiansen er journalist

og har medlemsnr. 328. Hun har rejst

i flere lande i Vestafrika, bl.a. i Mali,

Burkina Faso og Ghana og har selv mærket

korruptionen i området og fx været udsat

for forsøg på afpresning af ekstra penge ved

grænseovergangene og ved visumansøgning.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 55

Gare de la République. Vi løb i zigzag

gennem gaderne. Vi hørte ikke bare

granater, men også skud. På få minutter

stod byen i flammer. Maskerede unge,

visse af dem var kun børn, gjorde

front mod de rasende politifolk.”

om Asien:

”The Constant

Change – 12 photo

stories from Nepal”

red. af Nayantara

Gurung Kakshapati

(photo.circle, 2011,

110 sider, med fotos i

farver, 178,20 kr. via

www.forlagetajour.dk eller 12,35 USD via

www.muncha.com) byder på glimt af et

moderne Nepal, set med 12 nepalesiske

fotografers øjne. Fra bestræbelser på

at udbrede internet til hverdagliv for

handicappede. Fra livet i en grænseby

til billeder af etniske forskelle og

livet som nomade. Fra arbejdere i

højhusbyggeri til en kræftramt families

kamp. Og til det lesbiske par, som åbent

lever sammen, og som anerkendes af

både familie og det omgivende samfund

som ”det tredje køn”. Bogen er på både

engelsk og nepalesisk og afspejler og

dokumenterer et Nepal, som i disse

år undergår store forandringer.

”Drageløberen –

Graphic novel” af

Khaled Hosseini

(Cicero, 2012, 132 sider,

med farvetegninger,

199,95 kr.) er tegnet

som en grafisk

roman af italienerne

Fabio Celoni og

Marka Andolfo og bygger på romanen

af samme navn, der alene på dansk har

solgt i over 400.000 eksemplarer. Det er

en stærk historie om venskabet mellem

de to afghanske drenge Amir og Hassan.

Amir ønsker mere end noget andet at

vinde den årlige drageturnering, og

Hassan, som er søn af familiens tjener

og Kabuls bedste drageløber, stiller som

altid op for sin bedste ven Amir. Men

på turneringsdagen udsættes Hassan

for et groft og traumatiserende overgreb,

og de to venner glider fra hinanden.

Først mange år senere forsøger Amir

at gøre uret god igen. Som tegnet

fortælling i paint brush-stil fungerer

det overraskende godt, for tegningerne

er detaljerede og stemningsfulde,

og historien loyalt gengivet.

”The Lady” instr. af

Luc Besson (Scanbox,

2012, på engelsk med

danske undertekster, 127

min., på dvd 159,95

kr.) er en filmisk

smuk fortælling om

en kvindes kamp

for frihed og demokrati og om hendes

selvopofrelse for at redde sit folk og

sit land fra en brutal militærjunta. Om

nogen er Aung San Suu Kyi blevet et

ikon og et håb i Myanmar, og filmen

skildrer hendes vej fra datter af

frihedshelten og generalen Aung San

til husarresten i Yangon, hvor hun i

1991 blev tildelt Nobels fredspris, og

munkeopstanden i 2007. Det er en film

om håbet for et frit og forenet Myanmar,

og om de afsavn og den smerte, hun og

hendes familie må betale. Engagerer

man sig i politik – kompromissernes

kunst – bliver man dog sjældent kåret

som helgen, og Suu Kyi har stadig en

stor opgave foran sig med at bevise, at

hun også kan skabe varige resultater

for sit land. Filmen bliver derfor en

anelse glansbilledagtig, når hendes

erklærede mål om frihed, demokrati

og fred endnu ikke er indfriet. Men

det er en film, der ligesom Su Kyi

er optimistisk for fremtiden.

”Miss Kicki” instr. af

Håkon Liu (Another

World Entertainment,

2011, 88 min., på engelsk,

svensk og kinesisk med

undertekster på dansk,

på dvd 99,75 kr. via

www.filmudsalg.dk)

er et visuelt betagende socialrealistisk

drama om at søge kærligheden, finde

sig selv – og hinanden. Midaldrende

svenske Kicki, spillet af Pernilla

August, netdater med en taiwanesisk

forretningsmand på sin fødselsdag.

Dagen efter kommer hendes mor for at

fejre hende lidt forsinket – og lidt efter

dukker Kickis teenagesøn Viktor også

op. Det er indlysende, at de tre ikke er

en idyllisk kernefamilie. Det virker som

om, Kicki ikke ved noget om sin søn, og

situationen er i det hele taget en smule

pinlig. Det gælder også, da hun spørger

Viktor, om de ikke skal tage på en ferie

sammen. Der stikker selvfølgelig noget

under! Filmens fortællerytme holder

os langt hen ad vejen hen i uvidenhed,

men tager os med ud på en smuk

opdagelses- og erkendelsesrejse gennem

Taiwan. Lige så meget kærlighed mor

Om at rejse billigt

og føle sig rig

tekst:

lars-Terje lysemose

Nicolai Bangsgaard: ”Solo – 4 år Jorden

rundt på cykel”, Worldtravellers

Press, 2011, 288 sider, med fotos i sorthvid

og farver. 279 kr. eller som e-bog

149 kr. via www.worldtravellers.dk.

62.180 km. 1.413 dage. 50 lande over

seks kontinenter. Danmarkshistoriens

længste cykelekspedition nåede vejs

ende, da Nicolai Bangsgaard 34 år

gammel i 2010 storsmilende trillede

ind på Rådhuspladsen i København

på sin Koga Miyata Worldtraveller.

”Solo” består af Nicolais udvalgte

dagbogsnoter, tanker og observationer

fra denne bedrift af en rejse.

”Rygtet har hurtigt spredt sig (…) Med

ét bliver jeg landsbyens store trækplaster

og omkring mig har snesevis af børn

øjeblikkeligt samlet sig, stirrende og målløse.

Det er et helt vanvittigt skue. Fra træhuse,

forhaver, ved vandfontænen, hvor folk

aftenbader og er dækket ind i sæbeskum,

glor også voksne uforskammet og uden at

blinke, som om jeg – med en Ib Michaelparafrasering

– var noget af det ypperste

den ariske race nogensinde har frembragt.

Livet i landsbyen er simpelthen gået i stå.

Jeg er dehydreret og min tunge klistrer fast

i munden i takt med at flere og flere stimler

sammen og alle kræver min gengældte hilsen

– sabaidee, sabaidee, sabaidee! Solen er

gået ned bag bjergene, aftendisen er ved at

lægge sig over bambuslandsbyen, der virker

aldeles uforstyrret af modernitetens tegn og

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 56

bekvemmeligheder som elektricitet, butikker

og Pepsi-skilte. Det er tydeligt, at jeg ikke

finder noget officielt overnatningssted

her (…) Jeg bliver budt indenfor i et hus

og får en soveplads på trægulvet. Det er

landsbyens rige hus – det med bliktaget

i stedet for halmtag. Jeg er salig og fro

og lykken står den kække bi! Jeg klæder

om til civilt og finder et meget rustikt

gadekøkken med en åben bålplads i hjørnet

(…) Snart er 20 mennesker i alle aldre

forsamlet i det lille køkken, for alle vil jo

se den blege giraf, og flere kaster om sig

med uforståelige laotiske gloser (…) Senere

på aftenen lægger jeg mig til at sove med

en rar, dobbeltsidet fornemmelse af, at jeg

har været dagens uvante pust i landsbyen.

Samtidig har oplevelsen været et uvurderligt

pust for mig, og den har allerede fæstnet

sig i mig med det magiske kit, der binder

erfaring og hukommelse, da jeg falder

hen under tæppet på træbrædderne.”

Det er dag 332, og Nicolai har

cyklet 14.512 km og er kommet

til landsbyen Luang Prabang i

Laos. ”Solo” er fyldt med sådanne

små mesterlige glimt og rammende

beskrivelser og observationer, for

Nicolai skriver med følelse og har øje

for de mennesker, han møder på sin

vej. At ikke alle, han møder på sin vej,

er lige hjælpsomme eller lige ønskede

viser sig da også, som da han på dag

476 befinder sig i Tanjung Pinang:

”Fuck, hvor kan de være irriterende,

indoneserne! Jeg er lige stået ud af

badet i mit guesthouse i det nordligste

Indonesien, og en nabo står allerede klar

til snak: Hello, mister, how are you today?

Jeg er ikke rigtig vågen, er sulten og har

ikke lyst til chitchat nu. I’m fine, thanks, og

går op på mit værelse. Lidt efter har fyren

slået sig ned lige uden for mit værelse og

prøver igen. You travel alone? You like

to see island? How long you stay? Jeg

har ikke fået tøj på endnu, er ved at pakke

mit grej og jeg befinder mig inde på mit

eget værelse (...) Jeg svarer affejende og i

énstavelsesord, men fyren er i hopla og

vedholdende som en sulten spyflue, så han

fortsætter sin indtrængen med sine latterlige

standardspørgsmål og en rygende smøg kun

60 cm uden for mit værelse. Det overskrider

virkelig mine grænser og jeg raser indeni.

Mister, you’re almost sitting in my room,

I just woke up and I’d really prefer being

alone packing my stuff, OK? Han fanger

mit uindpakkede budskab, smiler forlegent

og går nedenunder. Begreberne face-saving

og loss of face er en vigtig del af det

indonesiske sociale normsæt og dækker kort

sagt over, at man i enhver social situation

bør undgå at ’udstille’ andre gennem direkte

konfrontationer og uoverensstemmelser,

og selv undgå at miste ansigt.”

De fleste berejste kan nok genkalde

sig en lignende situation. Således bliver

Nicolais utrolige ekspedition også

en rejse udi almengyldige erfaringer

om kulturelle og sociale forskelle.

Nicolai er uddannet antropolog, og

så er han naturligvis blevet aktivt

medlem af De Berejstes Klub efter

sin jordomrejse. Men hvordan gør

man det? Hvordan lykkedes det

ham at få råd og gennemføre en

cykelekspedition, som tog hele fire år?

kunsten at udleve sine

drømme

”Uden nogen fast månedsløn er det klart, at

nøjsomhed og en vis monetær forsigtighed

er en forudsætning for at hjulene kan rulle

rundt. Men jeg har lært (…) at overnatte

på marker, i skove, i baghaver, på strande,

spise, hvor de lokale spiser og drikke vand

fra hanen, hvis de lokale gør det (…)

Livsstilen er semi-asketisk (…) Jeg ved, at

der er lige så mange måder at være lykkelig

på, som der er undskyldninger for ikke at

(turde) forfølge sine drømme (…) Og så er

jeg god til at rotte (…) At rotte er essensen

af alle de kneb og fiksfakserier, som jeg

gennem de sidste to års rejse har tilegnet

mig i forsøget på at få pengene – og dermed

eventyret – til at række længere (…) En

del af hemmeligheden bag kunsten at rotte

er at trække godt på de forhåndenværende,

offentlige faciliteter. Biblioteker har

gerne gratis internet og strøm i væggen

til opladning af det elektroniske udstyr.

Brusebade klares nemt på f.eks. McDonald’s

handicaptoiletter, der ud over fornemme

pladsforhold også byder på varmt hanevand.

Slår man sit telt op efter mørkets frembrud

– og tager det ned igen inden parkbetjente

og andre autoriteter er stået op – kan man

campere frit overalt i verden (…) Impuls-

og souvenirkøb er glædeligt bandlyst (…)

Supermarkedernes lange gange finkæmmes

for kræmmertilbud, for intet går en rottes

næse forbi i tilbuddenes verden. Med et

udadvendt, nysgerrigt sind, og en imødekommende

attitude i mødet med den

fremmede, åbnes gæstfrihedens døre oftest.

Det er en vigtig rottelektie. Og åbnes dørene

ikke automatisk, kan man med fordel altid

spørge den lokale om vejen til den nærmeste

campingplads, eller om der findes en bid

græs i nærheden til at slå sit telt op på, osv.

At lukrere på gæstfriheden er ingen skam i

rotteland, men giver ud over en blød seng og

en snak over en kold pilsner ofte uvurderlige,

kulturelle indsigter og møder. Det er kræs

for både rotten og antropologen i mig.”

Opskriften lyder besnærende.

Og Nicolai benytter sig da også af

både www.couchsurfing.org og www.

warmshowers.org undervejs. Han

skriver desuden levende, betænktsomt

og smukt på sin helt egen facon, og

bogen er dertil fyldt med hundredvis

af fantastiske billeder fra rejsen i

både sort-hvid og farver, så vær på

forhånd advaret: Bogen smitter med

sit åbne og livsglade budskab om, med

Nicolais egne ord, at have ”appetit

(på livet og andet), om glæden ved

det umiddelbare og det midlertidige,

om at følge sine instinkter og

anvisningerne på den mentale radar.”

Hvad kan man herefter føje til,

andet end at ønske læserne en god

tur? For det føles næsten, som om man

selv er med på rejsen, når Nicolai øser

ud af sine mange oplevelser i forsøget

på at komme væk fra og ud over den

velkendte comfort zone – og lære at finde

tryghed i det ukendte og at øve sig i

kunsten at rejse billigt og føle sig rig.

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364.

Han er født i 1974 og er vokset op i en

familie uden bil, hvor cyklen var vigtigste

transportmiddel. Som 21-årig drog han af

sted med sin Dustfighter solo en måned

gennem Centraleuropa og blev for alvor

smittet med rejsefeber.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 57

og søn møder hos taiwanesere på deres

vej, lige så lidt kærlighed udvikler der

sig mellem de to. Da Viktor bliver ven

med den nogenlunde jævnaldrende

rod Didi, giver det handlingen et

uventet tvist, ligesom morens date

udvikler sig nærmest farceagtigt.

”Over muren” af

Maximilien Le Roy

(Fahrenheit, 2012, 108

sider, med farvetegninger,

149,50 kr.) er en

grafisk roman, der

bygger på en sand

historie. I en stil der

veksler mellem tegning, fotografi og

collage, beretter den unge palæstinenser

Mahmoud om, hvordan hans landsby

flyttes, hans gård jævnes med jorden,

dyrene aflives og hans dobermann

bortføres, og pludselig kan han ikke

længere besøge sin søster, eftersom hun

bor på den anden side af en nyopført

mur. Snart symboliserer muren for

Mahmoud alle de mure, som omgiver

og adskiller menneskene. Klart set med

palæstinensiske øjne, men ikke desto

mindre en vigtig og gribende beretning

om, hvordan et helt folk undertrykkes

bag en indhegning og gøres til

terrorister. Og tegnet med nerve og mod.

”Saraban – A

chef’s journey

through Persia”

af Greg & Lucy

Malouf (Hardie

Grant, 2010, 338

sider, med fotos

i farver, 30 GBP) er en sofabordsbog i

virkelig lækker udførelse med forgyldte

udskæringer, som deler bogen op

i kapitler, og et smudsomslag, der,

når det foldes ud, afslører et smukt

mønstret papir i varme jordfarver. I

bogen (på engelsk) forener familien

Malouf både rejseberetning og

opskrifter fra Persiens relativt ukendte

køkken og fortæller om en kulinarisk

opdagelsesrejse til det moderne Iran

med en begejstring, som giver lyst til

at udforske og efterprøve. For landet

har et køkken, der er subtilt, elegant og

dragende. Her bugner det med ris, der

bruges friske krydderurter i overflod,

og man kombinerer kød, fisk, frugt og

grøntsager med eksotiske krydderier,

såsom safran, kardemomme og tørrede

limefrugter. I ”Saraban” kommer vi

således med ud for at besøge travle

basarer og bittesmå suppekøkkener, for

at plukke safran før daggry og for at

fiske på traditionel vis fra dhows i Den

Persiske Golf. Indsigtsfuldt fortalt og

visuelt smukt fotograferet og pakket ind.

”The Way Back”

instr. af Peter Weir

(Scanbox, 2011, 132

minutter, på engelsk,

polsk og russisk med

danske undertekster,

på dvd 50 kr. via

www.blockbuster.

dk) bygger på en sand historie om syv

gulagsfanger, som i 1941 flygter til

fods fra Sibirien, gennem Mongoliet

og over Himalayabjergene til Indien.

Den 6.500 km lange og barske rejse

byder på intense miljøbeskrivelser og

eminent filmede naturscener såsom

en snestorm i de vidstrakte sibiriske

skove, en forårsmorgen ved Bajkalsøen,

middagshede i Gobi-ørkenen og et

solstrejf på sneen i Himalayabjergene.

Og det er forunderligt at tænke sig, at

det faktisk lykkedes dem at vandre

gennem disse fantastiske landskaber

hele vejen til friheden i Indien. I

hovedrollerne ses bl.a. Colin Farrell,

Jim Sturgess, og Gustaf Skarsgård.

om europa:

”Berlin og danskerne

– Historien om

danskere i den

tyske hovedstad

siden 1871” af

Henrik Heinemeier

(Rosenkilde & Bahnhof,

2011, 270 sider, med

fotos i farver, 299 kr.)

dykker ned i, hvordan danskere har

opdaget Berlin og taget byen til sig

og deres indtryk og oplevelser, siden

byen blev hovedstad i det forenede

kejserrige i 1871 og frem til i dag. Det

er en omfattende fortælling om alt fra

kulturpersonligheder som Karen Blixen

over krigskorrespondenter under 2.

Verdenskrig til efterkrigstidens DDR

og udviklingen efter genforeningen

i 1990, hvor danskerne atter flokkes

til byen og har været med til at sætte

deres præg. Og det er en velskrevet bog,

som er fyldt med inspiration til steder,

som har en særlig dansk tilknytning.

”Berlin – øjenvidnevariationer”

af Jens

Blendstrup & Lars

Gundersen (Samleren,

2012, 175 sider, med

fotos i farver, 299,95

kr.) er en velfortalt

sofabordsbog med flot opsatte fotos, en

visuel fantasi og fuld af små anekdoter

om den tyske hovedstads historie

og fascinationskraft, der ansporer

til at gå på opdagelse i byen med sin

sproglige og finurlige opfindsomhed.

”7 days in Scotland –

Roe Deer and Recipes”

af Nils Juul Eilersen &

Christian Nissen (Kle·art,

2011, 130 sider, med fotos

i farver, 399 kr.) er en

foto- og opskriftsbog på

én og samme gang. Bogen af de danske

forfattere er på engelsk, og billederne

er taget af danske Mikkel Adsbøl under

syv dages jagt i det skotske høj- og

lavland. Introduktionen er kortfattet,

og det er da også i høj grad billederne,

som fortæller historien om Angus og

Aberdeenshire, to områder der byder

på fabelagtige vuer og storslået natur

og dyreliv. De spændende opskrifter

med rådyr fra jagtmarkerne fylder

61 sider og er lavet af Maxine Clark –

og de kan nok give sultne blikke!

”Upplev det bästa i Sverige” af Åsa &

Mats Ottosson (Bonnier

Fakta, 2012, 224 sider, med

fotos i farver, 139 kr. via

www.cdon.dk) må være

den ultimative guide

til oplevelser i Sverige.

Faktisk er det hele to

bøger i en! I et kompakt format formår

de to svenske forfattere i den ene halvdel

at liste seværdigheder og aktiviteter

landskab for landskab, mens den

anden halvdel indeholder tematiske

top 10-lister over aktiviteter for hele

familien, såsom bedste adrenalinkicks,

særegne bygningsværker, underjordiske

oplevelser, underlige måder at bo

på, vilde dyreeventyr, badesteder

m.m. Skrevet (på svensk) så

oplevelserne bare står på række og

venter – og øjenåbnende med flotte

fotografier af Peter Hanneberg.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 58

Mødet

med det

fremmede

tekst:

Per Svendsen

Klaus Winkel: ”Danskere i tropisk

Afrika – fra slavehandler til

bistandsarbejder”. Klim, 2011,

199 sider, med kort, stik og fotos

i sort-hvid og farver, 239 kr.

klaus Winkel har gennem

38 år i Danida beskæftiget

sig med udviklingen

i Afrika. ”Danskere i

tropisk Afrika” beskriver i 12 kapitler

dansk tilstedeværelse i Afrika

gennem enkeltpersoners arbejde i

forskellige lande. Danmark deltog i

det 18. århundrede i slavehandlen på

Guldkysten. Købmanden Ferdinand

Rømer kom til kysten i 1839 og beretter

uden moralske anfægtelser i en bog

fra 1760 om handlens vilkår og om

slaven som en vare, der skulle købes

så billigt som muligt. Rømer var

i kontakt med mange af de lokale

høvdinge, og hans efterretninger

indeholder et væld af oplysninger om

det daglige liv på Guldkysten og om

befolkningens skikke. Ligesom Karen

Blixen 300 år senere nedskrev Rømer

sine indtryk flere år efter hjemkomsten.

Begge havde et skarpt blik for den

afrikanske befolknings kvaliteter, men

hvor Karen Blixen fortæller historier

inspireret af sine oplevelser, formidler

Rømer faktuelle oplysninger.

Congos historie er én lang tragedie

fra da portugiserne i begyndelsen

af 1500-tallet etablerede slavehandel

ved Congoflodens udmunding i

Atlanterhavet og til i dag. Fra 1886

sikrede Belgiens konge, Leopold II, sig

landet som sin personlige ejendom.

Med hjælp fra danske officerer og

sømænd blev udbytningen af det store

land sat i system. I bogen omtales

to danske officerer, F.V. Olsen og K.

Jespersen, der ydede en indsats med at

kortlægge landet, bygge jernbaner og

veje og organisere skibstransport på de

store floder og på Tanganyika-søen.

Den kristne mission i Afrika skabte

skoler og hospitaler, men nedbrød

samtidig den oprindelige kultur. Bogen

beskriver Dansk Sudanmissions virke

i Nigeria personificeret ved præsten

Anton Pedersen og lægen Niels

Brønnum, som blev begyndelsen til The

Lutheran Church of Christ of Nigeria,

der med 1,3 millioner medlemmer er

den væsentligste kristne kirke i det

østlige Nigeria, hvor den bl.a. driver

seminarier og sundhedscentre.

Kolonitiden i Østafrika er

beskrevet gennem tre personers virke:

sønderjyden Nis Kock, der deltog som

tysk soldat i felttoget i Tanganika i

1914-1918, Karen Blixen, der drev en

kaffeplantage i Kenya 1914-1931 og

William Heilbuth, der 1928-1974 var

farmer i Kenya og stifter af en af landets

største virksomheder, Kenya Seed

Company, samt aktiv i indførelsen

af hybridmajs. Heilbuth døde i 1974,

og efter hans ønske overgik hans

farm til de afrikanske ansatte.

Den danske indsats i den

postkoloniale periode er beskrevet

ved en række enkeltpersoners virke.

Lægen Jacob Raft var hovedkraften

i oprettelsen af hospitalet i Kinshasa

i Congo, et projekt som grundet de

ulykkelige forhold i landet ikke på lang

sigt blev en succes. Økonomen Knud

Erik Svendsen virkede i otte år som

professor i økonomi ved universitetet

i Dar es Salaam og som personlig

rådgiver for præsident Nyerere og

fik derved stor betydning for den

politiske og økonomiske udvikling i

Tanzania. Mange enkeltpersoner har

gennem frivillige organisationer ydet

en betydelig indsats på græsrodsniveau.

I 2010 var der således 145 private

foreninger, der ydede bistand til

næsten samtlige lande i Afrika.

Privat dansk forretningsvirksomhed

og investering i Afrika

blev ikke fremmet i ulandshjælpens

første år. Udenlandske virksomheder

blev nationaliseret og forvandlet

til tabsgivende byrder for mange

afrikanske samfund. Enkelte lande, bl.a.

Kenya, forstod faren ved at slagte hønen,

som lagde guldæggene, og sørgede for

at sikre udenlandske virksomheder

rimelige betingelser. Erhvervsmanden

Jan Bonde Nielsen etablerede sig fx i

Kenya med produktion af blomster og

skabte ca. 60.000 arbejdspladser, sunde

arbejderboliger og sundhedsfaciliteter.

Sammenlignet med hvad der

anvendes til forskning i de rige

landes sygdomme, er det småpenge,

der bruges på de fattige landes

sundhedsproblemer. Kun ca. 10 % af

den globale sundhedsforskningsindsats

tilgodeser de 90 % fattigste i verden. Fra

dansk side er der ydet betydelige beløb

til at drive forskningslaboratorier med

fokus på ulandene. Særligt omtales

antropologen og epidemiologen

Peter Aabys banebrydende forskning

vedrørende mæslingevaccination i

Guinea-Bissau og kortlægningen af

befolkningens helbredstilstand.

Klaus Winkels bog er et vigtigt

bidrag til vor forståelse af forholdene

i Afrika. Den er ikke en rejsebog i

traditionel forstand, men for enhver,

der interesserer sig for Afrika og

påtænker at besøge kontinentet,

rummer den en mængde oplysninger

til forståelse af, hvorfor Afrika er

så forskelligt fra andre steder i

verden og vort medansvar herfor.

n Per Svendsen har medlemsnr. 528

og har selv boet og arbejdet i Kenya og

Tanzania sammen med sin kone Bodil,

som har medlemsnr. 529. I 1998 gik han

på pension som professor i veterinær

kirurgi, og lige siden har parret tilstræbt

at besøge så mange lande som muligt.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 59

om verden i øvrigt:

”BASE 66 – En historie

om frygt, fest og frit

fald” af Jevto Dedijer

(Herreværelset, 2010,

174 sider, med fotos i

sort-hvid, 169 kr.) tager

os med på eventyr og

løjer, da skånske Jevto

sammen med kammeraterne Benard

og Scott rejser rundt i Europa og USA i

jagten på det ultimative adrenalinkick:

Faldskærmsudspring fra toppen af

en bygning, en bro, en antenne og en

klippe. BASE jumping kaldes det også.

Ekstremsporten er ifølge Jevto ”en måde

at føle, at man virkelig er i live. Det

ene øjeblik står man deroppe, nervøs,

bange, fokuseret, og kort tid efter har

man fast grund under fødderne (…) Når

adrenalinen pumper gennem blodet, er

det eneste, man har lyst til, at skrige

af glæde, drikke champagne, kramme

sine venner og have det sjovt.” Jevto er

en pioner i 20’erne, og de dumdristige

oplevelser får ham til at tænke lidt

mere over tilværelsen: ”At stirre Døden

i øjnene har ændret min indstilling til

livet. Det keder mig i meget stor grad at

skulle tilpasse mig et ’normalt’ liv med

karrieplanlægning, pensionsopsparing

og tre ugers betalt ferie. Prioriteterne

har ændret sig. At have en ejerbolig,

at købe en ny bil og være fornuftig

står langt nede på listen. Øverst på

listen står til gengæld meningsfulde

oplevelser, nye opdagelser og at

lave vilde ting (…) Den amerikanske

pædagog Helen Keller, der var blind

og døv, har udtrykt mit syn på livet

bedre end nogen anden: ’Livet er enten

et dristigt eventyr eller ingenting.’”

Citatet passer glimrende på historien

om Jevto, som sammen med vennerne

kører Europa tyndt i en bulet Renault

4 – fyldt med faldskærme og øl.

”Beklager, vi ramte ikke

landingsbanen – Højt

humør på flyrejsen” af

Stephan Orth & Antje

Blinda (Sohn, 2012, 131

sider, med tegninger i

sort-hvid, 99 kr. via www.sohn.dk) bør

læses, hvis du er til smil på læben og

dine omgivelser ellers tillader højlydte

små grin. For som flyrejsende kan man

jo komme ud for lidt af hvert: Uvejr

og lufthuller, piloter som forsvinder,

flysæder som er løse, redningveste

der mangler, døre med huller, og

køer, krokodiller eller kænguruer på

landingsbanen! Heldigvis går det jo

næsten altid godt, og selv de mest

nervepirrende situationer udløser en

sund latter – bagefter! Bogen er fyldt

med anekdoter om oplevelser i i luften,

og både piloter og stewardesser synes

at være et helt specielt folkefærd, når de

driver gæk med passagerer, hvis nerver

sidder uden på tøjet. Det er storartet

underholdning, men bogen bør måske

netop ikke læses i 10 km’s højde, hvis

man er ængstelig ved at flyve – men

hellere med fast grund under fødderne!

”Fleurs du mal” instr.

af David Dusa (Tiger,

2012, 140 min., på

fransk og farsi med

undertekster på engelsk,

på dvd 139,95 kr. via

www.imusic.dk) er

på en og samme tid

en både fortvivlende og opløftende

historie om Anahita, en studerende fra

Teheran, der på sine overbeskyttende

forældres opfordring er rejst til Paris for

at undgå uro hjemme i Iran, og hendes

møde med fransk-arabiske Gecko, en

charmerende, konstant dansende og

atletisk ung hotelpiccolo, overbevisende

spillet af Rachid Youcef. Kærligheden

har dog svært ved at folde sig ud, når

demonstrationer i gaderne hjemme i

Iran med blodige billeder på YouTube

tager Anahitas opmærksomhed,

og Paris’ seværdigheder træder i

baggrunden. Brugen af billeder fra

internettet er bærende for filmen. Den

smukke, men ikke uproblematiske,

kærlighedshistorie lades dog ikke

i stikken af den raffinerede stil.

Titlen (på engelsk ”Flowers of Evil”)

stammer fra et digt af Baudelaire

og kan oversættes med ”Syndens

blomster” eller ”Helvedesblomster”.

”Jorden rundt i 44

dage” af Palle Huld

(People’s Press Jr., 2012,

196 sider, med fotos i

sort-hvid, 199,95 kr.)

er den eventyrlige

fortælling om,

hvordan en 15-årig

dansk dreng i 1928

vinder en konkurrence i Politiken om at

gøre Phileas Fogg kunsten efter og rejse

Jorden rundt med skib, jernbane og i bil.

Det bliver en fantastisk bedrift, og Palle

Huld inspirerer faktisk den belgiske

tekst:

lars-Terje lysemose

Steffen Jensen: ”Untold Stories

– Billeder og beretninger fra

Mellemøsten”. Ajour, 214 sider, 2012.

Med fotos i sort-hvid og farver. 298 kr.

De fleste journalister brænder

inde med mængder

af ufortalte historier.

Gode og vedkommende

historier, som der bare ikke er tid eller

plads til at fortælle. Historier som

redaktørerne nedprioriterer, og som

forsvinder i glemslens tåger, eller hvor

begivenhederne udvikler sig så hurtigt,

at de forekommer ubetydelige eller

forældede, inden de overhovedet er

blevet fortalt. Den slags historier, som

aldrig trykkes eller kommer i æteren,

fordi journalisten som dagsaktuel

historiefortæller altid skal videre med

nogle andre og ikke kan dvæle længe

over en historie, som ærgerligt nok

bare ikke fik plads til at blive fortalt.

Steffen Jensens ”Untold Stories”

er netop en bog med den type små

fortællinger og glimt af en journalistisk

historieskriver, som har befundet sig

som korrespondent i Mellemøsten

i en halv menneskealder. Men den

er mere end bare nogle ufortalte

historier, for Steffen Jensens historier er

faktisk både vedkommende og vigtige

elementer til at forstå den myretue

af konspirationsteorier, fordomme

og uvidenhed og religiøs og politisk

ekstremisme, som Mellemøsten jo også

er. Dertil er han en habil fotograf, og

billeder og tekst supplerer på smuk

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 60

Ufortalte

historier fra

Mellemøsten

vis hinanden i, hvad der nok er en

sofabordsbog, men så absolut en

læseværdig og gribende en af slagsen.

”En del af Mellemøst-konflikten

udkæmpes på slagmarken. En anden,

og sikkert lige så betydningsfuld,

udkæmpes i de internationale medier,”

konstaterer Steffen Jensen, der er jødisk

gift og har to børn, som er israelere, og

hvis journalistiske habilitet i konflikten

mellem Israel og Palæstina derfor

ofte søges beklikket af kritikere.

”Spørgsmålet i dag er, om man er

pro-fred eller anti-fred – og fred i denne

sammenhæng er en fred, der bygger på

et territorielt kompromis, som betyder

oprettelsen af en palæstinensisk stat. Med en

række begrænsninger, så Israel får den fred

og sikkerhed, det har krav på. Støtter man

det, er man efter min mening pro-israelsk

og pro-palæstinensisk på en og samme tid.”

Sådan lyder Steffen Jensens svar

på kritikken, og så tager han os ellers

fordomsfrit med rundt i Mellemøsten.

Til Jerusalem, ”en velsignet forbandelse.

Fyldt med profeter, frelsere og hellige

krigere.” Til Palæstina hvor den ene

dags aktion bliver undskyldningen for

næste dags angreb. ”Hvis soldaterne

ikke affyrer deres granater, kommer

der en raket eller to den modsatte vej,

og i et andet brag bliver mennesker

af kød og blod også ramt, kvæstet,

lemlæstet og dræbt. Der er det ikke

et valg mellem godt og skidt. Rigtigt

eller forkert. Ret eller uret. Kun mellem

dårligt, værre, værst.” Og til Det

Arabiske Forår, hvor en ung egypter

skrev på Twitter: ”Arabiske ledere

følger begivenhederne i Tunesien med

frygt. Arabiske borgere følger Tunesien

med drømme, håb og solidaritet.”

Øje for det alment

menneskelige

”Vi går op og ned ad hinanden på gader

og stræder – palæstinenserne og os

israelere. Men vi ser ikke hinanden.”

Steffen Jensen referer den israelske

journalist David Grossman for det

rammende citat. For i modsætning

til de fleste israelere på gaden har

Steffen Jensen øje for både detaljer og

palæstinensernes virkelighed og det

fælles alment menneskelige aspekt og

leverer med denne bog et stærkt og

forbilledligt bidrag om den aktuelle

situation i det tilsyneladende evigt

konfliktfyldte Mellemøsten. Som da

han interviewer en far, hvis familie

er blevet udslettet. Dræbt under et

israelsk artilleribombardement, som

faktisk var en tragisk fejltagelse:

”Jeg magter ikke at høre mere, men

hvordan kan jeg sige det? Jeg skal blot

lytte. Det er det eneste, der kræves af

mig. Majid Athamna skal leve med

denne ubærlige tragedie resten af sit liv.

Pludselig opdager jeg, at der ligger en

blodig barnesko i det mudrede pløre foran

mine fødder. Jeg tør næsten ikke kigge på

den af frygt for, at Majid også får øje på

den (…) Min hjerne er gået på standby.”

Eller da han møder en militantislamistisk

børnehavelærerinde i Gaza:

”Hendes fanatisme er på en og samme

tid frastødende og pirrende. Oprørende og

interessant. Hvordan kan man dyrke helvede

og prædike paradis? Hvordan kan man

påstå, at man elsker fred og retfærdighed og

samtidig forherlige mord, vold og blod? (…)

mest rystende for mig er børnehaveklassen,

hvor uniformerede smådrenge med legetøjsgeværer

og martyr-slagord i skråremme

over brystet paraderes frem af deres

tilhyllede børnehavelærerinde (…) Det her

er dødens pædagogik i Hamas’ udgave.”

Steffen Jensen byder med ”Untold

Stories” på en række mesterlige glimt

af et Mellemøsten i konflikt og opbrud

– den engelske titel til trods fortalt på et

levende og veloplagt dansk. Kort sagt:

Læs bogen!

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364

og har selv mængder af ufortalte historier

fra årene, hvor han rejste som reporter

for bl.a. Politiken, Aktuelt, Berlingske,

Information, Kristeligt Dagblad og Danida.

I dag er han freelancer og underviser

bl.a. i journalistik og kommunikation.

Læs mere på www.lysemose.com.

tegner Hergé til at skabe den siden så

berømte opdagelsesrejsende reporter

Tintin året efter. Hulds rejserute

bliver København-Esbjerg-Harwich-

London-Glasgow-Greenock-Saint

John-Montreal-Winnipeg-Vancouver-

Yokohama-Tokyo-Shimonoseki-Fusan-

Seoul-Mukden-Changchun-Harbin-

Manchuli-Moskva-Warszawa-Berlin-

Warnemünde-Gedser-København.

Tilbage på Rådhuspladsen mødes

han af 20.000 danskere, som har fulgt

hans rejse i Politikens spalter, og

senere udgiver han sine rejsenoter i

bogform. ”Jorden rundt i 44 dage” er

en smuk genudgivelse, opdateret

til moderne dansk og udstyret

med et forord af Troels Kløvedal.

Den er let læst og skrevet med stor

indlevelse og opdagelseslyst.

”Lost in Translation

– Jorden rundt med

broken English” af

Charlie Croker

(Sohn, 2012, 89 sider,

med tegninger i sorthvid,

99 kr. via www.

sohn.dk) indeholder

en perlerække af grinagtige citater

fra rejser i hele verden, forfattet

på verdens mest udbredte sprog:

gebrokkent engelsk. Bogen er let

læst og morsom i en sådan grad, at

det er kluklatterfremkaldende.

”Skyatlas” af David

Mitchell (People’s Press,

2012, 540 sider, 349,95

kr.) tager sin begyndelse

midt i 1800-tallet på en

fjern stillehavsø, hvor

den unge amerikaner

Adam Ewing støder på en britisk

læge, som kravler rundt og leder

efter tænder, kannibaler har spyttet

ud som kirsebærsten efter deres

festmåltider – og som han har tænkt

sig at bruge til gebisser til adelen

hjemme i Storbritannien! Ewings

dagbog er den første af seks gribende

fortællinger i romanen. Fortællingerne

fører os konstant nye steder ud i verden.

Gennem mellemkrigstidens Belgien

og 1970’ernes Californien til nutidens

London, fremtidens Østen og en

endnu fjernere fremtid, hvor den sidste

rest af civilisation er ved at gå under.

Genremæssigt spænder ”Skyatlas”

fra historiske rejsefortællinger over

thriller og komedie til science fiction,

og sprogligt rammer fortællingerne på

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 61

fornem vis den tid, som de giver sig

ud for at være fra. Det er noget af en

bedrift at digte en 1800-tals tekst og

gengive den i en dansk oversættelse,

og det er også noget af en opgave som

læser at tygge sig igennem romanens

særegne sprog, men det er gennemført,

og plottet, som består af rejser i tid og

rum, er nervepirrende. For de som ikke

kan klare 540 tætskrevne og sprogligt

udfordrende romansider, er der godt nyt,

for en filmatisering med Tom Hanks,

Hugh Grant og Hugo Weaving får snart

biografpremiere. Men som ved alle

filmatiseringer gælder: Læs bogen først!

”Tilfældets gud” af

Kirsten Thorup

(Gyldendal, 2011, 315

sider, 99,95 kr.) er

en page-turner af en

roman om Ana, en

dansk karrierekvinde

som behøver en

time-out fra sit

stressende job i finansverdenen, og

som under en ferie på en strand i

Gambia lader sig forblænde af mødet

med fattigdommen i en sådan grad, at

hun nærmest besættes af Mariama, en

teenagepige der sælger frugt og snacks,

og som hun beslutter at forsøge at

hjælpe til en bedre tilværelse. Et projekt,

viser det sig, for måske at skaffe sig

noget indhold af betydning til hendes

eget tilsyneladende meningsløse

liv. Ana bliver på den måde en slags

tilfældets gud, en sugar mama, men det

går ikke helt, som Ana har forestillet sig,

for hun bliver stadig mere uligevægtig,

og kontrollen med projektet løber

hende lige så stille af hænde. Det

følelsesmæssigt forkrampede og ulige

forhold dem imellem sætter både

Ana og Mariama i en eksistentiel

krise. Kirsten Thorup sætter med sin

roman fokus på migration, forholdet

mellem nord og syd, rig og fattig, og

hvordan den globaliserede verden er i

bevægelse. Og det, som begynder med

en ”bosslady” og et velmenende lille

hjælpeprojekt på en strand i Gambia,

ender i verdensmetropolen London

som et gamble med livet som indsats.

Denne gang har vi valgt de bedste

råd og tips ud fra både klubbens

hjemmeside og Facebookgruppe. Vanen

tro står alle klar til at øse ud af deres

erfaringer og hjælpe hinanden med at få

den allerbedste oplevelse ud af rejserne.

Anette holst Christensen:

til kenya til vinter

Anette skal på besøg i Nairobi og har i

alt 19 dage til rådighed. Hun påtænker

at besøge Mombasa, Turkana-søen,

Masai Mara, evt. Lamu og Mount

Kenya og spørger, om det er realistisk,

og om der er andet, man bør se, og

hvad skal hun prioritere. Hun mangler

også råd om, hvortil man helst skal

flyve, og hvortil kan man køre.

Nikolaj Witte foreslår Anette at

se de nævnte steder, men anbefaler

også Samburu i nord, som er en stor

oplevelse. Han mener godt, at Anette

kan nå det tidsmæssigt, hvis hun er

lidt effektiv. Desuden anbefaler Nikolaj

at tage toget mellem Mombasa og

Nairobi, som er lidt af et eventyr. Han

har lavet en film om togturen, som kan

ses på www.rejseprogrammet.dk/kenya/

oplevelser/toget-mombasa-nairobi.html.

Nikolaj rejste på 1. klasse og fik

serveret hele syv retter til aftensmad,

så forplejningen var helt i top.

lena felskov: hvad bør

man se i Burkina faso og

Mali?

Ditte Burmeister og Kaj Heydorn er

enige om, at det lige nu ikke er så sikkert

at tage til Mali grundet urolighederne

i den nordlige del af landet, men ellers

er stedet afgjort et besøg værd. Ditte,

Bedste bidrag det seneste kvartal på

www.deberejstesklub.dk

Udvalgt af redaktionen

der har boet fem år i Mali og Benin,

anbefaler Lena at besøge spændende

stammefolk i det nordlige Benin og

Burkina Faso i stedet. Skulle Lena være

i området i januar, er voodoodagen

10. januar en fantastisk oplevelse.

Lise Rasmussen var for et par

år siden med Viktors Farmor i begge

lande. Hun synes, Mali har en masse

at byde på. Hun forslår også Lena

at gå på Youtube og søge på Central

Bamako. Og mens Lena venter på

mere fredelige tilstande i landet, kan

hun passende høre musik derfra. På

Youtube kan man søge på Amadou

et Marian og høre ”Taxi Bamako”

samt ”Le Realite”. Gruppen har

spillet både på Roskilde Festival og

på Malmø-festivalens store scene.

steffen Dam: seniortrek i

nepal?

”Findes der nogen seniorer (60+), der har

erfaring med tehus-trekking på egen

hånd i Nepal?” spørger Steffen Dam, der

gerne vil høre om andres erfaringer.

Gunnar Terje Lysemose på 72

svarer, at han siden år 2000 har været

på 14 ture i næsten alle distrikter,

mest på egen hånd sammen med

en guide og en bærer, og oplyser, at

man skal være mindst to betalende

turister for at besøge Øvre Dolpo,

Mustang og Manaslu, og at meget er

forandret på turen til Annapurna, da

der nu er bygget vej næsten helt op til

Manang og på vestsiden fra Jomsom,

så turen er næsten halveret. Mange

går dog stadigvæk Annapurna Circut.

Andre foretrækker den kortere og

lettere Annapurna Basecamp, der

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 62

kan klares på 10 dage. Højderne er

ikke helt så afskrækkende som ved

Thorong La i 5.416 moh. eller via

Tilicho-søen i 4.919 moh. Gunnar

synes, november er den bedste årstid

at besøge Nepal på, dernæst april, hvor

rhododendronskovene er i fuldt flor.

Hvad er forskellen på forummet

og klubbens Facebook-side?

fordelen ved facebook er, at så mange

deltager, ved, hvordan det fungerer,

og at det går hurtigt. Men til gengæld

forsvinder informationen også lige så

hurtigt, og derfor er vidensdelingen

måske nok god for dem, der var på

facebook den dag, men ikke for dem,

der kom ind et par uger efter med de

samme spørgsmål.

fordelen ved forummet på www.

deberejstesklub.dk er, at den viden,

der kommer ind her, er nem at finde og

kommer ud til flere. Går du fx ind for at

læse mere om Myanmar, ser du både

billeder, artikler og et forum-indlæg,

der gør dig opmærksom på, at det kan

være svært at få visum til landet. til

gengæld kræver det, at du logger ind

på siden for at kunne skrive et indlæg

eller svare.

for at gøre det så nemt som muligt,

kommer der nu automatisk et hint på

facebook-siden, når du opretter et

indlæg på deberejstesklub.dk, og inde

på din profil på deberejstesklub.dk kan

du under ”Notifikationer” vælge at få

en e-mail fx hver uge med en oversigt

over nyt indhold fra forummet.

Så opfordringen er klar: Læg kun dine

bidrag, spørgsmål og godbidder ind

på forummet og ikke på facebook – så

behøver du nemlig kun at gøre det én

gang, og alle svar bliver samlet ét sted

til glæde for alle.

nye aktive medlemmer

616 Niels C. Jensen

Jeg er journalist af uddannelse og har rejst i mange forskellige dele af verden. Jeg sætter pris på at møde de lokale,

trekke i naturen, se arkitektur, spise den lokale mad, opleve traditioner og hverdagsliv, snakke om politik og få nye

venner. Jeg elsker at udforske og opleve fremmede kulturer. Min største oplevelse var, da jeg boede og arbejdede et

halvt år i Sydøstasien med base i Bangkok. Desuden har jeg rejst med rygsæk i Sydamerika i et halvt år sammen med

min kæreste, Anne (medlem nr. 617). I november 2012 tager vi et halvt år med rygsæk ud at rejse fra Tanzania til Sierra

Leone. Læs mere på www.wealthyafrica.com.

617 Anne Geisler

Som barn var jeg fascineret af vagabondernes vandring mellem by og land medbringende meget få og for dem vigtige

ejendele. Trods en nu mere nuanceret opfattelse af vagabondens livsform har jeg i dag som turist i forskellige lande

beholdt fascinationen af at rejse og bevæge mig. En vandring i Israels ørken, udkig til Torres del Paine, salsa i Argentina,

rødvin lavet på brombær i Georgien og motorcykelkørsel med lokale i det nordlige Tyrkiet.

618 Michael Sheikh

Lige siden min far forlod Calcutta og kom til Danmark i 1959, har vores familie rejst. Den første rejse, jeg husker, er

ned ad Rhinen som femårig. Siden kom interrailtiden, hvor jeg især gik efter Tyrkiet og Marokko. Pakistan og Indien

blev besøgt på egen hånd, da jeg var 17 år. Det lykkedes mig at lande job med mange rejser, så jeg fik finansieret mange

besøg i Fjernøsten og Østeuropa. Nu rejser jeg fire gange om året, senest Sri Lanka, næste gang til Ghana. Det foregår

tit med min store søn på 21 (snart selv kandidat til at blive medlem) eller med hele familien på otte i alt.

619 Jonas Felk Øster

Jeg er ved indmeldelse to år og går i vuggestue i Birkehaven. Min mor og far har slæbt mig med til Caribien to gange,

en tur Jorden rundt med fokus på seks lande midt i Stillehavet, en biltur rundt i Europa samt en anden biltur til Bulgarien

og Rumænien. Mine yndlingssteder har været Mammas Hotel på Fiji, fordi der var heste, hunde, katte og frøer på

hotellet. Og øen Tanna i Vanuatu, hvor jeg så en lavaspruttende vulkan og var ude at besøge fire forskellige stammefolk

iklædt penisfutteraler.

620 Anja Povlsen

Jeg begyndte for alvor at rejse, da jeg som del af mit kinesiskstudie skulle til Kina for at læse. Siden har jeg især rejst

meget i Kina, både som turist og turguide. Jeg har også boet i Singapore og er i det hele taget betaget af Asien, hvor jeg

bl.a. har set næseaber på Borneo, dykket i Thailand og set en død mand flyde rundt i en sø i Malaysia. På mine ferier

kan jeg godt lide at kombinere oplevelser, kultur og afslapning, og jeg er også glad for storbyferier. Har i en årrække

været passivt medlem og grafiker på Globen indtil forrige nummer.

621 Susanna Asven

Efter jeg blev student i midtfirserne rejste jeg næsten tre år i træk: kibbutz i Israel, camp counselor i New York og i Maine,

rejse gennem Mexico og USA, ophold i London, rejse fra Marokko til Zimbabwe, en sommer som stewardesse hos

DFDS, med Ungdommens Røde Kors i Uganda samt undervisning af amerikanske high school-elever om EU. Under

studiet til cand negot med tysk som hovedsprog tilbragte jeg to semestre på universitetet i Berlin. Jeg arbejder nu med

marketing og kommunikation. Jeg har bl.a. været 10 uger i Sydøstasien (hvor jeg fik denguefeber og næsten stillede

træskoene i Thailand), fire uger i Indien (hvor jeg blev bidt af en vandrotte fra Ganges og måtte rejse rundt med anti-rabies-medicin

i en køletaske), samt 10 uger i Australien og New Zealand.

622 Hanne Støvring

Jeg er 34 år, cand.mag. i kunsthistorie og ansvarlig for fundraising på Statens Museum for Kunst. Mine eventyrrejser

begyndte efter gymnasiet, hvor jeg sammen med en kammerat kørte i lastbil gennem Afrika – og undervejs besteg

Kilimanjaro. Hver eneste gang jeg ser mit snit til det, bestiller jeg en flybillet, pakker rygsækken og begiver mig af

sted. Indtil nu har det bragt mig ad inkastien til Matchu Pitchu, i jeep gennem Salar de Uyuni i Bolivia, på cykel rundt

mellem Angkor Wat-ruinerne i junglen i Cambodja, med bus fra syd til nord i Laos, med båd rundt i Halong-bugten

i Vietnam, med transsibirisk tog gennem Sibirien og Mongoliet, i march-geled på den kinesiske mur, og med ilt på

ryggen ned i det filippinske havdyb blandt koraller og farvefyldte fisk.

623 Bodil Staal Hansen

Har siden 1989 rejst meget rundt i verden i autocamper og været i flere lande og på flere kontinenter i lang tid. Før den

tid var jeg på kontor i eget firma. Før 1989 rejste jeg hovedsaligt på vinterferier, da vi bedst kunne forlade firmaet om

vinteren. Jeg er gift med Helmuth Hansen, medlem nr. 317.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 63

Ny 100-landejubilar:

Ølnyder med

flybrændstof

i årerne

i sommer kunne Per

Danielsen sidde på et

hospital på taiwan og

hygge sig over, at han nu

havde rundet 100 lande,

mens den kompetente

læge bekræftede ham i, at

han havde fået blodforgiftning.

Det var ikke Pers

første blodforgiftning,

så han havde luret, at

det måtte være det, der

var sket. han var ganske

sikker på, at årsagen til

blodforgiftningen var, at

mængden af øl i årerne

ikke var blevet holdt oppe

i tilstrækkelig grad.

tekst & foto:

lars Munk

De fleste i De Berejstes Klub

kender Per Danielsen som

et usædvanligt dejligt

menneske, med hjertet på

rette sted og med en stor portion humor.

Jeg kan huske, at da han for et par år

siden skulle genvælges til bestyrelsen,

modtog han samtlige tilstedeværende

medlemmers stemme. En usædvanlig

præstation og en bekræftelse af, at

Per er en meget vellidt mand.

Rejsemæssigt kender vi dog ikke

helt så meget til ham, så en sen aften

slog jeg mig ned ved siden af ham på

Café Globen med et par kvalitetsøl i

glassene foran os og lyttede til Pers

historier. Det blev til en times lydoptagelse

med masser af interessante anekdoter

og livsbetragtninger.

Med en mor fra det øldrikkende

Wuppertal i Tyskland og en mormor, der

flyttede til Kastrup tæt på lufthavnen,

var Pers skæbne egentlig beseglet

allerede ved fødslen. Som han siger:

”Ligesom Obelix faldt i gryden som

spæd, så fik jeg tidligt flybrændstof i

blodet, og det er ikke til at slippe af med

igen.”

en bombe i kanonen

Der skulle rejses. Dog skulle der gå

nogle år, før Per for første gang rigtigt

kom på rejse – men så var det til

gengæld også tæt på at blive hans sidste!

”Vi var fire venner, som tog til

London, da vi blev studenter, og vi

skulle naturligvis se Tower of London.

I våbenmuseet forsøgte vi at løfte

på nogle kanonrør, men de var for

tunge og ikke til at rokke ud af stedet.

30 sekunder efter vi havde sluppet

kanonen, lød der et kæmpebrag, hvilket

viste sig at være en bombe, som var

skjult i en af kanonerne. Hvis den havde

sprængtes 30 sekunder tidligere, var

londonturen nok blevet min sidste rejse!”

Pers første rejse uden for Europa

foregik i 1979, da han netop havde

afsluttet sin ingeniøruddannelse på

DTH:

”Vi var nogle studiekammerater,

der smuttede til Bangladesh for at

besøge en fælles ven,” begynder Per

eftertænksomt, ”men turen derud blev

lidt længere end planlagt. Turen tog sin

begyndelse juleaften i 1979, men via tre

udskudte starter og landing i en forkert

lufthavn, fandt vi da frem til Dhaka

nogle dage efter jul,” fortæller han.

Per og co. blev dog ikke i Dhaka,

men tog ud på landet i en lille landsby,

hvor de naturligvis fik gjort sig

bemærket.

”Da vi efter nogle dage kom ned

på landsbyens marked, kunne vi se

olielamper lavet af Tuborgdåser. Men

der var kun et sted i landsbyen, hvor

man drak Tuborg – og det var hos

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 64

os. Så vi gjorde da noget godt for

landsbyen ved at donere Tuborgdåser

til olielamper,” griner Per.

favoritter: nepal og

Myanmar

Der gik nogle år, hvor Per ikke rejste så

frygtelig meget, men i 1988 begyndte

det for alvor at gå galt. Per var på en

fem ugers rejse til Nepal med trekking

fra 200 moh. til Everest Basecamp

(5.364 moh.). Her blev han smittet af

rejsefluenza – en sygdom der er ret

udbredt i De Berejstes Klub. Og siden

da er det blevet til rigtig mange rejser.

Skønt Per nu har rundet 100 lande,

står Nepal stadig som en af de absolutte

favoritter. Han har besøgt landet tre

gange (senest forrige vinter), men

der er masser af ting, som han gerne

vil se, så det er bestemt ikke sidste

gang, Per har været i Nepal. Af andre

lande, som kan føjes til favoritterne,

kan nævnes Myanmar, som også helt

sikkert kan forvente at se Per igen.

Nu bevæger vi os lidt ind på

det kulturelle område. ”Hvilken

type bøger læser du?” spurgte jeg.

”Rejselitteratur generelt, hvor jeg

bl.a. kan anbefale at rejse rundt efter

Michelins røde guidebog (hoteller

og restauranter). Restauranter, der er

anbefalet af Michelin (men ikke har fået

stjerner), er absolut værd at rejse efter.

Men ud over at rejse efter restauranter

holder jeg af at rejse rundt i vindistrikter,

både i Europa, men bestemt også

oversøisk, hvor bl.a. vindistrikterne i

Australien og Argentina har haft besøg.”

”Når vi er ved gastronomien

og tilbehør dertil, så kan jeg varmt

anbefale at tage på besøg i Bruxelles

på baren Delirium med flere end 2.000

typer øl. Men også Amsterdam er

begyndt at være godt med på ølvognen,

bl.a. Beertemple, som har store mængder

af dansk mikrobryg,” forklarer Per

med et stort smil på læberne.

”Som min yndlingsforfatter Carsten

Bertelsen skriver: ’Øl på flasker er kun

i nød, når man er på rejse og ikke kan

drikke øl direkte fra fad’ – og fadøl

har de meget af i Belgien og Holland.”

På et tidspunkt havde jeg

fået et nys om, at Per førte en

logbog for alle sine flyrejser, så det

spørger jeg naturligvis ind til.

”Jo – det er korrekt, at jeg siden min

første flyvning har ført logbog over alle

mine flyvninger. Jeg har netop tjekket

antallet af flyvninger, og netop nu er jeg

oppe på 952 flyvninger.”

Så om sølle 48 flyvninger kan Per

altså fejre jubilæum.

”Ja”, siger han. ”Og så håber jeg, at

det bliver med masser af champagne

hele vejen!”

Hvis vi antager, at hver flyvetur i

snit varer tre timer, så har Per befundet

sig i luftrummet i ca. fire måneder

totalt. Og i lufthavne i mindst lige så

lang tid, hvilket han normalt ikke har så

meget imod, bare der findes en god bar.

et nyt land i 2013: san

Marino

Den nærmeste fremtid byder på lidt

forskelligt:

”Til december tager jeg til Bologna

og Rimini i en uges tid, hvor jeg dog

også forventer at besøge San Marino,

som vil være et nyt land for mig.

Efter jul går turen til Filippinerne

for at besøge Arne Runge. Senere på

foråret håber jeg at kunne tage til

Iran, evt. som en arrangeret klubtur.”

dBK’s flittigste værter

tekst: Per Allan Jensen

Per havde besøgt omkring 50

lande, da han i 2003 blev medlem af

klubben – altså er han blevet rigeligt

inspireret af medlemsskabet til at

besøge 50 mere i løbet af ni år. I løbet

af et år besøger Per typisk 12-15 lande

(dog en del gengangere), og han har ca.

100 rejsedage om året. Så Per kommer

godt rundt i verden og smitter den

med sit gode humør og sit glade sind.

Tillykke med de 100 lande – og

held og lykke med de resterende 96!

n Fra 2006-8 var Lars Munk

bestyrelsesformand i Café Globen ApS. Den

post er i dag overtaget af Per Danielsen.

Lars har medlemsnr. 207 og var 2008-2012

formand for De Berejstes Klub. Læs mere

om hans rejseliv på www.munkens.dk.

Som bekendt holdes samtlige medlemsmøder i vest i medlemmers private hjem. Det

samme gælder halvdelen af medlemsmøderne i øst (den anden halvdel holdes i Café

Globen). På baggrund af 12 års data for medlemsmøder har jeg derfor lavet nedenstående

lille oversigt over, hvilke medlemmer der har været de flittigste værter.

Værter Sted Antal møder

Ewa Bylinska (nr. 174) Hellerup 10

Lene og Ulrik Ebbe (nr. 53 og 54) Greve 8

Ole Egholm (nr. 1) Herlev 8

Claus Qvist Jessen (nr. 19) En del forskellige steder 8

Lis V. Jørgensen (nr. 24) Frederiksberg 8

Søren Padkjær (nr. 112) Bjerringbro 6

Henning Andersen (nr. 204) København 6

Per Allan Jensen (nr. 26) Frederiksberg 6

Per Danielsen (nr. 223) København 6

Nikolaj Witte (nr. 212) Aarhus 6

Sisse Skipper Andersen (nr. 193) Kolding 5

Bjarne Lund-Jensen (nr. 27) Odense 5

Jeg skal på klubbens vegne viderebringe en stor tak til disse flittige værter, men naturligvis

også til de indtil videre ca. 80 andre medlemmer, der har lagt hjem til, omend

lidt færre gange. Og ved samme lejlighed vil jeg viderebringe en opfordring til

alle medlemmer om, at man melder sig til en af de to toastmastere, hvis man har mod

på at være vært for et medlemsmøde.

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 65

100 lande:

Marianne Nørgård

Marianne nørgård fra

Birkerød rundede i

sommer 100 lande med sit

besøg i Makedonien.

tekst & foto: lasse nørgård

en ferietur i bil ned gennem

Polen, Ukraine, Moldova,

Transylvanien, Grækenland,

Makedonien, Kosova og Albanien tog

lidt hårdt på bilen. Men med undtagelse

af Vatikanet har Marianne Nørgård

med medlemsnr. 314 nu besøgt alle

lande i Europa i mindst 24 timer. Langt

de fleste lande er besøgt med familien,

hvis fire medlemmer alle er med i De

Berejstes Klub. Tilsammen har familien

besøgt 402 lande, hvilket vist er noget

nær klubrekord. Landetælleriet ligger

ikke fjernt for familien, idet Marianne

er bogholder og undertegnede –

hendes mand – er revisor.

De 100 lande er ikke opnået under

langvarige orlovsperioder, men udelukkende

gennem almindelige turistrejser

primært i børnenes skoleferier. Den

længste tur har været en jordomrejse

for et par år siden. Turen ”Jorden rundt”

tog 26 dage med besøg i Singapore,

Malaysia, New Zealand og USA – som

er et af Mariannes favoritlande. Højt

på listen ligger også Dubai, hvor

solen jo stort set altid skinner. Varme

lande er et hit ligesom luksushoteller.

Nederst på skalaen rangerer steder som

Hviderusland og andre østlande, hvor

service og imødekommenhed endnu

ikke synes helt at være slået igennem.

Marianne er i øvrigt en ivrig yogadyrker

og tager årligt på yogaferie

til Mallorca. En af de få rejser uden

familen.

n Lasse Nørgård har medlemsnr. 124 og

har selv besøgt 117 lande. Han er i øvrigt

også valgt til revisor i De Berejstes Klub.

Jakob Øster

Bestyrelse

for dBK

Søren Fodgaard

Formand for

De Berejstes Klub

Tlf. 35 39 27 33

dbkformand@live.dk

Per Danielsen

Toastmaster Øst

Tlf. 33 13 56 18

toastmaster-east@berejst.dk

Jacob Gowland Jørgensen

Tlf. 42 79 68 62

jacob.gowland.jorgensen

@gmail.com

Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?

Savner du den internationale stemning fra dine rejser?

Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?

• Rejseforedrag flere gange om ugen

• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden

• Landefester og events

• Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på cafeen

• Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg

• Rejsestemning i cafelokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande

• Cocktails

• Kaffe og te

• Fredagsbar med happy hour kl. 15-18. 10 kr. rabat på al øl, vin og spiritus

• Gratis internet / Wi-Fi

Jakob Linaa Jensen

Næstformand,

toastmaster Vest

Tlf. 20 86 77 77

toastmaster-west@berejst.dk

Maria Malbek Sørensen

Medlemskoordinator

Tlf. 25 48 87 45

nytmedlem@berejst.dk

Nikolaj Witte

Suppleant, ansvarlig for

fredagsbar Vest,

Berejste med børn Vest

Tlf. 22 79 03 84

nikolaj@rejseprogrammet.dk

• Nyhedsbrev hver uge med begivenheder

Caroline Engelsborg

Kasserer

Tlf. 50 52 78 16

engelsborg@hotmail.com

Anna le Dous

Tlf. 29 93 36 35

anna.le.dous@mail.dk

Jette Færch Weiss

Suppleant

Tlf. 22 93 82 58

jette.weiss@gmail.com

• Nyd din medbragte mad i caféen, bare du køber drikkevarer hos os

Lars-Terje Lysemose

Tlf. +46 76 234 72 00

redaktorgloben

@gmail.com

Ulla Fanø

Sponsorer, pr &

ungekoordinator

Tlf. 28 62 44 09

ufanoe@hotmail.com

Rebecca Langhorn

Suppleant

Tlf. 28 33 87 93

silver@get2net.dk

De Berejstes Klub

Café Globen og vores arrangementer

er åbne for alle - ikke kun for

medlemmer af De Berejstes Klub.

Vi ses på Café Globen!

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 66

Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk

Utrolige Afrika

Nu går jeg hen til bredden af den grågrønne, grumsede

Limpopoflod, hvor febertræerne gror tæt, for at se

hvad det er krokodillen spiser til middag

(R. Kipling i ”Hvordan elefanten fik sin lange snabel - og andre historier”)

Ex. Kiplings Namibia - 16 dage fra 20.980,-

Uganda og Rwanda Etiopien, Simien Kilimanjaro

Afrikas perler - Uganda og Rwanda rejse med

safari, chimpanser og gorillaer, vulkansøer -

klassisk afrikansk kultur og natur.

14 dage fra 36.380,-

Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk

Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening

LET HÅRD

Albanien ›

Trekking med hyrder og heste

På denne 8 dages vandreferie har vi sammensat et rigtigt trek med en overkommelig

sværhedsgrad. På trekket besøger vi det nordlige Albanien, på

grænsen til Montenegro. Vi bevæger os fra hovedstaden Tirana til landsbyen

Tropoje, hvor vi gør heste og udstyr klar til et 4 dages trek over sæterne

ind i den smukke Valbonadal. Vi overnatter på idylliske bjerghoteller, i private

hjem, i hyrdernes træhytter og på guesthouses. Her kommer vi tæt på

de lokale og oplever deres utrolige gæstfrihed. Vandringen er spektakulær

med grønne sætere, alpine passager og dybe skove med bl.a. ulve, bjørne

og losser — indrammet af høje spidse tinder på op til 2.600 m. Med heste

som support er det her muligt at vandre uafbrudt flere dage i bjergene med

en sværhedsgrad på 3.

8 dage fra › 7.970,- DKK

Oplev Afrikas største bjergkæde med enorme

slugter og hvor den Blå Nil har sit udspring.

Fantasilandskaber - pionértrek i særlkasse!

Afrejse 24/2, 14 dage - 19.980,-

LET HÅRD

Nepal ›

På cykel med Himalaya i baggrunden

Vi begynder vores cykelferie i Kathmandu — landets gamle kongeby, som

vidner om storhed og fald. I denne hektiske by findes imponerende templer

og små travle gader. Udenfor Kathmandu cykles gennem små landsbyer,

hvor tiden synes at stå stille. I Pokhara cykler vi langs områdets smukke

søer og oplever den enestående solnedgang over Himalayas sneklædte

tinder. Turen fortsætter gennem regnskoven tæt ved Rapti floden på vores

vej mod Royal Chitwan Nationalpark, hvor vi på enten jeep eller elefant

safari kan opleve næsehorn og (hvis vi er heldige) områdets sjældne tigere.

Endelig besøger vi Buddhas fødeby Lumbini, hvor tusindvis af buddhister

valfarter til. Nepal er for sjælen, samtidigt med enestående naturoplevelser

på cykel gennem uspolerede landskaber.

17 dage fra › 18.970,- DKK

kiplingtravel.dk

Kilimanjaro, Afrikas højeste top ad Lemoshoruten,

måske Kilimanjaros flotteste - med den

bedste akklimatisering.

Afrejse 10/2, 24/2, 26/3 m.fl. 12 dage - 19.980,-

Kom med på Topas.dk

Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K

EVENTYRREJSER

ETIOPIENS OMODAL:

STAMMEFOLK I RIFT VALLEY

Hver stamme i Omodalen har egne skikke og

traditioner. Et besøg hos dem er en oplevelse

for livet. Mursi er kendt for traditionen med

læbeplader. Borena har de såkaldte syngende

brønde. Konso har terrassemarker og tilbedelse

af slanger. Karo er kendt for deres kunstfærdige

kropsudsmykning.

Max 15 deltagere.

14 dage • helpension • 21.900 kr • 22. september til 6. okt

OMAN OFF-ROAD

Vi oplever wadierne og kløfterne i

Akhdarbjergene, æglæggende skildpadder,

Wahiba-ørkenens smukke klitter samt kører 5

dage sydpå langs Det Indiske Ocean. Vi camperer

gerne i små hesteskoformede bugter. Rejsen

slutter i Salalah, med en helt anden natur end det

nordlige Oman.

Max 15 deltagere.

18 dage • 22.900 kr • Afrejse 17. februar og 1. november

14 DAGE PÅ BALKAN –

Albanien, Makedonien, Kosovo og Montenegro.

Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande frem.

Albanien var totalt isoleret under kommunismen.

Kosovo har været lukket på grund af borgerkrig.

Og Makedonien og Montenegro var provinser

i Jugoslavien, hvor udlændinge sjældent kom.

Men alle re lande har meget at byde på.

Max 20 deltagere.

14 dage • 15.200 kr • Afrejse 31. marts • 16. april

BANGLADESH – NEPAL – INDIEN

Nepal rummer en utrolig varieret og storslået

natur med jungle, højland og sneklædte Himalaya-bjerge.

Bangladesh er den perfekte modsætning

til Nepal med det ade deltalandskab og de

frodige rismarker. Vi sejler med hjuldamper ned

i den truede mangrove jungle, men får også set

både det hektiske storbyliv, de idylliske landsbyer

og de spændende kulturelle og historiske steder.

Max 14 deltagere.

16 dage • 22.400 kr • 6. til 21. april

Små grupper · danske rejseledere GLOBEN · N 50 Vinter · 86 2012/13 22 · 71 Side 81 68 · www.viktorsfarmor.dk

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub ... View more 5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

Delete template?

Save as template ?

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub 5 TIPS TIL - De Berejstes Klub