5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

Autentiske rejsehistorier frA De Berejstes kluB 

De Berejstes Klub 

TEMA: 

Vinter 2012/13 № 50 

NORDKOREA 

Til 100 års jubilæum 

LIBANON 

Og så kom bomben! 

GRØNLAND 

9 rejsetips til Ilulissat 

KONKURRENCE 

Dengang jeg fik en 

ny ven ... 

www.deberejstesklub.dk

...endelig hjemme! 

Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. 

FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES 

KUNDESERVICE 

KØBENHAVN: Frederiksborggade 44 & 50-52 

LYNGBY: Lyngby Hovedgade 49D 

ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 

KOLDING: Kolding Storcenter 

AARHUS: Østergade 30 

AALBORG: Bispensgade 34 

KØBENHAVN S: Field’s 

KØBENHAVN V: Fisketorvet 

ODENSE: Rosengårdscentret 

ÅRHUS: Bruun’s Galleri 

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 2 

Vi er altid klar til at hjælpe dig. 

TELEFON: 33 14 51 50 

E-MAIL: info@friluftsland.dk 

WEBSHOP: www.friluftsland.dk 

2012_december.indd 4 19-11-2012 12:50:37

Leder 

Go West, young man! lød rådet i 1800-tallets USA til de modige, 

håbefulde eller eventyrlystne. I dag kan opfordringen 

i Europa lyde: Go East! For Central- & Østeuropa har 

igen åbnet sig for omverdenen. Men trods Jerntæppets 

opløsning kiler et nyt sølvtæppe sig ned gennem kontinentet. 

Hviderusland og Aserbajdsjan ligger tilbage som ufrie enklaver i et ellers 

demokratisk Europa, og Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien, Bosnien, 

Serbien, Montenegro, Kosova, Albanien og Makedonien er havnet i 

et nyt geopolitisk grænseland – mellem Rusland i øst og EU i vest. 

Men hvor begynder egentlig Østeuropa? I dag omtales polakker, 

tjekker og rumænere rask væk som østeuropæere af de historieløse, selv 

om det egentlige Østeuropa traditionelt først begynder ved den russiske 

sfære. For Polen, Tjekkiet og Rumænien har i århundreder både politisk 

og kulturelt været en del af Centraleuropa. Statsmanden Václav Havel 

(1936-2011) var fx ikke sen til at pointere, at Prag faktisk ligger længere 

mod vest end Wien. Diskussionen – af hvad der er østeuropæisk, og hvad 

der er centraleuropæisk – kan på overfladen synes uvæsentlig, men siger 

faktisk ikke så lidt om vores opfattelse af verden! For mens Østeuropa – 

i hvert fald kulturelt – ligger langt borte fra Danmark, føler vi os nok 

nærmere forbundne med Centraleuropa qua vores store nabo mod syd. 

Med temaet i dette nummer af Globen kommer vi faktisk hele 

vejen fra Alperne til Kaukasus! Forsiden proklamerer, at dette er 

50. udgave. Men 12 år er ingen alder for et magasin, som stadig 

udvikler sig, takket være jer som skriver, fotograferer og hjælper til 

på redaktionen. En særlig tak til Anja Povlsen, som har stået for den 

grafiske tilrettelæggelse af 19 numre gennem de seneste fem år, og som 

nu har ønsket at lade posten gå videre, og et hjerteligt velkommen til 

Viroj Jienwatcharamongkhol, som har ladet sig shanghaje og er gået 

entusiastisk til opgaven. Ligesom Anja i sin tid har sat sit grafiske præg 

på Globen, har Viroj tilført bladet, du nu holder i hånden, en ny æstetik. 

Har du i øvrigt lyst til at bidrage med en artikel eller nogle gode 

rejsebilleder, så husk at koordinere det med os på redaktionen, inden 

du begynder at skrive, og læs mere på www.deberejstesklub.dk/forums/ 

de-berejstes-klub, hvor du også finder Globens skriveguide. God rejse- og 

læselyst! Og godt nytår! Eller som man siger, når der skåles i liflig sød 

sovetskoje šampanskoje ovre østpå: С наступающим Новым Годом! For de som 

ikke er stærke i kyrillisk transskriberes det: S nastupayuščim Novym Godom! 

Lars-Terje Lysemose, 

ansvarshavende redaktør 


Montreux/Moskva/Simferopol

Gl ben 

rejsemagasin De Berejstes fra De KlubBerejstes 

klub 

Forsidefoto: Sankt Basils katedral i Moskva af Claus Qvist Jessen 

Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com 

Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K 

Deadline til næste nummer: 30. januar 2013 

Lars-Terje Lysemose Viroj 

Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol 

redaktør 

Grafiker 

Hanne Kofoed 

Korrekturlæser 

Næste tema: Vores bedste rejseoplevelser 

Annoncer: annoncer@berejst.dk 

Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J 

Oplag: 900 

ISSN: 1603-1458 

Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk 

Finn la Cour 

Medredaktør 

Rebecca Langhorn 


ReDAkTION: 

Anette Lillevang 

Kristiansen 

Medredaktør 

Per Allan Jensen 


Christinna Perez- 

Merrild 


Ann Kledal 

Medredaktør 

Søren Fodgaard 

Medredaktør 

Jytte Kristensen 


Elsebeth Finnick 


De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og 

alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor 

skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af 

redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 

Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier 

forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og 

indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden 

ophavsmandens godkendelse deraf. 

TEMA: Central- & Østeuropa 

DE BEREJSTES KLUB 

Indhold 

6 SCHWEIZ | 5 tips til Bern. Og 9 tips til Svejts/Schweiz 

8 GEORGIEN | Svaneterne fra Svanetien 

12 UKRAINE | I vikingernes kølvand 

14 ALBANIEN | Valbona: en endnu uspoleret dal 

i Albanien 

17 

TYSKLAND, POLEN, LITAUEN, LETLAND, 

ESTLAND, FINLAND & SVERIGE | 

Mare Balticum: Østersøen rundt 

20 UKRAINE & RUSLAND | Mission impossible: 

Tjetjenien & Nordkaukasus undercover 

24 SERBIEN, MONTENEGRO, MAKEDONIEN, 

BULGARIEN & RUMÆNIEN | 

På interrail på Balkan 

26 SLOVAKIET, ØSTRIG & SLOVENIEN | 

Lippizzanere: når de hvide heste danser ballet 

30 LITAUEN | Atomturist i Plungė 

32 UNGARN, MAKEDONIEN, LUXEMBOURG, 

LICHTENSTEIN, MONTENEGRO, BULGARIEN, 

TRANSNISTRIEN, TJEKKIET, RUSLAND & 

ARMENIEN | Rejsebilleder 

36 SLOVENIEN | 5 tips til Slovenien. Og 9 tips til Ljubljana 

38 SLOVAKIET | Beton i horisonten 

3 LEDER 

62 BEDSTE BIDRAG DET SENESTE KVARTAL 

63 NYE AKTIVE MEDLEMMER 

64 NY 100-LANDEJUBILAR | Per Danielsen 

65 NY 100-LANDEJUBILAR | Marianne Nørgård 

65 DBK'S FLITTIGSTE VÆRTER 

66 BESTYRELSE FOR DBK

SKRIBENTKONKURRENCE 

42 INDIEN, NEPAL & CANADA | Fra 

Rajasthan til verdens største rodeo 

43 NÆSTE KONKURRENCE | Dengang 

turen gik ad h til ... 

44 NEPAL | Roshan, en nepalesisk guide 

med en fascinerende livshistorie 

45 VIETNAM | Giv mig en sang og en 

kvart kage, og du bliver min ven 

ØVRIGE ARTIKLER 


Illustration: Jayhan Sim 

46 GRØNLAND | 5 tips til Grønland. Og 9 tips til Ilulissat 

48 LIBANON | Turist i Libanon: Og så kom bomben! 

50 NORDKOREA | Klubtur: Nordkorea 100 år 

54 SOFA-REJSER | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser

5 TIPS TIL 

tekst & fotos: Anette lillevang Kristiansen 

1. SANKT BERNHARD 

Bern er hjemsted for mange interessante museer, og på Naturhistorisk 

Museum har man en ganske særlig fyr udstillet, nemlig den udstoppede sankt 

bernhardshund Barry. Han var med til at redde over 40 mennesker, der var 

blevet begravet under laviner i Alperne, og på hundekirkegården i Paris er der 

rejst en særlig sten til minde om Barry og hans heltegerninger. Han døde i 1814. 

2. SHOPPING & CAFéLIV 

Det er en fornøjelse at slentre rundt i de hyggelige brostensbelagte gader i det 

indre Bern, der huser alt lige fra antikvariater til butikker med porcelænsdukker, 

hattenåle og nipsting. Der er noget for enhver smag og pengepung, og man 

kan sagtens få flere dage til at gå med at udforske de små smalle gyder. Og 

skulle man trænge til en pause, så er der altid en lille café lige i nærheden. 

3. BLOMSTER & UDSIGT 

Holder man af blomster og især roser, er Berns rosenhave et must. Den store 

park ligger på en bakketop over byen, og man går derop ad en sti langs 

landevejen. Udsigten over Berns gamle bydel er helt fantastisk og spækket med 

røde tegltage. Parken har en egen atmosfære, og der er en næsten zenbuddhistisk 

ro, så har man brug for et pusterum fra storbylivet, er rosenhaven stedet. 

4. SOUVENIRS 

Det rige alpeland i hjertet af Europa er kendt for sine svejtserure og svejtserknive 

og ikke at forglemme bankkonti, hvis man skulle have brug for at få et par 

millioner eller ti gemt ad vejen. Kvaliteten på luksusvarerne er naturligvis helt 

i top, men prisniveauet er generelt også ret højt. Det kan dog sagtens lade sig 

gøre at bo på hostel og handle i det lokale supermarked til rimelige penge. 

5. BETAGENDE LANDSKABER 

Selvom vejret kan forekomme lidt ustabilt i alpelandet, finder man 

mildt middelhavsklima i det sydlige Svejts. Man kan nemt opleve 

skyfri himmel, også i bjergegnene, selvom tinderne ofte er indhyllet 

i tåger. Det gør Svejts til et fantastisk land for fotografering. De 

smukke landskaber indeholder de mest betagende motiver, så sørg 

for at tage rigeligt med hukommelseskort eller film med. 

n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og har indtil nu rejst 

i 67 lande, herunder 25 i Europa. Læs mere på www.inkapigen.dk. 

GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 6

1BJERGBESTIGNING 

Få steder i verden kan udfordre bjerg- 

2 

bestigere som Matterhorn. 

SKISPORT 

Området omkring bjerget Matterhorn er 

et fabelagtigt skisportssted. 

3 

4 

5 

ISGROTTER 

Europas højst beliggende gletsjergrotte 

ligger i 3.883 meters højde. 

TREKKING 

Alpelandet er med sine betagende bjerge 

og dale perfekt til vandreture. 

HAVEKUNST 

Montreux er stedet for smukt anlagte 

haver og blomsteropsætninger. 

6 

8 

7 

9 


1 

2 

4 

3 

5 

OG 9 TIPS TIL 

SVEJTS/ 

SChwEIz 

6 

SØERNE 

På søerne omkring byen Interlaken er der 

mulighed for en smuk sejltur. 

SKULPTURER 

Danske Thorvaldsen er repræsenteret 

med sin bedrøvede løve i Luzern. 

9 

8 7 

BERØMTHEDER 

Charlie Chaplin ligger begravet på en 

kirkegård ved Geneve-søen. 

NATUR 

Det er svært ikke at blive tryllebundet af 

den flotte svejtsiske natur.

tekst & fotos: 

lars Munk 

SVaNeterNe fra 

SVANETIEN et snapshot fra det 

sydlige KauKasus 

udsigten her fra min lille balkon er generøs. sneklædte tinder i nord, syd, øst 

og vest, mest markant med bjergene Banguriani (3.838 moh.) og Tetnuldi (4.851 

moh.), beliggende ganske få km nord for landsbyen. skyggerne rykker stille ind og 

overtager langsomt solens dominans på bjergvæggen over for min balkon – men 

der vil stadig gå lang tid, før lyset slukkes på toppen af tetnuldi-tinden. ud over 

den maleriske udsigt fylder bagdelen af en ko en ganske stor del af mit åsyn – en 

utilfreds ko, som brøler og gør opmærksom på, at det er spise- og malketid – og at 

det har været malketid i lang tid! tilsyneladende er der ikke rigtig nogen, der tager 

notits af den brølende ko, måske fordi ejerne netop er i gang med at pløje deres 

lille mark, hvor et par tyre udgør den ”tohestede” traktor. Aftenen bliver til nat. 

skyggerne jages væk af massivt mørke, og samtidig tændes de første projektører 

til smuk illuminering af de klassiske og smukke svanetien-tårne. som enkelte 

satellitter eller samlet i smågrupper lyser de op i mørket, måske som symboler på 

svanetiens isolerethed. 

I det 

nordvestlige Georgien, grænsende til 

udbryderregionen Abkhasien i vest og til Rusland 

i nord – gemt væk bag Svanetiens bjergkæde mod 

syd og beliggende på de sydlige skråninger af 

Kaukasusbjergkæden, med massevis af gigantiske 

sneklædte tinder – ligger delregionen Øvre Svanetien (Zemo 

Svaneti). Området bebos af Svanetiens folk: Svaneterne, som 

tæller ca. 30.000 personer, hvoraf ca. 2.600 bor i Svanetiens 

hovedby Mestia. Og netop Mestia var min destination. 

Grundet naturens barrierer har områdets været 

vanskeligt tilgængeligt, hvilket har givet Svanetien en 

vis grad af autonomi. Her eksisterer en unik identitet, 

eksempelvis eget sprog, som afviger væsentligt fra georgisk. 

I øvrigt et sprog, der kun tales – der findes ingen bogstaver 

til sproget, og det kan således ikke skrives. Jeg forstod 

hverken georgisk eller svan, så de kunne bilde mig hvad 

som helst ind desangående. Og minsandten! Der findes 

også dialekter inden for svan – således er der ca. 15.000 

personer, der taler øvre svan, og ca. 12.000 der taler nedre svan. 

Vejen til Kaukasus’ svar på Shangri-La var en smuk 

oplevelse. Ifølge guidebogen skulle turen tage ca. syv 

timer, så da vi var fremme allerede efter tre timer, var 

overraskelsen stor. ”Ny vej,” nikkede de lokale bekræftende. 

Hvis Kirsebærdalen i Nangijala i Astrid Lindgrens ”Brødrene 

Løvehjerte” findes i virkeligheden, må det bestemt være 

her. Turen fra byen Sugdidi førte den fyldte marshrutka 

(minibus) langs floden Enguri, over et højt beliggende 


bjergpas i Svanetien-bjergkæden og derefter igennem dalen 

Mulkhura for endelig at komme til byen Mestia. Turen 

var en rejse gennem tre årstider, startende med sommer 

i Sugdidi med friske grønne blade på træerne og grønne 

bølgende græsmarker, over foråret, hvor knopperne 

på træerne nærmest eksploderede på bilens forrude 

og blev til blomster, mens vi susede af sted til den sene 

vinter i Mestia, hvor knopperne dårligt nok var begyndt 

at tænke på forår. Under hele køreturen blev vi nøje 

overvåget af Kaukasus-bjergkædens snehvide tinder. 

Jeg var i selskab med nogle granvoksne svaneter, hvoraf 

specielt en af dem meget entusiastisk forsøgte at fylde mig 

med chacha (lokal æblebrændevin). Morgenmaden nogle 

timer tidligere havde budt på kaffe, kryddersuppe med 

okseklumper og ½ liter rødvin, som en lokal fyr sponserede 

og skænkede. Helt som i tv-klassikeren ”90 års fødselsdagen” 

kom han hoppende, væltende og gnæggende forbi mit 

gadekøkkenbord med sin ½ liters colaflaske med rødvin og 

fyldte kokkens – som sad og underholdte – og mit glas op. Og 

hver gang flasken var tømt, forsvandt han i et par minutter, for 

blot at dukke op med flasken fyldt igen – det skete fire gange. 

Rødvin til morgen, chacha til middag – det lugtede langt 

væk af død ”helt” til aften. Helt så galt gik det dog ikke, idet 

fyren fra bussen blev for stiv til at gennemføre sin mission 

– og jeg slap nådigt efter fire velvoksne dramme chacha. 

Og nu vi lige berør emnet rødvin, så rører vi her ved 

en helt kultur, ja måske selve Georgiens hjerte. Der er

Mestia med sine svanetien-tårne, lige for 

foden af Kaukasus-bjergkæden. 

bred enighed om, at vin som begreb 

oprindeligt stammer fra Georgien, og 

man har fundet beviser for, at man 

allerede for 8.000 år siden producerede 

vin i landet. Dengang var Jylland 

landfast med England. Vinen er en 

integreret del af samfundet, ja selv i 

religionen, hvor vindruer og vinstokke 

ofte indgår som symboler i kirkerne, og 

hvor klostre stadig producerer masser 

af vin. En stor kulturel begivenhed er 

den såkaldte supra, hvor man mødes, 

fester og drikker vin, og det er ikke 

usædvanligt, at mændene drikker 

op mod 10 liter vin på en aften (dog 

er vinen ikke helt så stærk, som vi 

kender den). Grundet Georgiens 

varierede landskab eksisterer der et 

væld af mikroklimaer, og indtil videre 

har man fundet over 500 forskellige 

slags druer. Det er dog kun 40 af 

druesorterne, man dyrker vin på. 

I Georgien er homestay hyppigt 

anvendt, når man er rejsende og skal 

besøge familie og venner. Homestay 

har udviklet sig til Georgiens svar på 

hostels, hvor man bor hos lokale, som 

afsætter værelser og senge i deres hus 

til rejsende. Man modtages og betragtes 

som en gæst, men afhængig af, hvor 

meget man har lyst til at betale, kan 

man enten bo i luksus (dvs. familiens 

dobbeltseng) eller bo på sovesale 

med andre rejsende. Man spiser med 

familien, man snakker med familien 

og i det hele taget er man en integreret 

del af familien, ligegyldigt om man 

overnatter en enkelt nat – eller 10. 

Velankommet til Mestia 

indlogerede jeg mig hos familien Eka 

Chartolani, og idet jeg var eneste gæst, 

blev jeg taget imod som deres søn. 

Overnatningen inkl. morgenmad og 

aftensmad med familien løb op i 40 

lei per dag (ca. 120 kr.). Fra min meget 

smukt beliggende altan kunne jeg 

planlægge mit ophold i området. Jeg 

brugte en del tid på at studere områdets 

trekkingmuligheder på et højdekort, der 

– grundet områdets helt utrolig mange 

bjergtinder – må kunne gøre folk med 

hang til højdeskræk en smule svimle. 

svanetiens tårne 

I årene 900-1200 opførte man i de 

nordlige egne af Georgien en masse 

vagt- og beskyttelsestårne. Disse 

bemærkelsesværdige tårne fører 

tankerne til ”Ringenes Herre” – landet 

Gondor, hvor den gode forfatter 

Tolkien have placeret lignende tårne. 

Svanetiens tårne blev dels brugt som 

udkigsposter, dels som signaltårne. 

Hvis fjenden blev observeret, tændte 

man et bål på tårnets top. Bålet kunne 

ses af det næste tårn, som ligeledes 

tændte bål etc. På den måde kunne 

man let mobilisere sine styrker, og man 

kunne bringe befolkningen i sikkerhed. 

Idet Georgien og Svanetien 

har været overløbet af et væld 

af forskellige fjender i tidens løb 

(assyrere, makedonere, persere, romere, 

byzantinere, arabere, tyrkere og 

mongoler – bare for at nævne nogle 

af indtrængerne), har man bygget 

massevis af beskyttelsestårne, og ca. 175 

af disse står stadig i Svanetien. I nogle 

områder, bl.a. i Mestia, har hver familie 

sit eget tårn, som dog ikke blev anvendt 

som deciderede signaltårne, men som 

beskyttelsesrum og fæstningsværk. 

Andre steder indgår de enkelte tårne 

som en del af et større forsvarsværk, 


hvor man på hver en bakketop kan se 

et tårn, fungerende som udsigts- og 

signaltårn. Tårnene er typisk 20-25 

meter høje og har fire-fem etager. 

I dag anvendes tårnene stort set kun 

til opbevaring af eksempelvis afgrøder, 

men den indskrænkede funktionalitet 

til trods, så vedligeholdes tårnene 

stadig. Det er bemærkelsesværdigt 

at se disse tårne, stolte og knejsende, 

opført for 1.000 år siden med alle 

sten intakte, stående op og ned af 

nabobebyggelsen, opført i sten og 

træ måske i 1960, som bare langsomt 

forgår og falder sammen af sig selv. 

two bears – or not two 

bears? 

Indtil 2004 var Svanetien et højst 

usikkert område at begive sig rundt i, 

idet lokale bander yndede at overfalde 

folk og rippe dem for værdier. I 2004 

fik de lokale myndigheder bugt med 

problemerne, simpelthen ved at skyde 

og dræbe områdets mesterbandit 

og dennes søn. Og pludselig var det 

absolut sikkert at rejse rundt i regionen. 

Med dette in mente begyndte 

jeg at planlægge en tur til landsbyen 

Ushguli, beliggende 50 km fra Mestia. 

Ushguli betragtes som Europas højest 

beliggende permanent beboede landsby 

(2.100 moh.), og desuden besidder 

landsbyen hele 50 svanetien-tårne. Af 

samme årsag er landsbyen optaget på 

Unesco-listen over bevaringsværdige 

kulturcentre. Intet kunne holde mig 

tilbage – jeg ville til Ushguli! Men det 

blev alligevel ikke helt så let, som jeg 

havde forestillet mig. Det var sidst på 

vinteren, så vejene var ofte blokeret af 

sne, og der var derfor ingen marshrutka

Familien i mit homestay. Faderen og undertegnede 

udviklede et tæt venskab, skabt 

over et par over dramme chacha. 

dertil. Herudover var det kun sjældent, 

at der kørte jeeps dertil (måske en 

enkelt om ugen), så blaffer-tricket ville 

kun virke, hvis man havde mange 

dages tålmodighed. Almindelige biler 

kunne ikke komme igennem op til 

Ushguli på den årstid, grundet elendig 

vej og lejlighedsvise snebunker. ”Men 

der må da være en måde at komme 

til Ushguli på,” tænkte jeg … En 

hjælpsom bartenderinde brugte det 

meste af en time på at ringe rundt til 

bekendte for at høre, om vejen var 

farbar, men – som hun sagde – så var 

folk for stive i chacha til at kunne give 

et fornuftigt svar. De vidste ganske 

enkelt ikke, om vejen var farbar. 

Jeg kunne naturligvis vælge at 

vandre til Ushguli, hvilket formentlig 

ville tage fire-fem dage t/r – dage som 

jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var 

tilsyneladende eneste rejsende i Mestia 

på daværende tidspunktet, så jeg havde 

ingen at dele udgiften til en jeep med 

(det ville koste 600 kr.). ”Måske kunne 

jeg forsøge mig på cykel,” tænkte jeg 

nostalgisk, om dengang jeg nedlagde 

nogle af de sejeste toppe på Tour de 

France-ruten på min tohjulede ganger. 

Cykelløsningen syntes derfor at være 

eneste mulighed for at nå til Ushguli. 

Jeg inspicerede et par mountainbikes, 

men min umiddelbare vurdering var, 

at de knapt ville holde ud til byskiltet. 

Det var hårdt at konstatere, men en 

cykeltur på en lokal cykel i april måned 

fra Mestia til Ushgul ville være enormt 

problematisk, for ikke at sige umuligt 

uden ordentligt udstyr. Beslutningen 

var nedslående – jeg skulle ikke af sted 

til Ushguli. Men de lokale var yderst 

Denne her hund viste sig at være et helt 

andet dyr – som måske oven i købet var et 

sultent dyr! 

tilfredse med beslutningen, hvilket 

de fejrede med et dyk i deres chacha. 

Da jeg atter forlod Mestia, var 

det med en noget trist tanke i 

baghovedet om, at jeg ikke fik set 

Ushguli. Når sommersæsonen atter 

begynder, vil der være andre rejsende 

at dele omkostningerne med, samt 

der ville være masser af biler til at 

blaffe med, men jeg var altså lidt for 

tidligt på den i denne omgang. 

Noget andet, jeg bragte med mig i 

baghovedet fra Mestia, var en noget mat 

følelse i krop og hoved. Faderen i mit 

homestay havde kastet sin kærlighed på 

mig, og han insisterede på, at der skulle 

drikkes så meget hjemmelavet chacha 

som muligt på kortest mulig tid, så i 

løbet af få timer fik vi os en masse store 

dramme æblesnaps indenbords – og 

det førte til blodstængte albuer og knæ 

hos undertegnede. De skæve brosten 

i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt 

heldigvis relativt tidligt i søvn med et 

smil på læben, men kl. 5 om morgenen, 

hvor marshrutkaen skulle køre, havde 

jeg stadig glæde af den lokale chacha – 

og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til 

Sugdidi var knap så interessant og smuk 

som turen op til Mestia havde været ... 

Nok havde jeg været i Mestia for 

tidligt på året til at se Ushguli – til 

gengæld var jeg for sent på den til at 

opleve det lokale skisportssted. Jeg 

havde ellers vadet 8 km ud ad en 

vej, op ad et bjerg, for at komme til 

skisportscentret. Undervejs havde 

jeg den smukkeste udsigt til et af 

Kaukasus’ sværeste bjergbestigerbjerge, 

den dobbelttindede Ushba (4.700 

moh.). Planen var at vandre op til 

skisportsstedet, hvor der efter sigende 


Min ”ven”, der forsøgte at drikke mig under bordet 

på vej til Svanetien. Heldigvis havde han varmet 

godt op i forvejen, og selv om jeg selv havde drukket 

½ l vin til morgenmad, var han så langt foran, 

at han gik død før mig, så jeg kom trods alt nogenlunde 

til Svanetien. 

skulle være en skilift, der stadig kørte, 

selv om der ikke var meget sne tilbage 

på løjpen. Da jeg kom frem til liften, 

var der ikke et menneske at få øje på, 

og liften blev bestemt ikke betjent. 

Men var der alligevel helt tomt? 

Noget rørte på sig i buskadset lidt 

fremme foran mig ... og pludselig 

hoppede en vel stor vovse op på vejen ca. 

50 meter foran mig. ”Med en hund her, 

så må her være en eller anden person 

heroppe!” tænkte jeg muntert med 

tanke på, at jeg måske alligevel kunne 

komme op med liften. Ved nærmere 

betragtning af hunden synes jeg dog, at 

vovsen så lidt underlig ud. Dens pels 

var lang og beskidt, den vandrede af 

sted lidt a la Ozzy Osbourne, altså på en 

lidt underlig krumbøjet måde, og dens 

hovedform var væsentlig anderledes, 

end hvad man skulle forvente sig af en 

hund. ”Hmmmmmm” … Jeg roede lidt 

i min ellers nogenlunde velassorterede 

hukommelse for ”hundegenkendelse”, 

for at finde et billede, der kunne matches 

med den vovhund, som snusede rundt 

Globen er med på tur. Her foran Kaukasus-bjergkæden, 

på vejen mellem Mestia og Ushgul.

Svanetien-tårnene er ca. 1.000 år gamle, 

men holder sig evigt unge. 

længere nede ad vejen. Der kom intet 

positivt match ud af den øvelse! 

Konklusionen kunne kun være, at 

den firebenede fætter, der gjorde sig 

til foran mig, ikke var en hund – men 

en bjørn! ”Uha”, tænkte jeg. ”Det kan 

være skidt.” Jeg var helt sikker på, at 

skønt den ikke umiddelbart tog notits 

af mig, havde den bestemt kunnet 

lugte min tilstedeværelse – uden tvivl! 

Og da festen nu alligevel var begyndt, 

dukkede endnu en plysbjørn meget 

passende op, så nu var der altså to 

uldtotter at holde øje med. ”Men hvor 

var resten af slænget mon?” tænkte jeg. 

Jeg lurede lidt på bamserne, mens de 

snusede rundt efter føde. De virkede 

nu meget fredelige, men ... hvad nu 

hvis? Der havde ikke været advarsler 

om bjørne fra de lokale, skønt der lever 

bjørne i området, så jeg var egentlig 

ikke decideret skrækslagen – meeeeen 

alligevel pænt nervøs. Disse to kunne 

netop være vågnet op fra hi og være 

skrækkeligt sultne og ville have fyldt 

maverne. Jeg mener - det ville være 

usædvanligt med dansebjørne otte km 

fra nærmeste bebyggelse, så måske 

var der rent faktisk tale om to vilde 

bjørne ... Da de pludselig ændrede 

retning og begge styrede direkte mod 

mig, var overvejelserne egentlig til 

at tage og føle på. Jeg var otte km fra 

nærmeste person, de var to imod en, og 

to sulte bjørne kunne sikkert få meget 

sjov ud af en turist! Jeg besluttede 

mig for at fordufte, og bjørnene 

besluttede sig for ikke at følge efter. 

Forbrydere i området eller ej – man 

skal stadig passe lidt på. Og så ville det 

jo ellers have været godt, hvis der havde 

været et svanetien-tårn lige i nærheden. 


GEORGIEN 

Min rejse foregik 20. april til 1. maj 

2012. 

REJSEN DERTIL: fly med estonian 

air fra København til tblisi t/r via 

talinn: 1.250 kr. 

LOKAL TRANSPORT: fra tblisi til 

Sugdidi kører der et nattog. fra Sugdidi 

til Mestia er det tre timer med 

minibus. 

BO: et homestay koster ca. 120 kr. 

per nat. 

n Lars Munk har medlemsnr. 207 og har 

bl.a. besteget Pik Lenin mellem Kirgisistan 

og Tajikistan og Mont Blanc mellem 

Frankrig og Italien. Han er uddannet akademiingeniør 

og tog i 1994 tre måneder til 

eks-Jugoslavien for at køre med nødhjælp for 

Det Danske Beredskabskorps. Han bevæger 

sig efter sigende helst derud, hvor rejsen 

er uforudsigelig og også gerne en smule 

besværlig. 

Den smukke top Ushba (4.700 moh.) med 

sine to tinder. Dette er absolut et af Europas 

sværeste bjerge at bestige, men samtidig 

også et af de smukkeste.


Jacob V. la Cour 

Dnepr-floden har i mere end 1.000 

år været brugt som rejsevej gennem 

Østeuropa fra Østersøen til sortehavet. 

nu er det mest krydstogtskibe, der 

gør turen over de åbne russiske og 

ukrainske sletter. 

Lige siden vikingerne opdagede denne handelsrute, 

har skibe ladet med alskens varer taget turen 

ad den 2.285 km lange flod Dnepr gennem 

det nuværende Rusland, Hviderusland og 

Ukraine til de store handelsbyer ved Sortehavet 

og Middelhavet. I september 2011 besluttede min far 

og jeg os for at gøre vikingerne noget af turen efter. 

Vores rejse langs floden begyndte i Kijev, Ukraines 

hovedstad, der formentlig blev grundlagt af handlende fra 

nord – af grækerne kaldet varangerne, hvilket bl.a. omfattede 

vikinger – omkring år 800, men den præcise datering er 

usikker. Som de fleste nok så under EM i fodbold, er det 

en meget flot by præget af kirker og klostre med store 

guldbelagte løgkupler. Byen ligger på en bakke højt over 

floden, og selve havnefronten ved Dnepr er ikke særligt 

prangende. Men herfra afgår næsten dagligt krydstogtskibe 

med kurs mod syd – mod Sortehavet. Det er en tur på ca. 900 

km, og da flodbredden ved Kijev kun ligger ca. 100 meter over 

havet, er det en ret udramatisk tur, der mest fører igennem 

fladt landbrugsland. Men som alle andre flodture giver den 

et rigtig godt indtryk af det land, man sejler igennem. 

Marshal koshevoy 

Vores skib – det 129 meter lange og 17 meter brede Marshal 

Koshevoy med plads til 260 passagerer – var bygget i 1988 

i Tyskland og bar præg af sin sovjetiske fortid, men var 

dog ganske komfortabelt. Det havde tre dæk med kahytter 

og et stort soldæk øverst. I forstævnen var der på det ene 

dæk et bibliotek og på det andet dæk en panoramabar med 

en fantastisk udsigt. I agterenden af skibet var der en stor 

restaurant, hvor passagererne spiste af to omgange. Turen 

var med helpension, og maden var faktisk udmærket i 

betragtning af, at vi var i det gamle Sovjet. Hver aften fik 


I vikingernes 

kølvand 

En traditionel befæstet landsby fra kosaktiden – på frilandsmuseet 

på øen Khortytsia. 

man menukortet for næste dag, og kunne her vælge mellem 

to forskellige forretter, to hovedretter og to desserter. 

Den første dag på floden gjorde vi ingen stop, men gled 

blot stille sydpå, bl.a. hen over det enorme Kremenchukreservoir 

på 2.250 km². Søen blev dannet, da man i 1960 

byggede et vandkraftværk ved byen Kremenchuk. Visse 

steder var søen lige så bred som Øresund, og da det 

var lidt diset, var der perioder, hvor man følte sig som 

på åbent hav. Men vi nød det disede efterårssolskin fra 

dækket og forberedte os på de næste dages oplevelser. 

Hen under aften nåede vi til den sydlige ende af søen, 

hvor vi skulle igennem en sluse, der bragte skibet ca. 15 

meter ned. Faktisk er det meste af Dnepr helt fra nord for 

Kijev til kort før udmundingen mest af alt en lang række 

vandreservoirer, så der er ikke meget strøm i floden. 

Besøg hos kosakkerne 

Tidligt næste morgen nåede vi den store industriby 

Dnepropetrovsk, hvor en skov af skorstene sendte mængder 

af næppe helt ren røg op i den kølige morgenluft, og efter 

endnu en times sejlads nåede vi den største dæmning på 

Dnepr, bygget i 1927-32. Dæmningen, der er 760 meter lang 

og 60 meter høj, blev ødelagt under anden verdenskrig, 

men genopbygget i 1948. Før dæmningen blev bygget, var 

dette stykke af floden præget af kraftige strømhvirvler. 

Floden faldt her 50 meter over en strækning på kun 60 km, 

og dette betød, at kun små både – der visse steder måtte 

trækkes over land – kunne passere. Men efter bygningen 

af dæmningen – med tilhørende sluser – kan skibe på op 

til 270 meters længde sejle helt til Kijev. Oprindeligt var der 

tre slusekamre, men i 1980’erne blev der bygget én gigantisk 

sluse, der kan sænke skibe næsten 40 meter ned på én gang. 

Kort efter denne stejle nedstigning lagde vi til i byen 

Zaporozhie, hvor vi skulle på vores første sightseeing. 

Området omkring byen var centrum for kosakkernes 

rige, der havde sin storhedstid i 1600-tallet. På øen 

Khortytsia, der ligger midt i Dnepr, opstod en kultur af 

beredne bønder, der til at begynde med blot forsvarede 

deres egne områder, men lidt efter lidt også underlagde 

sig andre områder. På øen findes et stort friluftsmuseum 

med en kopi af en traditionel kosakby samt et meget 

spændende museum om Ukraines ældre historie.

Hen under aften kom vi forbi den 62 meter 

høje Moderlandet-statue, der er et mindesmærke 

for Sovjetunionens faldne under 2. 

Verdenskrig. 

Vores skib – Marshal Koshevoy – var magen 

til stort set alle de andre krydstogtskibe på 

floden. 

Lokal underholdning på vores picnic i 

Dneprs floddelta. Det ligner Ruslands 

”syngende bedstemødre” fra MGP 2012, 

men de her kunne faktisk synge! 

Ved afgangen fra Kijev strålede byens guldbelagte 

løgkupler om kap med solen. 

Vi var også til kosak-show, hvor 

nutidige kosakker imponerede 

med deres færdigheder både inden 

for ridning og sværdkamp samt 

håndtering af ridepisk. Ikke noget 

der er egnet til fotografier – her viser 

videokameraet virkelig sin berettigelse. 

til frokost med vodka 

Vi fortsatte sydpå mod Sortehavet, og 

næste stop var byen Kherson tæt på 

udsejlingen til Sortehavet. Dette er 

en stor industriby med især mange 

skibsværfter, da byen ligger stort 

set på niveau med havoverfladen. 

Omkring byen er der et netværk af 

kanaler mellem en masse små øer – 

nok oprindeligt Dneprs floddelta 

inden floden blev tæmmet. I havnen 

i Kherson steg vi om bord på et par 

mindre flodbåde, der skulle bringe 

os ud i dette idylliske bondelandskab. 

Her fik vi selskab af en gruppe ældre 

damer i nationaldragter, der piftede 

vores udflugt op med nogle meget 

underholdende ukrainske folkeviser, 

som vi naturligvis ikke fattede et klap 

af, men damernes mimik og store 

stemmer var storslåede i sig selv. 

Vi blev sat af på en lille ø, hvor 

vi var inviteret til frokost hos en 

bondekone. Hun havde dækket det 

helt store kolde bord op med et væld 

af lokale retter, pålæg og frugt, og alle 

blev suppleret af rigelige mængder 

hjemmelavet vodka. Senere – da hun 

havde sørget for, at vi alle var godt 

slørede i blikket – blev vi sluppet løs 

på det til anledningen etablerede 

marked, hvor øboerne faldbød deres 

håndarbejder – bl.a. de karakteristiske 

babusjkadukker, broderede duge 

og – naturligvis – vodka! 

Om eftermiddagen var vi tilbage 

på Marshal Koshevoy, der i lyset fra 

den nedgående sol nåede Dneprs 

udløb i Sortehavet. Det må have været 

en fantastisk oplevelse for vikingerne 

at tage denne tur gennem Europas 

indre og så nå til et stort og ukendt hav. 

På vej ind i en af de mange sluser der muliggør 

sejlads med store skibe næsten 1.000 

km op ad Dnepr. 


UKRAINE 

Dnepr eller Dnjepr (russisk Днепр, 

ukrainsk Дніпро, hviderussisk 

Дняпро) er med sin længde på 

2.285 km europas fjerdelængste 

flod. 

Den udspringer vest for Moskva, 

flyder igennem rusland, Hviderusland 

og Ukraine og udmunder i 

Sortehavet. 

På klassisk græsk og latin kaldtes 

floden Borysthenes, senere henholdsvis 

Danapris og Danaper. 

Vores tur fortsatte østpå over 

havet til halvøen Krim, hvor vi 

også besøgte byerne Sevastopol, 

Feodosyia og Jalta, inden vi igen 

satte kursen mod vest til Odessa, der 

var endestationen for krydstogtet. 

n Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og er 

40 år. Han arbejder med virksomhedshandler 

i DONG Energy og foretrækker efter sigende, 

at rejsen er planlagt i detaljer hjemmefra. 

Han interesserer sig især for historiske 

steder, flotte naturoplevelser og for rejsemål, 

som er lidt ud over det sædvanlige, men som 

dog har hoteller af høj standard. 

En kosak viser prøver på sin færdighed til hest. 

Det var noget sværere at få billeder af deres 

tricks med de tre meter lange ridepiske.


Mette Kjær Sørensen 

rejsen til Valbona i det 

nordlige Albanien går 

med en færgerute, der 

er udnævnt til en af de 

smukkeste i verden. her 

mødes man af smuk natur, 

vilde bjerge og gæstfrie 

beboere. 

Rejsen til Valbona begyndte 

i Tirana. Min kæreste og jeg 

var lidt usikre på, hvordan 

vi skulle komme dertil. Fra 

hotellet i Valbona havde vi fået en 

e-mail, som omhyggeligt forklarede 

bussystemet. Man skulle helst kende 

chaufføren og ringe til ham på forhånd 

for præcist at få at vide, hvor og 

hvornår bussen kørte. Der var vedlagt 

telefonnummer, og vi fik vores hotel i 

Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at 

bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, 

og at den var hvid med en blå stribe. 

Så tidligt næste morgen gik vi ned 

til pladsen, hvor vi fandt minibussen. 

Chaufføren sad på en nærliggende 

cafe. Efter den obligatoriske runde 

gennem byen for at samle passagerer 

op kom vi endeligt af sted. Tre 

timer senere var vi fremme ved 

Udsigt over floden og dalen. 

VALBONA: 

en endnu uspoleret dal i 

ALBANIEN 

Komani-søen, som er dannet ved 

en opdæmning af Valbona-floden. 

Min kæreste fordrev ventetiden 

med at fiske fra færgelejet. Dette 

tiltrak sig stor opmærksomhed fra 

de lokale, som ivrigt kommenterede 

og kom med gode råd. Han fangede 

nogle små skaller, som han bestemt 

ikke måtte smide ud igen, dem ville 

chaufføren gerne have med hjem. De 

lå så i en plasticpose og blev godt 

varme på resten af turen i bussen. 

Søen følger flodens snoede forløb 

gennem dalen, og udsigten skiftede 

derfor hver gang, vi rundede endnu 

et sving. På begge sider rejser stejle 

klipper sig og spejler sig i det azurblå 

vand. Nogle steder var vi ganske tæt 

på skrænterne, kun 20 meter adskilte 

os fra klipperne, som strakte sig over 

100 meter op. Langs søen, på nogle 

af de knap så stejle skråninger, er 

der huse og små terrasselandbrug. 

Vi nød at sidde på det øverste 

dæk og betragte det flotte landskab, 

der flød forbi i langsomt tempo. De 

lokale havde tilsyneladende set det så 

mange gange før, at det på dem virkede 

mere tillokkende at sidde inde i den 

indelukkede bar og ryge og drikke øl. 


På de par timer, færgeturen tog, var der 

nogle, der havde hældt overordentligt 

mange øl ned. Da vi kørte fra borde, 

så vi en synligt påvirket mand sætte 

sig bag rattet i en lastbil lastet tungt 

med cementsække. Vi var rystede. 

Vi havde med buschaufføren 

forhandlet os frem til, at han skulle 

køre os helt til vores hotel i Valbonadalen 

frem for kun til færgelejet, 

hvortil ruten normalt gik. Så undgik 

vi problemer med at finde transport 

til den sparsomt befolkede dal. 

Vi fortsatte med minibussen i 

nogle timer på grusvejen langs floden 

op gennem den imponerende dal. Til 

sidst nåede vi vores bestemmelsessted, 

Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser 

og en restaurant. Stedet drives af en 

lokal mand og hans familie. Hans 

kæreste, Catherine, er amerikaner, 

og hun har en meget informativ 

hjemmeside om området. Hun er 

utrolig hjælpsom med information og 

forslag til vandreture i området. Hun 

har på eget initiativ startet afmærkning 

af stier i området og brænder for 

at udvikle stedet til økoturisme.

Vandreskoene findes frem 

En af dagene var vi på en længere 

vandretur i området. Turen begyndte i 

landsbyen Valbona længst inde i dalen. 

Catherine havde givet os et simpelt 

kort og nogle forklaringer, men selve 

ruten var ikke markeret. Så med simple 

anvisninger, såsom ”grønt hus foran 

jer – gå rundt til højre rundt om det 

og drej til venstre”, gik vi af sted. 

Først krydsede vi det næsten 

udtørrede flodleje, og herefter gik 

det opad. På dette sted i dalen var 

bjergskråningerne ikke så stejle som 

langs Komani-søen, men vi kom 

alligevel hurtigt op i højden, hvor 

vi kunne se ud over landsbyen. Vi 

kom forbi enkelte simple huse med 

små indhegninger, og vi mødte en 

kvinde med sine to børn, der var ude 

at samle pinde til brænde. Endvidere 

så vi tre mænd, der var ved at slå 

græs med le på en stejl græsmark. 

Pludselig kom vi op gennem 

en gruppe træer og blev mødt af 

et fantastisk syn og duft. Her var 

græsgangene til landsbyens dyr, og 

blandt græsset voksede der små 

engblomster og store mængder 

blomstrende vild timian, som udsendte 

en kraftig duft. Bag engen rejste nogle 

stejle, vilde og barske bjerge sig. Det 

gjorde engen, vi gik på, endnu mere 

tillokkende. Vi satte os derfor ned midt 

mellem blomsterne og fandt vores 

madpakker frem. Vi var spændte på, 

hvad vi havde fået med, og stor var 

glæden, da vi fandt ud af, at Catherine 

havde pakket nøjagtigt det, som passede 

sig til sådan en vidunderlig vandretur. 

Mellem tykke skiver af saftigt nybagt 

brød var der pølse, tomat og agurk. Ved 

siden af lå store tykke osteklodser, et 

kogt æg og et par chokoladekiks. Med 

en fantastisk udsigt over dalen foran 

os, majestætiske bjerge bag os, en 

varmende sol, timianduft i næsen og 

maven fuld af lækker mad følte vi os 

som i himmerige. Vi havde næsten 

ikke lyst til at bryde op og fortsætte. 

Et kig ind på bjergene i Montenegro. Landets 

navn betyder i øvrigt ”de sorte bjerge”. 

Montenegros sorte bjerge 

Ud fra skoven under os kom der 

pludselig en mand gående. Da han 

kom nærmere, viste det sig at være 

Michael, en af de få andre gæster fra 

vores hotel. Hvilket sammentræf! 

Sammen med ham fortsatte vi opad. 

Målet var at nå grænsen mellem 

Montenegro og Albanien. Ingen af os 

var sikre på, hvor langt der var, og der 

var intet at tage pejling efter. Vi var 

dog overbeviste om, at vi var på rette 

vej, så vi blev ved med at følge stien 

op. Landskabet blev stadig mere barskt 

og stejlt. Temperaturen faldt også, og 

det samme gjorde mit blodsukker 

og energiniveau, så de hjemmebagte 

myslibarer blev fortæret. Vi indgik en 

aftale om, at vi ville vende om kl. 15, 

hvis vi ikke var nået frem til grænsen 

forinden, så vi kunne være tilbage, 

før det blev mørkt. I stilhed knoklede 

vi på og kom længere og længere op. 

Pludselig kunne vi se en betonklods og 

vidste, at den måtte markere grænsen. 

Da vi kom op til den et par minutter 

før deadline, var vi et godt stykke over 

trægrænsen, og det eneste, vi kunne se 

i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. 

Vi stod et par minutter på Montenegros 


Komani-søen opstod, da man oversvømmede 

dele af en dal i forbindelse med 

bygningen af et vandkraftværk. 

side af grænsen og blev blæst igennem 

af den kraftige kolde vind. 

Vi gik ned samme vej, som vi var 

kommet op. På en eller anden måde 

gik vi forkert og kom væk fra den 

utydelige sti midt på en stejl eng. Vi 

stod og spejdede efter den og gik lidt 

frem og tilbage. Pludselig hørte vi 

råb. Vi kiggede op og så en mand højt 

oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som 

kunne se vores problemer, og han 

havde tydeligvis overblik over stien og 

forsøgte at guide os med armbevægelser 

og råb. Det var ret svært at forstå ham, 

fordi han var så langt væk, men det 

lykkedes os at komme tilbage på stien 

og sikkert ned til landsbyen igen. 

Herfra var der fem km tilbage til 

hotellet ad vejen langs floden. Mens vi 

gik af sted på vores nu meget ømme 

fødder, håbede vi, at der kom en bil 

forbi. Heldigvis kom der et ældre 

ægtepar i en gammel varebil, og vi 

fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke 

kommunikere, men de syntes vist, 

at det var ret pudsigt at have et par 

turister siddende på et par gamle 

aviser bag i bilen. Vi var bare glade 

for liftet og tvang dem nærmest til 

at tage imod en skilling for turen.

Blomstrende vild timian. Duften, mens vi 

gik gennem græsmarkerne med timian, var 

eventyrlig. 

Vel tilbage på hotellet bestilte vi 

straks et par kolde Korcaer – albanske 

øl – og satte os på husets veranda og 

hvilede fødderne, mens vi tænkte 

tilbage på den lange vandretur og 

alt det, vi havde set undervejs. 

Vild natur 

Den første dag gik vi et par mindre 

ture i området. Forinden havde 

Catherine fortalt os om dyrelivet, og 

om hvordan et universitet havde 

sat et webkamera op. Hun viste os 

endda nogle af billederne af ulv, 

vildkat, los, grævling, bjørn m.m. 

På en af turene kom vi forbi 

en grotte i klippesiden, og da det 

regnede, spøgte vi med, at vi ikke 

turde søge ly derinde, for det var nok 

bjørnens hule. Lidt senere regnede 

det endnu kraftigere, og mens vi stod 

i læ under et stort træ, kom vi til at se 

os omkring. Pludselig fik vi øje på en 

lille kasse, der var monteret på et træ 

ved stien, og vi kunne se, at det var et 

webkamera. Nu var det ikke længere 

så indbydende at stå på den smalle sti 

med stejle klipper op og ned til begge 

sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne 

vi ikke lige træde til side og lade den 

passere. Selvom risikoen for at møde 

bjørnen var forsvindende lille, kunne 

vi alligevel ikke helt ryste den lille 

irrationelle frygt af os. Lysten til at 

fortsætte videre op ad stien forduftede 

ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og 

fandt et andet sted at fortsætte turen. 

Vi brugte et par dage i Valbonadalen, 

før turen gik videre rundt 

i Albanien. Valbona er et område, 

som ikke er ret udviklet endnu. 

Internettet er ustabilt, strømudfald 

Her er vi stadig under trægrænsen. 

sker jævnligt, infrastrukturen er 

simpel, og vejen lukkes tit af sne 

om vinteren. Der findes enkelte små 

private hoteller og pensionater i 

området. Der er sat initiativer i gang 

for at tiltrække flere turister, og der 

er helt sikkert et stort potentiale. 

Valbona var højdepunktet på 

vores tur rundt i Albanien. Vi blev 

mødt af en fantastisk venlighed, 

gæstfrihed og enestående natur. Jeg 

håber, at udviklingen i området vil 

ske i pagt med den omkringliggende 

natur, således at man også i fremtiden 

vil kunne nyde dette unikke sted. 


ALBANIEN 

Valbona ligger i det nordlige albanien, 

tæt på grænsen til Kosova 

og Montenegro. Læs mere om 

Valbona-dalen på www.journeyto 

valbona.com. 

REJSEN DERTIL: Vi fløj fra Hamburg 

til Tirana t/r via Budapest. Rundrejsen 

tog 10 dage og kostede 5.500 

kr. per person alt inkl. 

LOKAL TRANSPORT: fra tirana tager 

det syv-otte timer til Valbona, uanset 

om turen går via Komani-søen 

eller den noget længere tur ad 

hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet 

var velfungerende 

med mange afgange. 

BO & SPIS: Måltiderne er meget billige. 

50-60 kr. for salat, hovedret og 

en øl på en restaurant. Næsten alle 

retter indeholder flere forskellige 

oste i store mængder. Hotelovernatninger 

koster 240-300 kr. for et 

dobbeltværelse. 

BEFOLKNINGEN: Utrolig mange taler 

godt engelsk, og hjælpsomheden 

og gæstfriheden er stor overalt, 

hvilken er med til at gøre alban- 

ien til et utrolig nemt land at rejse 

rundt i. 

n Mette Kjær Sørensen har medlemsnr. 381 

og er 35 år. Hun foretrækker at rejse på egen 

hånd og kan godt lide at vandre og være i 

naturen. Læs mere om hendes rejseliv på 

www.metteks.dk.

M are Balticum: 

stersøen rundt 

områderne omkring Østersøen har en gammel fælles 

kulturhistorie. fra 1200-tallet og frem dominerede 

de overvejende tyske hansestæder, senere var det 

svenskerne, og under Den kolde krig var det et 

ombejlet og omstridt område, et sandt spændingsfelt 

mellem Øst og Vest. Danmark har en lang historie 

i området: Det var i det nuværende estland, at 

Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen 

i 1219, og Valdemarerne, de udfarende danske 

middelalderkonger, besad et område, der strakte sig 

fra holsten til estland, altså næsten hele vejen rundt. 

en glinsende varm sommer i 2008 tog jeg sammen 

med katja laut, et andet medlem af De Berejstes klub, 

turen hele vejen rundt for at opdage lande og steder, 

der i mange år lå slumrende hen i sovjetunionens 

skygge. 

Det er en allerede bagende varm formiddag, da Katja og jeg 

krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den 

vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale 

Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede 

folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche 

ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den 

faldt ned under et bombardement fra de allierede i det tidlige 1945. 

Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil 

3. oktober 1990 udgjordes af Jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det 

genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde 

deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange 

bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: Smalle 

købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage. 


Langs kanalerne i Gdansk. 


Jakob linaa Jensen 

kystbyer og cirkusser 

Videre østpå går det. Øst for Greifswald 

kører vi ud på Osedum-halvøen, en 

smal landtange, der skiller havet fra 

en række fjorde inde i landet, og her 

får vi for første gang nærkontakt med 

Østersøen. Dvs. vi kan ikke se vandet, 

for der er solide nåleplantager mellem 

os og vandet. Jeg genser Swinoujscie 

efter 10 år. På mit første besøg til byen 

kom jeg en anden varm sommerdag 

med færgen fra København. Meget er 

forandret. Østersøkysten heroppe er 

en næsten ubrudt kæde af badestrande, 

små pensionater, og det ene lille 

tarvelige cirkus efter det andet. I 

Dziwnow indlogerer vi os på Admiral 

Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med 

udsigt over floden. Byen er derimod 

ikke stilfuld: Den ultimative badeby 

med souvenirbutikker, iskiosker 

og endnu flere hæslige cirkusser. 

Næste dag går det videre 

langs kysten til byer, hvis navne er 

umulige at udtale, og som man også 

hurtigt bliver færdig med. Sidst på 

eftermiddagen når vi Gdansk. På vej 

ind i byen passerer vi det berømte 

Leninskibsværft, som har en helt særlig 

plads i omvæltningerne i Østeuropa. 

Det var her, en elektriker ved navn

Lech Walesa i 1980 grundlagde en fri 

fagforening, Solidaritet, som blev et 

første varsel om de folkelige protester, 

der i 1989 væltede Berlinmuren. 

Gdansk er en smuk by med 

nænsomt restaurerede huse langs 

kanalerne. Der er et kæmpe udvalg 

af hyggelige barer og restauranter. Vi 

ender i en hvælvet kælder, der bl.a. 

byder på glimrende fiskesuppe og 

kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og 

fisken fejler bestemt intet her ved havet. 

ulveskansen: hitlers 

hovedkvarter 

Turen østpå fortsætter gennem Elblag 

og Olztyn, en hyggelig gammel by 

med borgruin og flere kirker. På 

vejen videre mod Litauen gør vi en 

omvej omkring Ulveskansen, Hitlers 

vinterhovedkvarter fra krigens første 

år, som er kendt fra blandt andet 

filmen ”Der Untergang”. Nazisterne gik 

grundigt til værks – nogle bunkere har 

6 meter tykke mure af armeret beton. 

Den allermest solide er Hitlers egen, 

nr. 13. Det er et meget specielt sted, og 

selv om bygningerne er forfaldne og 

overgroet af skoven, kan man alligevel 

fornemme, hvad der er gået for sig her. 

Vi har nu nået grænselandet mellem 

Polen og Litauen, der udgøres af en 

nationalpark med noget af Europas 

sidste urskov. I 1996 kørte jeg på 

studietur til Litauen ad en elendig vej, 

og vi sad i kø to timer ved grænsen. I 

dag er vejen fin, og vi ryger lige over. 

Det sydlige Litauen er ikke 

uinteressant, omend fattigt. Husene 

er næsten alle af træ og de små byer 

faldefærdige. Uden for Druskininkai 

er en tidligere kommunistisk 

kz-lejr lavet om til et museum over 

kommunismens rædsler, komplet med 

kreaturvogne brugt til transport af 

fanger, vagttårne og betonstatuer af 

de store kommunistiske ledere og en 

hel del mindre. Alt sammen er udført 

meget originalt, i den totale mangel 

på smag og stil, der prægede kunsten 

i den gamle østblok. Parken har været 

meget kontroversiel, fordi den udelader 

historien om, hvordan litauerne selv 

hjalp såvel kommunister som nazister 

med at udrydde og deportere jøder. 

Vejen op mod hovedstaden 

Vilnius går dels gennem urskoven, 

dels forbi Litauens nationalikon, 

den gamle middelalderborg Trakai, 

komplet med voldgrav og røde tårne. 

En sommerdag som denne er den 

pakket med lokale på udflugt. 

Gensyn med Vilnius 

Vilnius er en perle af en hovedstad. 

Det er et af Europas bedste eksempler 

på barok byggestil, og i forhold til 

mit første besøg 13 år tidligere er den 

meget nænsomt restaureret langs 

de brostensbelagte gader. Kirkerne 

fremstår atter i fordoms pragt, og små 

kunstforretninger ligger side om side 

i de århundredegamle borgerhuse. 

Hovedstrøget Gedimino Prospekta 

forbinder byens skagensgule domkirke 

med parlamentet, som var centrum 

for kampene i 1991, da Sovjet i en 

sidste krampetrækning forsøgte 

at sætte den nyudråbte litauiske 

republik på plads. Forehavendet 

mislykkedes heldigvis, da litauerne 

tappert forsvarede deres parlament og 

nyvundne frihed. Som et minde om 

kampen for selvstændighed er nogle af 

pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet. 

Det skorter ikke på god mad 

i Litauen. Vi sætter tænderne i et 

spækbræt af kolde specialiteter, fra 

røget oksemørbrad til griseører. Det 

hele skylles ned med lokalt mikrobryg, 

og livet forekommer skønt sådan en 

sommeraften i det såkaldte nye Europa. 

Bryllup eller beach party? 

Efter to dage i Vilnius går turen mod 

Kaunas, som var hovedstad mellem 1. 

og 2. Verdenskrig, da Vilnius dengang 

lå i Polen! Det er lørdag og den helt 

store bryllupsdag. En rest fra sovjettiden 

er det gigantiske bryllupspalads midt i 

byen, som denne dag holder bryllupper 

væg til væg. Pyntede limousiner og 

andre store biler holder skulder ved 

skulder udenfor, og konstant lyder 

champagnepropper og hurraråb. Vi 

flygter fra disse festligheder videre 

tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda 

og videre til Liepaja i Letland, hvor 

alle, der ikke er i færd med at blive 

gift, har bevæget sig til Baltic Beach 

Party, Baltikums svar på Roskilde, 

men med skøn beliggenhed på selve 

stranden. For os 80’er-musikelskere 

er det et behageligt genhør med tyske 

Alphaville, og ølpriserne er nogle 

andre end på Smukfest i Skanderborg. 

Næste formiddag kører vi videre 

langs kysten gennem Ventspils og op 

mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig 

selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere. 


Ulveskansen – Hitlers førerbunker med nr. 13. 

Bryllupper ad libitum i Kaunas. 

Kachotten på Tartu Universitet – uterlige studerende 

blev anbragt her! 

Møde med middelalderen, Tallinn.

Litauens stolthed, Trakai. 

Rygning forbudt på stranden i Ventspils. 

Tallinns tårne. 

Udsigt over Riga. 

Den finske skærgård. 

Domkirken med den sorte løgkuppel 

knejser over den gamle brolagte 

bydel, men de gode restauranter og 

barer er blevet flere. Byens vartegn 

Pulvertornis, Krudttårnet, lever op 

til sit navn: Der sidder kanonkugler 

fast i murene fra et af de utallige slag, 

der er gået for sig på disse kanter. 

Efter en god nats søvn på 

et velbeliggende hostel går det 

videre nordpå til en flot og meget 

klassisk middelalderborg i Sigulda, 

inden vi rammer Estland og den 

hyggelige universitetsby Tartu, som 

i århundreder har været et regionalt 

centrum for lærdom. Byens gamle, 

gennemrestaurerede universitet 

danner et naturligt midtpunkt i den 

gamle bydel, hvor der på grund af 

sommerferien er ganske uddødt. Lærere 

og studerende er ude af byen, og de 

fleste barer er derfor lukkede – til 

gengæld kan vi så få et værelse på et af 

kollegierne, splinternyt og hightech. 

tallinn: tilbage til 

middelalderen 

Tallinn er Estlands hovedstad og, vil 

jeg sige, en af Europas smukkeste 

af slagsen. For en middelalderelsker 

som undertegnede er det ganske 

imponerende, at størstedelen af 

bymuren og 13 ud af 16 borgtårne 

er bevarede. Sammen med byens 

to dominerende spir, rådhusets 

og Sankt Olafs kirkens, danner de 

en nærmest magisk stemning i 

aftenskumringen. I de snævre gader 

dyrkes middelaldertemaet, og den 

legendariske restaurant Olde Hansa er 

ingen undtagelse: turistet og svinedyr, 

men den fremragende mad, det gode 

øl (med kanelsmag!), og de søde 

servitricer i middelalderkjoler gør 

det til en fremragende oplevelse, så 

god at vi vender tilbage næste dag. 

Estisk er et underligt sprog, i 

familie med finsk og ungarsk, og der er 

tilsyneladende ingen lokale, der finder 

det underligt, at vores hostel ligger på 

hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og 

sådan staves de! Til gengæld bor vi 

lige midt i det hele og har udsigt til 

den store rådhusplads med det enormt 

tynde og lange rådhustårn i gotisk stil. 

Cirklen sluttes 

Sidste stop på turen er Finland 

og Helsingfors. Nu om dage sejler 

hurtigfærger hele tiden mellem de to 

hovedstæder, og efter kun to timers 

sejlads i aftensolen ankommer vi til 


ØSTERSØEN RUNDT 

REJSEN DERTIL: Vi kørte i bil lejet 

i tyskland, hvilket var billigt og 

fungerede fint. Vejene er generelt 

udmærkede, og de udbygges hele 

tiden i disse år. Man bør parkere et 

sikkert sted, da der er mange indbrud 

i biler i de fleste af landene. 

PRISNIVEAU: en stor fadøl koster ca. 

8 kr. i Litauen, 12 kr. i Polen og 15 

kr. i Letland og estland. et dobbeltværelse 

af en god standard koster 

ca. 200 kr. i Letland og ca. 300 kr. i 

Polen og estland. 

byen, der er kendt for Aalto og Nokia. 

Vi bor på et hostel under tribunen på 

det olympiske stadion, med en kæmpe 

statue af Pavel Nuurmi, den flyvende 

finne, udenfor. Vi promenerer ad byens 

hovedstrøg, en dejlig bred boulevard 

med skyggefulde træer. I den lune 

sommeraften sidder vi indtil midnat 

og spiser sushi og drikker champagne. 

Det er ikke just typisk finsk … 

Turen rundt om Østersøen slutter 

dagen efter med en natfærge til 

Stockholm, som bestemt også er et 

besøg værd. Efter en tur ned gennem 

et glinsende, sommerligt Sverige 

slutter vi cirklen med at overnatte 

i en gammel jernbanevogn i Lund. 

Det har været to uger med meget 

varierende oplevelser. En tur rundt 

om Østersøen kan bestemt anbefales. 

n Jakob Linaa Jensen har medlemsnr. 

233 og er næstformand og toastmaster 

i De Berejstes Klub. Han har været 

medlem siden 2004 og har i skrivende 

stund besøgt 70 lande, herunder stort set 

hele Europa, som er hans yndlingskontinent. 

Sydøstasien og Sydamerika er også 

højt på listen. Et absolut must er årlige 

skiferier til Alperne.

Mission impossible: 

tjetjenien & Nordkaukasus 

undercover 


lars-Terje lysemose 

Udsyn fra Volgaens forrude: Min russiske bror Vadim 

ved en kontrolpost på grænsen til Tjetjenien. 

Vi skriver august år 2000, og jeg er ude 

på en mission impossible: At snige mig 

ind i hjertet af Putins militære "antiterroroperation" 

for som uafhængig 

dansk journalist ved selvsyn at få et 

indblik i, hvordan livet former sig i en 

krigszone, som efter et års tjetjensk 

guerillakrig synes glemt af omverdenen. 

“ 

Desværre. Den gik ikke. Grænsevagten vil 

ikke godtage dine papirer eller nogen 

bestikkelse. Hurtigt! Du er nødt til at 

stige af her og tage næste tog tilbage 

over grænsen. Tag til Kijev og skaf 

et visum og ring til mig. Du har mit nummer!” 

Vadim står i togkupeens døråbning med et nedslået 

blik. Han er min guide, tolk, fixer og gode ven, som 

jeg har så meget tillid til, at jeg har indvilget i at tage 

imod hans invitation om sammen at drage af sted mod 

Tjetjenien – trods daglige kampe mellem russere og 

tjetjenere og utallige bortførelser og forsvindinger. 

Vi har netop passeret grænsen mellem Ukraine og 

Rusland. Det er en sen eftermiddag sidst i august, hvor 

nyheden om atomubåden Kursks skæbne på bunden af 

Barentshavet stadig er på alles læber, og toget holder nu 

stille på et rangerterræn, mens grænsebetjente og soldater 

omgiver toget og går det minutiøst igennem for steder, hvor 

der kunne tænkes at være gemt kontrabanda – smuglervarer. 

Jeg er ude på en selvskabt mission impossible og må 

erkende, at mit første forsøg lige har slået fejl. At krydse 

grænsen mellem Ukraine og Rusland i et intercitytog på 

vej mod Nordkaukasus for at snige sig ind i Tjetjenien 

for ved selvsyn at kunne rapportere om situationen i den 

ellers tilsyneladende hermetisk lukkede krigszone og fri 

for ledsagende russiske presseofficerer er faktisk netop 

det: impossible! I hvert fald uden et russisk visum. 

journalist undercover 

Ideen virkede ellers god nok. Vadim, som er et par år ældre 

end mig, er en erfaren førstestyrmand, og under dække 

af at være hyret af et shippingfirma i Sevastopol som 


Shnamenskaja i Tjetjenien ligger langs vejen til Grosnyj. 

Strækningen kaldes også Snigskytternes Paradis. 

andenstyrmand til et skib ved den russiske sortehavskyst 

sidder jeg nu om bord på toget fra Sevastopol på Krim med 

en billet til Pjatigorsk for foden af Kaukasusbjergene. Vadims 

onkel, tante og en kusine bor i Mosdok, hvorfra russiske 

styrker et år tidligere indledte tilbageerobringen af den 

tjetjenske udbryderrepublik, og Vadim har inviteret mig 

med hjem til dem, for at jeg ved selvsyn kan se, hvordan 

livet former sig i hjertet af den russiske operation. 

Der er bare lige den lille detalje, at jeg ikke har noget 

sømandspas ligesom Vadim, og uden et sådant kan jeg 

ikke rejse visumfrit ind i Rusland. Så hjælper det ikke, at 

Vadim har fået udfærdiget nogle papirer fra et hæderligt 

shippingfirma, som påstår, at jeg er andenstyrmand. 

tilbageholdt på grænsen 

”Davai! Davai! Af sted!” Jeg får lynhurtigt min rygsæk 

på ryggen, da den russiske grænsevagt gestikulerer, at 

jeg skal følge efter. Mens toget med Vadim om bord 

sætter sig i bevægelse og fortsætter østover, er jeg 

ladt alene tilbage her i ingenmandsland omgivet af 

russiske soldater ledt af en brysk udseende officer. 

I lommen har jeg, ud over Vadims telefonnummer, 

numrene til ambassaden i Moskva, Berlingskes redaktører 

Michael Ehrenreich og Tom Jensen, og min gode kollega 

fra Weekendavisen Johannes Wamberg Andersens i Kijev. 

Men får jeg overhovedet mulighed for at ringe til nogen 

som helst, hvis jeg er arresteret? Er mit dække som sømand 

allerede afsløret? Venter der nu et tredjegradsforhør hos 

en russisk efterretningsofficer? Og er jeg godt i gang med 

at skabe en mindre diplomatisk krise og kan se frem 

til en tur bag tremmer!? Spørgsmålene snurrer rundt 

i hovedet på mig, mens jeg nervøst skridter hen langs 

jernbanesvellerne med et par bevæbnede soldater i hælene. 

Til mit held er officerens engelsk endnu mere begrænset 

end mit forråd af russiske gloser, og forhøret inde på 

grænsekontoret begrænser sig til enstavelsesord. Jeg slipper 

derfor for at forklare de nærmere omstændigheder omkring 

mit forsøg på at krydse grænsen illegalt – og dermed afsløre, 

at jeg dårligt nok kender forskel på styrbord og bagbord! 

”You, sailor, go … next train Ukraine,” siger han nærmest 

opgivende, mens jeg ånder lettet op ved udsigten til ikke 

at ende i kachotten. En time senere gelejder to russiske

Nadia og Olga har dækket bord i baghaven i Terskaja uden 

for Mosdok. Middagen består af sjasjlyk, grillet kød på spyd. 

soldater mig om bord på et tog tilbage 

til den ukrainske side af grænsen. 

Destination: Voucher 

Jeg sms'er til Johannes i Kijev. Han 

skal selv til at skaffe visum til Moskva 

og mener, at jeg vil kunne få et visum 

på den russiske ambassade næste dag, 

men at det kommer til at koste klejner. 

Naturligvis ikke visum til Tjetjenien, 

heller ikke til Stavropol, Krasnodar, 

Pjatigorsk eller Sochi, men et helt 

almindeligt turistvisum til Moskva, 

og så må jeg finde ud af, hvordan 

jeg kommer ned til Kaukasus, når 

jeg først er kommet over grænsen. 

Jeg køber en billet til nattoget 

til Kijev, og næste morgen tager vi 

sammen hen på ambassaden, hvor 

der meget belejligt også ligger et lille 

rejseagentur i forhallen, hvor en nydelig 

blondine garanterer, at visum skam 

kan udstedes samme eftermiddag 

formedelst 100 USD i gebyr. Dertil 

kommer prisen for en såkaldt voucher, 

for man skal naturligvis også booke et 

hotel gennem agenturet. Heldigvis er 

en enkelt overnatning nok, og 200 USD 

fattigere står jeg nogle timer senere 

med det eftertragtede russiske visum, 

som godt nok tillader mig indrejse til 

Rusland, men bestemt ikke til Tjetjenien. 

Heldigvis står der ikke nogen 

destination angivet på selve visummet. 

Der, hvor der normalt skulle stå et 

bynavn, står der fatisk bare "voucher". 

Perfekt! tænker jeg. Med voucher 

anført som min destination, kan jeg 

måske alligevel godt sætte mig i et tog 

med retning mod sydøst i stedet for 

nordpå til Moskva? Jeg tager chancen 

og køber en togbillet på Kijevs enorme 

vokzal til Donetsk i det østlige Ukraine, 

hvor jeg skal skifte tog til Mineralnije 

Vodij, et stop før Pjatigorsk. Mineralnije 

Vodij er faktisk, som navnet antyder, 

et kursted kendt for sit helbredende 

kildevand og kurbade, så det er vel 

ikke helt ude i hampen, at en dansk 

turist kunne tænkes at rejse dertil … 

Jeg ringer til Vadim, som lover at hente 

mig i Mineralnije Vodij næste dag. 

Jah ne znaju! 

Krydsningen af grænsen sker denne 

gang forholdsvis udramatisk. Ingen 

af mine medrejsende i togkupeen 

forstår engelsk. Det viser det sig til alt 

held, at den russiske grænsebetjent 

heller ikke gør. Han spørger gentagne 

gange til ”voucher! voucher!?” 

Jeg ryster på hovedet og lader som 

om, jeg ikke forstår, hvad han mener og 

peger blot på mit pas, på mit russiske 

visum og billetten til Mineralnije Vodij. 

Min voucher er sjovt nok forsvundet 

… Toget sætter sig i bevægelse, og 

grænsebetjenten giver op. Men efter 

at vi har passeret Rostov om aftenen, 

stiger nogle betjente klædt i civil på og 

gennemsøger toget. 

"Narkoba!? Drugs?" Jeg bliver som 

mistænkelig udlænding kropsvisiteret 

i kupeen i alles påsyn, men jeg 

er naturligvis ingen narkokurer. 

Betjentene spørger ligesom ved grænsen 

efter min voucher, men "jah ne znaju!" 

– jeg forstår ikke, hvad de snakker 

om. ”Mineralnije Vodij!” forklarer 

jeg igen og peger på min togbillet, og 

betjentene giver op. Ikke at have et 

fælles sprog redder mig igen, og resten 

af togturen forløber uden dramatik. 


Tidligt om morgenen ruller toget 

ind på banegården i Mineralnije Vodij, 

hvor Vadim og hans onkel Sergej med 

store smil tager imod. 

De gelejder mig hurtigt og galant 

ud på parkeringspladsen, hvor Sergejs 

hvide taxi, en gammel Volga, står parat, 

og jeg forsøger at falde i et med mine 

omgivelser og ligne en russer. Ingen 

fancy briller. Ingen vestlige brands – kun 

anonyme jeans og en trøje, som jeg har 

købt på markedet i Donetsk på vejen. 

Min russiske familie 

Vadims onkel Sergej er etnisk russer 

og insisterer på at vise mig den 

tjetjenske virkelighed, sådan som han, 

hans kone Olga og datteren Nadia 

oplever den dér, hvor de bor. Han er en 

midaldrende rund mand med et fast 

håndtryk og tjener tykt på at køre taxi, 

ofte endda om natten, for diplomater, 

journalister og tjetjenere – op til 

5.000 USD tur-retur ud ad Tjetjeniens 

støvede bagveje, fortæller han. 

Han insisterer dog på at køre gratis, 

fordi jeg, som han siger, er en ven af 

familien. Ud over at kende hver en 

bagvej forstår han også at stikke en løgn, 

som da vi på vejen fra Mineralnije Vodij 

til Mosdok vinkes ind til siden ved en 

af de mange kontrolposter, og Vadim 

og jeg pludselig udnævnes til brødre 

– det er i hvert fald det, Sergej bilder 

soldaterne ind. Selv siger jeg ikke et ord, 

selv om jeg ellers forud for min rejse 

har gennemgået et kort russiskkursus. 

Min nye russiske familie bor 

i den lille landsby Terskaja syd for 

Terekfloden lidt uden for Mosdok. 

Olga er læge og kender kun alt for 

godt til forholdene for de sårede på 

Mosdoks nedslidte militærhospital. 

I gaderne fylder vagtsomme blikke, 

militære lastbiler og sikkerhedspoliti 

bybilledet, mens befolkningen forsøger 

at få hverdagen til at hænge sammen 

trods utallige militære kontrolposter. 

For det meste er soldaterne nu kun på 

udkig efter mørklødede kaukasiere. I 

Mosdok svarer det til hver anden af 

byens indbyggere. Folk med et blegere 

europæisk udseende vinkes derimod 

igennem kontrolposterne uden at 

skulle fremvise nogen form for id. 

Mafiaboom 

Mosdok med ca. 40.000 indbyggere 

på bredden af den brusende Terekflod, 

hvor Nordossetien møder 

Tjetjenien, har siden russernes

Maka og Adam er strandet på vejen fra Grosnyj og lever af at sælge frugt 

og snacks fra deres interimistiske hjem i landsbyen Shnamenskaja. 

generobring af udbryderrepublikken 

oplevet et sandt økonomisk boom. 

“Bankerne er skudt op som 

vilde paddehatte efter et regnskyl,” 

fortæller Sergej, da jeg spørger til de 

mange imponerende marmorfacader 

på hovedgaden. “De ejes alle af 

mafiaen,” siger han med et grin. 

Med mindst 15 bortførsler alene 

i Mosdok den seneste tid behøver 

jeg ingen opfordringer til at holde 

lav profil. Våben, gidsler og narko er 

almindelige handelsvarer på disse 

kanter. Hovedgaden Kirov frekventeres 

fx åbenlyst af et par mafiatyper med 

inderlommerne fyldt med små poser, 

hvis indhold er hvidt som sne. 

lyde i natten 

Nordkaukasus har tempereret 

fastlandsklima, og en varmebølge ligger 

som en tyk dyne over landskabet. Den 

første nat i familiens hjem vågner jeg 

op med et sæt, badet i sved, til den 

dundrende lyd af rotorer, der pløjer 

sig gennem natten. Lyden er forlængst 

blevet hverdag for befolkningen her. 

Men den pludselige lyd af snurrende 

helikoptere i natten er bestemt ikke 

hverdagskost for en 25-årig dansker, der 

uden myndighedernes viden har sneget 

sig ind i hjertet af russernes militære 

operation, som om jeg var ved at slutte 

mig til de tjetjenske oprøreres kamp 

for et frit Itjkerien – gennem den ene 

kontrolpost efter den anden, i zigzag 

gennem det kaukasiske steppeland 

ad snørklede bagveje for at undgå at 

blive opdaget. Helikopterne forsvinder 

heldigvis lige så hurtigt, som de kom. 

Sikkert med sårede til militærhospitalet, 

forklarer Olga mig næste morgen. 

Uden for Terskaja ligger en række 

interimistiske barakker, hvor tjetjenske 

fordrevne holder til. Herefter følger 

et nøgent åbent ingenmandsland, 

skæmmet af krigens brændte marker 

og svedne træstubbe, hvor der før var 

alleer. Bynavnet Mosdok betyder faktisk 

”tæt skov”, men der er ikke megen skov 

tilbage i dette afsvedne landskab. Et 

par udbrændte jernbanevogne står som 

tomme skaller og minder om, at det 

er en ting at indtage Tjetjenien, men 

noget ganske andet også at undertvinge 

tjetjenerne efter mørkets frembrud. 

i snigskytteland 

Sergejs Volga accellererer, da vi sætter 

kurs mod landsbyen Shnamenskaja 

på vejen mod Grosnyj ud af det, de 

lokale har døbt Snigskytternes Paradis, 

fordi de åbne vidder på kanten af de 

smukke, løvklædte bjerge ofte danner 

skjul for tjetjenske bagholdsangreb. 

En gammel rød bus, der tøffer ud 

ad vejen mod Grosnyj, er fyldt med 

tørklædeklædte kvinder. Kvinderne 

er de eneste tjetjenere, der vover at 

krydse Terek. Selv 12-årige drenge og 

gamle mænd pågribes ved de russiske 

kontrolposter under påskud af at 

være guerillaer og sendes til frygtede 

interneringslejre, hvor rapporter om 

tortur, mord og voldtægt er velkendte. 

Som oftest ender kvinderne med 

at skulle betale løsepenge for at få 

deres mænd og sønner frigivet. 

Pigtråd og kontrolposter 

Efter en halv times kørsel fra Mosdok 

når vi den første kontrolpost på denne 

side af floden, omgivet af pigtråd og et 

halvt hundrede soldater. Et stort skilt 


malet med farverne af det russsiske flag 

som baggrund bekendtgør, at vi nu er 

på vej ind i Tjetjenien. En lang række 

af sorte Mercedeser med tonede ruder, 

militære lastbiler og et par busser, fyldt 

med tjetjenske kvinder, holder i kø. 

Vadim og Sergej er tydeligt nervøse. 

“Giv mig dit pas,” siger Sergej og 

stopper bilen, da et par soldater gør 

tegn til os om at holde ind til siden. 

Vadim og jeg bliver i bilen, mens Sergej 

går de 150 meter hen til kontrolposten 

og forsvinder ind bag døren til et 

lille kontor. Imens åbner soldaterne 

baggagerummet og undersøger bilen, 

på udkig efter mistænkelige genstande. 

Minutterne går, og det føles som en 

evighed, før Sergej kommer tilbage. 

“Lad os så komme af sted,” griner 

han nervøst. “Velkommen til Tjetjenien!” 

tilføjer han, da vi passerer pigtråden, 

skiltet og de russiske soldater. 

Speederen trykkes i bund, da vi 

kører ud ad den lige landevej mod 

Grosnyj, Tjetjeniens hovedby, der 

engang havde knap en halv million 

indbyggere. Nu er byen fuldstændig 

smadret og lagt i grus, og 300.000 civile 

er drevet på flugt ud af Tjetjenien. 

Jeg spørger Sergej, hvad 

soldaterne egentlig sagde til mit pas. 

“Ingenting,” griner han. “Jeg 

gemte dit pas i inderlommen og gav 

dem kun Vadims og mit eget.” 

Vi ler befriende, vel vidende at der 

kun er et par kilometer til den næste 

kontrolpost. Her gentages seancen: 

Sergej stiger ud af bilen med tre pas 

i hånden, så de soldater, der omgiver 

bilen, ikke fatter mistanke, men stopper 

det ene tilbage i inderlommen, idet han 

går ind på det lille kontor, hvor pasene 

krydstjekkes med en computer, der 

fører en liste over alle, der mistænkes 

for at støtte de tjetjenske guerillaer. 

Ingen bemærker, at der sidder en 

tredje person på bagsædet i bilen. 

Så meget for russisk effektivitet! 

flygtet fra Grosnyj 

Efter to timers kørsel når vi landsbyen 

Shnamenskaja, hvor Sergej har et 

par gode bekendte, som han mener, 

jeg bør møde. Adam og Maka er 

et midaldrende tjetjensk ægtepar, 

muslimer der flygtede ud af Grosnyj 

under russernes bombadement i fjor. 

Nu er de strandet her på landevejen 

i et selvbygget hus på 20 m², fordi 

deres ældste søn på 16 mistede sine 

identitetspapirer i det kaos, der fulgte 

russernes invasion. Og uden papirer til

at identificere ham tør de ikke forsøge 

at slippe forbi de russiske kontrolposter. 

“Vi mistede alt i Grosnyj,” forklarer 

Maka. “Det, du ser i skuret her, er alt, 

hvad vi har.” Der er vrede og foragt i 

hendes stemme, men familien synes for 

nærværende at have affundet sig med 

tingenes tilstand. Den lille familie på 

fire lever i daglig angst for, at den ældste 

søn skal blive snuppet og anbragt i 

en af de russiske interneringslejre. 

For det meste holder de ham skjult 

indendøre. Ellers lever de, som resten af 

landsbyen, af at sælge mineralvand og 

frugt og snacks til de få, der gør holdt 

i den lille by på vejen mod Grosnyj. En 

gang om ugen tager Maka bussen til 

markedet i Mosdok for at købe ind. 

ukuelig ungdom 

Næste dag møder jeg Aslan, en 26-årig 

tjetjener, ved den evige flamme, et 

mindesmærke for 2. Verdenskrig 

i Terskaja, hvor landsbyens unge 

hver aften mødes over et par flasker 

billig vodka. Aslan er uddannet 

jurist, men jurister er der åbenbart 

ingen brug for. I stedet kører han 

lastbil for et firma i Mosdok. 

“Denne her krig handler ikke om 

fanatiske muslimer. Det er en krig, 

der er begyndt, udelukkende fordi 

de forskellige mafiagrupper har en 

interesse i at føre krig,” forklarer han. 

“Min bror Adlan på 22 sluttede sig til 

oprørerne i foråret. Han blev fænget 

af retorikken om et frit Itjkerien, et 

selvstændigt Tjetjenistan. Men han 

blev fanget ind i et spind af forræderi 

og kriminalitet. Det er mafiaen, der 

trækker i trådene, hverken Ruslands 

Putin eller Tjetjeniens Maskhadov. En 

dag bortførte min bror en rig armenier 

fra Mosdok, politiet var i hælene på 

ham, men det lykkedes ham at finde et 

skjul ude i bjergene. Det var det sidste, 

vi hørte til ham. Rygterne svirrede, at 

han var dræbt, men jeg troede ikke på 

det, indtil for tre måneder siden, da 

nogle fremmede kom og viste mig en 

videooptagelse af hans lig – hovedet var 

skilt fra kroppen, og han var næsten 

ikke til at genkende. De fortalte mig, at 

han var stødt på en gruppe soldater 

ude i en skov, og at soldaterne havde 

gjort kort proces. Men der er noget, 

der ikke stemmer i den forklaring. 

Hvorfor skulle russerne halshugge 

ham? Den slags gør russerne ikke. 

Det er kun tjetjenere, der skænder 

lig på den måde!” udbryder Aslan. 

Stilheden har sænket sig, mens 

han fortæller. Men nu afbrydes 

han af en spinkel, høj ung fyr: 

“Russerne er hverken værre 

eller bedre end os!” udbryder 

han, og gruppen på syv indleder 

en livlig diskussion. Den unge 

fyr hedder Timur, han er tjetjener, 

bor i Grosnyj og er i øjeblikket på 

besøg hos bekendte i Terskaja. 

“Jeg studerer filologi på universitet,” 

fortæller han, da jeg spørger, hvad han 

dog laver i Grosnyj. “Mit studie var 

oprindeligt normeret til fem år, men 

på grund af krigen er det nu blevet 

til seks,” fortæller han og tilføjer, 

at universitetet i Grosnyj netop er 

genåbnet og nu har 900 studerende. 

Jeg spørger ham, om han ser en 

fremtid i Tjetjenien. 

“Ja,” siger han. “Vi tjetjenere er 

ukuelige. Når jeg bliver færdig til 

næste år, vil jeg være journalist og 

arbejde for et selvstændigt Itjkerien.” 

Der bliver sent, før vodkaflaskerne 

er tømte, og vi tager afsked 

med de unge i Terskaja. Tidligt næste 

morgen begiver Vadim og jeg os på 

rejsen tilbage ud af Kaukasus. Fire 

timers kørsel ad snørklede bagveje, 

forbi hestedrevne sigøjnervogne 

og teltlejre, indtil vi når kurbyen 

Mineralnije Vodij for foden af bjergene. 

Da toget sætter i gang, og vi lægger 

Mineralnije Vodij bag os, åbner Vadim 

den første øl og slår et stort smil op. 

“Her hører rædslerne op. Tillykke. 

Mission accomplished!” 

Han griner og tager den første 

slurk. Jeg kigger ud af vinduet, på 

de snedækkede bjerge i horisonten, 

bakkerne og kirkegårdene, der 

ruller forbi, og nikker tavst, lettet 

over at Tjetjenien er bag os. 

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 

364 og har vovet sig ud på flere farefulde 

rejseeventyr. Foruden Tjetjenien har 

han også rejst i væbnede konfliktområder 

som Transnistrien, Jugoslavien, 

Østtimor, Molukkerne i Indonesien, 

og i militærjuntaens Myanmar, hvor 

han har været med til at hjælpe en 

børnesoldat på flugt. I årene 1999-2002 

var han nærmest konstant på farten som 

udlandsreporter og har siden bl.a. undervist 

i journalistik. Han har også studeret 

fred, konflikt og internationale relationer. 

Læs mere på www.lysemose.com. 


NORDKAUKASUS 

efter Sovjets kollaps proklameredes 

Itjkerien uafhængigt. Og efter 1. 

tjetjenske Krig 1994-96 var tjetjenien 

de facto selvstændigt. efter 

2. tjetjenske Krig, som indledtes 

med en “anti-terroroperation” i 

efteråret 1999 og først officielt 

afsluttedes i 2009, genvandt 

rusland kontrollen over territoriet. 

ADVARSEL: Oktober 2012: 

”Udenrigsministeriet fraråder 

alle rejser til Dagestan, som 

jævnligt oplever terrorangreb, 

bl.a. i form af selvmordsangreb og 

bombesprængninger. Det samme 

gælder fortsat rejser til tjetjenien, 

Ingusjetien, Nordossetien, som 

også har oplevet terrorangreb 

i de senere år. angrebene er 

som oftest rettet mod politi og 

sikkerhedsstyrker, men også civile 

rammes. Væbnede sammenstød 

kriminelle bander imellem og 

mellem oprørere og russiske 

sikkerhedsstyrker forekommer. 

Kriminaliteten i tjetjenien og til 

dels i de tilstødende områder 

er ude af myndighedernes 

kontrol. Bortførelser af russiske 

og udenlandske statsborgere 

i området har tidligere været 

hyppige og forekommer stadig. 

Bortførelserne har bl.a. omfattet 

medarbejdere for udenlandske 

nødhjælpsorganisationer. I 

tjetjenien er der endvidere risiko 

for landminer.”


niels C. Jensen & Anne Geisler 

på interrail på 

tag med på en rejse langt væk! rent geografisk og 

målt i antal kilometer er det måske ikke så langt, men 

menneskeligt føltes det som om, der var meget langt 

fra skejby nord for Århus til en kold bjerghytte midt i 

Bulgarien. 

Med interrail kan man rejse 

med tog til Europas strande, 

barer og ukendte områder. 

Vi valgte det sidste, da vi i 

2005 stod på toget på Århus Banegård 

med pladsbillet til Beograd. Vi havde 

gjort os store forberedelser på det 

første af mange store eventyr, indkøbt 

vandrestøvler, rygsække og praktisk 

påklædning. Og vi blev ikke skuffede! 

Det tidligere Jugoslavien bød på 

oplevelser ud over alle forventninger. 

Efter et par dage i Serbiens hovedstad 

Beograd, hvor vi hurtigt kom til kort 

med vores engelske og lærte det mere 

internationale sprog af tegn og fagter, 

fortsatte turen mod Adriaterhavet. 

Turen derud foregik med tog, en 

langsom og anderledes rejseform i et 

land, der for ikke mange år siden var 

præget af borgerkrig. Måske derfor 

var den forholdsvis korte tur med 

et gammelt og slidt tog gennem den 

mørke serbisk-montenegrinske nat 

præget af opvågninger, hvor lokale 

militær- og politifolk forlangte pas 

(på deres helt egen flinke måde 

trods det absurde i situationen). 

kindkys ved Adriaterhavet 

Toget igennem natten førte os frem til 

Kotor, en lille og gammel fæstningsby 

by ved Adriaterhavet, hvor vi skulle 

fordrive nogle dage med at dase og 

spise, inden vi skulle videre. I Kotor 

boede vi hos en ældre dame, som 

straks ”adopterede” Anne som sin egen 

datter og derfor delte ud af kindkys 

i rigelige mængder. Engelsk var et 

fremmedord for de fleste i den lille 

by, men hvad gjorde det, når varme 

og gæstfrihed var øverst på menuen. 

Det eneste undtagelse var vores 

sandaler, som vores vært ikke var 

synderligt glad for lugten af, og som 

hun derfor hængte ud over altanen. Fair 

nok, de duftede heller ikke af roser. 

Derfra gik turen til Zabljak i 

nationalparken Durmitor, hvor vi 

var på rafting for allerførste gang 

sammen med den lokale guide 

Goran. En stor oplevelse – raftingen 

var mere hyggelig end udfordrende, 

men klart anbefalelsesværdig. 

På kloster i Makedonien 

På toget igen og denne gang mod 

sydøst – målet var Skopje, hovedstaden 

i Makedonien. En by, hvor den beskidte 

flod, der løber igennem byen, deler 

mellem fattig og rig, gammeldags og 

moderne. Cafelivet på den moderne side 

var en stor oplevelse, fordi det adskilte 

sig markant fra, hvad vi ellers havde 

været på af restauranter med videre. 

Her var alt muligt, som vores maver 

tog rigtig godt imod og til rigtig billige 

priser, i hvert fald for os som danskere. 

Efter et par dage i Skopje gik 

turen mod Trasavec-klostret midt 

i landet. Vi ankom med toget til 

en provinsby, og derefter var det 


Balkan 

med taxa og efterfølgende vandring 

til klosteret på toppen af bjerget. 

Hvordan vi egentlig fandt derop, er 

stadig lidt af en gåde, men køer og 

smukke bjergformationer blandet med 

frustration var nogle af ingredienserne. 

På klosteret blev vi modtaget af 

munken og nogle frivillige, som straks 

gjorde en seng og et skønt måltid mad 

klar til os – helt gratis. Her er reglen, at 

de andre gæster hjælper de nyankomne, 

og på den måde hjælper alle hinanden 

og bliver behandlet som konger. 

Man bør også give en donation til 

klosteret, men det er ikke noget krav. 

Munken på stedet viser gerne rundt og 

fortæller. 

i sne og is med sandaler 

Efter den korte vandretur i Makedonien 

havde vi fået smag på mere, så på vej op 

gennem Bulgarien og Rumænien var vi 

på fem dages vandring i Rilabjergene i 

Bulgarien. Et helt fantastisk sted hvor 

der findes afsidesliggende bjerghytter, 

som man kan overnatte i undervejs. 

Forberedelse var ikke det, vi havde gjort 

allermest i, og derfor endte vi på den 

sneklædte bjergtop med sandaler og 

shorts. Det kan ikke anbefales, da det 

var både vådt og koldt, men heldigvis 

var den næste bjerghytte ikke langt 

væk. Her var tændt op i brændeovnen 

i fællesrummet, og da de fleste turister 

havde forladt lokalet, begyndte de 

lokale en fest med guitarspil, druk 

og mad af en anden verden. 

Indgangsreplikken for os var – 

som ofte efter – om Anne var villig 

til at smage den lokale sprut? Og 

selvfølgelig var hun det! Straks 

var vi med i klubben, og adskillige

På vandring i solskin i Bulgariens bjerge. 

mængder af mad, lokal spiritus og 

et par bulgarske kærlighedsviser 

senere føltes den 16-seng store og 

kolde sovesal dejlig og indbydende. 

Netop den oplevelse er en af dem, 

vi husker allerbedst fra vores togtur 

på Balkan, fordi den er meget sigende 

for hele turen, og det allerbedste ved 

disse lande er, at hoteller er erstattet 

af lokale, som udlejer et værelse 

eller to. På den måde kommer man 

helt tæt på de lokale og deres liv. 

Det enestående munk på Trasavecklostret 

midt i Makedonien. 

Rafter og guide Goran der ved et og 

andet om at underholde turisterne. 

n Niels C. Jensen har medlemsnr. 616 og 

hans kæreste Anne Geisler har nr. 617. I 

november tog parret ud på nye eventyr: 

Et halvt år med rygsæk i Afrika hvor de 

samtidig vil skrive om det rige kontinent 

til hjemmesiden www.wealthyafrica.com. 

Rejsen går ud på at opsøge rige mennesker 

undervejs og begynder i Tanzania i øst og 

slutter i Sierra Leone i Vest. 

Den smukke natur og heste i kontrast i 

Rila-bjergene i Bulgarien. 

Den smukke havn ved Adriaterhavet, 

Kotor, Montenegro. 


BALKAN RUNDT MED TOG 

Interrailkort fås til alle aldersgrupper, 

og du bestemmer selv, 

hvor længe du vil være af sted. 

Der findes to typer kort: Med et 

”InterRail Global Pass” rejser du frit 

med tog over det meste af europa. 

Og med et ”InterRail One Country 

Pass” kan du rejse rundt i et enkelt 

land. Der gives rabat til børn, unge 

under 25 år og seniorer over 60 år. 

PRIS: I 2012 kostede en måneds 

interrail for en voksen på 2. klasse i 

europa 4.850 kr. 

Ivan Vazov Hut endelig i sigte efter vandring 

igennem sne, is og tåge – i sandaler! 

Udsigt til ”Dinosaurus-bjergene” rundt 

om Trasavec-klostret.

LIpIzzaneRe: 

når de hvide heste danser ballet 

De fleste kender sikkert til de verdens-berømte hvide lipizzanerhingste på Den 

spanske hofrideskole i den østrigske hovedstad Wien. for mig har disse heste en 

helt særlig betydning. jeg har nemlig selv haft en lipizzaner for mange år siden, og 

i sommeren 2012 oplevede jeg et kært gensyn med de smukke klassiske barokheste 

på en rejse i slovakiet, Østrig og slovenien. 


Anette lillevang Kristiansen 

Med tonerne af Strauss og Mozart føler man sig 

hensat til en ældgammel scene fra baroktidens 

hof. De tunge prismelysekroner skinner om 

kap med kvindernes similibesatte gallakjoler, 

og historiens vingesus smyger sig lydløst 

gennem det gamle ridehus i hjertet af Wien. Forventningens 

glæde er tydelig, og tiden synes at gå i stå. Ind kommer 

en hel kvadrille af hvide heste med ryttere i dragter á la 

Napoleon med hvide svineskinds-ridebukser, højskaftede 

støvler med messingsporer og mørke skødefrakker. 

Der ikke så meget som blinkes med et øje eller bevæges 

på et hesteøre, alle følger musikken til højeste grad af 

perfektion. Samspillet mellem hest og rytter fungerer til 

fuldkommenhed og giver et helhedsindtryk, som var det 

florlette englevæsner, der dansede ballet. Man efterlades i 

åndeløs benovelse, tørrer diskret et par vildfarne tårer væk 

og mindes aldrig at have set noget så yndefuldt i hele sit liv. 

Sommeren 2012 havde jeg planlagt at rejse rundt 

i Centraleuropa, hvor jeg som noget af det første i den 

østrigske hovedstad opsøgte Hofburg, hvor jeg havde 

været for 23 år siden – og hvilket gensyn! Det var 

nøjagtigt lige så rørende som dengang, og da jeg stod og 

så en reklamevideo med opvisning af hingstene fra Den 

Spanske Hofrideskole, måtte jeg igen kæmpe lidt med 

tårerne. Lipizzanerne var med et trylleslag vendt tilbage 

i mit liv, og der gik da heller ikke ret lang tid, før jeg stod 

med en billet til næste dags morgentræning i hånden. 


Mit eget personlige eventyr med lipizzanerheste 

begyndte, da jeg var teenager. I adskillige år havde jeg 

været ”hestetosset”, som omgivelserne omtalte mig. ”Ja, 

hun er jo bidt af en gal hest,” kunne de såmænd også 

finde på at sige, mens de hovedrystende så til, når jeg for 

117. gang cyklede hen til naboens fedtede shetlandspony 

for at passe det charmerende kræ. Jeg måtte nemlig ikke 

selv få en hest. Undskyldningerne fra min fars side var 

utallige, men da jeg stod med 7.000 kr. i hånden efter at 

have plukket jordbær en hel sommerferie, måtte han bøje 

sig og lade mig få den hest, jeg så inderligt drømte om. 

Se nu ville ethvert forældrepar jo så have hjulpet deres 

hestebesatte datter til at finde et passende fornuftigt eksemplar, 

men de reagerede med himmelvendte øjne, da jeg kom 

hjem og opførte mig som en snotforelsket skolepige og fortalte 

om det smukkeste væsen af en hest, jeg nogensinde havde set. 

Hun skulle oven i købet have lipizzanerblod i årerne. 

forelskede sjæle overvinder alt 

Hoppen var kulsort, og jeg fandt hende langt ude på en 

gård i Vestjylland hos en ældre landmand. Guderne må vide, 

hvordan sådan en skønhed var havnet der, men jeg stivnede 

simpelthen, da jeg stod og så ind i hendes mørke øjne, der 

med et strejf af midnatsblåt bare slog fast, at det var kærlighed 

ved første blik. Men ak, det viste sig snart, at jeg skulle få kam 

til håret. 

Hun var 2½ år gammel og aldeles skrækslagen for 

mennesker. Frygten stod malet i øjnene, og jeg brugte 

adskillige eftermiddage på at sidde i hendes krybbe, mens 

jeg med lavmælt snak forsøgte at opbygge en tillid, som hun 

aldrig havde kendt. 

Selvom hun var smurt ind i hestemøg, og man (de lange 

hår, der sidder fra hoved til ryg) og hale lignede et par brugte 

filthjemmesko, så så jeg et eller andet i hende, som kun et

omantisk ungpigesind kan fremmane 

i selv de mest umulige krikker. 

Forelskede sjæle overkommer som 

bekendt alt, og forelsket dét var jeg. 

Hun mindede mig om hesten i Cecil 

Bødkers tv-serie ”Silas”, for slet ikke at 

tale om hovedrolleindehaveren i filmen 

”Den sorte hingst”. Efter i flere år at have 

været begravet i både bøgerne og filmen 

om knægten Alex Ramsey og hans sorte 

araberhingst, så stod denne ravnsorte 

skønhed som mejslet i ibenholt i mit 

sind. Hun var virkelighed og svaret 

på alle min barndoms længsler om 

en drømmehest. Inde bag al frygten 

og snavset var jeg sikker på, at der 

fandtes et guddommelig væsen, og 

det skulle faktisk vise sig, at jeg i min 

naive forelskelse havde set rigtigt. 

Hun havde fået det flatterende 

navn Den Sorte, som blev til Den 

Swort på klingende vestjysk, når 

Peder skulle omtale den uregerlige 

krampe, han havde stående ude 

i stalden. Hun var ikke nem, og 

han så med stor nysgerrighed 

til, når jeg i mine bestræbelser på 

at tæmme vilddyret gennemgik 

de mest heftige udfordringer. 

Hun nægtede at have rytter på 

og stak af, så snart jeg prøvede at 

sætte en fod i stigbøjlen. Hun brugte 

mere tid på at hænge oppe i luften 

end på at stå på jorden, men jeg var 

fast besluttet. Jeg ville have Den Sorte 

og gøre hende til ridehest, om jeg så 

skulle slå mig selv halvt fordærvet. 

en egenrådig sort diva 

En sensommerdag ankom hun 

skrigende i en lastbil og indtog 

senere folden, som var hun en ædel 

beduinhingst, der hovmodigt tager 

sit harem i øjesyn. Ingen i verden 

kunne være i tvivl om hendes stolthed 

og udstråling, ja og heller ikke om 

hendes selvrådighed for den sags 

skyld. For damen bestemte selv, og 

ingen skulle komme og beslutte, hvor 

skabet skulle stå. I flere måneder 

udkæmpede vi en daglig kamp om 

retten til at sidde på hendes ryg. 

Sadlen havde hun efterhånden vænnet 

sig til, men at bære rytter kunne 

der på ingen måde blive tale om. 

Jeg må indrømme, at det ofte 

strejfede mig, om vi nogensinde kunne 

blive enige om en løsning, Den Sorte og 

jeg. Min far iagttog os fra staldvinduet 

og rystede opgivende på hovedet, 

helt på det rene med at forelskede 

teenagepiger med romantiske 

hestetendenser lever i deres egen lille 

verden. Jeg var godt klar over, at vi 

blev overvåget, og at min sorte skønhed 

efterhånden hang i en meget tynd tråd. 

Som en åbenbaring sendt fra 

himlen fik jeg en idé. Jeg tog mit 

halstørklæde af og bandt det resolut om 

øjnene på hesten, så hun ikke kunne 

se, at jeg kravlede i sadlen. Lydløs som 

en kat svang jeg benet over hendes 

kryds, og sad for første gang på ryggen 

af min drømmehest. Da kom min far 

alligevel ud for at se, hvad der foregik. 

Som jeg sad der musestille, råbte min 

far: ”Prøv at tage tørklædet af!” 

Det skulle jeg aldrig have gjort! 

Jeg oplevede en nærmest radioaktiv 

eksplosion under mig, da hun opdagede, 

at jeg havde sneget mig ind på hende, 

og aldrig, aldrig nogensinde er jeg 

kommet så hurtigt ned i den anden 

ende af en indhegning. Det var en 

acceleration af næsten overjordiske 

dimensioner og endte med, at jeg 

røg af med et gevaldigt brag. 

Nu var koden dog knækket, og 

jeg lavede et par interimistiske 

skyklapper af en papkasse, syede dem 

på hovedtøjet og kravlede i sadlen 

hundrede gange om dagen, indtil hun 

simpelthen ikke orkede at slås med 

mig mere. Vi begyndte ligesom at finde 

noget, der kunne minde om en melodi. 

Den balstyriske sorte diva blev 

efterhånden helt medgørlig, og da jeg 

en aften så ”Grease” i fjernsynet med 

yndige Olivia Newton John, adopterede 

jeg navnet Sandy. Senere blev jeg helt 

opslugt af filmen ”Lace”, så blev det til 

Sandy Lace, og endelig fik Den Sorte 

sit mellemnavn Diamond, fordi hun 

på alle måder bare var en usleben 

diamant – Sandy Diamond Lace. 

hendes kejserlige højhed 

sandy 

Det begyndte at gå helt fornuftigt med 

Sandy, og i de følgende år deltog vi i 

masser af dyrskuer og kåringer. Der 

var faktisk andre end mig, der kunne 

se, at hun var en umådelig smuk hest, 

og det blev til mange præmier og titler 

rundt om i Danmark. En ting gjorde 

hende helt speciel: hun var sort. 

En ægte lipizzanerhest bliver født 

sort og blegner med årerne for til sidst 

som 15-20-årig at være helt kridhvid, 

men Sandy var stadig sort, så enten 

var hun altså denne ene ud af hver 

tusinde lipizzanere, der forbliver sort 

eller brun, eller også var hun ikke 

ægte. Alle lipizzanerheste i verden kan 


føres tilbage til seks hingstelinjer, og 

Sandy var ud af Conversano-linjen. 

Det vidste jeg, fordi der var fuld 

stamtavle på hendes far. Han var en 

af de højst kårede lipizzanerhingste i 

Danmark på det tidspunkt og havde 

altså anlæg for den sorte farve. 

Derimod var det en helt anden 

historie med Sandys mor, der var 

hvid. Hun blev kaldt Mette, og var 

importeret fra Ungarn. Hun var af 

såkaldt landavl, hvor hestene kommer 

ude fra Pusztaen, sletterne i Ungarn, 

og her holder man ikke øje med fine 

blodlinjer og stamtavler. Mette kom 

til Danmark i 1970’erne, og hoppen 

havde kun sine grænsepapirer med. 

Sandy og jeg på lokaldyrskuet i Skjern i 1987, 

hvor hun fik 22 point ud af 24 mulige. 

Det stemningsfulde gamle ridehus på Den 

Spanske Hofrideskole i centrum af Wien. 

De blanke messingbid skinner om kap med prismelysekronerne 

i det flotte gamle ridehus.

Jeg satte alle sejl ind for at finde 

frem til oplysninger om Mettes 

afstamning, og det var et kæmpe 

detektivarbejde at prøve at fremskaffe 

disse papirer. Kunne de tilvejebringes, 

ville jeg faktisk kunne bevise, at 

Sandy var en ægte sort lipizzaner og 

dermed meget sjælden. Sandy blev 

kåret, men kun i den laveste klasse, 

fordi jeg ikke havde alle de nødvendige 

oplysninger om hendes mor. 

klassiske barokheste 

I mine bestræbelser på at kortlægge 

Sandys familie på mødrene side 

meldte jeg mig ind i Avlsforeningen for 

Lipizzanere i Danmark, som tilbage i 

1989 arrangerede en klubtur til Østrig 

og Ungarn. Det var en af mine allerførste 

rejser, så jeg var spændt. Jeg 

glædede mig helt vildt til at se de hvide 

hingste til gallaforestillingen på Den 

Spanske Hofrideskole i Wiens centrum. 

Jeg husker, hvor betaget jeg var over 

”de rigtige” lipizzanerheste. Vi besøgte 

også stutteriet Piber i det sydlige Østrig, 

hvor de mørke føl vokser op, inden de 

fragtes til Wien for at blive uddannet i 

den svære ridekunst, som det har været 

tradition ved hoffet i det gamle østrigungarske 

kejserrige i de sidste 400 år. 

På Szilwasvarad-stutteriet i Ungarn 

lykkedes det heller ikke at få kastet lys 

over Sandys mors afstamning. Vi kom 

aldrig videre i hesteslægtsforskningen. 

Sandy måtte forblive lidt af et unikum 

med sin sorte farve. En halv stamtavle 

gjorde hende dog ikke mindre 

smuk. Lipizzanerheste har en utrolig 

elegant fremtoning, og ingen kan 

være i tvivl om, at man har med heste 

at gøre, der er en kejser værdig. 

Som nævnt stammer alle lipizzanerheste 

fra bestemte hingstelinjer, 

fortrinsvis fra Østrig, det tidligere 

Jugoslavien, Rumænien og Ungarn. 

Andre blodlinjer har oprindelse i 

spanske og portugisiske lusitano- og 

andalusierheste og tjekkiske kladrubere. 

Kladruberen er større end lipizzaneren 

og var således den kejserlige kørehest, 

mens lipizzaneren ansås for at være den 

foretrukne ridehest for det kejserlige 

hof. Lipizzaneren minder mest om de 

kraftfulde heste, der gennem tiden har 

stået model til historiske rytterstatuer, 

som vi kender det fra slotspladser. 

Lipizzanerhesten blev fremavlet 

med specielle anlæg for klassisk 

ridekunst og ikke mindst den såkaldte 

”skolen over jorden”, hvor en række 

svære spring i luften indgik i den 

krævende træning til fuldbefaren 

dressurhest. Det begyndte nu pludselig 

at give mening, hvorfor Sandy til 

tider ”hang mere over jorden”, end hun 

befandt sig på jorden, det lå nemlig 

dybt i hendes gener at udføre krævende 

spring med mesterlig kraft og ynde. 

et rørende gensyn 

I 1991 mistede jeg Sandy, hun havde 

dårlige lunger og blev aldrig helt 

den fuldendte dressurhest pga. 

vejrtrækningsproblemer. Jeg havde 

ikke lyst til at få en ny hest, men 

alligevel faldt jeg i to år senere, hvor 

jeg forelskede mig i en engelsk 

fuldblodshest med det iørefaldende 

navn Visual Identity XX. Vi havde 

et par skønne år sammen, men 

efterhånden måtte jeg erkende, at 

jeg var ved at have udlevet min 


På Lipica-stutteriet i Slovenien har der været 

opdrættet mørke føl siden 1600-tallet. 

Staldene passer godt til de kejserlige heste, 

der har hver sin rummelige boks og et flot 

navneskilt. 

hestepassion, og noget andet begyndte 

at trække i mig, nemlig det at rejse. 

Jeg stoppede uigenkaldeligt med 

at ride i 1995, kom af med Visual og 

købte en flybillet til USA, og det blev 

begyndelsen på min rejsekarriere. Det 

gjorde naturligvis ondt at droppe en 

mangeårig lidenskab, men rejserne 

blev en mindst lige så stor interesse. 

Som sagt var jeg i 1989 inde og 

se gallaforestillingen, hvor både 

heste og ryttere er udstyret i stiveste 

puds, mens morgentræningen, som 

jeg oplevede den på min rejse i 2012, 

er en del mere afslappet. Hver hest 

rides ca. en halv time, hvor de svære 

øvelser trænes. Noget af det, der altid 

har fascineret mig ved metoderne, der 

bruges ved træning af lipizzanere, 

er, hvor fintfølende de bliver redet – 

det er virkelig en fornøjelse at se. 

en ungdom med heste 

Under morgentræningen var den 

berømte brune eller sorte lipizzaner 

selvfølgelig også med, som det altid

Beriderne gør klar til at træne en af lipizzanerhingstene 

i ”skolen over jorden”. 

Inden for lipizzaneravlen gælder der helt 

særlige navneregler. Alle føl får faderlinjens 

navn plus et navn mere. 

har været tradition – ingen opvisning 

uden denne specialitet. Næste 

eftermiddag meldte jeg mig til en 

rundvisning, hvor vi fik de smukke 

gamle stalde at se og ikke mindst 

kunne studere det flotte ridehus. 

Nysgerrige øjne kiggede ud fra 

hesteboksene, og en varm duft af hø 

fandt vej til mine næsebor. Ja, stor var 

min glæde, da jeg stod og så på de 

hvide hingste, og nu da lipizzanerne 

for alvor havde generobret mit sind, 

bestemte jeg mig for at besøge det 

kendte stutteri Lipica i Slovenien, 

som er lipizzanerracens vugge. 

Efter staldrundvisningen sluttede 

dagen af med en flot opvisning af 

såvel de ældre erfarne dressurheste 

og de yngre, og igen med toppen af 

kransekagen – den brune lipizzaner. 

Jeg må indrømme, at inden jeg 

forlod souvenirbutikken havde jeg 

købt mig fattig i bøger, messingknage 

med hestesko og postkort og rejste 

videre mod Prag med et temmelig blødt 

hjerte. Det var været en meget rørende 

Hingsten Neapolitano Monteaura på Lipica-stutteriet 

følger nysgerrigt med i alt, 

hvad der sker. 

Det smukke Hofburg i hjertet af Wien danner 

rammen om Den Spanske Hofrideskole. 

oplevelse at se lipizzanerne igen, og det 

var endt med at blive en rigtig hesterejse. 

Jeg har ikke fortrudt, at jeg 

begyndte at rejse i stedet for at dyrke 

ridesport. Det, at have med heste 

at gøre, er en lidenskab, og når jeg 

graver mine gamle hestebilleder frem 

fra gemmerne, så kan jeg så let som 

ingenting genkalde mig alle minderne 


I LIPIZZANERNES RIGE 

REJSEN DERTIL: fly fra København 

til Bratislava i Slovakiet med 

Norwegian koster ca. 360 kr. for 

en enkeltbillet. Brug et par dage i 

Bratislava og tag herefter flodbåden 

til Wien. Det er en flot tur, hvor man 

sejler forbi borge og store skovarealer. 

turen koster ca. 35 euro og kan 

bookes på www.twincityliner.com. 

DEN SPANSKE HOFRIDESKOLE I 

WIEN: Gallaforestillingen om aftenen 

skal bookes god tid i forvejen 

og koster 50-150 euro. en kombinationsbillet 

med morgentræning og 

staldrundvisning kan købes for ca. 

35 euro. alle billetter kan bookes 

på www.viennaticketonline.com. 

LIPICA-STUTTERIET I SLOVENIEN: 

Lipica-stutteriet ligger 10 km fra 

landsbyen Divaca. Der går ingen 

offentlige transportmidler ud til 

Lipica, så praj en taxi. Lipica huser 

hoteller, wellnesscenter, casino, og 

restauranter. adgang til stutteriet 

koster ca. 30 euro og inkluderer 

staldrundvisning, indgang til lipizzanermuseet 

og rideopvisning. 

Book på www.lipica.org. 

fra en ungdom fyldt med heste. Men det 

at rejse er nu heller ikke at kimse ad. 

n Anette Lillevang Kristiansen har siden hun 

skippede sin hesteinteresse i 1995 ikke haft 

særlig meget med heste at gøre, men hun har 

ofte været på rideture på sine rejser. Hun har 

medlemsnr. 328. Læs mere om hendes rejseliv 

på www.inkapigen.dk.


Poul Mikael Ølting 

Atomturist i 

Plungė 

et tryk på en knap dybt inde i litauens 

skove kunne for 45 år siden have 

udslettet Vesteuropa. 

Jeg er sammen med min kone Alice taget til 

den lille by Plungė, ca. 50 km fra den litauiske 

østersøkyst for at se noget, som jeg aldrig i 

min vildeste fantasi havde forestillet mig var 

muligt. Herude, tæt ved en idyllisk skovsø, 

ligger én af sovjetimperiets mest skrækindjagende 

efterladenskaber – en underjordisk missilaffyringsrampe. 

Basen blev bygget i 1960-62 og ligger ca. 20 km nord 

for byen, langt ude ad en øde skovstrækning. Herfra kunne 

der affyres atomraketter inden for en radius af 2.000 km, 

hvilket gjorde det muligt at nå mål overalt i Vesteuropa. 

som kulisser i en james Bond-film 

Vi ankommer – meget symbolsk – klokken fem minutter 

i tolv. Ovenfra er der ikke meget at se bortset fra fire 

betondæksler, der ligner skildpaddeskjolde, på hver 

ca. 10 meter i diameter. Vi bliver ført ind i bunkeren af 

en guide. Det hele ligner noget fra en James Bond-film. 

Vi ser de store dieselgeneratorer, kommandocentralen 

og soldaternes beboelseskvarterer. Mest skræmmende 

er de fire 27 meter dybe missilaffyringssiloer, der stod 

klar til at affyre brintbomber, der hver især var over 

1.000 gange kraftigere end Hiroshima-bomben. 

Affyringssiloerne har en diameter på seks meter. 

Man kan se grad-inddelingen (0-360 grader) indgraveret 

i smedejernet i cirklens kant. Ca. en gang hvert 

andet år kom der nye ordrer fra Moskva om, hvilke 

storbyer raketterne nu skulle rettes imod – afhængigt 

af det til enhver tid værende politiske klima. 

Da man byggede basen i 1960, foregik 

anlægsarbejdet i dybeste hemmelighed med tusindvis 

af udkommanderede soldater, der primært arbejdede 

om natten. For at være helt sikre på at nysgerrige 

blev holdt væk, blev anlægget indhegnet af i alt seks 

forsvarsvolde med bl.a. hunde, elektrisk hegn og pigtråd. 


Det underjordiske bunkeranlæg. 

i rødt alarmberedskab 

Efter modtagelse af ordrer fra Moskva var det muligt 

at gøre anlægget operationsklart på under 10 minutter. 

Det var den tid, soldaterne skulle bruge til at fjerne 

skildpaddeskjoldene og det militærgrønne camouflagenet. 

Basen var sidst i ”rødt alarmberedskab” under den 

tjekkiske opstand i 1968, og den var klar til at sende 

en regn af atomraketter ned over vesteuropæiske 

storbyer. Det var også fra denne base, at man leverede 

atomraketter til udskibning til Cuba under krisen i 1962. 

I 1978 blev basen rømmet. Amerikanerne havde 

på dette tidspunkt fået satellitter, som gjorde det 

muligt at spotte missilbasens nøjagtige beliggenhed. 

Hermed var basen reelt uden betydning, da den var 

et oplagt mål for et modsatrettet atommissil. Russerne 

rømmede derfor basen og tog de vitale dele (missiler og 

elektronik) med tilbage. Herefter satsede begge parter 

på ikke-stationære affyringsramper, som fx ubåde. 

Efter rundvisningen sætter vi os og spiser frokost 

i en grøftekant, mens vi lader tankerne flyve. Tænk, 

hvilket ragnarok der kunne være udløst herfra … 

n Poul Mikael Ølting er født i 1958 og har medlemsnr. 587. I 1994 

blev han forfatter til bogen ”Orlov – frihed til at rejse” udgivet 

hos Skarv. Sammen med sin kone Alice elsker han at rejse, og han 

tilbringer ofte lange perioder i udlandet. Senest her i efteråret har 

parret været på en rundrejse i Sydamerika. 

Efter Sovjetunionens sammenbrud gjorde litauerne området til et 

militærmuseum og gjorde besøg mulige for offentligheden. Basen 

er i 2011-12 blevet gennemgribende renoveret og rummer i dag 

tillige et koldkrigsmuseum.

Missil-siloen (bemærk gradinddelingen 

0-360 grader). 

Kort over Žemėlapis-området med den idylliske sø. 

Dieselgeneratoren. 


I SPORET AF DEN KOLDE 

KRIG I LITAUEN 

REJSEN DERTIL: fly til Vilnius fås 

fra ca. 700 kr. t/r fra København. 

Plungė ligger i det vestlige Litauen 

ca. 70 km nordøst for havnebyen 

Klaipeda og 300 km fra Vilnius. 

Plungė har en jernbanestation. For 

at komme til missilbasen skal man 

fra Plungė ca. 5 km nordpå ind i 

skoven til Platelei. Der er ingen 

offentlige transportmidler, så tag en 

taxa eller lej en cykel. Spørg evt. på 

turistkontoret i Plungė. 

Læs mere om missilbasen og koldkrigsmuseet 

på www.zemaitijosnp. 

lt/en/for-visitors/museums og på 

www.zemaitijosnp.lt/en/news/ 

the-military-exposition-the-former-under. 

BO: et dobbeltværelse på et hotel 

koster 200-300 kr.

Ungarn: Sommer på Szabadság híd som forbinder bydelene 

Buda og Pest over Donau-floden. ”Frihedsbroen” stod færdig 

i 1896 og var oprindelig opkaldt efter den østrig-ungarske 

kejser Franz Joseph. Broen blev sprængt af tyske soldater i 

1945, men genopbygget året efter. 

Foto: Knud Andersen. 

REJSEBILLEDER

Makedonien: Ohridsøen er en af verdens 

ældste og landets største turistdestination. 

Foto: Maria Malbek Sørensen. 

Makedonien: Ohridsøen er omgivet af 

bjerge. Søen deles med Albanien og er på 

Unescos verdensarvliste. 

Foto: Maria Malbek Sørensen.

Luxembourg : Efterårsfarver i byparken, som bestemt er et besøg værd. 

Foto: Erik Hermansen. 

Liechtenstein: Slottet Vaduz fra det 12. århundrede troner over det lille 

alpeland. Det er residens for den ældste adelsfamilie i Europa. 

Foto: Per Danielsen. 

Montenegro: Sveti Stefan er en idyllisk beliggende middelalderby på en 

lillebitte ø i Adriaterhavet. Foto: Lars-Terje Lysemose. 

Bulgarien: Dryanovo-klostret grundlagdes i det 

12. århundrede. Det ligger i Bulgarka Naturpark. 

Foto: Claus Qvist Jessen.

Transnistrien: Befolkningen på østbredden af 

Dnestr rev sig løs fra Moldova efter en borgerkrig 

i 1992, som kostede over 1.000 livet. 

Foto: Lars-Terje Lysemose. 

Tjekkiet: John Lennon-muren i Prag har siden 

1980’erne været fyldt med graffiti og lyrik fra 

The Beatles’ sange. Foto: Jens Tidemann. 

Transnistrien: Hovedbyen Tiraspol virker nærmest som ét stort sovjetisk 

frilandsmuseum. Foto: Lars-Terje Lysemose 

Rusland: Matrjosjka-dukker af træ er populære som souvenirs 

og fås i et væld af farver. Foto: Claus Qvist Jessen. 

Armenien: Den næststørste by Gyumri har et stort 

marked, hvor man bl.a. kan købe friskmalet kaffe. 

Foto: Pernille & Kennet Föh.


tekst & fotos: Anette lillevang Kristiansen 

1. En lille hyggelig hovedstad 

Selvom Ljubljana er Sloveniens hovedstad, virker den næsten landsbyagtig med 

sine mange hyggelige caféer ved bredden af Ljubljanicafloden. Der hersker en 

behagelig stemning, hvor afslapning og hygge er i højsædet, og folk drysser rundt 

med en is eller får en kold cola på en restaurant. Den laksefarvede kirke på torvet 

danner rammen om midtbyen sammen med flodpromenaden og de mange broer. 

2. Borgen 

Ljubljanas majestætiske gamle borg knejser højt oppe på en bakketop som et 

vartegn over byen. Der går lift derop, men det er meget stejlt, så hvis man har 

højdeskræk, kan man også vælge at spadsere til toppen og opleve den storslåede 

udsigt. Borgen fungerer som selskabslokaler ved bl.a. bryllupper, men har også 

udstillinger af lokale kunstnere, et museum og en souvenirbutik. 

3. Kunst & kunsthåndværk 

Er man ude efter et maleri eller en form for kunsthåndværk, så har Ljubljana flere 

gode kunstgallerier. Overalt i gadebilledet finder man også eksempler på lokal 

kunst i form af skulpturer. Landet er ligeledes kendt for sin flotte keramik, der 

ofte er dekoreret med blomstermønstre. Fade, krukker og skåle fås især i området 

omkring byen Bled, nordvest for Ljubljana. 

4. Kulinariske oplevelser 

Enhver restaurant i Ljubljana serverer udsøgte slovenske retter, men andre 

delikatesser fra Centraleuropa er også at finde på menukortet. En sikker klassiker 

på listen over retter er naturligvis ungarsk gullasch, der både serveres med pasta, 

ris eller kartoffelmos og mætter godt. Også lækre retter med lammekød kan fås, 

og endelig må man ikke gå glip af en overdådig isdessert med chokoladesovs. 

5. Shopping & Ljubljanicafloden 

Gågaden strækker sig gennem hjertet af Ljubljana og har mange små butikker og 

hyggelige restauranter, og man kan let få en hel eftermiddag til at gå med at slentre 

rundt og kigge på gamle bøger og nipsting. Endelig kan man hoppe om bord på en 

af Ljubljanicaflodens omhyggeligt restaurerede træskibe og læne sig tilbage, mens 

man føres ned ad floden i roligt tempo med en udsigt, der minder en smule om 

Nyhavn i København. 

n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328. Hun har været medlem af DBK 

siden juli 2006, hvor hun havde besøgt 35 lande. På seks år er det blevet til yderligere 32 

nye lande. Læs mere om hendes rejseliv på www.inkapigen.dk. 


1 

Grotter 

Slovenien har imponerende grotter, 

en af dem er beskyttet under Unesco. 

2 

Skove 

De store skovarealer indbyder til 

vandring og ture på mountainbike. 

3 

Arkitektur 

I mange af Sloveniens byer er 

arkitekturen italiensk inspireret. 

4Badestrande 

Adriaterhavet byder på lækre 

strande og flotte hoteller. 

5 Italiensk islæt 

Adriaterhavsbyen Piran er næsten 

et spejlbillede af Venedig. 

6 

8 

7 

9 


1 

2 

4 

3 

5 

OG 9 TIPS TIL 

SLOVENIEN 

8 

6 

Ridekunst 

På Lipica er klassisk ridekunst blevet 

holdt i hævd siden 1500-tallet. 

7 

De Juliske Alper 

Sloveniens nordvestlige hjørne er 

hjemsted for betagende bjergmassiver. 

Historie 

I enhver by finder man gamle 

borgkomplekser, der er rige på historie. 

Friluftsliv 

9 

Søerne i Slovenien er perfekt til 

kajakroning eller en tur i jolle.

BETON I 

HORISONTEN 


bjarne nigaard 

europas største ghetto ligger i slovakiet 

– og er trøstesløs beton i ekstreme 

mængder. tag med på tour de ghetto. 

når man hører om en centraleuropæisk forstad 

placeret lige ned til Donaus bredder, tænker jeg 

umiddelbart på smukke, mondæne bygninger 

og små åbne pladser med træer og fontæner. 

Men realiteterne lever måske ikke helt op 

til forestillingerne i Europas ubetinget største samling 

af betonboligblokke. Den hedder Petrzalka og rummer 

”charmerende” adresser såsom Blok 184, 13. sal th. mf. og er 

en kolossal forstad til Bratislava, hovedstaden i Slovakiet. 

Alligevel valgte jeg at benytte en tilfældig lørdag 

i min nytårsferie til at forlade det idylliske, kompakte 

centrum med de smukke bygninger og pæne caféer, 

for i stedet at få et indblik i virkeligheden i Petrzalka. 

En virkelighed, der på afstand kunne ligne Brøndby 

Strand i Danmark, bare i stærkt forstørret skala. 

I endeløse rækker af betonblokke fra 1970’erne strækker 

bydelen sig fra Donaus sydvestlige bred og næsten til den 

østrigske grænse 10 km længere væk. Kun en motorringvej 

adskiller grænseovergangene fra forstadens 28 km² og 

127.000 mennesker i lejede lejligheder. Eller sagt på en anden 

måde: Det svarer til, at hele Odenses befolkning boede i 

boligblokke i samme boligforening! Der er i hele Europa ikke 

et boligområde af tilnærmelsesvis sammenlignelig størrelse. 

Bydelen er opstået, hvor der tidligere lå grønne, 

rekrative områder til indbyggerne i Bratislava. Hovedstaden 

er en by med smukke bygningsværker fra den østrigungarnske 

periode og har bl.a. et betagende borgområde 

fra middelalderen, som nu står tilbage på højene på 

Donaus østlige bred. I klar kontrast til de ”moderne 

tider” i Petrzalka på den modsatte side af floden. 

Væk med jødisk bydel 

Tilbage i 1973 ryddede det daværende tjekkoslovakiske 

kommuniststyre den gamle jødiske bydel og anlagde i stedet 

en firesporet motorvej med en moderne motorvejsbro, Novy 

Most, over til den sydvestlige bred. De daværende politiske 

magthavere havde mildest talt ikke de jødiske dyder og 


Stare Mesto; Ventúrska ulica, i forgrunden, Novy Most i baggrunden. 

traditioner på top ti over gode eksempler til efterfølgelse, 

og derfor blev det med forbavsende lethed en realitet, at 

flere hundrede års historie, bygninger m.v. måtte lade livet 

i det ateistiske folkekommunistiske fremskridts navn. 

Herefter var der adgang for bulldozere, lastbiler 

og asfalttromler, og man gik i 1976 i gang med at bygge 

Petrzalka. 6.000 nye lejligheder i boligblokke blev det til 

hvert år i det følgende årti. 10.000 mennesker var permanent 

beskæftiget med at opføre den helt nye bydel. Ekspansionen 

af bydelen ophørte så småt i starten af 90’erne, i takt 

med at kommunistisk byplanlægning gik af mode. Men 

bydelen rummer stadig over en fjerdedel af den slovakiske 

hovedstads befolkning, også selvom vedligeholdelse 

og sociale tiltag ikke ligefrem præger området. 

Række efter række, gade efter gade, står de der – 

blokkene. Og lader med deres højde, drøjde, tæthed 

og systematiske placering ikke et sekund nogen være 

i tvivl om, at byplanlægning i 70’ernes Tjekkoslovakiet 

ikke nødvendigvis bød på alsidige udfordringer. For 

at tilføre i det mindste en smule farvespil hen over de 

ensartede, grålige facader, er brystningerne på enkelte 

altaner malet i skrigende farver, andre i brune farver, og 

atter andre er blot gennemhullede af rust og slid. 

I vinterhalvåret ligger de flisebelagte pladser, tiltænkt 

små markeder med træboder, øde hen. De er hver på 

størrelse med en fodboldbane, og er klemt inde med 

monotone mellemrum mellem betonen. Den snehvide 

overflade giver den ellers grå horisont et modspil i nuance, 

indtil regn og sjap afløser den frosthvide sne. Parkerede 

lastbiler, der ligner noget ethvert teknisk museum i

Danmark ville værdsætte, og enkelte udslidte træbarakker 

henstår i udkanten af ’hullerne’ mellem blokkene, men 

ellers ligger kun sne og is og fylder op på de fleste. Det er 

for flere år siden blevet for farligt for bilernes undervogne 

at køre og parkere på de hullede fliser, så parkering foregår 

på de snorlige parkeringspladser foran hver blok. 

På en af pladserne kører alligevel et par biler rundt 

i sneen. Nu, hvor hullerne er dækket med sne og is, kan 

pladsen bruges som ”skøjtebane” for de to Skoda Favorit’er, 

der gasser op, laver håndbremsevendinger og afprøver 

manøvredygtighed. Da den ene af dem kører fast i en drive, 

må de to unge gutter i bilen ud for at skubbe og skovle lidt. 

Ján, der til daglig er i lære som murerarbejdsmand, 

fortæller med en smøg i munden, at det er hans fars bil. ”Og 

sådan en lørdag formiddag er der sjældent meget andet at tage 

sig til herovre,” forklarer han, mens Gabriel, hans kammerat, 

bakser bilen frem og tilbage for at give den fæste igen. 

De dunkle omgivelser til trods, så er faktisk over 85 % af 

indbyggerne i betonjunglen aktive på arbejdsmarkedet. Og 

over 75 % har en uddannelse inden for et eller andet fag. Det er 

tal, der holder sig på gennemsnittet 

i Slovakiet, hvis mere landlige 

regioner i højere grad lider under 

mangel på arbejde og uddannelse. 

De seneste år har bydelen også 

kunnet bryste sig af, at den lokale 

fodboldstolthed, FC Artmedia 

Petrzalka-Bratislava, har høstet 

pæne triumfer i Champions League, 

og blandt andet vandt over Porto og 

Celtic. 

et godt krus gylden 

fasan 

På en godt gemt lokal beværtning 

lige ved det tomme og faretruende 

slidte fodboldstadion, hænger der 

røgfalmede billeder fra tidligere 

bedrifter og et par tørklæder i hvidt 

og sort. Ved de simple træborde 

sidder de lokale på bænkene og 

fantaserer om, hvor langt klubben 

kan komme i fremtiden. Et godt 

krus slovakisk øl af mærket Zlaty 

Bazant (som betyder ”gylden fasan”) 

kan fås for 20 slovakiske korun (4 

kr.), men så er man til gengæld også garanteret troværdig lokal 

stemning og en god historie. 

Jiri, der tydeligvis er maler, sidder ved den intermistiske 

bar i sin plettede kedeldragt og mindes årets triumfer på både 

fodboldbane og i ishockeyhallerne, mens han filosofisk lader 

fingrene stryge sit buskede overskæg. Fodbold og ishockey 

er for mange af indbyggerne i betonskoven en kærkommen 

mulighed for at tænke på andet end arbejde og boligblokke. 

”Jeg kan for resten huske, at præsidenten var på besøg 

i Petrzalka i løbet af året,” erindrer Jiri pludseligt. ”Han 

gik en tur ved et butikstorv og hen til en blok, og så satte 

han sig ind i sin bil igen og kørte tilbage over floden 

…” Tilbage til den side af floden, som mange slovakker 

uden for Petrzalka kalder den rigtige side af Donau. 

Ved et busstop ud mod motorringvejen venter nogle 

få mennesker på at komme med bussen over Novy Most 


(”Den Nye Bro”) og ind til centrum, men en almindelig 

hverdagsmorgen vil adskillige hundrede tage den vej 

ind mod byen. Der er nemlig kun få forretninger og 

supermarkeder i selve Petrzalka. Egentlige job inden for 

kontor og håndværk foregår andre steder, medmindre man 

arbejder på det store kulkraftværk, der tårner sig op. 

ublu priser 

Turen ind til byen koster 7 korun. Det svarer til 1,40 kr. Og 

selvom man ikke skulle tro det, er det faktisk en ganske høj 

pris for en bustur, især for den ældre dame med en udslidt 

bærepose, der på gebrokkent tysk fortæller om dengang, da 

der var mere styr på tingene. ”Alting er nu blevet så dyrt”, 

siger hun og ryster på hovedet, mens hun stiger om bord i 

en temmelig rustplaget, gullig bus af ubestemmelig model. 

På vejen ind mod centrum passerer bussen Au-Parc, 

der er et nyt, stort forretningscenter helt nede ved Donau. 

Masser af lokkende lysreklamer fortæller om alle de vestlige 

tilbud, der venter den interesserede køber; McDonald’s, 

IKEA, Bauhaus m.fl. Men ved busstoppet er der nu ikke 

mange, der står af eller på … For 

de fleste er muligheden for at købe 

ind i Au-Parc lige så realistisk, 

som den underlige futuristiske 

restaurant på toppen af Novy Most 

er smuk. Bussen kører over broen. 

Under den ufo-lignende restaurant. 

Tilbage til ”den rigtige side” … 

Det er muligt, at ghettoer, 

sociale problemer og alt for negativt 

dominerende blokbebyggelser med 

mellemrum er på dagsordenen 

i den hjemlige debat. Og det er 

muligt, at vi engang imellem 

synes, de danske betonbyggerier 

og almene baggårde er trøstesløse 

og grå. Næste gang vi hører det i 

debatten, skulle vi måske sende en 

tanke til Petrzalka, hvor livet og 

dagen alt til trods går videre midt i al 

betonen ... På trods af hvor ekstremt 

meget beton der er i horisonten! 

Den gamle bymur (til venstre) flankeret af motor- n Bjarne Nigaard har medlemsnr. 578. 

vejen mod Novy Most, der ses i baggrunden. Det er sjældent ud ad den lige vej, de 

mest interessante indtryk findes, så derfor 

går Bjarne gerne ad de mindre og snoede stier, for at se hvad der 

gemmer sig om det næste hjørne. Han vil helst opleve en destination 

på dets egne og de lokales præmisser. Det giver det mest oprigtige 

og levende indtryk, men samtidig giver det også venskaber og sætter 

personligheder og ansigter på en destination. 

Bjarne Nigaard i Bratislava.

BRATISLAVA 

429.000 indbyggere (2009) 

og Slovakiets hovedstad siden 

tjekkoslovakiets deling i 1993. 

Ligger med Donau løbende gennem 

sine bydele i det vestligste hjørne 

af Slovakiet, kun 65 km fra tjekkiet 

og 60 km fra Wien i Østrig. 

SE & OPLEV: Bratislava har en 

gammel bydel, Staré Mesto, 

hvor man kan opleve fine gamle 

bygninger og hyggelige, snoede 

gader og gyder. Minder en del om 

Prags tilsvarende gamle bydel, men 

er langt mere overskuelig, fordi 

den gamle bydel er langt mindre 

end i Prag. Brug en god dags tid 

til fods, og så er de væsentligste 

steder besøgt, herunder Michalská 

ulica og Ventúska ulica, to pænere 

handelsstrøg i byen, Panská ulica og 

Laurinská ulica, gader med mindre 

butikker, caféer og barer, samt 

Michalská veza, et kirketårn med 

god udsigt over den gamle bydel 

og neden under det ”nul-stenen”, 

hvorfra alle afstande fra Bratislava 

måles. 

Nationalteateret, og markedsboderne på pladsen 

foran. 

Kapitulská ulica er også værd at 

besøge. Det er en gade med gamle 

velrestaurerede bygningsværker fra 

15. århundrede og et gammelt jesuiterkloster. 

Lige bagved ligger bymuren, 

oprindeligt fra samme periode, men 

”modereret” betydeligt i begyndelsen 

af 1970’erne for at gøre plads til Novy 

Most (”Den Nye Bro”) og tilhørende 

brede veje. Hlavné námestie er byens 

hovedtorv, midt i Staré Mesto, bl.a med 

det gamle rådhus, Stare radnica, og 

andre pæne bygninger, restauranter, 

caféer mv. Hviezdoslavovo námestie 

er en flot plads med markedsboder 

på den centrale grønning samt 

nationalteaterets bygning, Národné 

divadlo, og flere ambassader og 

mondæne hoteller. 

tag også en slentretur langs 

den skønne blå Donauflod (der dog 

i Bratislava er betydeligt mere grå 

og grumset) og fløjt evt. lidt Strauss. 

Bratislavas slot, Pressburg, troner over 

byen, men ligger på den anden side 

af motorvejen, der skærer gennem 

byen ned mod Novy Most. Der siges 

at have været bebyggelse på stedet 

siden stenalderen, men et egentligt 

fæstningsværk kom først til i 12. 

århundrede og er siden flere gange 

nedbrændt og genopført. 

Bratislavas slot, set fra Michalská veza. 


Parlamentsbygningen ligger på 

en høj lidt lavere en slotshøjen, men 

stadig med god udsigt over byen 

og Donau. er et klassisk eksempel 

på kommunistisk bygningskunst, 

og er som sådan seværdigt, fordi 

det er et ufatteligt u-seværdigt 

parlament. Novy Most er en 70’erfuturistisk 

motorvejsbro over Donau 

med tilhørende ufo-restaurant på 

toppen af sin pylon. Hotel Kyev er 

også værd at besøge, for det var 

kommunistpartiets yndlingshotel, 

komplet med brune kakler, slidte 

røde velourmøbler og vægtæpper, 

stenhårde senge og en sær følelse af 

Kold Krig og Bresjnjev. 

Har man lyst til at opleve 

betonjunglen i forstaden Petrzalka, 

så er det en tur værd, men en anden 

dagstur, der er oplagt, er en togtur 

til Wien. På en time er man fremme 

i Østrigs spændende hovedstad. 

Læs evt. mere om Bratislava på visit. 

bratislava.sk. 

Novy Most i forgrunden, Petrzalka i 

hele horisonten, set fra Bratislavas 

slot.

SpAR pENgE på 

dIN FlybIllEt! 

AMERIKA 

New York 

Los Angeles 

Buenos Aires 

Rio de Janeiro 

Nyhed 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

En gratis 

service fra 

3.695,- 

4.495,- 

5.995,- 

6.195,- 

AFRIKA 

Cairo 

Accra 

Johannesburg 

Nairobi 

Få bESKEd NåR 

pRISEN FAldER 

Opret din egen prisagent og få besked 

når din flybillet bliver billigere. 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

2.695,- 

3.695,- 

3.995,- 

4.495,- 

Vi søger på 

mere end 1000 

rejsesider 

ASIEN 

Delhi 

Beijing 

Bangkok 

Tokyo 

4.698,- 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

fra kr. 

3.595,- 

3.595,- 

3.695,- 

3.995,- 

6.495,

Konkurrence: Dengang 

jeg fik en ny ven ... 

3. pladsen går til: 

Fra Rajasthan til 

verdens største rodeo 

tekst & fotos: Philip Skjødt 

Vi mødte hinanden på et tog i Rajasthans brændende 

ørken i maj 2008. Jeg var i begyndelsen af en 

tur Jorden rundt, og de var mod slutningen 

af deres. De havde som jeg og ca. 100 andre 

passagerer valgt at opleve den store indiske 

Rajasthan-delstat med toget Palace on Wheels. 

Som en gruppetur med et naturligt ufleksibelt program 

passede det ikke umiddelbart til mit temperament, men 

det var nu engang en mulighed for at se flere af Rajahstans 

seværdigheder og rejse 3.000 km med mange værdige 

stop på en belejlig måde med indkvartering på toget. Jeg 

befandt mig derfor i selskab med en noget broget kreds, hvor 

gennemsnitsalderen skønsmæssigt lå et sted i 50’erne. 

Der er som bekendt godt varmt i Rajasthan hen 

imod sommeren, ofte med temperaturer over 40 °C. 

Efter indledende tre dages god mave da jeg ankom 

til Indien, med skæve smil til staklerne med de sarte 

mavers krigshistorier, kom hævnen til mig i form af 

fænomenet, der lokalt kendes som ”Delhi belly”. 

I denne tilstand, i denne varme, fandt jeg mig sammen 

med gruppen et par dage inde i turen på et tæppemuseum, 

alt imens jeg reflekterede over, hvordan de præsenterede 10 

ansatte på ingen måde kunne have produceret et minimum 

af det antal tæpper, der var foran os og primært blev fremvist 

til salg her på ”museet”. I de mængder tæpperne lå foran 

os, skulle der antageligvis mange sweat shops til. Det var et 

for mig helt unødvendigt og dårligt kamufleret kommercielt 

stop; og ikke første gang det var sket. Jeg var med andre 

ord ikke i godt humør, da Patti rullede op ved siden af mig. 

På trods af mine sure miner, faldt vi hurtigt i god snak. 

Jeg blev introduceret til Pattis mand, Bryan, og 

herfra sad vi som oftest sammen i spisevognen til 

måltiderne. Et tema omkring pink gin i barvognen, og 

efterfølgende fest i kupeerne, sikrede at underholdningen 

var nogenlunde lige så non-stop som togets fremdrift. 

Patti og Bryan er fra Calgary i Canada. En storby, der 

over det sidste årti har boomet med minedrift og olie-gasudvinding, 

omgivet af farmland, der har givet byen en cowboykarakter. 

Patti er advokat og tetraplegisk efter en skiulykke 

som teenager, og Bryan er ingeniør inden for olie-området. 

Jeg skulle efter Rajasthan videre til Katmandu. 

Patti og Bryan havde lignende tanker og havde 

undervejs lånt min guidebog. De syntes, mine 

indcirklinger og understregninger var interessante, og 

vi slog derfor pjalterne sammen og fløj nordpå. 


”A city that dresses together, stays together.” 

fest og ulykker i 

katmandu 

Katmandu er ikke just kørestolsvenlig, men som det 

energiske par de er – og i fraværet af det, Patti omtaler 

som ”safety filter” i deres tilgang – kom vi bl.a. med 

Buddha Air forbi Everest og på besøg i Monkey-templet. 

Der er generelt mange trapper – og særligt mange til 

Monkey-templet – og kuperet terræn, men vi fortsatte 

ufortrødent stilen med et par byture, og Katmandu 

må være et af de bedste steder i Himalaya at feste. 

En af aftnerne befandt vi os på navnkundige Tom & 

Jerry, hvor bjergbestigere, der er nået toppen af Everest, er 

æret med et billede i glas og ramme og efter sigende drikker 

gratis. Det er et muntert sted, men hen mod slutningen af 

aftenen tog Bryan sig alligevel en lur med hovedet i Pattis 

skød. Da stedet lukkede, og vi vækkede ham, rejste Bryan 

sig hurtigt, tog et par usikre skridt og besvimede. Uheldigvis 

faldt han med hovedet direkte ned i kanten på pool-bordet. 

Jeg hastede til undsætning og fik Bryan løftet op i stående 

position, og jeg støttede ham gennem de første forsigtige 

skridt. Herefter besvimede Bryan igen, men denne gang 

mere sikkert, da jeg havde fat i ham og kunne holde ham 

delvist stående, lænet mod mig. Denne gang gik blæren 

dog på stakkels Bryan. Og stakkels mig, der halvt bærende 

Bryan måtte acceptere lidt utilsigtet og uønsket fugtighed. 

Bryan havde slået hul i hovedet. Det blødte ikke 

meget, men flængen var et grimt sted. Først endte vi på et 

lokalt hospital, men der var blod på lagenerne og ikke en 

god fornemmelse af hygiejne. Derfor vetoede jeg Bryans 

behandling der – hovedbunden er et ubehageligt sted at få 

en infektion – og vi fandt en praksis tilknyttet den britiske 

ambassade, hvor Bryan fik sine sting og sin bandage. 

Bryan var egentligt hurtigt kvik og på benene igen 

efter uheldet, men fortalte mig, hvordan nåle normalt 

får ham til at besvime. Bryan havde tidligere med let 

undren bemærket, hvordan mænd gik hånd i hånd i 

Indien. Skæbnen ville, at jeg tilbød ham min hånd at 

holde fast i, da farven forlod hans ansigt under syningen, 

hvilket forøgede Bryans forvirring i hans efterfølgende 

refleksioner over sin tid i Nepal. Men han besvimede ikke. 

Sådan gik det til, at vi hurtigt lærte hinanden at 

kende. Jeg tog til Bhutan efter Nepal, men vi mødtes 

herefter på deres absolut sidste stop i Kolkata, inden 

de tog hjemover. Højdepunktet her var cricket på Eden 

Gardens og selvfølgeligt mere sjov og ballade.

en introduktion til rodeo-scenen 

Vi holdt kontakten, og jeg blev inviteret til Calgary, da 

jeg var på et nordamerikansk roadtrip i november 2008. 

Her så vi NHL-ishockey og var på cowboy-barer – den 

mest autentiske, Ranchmens, vel nærmest at betragte 

som en klassisk honky-tonk. Som mit allersidste stop på 

jordomrejsen mødtes vi i december 2008 i New York. 

Som nævnt er der aspekter af en cowboy-kultur i Calgary, 

og byen er vært for The Stampede – verdens største rodeo. Mit 

første besøg i byen havde pirret min interesse, og jeg besøgte 

derfor Patti og Bryan til denne årlige begivenhed i juli 2009. 

The Stampede i Calgary er en byfest, centreret omkring 

rodeo-konkurrencen; dvs. tyre- og 

bronco-ridning, kalvefangning med 

lasso til hest m.v. Stort set alle klæder 

sig på cowboy-maner, for som de 

siger i Calgary: ”A city that dresses 

together, stays together”. Det er sjovt. 

Vi fortsatte cowboy-temaet i Las 

Vegas i december 2009, hvor vi mødtes til 

de såkaldte rodeo finals. Og siden har vi 

mødt hinanden med jævne mellemrum. 

I København, Paris, og senest London 

under OL. Der er i mellemtiden 

kommet en tilføjelse til familien, idet 

Patti og Bryan har fået datteren Sia. 

Hun er allerede meget berejst med 

to kontinenter og tre lande, et OL 

og en rodeo i sit første leveår. 

Jeg har allieret mig med 

Sia, der med sit alibi som baby 

jævnligt giver Bryan fugtigt 

tilbage. Jeg har forklaret Bryan, 

hvordan dette fint illustrerer 

princippet bag karma. 

Han tager det i stiv arm. Og 

underholder i øvrigt gerne enhver med historien 

om vores første rejse, som jeg må have hørt mere end 

50 gange – mere dramatisk og ingen detalje glemt. 

På vej op til Monkey-templet 

i Katmandu. Det er en lang tur op. 

n Philip Skjødt bor i skrivende stund i Rom i Italien, hvor 

han forsøger at lære mere italiensk og lære mere om at leve 

livet bedst af italienerne. Han har medlemsnr. 576. Læs og 

se mere fra hans jordomrejse på www.exphilip.com. 

Bandagen er absolut med til at forstærke 

indtrykket af en lettere omtåget Bryan 

efter strabadserne. Det til trods blev der 

næste aften desværre ingen indrammede 

billeder eller drinks på huset, som 

Everest-bestigerne ellers hædres med 

på Tom & Jerry. 


Næste konkurrence: 

Dengang turen gik ad h til … 

De fleste af os har nok været på en rejse, som i en eller anden 

grad blev mislykket, eller hvor noget gik galt. Måske kom 

du slet ikke af sted som planlagt? Eller rejsen udviklede 

sig til en farce, et mareridt eller blev præget af uheld? Eller 

måske blev du uvenner med din rejsekammerat? Kort sagt: 

I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om 

dengang, turen gik ad h til! For det er jo ofte, når noget 

går galt, at rejsen bliver endnu mere underholdende, set i 

bakspejlet. Bedste artikel bedømmes alene på baggrund 

af tekst, men send gerne et eller to fotos med. Artikler bør 

højst fylde 4.000 tegn. Deadline er 30. januar, og vi glæder 

os til at høre mere! Førstepræmien består af hele to ting: 

Bogen ”Turen går ad helvede til”, redigeret af Martin 

Gylling & Jakob Vølver (Politikens Forlag, 2012, 144 sider, med 

farvetegninger), skildrer en række rejser, som mildt sagt 

ikke forløb helt efter planen. Bogen er nemlig dedikeret til 

”alle de søvnige chauffører, overfriske rejseguider, luskede 

tricktyve, pedantiske parkeringsvagter, ejerløse hunde, 

panfløjtespillende strøgmusikanter, samvittighedsløse 

billethajer, sleske souvenirsælgere, intimiderende toldere, 

fascistoide togbetjente, emsige stewarder, korrupte 

politifolk, ugidelige receptionister, øretæveindbydende 

skoleklasser på studietur, blodsugende væggelus, snobbede 

sommelierer, påtrængende tiggere, intetsigende gademimere, 

skrupelløse flyselskaber, gigantiske kakerlakker, ildelugtende 

medpassagerer og blege briter på Solkysten, der har gjort 

vores rædselsfulde rejser mindeværdige.” Sjovt og let læst. 

Samt en dvd med filmen ”Cartouches gauloises” 

(Pathé, 2007, 89 min., på fransk med undertekster på engelsk), 

et drama som bygger på en sand historie om et fransk 

tilbagetog ud af Algeriet, som gik helt ad h til. Titlen 

kan oversættes med ”galliske patroner”, og filmen er 

instrueret af Mehdi Charef og fortæller historien om fire 

drenges venskab og rystende oplevelser i 1962, da Algeriet 

under tumultagtige forhold opnår sin selvstændighed 

fra Frankrig. Smukt filmet og gribende skildret.


Roshan, en nepalesisk 

guide med en fascinerende 

livshistorie 


Gunnar Terje lysemose 

på min første rejse til Nepal 

i november 2000 traf jeg 

et menneske, der kom til 

at gøre et stort indtryk 

på mig. Sammen med 16 

danskere var jeg taget på en trekkingtur, 

og en aften efter middagen sad vi 

i messeteltet og lyttede til guidens 

briefing om morgendagens tur. Vores 

guide var godt inde i alt vedrørende 

natur, etniske, religiøse og politiske 

forhold og fortalte levende og på et 

forståeligt engelsk, men jeg savnede 

noget – det personlige islæt. Næste 

aften bad jeg ham fortælle sin egen 

livshistorie. Han var på det tidspunkt 

25 år, så det kunne vel ikke tage så 

lang tid, tænkte jeg. Men den næste 

time fløj af sted! Her var der noget, der 

både optog ham og os. Bagefter var vi 

alle som mærket. For guiden Roshans 

beretning blev fortalt med både 

glød og karisma. For mig blev hans 

fascinerende livshistorie begyndelsen til 

et venskab, som har holdt ved lige siden. 

et liv med masser af 

drama 

Allerede i landsbyskolen bliver Roshan 

politisk interesseret og en idealist, 

som kræver forandringer i skolen: 

møbler i klasselokalet, undervisning 

fra kl. 10-16 alle hverdage, lærere, som 

pjækker, afskediget og den udbredte 

korruption afskaffet. Men selv om 

han har opbakning fra skolens elever, 

bliver det i stedet ham selv, der 

som 14-årig smides ud af skolen! 

Året før er han konverteret fra at 

være hindu til at være kristen pga. sin 

modvilje mod hinduernes kastesystem 

og dyreofringer. Men hans konvertering 

er ikke velset i hverken familien 

eller i landsbyen. Pludselig er han 

blevet en paria og må betle sig frem i 

hovedstaden. Livet på gaden ophører, 

da en englænder, Robert, tager sig af 

Roshans tilværelse har 

budt på masser af drama. 

Han har oplevet mere i sit 

korte liv end de fleste. 

ham og får ham 

på ret køl. Robert giver ham job som 

bærer og guide på treks i Himalaya, 

og Roshan kan i dag takke Robert 

for sin store viden om trekkingruter 

og gode engelskundskaber. 

Roshans tilværelse har budt på 

masser af drama. Han har oplevet 

mere i sit korte liv end de fleste. Som 

hyrdedreng kommer han en dag nær 

en sulten tiger, der heldigvis nøjes 

med at dræbe et gedekid. En anden 

gang, da han er ude at svømme i en 

flod, opstår der pludselig en flodbølge, 

som nær er skyld i, at han drukner, 

men heldigvis får han kæmpet sig 

ind på land. En tredje gang falder 

han ud over en stejl skråning, hvor en 

brusende flod venter i dalbunden. En 

klippeblok standser hans fart, men 

læsioner i hovedet undgår han ikke. I 

dag har han endnu ar efter kollisionen. 

Roshan er en aktiv mountainbiker, 

men trafikken i Nepal er farlig. For få 

år siden rammer en motorcyklist ham 

frontalt og kaster ham på hovedet ned 

ad en skråning. Cyklen bliver ødelagt, 

men værre er det med Roshan selv, 

der får sig et langt sygeleje. Sidst skal 

nævnes et røveri ved nattetid i Chitwan, 

hvor nogle unge mænd overfalder 

Roshan og slår ham i hovedet med 

jernstænger, så han er ved at forbløde. 

Ejendelene tager de og efterlader deres 

bevidstløse offer alene i mørket. Først 

næste morgen bliver han fundet og 

bragt til et nærliggende sygehus. 

At rejse er at få nye 

venner! 

Ud over at være guide for 

fortrinsvis danske turister, 

leder Roshan et arbejde i et dansknepalesisk 

hjælpeprojekt, der står for 

skoler, sundhed, familieplanlægning 

og skovrejsning i udvalgte landsbyer 

langt fra alfarvej. Alt foregår med få 

midler. I Nepal kommer man langt 

med få tusinde kroner, når den rette 

person kommer til og står for både 

tilrettelæggelse, selve arbejdet og 

tilsynet. Og denne person er Roshan! 

Roshan har siden besøgt Danmark, 

og vi har stået på ski sammen i Norge. 

Jeg har gennem årene besøgt hans 

familie både i Katmandu, hvor han 

bor, og ude i landsbyen, hvor han 

stammer fra, så på en måde er jeg 

blevet en slags onkel for Roshans 

tre børn. Med Roshan har jeg nu 

gennem 12 år oplevet et fællesskab og 

et venskab på tværs af landegrænser, 

alder og kultur. At vise omsorg 

for hinanden er et sandt venskabs 

kendetegn. Jeg er kort sagt ikke den 

samme efter at have mødt Roshan. 

n Gunnar Terje Lysemose har medlemsnr. 

P493 og er 72 år. Han er lidt af en fjeld- 

gubbe, som har vandret i naturen, siden 

han var helt ung: I Skandinavien, Grønland, 

Island, Pyrenæerne, Alperne, Dolomitterne, 

Toscana, Sierra Nevada i Andalusien, og i 

Andesbjergene. Siden år 2000 har han især 

været bjergtaget af Himalaya. Som 61-årig 

nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak 

i Nepal med 6.461 moh. I november 2012 

var han på sin 15. trekkingtur til Nepal. 

Konkurrence: Dengang jeg fik en ny ven ... 

Med Roshan har jeg nu gennem 12 år 

oplevet et fællesskab og et venskab 

på tværs af landegrænser, alder og 

kultur.


Giv mig en sang og en kvart 

kage, og du bliver min ven 

tekst & foto: Susanne Torpe 

Jeg var sur. Jeg kan ikke huske 

hvorfor, men sur var jeg. Det 

kan jo ske, når man rejser rundt 

med en anden person, at man 

efter at have gået op og ned 

ad hinanden hver dag i 14 dage bliver 

lidt gnaven. Også – eller især – når den 

anden person er ens kæreste. Man er 

bare ikke vant til at tilbringe samtlige 

af døgnets vågne og sovende timer 

sammen. Så lidt surmuleri kan sagtens 

opstå på en længere rygsæksrejse, når 

den andens vaner begynder at gå en 

lidt på. Så der sad jeg på en fin, fin 

strand på øen Phu Quoc i Vietnam 

og surmulede over aftensmaden. Den 

sidste person, jeg gad snakke med på 

dét tidspunkt, var ham, jeg sad ved 

siden af, ham, jeg havde siddet ved 

siden af hver dag de sidste 14 dage, og 

ham, jeg havde snakket med hver dag 

de sidste 14 dage. Netop derfor var det 

utrolig kærkomment, da manden ved 

nabobordet henvender sig til mig og 

spørger, om vi kan anbefale noget på 

menukortet. Yes! Så slipper jeg da i det 

mindste for at snakke med kæresten! 

Min nye samtalepartner viser sig 

at være meget flink og snakkesalig, og 

han får snakket mit humør i vejret. Han 

er tysker, og det er den mand, han deler 

bord med også. Efter en aften, der ender 

med at udvikle sig fra potentielt rigtig 

dårlig – med en muggen Susanne, der 

sikkert ville være gået tidligt i seng – til 

en helt okay aften, aftaler vi at mødes 

den efterfølgende aften til aftensmad. 

et nyt år truer 

Næste aften mødes vi på en restaurant, 

de har anbefalet. Mit humør er nu i 

tiptop form, også selvom jeg kl. 24 

denne aften ikke kan bryste mig 

af at være i mine 20’ere længere. 

Efter middagen går vi på en 

bar. Vi fire er de eneste der. Det er 

liiidt ensomt, men der er ikke lagt 

i ovnen til det helt store. Kæresten 

Christian og jeg har planlagt at fejre 

min fødselsdag den næste 

dag med en middag og 

drinks, så det er helt okay, 

og det er ikke meningen, 

at vi skal fejre min 

fødselsdag denne aften. 

Jeg får dog fortalt de to tyskere, 

Hans og Daniel, at det er min 30 års 

fødselsdag den efterfølgende dag. Hans 

er lige ved at falde ned af stolen. Dét, 

synes han da, er stort, og han er da glad 

for at høre, at vi har planlagt at fejre 

det i morgen med noget ekstra lækkert. 

Efter lidt tid kommer Hans pludselig i 

tanke om, at han da hellere må gå op og 

reservere to scootere til sig og Daniel 

til i morgen, hvor de vil ud og se noget 

af øen, hvorfor han smutter. Ca. en halv 

time senere kommer han tilbage med 

en lille plasticæske under armen, og da 

klokken bliver 24, åbner han den for at 

afsløre, at han har været oppe på The 

German Bakery (hvor findes der da bare 

mange af den slags rundt om i verden) 

og købe en kage + ét af de der små 

tynde lys, man stikker i en lagkage. Der 

kommer lys og en drinksparasol i kagen, 

hvilket er en kvart pærekage – det var, 

hvad The German Bakery havde tilbage 

der ved 22-tiden – og så bliver der ellers 

sunget fødselsdagssang for mig! 

Jeg synes, det er utrolig 

rørende, at en mand, jeg blot har 

kendt i et døgn, havde den form for 

medfølelse og omtanke for et rejsende 

medmenneske. For det er da hyggeligt 

at blive fejret med en sang på sin 

fødselsdag. Også når man er 13.100 km 

hjemmefra. Og når man så fylder 30. 

Vi tilbragte flere dage sammen 

med Hans og Daniel, som, vi på dag 

2 erfarede, var et par. Da vi kom hjem 

på vores værelse efter vores første 

møde, kiggede Christian og jeg ellers 

på hinanden og spurgte: Var det far 

og søn? Eller var det et par, vi lige 

havde mødt? (Men det må I altså 

aldrig fortælle dem – altså at vi en 

lille bitte smule overvejede, om de 


En kvart pærekage – det var, hvad The 

German Bakery havde tilbage der ved 

22-tiden. 

var far og søn). Efter vi vendte næsen 

hjem til hvert vores hjemland, har 

vi holdt kontakten ved lige. Hans og 

Daniel kom og besøgte os hele den 

efterfølgende påske, og i efteråret 

tog vi på en forlænget weekendtur 

sammen til det sydlige Tyskland, hvor 

vi besøgte en vingård, ligesom vi 

har besøgt dem hjemme i deres hus i 

Hamborg. Og sådan fik jeg ikke bare 

én, men hele to nye gode venner! 

n Susanne Torpe har medlemsnr. 555. Hun 

elsker destinationer med sol, varme og gode 

dykkermuligheder, men kan også godt lokkes 

til at sove i telt i minusgrader. Efter sigende 

lider hun af en kronisk trang til at opleve og 

lære nyt. I 2012 har hun bl.a. besøgt Cuba 

og Malta.


1 2 

3 

Kalaallit Nunaat betyder ”menneskenes land” og er verdens største ø med et samlet 

landareal på 2.184.700 km 2 , deraf er kun knap 18 % isfrit. Det giver dog stadig en del 

land at boltre sig på, hvilket de knap 56.000 grønlændere og de mange, især danske, 

tilflyttere nyder godt af. 

tekst & fotos: Tanja Schwartz 

Jakobshavn blev grundlagt i 1741 af købmanden Jakob Severin fra Sæby, deraf navnet. 

Men grønlænderne har det med at opkalde steder og byer efter landemærke eller ting, 

der findes i området, så på grønlandsk kalder man byen Ilulissat, som meget passende 

betyder ”isbjerge”. 

1. juni hvert år bliver isen i havnen i Ilulissat sprængt med dynamit, for at man kan få 

de mange både og små fiskejoller i vandet. De fleste indbyggere ejer en båd, hvorimod 

næsten ingen har bil. Taxier bliver derfor brugt flittigt, der er 38 i Ilulissat med 4.700 

indbyggere. 

4 5 

Grønlændernes smukke nationaldragt bliver stadig brugt til særlige lejligheder 

som bryllup, dåb og skolestart. De smukke perlekraver tager mange måneder at sy, 

mønstrene er forskellige og ikke skrevet ned, men går ofte i arv gennem familien. En 

dragt kan snildt komme op på at koste omkring 20.000 kr., inden den er færdig. 

Fiskeri er Grønlands største erhverv. Der fiskes hver dag med langliner fra små joller. 

Linerne kan være op til 1,5 km lange med små kroge for hver to meter, og det tager flere 

timer at sætte agn på krogene. Efter ca. fire timer i vandet kan fiskerne hive linen op 

med 300-400 kg hellefisk på. Hellefisk smager fantastisk helt rå og nyfanget med et skud 

soya på! 


Og 9 tips til 

Slædehunde 

1 

Hundeslæder bruges til hellefiskeri 

på fjorden og til hyggeture. 

Zionskirken 

3 

106 tønder hvalspæk og 100 hvalbarder 

kostede det i 1779 at bygge kirken. 

Over isfjorden med helikopter 

5 

Tag over isfjorden til Sermeq Kujalleq. 

Gletsjeren bevæger sig med 40 meter i 

døgnet. 

Gletsjeren Eqip Sermia 

6 

80 km fra Ilulissat ligger den kælvende 

gletsjer Eqip Sermia, som man kan sejle 

til. 

Midnatssol 

7 

Solen skinner 24 timer i døgnet i Ilulissat 

fra 25. maj til 23. juli. 

8 

Det nordligste kunstmuseum 

Kolonibestyrerboligen fra 1923 blev i 

1994 indrettet som kunstmuseum. 

9 

Vandring & lækre sortebær 

Der findes utallige muligheder for at 

vandre i området. 

n Tanja Schwartz har medlemsnr. 592 og 

arbejder som turguide i både Grønland og 

Asien. I 2012 har hun foruden Grønland 

bl.a. været i Thailand, Vietnam, Tyrkiet, 

Frankrig, Nepal og Bangladesh. 

Ilulissat 

7 

Det lokale kød- og fiskemarked 

2 

På ”brættet” kan man få sig et stykke 

narhvalsmatak med hjem, en rigtig delikatesse. 

4 

Sejlads 

Royal Arctic Line sejler forsyninger til 

Grønland fra Danmark. 

2 

4 

5 

8 


1 

3 

6 

9


Kirsten Graversen 

Da jeg planlagde at rejse 

til libanon i oktober 

2012, havde ingen, jeg 

spurgte i De Berejstes 

klub, nogen opdaterede 

rejseoplysninger. i stedet 

brugte jeg mit netværk, 

som igen brugte deres. 

jeg kontaktede også den 

danske ambassade, som 

hjalp med oplysninger og 

kontakter. 

Jeg ville nemlig gerne tale med 

nogle lokale, som kunne give 

mig større viden om Libanon. 

Det skulle jo været let nok, men 

det skulle være folk, som virkelig 

levede det liv, som et så splittet og 

korrupt land giver mulighed for. 

En FN-udstationeret person, som 

var på rolig orlov i Beirut, advarede 

mig mod at tage til Tripoli – Libanons 

næststørste by (ikke at forveksle med 

Libyens hovedstad af samme navn) – 

og mange var de advarsler, jeg havde 

med hjemmefra om ikke at tage til 

grænseområdet mod Syrien for slet ikke 

at tale om den sydlige del af landet. 

Taxachaufføren, som hentede mig 

i lufthavnen, ville gerne køre mig til 

Byblos og videre til Tripoli. Han var 

så omsorgsfuld at følge mig op på 

korsriderborgen og gennem souken i 

Tripoli. Den første gav en fin udsigt 

over hele byen og de sorte faner med 

hvid inskription, som salafisterne sætter 

op på deres huse eller baser. Jeg spiste 

frokost et rigtig pænt og traditionelt 

sted, der havde hjemmebagte og 

meget berømte kager. Her, med udsigt 

til hovedpladsens urtårn, spiste jeg 

Turist i Libanon: 

sammen med chaufføren. Han havde 

i øvrigt lige fortalt mig, at det store 

samtaleemne var den nye rygepolitik, 

som generede alle vandpiberygerne, 

som ikke længere måtte sidde inde 

på restauranterne. Der var rigtig 

mange rygere på fortovscafeerne. 

Byblos var også fredelig og rolig, 

og de mange turister så ikke bange 

ud. De romerske ruiner var smukt 

gravet ud og gjort turistvenlige. 

en genopbygget 

hovedstad 

I Beirut besøgte jeg begge amerikanske 

universiteter og så, hvordan firmaer 

sponsorerer institutterne. Jeg blev 

vist rundt og fik en god snak med 

de ansatte. Begge universiteter 

har nogle skyggefulde campusser. 

Undervisningen forgår på engelsk, men 

da de private skoler både her og andre 

steder i Mellemøsten underviser på 

engelsk, er det ikke noget problem. 

Jeg vandrede rundt i ”min” bydel, 

som nu er stedet med forretninger. Der 

var store danske forretninger som Jack 

& Jones og Vero Moda, der ejes af en 

dansk-libanesisk self-made direktør. Der 

var ca. en halv times langsom gang ind 

til den genopbyggede bymidte, hvor 

regeringsbygningen, ambassader og 

ikke mindst den store moske ligger. I 

dette område finder man de helt dyre 

mærkevarebutikker, og restauranterne 

var heller ikke lige til mit budget. 

Ved siden af moskeen står en række 

romerske søjler, og også en kristen 

kirke er genopbygget. Det samme er 

hele stjernepladsen og gaderne, som 

leder dertil. Alle gader var blokeret 

af bomme, og bevæbnede soldater 


Og så kom b mben! 

”Blandingsbyggeri” i Beirut. Det er for dyrt 

at fjerne borgerkrigens ruiner. 

”War makes coffins and castles.” 

holdt vagt. Martyrpladsen lige overfor 

er stadig ikke gjort tilgængelig. 

Borgerkrigen 1975-1990 har sat 

sine spor overalt. Det genopbyggede 

museum havde under krigen ”pakket” 

genstandene ind i beton og stål, så man 

nu igen kan vise de meget flotte og flere 

tusinde år gamle fund, bl.a. små statuer 

med guld og masser af guldsmykker. 

Dette genopbyggede og nyåbnede 

museum stod i kontrast til de mange 

hustompter overalt. Det er for dyrt at 

fjerne så mange huse, så et hotel havde 

simpelthen bygget et nyt på grunden 

op ad ruinen af det tidligere hotel, 

som de havde ladet stå. Der er rigtig 

mange skudhuller overalt. Selv langs 

Cornichen, den lange promenade langs 

vandet, var der mange ruiner. Disse var 

blandet med superflotte højhuse med 

kæmpelejligheder, som bebos af rige 

arabere, fx saudere, som kommer op for 

at køle ned fra de 55°C til de ca. 35°C 

om sommeren. De havde også rigeligt 

med kæmpe yachter, som de kunne 

sejle ud i for at være helt i fred med 

de ting, de ikke ville gøre hjemme!

Hizbollahs mindelund Mleeta med 

”kunstnerisk” opsætning af efterladt 

og erobret israelsk krigsmateriel. 

Smag på kaffen. Den har kogt i et 

døgn. Sukker kan anbefales! 

(gadebillede fra Tripoli). 

Den danske ambassadør var så 

venlig at modtage mig og give mig 

information om landet. Han gav mig 

desuden nogle nyttige adresser, som 

jeg kontaktede for at få en snak om 

situationen. Ambassaden er godt 

skjult. Efter mange forgæves forsøg og 

nogen tøven gik jeg gennem en sort 

smedejernsport og op ad nogle trin 

til en kirke, hen over pladsen mellem 

kirkebygningerne, op ad en trappe og 

hen over en parkeringsplads til en lille 

åbning i væggen. Her blev jeg, efter 

mange formaliteter, fulgt gennem 

diverse døre og i elevatoren op til de 

dobbelte slusedøre, hvor jeg ventede. 

Jeg syntes, det var kraftigt overdrevet. 

Det syntes jeg ikke, da jeg skulle hjem! 

i hizbollah-land 

Jeg havde fået en aftale gennem en 

af mine kontakter i Mellemfolkeligt 

Samvirke, så jeg tog en taxa til Saida, 

som ligger ved den største flygtningelejr 

med palæstinensere, og hvortil mange 

familiemedlemmer nu kommer som 

flygtninge fra Syrien. Jeg havde et møde 

med en NGO, som arbejder der, men 

man skal have særlig tilladelse for 

at komme derind, og lejren anses for 

farlig. Nu, hvor jeg var i Hizbollah-land, 

tog jeg ned til området kort før den 

israelske grænse, hvor Hizbollah har et 

mindeområde kaldet Mleeta, hvor der 

er materiale og oplysninger fra krigen 

mod Israel. Jeg fik en rundvisning, som 

selvfølgelig var propaganda, men det 

ville også have overrasket mig, hvis det 

ikke havde været tilfældet. I slutningen 

af rundvisningen gik man selv rundt 

mellem de forskellige stillinger med 

udstillede våben og gennem (for 

turisterne udvidede) tunneller. Langs 

vejene i denne del af Libanon var der 

mange billeder af både den dræbte og 

den nuværende leder af Hizbollah, som 

kontrollerer hele denne del af Libanon. 

Jeg havde på universitetet bedt om 

at komme til at tale med en kvinde, som 

kunne fortælle mig om kvindernes situation. 

Hun gav udtryk for sin frustration 

over de mange fraktioner, også 

inden for religionerne, som bekæmper 

hinanden og desuden over den politiske 

situation, hvor korruption gør, at hun 

ikke stemmer til valg. Hun var troende 

muslim, men havde mistet respekten 

for sheiken, og bad derfor i enrum og 

rettede sig helt efter Koranen. Hendes 

mand, som er ortodoks, fastede ikke 

sammen med hende, men først til påske. 

Alt gik fint med megen indsamling 

af viden, også fra Informations 

Mellemøsten-ekspert, som brugte en 

del tid på at sætte mig ind i situationen, 

således som ambassaden havde 

foreslået. Netop som jeg sagde farvel til 

ham, sprængtes bomben, som dræbte 

efterretningschefen og syv andre. Det 

vidste jeg dog ikke, før jeg havde talt 

med en fra det andet universitet, som 

havde arbejdet sammen med Kvinfo. 

Mens jeg talte med hende, fik hun en 

sms, som hun læste, og så virkede 

hun noget fraværende, hvorefter hun 

fortalte mig om den bombe, den første 

i fire år, som man nu var bange for 

ville udløse endnu en borgerkrig. 

Dagen efter var jeg igen i området, 

hvor bomben havde dræbt og såret i alt 

82 og ødelagt bygninger. I begyndelsen 

af mødet blev jeg spurgt, om jeg havde 

set røgen fra de dæk, som blev brændt 

af. I øvrigt forløb mødet efter planen, 

og jeg fik oplysninger om, hvordan 

man uddannede kvinder i nærheden 

af det syriske område i engelsk, 

hvilket gav dem selvbevidsthed, da 

mændene måtte spørge dem, når 

de skulle forstå noget på engelsk. 


LIBANON 

REJSEN DERTIL: fly fra København 

til Beirut t/r med Lufthansa via 

frankfurt: 3.490 kr. 

BO: et enkeltværelse med morgenmad, 

fri netadgang, tagterrasse på 

Hotel Mayflower i Beirut koster 70 

USD per nat (ca. 400 kr.). 

LOKAL TRANSPORT: taxa fra lufthavnen 

i Beirut ind til byen koster 

25-35 USD. taxa en dag med egen 

chauffør fra Beirut til henholdsvis 

tripoli og Sydlibanon koster 120 

USD per dag. en turisttur inkl. frokost 

i Baalbek, en heldagstur, koster 

65 USD. 

MAD & DRIKKE: Supermarkedspriser 

på fødevarer er lave. Og på 

restaurant koster en middag bestående 

af en ret med et glas vin ca. 

20 USD i Beirut, men kun 15 USD i 

tripoli. 

På vejen til lufthavnen så jeg 

åbne biler med mange stående unge 

mænd med oppositionens lyseblå 

flag med hvid skrift, som kørte i 

stærk fart til demonstrationen i 

forbindelse med efterretningschefens 

begravelse i den store moske, 

ligesom der var flere regeringsbiler 

på vej dertil – med udrykning. I 

lufthavnen var der transmission 

fra begravelsen på monitorerne ved 

gatene. Denne gang var jeg ikke så 

trist over at skulle hjem. Ligesom 

libaneserne holdt og holder jeg vejret. 

n Kirsten Graversen var i Libanon 13. til 21. 

oktober 2012. Hun har medlemsnr. 547 og 

har rejst i 76 lande og ni territorier. I 2012 

besøgte hun også Thailand og Laos.

tekst: Philip Skjødt 

fotos: Philip Skjødt & Claus Søndergaard 

i april 2012 besøgte 12 medlemmer 

af De Berejstes klub nordkorea i 

anledning af landets forestående ”100 

års jubilæum”. 100 år er måske så 

meget sagt, for jubilæet er fastsat ud 

fra, hvornår nordkoreas store befrier 

og frihedshelt kim il-sung blev født og 

ikke i forhold til, hvornår nordkorea 

egentlig blev dannet som stat i 1948. 

Det blev en klubtur, hvis særlige 

nordkoreanske islæt bl.a. kom til at 

bestå af en missilopsendelse, oprør 

mod et regime og et rejsebureau og 

tackling og mandsopdækning – nogle 

skuffelser, nogle overraskelser og 

nogle få sejre. 

Initiativet til klubturen blev taget af Line Drube. 

Forventningerne var uklare – for hvad vidste 

vi egentlig om turisme i Nordkorea? Et udkast 

til rejsen var knapt sendt til vores rejsebureau, 

før Kim Jong-il, Nordkoreas leder siden 1994, i 

december 2011 sagde farvel til verden og kastede 

landet ind i en tronfølgeproblematik, få kommentatorer 

havde et udviklet syn på. Som det gik, var en søn, Kim 

Jong-un, kørt i stilling og 2012 sat til at blive delvist 

et jubelår og delvist et sørgeår. Det faldt uheldigt ud 

for de så karakteristiske ”mass games” – en form for 

massegymnastik med strengt koreograferet opvisning af 

tusindvis af gymnaster, der ud over dans og akrobatik, 

vender farvede kort. For de blev aflyst af sørgehensyn. 

Klubtur: 

noRDkoRea 


år 

Pga. vores manglende indsigt og de få tilgængelige 

guidebøger og gode kilder, besluttede vi at invitere en 

række eksperter til en foredragsrække i Café Globen. Den 

løb af stabelen i marts. Geir Helgesen fra Københavns 

Universitet fortalte bl.a. om den nordkoreanske juche-filosofi 

[”som kan oversættes med ’selvtillid’ og er tænkt at fungere 

som ideologisk grundlag for sammenhold og stimulation 

af arbejdsomheden og produktionen samt mindske 

landets afhængighed af støtte udefra.” Kilde: ”Lande i 

Lommeformat: Nordkorea”, DUS] og hvordan, opsplitningen 

på begge sider stadigt opfattes som et blødende sår. Formand 

Anders Kristensen fra Venskabsforeningen Danmark-Den 

Demokratiske Folkerepublik Korea bød på anekdoter 

og svar på stort set alle praktiske spørgsmål om livet i 

Nordkorea efter at have besøgt landet et utal af gange med 

flere møder med landefaderen Kim Il-sung bag sig. Og 

Peter Kim Laustsen fra Forsvarsakademiet gennemgik den 

militære logik bag Nordkoreas handlinger, og stabiliteten 

i atomvåbens ultimativt afskrækkende påvirkning blev 

fundet frem igen fra koldkrigs-terminologien. Vi lærte også, 

hvordan timingen af USA’s militære øvelser i området ofte 

var meget provokerende for et selvstændigt og paranoidt 

land, der stod over for en signifikant stærkere modstander. 

For mig var det overraskende, at alle tre eksperter 

fokuserede på at forklare og begrunde Nordkoreas 

ageren og kom til at stå for mere forstående, forsonende, 

men naturligvis nuance-givende perspektiver. De tog 

fx alle som én eksplicit afstand fra Mads Brüggers 

kontroversielle dokumentarfilm ”Det Røde Kapel”. Men 

samtidigt var der ingen, der omtalte arbejdslejrene i 

Nordkorea, som ellers efterhånden må betragtes som 

veldokumenterede og aldeles skrækindjagende. Det 

skal nævnes, at filmen på ingen måder blev nævnt eller 

gav os problemer under vores ophold i Nordkorea.

En meget stor anlagt klassisk koncert, der virkeligt imponerede. 

oprør mod regimet 

Umiddelbart før vores afrejse havde 

Nordkorea igen erobret avisernes 

forsider med nyheden om, at man 

ville teste et missil. Vi ankom om 

torsdagen, og de nordkoreanske guider 

glædede sig til begivenheden, der 

var sat til dagen efter vores ankomst. 

Opsendelsen mislykkedes dog 

spektakulært, men den nyhed blev 

først kendt om søndagen i Nordkorea, 

idet nordkoreansk tv viste en virkelig 

opsendelse i første fase, hvilket 

efterfølgende blev til en tegneserieraket, 

der fortsatte (glad) til himmels. 

Lettere absurd når der skal tegnefilm 

til for at forbedre virkeligheden. 

Den første søndag på turen var 

selve 100-årsdagen, hvor der stod 

fejring og fest på programmet fra 

vores rejsebureau. Men til vores 

overraskelse var vi ikke tiltænkt en 

plads på tilskuerpladserne. Vi havde 

en forhåbning om, at vores svenske 

rejsebureau kunne trække i trådene 

og udbedre denne misforståelse. For 

guiderne havde planlagt, at vi skulle 

væk fra begivenhederne og byen 

det meste af 100-års-weekenden, 

men det lykkedes os med drama 

og sværdslag at komme tilbage til 

Pyongyang – det eneste sted hvorfra 

vi kunne ringe internationalt og 

derved kontakte vores rejsebureau. 

På den måde vandt vi slaget, 

men tabte krigen. For det viste sig 

i telefonsamtalen med Sverige (10 

minutter, ca. 225 kr.) hurtigt, at 

vi var blevet decideret vildledt 

af rejsebureauet. I bureauets 

salgsmateriale var der blevet brugt 

billeder af militærparader, men vi 

blev nu forklaret, at der aldrig har 

været turister til paraderne (det 

viste sig nu senere ikke at være 

sandt). Flere af os havde også før 

afrejse spurgt ind til, hvad vi kunne 

forvente, men var blevet fejet af med, 

at intet var sikkert, når det gjaldt 

Nordkorea. At vi ikke kunne overvære 

militærparaden, ville vi nu gerne 

have været orienteret om på forhånd, 

når vi for en gangs skyld var tvunget 

til at bruge guider og rejsebureau. 

Summa summarum var det 

meget frustrerende at se paraden 

og festlighederne på tv, når vi var 

rejst helt til Nordkorea netop af den 

anledning. Vi kørte kort igennem et par 

gader med den vinkende befolkning 

talstærkt på gaden, afventende 

paraden, og på en eller anden vis 

lykkedes det guiderne at overbevise 

os om, at det var en særlig privilegeret 

oplevelse, mens vi hastede derfra. 

turisme i et 

kontrolsamfund 

I fraværet af mass games og militærparader 

– som nordkoreanerne gør unikt 

godt – blev regimets manifestationer 

turens hovedattraktion. 

At opleve så rendyrket et kontrolsamfund 

er specielt. Det er i høj grad en 

præsenteret virkelighed, hvor forklaringsmodellen 

er, at alt der er anderledes 

på en negativ måde, skyldes den 

bremsede udvikling, som USA har 

påført landet gennem handelsblokaden. 

Guiderne virker ofte forudsigeligt 

on-message, men det var ikke sådan, 

at vi følte os overvåget. Nogle gange 

lod vi os uskyldigt drive lidt længere 

væk fra flokken, end vores løbepas 


tillod, men dette gav kun lidt friktion, 

og ingen disciplinerende tiltag, som vi 

ellers have hørt om i form af stuearrest 

og lignende for andre uheldige turister. 

En enkelt mandsopdækning foretaget af 

en for os ukendt herre i en sådan situation 

endte i en lettere tackling af et klubmedlem 

og en skideballe til guiderne. 

Dynamikken med guiderne er 

tilsyneladende en slags giv-og-tagtovtrækning, 

der medfører, at enkelte 

improviserede elementer bliver 

opnået. Men som oftest mødes en mur 

af afvisninger. Guiderne hævdede 

eksempelvist først ikke at have set et 

program. Dernæst bad de om at se, om 

militærparaden vitterligt var eksplicit på 

skrift i programmet (og det virkede som 

en bevidst anmodning – det var som 

nævnt meget upræcist i vores program, 

hvilke 100-årsfejringer vi skulle deltage 

i), for senere flere gange at afvise 

anmodninger med den begrundelse, 

at dette ikke var programsat. 

Det bliver lidt opslidende, at 

ens initiativ tages fra en, og man 

køres under så kontrollerede forhold, 

men i gruppen var der en festlig 

stemning, og oplevelsen var mere blot 

det at være der og opleve den del af 

samfundet, som vi havde adgang til. 

Af særlige oplevelser var et 

stort anlagt festfyrværkeri, hvis lige 

ingen af os vist havde set. 30 fulde 

minutters fyrværkeri over flere 

kilometers flodbred i buldrende mørke 

i Pyongyang, skulder ved skulder med 

rigtigt mange ”civile” nordkoreanere. 

Vi var, som etiketten foreskriver, oppe 

at bukke for statuerne af de to afdøde 

ledere – med krydsede fingre bag 

ryggen naturligvis. Vi så et prestige-

yggeri af en dæmning, var i cirkus, 

på børnehjem, i landbrugskollektiv, 

på blomsterudstilling, samt på visit 

i den demilitariserede zone. Der var 

nogen kontakt med lokale en passant, 

men ingen kommunikation ud over 

med guiderne og de ansatte ved 

seværdighederne og hotellerne. 

Der er en meget defineret liste 

af mulige seværdigheder, som går 

igen, når man læser nordkoreanske 

rejseskildringer og hører andre 

tidligere besøgende. Sporten bliver at 

forsøge at opleve noget, der ikke er 

koreograferet og programsat og dermed 

føles mere rigtigt eller autentisk, om 

man vil. Derfor har jeg ikke brugt 

meget tid på at opliste vores program. 

Jeg forlod Nordkorea fire dage før 

gruppen, da jeg pga. arbejde ikke havde 

så mange fridage til rådighed. Jeg fløj 

derfor tilbage til Beijing, mens resten af 

gruppen havde en dags- og natterejse 

på toget mellem Pyongyang og Beijing 

og bl.a. oplevede Diamantbjergene 

i nord. Dette gav mig en dag alene i 

Pyongyang, hvor jeg bad om at møde 

den ansvarlige ved det nordkoreanske 

turistkontor for at bibringe ham vores 

utilfredshed med et par af de nævnte 

forhold. Han endte med at skemasætte 

og aflyse det et par gange i løbet af 

dagen, men tilbød som kompensation 

VIP-billetter til ”En symfoni af 5.000”. 

På den måde blev min tavshed købt 

for en fantastisk musikoplevelse med 

seks kor på samlet tusind sangere og 

et symfoniorkester, hvori jeg talte 250 

musikere med ekstra celloer, violiner, 

og andre instrumenter kørt ind en bloc, 

som musikken nu krævede det. Der blev 

vist en imponerende form for dekorativ, 

kulørt sandtegning samt filmoptagelser 

af tre generationer fra Kim-familien 

i kæmpeformat under musikken. 

Guidernes menneskelige 

sider 

På et menneskeligt plan er der 

forventeligt nok ikke længere, end at 

man kan relatere til hinanden, turist og 

guide imellem. Pyon, vores mandlige 

guide med en militær baggrund og 

den eneste i teamet der talte engelsk, 

underholdt i bussen med vemodige 

fædrelands sange, ”Danny Boy” og 

den fra ”Titanic”-filmen. Det er let at 

forestille sig, at ”Titanic”-filmen er 

blevet tilladt grundet dens mulige 

fortolkning af vestlig overflod på kurs 

mod katastrofe. Jeg kunne ikke lade 

være med at føle ekstra empati med 

Bilfrie Pyongyang, der skulle være mørkelagt om natten, var blandt flere forlydender, 

der ikke kunne bekræftes på rejsen. Her ses byens skyline oplyst. 

det nordkoreanske folk for alt det, de 

har måttet undvære grundet blokaden, 

og så får de lige den film igennem. 

Skribenten må nok på dette tidspunkt 

indrømme en vis behersket affektion 

for ”Titanic”-sangen, der voksede på 

turen. Det er vist et faktum, at under 

indflydelse af lokal øl, medbragt skotsk 

whisky og parti-tro havannesercigar 

blev denne sunget i duet med guiden. 

Måske jeg også sang den lidt alene 

ved fyrværkeriet, og måske blev 

sangen genkendt og kommenteret af 

et lokalt kærestepar med det magiske 

og grænseoverskridende ord ”Titanic” 

ytret i respons. De kender ”Titanic” i 

Nordkorea. 

Vi talte også med Pyon om det at 

rejse. Han drømte om at besøge Hawaii. 

Lidt pudsigt at marionetregeringslederen 

Syngman Rhee, som USA fik 

indsat i Sydkorea, netop kom tilbage 

til Korea efter 2. Verdenskrig fra sit 

eksil på Hawaii. Det har muligvis givet 

denne geografiske reference, og det skal 

retfærdigvis nævnes, at denne indsættelse 

gav Sydkoreas politiske ledelse 

større legitimitetsproblemer i de første 

efterkrigsår end frihedskæmperne i 

nord, der kunne hævde at have sendt 

de japanske undertrykkere på porten. 

Syngman Rhee døde i øvrigt også i eksil 

på Hawaii efter en række kontroverser 

omkring hans 15 år lange regeringstid. 

Det nordkoreanske 

samfund nu 

Pyongyang viste sig ikke at være helt 

så tilbagestående, som vi ellers havde 

hørt. Eksempelvis var belysningen i 

byen under festlighederne på mange 

måder som en anden storby. Mange i 


bybefolkningen havde mobiltelefoner, 

og der var egentligt pænt med trafik, 

hvor vi havde haft forventninger om 

bilfrie gader. Metroen var også i brug og 

ikke et rendyrket teater for turisterne. 

Samtidigt er det lysende klart, 

at når der er tre mand om at skifte 

en elpære og beskæftigelsesplejeinitiativer 

som fejemænd på 

landevejene og håndmaling af 

vejstriber, så er der ikke tale om en 

økonomi, der opererer i nærheden 

af sin kapacitet, og de lejlighedsvise 

problemer med at forsørge 

befolkningen er ganske forståelige. 

Og landbefolkningen holder for, 

når de hårde tider rammer, forlyder 

det. Som velfærden er fordelt, gives 

der et klart indtryk af en overklasse 

af medløbere i byen, der står nærmest 

statsapparatet. En interessant 

observation var, at en kontrol for 

de lokale ved en af indfaldsvejene 

til Pyongyang gav en lang bilkø, i 

skærende kontrast til de relativt 

utrafikerede veje, vi ellers kørte på. 

Der er klare huller i 

boykotten. Da vi mødte Anders fra 

Venskabsforeningen igen i Pyongyang, 

var det også en af hans observationer, 

hvad angår bilparken. Anders pegede 

også på en række nye højhuse i 

hovedstaden, som nordkoreanerne 

formodentlig ikke har ekspertise til 

at opføre – en ekspertise man over 

de sidste 25 år som bekendt netop 

har udviklet markant i Kina. 

Det er meget fristende at formode, 

at Kina assisterer nabolagets enfant 

terrible for derigennem at vækste det 

ind i en fredeligere sameksistens. I den 

internationale presse forlyder det også,

Fra venstre: Claus Søndergaard, Jette Færch Weiss, Pyon (guide), Marianne Fossaberg, Ole 

Pedersen, Lars Thorup Hansen, Philip Skjødt. Forrest: Bodil Staal Hansen, Line Drube, Helle 

Munk, Helmuth Lykke Hansen, og Lars Hastrup. Yderst til højre en nordkoreansk officer. 

Steen Ridder er ikke på billedet, idet han deltog i anden gruppetur. 

at der i Nordkorea nu eksperimenteres 

med kontrollerede markedsbetingelser 

for landbrugsproduktion, der til 

forveksling ligner Deng Xiaopings 

initiativer i Kina anno 1980. 

nordkoreas fremtid – en 

parallel til Myanmar? 

Skulle vi kigge ind i et myanmarlignende 

scenario, ville det måske ikke 

være så dårligt for Nordkorea. Her 

bibragte Kina som bekendt det første 

økonomiske løft til et internationalt 

isoleret land efterfulgt af en anden 

fase, hvor Myanmar indså, at de store 

kinesiske statsejede virksomheder 

først og fremmest styres af profitorienterede 

forretningsmænd (særligt 

uden for Kina) og som konsekvens 

heraf vendte sig mod Vesten for at skabe 

en bedre balance. Dette har sat landet 

på en kurs imod flere internationale 

investeringer, en blokade under 

afvikling, og en spirende tilbagerulning 

af et diktatur og kontrolsamfund. 

I rækkefølge ville det måske 

kunne afhjælpe de sultekatastrofer, 

Nordkorea har været igennem, som 

virker dobbelt-tragiske for et land, 

der trods en meget problematisk 

beliggenhed og gold natur, ligger 

meget lovende i den driftige region, 

som Østasien er. Hvis dette fulgtes af 

en økonomisk inter-afhængighed med 

omverdenen, der fik statsmagten til 

at bekymre sig om de menneskelige 

overgreb, der foregår i arbejdslejrene, 

ville store skridt være taget. Dette 

er ikke så langt fra myanmarhistorien, 

at det er usandsynligt. 

Og afslutningsvist – som parallel 

til myanmar-turismen, der nyligt er 

blevet stueren og nu, hvor jeg har 

travlt med at pege fingre – kommer 

spørgsmålet for mig op igen om det 

legitime i at besøge Nordkorea. Dette 

sender uomtvisteligt hård valuta til et 

uacceptabelt regime. Her gemmer jeg 

mig fortsat i en uheldig tvetydighed 

omkring blokade kontra menneskelig 

udveksling, der indrømmet præges af 

egen interesse. Men det er en længere 

snak og nok en individuel afgørelse. 

Til syvende og sidst er det stærkeste 

minde for mig den bløde tenor fra vores 

35-årige guide, der med let koreansk 

accent og megen indfølelse synger: 

”Near. Far. Wherever you are” ... Den slår 

nu stadigvæk sangen om sorgen ved, at 

kun dyrene kan krydse den flod, der går 

igennem den demilitariserede zone. Vi 

fik bekræftet, at dyrene af og til træder 

på de nedlagte miner – at zonen ikke 

er specielt demilitariseret, tør de godt 

indrømme. Jeg skulle ikke nyde noget af 

at krydse den flod i nærmeste fremtid. 

n Philip Skjødt har medlemsnr. 576. Han 

har gennem studier og arbejde været bosat 

i bl.a. Berlin, Singapore, Milano, London, 

Hongkong og New York. Læs mere om hans 

rejseliv på www.exphilip.com. 

Lars Hastrup troner ved bordenden med et 

ben i Sydkorea og et ben i Nordkorea – her 

blev våbenhvilen i sin tid underskrevet. 


NORDKOREA 

Der bor 25 millioner i Nordkorea. 

Hovedstaden Pyongyang har 3,3 millioner 

indbyggere. Landet styres som et 

totalitært monarki med baggrund i kommunistisk, 

stalinistisk ideologi og fokus 

på militær oprustning. Landet præges 

af en ”hæren først”-filosofi. Nordkorea 

råder over verdens femtestørste stående 

hær og regnes som en af verdens 

atommagter. teknisk set er der stadig 

krig mellem Nord- og Sydkorea, idet en 

fredsaftale aldrig er blevet underskrevet 

– kun en våbenhvile. 

REJSEN DERTIL: Prisen for 10 dage 

med hotel og fuld forplejning, flybillet 

fra Beijing til Pyongyang og togbillet 

retur, de fleste entreer, visumgebyr og 

-håndtering, egen bus med chauffør og 

to guider blev 13.800 kr. 

ARRANGØR: Korea Konsult (www.koreakonsult.com) 

kan ikke anbefales pga. 

vildledende markedsføring og dårlig forberedelse. 

Dertil meddelte rejsebureauet 

os, at rejsen kortvarigt var i fare for 

aflysning pga. overbookning af hoteller. 

Løsningen blev at indkvartere os i hoteller 

uden for Pyongyang, der tydeligvis 

ikke var blevet brugt længe. Hotellerne 

levede derved ikke op til kvaliteten 

på det navngivne hotel, rejsebureauet 

havde ladet os betale ekstra for. Omend 

hotel-situationen rimeligvis er uden for 

rejsebureauet og dets to ejeres kontrol, 

havde de også forklaret, at de ikke selv 

skulle med, fordi det var bedst, at de var 

ved telefonen og derved kunne agere 

på evt. opståede problemer. Som det 

udfoldede sig, kunne og ville de absolut 

intet gøre over telefonen. De endte 

med at tilbagebetale hver af os 370 kr., 

der ikke på nogen måde kompenserede 

for ulejligheden eller forskellen på det 

lovede og det leverede. Derimod findes 

der flere rejsebureauer i London og 

Beijing, som har specialiseret sig i Nordkorea. 

Og den engelsksprogede ”North 

Korea Bradt Travel Guide” fra 2008 er 

den bedste, vi fandt.

tekst & illustrAtion: 


om Afrika: 

”Tunesian Girl – 

Blogger i det 

arabiske forår” 

af Lina Ben 

Mhenni (Tiderne 

Skifter, 2012, 79 

sider, 149,95 kr.) er 

et vidnesbyrd om 

begivenhederne 

under ”Det 

Arabiske Forår” i 

Tunesien i 2011. Mhenni var 27 år og 

deltog aktivt i gadedemonstrationerne, 

og på sin blog offentliggjorde hun 

kritiske artikler og videoer, der 

dokumenterede militærstyrets brutalitet. 

”Stanken fra tåregasgranaterne var 

uudholdelig, selvom vi var udendørs. 

Overalt så man det samme: foran 

hospitalet en tom ambulance med 

åbentstående døre med størknet blod 

på; inde fra hospitalet lød råb og 

folk der skændtes; en vred mand der 

skyndte sig over til os for at jage os 

væk. Han ledsagede et alvorligt såret 

familiemedlem; kirkegården hvor der 

fandt flere begravelser sted samtidig: 

Det var gårsdagens ofre, der blev gravet 

ned. Min smerte voksede og voksede,” 

skriver Mhenni bl.a. Hun blev samme år 

nomineret til Nobels fredspris. Og hun 

skriver stærkt, personligt og engageret: 

”De begyndte pludselig at angribe med 

tåregasgranater. Folk spredtes i alle 

retninger, politiet slog vildt og brutalt 

om sig. Min far og jeg løb væk med 

hinanden i hånden. Luften var lummer, 

folk gled, snublede, faldt som fluer, der 

havde fået en gang insektspray. Vi 

havde politiet lige i hælene helt frem til 

SOFA-REJSER 

Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 

Citatet stammer fra hobbitten 

Bilbos afskedssalut, da han forlader 

sit hyggelige og komfortable hjem 

i Herredet og drager af sted mod 

ukendte eventyr i J.R.R. Tolkiens 

roman ”Ringenes Herre”. 

I forrige nummer af Globen 

lancerede vi begrebet sofa-rejser om 

kunsten at rejse og begive sig ud i 

verden hjemme fra sin egen sofa. Og 

denne gang fortsætter vi rejsen Jorden 

rundt, mens kulde og mørke hærger 

udenfor. For er man ikke ude at rejse, er 

det næstbedste jo at være i færd med 

at planlægge en ny rejse derhjemme! 

Globen omtaler og anmelder derfor 

gerne nyere bøger og film om fremmede 

kulturer, lande og det at rejse, som 

kan inspirere og udvikle rejselysten. 


”Se vejen går og går og går 

Fra den begyndte ved min dør, 

Nu må jeg følge vejen, hvor 

Den snor sig fremad, hvis jeg tør 

Forfølge den på ivrig fod 

Indtil vi når en større vej, 

Som mange stier iler mod. 

Og hvorhen så? Jeg ved det ej.” 

Sofa-rejserne holder herefter en 

siesta, men vender formentlig tilbage 

med tips til sommerens ferielæsning. 

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 

364. På filmfronten ser han frem til, at 

”Hobbitten” kommer op på det store lærred. 

I ”Filmland” med Per Juul Carlsen og i 

”Skønlitteratur på P1” med Nanna Mogensen 

fortæller Lars-Terje om sine indtryk fra 

premieren og bogens nyoversættelse. 

Da ”Ringenes Herre” blev indspillet i 

år 2000, var han i New Zealand. Han 

har også mødt Tolkien-familien i Oxford 

og studeret originalmanuskripterne i 

USA. Læs mere på www.imladris.dk og 

hør udsendelserne fra 12. december som 

podcast på www.dr.dk/p1/podcast.

tekst: Anette 

lillevang Kristiansen 

Korruption & 

kaviar på højt plan 

Mads Brügger (instr.): “Ambassadøren”. 

Zentropa Real, 94 minutter, 2012. På dansk 

og engelsk med undertekster på dansk. 100 

kr. for dvd via www.blockbuster.dk. 

De Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes De Klub Berejstes Klub 

Mads Brüggers seneste 

dokumentarfilm handler 

kort fortalt om, hvordan 

han rejser til Den 

Centralafrikanske Republik med en 

nyerhvervet ambassadørtitel og skal 

lede en diplomatisk mission, hvor han 

skal repræsentere Liberia. Udadtil 

er han en forretningsmand, der 

ønsker at bygge en tændstikfabrik 

i det afrikanske land, hvor han vil 

involvere de lokale og undervise dem 

i, hvordan man fremstiller tændstikker. 

Det lyder jo for så vidt meget 

tilforladeligt, men den sande mission 

er, at han vil have adgang til Den 

Centralafrikanske Republiks enorme 

reserve af diamanter. Først følger 

vi den fremadstræbende hvide 

ambassadør i sine bestræbelser på 

at få sit diplomatpas, dernæst i hans 

iver efter at gå de andre højtstående i 

bedene med at skrabe diamanter til sig. 

Filmen er spækket med groteske 

profiler. Det være sig diamanthandleren, 

den italienske ambassadør, som Mads 

Brügger får gode råd af, og en indisk 

forretningsmand, der har erfaring 

med at forhandle med afrikanerne. 

Den ene er mere korrupt end den 

anden, og Mads Brügger, der giver 

sig ud for at være forretningsmand, 

går også pænt til fadet i de lyssky 

affærer. Der er virkelig lagt i ovnen 

til et drama i den afrikanske bush, og 

det er en meget tankevækkende film. 

De fleste har vel en forestilling 

om visse områder af verden som 

mindre pæne i kanten, men filmen 

viser utrolig godt, hvilke højder af 

korruption, der nås i denne del af 

Afrika. Det, som Mads Brügger beviser 

med sin dokumentarfilm, er, at det 

rent faktisk snildt kan lade sig gøre 

at tage til Afrika, anskaffe sig et falsk 

diplomatpas og så ellers køre med 

klatten som ”de rigtige” diplomater med 

de privilegier, som de nu har, såsom 

andel i diamantreserver etc. – og ikke en 

eneste sætter spørgsmålstegn ved det! 

Som Ekstra Bladet skrev: ”Hvis 

formålet med filmen er at vise, at 

mange lande i Afrika er bundrådne, 

grundlæggende drevet af korruption 

og flere menneskealdre fra noget, der 

bare minder om demokrati, så lykkes 

det til fulde.” Jeg er fuldstændig enig 

– det lykkes til fuldkommenhed. 

”Ambassadøren” er en helt igennem 

god og bemærkelsesværdig film, men 

den er også både grotesk og temmelig 

bizar. Man sidder konstant i sofaen 

med en hovedrystende bevægelse, og 

ind imellem tror man simpelthen 

ikke sine egne ører og øjne! Alt kan 

tilsyneladende lade sig gøre, hvis 

man kender de rigtige mennesker, 

udstråler det rigtige og så ellers med 

en vis frækhed forstår at føre sig frem 

i ridebukser, knæhøje læderstøvler og 

kan spise kaviar med overbevisning. 

Er du til en god gang bloddiamanter, 

pygmæer, statskup, ulovlige kontrakter 

og ikke mindst gedigent overbevisende 

skuespil fra alle involverede, så er 

du afgjort ikke gået forkert ved at 

parkere dig i sofaen lørdag aften med 

Mads Brüggers dokumentarfilm. 

”Ambassadøren” har fået fine 

anmeldelser og har desuden 

modtaget en lang række priser. Bl.a. 

årets bedste lange dokumentarfilm, 

bedste mandlige hovedrolle og 

Carl Th. Dreyer prisen i 2012. 

n Anette Lillevang Kristiansen er journalist 

og har medlemsnr. 328. Hun har rejst 

i flere lande i Vestafrika, bl.a. i Mali, 

Burkina Faso og Ghana og har selv mærket 

korruptionen i området og fx været udsat 

for forsøg på afpresning af ekstra penge ved 

grænseovergangene og ved visumansøgning. 


Gare de la République. Vi løb i zigzag 

gennem gaderne. Vi hørte ikke bare 

granater, men også skud. På få minutter 

stod byen i flammer. Maskerede unge, 

visse af dem var kun børn, gjorde 

front mod de rasende politifolk.” 

om Asien: 

”The Constant 

Change – 12 photo 

stories from Nepal” 

red. af Nayantara 

Gurung Kakshapati 

(photo.circle, 2011, 

110 sider, med fotos i 

farver, 178,20 kr. via 

www.forlagetajour.dk eller 12,35 USD via 

www.muncha.com) byder på glimt af et 

moderne Nepal, set med 12 nepalesiske 

fotografers øjne. Fra bestræbelser på 

at udbrede internet til hverdagliv for 

handicappede. Fra livet i en grænseby 

til billeder af etniske forskelle og 

livet som nomade. Fra arbejdere i 

højhusbyggeri til en kræftramt families 

kamp. Og til det lesbiske par, som åbent 

lever sammen, og som anerkendes af 

både familie og det omgivende samfund 

som ”det tredje køn”. Bogen er på både 

engelsk og nepalesisk og afspejler og 

dokumenterer et Nepal, som i disse 

år undergår store forandringer. 

”Drageløberen – 

Graphic novel” af 

Khaled Hosseini 

(Cicero, 2012, 132 sider, 

med farvetegninger, 

199,95 kr.) er tegnet 

som en grafisk 

roman af italienerne 

Fabio Celoni og 

Marka Andolfo og bygger på romanen 

af samme navn, der alene på dansk har 

solgt i over 400.000 eksemplarer. Det er 

en stærk historie om venskabet mellem 

de to afghanske drenge Amir og Hassan. 

Amir ønsker mere end noget andet at 

vinde den årlige drageturnering, og 

Hassan, som er søn af familiens tjener 

og Kabuls bedste drageløber, stiller som 

altid op for sin bedste ven Amir. Men 

på turneringsdagen udsættes Hassan 

for et groft og traumatiserende overgreb, 

og de to venner glider fra hinanden. 

Først mange år senere forsøger Amir 

at gøre uret god igen. Som tegnet 

fortælling i paint brush-stil fungerer 

det overraskende godt, for tegningerne 

er detaljerede og stemningsfulde, 

og historien loyalt gengivet.

”The Lady” instr. af 

Luc Besson (Scanbox, 

2012, på engelsk med 

danske undertekster, 127 

min., på dvd 159,95 

kr.) er en filmisk 

smuk fortælling om 

en kvindes kamp 

for frihed og demokrati og om hendes 

selvopofrelse for at redde sit folk og 

sit land fra en brutal militærjunta. Om 

nogen er Aung San Suu Kyi blevet et 

ikon og et håb i Myanmar, og filmen 

skildrer hendes vej fra datter af 

frihedshelten og generalen Aung San 

til husarresten i Yangon, hvor hun i 

1991 blev tildelt Nobels fredspris, og 

munkeopstanden i 2007. Det er en film 

om håbet for et frit og forenet Myanmar, 

og om de afsavn og den smerte, hun og 

hendes familie må betale. Engagerer 

man sig i politik – kompromissernes 

kunst – bliver man dog sjældent kåret 

som helgen, og Suu Kyi har stadig en 

stor opgave foran sig med at bevise, at 

hun også kan skabe varige resultater 

for sit land. Filmen bliver derfor en 

anelse glansbilledagtig, når hendes 

erklærede mål om frihed, demokrati 

og fred endnu ikke er indfriet. Men 

det er en film, der ligesom Su Kyi 

er optimistisk for fremtiden. 

”Miss Kicki” instr. af 

Håkon Liu (Another 

World Entertainment, 

2011, 88 min., på engelsk, 

svensk og kinesisk med 

undertekster på dansk, 

på dvd 99,75 kr. via 

www.filmudsalg.dk) 

er et visuelt betagende socialrealistisk 

drama om at søge kærligheden, finde 

sig selv – og hinanden. Midaldrende 

svenske Kicki, spillet af Pernilla 

August, netdater med en taiwanesisk 

forretningsmand på sin fødselsdag. 

Dagen efter kommer hendes mor for at 

fejre hende lidt forsinket – og lidt efter 

dukker Kickis teenagesøn Viktor også 

op. Det er indlysende, at de tre ikke er 

en idyllisk kernefamilie. Det virker som 

om, Kicki ikke ved noget om sin søn, og 

situationen er i det hele taget en smule 

pinlig. Det gælder også, da hun spørger 

Viktor, om de ikke skal tage på en ferie 

sammen. Der stikker selvfølgelig noget 

under! Filmens fortællerytme holder 

os langt hen ad vejen hen i uvidenhed, 

men tager os med ud på en smuk 

opdagelses- og erkendelsesrejse gennem 

Taiwan. Lige så meget kærlighed mor 

Om at rejse billigt 

og føle sig rig 

tekst: 


Nicolai Bangsgaard: ”Solo – 4 år Jorden 

rundt på cykel”, Worldtravellers 

Press, 2011, 288 sider, med fotos i sorthvid 

og farver. 279 kr. eller som e-bog 

149 kr. via www.worldtravellers.dk. 


62.180 km. 1.413 dage. 50 lande over 

seks kontinenter. Danmarkshistoriens 

længste cykelekspedition nåede vejs 

ende, da Nicolai Bangsgaard 34 år 

gammel i 2010 storsmilende trillede 

ind på Rådhuspladsen i København 

på sin Koga Miyata Worldtraveller. 

”Solo” består af Nicolais udvalgte 

dagbogsnoter, tanker og observationer 

fra denne bedrift af en rejse. 

”Rygtet har hurtigt spredt sig (…) Med 

ét bliver jeg landsbyens store trækplaster 

og omkring mig har snesevis af børn 

øjeblikkeligt samlet sig, stirrende og målløse. 

Det er et helt vanvittigt skue. Fra træhuse, 

forhaver, ved vandfontænen, hvor folk 

aftenbader og er dækket ind i sæbeskum, 

glor også voksne uforskammet og uden at 

blinke, som om jeg – med en Ib Michaelparafrasering 

– var noget af det ypperste 

den ariske race nogensinde har frembragt. 

Livet i landsbyen er simpelthen gået i stå. 

Jeg er dehydreret og min tunge klistrer fast 

i munden i takt med at flere og flere stimler 

sammen og alle kræver min gengældte hilsen 

– sabaidee, sabaidee, sabaidee! Solen er 

gået ned bag bjergene, aftendisen er ved at 

lægge sig over bambuslandsbyen, der virker 

aldeles uforstyrret af modernitetens tegn og 


bekvemmeligheder som elektricitet, butikker 

og Pepsi-skilte. Det er tydeligt, at jeg ikke 

finder noget officielt overnatningssted 

her (…) Jeg bliver budt indenfor i et hus 

og får en soveplads på trægulvet. Det er 

landsbyens rige hus – det med bliktaget 

i stedet for halmtag. Jeg er salig og fro 

og lykken står den kække bi! Jeg klæder 

om til civilt og finder et meget rustikt 

gadekøkken med en åben bålplads i hjørnet 

(…) Snart er 20 mennesker i alle aldre 

forsamlet i det lille køkken, for alle vil jo 

se den blege giraf, og flere kaster om sig 

med uforståelige laotiske gloser (…) Senere 

på aftenen lægger jeg mig til at sove med 

en rar, dobbeltsidet fornemmelse af, at jeg 

har været dagens uvante pust i landsbyen. 

Samtidig har oplevelsen været et uvurderligt 

pust for mig, og den har allerede fæstnet 

sig i mig med det magiske kit, der binder 

erfaring og hukommelse, da jeg falder 

hen under tæppet på træbrædderne.” 

Det er dag 332, og Nicolai har 

cyklet 14.512 km og er kommet 

til landsbyen Luang Prabang i 

Laos. ”Solo” er fyldt med sådanne 

små mesterlige glimt og rammende 

beskrivelser og observationer, for 

Nicolai skriver med følelse og har øje 

for de mennesker, han møder på sin 

vej. At ikke alle, han møder på sin vej, 

er lige hjælpsomme eller lige ønskede 

viser sig da også, som da han på dag 

476 befinder sig i Tanjung Pinang: 

”Fuck, hvor kan de være irriterende, 

indoneserne! Jeg er lige stået ud af 

badet i mit guesthouse i det nordligste 

Indonesien, og en nabo står allerede klar 

til snak: Hello, mister, how are you today? 

Jeg er ikke rigtig vågen, er sulten og har 

ikke lyst til chitchat nu. I’m fine, thanks, og 

går op på mit værelse. Lidt efter har fyren

slået sig ned lige uden for mit værelse og 

prøver igen. You travel alone? You like 

to see island? How long you stay? Jeg 

har ikke fået tøj på endnu, er ved at pakke 

mit grej og jeg befinder mig inde på mit 

eget værelse (...) Jeg svarer affejende og i 

énstavelsesord, men fyren er i hopla og 

vedholdende som en sulten spyflue, så han 

fortsætter sin indtrængen med sine latterlige 

standardspørgsmål og en rygende smøg kun 

60 cm uden for mit værelse. Det overskrider 

virkelig mine grænser og jeg raser indeni. 

Mister, you’re almost sitting in my room, 

I just woke up and I’d really prefer being 

alone packing my stuff, OK? Han fanger 

mit uindpakkede budskab, smiler forlegent 

og går nedenunder. Begreberne face-saving 

og loss of face er en vigtig del af det 

indonesiske sociale normsæt og dækker kort 

sagt over, at man i enhver social situation 

bør undgå at ’udstille’ andre gennem direkte 

konfrontationer og uoverensstemmelser, 

og selv undgå at miste ansigt.” 

De fleste berejste kan nok genkalde 

sig en lignende situation. Således bliver 

Nicolais utrolige ekspedition også 

en rejse udi almengyldige erfaringer 

om kulturelle og sociale forskelle. 

Nicolai er uddannet antropolog, og 

så er han naturligvis blevet aktivt 

medlem af De Berejstes Klub efter 

sin jordomrejse. Men hvordan gør 

man det? Hvordan lykkedes det 

ham at få råd og gennemføre en 

cykelekspedition, som tog hele fire år? 

kunsten at udleve sine 

drømme 

”Uden nogen fast månedsløn er det klart, at 

nøjsomhed og en vis monetær forsigtighed 

er en forudsætning for at hjulene kan rulle 

rundt. Men jeg har lært (…) at overnatte 

på marker, i skove, i baghaver, på strande, 

spise, hvor de lokale spiser og drikke vand 

fra hanen, hvis de lokale gør det (…) 

Livsstilen er semi-asketisk (…) Jeg ved, at 

der er lige så mange måder at være lykkelig 

på, som der er undskyldninger for ikke at 

(turde) forfølge sine drømme (…) Og så er 

jeg god til at rotte (…) At rotte er essensen 

af alle de kneb og fiksfakserier, som jeg 

gennem de sidste to års rejse har tilegnet 

mig i forsøget på at få pengene – og dermed 

eventyret – til at række længere (…) En 

del af hemmeligheden bag kunsten at rotte 

er at trække godt på de forhåndenværende, 

offentlige faciliteter. Biblioteker har 

gerne gratis internet og strøm i væggen 

til opladning af det elektroniske udstyr. 

Brusebade klares nemt på f.eks. McDonald’s 

handicaptoiletter, der ud over fornemme 

pladsforhold også byder på varmt hanevand. 

Slår man sit telt op efter mørkets frembrud 

– og tager det ned igen inden parkbetjente 

og andre autoriteter er stået op – kan man 

campere frit overalt i verden (…) Impuls- 

og souvenirkøb er glædeligt bandlyst (…) 

Supermarkedernes lange gange finkæmmes 

for kræmmertilbud, for intet går en rottes 

næse forbi i tilbuddenes verden. Med et 

udadvendt, nysgerrigt sind, og en imødekommende 

attitude i mødet med den 

fremmede, åbnes gæstfrihedens døre oftest. 

Det er en vigtig rottelektie. Og åbnes dørene 

ikke automatisk, kan man med fordel altid 

spørge den lokale om vejen til den nærmeste 

campingplads, eller om der findes en bid 

græs i nærheden til at slå sit telt op på, osv. 

At lukrere på gæstfriheden er ingen skam i 

rotteland, men giver ud over en blød seng og 

en snak over en kold pilsner ofte uvurderlige, 

kulturelle indsigter og møder. Det er kræs 

for både rotten og antropologen i mig.” 

Opskriften lyder besnærende. 

Og Nicolai benytter sig da også af 

både www.couchsurfing.org og www. 

warmshowers.org undervejs. Han 

skriver desuden levende, betænktsomt 

og smukt på sin helt egen facon, og 

bogen er dertil fyldt med hundredvis 

af fantastiske billeder fra rejsen i 

både sort-hvid og farver, så vær på 

forhånd advaret: Bogen smitter med 

sit åbne og livsglade budskab om, med 

Nicolais egne ord, at have ”appetit 

(på livet og andet), om glæden ved 

det umiddelbare og det midlertidige, 

om at følge sine instinkter og 

anvisningerne på den mentale radar.” 

Hvad kan man herefter føje til, 

andet end at ønske læserne en god 

tur? For det føles næsten, som om man 

selv er med på rejsen, når Nicolai øser 

ud af sine mange oplevelser i forsøget 

på at komme væk fra og ud over den 

velkendte comfort zone – og lære at finde 

tryghed i det ukendte og at øve sig i 

kunsten at rejse billigt og føle sig rig. 

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. 

Han er født i 1974 og er vokset op i en 

familie uden bil, hvor cyklen var vigtigste 

transportmiddel. Som 21-årig drog han af 

sted med sin Dustfighter solo en måned 

gennem Centraleuropa og blev for alvor 

smittet med rejsefeber. 


og søn møder hos taiwanesere på deres 

vej, lige så lidt kærlighed udvikler der 

sig mellem de to. Da Viktor bliver ven 

med den nogenlunde jævnaldrende 

rod Didi, giver det handlingen et 

uventet tvist, ligesom morens date 

udvikler sig nærmest farceagtigt. 

”Over muren” af 

Maximilien Le Roy 

(Fahrenheit, 2012, 108 

sider, med farvetegninger, 

149,50 kr.) er en 

grafisk roman, der 

bygger på en sand 

historie. I en stil der 

veksler mellem tegning, fotografi og 

collage, beretter den unge palæstinenser 

Mahmoud om, hvordan hans landsby 

flyttes, hans gård jævnes med jorden, 

dyrene aflives og hans dobermann 

bortføres, og pludselig kan han ikke 

længere besøge sin søster, eftersom hun 

bor på den anden side af en nyopført 

mur. Snart symboliserer muren for 

Mahmoud alle de mure, som omgiver 

og adskiller menneskene. Klart set med 

palæstinensiske øjne, men ikke desto 

mindre en vigtig og gribende beretning 

om, hvordan et helt folk undertrykkes 

bag en indhegning og gøres til 

terrorister. Og tegnet med nerve og mod. 

”Saraban – A 

chef’s journey 

through Persia” 

af Greg & Lucy 

Malouf (Hardie 

Grant, 2010, 338 

sider, med fotos 

i farver, 30 GBP) er en sofabordsbog i 

virkelig lækker udførelse med forgyldte 

udskæringer, som deler bogen op 

i kapitler, og et smudsomslag, der, 

når det foldes ud, afslører et smukt 

mønstret papir i varme jordfarver. I 

bogen (på engelsk) forener familien 

Malouf både rejseberetning og 

opskrifter fra Persiens relativt ukendte 

køkken og fortæller om en kulinarisk 

opdagelsesrejse til det moderne Iran 

med en begejstring, som giver lyst til 

at udforske og efterprøve. For landet 

har et køkken, der er subtilt, elegant og 

dragende. Her bugner det med ris, der 

bruges friske krydderurter i overflod, 

og man kombinerer kød, fisk, frugt og 

grøntsager med eksotiske krydderier, 

såsom safran, kardemomme og tørrede 

limefrugter. I ”Saraban” kommer vi 

således med ud for at besøge travle 

basarer og bittesmå suppekøkkener, for

at plukke safran før daggry og for at 

fiske på traditionel vis fra dhows i Den 

Persiske Golf. Indsigtsfuldt fortalt og 

visuelt smukt fotograferet og pakket ind. 

”The Way Back” 

instr. af Peter Weir 

(Scanbox, 2011, 132 

minutter, på engelsk, 

polsk og russisk med 

danske undertekster, 

på dvd 50 kr. via 

www.blockbuster. 

dk) bygger på en sand historie om syv 

gulagsfanger, som i 1941 flygter til 

fods fra Sibirien, gennem Mongoliet 

og over Himalayabjergene til Indien. 

Den 6.500 km lange og barske rejse 

byder på intense miljøbeskrivelser og 

eminent filmede naturscener såsom 

en snestorm i de vidstrakte sibiriske 

skove, en forårsmorgen ved Bajkalsøen, 

middagshede i Gobi-ørkenen og et 

solstrejf på sneen i Himalayabjergene. 

Og det er forunderligt at tænke sig, at 

det faktisk lykkedes dem at vandre 

gennem disse fantastiske landskaber 

hele vejen til friheden i Indien. I 

hovedrollerne ses bl.a. Colin Farrell, 

Jim Sturgess, og Gustaf Skarsgård. 

om europa: 

”Berlin og danskerne 

– Historien om 

danskere i den 

tyske hovedstad 

siden 1871” af 

Henrik Heinemeier 

(Rosenkilde & Bahnhof, 

2011, 270 sider, med 

fotos i farver, 299 kr.) 

dykker ned i, hvordan danskere har 

opdaget Berlin og taget byen til sig 

og deres indtryk og oplevelser, siden 

byen blev hovedstad i det forenede 

kejserrige i 1871 og frem til i dag. Det 

er en omfattende fortælling om alt fra 

kulturpersonligheder som Karen Blixen 

over krigskorrespondenter under 2. 

Verdenskrig til efterkrigstidens DDR 

og udviklingen efter genforeningen 

i 1990, hvor danskerne atter flokkes 

til byen og har været med til at sætte 

deres præg. Og det er en velskrevet bog, 

som er fyldt med inspiration til steder, 

som har en særlig dansk tilknytning. 

”Berlin – øjenvidnevariationer” 

af Jens 

Blendstrup & Lars 

Gundersen (Samleren, 

2012, 175 sider, med 

fotos i farver, 299,95 

kr.) er en velfortalt 

sofabordsbog med flot opsatte fotos, en 

visuel fantasi og fuld af små anekdoter 

om den tyske hovedstads historie 

og fascinationskraft, der ansporer 

til at gå på opdagelse i byen med sin 

sproglige og finurlige opfindsomhed. 

”7 days in Scotland – 

Roe Deer and Recipes” 

af Nils Juul Eilersen & 

Christian Nissen (Kle·art, 

2011, 130 sider, med fotos 

i farver, 399 kr.) er en 

foto- og opskriftsbog på 

én og samme gang. Bogen af de danske 

forfattere er på engelsk, og billederne 

er taget af danske Mikkel Adsbøl under 

syv dages jagt i det skotske høj- og 

lavland. Introduktionen er kortfattet, 

og det er da også i høj grad billederne, 

som fortæller historien om Angus og 

Aberdeenshire, to områder der byder 

på fabelagtige vuer og storslået natur 

og dyreliv. De spændende opskrifter 

med rådyr fra jagtmarkerne fylder 

61 sider og er lavet af Maxine Clark – 

og de kan nok give sultne blikke! 

”Upplev det bästa i Sverige” af Åsa & 

Mats Ottosson (Bonnier 

Fakta, 2012, 224 sider, med 

fotos i farver, 139 kr. via 

www.cdon.dk) må være 

den ultimative guide 

til oplevelser i Sverige. 

Faktisk er det hele to 

bøger i en! I et kompakt format formår 

de to svenske forfattere i den ene halvdel 

at liste seværdigheder og aktiviteter 

landskab for landskab, mens den 

anden halvdel indeholder tematiske 

top 10-lister over aktiviteter for hele 

familien, såsom bedste adrenalinkicks, 

særegne bygningsværker, underjordiske 

oplevelser, underlige måder at bo 

på, vilde dyreeventyr, badesteder 

m.m. Skrevet (på svensk) så 

oplevelserne bare står på række og 

venter – og øjenåbnende med flotte 

fotografier af Peter Hanneberg. 


Mødet 

med det 

fremmede 

tekst: 

Per Svendsen 

Klaus Winkel: ”Danskere i tropisk 

Afrika – fra slavehandler til 

bistandsarbejder”. Klim, 2011, 

199 sider, med kort, stik og fotos 

i sort-hvid og farver, 239 kr. 


klaus Winkel har gennem 

38 år i Danida beskæftiget 

sig med udviklingen 

i Afrika. ”Danskere i 

tropisk Afrika” beskriver i 12 kapitler 

dansk tilstedeværelse i Afrika 

gennem enkeltpersoners arbejde i 

forskellige lande. Danmark deltog i 

det 18. århundrede i slavehandlen på 

Guldkysten. Købmanden Ferdinand 

Rømer kom til kysten i 1839 og beretter 

uden moralske anfægtelser i en bog 

fra 1760 om handlens vilkår og om 

slaven som en vare, der skulle købes 

så billigt som muligt. Rømer var 

i kontakt med mange af de lokale 

høvdinge, og hans efterretninger 

indeholder et væld af oplysninger om 

det daglige liv på Guldkysten og om 

befolkningens skikke. Ligesom Karen 

Blixen 300 år senere nedskrev Rømer 

sine indtryk flere år efter hjemkomsten. 

Begge havde et skarpt blik for den 

afrikanske befolknings kvaliteter, men 

hvor Karen Blixen fortæller historier 

inspireret af sine oplevelser, formidler 

Rømer faktuelle oplysninger. 

Congos historie er én lang tragedie 

fra da portugiserne i begyndelsen 

af 1500-tallet etablerede slavehandel 

ved Congoflodens udmunding i 

Atlanterhavet og til i dag. Fra 1886 

sikrede Belgiens konge, Leopold II, sig 

landet som sin personlige ejendom.

Med hjælp fra danske officerer og 

sømænd blev udbytningen af det store 

land sat i system. I bogen omtales 

to danske officerer, F.V. Olsen og K. 

Jespersen, der ydede en indsats med at 

kortlægge landet, bygge jernbaner og 

veje og organisere skibstransport på de 

store floder og på Tanganyika-søen. 

Den kristne mission i Afrika skabte 

skoler og hospitaler, men nedbrød 

samtidig den oprindelige kultur. Bogen 

beskriver Dansk Sudanmissions virke 

i Nigeria personificeret ved præsten 

Anton Pedersen og lægen Niels 

Brønnum, som blev begyndelsen til The 

Lutheran Church of Christ of Nigeria, 

der med 1,3 millioner medlemmer er 

den væsentligste kristne kirke i det 

østlige Nigeria, hvor den bl.a. driver 

seminarier og sundhedscentre. 

Kolonitiden i Østafrika er 

beskrevet gennem tre personers virke: 

sønderjyden Nis Kock, der deltog som 

tysk soldat i felttoget i Tanganika i 

1914-1918, Karen Blixen, der drev en 

kaffeplantage i Kenya 1914-1931 og 

William Heilbuth, der 1928-1974 var 

farmer i Kenya og stifter af en af landets 

største virksomheder, Kenya Seed 

Company, samt aktiv i indførelsen 

af hybridmajs. Heilbuth døde i 1974, 

og efter hans ønske overgik hans 

farm til de afrikanske ansatte. 

Den danske indsats i den 

postkoloniale periode er beskrevet 

ved en række enkeltpersoners virke. 

Lægen Jacob Raft var hovedkraften 

i oprettelsen af hospitalet i Kinshasa 

i Congo, et projekt som grundet de 

ulykkelige forhold i landet ikke på lang 

sigt blev en succes. Økonomen Knud 

Erik Svendsen virkede i otte år som 

professor i økonomi ved universitetet 

i Dar es Salaam og som personlig 

rådgiver for præsident Nyerere og 

fik derved stor betydning for den 

politiske og økonomiske udvikling i 

Tanzania. Mange enkeltpersoner har 

gennem frivillige organisationer ydet 

en betydelig indsats på græsrodsniveau. 

I 2010 var der således 145 private 

foreninger, der ydede bistand til 

næsten samtlige lande i Afrika. 

Privat dansk forretningsvirksomhed 

og investering i Afrika 

blev ikke fremmet i ulandshjælpens 

første år. Udenlandske virksomheder 

blev nationaliseret og forvandlet 

til tabsgivende byrder for mange 

afrikanske samfund. Enkelte lande, bl.a. 

Kenya, forstod faren ved at slagte hønen, 

som lagde guldæggene, og sørgede for 

at sikre udenlandske virksomheder 

rimelige betingelser. Erhvervsmanden 

Jan Bonde Nielsen etablerede sig fx i 

Kenya med produktion af blomster og 

skabte ca. 60.000 arbejdspladser, sunde 

arbejderboliger og sundhedsfaciliteter. 

Sammenlignet med hvad der 

anvendes til forskning i de rige 

landes sygdomme, er det småpenge, 

der bruges på de fattige landes 

sundhedsproblemer. Kun ca. 10 % af 

den globale sundhedsforskningsindsats 

tilgodeser de 90 % fattigste i verden. Fra 

dansk side er der ydet betydelige beløb 

til at drive forskningslaboratorier med 

fokus på ulandene. Særligt omtales 

antropologen og epidemiologen 

Peter Aabys banebrydende forskning 

vedrørende mæslingevaccination i 

Guinea-Bissau og kortlægningen af 

befolkningens helbredstilstand. 

Klaus Winkels bog er et vigtigt 

bidrag til vor forståelse af forholdene 

i Afrika. Den er ikke en rejsebog i 

traditionel forstand, men for enhver, 

der interesserer sig for Afrika og 

påtænker at besøge kontinentet, 

rummer den en mængde oplysninger 

til forståelse af, hvorfor Afrika er 

så forskelligt fra andre steder i 

verden og vort medansvar herfor. 

n Per Svendsen har medlemsnr. 528 

og har selv boet og arbejdet i Kenya og 

Tanzania sammen med sin kone Bodil, 

som har medlemsnr. 529. I 1998 gik han 

på pension som professor i veterinær 

kirurgi, og lige siden har parret tilstræbt 

at besøge så mange lande som muligt. 


om verden i øvrigt: 

”BASE 66 – En historie 

om frygt, fest og frit 

fald” af Jevto Dedijer 

(Herreværelset, 2010, 


sort-hvid, 169 kr.) tager 

os med på eventyr og 

løjer, da skånske Jevto 

sammen med kammeraterne Benard 

og Scott rejser rundt i Europa og USA i 

jagten på det ultimative adrenalinkick: 

Faldskærmsudspring fra toppen af 

en bygning, en bro, en antenne og en 

klippe. BASE jumping kaldes det også. 

Ekstremsporten er ifølge Jevto ”en måde 

at føle, at man virkelig er i live. Det 

ene øjeblik står man deroppe, nervøs, 

bange, fokuseret, og kort tid efter har 

man fast grund under fødderne (…) Når 

adrenalinen pumper gennem blodet, er 

det eneste, man har lyst til, at skrige 

af glæde, drikke champagne, kramme 

sine venner og have det sjovt.” Jevto er 

en pioner i 20’erne, og de dumdristige 

oplevelser får ham til at tænke lidt 

mere over tilværelsen: ”At stirre Døden 

i øjnene har ændret min indstilling til 

livet. Det keder mig i meget stor grad at 

skulle tilpasse mig et ’normalt’ liv med 

karrieplanlægning, pensionsopsparing 

og tre ugers betalt ferie. Prioriteterne 

har ændret sig. At have en ejerbolig, 

at købe en ny bil og være fornuftig 

står langt nede på listen. Øverst på 

listen står til gengæld meningsfulde 

oplevelser, nye opdagelser og at 

lave vilde ting (…) Den amerikanske 

pædagog Helen Keller, der var blind 

og døv, har udtrykt mit syn på livet 

bedre end nogen anden: ’Livet er enten 

et dristigt eventyr eller ingenting.’” 

Citatet passer glimrende på historien 

om Jevto, som sammen med vennerne 

kører Europa tyndt i en bulet Renault 

4 – fyldt med faldskærme og øl. 

”Beklager, vi ramte ikke 

landingsbanen – Højt 

humør på flyrejsen” af 

Stephan Orth & Antje 

Blinda (Sohn, 2012, 131 

sider, med tegninger i 

sort-hvid, 99 kr. via www.sohn.dk) bør 

læses, hvis du er til smil på læben og 

dine omgivelser ellers tillader højlydte 

små grin. For som flyrejsende kan man 

jo komme ud for lidt af hvert: Uvejr 

og lufthuller, piloter som forsvinder, 

flysæder som er løse, redningveste

der mangler, døre med huller, og 

køer, krokodiller eller kænguruer på 

landingsbanen! Heldigvis går det jo 

næsten altid godt, og selv de mest 

nervepirrende situationer udløser en 

sund latter – bagefter! Bogen er fyldt 

med anekdoter om oplevelser i i luften, 

og både piloter og stewardesser synes 

at være et helt specielt folkefærd, når de 

driver gæk med passagerer, hvis nerver 

sidder uden på tøjet. Det er storartet 

underholdning, men bogen bør måske 

netop ikke læses i 10 km’s højde, hvis 

man er ængstelig ved at flyve – men 

hellere med fast grund under fødderne! 

”Fleurs du mal” instr. 

af David Dusa (Tiger, 

2012, 140 min., på 

fransk og farsi med 

undertekster på engelsk, 

på dvd 139,95 kr. via 

www.imusic.dk) er 

på en og samme tid 

en både fortvivlende og opløftende 

historie om Anahita, en studerende fra 

Teheran, der på sine overbeskyttende 

forældres opfordring er rejst til Paris for 

at undgå uro hjemme i Iran, og hendes 

møde med fransk-arabiske Gecko, en 

charmerende, konstant dansende og 

atletisk ung hotelpiccolo, overbevisende 

spillet af Rachid Youcef. Kærligheden 

har dog svært ved at folde sig ud, når 

demonstrationer i gaderne hjemme i 

Iran med blodige billeder på YouTube 

tager Anahitas opmærksomhed, 

og Paris’ seværdigheder træder i 

baggrunden. Brugen af billeder fra 

internettet er bærende for filmen. Den 

smukke, men ikke uproblematiske, 

kærlighedshistorie lades dog ikke 

i stikken af den raffinerede stil. 

Titlen (på engelsk ”Flowers of Evil”) 

stammer fra et digt af Baudelaire 

og kan oversættes med ”Syndens 

blomster” eller ”Helvedesblomster”. 

”Jorden rundt i 44 

dage” af Palle Huld 

(People’s Press Jr., 2012, 


sort-hvid, 199,95 kr.) 

er den eventyrlige 

fortælling om, 

hvordan en 15-årig 

dansk dreng i 1928 

vinder en konkurrence i Politiken om at 

gøre Phileas Fogg kunsten efter og rejse 

Jorden rundt med skib, jernbane og i bil. 

Det bliver en fantastisk bedrift, og Palle 

Huld inspirerer faktisk den belgiske 

tekst: 


Steffen Jensen: ”Untold Stories 

– Billeder og beretninger fra 

Mellemøsten”. Ajour, 214 sider, 2012. 

Med fotos i sort-hvid og farver. 298 kr. 


De fleste journalister brænder 

inde med mængder 

af ufortalte historier. 

Gode og vedkommende 

historier, som der bare ikke er tid eller 

plads til at fortælle. Historier som 

redaktørerne nedprioriterer, og som 

forsvinder i glemslens tåger, eller hvor 

begivenhederne udvikler sig så hurtigt, 

at de forekommer ubetydelige eller 

forældede, inden de overhovedet er 

blevet fortalt. Den slags historier, som 

aldrig trykkes eller kommer i æteren, 

fordi journalisten som dagsaktuel 

historiefortæller altid skal videre med 

nogle andre og ikke kan dvæle længe 

over en historie, som ærgerligt nok 

bare ikke fik plads til at blive fortalt. 

Steffen Jensens ”Untold Stories” 

er netop en bog med den type små 

fortællinger og glimt af en journalistisk 

historieskriver, som har befundet sig 

som korrespondent i Mellemøsten 

i en halv menneskealder. Men den 

er mere end bare nogle ufortalte 

historier, for Steffen Jensens historier er 

faktisk både vedkommende og vigtige 

elementer til at forstå den myretue 

af konspirationsteorier, fordomme 

og uvidenhed og religiøs og politisk 

ekstremisme, som Mellemøsten jo også 

er. Dertil er han en habil fotograf, og 

billeder og tekst supplerer på smuk 


Ufortalte 

historier fra 

Mellemøsten 

vis hinanden i, hvad der nok er en 

sofabordsbog, men så absolut en 

læseværdig og gribende en af slagsen. 

”En del af Mellemøst-konflikten 

udkæmpes på slagmarken. En anden, 

og sikkert lige så betydningsfuld, 

udkæmpes i de internationale medier,” 

konstaterer Steffen Jensen, der er jødisk 

gift og har to børn, som er israelere, og 

hvis journalistiske habilitet i konflikten 

mellem Israel og Palæstina derfor 

ofte søges beklikket af kritikere. 

”Spørgsmålet i dag er, om man er 

pro-fred eller anti-fred – og fred i denne 

sammenhæng er en fred, der bygger på 

et territorielt kompromis, som betyder 

oprettelsen af en palæstinensisk stat. Med en 

række begrænsninger, så Israel får den fred 

og sikkerhed, det har krav på. Støtter man 

det, er man efter min mening pro-israelsk 

og pro-palæstinensisk på en og samme tid.” 

Sådan lyder Steffen Jensens svar 

på kritikken, og så tager han os ellers 

fordomsfrit med rundt i Mellemøsten. 

Til Jerusalem, ”en velsignet forbandelse. 

Fyldt med profeter, frelsere og hellige 

krigere.” Til Palæstina hvor den ene 

dags aktion bliver undskyldningen for 

næste dags angreb. ”Hvis soldaterne 

ikke affyrer deres granater, kommer 

der en raket eller to den modsatte vej, 

og i et andet brag bliver mennesker 

af kød og blod også ramt, kvæstet, 

lemlæstet og dræbt. Der er det ikke 

et valg mellem godt og skidt. Rigtigt 

eller forkert. Ret eller uret. Kun mellem 

dårligt, værre, værst.” Og til Det 

Arabiske Forår, hvor en ung egypter 

skrev på Twitter: ”Arabiske ledere 

følger begivenhederne i Tunesien med

frygt. Arabiske borgere følger Tunesien 

med drømme, håb og solidaritet.” 

Øje for det alment 

menneskelige 

”Vi går op og ned ad hinanden på gader 

og stræder – palæstinenserne og os 

israelere. Men vi ser ikke hinanden.” 

Steffen Jensen referer den israelske 

journalist David Grossman for det 

rammende citat. For i modsætning 

til de fleste israelere på gaden har 

Steffen Jensen øje for både detaljer og 

palæstinensernes virkelighed og det 

fælles alment menneskelige aspekt og 

leverer med denne bog et stærkt og 

forbilledligt bidrag om den aktuelle 

situation i det tilsyneladende evigt 

konfliktfyldte Mellemøsten. Som da 

han interviewer en far, hvis familie 

er blevet udslettet. Dræbt under et 

israelsk artilleribombardement, som 

faktisk var en tragisk fejltagelse: 

”Jeg magter ikke at høre mere, men 

hvordan kan jeg sige det? Jeg skal blot 

lytte. Det er det eneste, der kræves af 

mig. Majid Athamna skal leve med 

denne ubærlige tragedie resten af sit liv. 

Pludselig opdager jeg, at der ligger en 

blodig barnesko i det mudrede pløre foran 

mine fødder. Jeg tør næsten ikke kigge på 

den af frygt for, at Majid også får øje på 

den (…) Min hjerne er gået på standby.” 

Eller da han møder en militantislamistisk 

børnehavelærerinde i Gaza: 

”Hendes fanatisme er på en og samme 

tid frastødende og pirrende. Oprørende og 

interessant. Hvordan kan man dyrke helvede 

og prædike paradis? Hvordan kan man 

påstå, at man elsker fred og retfærdighed og 

samtidig forherlige mord, vold og blod? (…) 

mest rystende for mig er børnehaveklassen, 

hvor uniformerede smådrenge med legetøjsgeværer 

og martyr-slagord i skråremme 

over brystet paraderes frem af deres 

tilhyllede børnehavelærerinde (…) Det her 

er dødens pædagogik i Hamas’ udgave.” 

Steffen Jensen byder med ”Untold 

Stories” på en række mesterlige glimt 

af et Mellemøsten i konflikt og opbrud 

– den engelske titel til trods fortalt på et 

levende og veloplagt dansk. Kort sagt: 

Læs bogen! 

n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 

og har selv mængder af ufortalte historier 

fra årene, hvor han rejste som reporter 

for bl.a. Politiken, Aktuelt, Berlingske, 

Information, Kristeligt Dagblad og Danida. 

I dag er han freelancer og underviser 

bl.a. i journalistik og kommunikation. 

Læs mere på www.lysemose.com. 

tegner Hergé til at skabe den siden så 

berømte opdagelsesrejsende reporter 

Tintin året efter. Hulds rejserute 

bliver København-Esbjerg-Harwich- 

London-Glasgow-Greenock-Saint 

John-Montreal-Winnipeg-Vancouver- 

Yokohama-Tokyo-Shimonoseki-Fusan- 

Seoul-Mukden-Changchun-Harbin- 

Manchuli-Moskva-Warszawa-Berlin- 

Warnemünde-Gedser-København. 

Tilbage på Rådhuspladsen mødes 

han af 20.000 danskere, som har fulgt 

hans rejse i Politikens spalter, og 

senere udgiver han sine rejsenoter i 

bogform. ”Jorden rundt i 44 dage” er 

en smuk genudgivelse, opdateret 

til moderne dansk og udstyret 

med et forord af Troels Kløvedal. 

Den er let læst og skrevet med stor 

indlevelse og opdagelseslyst. 

”Lost in Translation 

– Jorden rundt med 

broken English” af 

Charlie Croker 

(Sohn, 2012, 89 sider, 

med tegninger i sorthvid, 

99 kr. via www. 

sohn.dk) indeholder 

en perlerække af grinagtige citater 

fra rejser i hele verden, forfattet 

på verdens mest udbredte sprog: 

gebrokkent engelsk. Bogen er let 

læst og morsom i en sådan grad, at 

det er kluklatterfremkaldende. 

”Skyatlas” af David 

Mitchell (People’s Press, 

2012, 540 sider, 349,95 

kr.) tager sin begyndelse 

midt i 1800-tallet på en 

fjern stillehavsø, hvor 

den unge amerikaner 

Adam Ewing støder på en britisk 

læge, som kravler rundt og leder 

efter tænder, kannibaler har spyttet 

ud som kirsebærsten efter deres 

festmåltider – og som han har tænkt 

sig at bruge til gebisser til adelen 

hjemme i Storbritannien! Ewings 

dagbog er den første af seks gribende 

fortællinger i romanen. Fortællingerne 

fører os konstant nye steder ud i verden. 

Gennem mellemkrigstidens Belgien 

og 1970’ernes Californien til nutidens 

London, fremtidens Østen og en 

endnu fjernere fremtid, hvor den sidste 

rest af civilisation er ved at gå under. 

Genremæssigt spænder ”Skyatlas” 

fra historiske rejsefortællinger over 

thriller og komedie til science fiction, 

og sprogligt rammer fortællingerne på 


fornem vis den tid, som de giver sig 

ud for at være fra. Det er noget af en 

bedrift at digte en 1800-tals tekst og 

gengive den i en dansk oversættelse, 

og det er også noget af en opgave som 

læser at tygge sig igennem romanens 

særegne sprog, men det er gennemført, 

og plottet, som består af rejser i tid og 

rum, er nervepirrende. For de som ikke 

kan klare 540 tætskrevne og sprogligt 

udfordrende romansider, er der godt nyt, 

for en filmatisering med Tom Hanks, 

Hugh Grant og Hugo Weaving får snart 

biografpremiere. Men som ved alle 

filmatiseringer gælder: Læs bogen først! 

”Tilfældets gud” af 

Kirsten Thorup 

(Gyldendal, 2011, 315 

sider, 99,95 kr.) er 

en page-turner af en 

roman om Ana, en 

dansk karrierekvinde 

som behøver en 

time-out fra sit 

stressende job i finansverdenen, og 

som under en ferie på en strand i 

Gambia lader sig forblænde af mødet 

med fattigdommen i en sådan grad, at 

hun nærmest besættes af Mariama, en 

teenagepige der sælger frugt og snacks, 

og som hun beslutter at forsøge at 

hjælpe til en bedre tilværelse. Et projekt, 

viser det sig, for måske at skaffe sig 

noget indhold af betydning til hendes 

eget tilsyneladende meningsløse 

liv. Ana bliver på den måde en slags 

tilfældets gud, en sugar mama, men det 

går ikke helt, som Ana har forestillet sig, 

for hun bliver stadig mere uligevægtig, 

og kontrollen med projektet løber 

hende lige så stille af hænde. Det 

følelsesmæssigt forkrampede og ulige 

forhold dem imellem sætter både 

Ana og Mariama i en eksistentiel 

krise. Kirsten Thorup sætter med sin 

roman fokus på migration, forholdet 

mellem nord og syd, rig og fattig, og 

hvordan den globaliserede verden er i 

bevægelse. Og det, som begynder med 

en ”bosslady” og et velmenende lille 

hjælpeprojekt på en strand i Gambia, 

ender i verdensmetropolen London 

som et gamble med livet som indsats.

Denne gang har vi valgt de bedste 

råd og tips ud fra både klubbens 

hjemmeside og Facebookgruppe. Vanen 

tro står alle klar til at øse ud af deres 

erfaringer og hjælpe hinanden med at få 

den allerbedste oplevelse ud af rejserne. 

Anette holst Christensen: 

til kenya til vinter 

Anette skal på besøg i Nairobi og har i 

alt 19 dage til rådighed. Hun påtænker 

at besøge Mombasa, Turkana-søen, 

Masai Mara, evt. Lamu og Mount 

Kenya og spørger, om det er realistisk, 

og om der er andet, man bør se, og 

hvad skal hun prioritere. Hun mangler 

også råd om, hvortil man helst skal 

flyve, og hvortil kan man køre. 

Nikolaj Witte foreslår Anette at 

se de nævnte steder, men anbefaler 

også Samburu i nord, som er en stor 

oplevelse. Han mener godt, at Anette 

kan nå det tidsmæssigt, hvis hun er 

lidt effektiv. Desuden anbefaler Nikolaj 

at tage toget mellem Mombasa og 

Nairobi, som er lidt af et eventyr. Han 

har lavet en film om togturen, som kan 

ses på www.rejseprogrammet.dk/kenya/ 

oplevelser/toget-mombasa-nairobi.html. 

Nikolaj rejste på 1. klasse og fik 

serveret hele syv retter til aftensmad, 

så forplejningen var helt i top. 

lena felskov: hvad bør 

man se i Burkina faso og 

Mali? 

Ditte Burmeister og Kaj Heydorn er 

enige om, at det lige nu ikke er så sikkert 

at tage til Mali grundet urolighederne 

i den nordlige del af landet, men ellers 

er stedet afgjort et besøg værd. Ditte, 

Bedste bidrag det seneste kvartal på 

www.deberejstesklub.dk 

Udvalgt af redaktionen 

der har boet fem år i Mali og Benin, 

anbefaler Lena at besøge spændende 

stammefolk i det nordlige Benin og 

Burkina Faso i stedet. Skulle Lena være 

i området i januar, er voodoodagen 

10. januar en fantastisk oplevelse. 

Lise Rasmussen var for et par 

år siden med Viktors Farmor i begge 

lande. Hun synes, Mali har en masse 

at byde på. Hun forslår også Lena 

at gå på Youtube og søge på Central 

Bamako. Og mens Lena venter på 

mere fredelige tilstande i landet, kan 

hun passende høre musik derfra. På 

Youtube kan man søge på Amadou 

et Marian og høre ”Taxi Bamako” 

samt ”Le Realite”. Gruppen har 

spillet både på Roskilde Festival og 

på Malmø-festivalens store scene. 

steffen Dam: seniortrek i 

nepal? 

”Findes der nogen seniorer (60+), der har 

erfaring med tehus-trekking på egen 

hånd i Nepal?” spørger Steffen Dam, der 

gerne vil høre om andres erfaringer. 

Gunnar Terje Lysemose på 72 

svarer, at han siden år 2000 har været 

på 14 ture i næsten alle distrikter, 

mest på egen hånd sammen med 

en guide og en bærer, og oplyser, at 

man skal være mindst to betalende 

turister for at besøge Øvre Dolpo, 

Mustang og Manaslu, og at meget er 

forandret på turen til Annapurna, da 

der nu er bygget vej næsten helt op til 

Manang og på vestsiden fra Jomsom, 

så turen er næsten halveret. Mange 

går dog stadigvæk Annapurna Circut. 

Andre foretrækker den kortere og 

lettere Annapurna Basecamp, der 


kan klares på 10 dage. Højderne er 

ikke helt så afskrækkende som ved 

Thorong La i 5.416 moh. eller via 

Tilicho-søen i 4.919 moh. Gunnar 

synes, november er den bedste årstid 

at besøge Nepal på, dernæst april, hvor 

rhododendronskovene er i fuldt flor. 

Hvad er forskellen på forummet 

og klubbens Facebook-side? 

fordelen ved facebook er, at så mange 

deltager, ved, hvordan det fungerer, 

og at det går hurtigt. Men til gengæld 

forsvinder informationen også lige så 

hurtigt, og derfor er vidensdelingen 

måske nok god for dem, der var på 

facebook den dag, men ikke for dem, 

der kom ind et par uger efter med de 

samme spørgsmål. 

fordelen ved forummet på www. 

deberejstesklub.dk er, at den viden, 

der kommer ind her, er nem at finde og 

kommer ud til flere. Går du fx ind for at 

læse mere om Myanmar, ser du både 

billeder, artikler og et forum-indlæg, 

der gør dig opmærksom på, at det kan 

være svært at få visum til landet. til 

gengæld kræver det, at du logger ind 

på siden for at kunne skrive et indlæg 

eller svare. 

for at gøre det så nemt som muligt, 

kommer der nu automatisk et hint på 

facebook-siden, når du opretter et 

indlæg på deberejstesklub.dk, og inde 

på din profil på deberejstesklub.dk kan 

du under ”Notifikationer” vælge at få 

en e-mail fx hver uge med en oversigt 

over nyt indhold fra forummet. 

Så opfordringen er klar: Læg kun dine 

bidrag, spørgsmål og godbidder ind 

på forummet og ikke på facebook – så 

behøver du nemlig kun at gøre det én 

gang, og alle svar bliver samlet ét sted 

til glæde for alle.

nye aktive medlemmer 

616 Niels C. Jensen 

Jeg er journalist af uddannelse og har rejst i mange forskellige dele af verden. Jeg sætter pris på at møde de lokale, 

trekke i naturen, se arkitektur, spise den lokale mad, opleve traditioner og hverdagsliv, snakke om politik og få nye 

venner. Jeg elsker at udforske og opleve fremmede kulturer. Min største oplevelse var, da jeg boede og arbejdede et 

halvt år i Sydøstasien med base i Bangkok. Desuden har jeg rejst med rygsæk i Sydamerika i et halvt år sammen med 

min kæreste, Anne (medlem nr. 617). I november 2012 tager vi et halvt år med rygsæk ud at rejse fra Tanzania til Sierra 

Leone. Læs mere på www.wealthyafrica.com. 

617 Anne Geisler 

Som barn var jeg fascineret af vagabondernes vandring mellem by og land medbringende meget få og for dem vigtige 

ejendele. Trods en nu mere nuanceret opfattelse af vagabondens livsform har jeg i dag som turist i forskellige lande 

beholdt fascinationen af at rejse og bevæge mig. En vandring i Israels ørken, udkig til Torres del Paine, salsa i Argentina, 

rødvin lavet på brombær i Georgien og motorcykelkørsel med lokale i det nordlige Tyrkiet. 

618 Michael Sheikh 

Lige siden min far forlod Calcutta og kom til Danmark i 1959, har vores familie rejst. Den første rejse, jeg husker, er 

ned ad Rhinen som femårig. Siden kom interrailtiden, hvor jeg især gik efter Tyrkiet og Marokko. Pakistan og Indien 

blev besøgt på egen hånd, da jeg var 17 år. Det lykkedes mig at lande job med mange rejser, så jeg fik finansieret mange 

besøg i Fjernøsten og Østeuropa. Nu rejser jeg fire gange om året, senest Sri Lanka, næste gang til Ghana. Det foregår 

tit med min store søn på 21 (snart selv kandidat til at blive medlem) eller med hele familien på otte i alt. 

619 Jonas Felk Øster 

Jeg er ved indmeldelse to år og går i vuggestue i Birkehaven. Min mor og far har slæbt mig med til Caribien to gange, 

en tur Jorden rundt med fokus på seks lande midt i Stillehavet, en biltur rundt i Europa samt en anden biltur til Bulgarien 

og Rumænien. Mine yndlingssteder har været Mammas Hotel på Fiji, fordi der var heste, hunde, katte og frøer på 

hotellet. Og øen Tanna i Vanuatu, hvor jeg så en lavaspruttende vulkan og var ude at besøge fire forskellige stammefolk 

iklædt penisfutteraler. 

620 Anja Povlsen 

Jeg begyndte for alvor at rejse, da jeg som del af mit kinesiskstudie skulle til Kina for at læse. Siden har jeg især rejst 

meget i Kina, både som turist og turguide. Jeg har også boet i Singapore og er i det hele taget betaget af Asien, hvor jeg 

bl.a. har set næseaber på Borneo, dykket i Thailand og set en død mand flyde rundt i en sø i Malaysia. På mine ferier 

kan jeg godt lide at kombinere oplevelser, kultur og afslapning, og jeg er også glad for storbyferier. Har i en årrække 

været passivt medlem og grafiker på Globen indtil forrige nummer. 

621 Susanna Asven 

Efter jeg blev student i midtfirserne rejste jeg næsten tre år i træk: kibbutz i Israel, camp counselor i New York og i Maine, 

rejse gennem Mexico og USA, ophold i London, rejse fra Marokko til Zimbabwe, en sommer som stewardesse hos 

DFDS, med Ungdommens Røde Kors i Uganda samt undervisning af amerikanske high school-elever om EU. Under 

studiet til cand negot med tysk som hovedsprog tilbragte jeg to semestre på universitetet i Berlin. Jeg arbejder nu med 

marketing og kommunikation. Jeg har bl.a. været 10 uger i Sydøstasien (hvor jeg fik denguefeber og næsten stillede 

træskoene i Thailand), fire uger i Indien (hvor jeg blev bidt af en vandrotte fra Ganges og måtte rejse rundt med anti-rabies-medicin 

i en køletaske), samt 10 uger i Australien og New Zealand. 

622 Hanne Støvring 

Jeg er 34 år, cand.mag. i kunsthistorie og ansvarlig for fundraising på Statens Museum for Kunst. Mine eventyrrejser 

begyndte efter gymnasiet, hvor jeg sammen med en kammerat kørte i lastbil gennem Afrika – og undervejs besteg 

Kilimanjaro. Hver eneste gang jeg ser mit snit til det, bestiller jeg en flybillet, pakker rygsækken og begiver mig af 

sted. Indtil nu har det bragt mig ad inkastien til Matchu Pitchu, i jeep gennem Salar de Uyuni i Bolivia, på cykel rundt 

mellem Angkor Wat-ruinerne i junglen i Cambodja, med bus fra syd til nord i Laos, med båd rundt i Halong-bugten 

i Vietnam, med transsibirisk tog gennem Sibirien og Mongoliet, i march-geled på den kinesiske mur, og med ilt på 

ryggen ned i det filippinske havdyb blandt koraller og farvefyldte fisk. 

623 Bodil Staal Hansen 

Har siden 1989 rejst meget rundt i verden i autocamper og været i flere lande og på flere kontinenter i lang tid. Før den 

tid var jeg på kontor i eget firma. Før 1989 rejste jeg hovedsaligt på vinterferier, da vi bedst kunne forlade firmaet om 

vinteren. Jeg er gift med Helmuth Hansen, medlem nr. 317. 


Ny 100-landejubilar: 

Ølnyder med 

flybrændstof 

i årerne 

i sommer kunne Per 

Danielsen sidde på et 

hospital på taiwan og 

hygge sig over, at han nu 

havde rundet 100 lande, 

mens den kompetente 

læge bekræftede ham i, at 

han havde fået blodforgiftning. 

Det var ikke Pers 

første blodforgiftning, 

så han havde luret, at 

det måtte være det, der 

var sket. han var ganske 

sikker på, at årsagen til 

blodforgiftningen var, at 

mængden af øl i årerne 

ikke var blevet holdt oppe 

i tilstrækkelig grad. 

tekst & foto: 

lars Munk 

De fleste i De Berejstes Klub 

kender Per Danielsen som 

et usædvanligt dejligt 

menneske, med hjertet på 

rette sted og med en stor portion humor. 

Jeg kan huske, at da han for et par år 

siden skulle genvælges til bestyrelsen, 

modtog han samtlige tilstedeværende 

medlemmers stemme. En usædvanlig 

præstation og en bekræftelse af, at 

Per er en meget vellidt mand. 

Rejsemæssigt kender vi dog ikke 

helt så meget til ham, så en sen aften 

slog jeg mig ned ved siden af ham på 

Café Globen med et par kvalitetsøl i 

glassene foran os og lyttede til Pers 

historier. Det blev til en times lydoptagelse 

med masser af interessante anekdoter 

og livsbetragtninger. 

Med en mor fra det øldrikkende 

Wuppertal i Tyskland og en mormor, der 

flyttede til Kastrup tæt på lufthavnen, 

var Pers skæbne egentlig beseglet 

allerede ved fødslen. Som han siger: 

”Ligesom Obelix faldt i gryden som 

spæd, så fik jeg tidligt flybrændstof i 

blodet, og det er ikke til at slippe af med 

igen.” 

en bombe i kanonen 

Der skulle rejses. Dog skulle der gå 

nogle år, før Per for første gang rigtigt 

kom på rejse – men så var det til 

gengæld også tæt på at blive hans sidste! 

”Vi var fire venner, som tog til 

London, da vi blev studenter, og vi 

skulle naturligvis se Tower of London. 

I våbenmuseet forsøgte vi at løfte 

på nogle kanonrør, men de var for 

tunge og ikke til at rokke ud af stedet. 

30 sekunder efter vi havde sluppet 

kanonen, lød der et kæmpebrag, hvilket 

viste sig at være en bombe, som var 

skjult i en af kanonerne. Hvis den havde 

sprængtes 30 sekunder tidligere, var 

londonturen nok blevet min sidste rejse!” 

Pers første rejse uden for Europa 

foregik i 1979, da han netop havde 

afsluttet sin ingeniøruddannelse på 

DTH: 

”Vi var nogle studiekammerater, 

der smuttede til Bangladesh for at 

besøge en fælles ven,” begynder Per 

eftertænksomt, ”men turen derud blev 

lidt længere end planlagt. Turen tog sin 

begyndelse juleaften i 1979, men via tre 

udskudte starter og landing i en forkert 

lufthavn, fandt vi da frem til Dhaka 

nogle dage efter jul,” fortæller han. 

Per og co. blev dog ikke i Dhaka, 

men tog ud på landet i en lille landsby, 

hvor de naturligvis fik gjort sig 

bemærket. 

”Da vi efter nogle dage kom ned 

på landsbyens marked, kunne vi se 

olielamper lavet af Tuborgdåser. Men 

der var kun et sted i landsbyen, hvor 

man drak Tuborg – og det var hos 


os. Så vi gjorde da noget godt for 

landsbyen ved at donere Tuborgdåser 

til olielamper,” griner Per. 

favoritter: nepal og 

Myanmar 

Der gik nogle år, hvor Per ikke rejste så 

frygtelig meget, men i 1988 begyndte 

det for alvor at gå galt. Per var på en 

fem ugers rejse til Nepal med trekking 

fra 200 moh. til Everest Basecamp 

(5.364 moh.). Her blev han smittet af 

rejsefluenza – en sygdom der er ret 

udbredt i De Berejstes Klub. Og siden 

da er det blevet til rigtig mange rejser. 

Skønt Per nu har rundet 100 lande, 

står Nepal stadig som en af de absolutte 

favoritter. Han har besøgt landet tre 

gange (senest forrige vinter), men 

der er masser af ting, som han gerne 

vil se, så det er bestemt ikke sidste 

gang, Per har været i Nepal. Af andre 

lande, som kan føjes til favoritterne, 

kan nævnes Myanmar, som også helt 

sikkert kan forvente at se Per igen. 

Nu bevæger vi os lidt ind på 

det kulturelle område. ”Hvilken 

type bøger læser du?” spurgte jeg. 

”Rejselitteratur generelt, hvor jeg 

bl.a. kan anbefale at rejse rundt efter 

Michelins røde guidebog (hoteller 

og restauranter). Restauranter, der er 

anbefalet af Michelin (men ikke har fået 

stjerner), er absolut værd at rejse efter. 

Men ud over at rejse efter restauranter 

holder jeg af at rejse rundt i vindistrikter, 

både i Europa, men bestemt også 

oversøisk, hvor bl.a. vindistrikterne i 

Australien og Argentina har haft besøg.” 

”Når vi er ved gastronomien 

og tilbehør dertil, så kan jeg varmt 

anbefale at tage på besøg i Bruxelles 

på baren Delirium med flere end 2.000 

typer øl. Men også Amsterdam er 

begyndt at være godt med på ølvognen, 

bl.a. Beertemple, som har store mængder 

af dansk mikrobryg,” forklarer Per 

med et stort smil på læberne. 

”Som min yndlingsforfatter Carsten 

Bertelsen skriver: ’Øl på flasker er kun 

i nød, når man er på rejse og ikke kan 

drikke øl direkte fra fad’ – og fadøl 

har de meget af i Belgien og Holland.” 

På et tidspunkt havde jeg 

fået et nys om, at Per førte en 

logbog for alle sine flyrejser, så det 

spørger jeg naturligvis ind til. 

”Jo – det er korrekt, at jeg siden min 

første flyvning har ført logbog over alle 

mine flyvninger. Jeg har netop tjekket 

antallet af flyvninger, og netop nu er jeg 

oppe på 952 flyvninger.”

Så om sølle 48 flyvninger kan Per 

altså fejre jubilæum. 

”Ja”, siger han. ”Og så håber jeg, at 

det bliver med masser af champagne 

hele vejen!” 

Hvis vi antager, at hver flyvetur i 

snit varer tre timer, så har Per befundet 

sig i luftrummet i ca. fire måneder 

totalt. Og i lufthavne i mindst lige så 

lang tid, hvilket han normalt ikke har så 

meget imod, bare der findes en god bar. 

et nyt land i 2013: san 

Marino 

Den nærmeste fremtid byder på lidt 

forskelligt: 

”Til december tager jeg til Bologna 

og Rimini i en uges tid, hvor jeg dog 

også forventer at besøge San Marino, 

som vil være et nyt land for mig. 

Efter jul går turen til Filippinerne 

for at besøge Arne Runge. Senere på 

foråret håber jeg at kunne tage til 

Iran, evt. som en arrangeret klubtur.” 

dBK’s flittigste værter 

tekst: Per Allan Jensen 

Per havde besøgt omkring 50 

lande, da han i 2003 blev medlem af 

klubben – altså er han blevet rigeligt 

inspireret af medlemsskabet til at 

besøge 50 mere i løbet af ni år. I løbet 

af et år besøger Per typisk 12-15 lande 

(dog en del gengangere), og han har ca. 

100 rejsedage om året. Så Per kommer 

godt rundt i verden og smitter den 

med sit gode humør og sit glade sind. 

Tillykke med de 100 lande – og 

held og lykke med de resterende 96! 

n Fra 2006-8 var Lars Munk 

bestyrelsesformand i Café Globen ApS. Den 

post er i dag overtaget af Per Danielsen. 

Lars har medlemsnr. 207 og var 2008-2012 

formand for De Berejstes Klub. Læs mere 

om hans rejseliv på www.munkens.dk. 

Som bekendt holdes samtlige medlemsmøder i vest i medlemmers private hjem. Det 

samme gælder halvdelen af medlemsmøderne i øst (den anden halvdel holdes i Café 

Globen). På baggrund af 12 års data for medlemsmøder har jeg derfor lavet nedenstående 

lille oversigt over, hvilke medlemmer der har været de flittigste værter. 

Værter Sted Antal møder 

Ewa Bylinska (nr. 174) Hellerup 10 

Lene og Ulrik Ebbe (nr. 53 og 54) Greve 8 

Ole Egholm (nr. 1) Herlev 8 

Claus Qvist Jessen (nr. 19) En del forskellige steder 8 

Lis V. Jørgensen (nr. 24) Frederiksberg 8 

Søren Padkjær (nr. 112) Bjerringbro 6 

Henning Andersen (nr. 204) København 6 

Per Allan Jensen (nr. 26) Frederiksberg 6 

Per Danielsen (nr. 223) København 6 

Nikolaj Witte (nr. 212) Aarhus 6 

Sisse Skipper Andersen (nr. 193) Kolding 5 

Bjarne Lund-Jensen (nr. 27) Odense 5 

Jeg skal på klubbens vegne viderebringe en stor tak til disse flittige værter, men naturligvis 

også til de indtil videre ca. 80 andre medlemmer, der har lagt hjem til, omend 

lidt færre gange. Og ved samme lejlighed vil jeg viderebringe en opfordring til 

alle medlemmer om, at man melder sig til en af de to toastmastere, hvis man har mod 

på at være vært for et medlemsmøde. 


100 lande: 

Marianne Nørgård 

Marianne nørgård fra 

Birkerød rundede i 

sommer 100 lande med sit 

besøg i Makedonien. 

tekst & foto: lasse nørgård 

en ferietur i bil ned gennem 

Polen, Ukraine, Moldova, 

Transylvanien, Grækenland, 

Makedonien, Kosova og Albanien tog 

lidt hårdt på bilen. Men med undtagelse 

af Vatikanet har Marianne Nørgård 

med medlemsnr. 314 nu besøgt alle 

lande i Europa i mindst 24 timer. Langt 

de fleste lande er besøgt med familien, 

hvis fire medlemmer alle er med i De 

Berejstes Klub. Tilsammen har familien 

besøgt 402 lande, hvilket vist er noget 

nær klubrekord. Landetælleriet ligger 

ikke fjernt for familien, idet Marianne 

er bogholder og undertegnede – 

hendes mand – er revisor. 

De 100 lande er ikke opnået under 

langvarige orlovsperioder, men udelukkende 

gennem almindelige turistrejser 

primært i børnenes skoleferier. Den 

længste tur har været en jordomrejse 

for et par år siden. Turen ”Jorden rundt” 

tog 26 dage med besøg i Singapore, 

Malaysia, New Zealand og USA – som 

er et af Mariannes favoritlande. Højt 

på listen ligger også Dubai, hvor 

solen jo stort set altid skinner. Varme 

lande er et hit ligesom luksushoteller. 

Nederst på skalaen rangerer steder som 

Hviderusland og andre østlande, hvor 

service og imødekommenhed endnu 

ikke synes helt at være slået igennem. 

Marianne er i øvrigt en ivrig yogadyrker 

og tager årligt på yogaferie 

til Mallorca. En af de få rejser uden 

familen. 

n Lasse Nørgård har medlemsnr. 124 og 

har selv besøgt 117 lande. Han er i øvrigt 

også valgt til revisor i De Berejstes Klub.

Jakob Øster 

Jakob Øster 

Bestyrelse 

for dBK 

Søren Fodgaard 

Formand for 


Tlf. 35 39 27 33 

dbkformand@live.dk 

Per Danielsen 

Toastmaster Øst 

Tlf. 33 13 56 18 

toastmaster-east@berejst.dk 

Jacob Gowland Jørgensen 

Tlf. 42 79 68 62 

jacob.gowland.jorgensen 

@gmail.com 

Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? 

Savner du den internationale stemning fra dine rejser? 

Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? 

• Rejseforedrag flere gange om ugen 

• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden 

• Landefester og events 

• Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på cafeen 

• Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg 

• Rejsestemning i cafelokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande 

• Cocktails 

• Kaffe og te 

• Fredagsbar med happy hour kl. 15-18. 10 kr. rabat på al øl, vin og spiritus 

• Gratis internet / Wi-Fi 

Jakob Linaa Jensen 

Næstformand, 

toastmaster Vest 

Tlf. 20 86 77 77 

toastmaster-west@berejst.dk 

Maria Malbek Sørensen 

Medlemskoordinator 

Tlf. 25 48 87 45 

nytmedlem@berejst.dk 

Nikolaj Witte 

Suppleant, ansvarlig for 

fredagsbar Vest, 

Berejste med børn Vest 

Tlf. 22 79 03 84 

nikolaj@rejseprogrammet.dk 

• Nyhedsbrev hver uge med begivenheder 

Caroline Engelsborg 

Kasserer 

Tlf. 50 52 78 16 

engelsborg@hotmail.com 

Anna le Dous 

Tlf. 29 93 36 35 

anna.le.dous@mail.dk 

Jette Færch Weiss 

Suppleant 

Tlf. 22 93 82 58 

jette.weiss@gmail.com 

• Nyd din medbragte mad i caféen, bare du køber drikkevarer hos os 

Lars-Terje Lysemose 

Tlf. +46 76 234 72 00 

redaktorgloben 

@gmail.com 

Ulla Fanø 

Sponsorer, pr & 

ungekoordinator 

Tlf. 28 62 44 09 

ufanoe@hotmail.com 

Rebecca Langhorn 

Suppleant 

Tlf. 28 33 87 93 

silver@get2net.dk 


Café Globen og vores arrangementer 

er åbne for alle - ikke kun for 

medlemmer af De Berejstes Klub. 

Vi ses på Café Globen! 


Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk

Utrolige Afrika 

Nu går jeg hen til bredden af den grågrønne, grumsede 

Limpopoflod, hvor febertræerne gror tæt, for at se 

hvad det er krokodillen spiser til middag 

(R. Kipling i ”Hvordan elefanten fik sin lange snabel - og andre historier”) 

Ex. Kiplings Namibia - 16 dage fra 20.980,- 

Uganda og Rwanda Etiopien, Simien Kilimanjaro 

Afrikas perler - Uganda og Rwanda rejse med 

safari, chimpanser og gorillaer, vulkansøer - 

klassisk afrikansk kultur og natur. 

14 dage fra 36.380,- 

Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk 

Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening 

LET HÅRD 

Albanien › 

Trekking med hyrder og heste 

På denne 8 dages vandreferie har vi sammensat et rigtigt trek med en overkommelig 

sværhedsgrad. På trekket besøger vi det nordlige Albanien, på 

grænsen til Montenegro. Vi bevæger os fra hovedstaden Tirana til landsbyen 

Tropoje, hvor vi gør heste og udstyr klar til et 4 dages trek over sæterne 

ind i den smukke Valbonadal. Vi overnatter på idylliske bjerghoteller, i private 

hjem, i hyrdernes træhytter og på guesthouses. Her kommer vi tæt på 

de lokale og oplever deres utrolige gæstfrihed. Vandringen er spektakulær 

med grønne sætere, alpine passager og dybe skove med bl.a. ulve, bjørne 

og losser — indrammet af høje spidse tinder på op til 2.600 m. Med heste 

som support er det her muligt at vandre uafbrudt flere dage i bjergene med 

en sværhedsgrad på 3. 

8 dage fra › 7.970,- DKK 

Oplev Afrikas største bjergkæde med enorme 

slugter og hvor den Blå Nil har sit udspring. 

Fantasilandskaber - pionértrek i særlkasse! 

Afrejse 24/2, 14 dage - 19.980,- 

LET HÅRD 

Nepal › 

På cykel med Himalaya i baggrunden 

Vi begynder vores cykelferie i Kathmandu — landets gamle kongeby, som 

vidner om storhed og fald. I denne hektiske by findes imponerende templer 

og små travle gader. Udenfor Kathmandu cykles gennem små landsbyer, 

hvor tiden synes at stå stille. I Pokhara cykler vi langs områdets smukke 

søer og oplever den enestående solnedgang over Himalayas sneklædte 

tinder. Turen fortsætter gennem regnskoven tæt ved Rapti floden på vores 

vej mod Royal Chitwan Nationalpark, hvor vi på enten jeep eller elefant 

safari kan opleve næsehorn og (hvis vi er heldige) områdets sjældne tigere. 

Endelig besøger vi Buddhas fødeby Lumbini, hvor tusindvis af buddhister 

valfarter til. Nepal er for sjælen, samtidigt med enestående naturoplevelser 

på cykel gennem uspolerede landskaber. 

17 dage fra › 18.970,- DKK 

kiplingtravel.dk 

Kilimanjaro, Afrikas højeste top ad Lemoshoruten, 

måske Kilimanjaros flotteste - med den 

bedste akklimatisering. 

Afrejse 10/2, 24/2, 26/3 m.fl. 12 dage - 19.980,- 

Kom med på Topas.dk

Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K 

EVENTYRREJSER 

ETIOPIENS OMODAL: 

STAMMEFOLK I RIFT VALLEY 

Hver stamme i Omodalen har egne skikke og 

traditioner. Et besøg hos dem er en oplevelse 

for livet. Mursi er kendt for traditionen med 

læbeplader. Borena har de såkaldte syngende 

brønde. Konso har terrassemarker og tilbedelse 

af slanger. Karo er kendt for deres kunstfærdige 

kropsudsmykning. 

Max 15 deltagere. 

14 dage • helpension • 21.900 kr • 22. september til 6. okt 

OMAN OFF-ROAD 

Vi oplever wadierne og kløfterne i 

Akhdarbjergene, æglæggende skildpadder, 

Wahiba-ørkenens smukke klitter samt kører 5 

dage sydpå langs Det Indiske Ocean. Vi camperer 

gerne i små hesteskoformede bugter. Rejsen 

slutter i Salalah, med en helt anden natur end det 

nordlige Oman. 


18 dage • 22.900 kr • Afrejse 17. februar og 1. november 

14 DAGE PÅ BALKAN – 

Albanien, Makedonien, Kosovo og Montenegro. 

Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande frem. 

Albanien var totalt isoleret under kommunismen. 

Kosovo har været lukket på grund af borgerkrig. 

Og Makedonien og Montenegro var provinser 

i Jugoslavien, hvor udlændinge sjældent kom. 

Men alle re lande har meget at byde på. 


14 dage • 15.200 kr • Afrejse 31. marts • 16. april 

BANGLADESH – NEPAL – INDIEN 

Nepal rummer en utrolig varieret og storslået 

natur med jungle, højland og sneklædte Himalaya-bjerge. 

Bangladesh er den perfekte modsætning 

til Nepal med det ade deltalandskab og de 

frodige rismarker. Vi sejler med hjuldamper ned 

i den truede mangrove jungle, men får også set 

både det hektiske storbyliv, de idylliske landsbyer 

og de spændende kulturelle og historiske steder. 


16 dage • 22.400 kr • 6. til 21. april 

Små grupper · danske rejseledere GLOBEN · N 50 Vinter · 86 2012/13 22 · 71 Side 81 68 · www.viktorsfarmor.dk

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?