5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

tekst & fotos:
niels C. Jensen & Anne Geisler
på interrail på
tag med på en rejse langt væk! rent geografisk og
målt i antal kilometer er det måske ikke så langt, men
menneskeligt føltes det som om, der var meget langt
fra skejby nord for Århus til en kold bjerghytte midt i
Bulgarien.
Med interrail kan man rejse
med tog til Europas strande,
barer og ukendte områder.
Vi valgte det sidste, da vi i
2005 stod på toget på Århus Banegård
med pladsbillet til Beograd. Vi havde
gjort os store forberedelser på det
første af mange store eventyr, indkøbt
vandrestøvler, rygsække og praktisk
påklædning. Og vi blev ikke skuffede!
Det tidligere Jugoslavien bød på
oplevelser ud over alle forventninger.
Efter et par dage i Serbiens hovedstad
Beograd, hvor vi hurtigt kom til kort
med vores engelske og lærte det mere
internationale sprog af tegn og fagter,
fortsatte turen mod Adriaterhavet.
Turen derud foregik med tog, en
langsom og anderledes rejseform i et
land, der for ikke mange år siden var
præget af borgerkrig. Måske derfor
var den forholdsvis korte tur med
et gammelt og slidt tog gennem den
mørke serbisk-montenegrinske nat
præget af opvågninger, hvor lokale
militær- og politifolk forlangte pas
(på deres helt egen flinke måde
trods det absurde i situationen).
kindkys ved Adriaterhavet
Toget igennem natten førte os frem til
Kotor, en lille og gammel fæstningsby
by ved Adriaterhavet, hvor vi skulle
fordrive nogle dage med at dase og
spise, inden vi skulle videre. I Kotor
boede vi hos en ældre dame, som
straks ”adopterede” Anne som sin egen
datter og derfor delte ud af kindkys
i rigelige mængder. Engelsk var et
fremmedord for de fleste i den lille
by, men hvad gjorde det, når varme
og gæstfrihed var øverst på menuen.
Det eneste undtagelse var vores
sandaler, som vores vært ikke var
synderligt glad for lugten af, og som
hun derfor hængte ud over altanen. Fair
nok, de duftede heller ikke af roser.
Derfra gik turen til Zabljak i
nationalparken Durmitor, hvor vi
var på rafting for allerførste gang
sammen med den lokale guide
Goran. En stor oplevelse – raftingen
var mere hyggelig end udfordrende,
men klart anbefalelsesværdig.
På kloster i Makedonien
På toget igen og denne gang mod
sydøst – målet var Skopje, hovedstaden
i Makedonien. En by, hvor den beskidte
flod, der løber igennem byen, deler
mellem fattig og rig, gammeldags og
moderne. Cafelivet på den moderne side
var en stor oplevelse, fordi det adskilte
sig markant fra, hvad vi ellers havde
været på af restauranter med videre.
Her var alt muligt, som vores maver
tog rigtig godt imod og til rigtig billige
priser, i hvert fald for os som danskere.
Efter et par dage i Skopje gik
turen mod Trasavec-klostret midt
i landet. Vi ankom med toget til
en provinsby, og derefter var det
GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 24
Balkan
med taxa og efterfølgende vandring
til klosteret på toppen af bjerget.
Hvordan vi egentlig fandt derop, er
stadig lidt af en gåde, men køer og
smukke bjergformationer blandet med
frustration var nogle af ingredienserne.
På klosteret blev vi modtaget af
munken og nogle frivillige, som straks
gjorde en seng og et skønt måltid mad
klar til os – helt gratis. Her er reglen, at
de andre gæster hjælper de nyankomne,
og på den måde hjælper alle hinanden
og bliver behandlet som konger.
Man bør også give en donation til
klosteret, men det er ikke noget krav.
Munken på stedet viser gerne rundt og
fortæller.
i sne og is med sandaler
Efter den korte vandretur i Makedonien
havde vi fået smag på mere, så på vej op
gennem Bulgarien og Rumænien var vi
på fem dages vandring i Rilabjergene i
Bulgarien. Et helt fantastisk sted hvor
der findes afsidesliggende bjerghytter,
som man kan overnatte i undervejs.
Forberedelse var ikke det, vi havde gjort
allermest i, og derfor endte vi på den
sneklædte bjergtop med sandaler og
shorts. Det kan ikke anbefales, da det
var både vådt og koldt, men heldigvis
var den næste bjerghytte ikke langt
væk. Her var tændt op i brændeovnen
i fællesrummet, og da de fleste turister
havde forladt lokalet, begyndte de
lokale en fest med guitarspil, druk
og mad af en anden verden.
Indgangsreplikken for os var –
som ofte efter – om Anne var villig
til at smage den lokale sprut? Og
selvfølgelig var hun det! Straks
var vi med i klubben, og adskillige