Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Vandreskoene findes frem<br />
En af dagene var vi på en længere<br />
vandretur i området. Turen begyndte i<br />
landsbyen Valbona længst inde i dalen.<br />
Catherine havde givet os et simpelt<br />
kort og nogle forklaringer, men selve<br />
ruten var ikke markeret. Så med simple<br />
anvisninger, såsom ”grønt hus foran<br />
jer – gå rundt til højre rundt om det<br />
og drej til venstre”, gik vi af sted.<br />
Først krydsede vi det næsten<br />
udtørrede flodleje, og herefter gik<br />
det opad. På dette sted i dalen var<br />
bjergskråningerne ikke så stejle som<br />
langs Komani-søen, men vi kom<br />
alligevel hurtigt op i højden, hvor<br />
vi kunne se ud over landsbyen. Vi<br />
kom forbi enkelte simple huse med<br />
små indhegninger, og vi mødte en<br />
kvinde med sine to børn, der var ude<br />
at samle pinde til brænde. Endvidere<br />
så vi tre mænd, der var ved at slå<br />
græs med le på en stejl græsmark.<br />
Pludselig kom vi op gennem<br />
en gruppe træer og blev mødt af<br />
et fantastisk syn og duft. Her var<br />
græsgangene til landsbyens dyr, og<br />
blandt græsset voksede der små<br />
engblomster og store mængder<br />
blomstrende vild timian, som udsendte<br />
en kraftig duft. Bag engen rejste nogle<br />
stejle, vilde og barske bjerge sig. <strong>De</strong>t<br />
gjorde engen, vi gik på, endnu mere<br />
tillokkende. Vi satte os derfor ned midt<br />
mellem blomsterne og fandt vores<br />
madpakker frem. Vi var spændte på,<br />
hvad vi havde fået med, og stor var<br />
glæden, da vi fandt ud af, at Catherine<br />
havde pakket nøjagtigt det, som passede<br />
sig til sådan en vidunderlig vandretur.<br />
Mellem tykke skiver af saftigt nybagt<br />
brød var der pølse, tomat og agurk. Ved<br />
siden af lå store tykke osteklodser, et<br />
kogt æg og et par chokoladekiks. Med<br />
en fantastisk udsigt over dalen foran<br />
os, majestætiske bjerge bag os, en<br />
varmende sol, timianduft i næsen og<br />
maven fuld af lækker mad følte vi os<br />
som i himmerige. Vi havde næsten<br />
ikke lyst til at bryde op og fortsætte.<br />
Et kig ind på bjergene i Montenegro. Landets<br />
navn betyder i øvrigt ”de sorte bjerge”.<br />
Montenegros sorte bjerge<br />
Ud fra skoven under os kom der<br />
pludselig en mand gående. Da han<br />
kom nærmere, viste det sig at være<br />
Michael, en af de få andre gæster fra<br />
vores hotel. Hvilket sammentræf!<br />
Sammen med ham fortsatte vi opad.<br />
Målet var at nå grænsen mellem<br />
Montenegro og Albanien. Ingen af os<br />
var sikre på, hvor langt der var, og der<br />
var intet at tage pejling efter. Vi var<br />
dog overbeviste om, at vi var på rette<br />
vej, så vi blev ved med at følge stien<br />
op. Landskabet blev stadig mere barskt<br />
og stejlt. Temperaturen faldt også, og<br />
det samme gjorde mit blodsukker<br />
og energiniveau, så de hjemmebagte<br />
myslibarer blev fortæret. Vi indgik en<br />
aftale om, at vi ville vende om kl. 15,<br />
hvis vi ikke var nået frem til grænsen<br />
forinden, så vi kunne være tilbage,<br />
før det blev mørkt. I stilhed knoklede<br />
vi på og kom længere og længere op.<br />
Pludselig kunne vi se en betonklods og<br />
vidste, at den måtte markere grænsen.<br />
Da vi kom op til den et par minutter<br />
før deadline, var vi et godt stykke over<br />
trægrænsen, og det eneste, vi kunne se<br />
i Montenegro, var nøgne stejle bjerge.<br />
Vi stod et par minutter på Montenegros<br />
GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 15<br />
Komani-søen opstod, da man oversvømmede<br />
dele af en dal i forbindelse med<br />
bygningen af et vandkraftværk.<br />
side af grænsen og blev blæst igennem<br />
af den kraftige kolde vind.<br />
Vi gik ned samme vej, som vi var<br />
kommet op. På en eller anden måde<br />
gik vi forkert og kom væk fra den<br />
utydelige sti midt på en stejl eng. Vi<br />
stod og spejdede efter den og gik lidt<br />
frem og tilbage. Pludselig hørte vi<br />
råb. Vi kiggede op og så en mand højt<br />
oppe på et bjerg. <strong>De</strong>t var en hyrde, som<br />
kunne se vores problemer, og han<br />
havde tydeligvis overblik over stien og<br />
forsøgte at guide os med armbevægelser<br />
og råb. <strong>De</strong>t var ret svært at forstå ham,<br />
fordi han var så langt væk, men det<br />
lykkedes os at komme tilbage på stien<br />
og sikkert ned til landsbyen igen.<br />
Herfra var der fem km tilbage til<br />
hotellet ad vejen langs floden. Mens vi<br />
gik af sted på vores nu meget ømme<br />
fødder, håbede vi, at der kom en bil<br />
forbi. Heldigvis kom der et ældre<br />
ægtepar i en gammel varebil, og vi<br />
fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke<br />
kommunikere, men de syntes vist,<br />
at det var ret pudsigt at have et par<br />
turister siddende på et par gamle<br />
aviser bag i bilen. Vi var bare glade<br />
for liftet og tvang dem nærmest til<br />
at tage imod en skilling for turen.
Change language