5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

More documents

Recommendations

Info

LIpIzzaneRe: når de hvide heste danser ballet De fleste kender sikkert til de verdens-berømte hvide lipizzanerhingste på Den spanske hofrideskole i den østrigske hovedstad Wien. for mig har disse heste en helt særlig betydning. jeg har nemlig selv haft en lipizzaner for mange år siden, og i sommeren 2012 oplevede jeg et kært gensyn med de smukke klassiske barokheste på en rejse i slovakiet, Østrig og slovenien. tekst & fotos: Anette lillevang Kristiansen Med tonerne af Strauss og Mozart føler man sig hensat til en ældgammel scene fra baroktidens hof. De tunge prismelysekroner skinner om kap med kvindernes similibesatte gallakjoler, og historiens vingesus smyger sig lydløst gennem det gamle ridehus i hjertet af Wien. Forventningens glæde er tydelig, og tiden synes at gå i stå. Ind kommer en hel kvadrille af hvide heste med ryttere i dragter á la Napoleon med hvide svineskinds-ridebukser, højskaftede støvler med messingsporer og mørke skødefrakker. Der ikke så meget som blinkes med et øje eller bevæges på et hesteøre, alle følger musikken til højeste grad af perfektion. Samspillet mellem hest og rytter fungerer til fuldkommenhed og giver et helhedsindtryk, som var det florlette englevæsner, der dansede ballet. Man efterlades i åndeløs benovelse, tørrer diskret et par vildfarne tårer væk og mindes aldrig at have set noget så yndefuldt i hele sit liv. Sommeren 2012 havde jeg planlagt at rejse rundt i Centraleuropa, hvor jeg som noget af det første i den østrigske hovedstad opsøgte Hofburg, hvor jeg havde været for 23 år siden – og hvilket gensyn! Det var nøjagtigt lige så rørende som dengang, og da jeg stod og så en reklamevideo med opvisning af hingstene fra Den Spanske Hofrideskole, måtte jeg igen kæmpe lidt med tårerne. Lipizzanerne var med et trylleslag vendt tilbage i mit liv, og der gik da heller ikke ret lang tid, før jeg stod med en billet til næste dags morgentræning i hånden. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 26 Mit eget personlige eventyr med lipizzanerheste begyndte, da jeg var teenager. I adskillige år havde jeg været ”hestetosset”, som omgivelserne omtalte mig. ”Ja, hun er jo bidt af en gal hest,” kunne de såmænd også finde på at sige, mens de hovedrystende så til, når jeg for 117. gang cyklede hen til naboens fedtede shetlandspony for at passe det charmerende kræ. Jeg måtte nemlig ikke selv få en hest. Undskyldningerne fra min fars side var utallige, men da jeg stod med 7.000 kr. i hånden efter at have plukket jordbær en hel sommerferie, måtte han bøje sig og lade mig få den hest, jeg så inderligt drømte om. Se nu ville ethvert forældrepar jo så have hjulpet deres hestebesatte datter til at finde et passende fornuftigt eksemplar, men de reagerede med himmelvendte øjne, da jeg kom hjem og opførte mig som en snotforelsket skolepige og fortalte om det smukkeste væsen af en hest, jeg nogensinde havde set. Hun skulle oven i købet have lipizzanerblod i årerne. forelskede sjæle overvinder alt Hoppen var kulsort, og jeg fandt hende langt ude på en gård i Vestjylland hos en ældre landmand. Guderne må vide, hvordan sådan en skønhed var havnet der, men jeg stivnede simpelthen, da jeg stod og så ind i hendes mørke øjne, der med et strejf af midnatsblåt bare slog fast, at det var kærlighed ved første blik. Men ak, det viste sig snart, at jeg skulle få kam til håret. Hun var 2½ år gammel og aldeles skrækslagen for mennesker. Frygten stod malet i øjnene, og jeg brugte adskillige eftermiddage på at sidde i hendes krybbe, mens jeg med lavmælt snak forsøgte at opbygge en tillid, som hun aldrig havde kendt. Selvom hun var smurt ind i hestemøg, og man (de lange hår, der sidder fra hoved til ryg) og hale lignede et par brugte filthjemmesko, så så jeg et eller andet i hende, som kun et
omantisk ungpigesind kan fremmane i selv de mest umulige krikker. Forelskede sjæle overkommer som bekendt alt, og forelsket dét var jeg. Hun mindede mig om hesten i Cecil Bødkers tv-serie ”Silas”, for slet ikke at tale om hovedrolleindehaveren i filmen ”Den sorte hingst”. Efter i flere år at have været begravet i både bøgerne og filmen om knægten Alex Ramsey og hans sorte araberhingst, så stod denne ravnsorte skønhed som mejslet i ibenholt i mit sind. Hun var virkelighed og svaret på alle min barndoms længsler om en drømmehest. Inde bag al frygten og snavset var jeg sikker på, at der fandtes et guddommelig væsen, og det skulle faktisk vise sig, at jeg i min naive forelskelse havde set rigtigt. Hun havde fået det flatterende navn Den Sorte, som blev til Den Swort på klingende vestjysk, når Peder skulle omtale den uregerlige krampe, han havde stående ude i stalden. Hun var ikke nem, og han så med stor nysgerrighed til, når jeg i mine bestræbelser på at tæmme vilddyret gennemgik de mest heftige udfordringer. Hun nægtede at have rytter på og stak af, så snart jeg prøvede at sætte en fod i stigbøjlen. Hun brugte mere tid på at hænge oppe i luften end på at stå på jorden, men jeg var fast besluttet. Jeg ville have Den Sorte og gøre hende til ridehest, om jeg så skulle slå mig selv halvt fordærvet. en egenrådig sort diva En sensommerdag ankom hun skrigende i en lastbil og indtog senere folden, som var hun en ædel beduinhingst, der hovmodigt tager sit harem i øjesyn. Ingen i verden kunne være i tvivl om hendes stolthed og udstråling, ja og heller ikke om hendes selvrådighed for den sags skyld. For damen bestemte selv, og ingen skulle komme og beslutte, hvor skabet skulle stå. I flere måneder udkæmpede vi en daglig kamp om retten til at sidde på hendes ryg. Sadlen havde hun efterhånden vænnet sig til, men at bære rytter kunne der på ingen måde blive tale om. Jeg må indrømme, at det ofte strejfede mig, om vi nogensinde kunne blive enige om en løsning, Den Sorte og jeg. Min far iagttog os fra staldvinduet og rystede opgivende på hovedet, helt på det rene med at forelskede teenagepiger med romantiske hestetendenser lever i deres egen lille verden. Jeg var godt klar over, at vi blev overvåget, og at min sorte skønhed efterhånden hang i en meget tynd tråd. Som en åbenbaring sendt fra himlen fik jeg en idé. Jeg tog mit halstørklæde af og bandt det resolut om øjnene på hesten, så hun ikke kunne se, at jeg kravlede i sadlen. Lydløs som en kat svang jeg benet over hendes kryds, og sad for første gang på ryggen af min drømmehest. Da kom min far alligevel ud for at se, hvad der foregik. Som jeg sad der musestille, råbte min far: ”Prøv at tage tørklædet af!” Det skulle jeg aldrig have gjort! Jeg oplevede en nærmest radioaktiv eksplosion under mig, da hun opdagede, at jeg havde sneget mig ind på hende, og aldrig, aldrig nogensinde er jeg kommet så hurtigt ned i den anden ende af en indhegning. Det var en acceleration af næsten overjordiske dimensioner og endte med, at jeg røg af med et gevaldigt brag. Nu var koden dog knækket, og jeg lavede et par interimistiske skyklapper af en papkasse, syede dem på hovedtøjet og kravlede i sadlen hundrede gange om dagen, indtil hun simpelthen ikke orkede at slås med mig mere. Vi begyndte ligesom at finde noget, der kunne minde om en melodi. Den balstyriske sorte diva blev efterhånden helt medgørlig, og da jeg en aften så ”Grease” i fjernsynet med yndige Olivia Newton John, adopterede jeg navnet Sandy. Senere blev jeg helt opslugt af filmen ”Lace”, så blev det til Sandy Lace, og endelig fik Den Sorte sit mellemnavn Diamond, fordi hun på alle måder bare var en usleben diamant – Sandy Diamond Lace. hendes kejserlige højhed sandy Det begyndte at gå helt fornuftigt med Sandy, og i de følgende år deltog vi i masser af dyrskuer og kåringer. Der var faktisk andre end mig, der kunne se, at hun var en umådelig smuk hest, og det blev til mange præmier og titler rundt om i Danmark. En ting gjorde hende helt speciel: hun var sort. En ægte lipizzanerhest bliver født sort og blegner med årerne for til sidst som 15-20-årig at være helt kridhvid, men Sandy var stadig sort, så enten var hun altså denne ene ud af hver tusinde lipizzanere, der forbliver sort eller brun, eller også var hun ikke ægte. Alle lipizzanerheste i verden kan GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 27 føres tilbage til seks hingstelinjer, og Sandy var ud af Conversano-linjen. Det vidste jeg, fordi der var fuld stamtavle på hendes far. Han var en af de højst kårede lipizzanerhingste i Danmark på det tidspunkt og havde altså anlæg for den sorte farve. Derimod var det en helt anden historie med Sandys mor, der var hvid. Hun blev kaldt Mette, og var importeret fra Ungarn. Hun var af såkaldt landavl, hvor hestene kommer ude fra Pusztaen, sletterne i Ungarn, og her holder man ikke øje med fine blodlinjer og stamtavler. Mette kom til Danmark i 1970’erne, og hoppen havde kun sine grænsepapirer med. Sandy og jeg på lokaldyrskuet i Skjern i 1987, hvor hun fik 22 point ud af 24 mulige. Det stemningsfulde gamle ridehus på Den Spanske Hofrideskole i centrum af Wien. De blanke messingbid skinner om kap med prismelysekronerne i det flotte gamle ridehus.
Page 1 and 2: Autentiske rejsehistorier frA De Be
Page 3 and 4: Leder Go West, young man! lød råd
Page 5 and 6: SKRIBENTKONKURRENCE 42 INDIEN, NEPA
Page 7 and 8: 1BJERGBESTIGNING Få steder i verde
Page 9 and 10: Mestia med sine svanetien-tårne, l
Page 11 and 12: Svanetien-tårnene er ca. 1.000 år
Page 13 and 14: Hen under aften kom vi forbi den 62
Page 15 and 16: Vandreskoene findes frem En af dage
Page 17 and 18: M are Balticum: stersøen rundt omr
Page 19 and 20: Litauens stolthed, Trakai. Rygning
Page 21 and 22: Nadia og Olga har dækket bord i ba
Page 23 and 24: at identificere ham tør de ikke fo
Page 25: På vandring i solskin i Bulgariens
Page 29 and 30: Beriderne gør klar til at træne e
Page 31 and 32: Missil-siloen (bemærk gradinddelin
Page 33 and 34: Makedonien: Ohridsøen er en af ver
Page 35 and 36: Transnistrien: Befolkningen på øs
Page 37 and 38: 1 Grotter Slovenien har imponerende
Page 39 and 40: Danmark ville værdsætte, og enkel
Page 41 and 42: SpAR pENgE på dIN FlybIllEt! AMERI
Page 43 and 44: en introduktion til rodeo-scenen Vi
Page 45 and 46: 1. pladsen går til: Giv mig en san
Page 47 and 48: Og 9 tips til Slædehunde 1 Hundesl
Page 49 and 50: Hizbollahs mindelund Mleeta med ”
Page 51 and 52: En meget stor anlagt klassisk konce
Page 53 and 54: Fra venstre: Claus Søndergaard, Je
Page 55 and 56: tekst: Anette lillevang Kristiansen
Page 57 and 58: slået sig ned lige uden for mit v
Page 59 and 60: Med hjælp fra danske officerer og
Page 61 and 62: frygt. Arabiske borgere følger Tun
Page 63 and 64: nye aktive medlemmer 616 Niels C. J
Page 65 and 66: Så om sølle 48 flyvninger kan Per
Page 67 and 68: Utrolige Afrika Nu går jeg hen til

5 TIPS TIL - De Berejstes Klub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?