You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Familien i mit homestay. Faderen og undertegnede<br />
udviklede et tæt venskab, skabt<br />
over et par over dramme chacha.<br />
dertil. Herudover var det kun sjældent,<br />
at der kørte jeeps dertil (måske en<br />
enkelt om ugen), så blaffer-tricket ville<br />
kun virke, hvis man havde mange<br />
dages tålmodighed. Almindelige biler<br />
kunne ikke komme igennem op til<br />
Ushguli på den årstid, grundet elendig<br />
vej og lejlighedsvise snebunker. ”Men<br />
der må da være en måde at komme<br />
til Ushguli på,” tænkte jeg … En<br />
hjælpsom bartenderinde brugte det<br />
meste af en time på at ringe rundt til<br />
bekendte for at høre, om vejen var<br />
farbar, men – som hun sagde – så var<br />
folk for stive i chacha til at kunne give<br />
et fornuftigt svar. <strong>De</strong> vidste ganske<br />
enkelt ikke, om vejen var farbar.<br />
Jeg kunne naturligvis vælge at<br />
vandre til Ushguli, hvilket formentlig<br />
ville tage fire-fem dage t/r – dage som<br />
jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var<br />
tilsyneladende eneste rejsende i Mestia<br />
på daværende tidspunktet, så jeg havde<br />
ingen at dele udgiften til en jeep med<br />
(det ville koste 600 kr.). ”Måske kunne<br />
jeg forsøge mig på cykel,” tænkte jeg<br />
nostalgisk, om dengang jeg nedlagde<br />
nogle af de sejeste toppe på Tour de<br />
France-ruten på min tohjulede ganger.<br />
Cykelløsningen syntes derfor at være<br />
eneste mulighed for at nå til Ushguli.<br />
Jeg inspicerede et par mountainbikes,<br />
men min umiddelbare vurdering var,<br />
at de knapt ville holde ud til byskiltet.<br />
<strong>De</strong>t var hårdt at konstatere, men en<br />
cykeltur på en lokal cykel i april måned<br />
fra Mestia til Ushgul ville være enormt<br />
problematisk, for ikke at sige umuligt<br />
uden ordentligt udstyr. Beslutningen<br />
var nedslående – jeg skulle ikke af sted<br />
til Ushguli. Men de lokale var yderst<br />
<strong>De</strong>nne her hund viste sig at være et helt<br />
andet dyr – som måske oven i købet var et<br />
sultent dyr!<br />
tilfredse med beslutningen, hvilket<br />
de fejrede med et dyk i deres chacha.<br />
Da jeg atter forlod Mestia, var<br />
det med en noget trist tanke i<br />
baghovedet om, at jeg ikke fik set<br />
Ushguli. Når sommersæsonen atter<br />
begynder, vil der være andre rejsende<br />
at dele omkostningerne med, samt<br />
der ville være masser af biler til at<br />
blaffe med, men jeg var altså lidt for<br />
tidligt på den i denne omgang.<br />
Noget andet, jeg bragte med mig i<br />
baghovedet fra Mestia, var en noget mat<br />
følelse i krop og hoved. Faderen i mit<br />
homestay havde kastet sin kærlighed på<br />
mig, og han insisterede på, at der skulle<br />
drikkes så meget hjemmelavet chacha<br />
som muligt på kortest mulig tid, så i<br />
løbet af få timer fik vi os en masse store<br />
dramme æblesnaps indenbords – og<br />
det førte til blodstængte albuer og knæ<br />
hos undertegnede. <strong>De</strong> skæve brosten<br />
i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt<br />
heldigvis relativt tidligt i søvn med et<br />
smil på læben, men kl. 5 om morgenen,<br />
hvor marshrutkaen skulle køre, havde<br />
jeg stadig glæde af den lokale chacha –<br />
og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til<br />
Sugdidi var knap så interessant og smuk<br />
som turen op til Mestia havde været ...<br />
Nok havde jeg været i Mestia for<br />
tidligt på året til at se Ushguli – til<br />
gengæld var jeg for sent på den til at<br />
opleve det lokale skisportssted. Jeg<br />
havde ellers vadet 8 km ud ad en<br />
vej, op ad et bjerg, for at komme til<br />
skisportscentret. Undervejs havde<br />
jeg den smukkeste udsigt til et af<br />
Kaukasus’ sværeste bjergbestigerbjerge,<br />
den dobbelttindede Ushba (4.700<br />
moh.). Planen var at vandre op til<br />
skisportsstedet, hvor der efter sigende<br />
GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 10<br />
Min ”ven”, der forsøgte at drikke mig under bordet<br />
på vej til Svanetien. Heldigvis havde han varmet<br />
godt op i forvejen, og selv om jeg selv havde drukket<br />
½ l vin til morgenmad, var han så langt foran,<br />
at han gik død før mig, så jeg kom trods alt nogenlunde<br />
til Svanetien.<br />
skulle være en skilift, der stadig kørte,<br />
selv om der ikke var meget sne tilbage<br />
på løjpen. Da jeg kom frem til liften,<br />
var der ikke et menneske at få øje på,<br />
og liften blev bestemt ikke betjent.<br />
Men var der alligevel helt tomt?<br />
Noget rørte på sig i buskadset lidt<br />
fremme foran mig ... og pludselig<br />
hoppede en vel stor vovse op på vejen ca.<br />
50 meter foran mig. ”Med en hund her,<br />
så må her være en eller anden person<br />
heroppe!” tænkte jeg muntert med<br />
tanke på, at jeg måske alligevel kunne<br />
komme op med liften. Ved nærmere<br />
betragtning af hunden synes jeg dog, at<br />
vovsen så lidt underlig ud. <strong>De</strong>ns pels<br />
var lang og beskidt, den vandrede af<br />
sted lidt a la Ozzy Osbourne, altså på en<br />
lidt underlig krumbøjet måde, og dens<br />
hovedform var væsentlig anderledes,<br />
end hvad man skulle forvente sig af en<br />
hund. ”Hmmmmmm” … Jeg roede lidt<br />
i min ellers nogenlunde velassorterede<br />
hukommelse for ”hundegenkendelse”,<br />
for at finde et billede, der kunne matches<br />
med den vovhund, som snusede rundt<br />
Globen er med på tur. Her foran Kaukasus-bjergkæden,<br />
på vejen mellem Mestia og Ushgul.
Change language