Plantejægere

“Jeg har mødt mange mennesker, som begyndte uden en cent og har tjent flere penge
på to eller tre år, end jeg har i 13 år og som uden at have været udsat for brandstorme
eller øsregnvejr, siddende i en kano med vand til knæene, - har fået dårlig eller ingen
mad, - uden at få søvn om natten og blevet angrebet af insekter og med visheden om
intet at have og se døden i øjnene - som jeg har gjort”.
Alle andre ville have givet op, men Spruce fortsatte med at samle en masse fine
planter, som blev fragtet til England i januar 1861.
Det var en stor bedrift. Men Spruce var en skuffet mand. Han appelerede til den briti-
ske regering om en officiel ansættelse i Sydamerika, hvilket ville have givet ham en
lille indkomst og tilladt ham at arbejde med sine botaniske interesser, uden det hårde
slavearbejde for at skaffe midler til sig selv og sine ekspeditioner.
Han så sig selv dø af feber og fattigdom ude i stand til at vende tilbage til England og
tilbringe sine sidste år med at arbejde med sine samlinger. Han følte sig heller ikke
værdsat af de andre videnskabsmænd.
I oktober 1861 skrev han et bittert brev: “Hvis jeg havde arbejdet lige så lang tid i
østen, som jeg har gjort i vesten, kunne jeg sikkert regne med en pension, hvis jeg
blev ude af stand til at arbejde; men jeg tror ikke, der er noget håb i mit tilfælde”.
Tre år senere vendte han tilbage til England. På et tidspunkt havde hans indsamlinger
af frø og planter af chinchona træet udviklet sig til plantager i Syd Indien og Sri
Lanka. Den farmateutiske industri havde stor succes med at forarbejde barken og i
tusindvis af liv blev reddet fra malaria.
Oven i alt dette samlede han 30.000 arter af planter og han udgav en ordliste over
indiske sprog og dialekter.
Han studerede gummi træer, som viste sig at være uvurderlige for gummi-industrien i
det fjerne østen.
Endelig og temmelig modstræbende blev den engelske regering og den indiske
administration enige om at betale Spruce en pension på 100£ om året.
Denne gerrighed tillod ham at trække sig tilbage til et lillebitte hus i Yorkshire, hvor
han arbejdede med sine samlinger og skrev sit monumentale værk,” Hepaticae
Amazonicae et Andinea”, som blev publiceret i 1885.
Her beskrev han 700 arter af leverurt, af hvilke han havde samlet 500, af disse arter
var 400 nye for botanikerne. Han har også skrevet en populær beskrivelse af sine
rejser.
Uanset, at han havde et dårligt helbred, levede han til han var 75 år. Han døde tre dage
efter jul i 1892 i Coneysthorpe i North Yorkshire.
Den amerikanske botaniker, Richard Evans, skrev i en passende gravskrift bl.a.
følgende:
“Jeg har følt det i de dybe skygger i Amazonas skove. Jeg har følt det i herbarier.
Jeg har følt det, mens jeg stod foran Spruce´s ydmyge hytte. Jeg har følt det igen,
da jeg stod ved hans grav i Terrington, men der, under de lave skyer i april - ved jeg,
det er sandt.