Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

Dagens sidste indleder har vi hørt nogle gange, så jeg er
sikker på at Katrine holder sig pænt indenfor sin tidsramme,
sådan at der er frokost her i Snapstinget bagefter og
inden Katrine lige kommer til, vil jeg godt bede om, når
vi nu forlader salen her, og går til frokost overthere, at
vi så tager skilte og alt muligt andet med her fra salen,
sådan så vi forlader vores dejlige fællessal her på Christiansborg
nydelig og pæn. Da jeg havde kontakt til Katrine
første gang, eller hun havde kontakt til mig, om der
var mulighed for, at hun kunne få lov at sige lidt her de
her dage, så har jeg i hvert fald prøvet i programmet at
veksle lidt imellem dem, der sådan med mange forskellige
kasketter på, politikere og embedsmænd og andre
har haft fingrene nede i de her ting, og hvordan man i
brugerorganisationerne ligesom arbejder med tingene
i hverdagen på forskellig led og så er det vel ikke mere
naturligt andet end det var en fra brugerorganisationen,
som fik lov at slutte de her to temadage af. Jeg er
ikke i tvivl om, at det er det, vi kommer til at høre – men
alligevel lidt spændende at få Katrine her på podiet og
slutte dagen af, så med viden om, at du har afslutningen
her og at den er i din magt, så overlader jeg dig podiet.
Velkommen til Katrine.
Katrine Woel
Jo tak, og tak fordi jeg måtte komme.
Så skal vi lige se her – ja, jeg vil godt sige tak først fordi jeg
måtte komme her til jeres Temadage i LPD og runde de her
dages debat af med endnu et indspark til temaet: holdninger
til psykiatrien og mennesker, og jeg vil også ønske jer
stort til lykke med de 20 år.
Jeg skal tale om nogle af de fænomener, der på forskellig
vis danner stigma indenfor psykiatrien og hvilke udfordringer
jeg formoder et brud med stigma på psykiatrien
kan indebære. Jeg er glad for at stå her i dag, som repræsentant
for Fællesrådet, der er en paraplyorganisation,
som repræsenterer 21 bruger- og pårørendeforeninger for
psykiatrien i hovedstaden, for når 21 foreninger på psykiatriområdet
med forskellige baggrunde og holdninger
til psykiatri, diagnoser og de mennesker som er i berøring
med psykiatrien skal nå til enighed, så kan det ende som
den rene slagmark, hvor folk bruger mere tid på at være
sure over det vi er uenige om, i stedet for at være glade
over, at der findes holdninger vi er fælles om og i fællesskab
kan forsøge at opnå indflydelse på disse områder.
Så derfor har vores formand for Fællesrådet Kirsten Hove
brugt ca. 10 år på at bede folk om at lade være med at
118 LPD · avisen · TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG
diskutere alt det vi alligevel aldrig kommer til at danne
konsensus omkring, og kun arbejde på de områder vi i foreningslivet
er enige om. Jeg tror, at Kirstens budskab især
i de senere år er blevet hørt, samtidig er det et budskab
vi alle i Fællesrådet bringer med os videre i det arbejde vi
udfører i foreningslivet. Det skaber et fundament for bedre
netværksdannelse, og dialog på kryds og tværs af de
barrierer vi står overfor. En af de barrierer vi kan overvinde
er netop holdningen til psykiatrien, en barriere som også
binder os sammen og jeg tror, at vi i foreningslivet uanset
om vi er brugere eller pårørende eller begge dele, eller frivillige
ildsjæle alle sammen tit og ofte har følelsen af frustration,
skam, vrede og især afmagt, når vi stilles overfor
psykiatrien, den behandling der er blevet tilbudt samt i
forholdet til de systemer, der skulle lette livet for brugerne
og deres pårørende. En barriere der skaber så mange følelser
hos de mennesker der involveres i psykiatrien, at det til
tider kan være svært at forstå, hvad det er vi i foreningslivet
kan være så uenige omkring. Når tankerne falder på,
at vi som mennesker ikke kan føle os hørt, at vi føler os
overset eller overflødige, at vi ikke bliver informeret eller
ved hvad vi skal gøre, når sygdommen indtager sin plads
i livet, så burde vi fra det udgangspunkt kunne nå til enighed
om det meste, men jeg tror i bund og grund ikke at vi
enige om så meget andet omkring psykiatrien end at det
kan gøres bedre. På den anden side bliver det så også til
et ganske utaknemmeligt job at være psykiater, for siger
vi til politikerne, at vi gør det godt nok, så betyder det, at
politikerne kan lukke kassen i med god samvittighed og
at al udvikling og forskning på dette område, der efter
vores opfattelse i forvejen i høj grad er underprioriteret,
kunne stoppe her. Derfor vil jeg formode at både psykiatri,
politikere, patientrådgivere, bistandsværger, pårørende,
ildsjæle osv kan blive enige om, at vi skal fortsætte, fortsætte
udviklingen af en psykiatri og netværksdannelse i
rehabiliterende kontekst samt at den støtte som brugere
og pårørende har behov for, for at komme bedst muligt
videre i livet. Når holdninger alene i foreningsfællesskab
af brugere og pårørende organisationer kan udtrykke divergens
på et niveau, der til tider kan gøre os handlingslammede
– er det så kun os, der har svært ved at indgå
kompromis eller har mon psykiatrien selv de samme vanskeligheder.
Derfor vil jeg stille et spørgsmål af en mere
filosofisk karakter til dagens tema, for hvad indebærer det
egentlig at have en holdning.
En holdning – det beskriver en persons positive eller negative
vurdering af de oplevelser mennesket er i stand til at
erkende, det er især den følelsesmæssige overbevisning,
der er med til at afgøre menneskets holdninger til forskellige
fænomener. Vi danner dermed holdninger til psykiatrien,
men også til hinanden ud fra den måde, hvorpå vi
som fænomener tilsyneladende fremtræder for hinanden.
Vi dømmer dermed vores oplevelser af mennesker, psykiatri
og sygdom som de fremtræder for os. Samtidigt mærker
vi også, hvor problematisk den rene subjektive erkendelse
af verden kan være, dels fordi mennesker i form af