Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

der er en tilgang til det at have en psykisk sygdom, eller
mennesker med psykisk sygdom, at jeg undrer mig meget
over, at det her med at politiet skal varetage en så stor del
af opgaven, hvad omhandler fx i forhold til tvangsindlæggelser
og tvangsbehandling – nu senest, vi har jo også været
med til forhandlingerne og været med til lovforslag,
som jeg har det meget svært med ambulant tvang, og der
skal politiet jo ud og hente mennesker med psykisk sygdom
og få dem ind til behandling på psykiatrisk afdeling,
og jeg har så svært ved at forstå at når i hvert fald – når vi
snakker om mennesker som jo er kendt af behandlings systemet,
hvorfor at det så er politiet der skal ud og hente
dem, for de er jo ikke kriminelle de mennesker der har en
sygdom og det samme i forhold til tvangsindlæggelser, så
vidt jeg ved, så stor i lovgivningen at så vidt muligt skal
komme i civil, det skal politiet, men det jeg hører fra folk,
der beskæftiger sig med området, det er bare at det langt
fra altid er tilfældet, og jeg frygter, at det er en af de ting,
der er med til at optrappe nogle af de her situationer, at
jeg kan godt forstå at hvis man er psykotisk eller ikke har
det særlig godt, at der så tropper et par politi betjente op i
uniformer, at det kan være med til at optrappe en situation.
Jeg synes i hvert fald, at det med fordel var et sted man
kunne tage fat, i hvert fald kunne man sikre sig, at de lever
op til lovgivningen og at de så vidt muligt møder i civil, og
der mener jeg, at da må det være i hvert fald flertal af gangene
at man kommer i civil. Men det er jo også det, at når
man inddrager politiet at – jeg mener bare, at det er med
til også at bestyrke det her billede af, at når man har en
psykisk sygdom, så er man kriminel. Og det mener jeg
bare – jeg er rigtig rigtig ked af det billede, fordi vi bare
hører om de der få tilfælde, hvor det går rigtig rigtig galt
og meget tragiske situationer, men det er jo så det, der fylder
i medierne. Der er ikke særlig mange gode historier og
dem ville jeg gerne have frem, og der også mange succeshistorier
og der kommer forhåbentlig flere. I forhold til
hvorfor psykiatrien er sådan – nu er der flere der har nævnt
ordet andenrang, og der – jeg har vist tabt noget papir på
vejen herop, eller hvordan, nej jeg har det her på bagsiden
– Jeg mener – eller jeg gik ind i politik, fordi jeg synes at
psykiatrien har været alt for underprioriteret både politisk
og økonomisk, og jeg tror i høj grad, at det har betydning
for hvorvidt det har prestige at arbejde i psykiatrien. Det er
ikke et område der bliver forgyldt på samme måde som
kræftpatienter og hjertepatienter eksempelvis gør, og det
vil jeg gerne være med til at lave om på, og nu har vi snakket
SATS pulje og finanslov og jeg er begyndt i mit eget
parti at prøve at åbne op for, at vi måske skulle kigge på
hele SATS pulje konstruktionen, for jeg synes det er meget
uhensigtsmæssigt – en ting er at man sætter gang i en
masse initiativer, gode initiativer, hvor man så er nødt til at
lukke halvdelen af dem, fordi man ikke bare kan sætte i
gang, der skal sikres en forankring. Det betyder, at man
skal sige nej til nogle rigtige gode tilbud, og det kan være
nogle tilbud som hjælper mennesker med at få dagligdagen
til at hænge sammen. At mennesker, der arbejder
med folk i udsatte grupper de skal sige nej, nu kan vi des-
56 LPD · avisen
værre ikke fortsætte, det synes jeg er meget meget uheldigt.
Det andet er, at psykiatrien jo som bekendt finder en
stor del af sin finansiering i SATS puljen og det synes jeg –
det forstår jeg simpelthen ikke – jeg tror ikke at man kunne
forestille sig, at man skulle sidde og lave kræftpakker i
SATS puljeregi. Så skulle vi sidde hvert 4. år og tage stilling
til, om vi nu skulle fortsætte de ting vi har sat i gang på
kræft området, det tror jeg de færreste kunne forestille sig,
men det er jo det vi gør på psykiatrien, og jeg vil meget
gerne – og jeg gør også hvad jeg kan, for at prøve at presse
på til at vi forhåbentlig en dag kan få flertal for at få psykiatrien
over på finansloven, fordi jeg kan simpelt hen ikke se,
hvorfor den ikke hører til der. Og jeg vil også gøre alt hvad
jeg kan for at få opprioriteret psykiatrien økonomisk. Vi har
jo set af tallene i dag, at psykiatrien halter bagefter – og nu
har vi set siden 2000, at psykiatrien har fået tildelt så mange
færre ressourcer end somatikken og det er jo ikke fordi
psykiatrien til at starte med var på et helt andet niveau,
altså lå langt højere, snarere tværtimod. Psykiatrien mangler
og har længe manglet midler, og det mener jeg er noget
man skal tage fat på. Og jeg siger ikke det er let – fordi
det er klart, at når jeg siger, at jeg gerne vil have det over
på finansloven, jamen hvor vil vi så finde pengene, men
det er et spørgsmål om prioritering og det vil jeg gerne
være med til at vi skal prioritere i det Radikale Venstre. En
anden ting, hvor jeg synes den der andenrangs behandling
kommer til udtryk det er i forbindelse med ventetider,
alle de her garantier der bliver udstedt, og jeg er ikke nødvendigvis
fortaler for at man skal have en måned på alle
sygdomme, fordi jeg mener, at man skal tage de mennesker
der er sygest først, og så skal det være op til fagfolk at
prioritere, hvem der har brug for behandling først, men
når det så er sagt, så synes jeg det er mærkværdigt at man
har indført en behandlingsgaranti på en måned i somatikken,
mens man har to måneder i psykiatrien, og til at starte
med var det kun i BørneUnge psykiatrien, nu er det så
også i Voksen psykiatrien, men man er jo ikke mindre syg
bare fordi man har en psykisk lidelse end man er hvis man
har en somatisk lidelse og det er den der med – det er lige
som om at på en eller anden måde kommer psykiatrien
bare altid ned i 2. række. Det samme kan man sige i forhold
til alle de her ordninger der er blevet lavet med – fordi
heldigvis så vinder der mere og mere sådan frem, at
man kan få mulighed for at få tilskud til psykologbehandling
og det synes jeg er en god udvikling, fordi jeg tror på
– jeg har jo selv oplevet hvordan man kan få nogle redskaber
til at håndtere sin sygdom – og det vil jeg gerne være
med til at give til flere mennesker, og da har man lavet –
først har man lavet i forhold til mennesker med depression,
at man har lavet denne her ordning, at man kan få tilskud
til psykolog behandling, hvis man er mellem 18 og 37
år, og grunden til at grænsen går der, jamen der siger de
bare, at det var fordi der ikke var flere penge og så i stedet
for måske at tage udgangspunkt i folks behov, så siger
man nå men hvor mange kan vi så – og så sætter vi grænsen
på baggrund af et alders kriterium og det synes jeg er
diskriminerende og jeg synes ikke det giver nogen me-