Nummer 80 (august 2010) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

Så vi har ikke fået sådan kan man sige nogen solid politisk
opfølgning på, at vi fik den her analyse og dokumentation.
Rapporten giver også en gennemgang af hvordan retstilstandene
var på det tidspunkt i vores nabolande, Norge,
Sverige og på Grønland, og noget der er interessant er at
hvis man kigger på forholdene i Sverige, så er det sådan,
at den svenske lovgivning om behandlingsdomme den
bygger på en anden juridisk filosofi, jeg tror det hænger
sammen med at Sverige ikke i samme omfang som Danmark
er påvirket af den gamle psykiatriret, fordi princippet
som også var i dansk lov om at den sindssyge ikke skulle
straffes, men til gengæld ifølge dansk lov skulle fx kunne
plankes, altså man kan sige det var de samme principper:
man skal ikke straffe, men vi spærrer alligevel inde. De principper
har man ikke i svensk lov. Der er ikke noget i svensk
lov, der hedder, at man er straffri pga utilregnelighed eller
psykisk sygdom, og det betyder, at svenskere der begår
milde lovovertrædelser selvom de har en alvorlig psykisk lidelse
så vil de få en bødestraf ligesom alle andre, fordi man
først foretager en strafudmåling. Hvis så strafudmålingen
indebærer fængselsstraf, så træder der et princip ind om
at sindssyge mennesker ikke skal i fængsel, og så bruger
man behandlingsdom. Det betyder, at når man kigger på
tallene, – jeg har fået fat i statistikker rimeligt ajourførte
statistikker fra Sverige, så viser det sig altså at anvendelsen
af behandlings domme i Sverige relativt er langt mindre,
langt mindre end i Danmark, så vi skal bare kigge til vores
nabolande, hvor man har en anden tænkning, og det er
derfor, at jeg synes man skal passe på med at gøre jura til
noget objektivt, det er det ikke, jura er jo også dybest set
politik altså på et eller andet niveau.
Det får mig til sådan lige at tænke tilbage til sidste gang jeg
var til et stort arrangement her i salen, vi havde faktisk en
hel fyldt sal til en høring som den forening jeg jo også har
været med til at starte og som jeg nu er ansat i – foreningen
af nuværende og tidligere psykiatribrugere. Vi havde
en høring for godt 2 år siden i anledning af, at vi havde fået
FN’s konvention om handicappedes rettigheder, den havde
vi fået færdigskrevet og besluttet i FN’s generalforsamling.
Når jeg siger vi, så er det fordi at bevægelsen blandt
psykiatribrugere og psykiatrioverlæger i høj grad havde
været med til at påvirke indholdet af den her konvention.
Det kom måske på bag på mange i den danske andedam at
vi som organiseret psykiatribrugere og psykiatrioverlæger
har været med helt i front i FN. Jeg har været med til møder
i den forbindelse med den komite, den ad hoc komite
som igennem ca. 2,5 – 3 år udviklede konventionen, har
med den officielle komite med officielle deltager fra FN’s
medlemslande. Der havde vi et forum, som voksede og
voksede, et handicapforum, hvor vores bevægelse var en
af de ledende kræfter og især en af vores ledende jurister i
vores internationale bevægelse var en af drivkræfterne, og
det betyder, at hende som var en af – altså vores repræsentant
i det – hun var faktisk med til at skrive det første udkast
til en konventionstekst og det betød, at da man så løbende
skulle forhandle – og det var jo ud fra det princip som Lars
Løkke ikke var i stand til at forstå – at man jo i FN arbejder
med konsensus og derfor bliver det meget langtrukkent.
Det handler jo ikke om at man sad og stemte, som vi plejer
herhjemme, det handler om at man hele tiden arbejder
med at nå frem til nogle formuleringer, som alle kunne
være med til, og det har været spændende at deltage i det
lobbyarbejde, hvor man frit kunne cirkulere i modsætning
til forhandling til folketinget herinde, så kunne vi frit cirkulere
rundt og prikke til de delegerede fra de forskellige
lande, og prøve at påvirke beslutningsprocessen. Det lykkes
rent faktisk at fastholde nogle formuleringer i konventionen,
som varetager psykiatriske patienters interesser, på
en helt anden måde end vi nogensinde tidligere har set i
international ret eller international lovgivning. Det vil jeg
om lidt bruge som mit afsæt for at tale om emnet her om
holdninger, for jeg synes jo, at når vi taler om holdninger
til psykiatri og psykiatriens patienter eller klientel, så synes
jeg vi må ligesom have et eller andet at holde de holdninger
op imod, som vi møder. Da synes jeg vi med konventionen
her har fået nogle meget fine standarder for hvilken
værdighed, hvilken respekt og hvilke rettigheder man
uanset hvilken form for handicap man har er ramt af, bør
kunne forvente at ens lovgivere, myndigheder, behandlere
osv lever op til, og hvis vi måler dansk psykiatri og dansk
lovgivning op imod de her internationale standarder, som
det danske folketing faktisk har sagt ja til, fordi man har ratificeret
FN konventionen, så viser det sig, at der et – ja, der
er et helvedes gab imellem, der er så stort et gab imellem
de formulerede rettigheder, som man har sagt ja til, ja I har
de rettigheder, og så hvordan man forvalter lovgivningen
her i landet.
Hvad Rådet angår, så er der ingen tvivl om, at vi i Rådet har
meldt klart ud, at vi mener at tvang i psykiatrien skal begrænses
til det absolut minimale, nemlig til påviseligt livstruende
situationer, når det kommer til tvangsbehandling,
og vi har faktisk også på et tidspunkt meldt ud, at de behandlingsmetoder
man burde kunne have lov til at bruge i
påviseligt livstruende situationer ikke skulle være metoder,
som potentielt beskadiger hjernen, nemlig det man bruger
i dag, neuroleptika eller antipsykotisk medicin og elektrochok.
Det var på et tidspunkt, hvor Preben Brandt var i sit
meget imødekommende lune og hvor han fulgte mig på
den vej og vi har skrevet det ind i vores årsrapport, at det
er og var Rådets holdning. Det er nok det mest progressive
vi finder her i landet af udmeldinger om i hvor stort et omfang
det burde være legalt at tvangsbehandle patienterne
i psykiatrien. Vi har sagt, at vi mener, at mennesker med
psykiske lidelser skal behandles på lige fod med alle andre
borgere, have deres fulde rettigheder og at FN’s handicap
konvention bør være retningsvisende. Nu har jeg det med,
at jeg kommer til nogle gange at komme lidt for meget
rundt om kroge og hjørner. Hvornår er det jeg skal slutte,
det er kl. ? – hvornår er det jeg skal slutte mit indlæg?
Svar: Fra salen, kan ikke høres.
TEMADAGE PÅ CHRISTIANSBORG · 85 LPD · avisen