Stiftsårbogen 2009 som pdf-fil - Holmens Kirke

Lyden af kirke Lyden af kirke
Den franske revolution svækkede kirken men ikke reli-
giøsiteten. For de romantiske komponister var kunst og
religion to sider af samme mønt. Individuel personstil
smeltede sammen med kirkelig udtryksmåde, selvom
den konventionelle skillelinje mellem kirkeligt og verds-
ligt officielt opretholdtes. Men der er ikke nævneværdig
stilforskel mellem f.eks. Beethovens 9. symfoni og hans
Missa Solemnis eller mellem Verdis operaer og hans
Requiem. Bruckners symfonier er mindst lige så konfes-
sionelt katolske som hans kirkelige værker etc.
I midten af 1800-tallet svingende pendulet (der-
for) endnu en gang. Den såkaldte Cæcilie-bevægelse
fik vind i sejlene på et back-to-basis-program, der kræ-
vede det subjektive romantiske føleri erstattet af en til-
bagevenden til reformationstidens ”objektive” renhed:
de kernesunde Luthersalmer og Palestrinastilens svale
klangskønhed. Kirkemusikken skulle generobre om
var almenviden, men som historieløse eller direkte hi-
storiefjendtlige kræfter helst så fortrængt til glemme-
0
ikke sin uskyld, så dog sin tabte autonomi.
meres. Man må da følge med tiden. Og ingen kan vel
1
Paradoksalt nok måtte Cæcilie-bevægelsen således have noget imod, at folkekirken fornyer sig, med fancy
i sin kamp for den oprindelige ”prima pratica” affinde hjemmesider, face-book, twitter, babysalmesang, læse-
sig med rollen som ”seconda pratica” i opposition til klubber, måltidsgudstjenester med eller uden fri bar
den p.t. herskende ”prima pratica”, altså romantikken. osv., selvom ikke alt foregår på evangelisk-lutherske
Det skulle snart blive anderledes. Cæcilie-bevægel- præmisser.
sen fæstede solide rødder i Nordeuropas luthersk-evan- Det er alt sammen udenværker. Og der er da helgeliske
kirker, ikke mindst i Danmark. Dansk Kirkesagn digvis stadig grænser for, hvor langt kirken kan og vil
med Thomas Laub (1852–1927) som utrættelig front- gå for at få flere kunder i butikken. De grænser er ofløber
var i høj grad inspireret af Cæcilie-bevægelsen. ficielt sat ved højmesse, dåb, konfirmation, bryllup og
Laubianismen, med mange, folkeligt krævede modifika- begravelse, alt det, der kaldes kirkens kerneydelser på
tioner, udviklede sig til den danske folkekirkes ”prima tidens charmante managementdialekt. Trods blitzende
pratica”, en position der først for alvor blev anfægtet i mobiltelefoner og anden invasiv vandalisme lykkes
slutningen af 1960’erne.
det dog de fleste præster at formidle evangeliet uden
Formålet med dette omstændelige, men langtfra ud- at forfalde til et kravlegårdsniveau, der måske, måske
tømmende resumé af kirkemusikkens fluktuationer si- ikke ville tænde det infantile befolkningssegment.
den reformationen, har ikke været at imponere endsige Anderledes med musikken. De fleste præster er
irritere eventuelle læsere. Hensigten har i al polemisk lærde folk med en velplejet kulturel og social kapital.
troskyldighed været at repetere en lektie, som engang Men de færreste røber indsigt i eller faglig interesse for
bogen.
Lektien er den enkle, at den samlede kirkemusikhi-
storie i al sin mangfoldighed er blevet en del af den kol-
lektive hukommelse, og at den revitaliseres hver evige
søndag i hvert evige kirkeår i hver evige kirke landet
over. Og i hver evige morgenandagt fra domkirken i
København, vil DR-lyttere tilføje. Musikken taler her
med den samme histories autoritet som forkyndelsen,
komplementære størrelser som de er.
”Vil selv du kende dit væsens rod, skøn på de
skatte, de efterlod”, sang Johannes V. Jensen, dog vist
ikke direkte til kirkemusikkens pris.
Overfor dette respektable, men konservative syns-
punkt står det voksende krav om fornyelse. Og selvføl-
gelig skal folkekirken fornyes, måske ligefrem nyrefor