Stiftsårbogen 2009 som pdf-fil - Holmens Kirke

Forord
Vi tager hele sanseapparatet i brug, når vi møder det gud-
dommelige.
Troen kommer nemlig udefra og ind i os. Det kan
føles, som om den vælder op indefra. Men med troen
er det ligesom med kærligheden. Den kommer fra sin
genstand. Vi elsker, fordi der er en, der er elskværdig.
Vi tror, fordi der er en, der er troværdig. Vi er således
kristne, fordi vi finder Kristus troværdig.
Vi møder Kristus i ord og sakramenter, det vil sige
kunne tale sammen, når vi vel at mærke talte om det, vi
hver især havde forstand på. Det gjaldt om at blive klog
på hinanden. Og kirkens folk har kæmpet en brav kamp
for at gøre kristendommen plausibel som en både følelsesmæssig
og intellektuel mulighed.
Interessen for kommunikation samlede sig indimellem
mere om form end om indhold. Man kunne sige,
at man måske havde matchet det eftermoderne bedre,
hvis man i højere grad havde besindet sig på sin egen
6
i forkyndelsen, i dåben og nadveren. Nu skal man imid- kode og i mindre på sine events.
7
lertid ikke kende meget til den evangelisk-lutherske Men i eventkirkelighedens kakofoni røgtede salme-
kirke for at vide, at øret har fået tildelt de fleste privilebogen sin opgave som folkekirkens bekendelsesskrift
gier. Protestantisk gudstjeneste efterlader det umisken- og troslære. Når vi ved, hvad det er, vi tror på, skyldes
delige indtryk, at det, der skal ind i os, skal ind gennem det ikke mindst, at vi har sunget det ind i os. Ingen jul
øret. Gennem Øresund sagde Grundtvig. Kristendom uden Brorson, ingen påske uden Kingo og ingen pinse
skal som alt andet, der skal nå hjertet, ind gennem den uden Grundtvig.
kvemme forklaring, at det er et spørgsmål om smag og Med andre ord: hvordan synger man i kirken med sig
sunde øre.
Og så er sangen som kommunikation demokratisk
behag.
selv i behold? Tilfredsstiller den eftermoderne løsning
Men ethvert middel er selvfølgelig legitimt og brug- på den plausible måde. Alle kan være med og menin-
Smag og behag kan diskuteres. Men det er også mu- med bare at lade formerne stå uformidlet klos op ad
bart efter omstændighederne, når det gælder om at arve gen ligger i den betydning, vi hver især tillægger det
ligt at lægge objektive kriterier til grund for diskussio- hinanden den kirkelige ambition om at gå ind i sin tid ?
sin kristentro videre. Vi kan male, synge, komponere, sungne. Sådan er fællessangen som kommunikation en
nen. De er også til drøftelse.
Disse spørgsmål er blevet stillet musikere af deres
fortælle. Gad vide, om man ikke også kan koreografere acceptabel meddelelsesform. Den syngende gør selv er-
Endelig har vi besluttet os for at finde ud af, hvor- meningers mod. De har givet hver deres bud på et svar,
evangeliet.
faringer med det, der synges om. Hér er ikke brug for
for komponister af både klassisk og rytmisk dannelse og det er alt sammen foregået i en urban tone. Vi fore-
Når kirkens interesse alligevel samler sig om det nogen udlægning ved en pibekravet embedsmand.
komponerer og digter til kirkelig brug. Efter gængs opstiller os derfor ikke, at diskussionen hører op her.
talte ord, har det muligvis sin begrundelse i den lydhør- Det er muligt, man skal forstå den opblomstrende
fattelse kræver det et afkald på kunstnerisk autonomi, Det sidste ord er ikke sunget i den sag.
hed, det eftermoderne samfund demonstrerer. Blev Taizésang og de gregoriansk inspirerede spiritualitets-
når man må tilpasse sig de kirkelige ritualers form og
verden moderne i et opgør med den forestilling, at vi former i denne sammenhæng. Redaktionen har spurgt
indhold. Så minder det ikke, som komponisten Sven Jesper Stange
kunne tale på hinandens vegne, blev den til gengæld sig for. Vi vil nemlig gerne vide, hvad der er god tone,
Erik Werner spørger, om den klassiske kapitulation, at
eftermoderne med opdagelsen af, at vi alligevel godt og hvad der befinder sig på den anden side af den be-
fanden går i kloster, når han bliver gammel?