Stiftsårbogen 2009 som pdf-fil - Holmens Kirke

mider, sten, dufte, farver, tarotkort, astrologi og hea-
ling.
Det var underholdende og på mange måder et ge-
demarked, hvor nogle lavede både penge og prestige
ud af forvirringen, men der var og er også en masse
nyttigt og godt i hele dette ”alternative” landskab.
Selvudvikling blev et nøgleord, og det har tiltrukket
utalte mængder af søgende sjæle, som ikke fandt svar
andre steder. Alle dem, som fandt den gamle kirke stiv,
fordømmende og sort, men som alligevel søgte efter en
udvikling af deres åndelighed og tro.
Kirken var i det store og hele chokeret over al
denne åndelige selvtægt, men der var dog enkelte præ-
ster, der bemærkede, at der også var en ægte religiøs
søgen på færde. Kirken som helhed var dog i det store
og hele afvisende, og slog syv kors for sig, da de første
”hekse” begyndte at brygge urtemedicin af helbredende
78
urter. Og det kan man sådan set ikke fortænke kirken i. fostrede store kristne ikoner som Bodil og Hal Koch, og
sker har gennemlevet fra 1960´erne til i dag.
værdigt af Gud at lade sin søn være menneske uden at
79
Men de nye unge teologer da, de som også var en teologi blev igen et eftertragtet fag, selvom det var et
Anna har været gennem lange forløb med bevidst skulle udsættes for lidelser. Menneskelivet er jo fyldt
del af de store generationer? Jamen, de deltog også i
oprøret, og jeg må med skam melde, at vi ikke bemær-
kede den del. De fleste af dem, kan jeg se i dag, var sik-
kert at finde i den midterste hovedstrømning, den eti-
ske/politiske, og det var en rigtig sund kur for både kir-
ken og teologien. De åbnede teologien op for samfun-
det, for det sociale og det oprørske. Mange var inspire-
ret af befrielsesteologerne i Latinamerika, som tog ak-
tivt del i kampen på de undertryktes side, og efter 1970
kom den feministiske teologi til. Begge dele var utroligt
vigtige bidrag og korrektioner til den hidtidige teologi –
og en af grundene til at Folkekirken i dag er langt, langt
bedre end sit rygte.
Anna på jagt efter troen
At min egen barnetro blev afviklet i de år, kan jeg nok
ikke påstå, det gik den snarere som hos de fleste andre,
Barnetroens afvikling og troens udvikling i det moderne Barnetroens afvikling og troens udvikling i det moderne
at den fik lov at flyde, og næstekærligheden blev omsat
i politik og solidaritetsarbejde. Jeg gjorde som de fle-
ste i den store bevægelse: vi lagde troen bort sammen
med titlerne, og dér lå den og flød ligeså stille.
At langt de fleste af os alligevel kan kortlægge vo-
res vej væk fra barnetroen, er gået op for mig ret sent.
Det er bare så sjældent, nogen spørger os om det. Men
der findes hos de fleste af os begivenheder, opdagelser
og påvirkninger, som vi kan sted- og tidsfæste i vejen
væk fra den aktive tro. Processen hos den enkelte lig-
ner meget den proces, jeg har beskrevet i det historiske
forløb, og det samme gælder for processen med gen-
udviklingen af troen. Individ og samfund udvikler sig
hånd i hånd og modsætningsvist.
Genudviklingen af troen begyndte nemlig også at
kunne skimtes her omkring 1960, dengang huset var fe-
jet næsten rent for Ånd. Det sekulære socialdemokrati
fag i oprør. Siden kom tresserne med den brogede ån-
delige vækkelse, og de utalte tusinder fra oprørets ef-
terdønninger findes stadig omkring os. De findes i alle
politiske afskygninger, og de er stadig vågne og spiri-
tuelle, og mange af dem søger i retning af kirke og kri-
stentro. De går sommetider i cirkler omkring kirkedøren
og kan ikke kan beslutte sig for, om de vil ud eller ind,
for de er fyldt med nedarvede forestillinger om, hvad
kirke og tro er, og de kender meget lidt til den kristen-
tro, som har udviklet sig det sidste halve århundrede.
De er gået deres egne veje, og deres billede af kirken er
det fra dengang: Både tiltrækkende og frastødende.
Sådan en er Anna. Hun er lidt yngre end jeg, og vi
har flere fælles bekendte. Derfor vidste jeg allerede lidt
om hendes liv og spirituelle søgen, da hun så at sige
dukkede op i mit liv, da jeg arbejdede på min bog. Hun
stod pludselig foran mig, og afslørede et klart ønske
om at blive kristen. Jeg var i færd med at snige mig væk
fra en reception, men hun stod der og sagde: Jeg ved,
du er kristen. Det vil jeg også så gerne være!
Min forbløffelse var stor, og jeg må indrømme, at
jeg i første omgang bare tænkte, lad mig komme væk.
Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle forholde
mig til den pludselige og utilslørede opfordring, og jeg
mumlede lidt i øst og vest på vejen ud. Næste dag ærg-
rede mig over min åndelige elendighed, og jeg ringede
til Anna og spurgte, om ikke vi skulle snakke om det,
hun havde spurgt mig om. Jeg fortalte, at jeg skrev på
en bog om emnet – og hun kunne jo nok lære mig et og
andet. Det blev til tre lange møder med båndoptager,
kager, og masser af gensidig inspiration. Og når jeg
medtager historien om mit møde med Anna her, så er
det fordi jeg er sikker på, at Anna er typisk for den ån-
delige og religiøse udvikling, som millioner af menne-
spirituel træning og meditation. Hun har befundet sig i
den mystiske eller esoteriske afdeling, og det har fyldt
hendes liv i mange år. Hvorfor vil hun så absolut være
kristen? Jeg spørger helt uden bagtanker, jeg er bare så
nysgerrig. Og hendes svar forbløffer mig lige så meget
som hendes henvendelse på receptionen. Det er nem-
lig lige så kort og præcist: jeg vil så gerne være i et rum
som kan rumme mig.
Jeg tænker på det meget åbne og frie rum, hun må
have været i med sin spiritualitet, og spørger så, hvad
der mon står i vejen for hendes ønske om at blive kri-
sten? Er der noget, hun ikke bryder sig om? Og svaret
kommer ligeså prompte som de andre svar: hun kan
ikke snuppe det dér med, at en anden skal bære hendes
skyld og ansvar. Det skal hun da selv bære.
Jeg siger, at jeg kender ikke mange, der ikke kom-
mer til at bære deres ansvar på en eller anden måde,
men om ikke det alligevel er et meget godt løfte om
at blive tilgivet? Og sådan fortsætter vi. Samtalerne er
lidt udførligere refereret i min bog, men jeg vil kort her
nævne et par andre spørgsmål, vi var inde på. Jeg ville
for eksempel gerne vide, om det måske var selve ho-
vedpersonen, der var problemet, altså Jesus som Guds
søn?
Nej, slet ikke, for Jesus er en fantastisk skikkelse,
men hun synes blandt andet, at der er for få mirakler
tilbage i kristendommen. Det finder jeg forbløffende, al
den stund Jesus jo betjener sig af det ene mirakel efter
det andet. Men den slags mirakler er nok lidt for dag-
ligdags i Annas verden. Og jeg spørger så om påsken?
Opstandelsen? Er det ikke et mirakel?
Jo, vidunderligt, det bedste af det hele. Men al den
lidelse! Hvad skal vi med det? Og jeg forsøger mig med
et modspørgsmål: Ville det ikke være temmelig utro-
med lidelser? Jo, på den måde forstår hun det fuldstæn-
digt.
Næste gang vi mødes, har hun været i sin lands-
bykirke, og hun fulgtes med nabokonen, for hun var
ikke meget for at gå alene. Jeg spørger, hvad der var
det bedste ved det, og også her er svaret uden tøven:
Altergangen. At ligge på knæ dér sammen med femten
mennesker, hun ikke kendte, og dele måltidet, mens so-
len faldt ind gennem kirkeruderne.
Jeg forstår, at Anna nok er fuldt så kristen som jeg
selv, men vi fortsætter alligevel samtalerne en omgang
mere. Anna er, så vidt jeg ved, stadig søgende, men
jeg regner hende for kristen. Uden for al tvivl. Hun er
bare en utraditionel kristen, og hvad mere er, hun er et
perfekt eksempel på, hvad vi står overfor som kristen
kirke i dag. Titusinder, der har fået tæppet rykket væk
under barnetroen og derefter selv har været ude og