Klik her for at se hele årskriftet - Nyborg Bibliotek

undt om Knudshoved og ind i Nyborg Fjord. Dermed er faren for
så vidt endnu ikke forbi, eftersom fjorden jo har en del sandbanker,
som man må sejle ret præcist imellem for at nå ind til skibsbroen,
hvor anløbet foregik på den tid.
Knudshoveds signal havde indtil 1901 bestået i en enkelt
udstationeret kanon - et slidt eksemplar, som efter stations- og
fyrforstanderen blev kaldt "Lowes Batteri". (Desværre har det ikke
været muligt at opspore Lowes fornavn. Er der mon nogen i
foreningen, der kender det?) I tåge skulle den ved isbådsstationen
funktionerende stationsforstander sørge for, at der med jævne
mellemrum blev affyret et skud fra kanonen, som kunne advisere
færgernes folk om, hvor Knudshoved befandt sig.
"Lowes Batteri" var placeret øverst på fyrbakken - og det sted
findes ikke mere. Storebælt har for længst ædt den del af klinten.
Men herfra blev der altså afgivet lydsignaler ud over Bæltet. Når
sandheden skal frem, var det dog både en noget besværlig og noget
ineffektiv procedure. Alene det at stå og lade kanonen igen og igen
var sådan sin sag. Men det værste var dog, at kanonens dybe brøl
faktisk ikke gik ret langt gennem tyk tåge. Selv i vor egen tid
bemærker fx "Efterretninger for Søfarende", at visse lydsignaler i
de danske farvande kan være vanskelige at opfatte, fordi lyden kan
bøje af inde i tågen. Den fejl led Lowes Batteri i udpræget grad af.
Det har fonnodentlig været denne omstændighed sammen med
en berettiget ansvarsfølelse, der har fået statsbanerne til at lægge
planer om en anden form for lydgiver der ude på klinten.
Men lad os lige følge færgen til kajs: Når den nemlig havde fået
føling med Knudshoved og således vidste, hvor den var, kunne den
med en vis præcision dreje ind i fjorden. Her var der dog som nævnt
problemer med bankerne. Dette afhjalp man på to måder. Hvis det
var kImi nok til, at man kunne se fremad, havde man den af gamle
nyborgensere velkendte "røde lygte" at gå efter. Denne var en slags
fast fyr, som havnefogeden hver aften roede ud og tændte. (Ved en
enkelt lejlighed gled robåden fra ham, og han tilbragte et par
slemme timer hængende på pælen - men det er en anden historie.)
Hvis tågen havde sænket sig over havneområdet, benyttede man
den store triangel, der hang yderst på molen. Der blev rytmisk
banket på den, og til denne melodiske lyd gled færgen altså ind til
broen og blev fortøjet. Sådan var systemet, og det havde fungeret
rimeligt godt gennem utallige åringer.
Ih