hfjuli2010.pdf - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 7 juli 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

rodløse unge svigtes 

Smidt på 

gaden 

gæld til staten 

Løsladte presses 

til ny kriminalitet 

kommunalt byggestop 

Ingen skæve 

boliger til 

hjemløse

h u s fo r bi 

KONTAKT 

tlf. 8993 7474 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Jens Høvsgaard 

jens@husforbi.dk 

REDAKTIONSSEKRETÆR 

Simon Ankjærgaard 

simon@husforbi.dk 

SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer 

Trine Kit Jensen 

Lisbeth Rindholdt 

Maj Bjerring Sørensen 

Lasse Telling 

Birgitte Höegh 

Carsten Jensen 

Joachim Rode (foto) 

Flemming Schiller (foto) 

Kasper Jensen (foto) 

Holger Erik Henriksen(foto) 

FORSIDEFOTO 

Joachim Rode 

KORREKTUR 

Bro Kommunikation A/S 

LAYOUT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 2990 2424 

redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128 

jimmy@husforbi.dk 

Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084 

rikke@husforbi.dk 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128/2932 9084 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

DEBATINDLÆG 

debat@husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. 

kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være 

udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 2932 9084/5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 340 kroner (12 numre om året 

– inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 540 kroner 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG 65.000 

LÆSERTAL 383.000 (4. kvartal 2009 og 1. kvartal 2010) 

ifølge Index Danmark/Gallup 

ANTAL SÆLGERE Cirka 500 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 1. august 2010. 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper 

både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. 

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus 

Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et 

alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi 

produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og 

illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

Vi støtter Hus Forbi 

Vil du også støtte Hus Forbi? 

2 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang 

| leder | 

Små og store forbrydelser 

Tag i fængsel, og selvom du passerer start, indkasserer du ikke 200 kroner. Det er 

konsekvensen, når man er så uheldig at havne på det kriminelle felt på Matadorpladen. 

Men måske er det på tide for producenterne bag det hæderkronede brætspil at ændre 

reglerne, så de svarer til den nuværende tilstand i det danske retssystem. 

På det nye kort i bunken skal der stå: Du har snydt i skat og gemt en kæmpeformue 

væk i et behageligt skattely, men da du frygter, at det danske skattevæsen har været så 

smart at have købt stjålne oplysninger om bortgemte skatteunddragelser fra en tidligere 

bankmand i Schweiz, har du selv ringet til Skat og fortalt om pengene. Derfor slipper du 

for fængsel. 

Lyder det som noget helt ude i hampen? Det er det ikke. Det er den rene og skære virkelighed. 

I maj måned besluttede et enigt folketing med undtagelse af socialdemokraterne 

at gøre 2011 til fængselsfrit år for skattesvindlere, hvis de selv angiver deres forbrydelse 

og betaler den manglende skat. 

Så let slipper andre kriminelle ikke. Selvom en indbrudstyv eller en bankrøver erklærer 

sig skyldig foran dommeren, så undgår han ikke en tur i brummen, og selvom vi i princippet 

hævder, at når han har afsonet sin straf, så er hans gæld til samfundet betalt, så er 

det ikke sådan, det forholder sig i virkelighedens 

Mange ender i 

ny kriminalitet, 

noget der kunne 

være undgået, 

hvis de havde 

fået en fair 

mulighed for 

en ny start. 

brætspil. Når fængselsopholdet er overstået venter 

et nyt i systemets gældsfængsel. 

I modsætning til i mange andre lande, hvor 

der enten bevilges fri proces medmindre man er 

meget rig, eller gives en rabat, så skal den dømte 

i Danmark selv betale alle omkostninger i forbindelse 

med retssagen. 

Da der hovedsageligt er tale om advokatomkostninger, 

og da disse nemt kan løbe op imellem 

10.000 - 20.000 kroner per dag i retten, kan det 

blive til rigtig mange penge. 300.000 - 400.000 

kroner i omkostninger er ikke unormalt, og for 

en nyløsladt er vellønnede job ikke noget, der 

hænger på træerne. Derfor ender mange i ny 

kriminalitet, noget der kunne være undgået, hvis 

de havde fået en fair mulighed for en ny start. 

Men i regeringen, hvis skatteminister pressede på for at få indført frit lejde for skat- 

tesnyderne, er der ingen planer om hverken at indføre fri proces eller se på de høje 

advokatomkostninger. ’Der er ingen planer om lempelser på det område. De kriminelle må 

forstå, at de skal stå til ansvar for det, de har gjort, og betale prisen, herunder sagsomkostningerne', 

siger regeringspartiet Det Konservative Folkepartis retsordfører i dette 

nummer af Hus Forbi og bekræfter dermed, at der både er forskel på folk og på samfundets 

syn på forbrydere. 

Hav en rigtig god sommer med eller uden matadorspil. 

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

Jens Høvsgaard, ansvarshavende redaktør 

v/Annemette Lyngh

| indhold | 

4 

16 

17 

22 

23 

32 

5 skarpe 

Han er alle vegne – Jens Galschiøt med 

sin sociale og humanistiske kunst – men 

hvor humanistisk er han egentlig? 

noter 

Socialministeren vil ikke komme 

lukningstruede projekter for socialt 

udsatte til undsætning. 

så er det sagt 

Carsten Jensen stiller skarpt på dét 

at få stillet en dødsdom af lægen. 

læserne skriver 

føljeton fra gaden 

Læs nyeste afsnit i føljetonen om Allan, 

der er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger. 

Dømte i straffesager skal 

selv betale sagsomkostningerne. 

Det betyder, 

at mange løslades med 

en kæmpe gæld til det 

offentlige. Det låser dem 

fast i en håbløs økonomisk 

situation og øger risikoen 

for ny kriminalitet. 

| et billede fra gaden | foto Holger Erik Henriksen 

På landevejen: 

Med oppakningen 

fuld af Hus Forbis 

julinummer er 

skærsliberen 

René Johansen, 

også kaldet 

Vandbæreren, på 

vej rundt i det 

danske sommerland. 

Følg hans færden på 

Hus Forbis officielle 

Facebookside. 

10 

18 26 

Københavns Kommune 

har ikke bygget en 

eneste skæv bolig i flere 

år. Forklaring: Det har 

været for dyrt at sætte 

spaden i jorden. Et groft 

svigt, lyder kritikken. 

Der har ikke været et 

eneste bo- og værested 

udelukkende for unge 

hjemløse siden 

Gaderummet blev rømmet 

af politiet i 2008. 

Og det selvom to organisationer 

har modtaget 

millionbeløb fra staten 

til etablering af et nyt 

sted. Konsekvensen er, 

at en gruppe på cirka 

50 unge lever på gaden 

eller sover på sofaer hos 

venner og bekendte. 

En gruppe tidligere 

hjemløse alkoholikere 

har slået sig ned i Skurbyen 

i Aalborg. Her kan 

de leve, ryge og drikke 

i fred – hvis bare de 

opfører sig nogenlunde 

ordentligt. 

HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang | 3

Først frihedsstraf 

– så i dyb gæld 

Dømte i straffesager skal selv betale sagsomkostninger. 

Det betyder, at mange løslades med en kæmpe gæld til det offentlige. 

Det låser dem fast i en håbløs økonomisk situation og øger risikoen for tilbagefald. 

af Trine Kit Jensen 

En plettet straffeattest er ikke det 

eneste, dømte i straffesager må 

slås med efter endt afsoning. 

Sigtede, som findes skyldige, 

hæfter også for sagsomkostningerne. 

Tre måneder efter løsladelsen 

afleverer SKAT det første 

girokort, og regningens størrelse 

sender mange til tælling. 

- Det er antallet af retsmøder, 

der afgør, hvor stor den bliver. 

Dem, vi er i kontakt med, kan alt 

efter sagens karakter skylde fra 


50.000 til 500.000 kroner, men 

typisk drejer det sig om 100.000- 

200.000, siger lederen af Den 

Sociale Retshjælp i Århus, Sandy 

Madar. 

De frivillige medarbejdere på 

Den Sociale Retshjælp yder gratis 

juridisk bistand til både indsatte, 

løsladte og beboere på Kriminalforsorgens 

pensioner. Alene 

telefonrådgivningen får hver dag 

op mod 25 desperate opkald om 

gældsproblemer, og især førstegangsafsonere 

er ikke forberedt 

på, hvad der venter dem. 

- Vi er nødt til 

at gøre noget for 

at få et mere fair 

system på det 

her område, så 

de dømte ikke får 

dobbelt straf. 

Karina Lorentzen Dehnhardt, SF 

- De får et chok over at få en 

kæmperegning og en trussel om 

tilbageholdelse af løn, før de overhovedet 

er landet på benene efter 

fængselsopholdet, siger hun. 

Ebbe Fosgerau er leder af 

Slusen, Kirkens Korshærs bofællesskab 

for løsladte fanger i 

Dianalund, som forsøger at hjælpe 

de dømte tilbage til en tilværelse 

fri for kriminalitet. Her er det 

ikke usædvanligt, at beboerne 

skylder 300.000-400.000 i sagsomkostninger, 

og gælden er ikke 

nødvendigvis blevet så stor, fordi

scanpix 

de har begået meget alvorlige 

forbrydelser. 

- De kan have været inde og 

sidde 7-8 gange for småkriminalitet, 

og så løber det op, siger han. 

Med en plettet straffeattest er 

det i forvejen svært at få job, og 

de store gældsposter er med til 

at fastholde mange på overførselsindkomster. 

For finder den 

løsladte arbejde, er det på grund 

af gælden svært at nå op på en 

indtægt, der overstiger niveauet 

for kontanthjælp. 

- Alt ud over et vist minimumsbeløb 

bliver inddraget, og 

når de ikke kan se frem til, at 

deres økonomiske situation bliver 

bedre, kan det for nogle være 

fristende at begå ny kriminalitet, 

siger Ebbe Fosgerau. 

Lederen af Slusen ved godt, at 

det hos mange vil krænke retsfølelsen, 

hvis de dømte får lov til 

helt eller delvist at slippe for betalingen 

af sagsomkostningerne. 

- Men omvendt kan man 

spørge, om det er rimeligt, at 

de straffes to gange? Først med 

frihedsberøvelse og så med en 

regning for sagsomkostninger, 

siger han. 

Også Sandy Madar oplever, at 

gælden spænder ben for resocialiseringen. 

Hun mener dog ikke, 

at folkestemningen er til, at man 

helt sløjfer sagsomkostningerne. 

- Kompromiset kunne være 

en øvre grænse for, hvad de skal 

betale, så de stadig kan leve et 

liv. Der skal selvfølgelig være en 

konsekvens, når man begår noget 

strafbart, men den konsekvens, 

der er nu, kan ingen være tjent 

med, siger hun. 

SF vil have fair system 

På Christiansborg slår SF til 

lyd for at lempe gælden for de 

løsladte. Partiet forsøgte allerede 

i 2008 at komme igennem med 

et lovforslag om eftergivelse af 

sagsomkostningerne efter fem år, 

hvis den dømte ikke havde begået 

ny kriminalitet. Det forslag faldt. 

I stedet fik SKAT fra januar 2009 

mulighed for ud fra en konkret 

vurdering at eftergive gæld i 

straffesager. Men endnu har 

hverken Den Sociale Retshjælp 

eller retshjælpen hos KRIM set 

eksempler på, at sagsomkostninger 

er eftergivet, og SF rører nu 

på sig igen. 

- Når de ikke kan 

se frem til, at 

deres økonomiske 

situation bliver 

bedre, kan det for 

nogle være 

fristende at begå 

ny kriminalitet. 

Ebbe Fosgerau, leder af Slusen 

- Vi er nødt til at gøre noget 

for at få et mere fair system på 

det her område, så de dømte ikke 

får dobbelt straf, siger partiets 

retsordfører Karina Lorentzen 

Dehnhardt. 

SF vil ikke lægge sig fast på 

nogen bestemt model for, hvordan 

man skal lette gældsbyrden 

for dømte, men partiet håber, at 

regeringen vil være med til at 

nedsætte et udvalg, der skal se på 

mulighederne. 

- I den forbindelse har jeg 

selvfølgelig noteret mig justits- 

minister Lars Barfoeds (K) signal 

om, at der nu skal være større 

fokus på forebyggelse og resocialisering, 

siger Karina Lorentzen 

Dehnhardt. 

De konservatives retsordfører 

Tom Behnke står imidlertid fast 

på, at dømte i straffesager fortsat 

skal betale sagsomkostninger i 

fuldt omfang. 

- Der er ingen planer om lempelser 

på det område. De kriminelle 

må forstå, at de skal stå til 

ansvar for det, de har gjort, og 

betale prisen, herunder sagsomkostningerne, 

siger han. 

Tom Behnke peger på, at dømte 

ikke længere skal betale for selve 

afsoningen og kan få henstand og 

afdragsordninger, når det gælder 

sagsomkostningerne. Han medgiver, 

at det med en plet på straffeattesten 

kan være svært at få job 

og dermed økonomi til at betale. 

- Men det er en del af regeringsprogrammet, 

at der fremover 

skal gøres en øget indsat for, at 

fængslede får arbejde og bolig, 

når de kommer ud, siger han. 

Hvilke konkrete initiativer 

denne indsats består i, er endnu 

ikke lagt fast. | 

 


Når regningen 

til samfundet skal betales 

Efter udstået straf løslades danske kriminelle til en ekstraregning 

i form af sagsomkostninger. Andre steder i Europa betaler dømte 

kun en del eller har fri proces. 


Forbrydelse betaler sig ikke. Det 

må danske kriminelle sande, 

når de bliver løsladt efter en 

fængselsdom. Selvom de indsatte 

i 1994 slap for at betale for 

selve afsoningen, får de stadig en 

regning for sagsomkostningerne, 

der ud over mindre beløb til 

eksempelvis lægeundersøgelser 

og tekniske analyser, først og 

fremmest består af salæret til den 

beskikkede forsvarer. 

Bare en halv dag i retten kan 

løbe op i 10.000-20.000 kroner. 

Komplekse sager eller flere domme 

kan få sagsomkostningerne 

til at løbe løbsk, og der er ingen 

kære mor, selvom økonomien 

skranter. I Sverige kan dømte nøjes 

med at betale op til 40 procent 

af sagsomkostningerne, i Norge 

fastsættes et beløb ud fra en 

konkret vurdering af den dømtes 

økonomiske og sociale forhold, og 

i England er der fri proces, medmindre 

man er meget rig. 

- I Danmark har vi en retsplejelov 

fra 1919, der er helt ude af trit 

med virkeligheden, som den ser ud 

i andre lande. Herhjemme skal du 

betale sagsomkostninger, hvis du 

bliver fundet skyldig i en straffesag, 

og vi fører de fattige bag lyset 

ved først at give dem en advokat 

og bagefter sende en megaregning, 

siger Claus Bonnez, forsvarsadvokat 

og formand for den kriminalpolitiske 

forening KRIM. 

I strid med rettighederne 

Tyskland har et system, der ligner 

det danske. I forbindelse med en 

sag her har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 

afsagt en 

dom, der slår fast, at sagsomkostningerne 

ikke må opkræves, hvis 

de er så store, at den dømte ikke 


har reel mulighed for at betale dem. 

Praksis herhjemme er derfor i 

strid med menneskerettighederne, 

mener Claus Bonnez. Han har 

mange klienter fra samfundets 

nederste sociale lag og peger på 

flere uheldige konsekvenser af de 

sagsomkostninger, der løber på i 

straffesager. 

- Det største problem er, at 

gælden fastholder de dømte i en 

- I Danmark har vi 

en retsplejelov fra 

1919, der er helt 

ude af trit med 

virkeligheden, som 

den ser ud i andre 

lande. 

Claus Bonnez, formand for KRIM 

position, som de ikke kan komme 

videre fra. Medmindre de altså 

har lyssky indkomster fra ny kriminalitet. 

Så sagsomkostningerne 

er med til at forrå samfundet og 

øge kriminaliteten, siger han. 

Claus Bonnez vurderer, at 

frygten for uoverskuelige sagsomkostninger 

får mange til at 

fraskrive sig retten til en advokat 

eller til at undlade at anke en 

dom. Det er et problem for retssikkerheden. 

Hvad sagsomkostningerne 

betyder for de dømtes muligheder 

og motivation for at komme 

på fode igen efter fængselsopholdet, 

har indtil nu ikke været 

ordentligt belyst. På Syddansk 

Universitet er sociolog Anette 

Olesen derfor i gang med en phd.afhandling 

om emnet. Hun peger 

ligesom Claus Bonnez på, at dømte 

i Danmark ikke har mulighed for 

at få rabat eller slippe for sagsomkostningerne, 

og at det kan 

hæmme resocialiseringen. 

- Argumentet for ordningen i 

Norge er netop, at de dømte ikke 

skal have en ekstra straf oven i 

den dom, de allerede har afsonet, 

siger hun. 

Store indtægtstab 

Sagsomkostningerne er ikke den 

eneste regning for et fængselsophold. 

Det viser en undersøgelse 

fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, 

der som den første 

herhjemme har kortlagt de økonomiske 

konsekvenser af en tur bag 

tremmer, og omfatter alle, der i 

årene 1993-2004 fik deres første 

ubetingede straf. 

Ved at sammenligne indkomsten 

før og efter fængselsopholdet 

har forskerne regnet sig frem til, 

at en straf på op til seks måneder 

giver et indtægtstab på 25 procent 

i forhold til indkomsten to år før 

fængslingen. Varer fængselsopholdet 

længere, er tabet endnu 

større, nemlig hele 40 procent. 

- Hovedårsagen er manglende 

beskæftigelse og dårligt lønnede 

jobs, og der ser ud til at være tale 

om et indkomsttab, der varer ved, 

siger Torben Tranæs, forskningschef 

i Rockwoolfonden. 

Regnes overførselsomkostninger 

med, bliver indtægtstabet 15 

procent efter en kort straf og 25 

procent efter en lang straf. Der 

er altså tale om en klækkelig 

økonomisk øretæve, og straffede 

må i Danmark bøde mere for et 

fængselsophold end straffede i 

USA, hvor det er lettere at komme 

tilbage på arbejdsmarkedet efter 

at siddet inde. 

- En forklaring kan være, at der i 

USA er flere med fængselsdomme, i 

visse områder op mod halvdelen af 

borgerne. Herhjemme er det mere 

usædvanligt at have siddet inde, og 

det er derfor mere stigmatiserende, 

siger forskningschefen. 

Torben Tranæs er ikke i tvivl 

om, at gæld er med til at forstærke 

den sociale og økonomiske nedtur 

efter et fængselsophold. For en 

usikker arbejdssituation gør det 

sværere at betale gælden tilbage. 

Netop fordi så mange ikke er i 

stand til at betale, kan opkrævningen 

af sagsomkostninger i den 

sidste ende blive en dårlig forretning 

for staten. 

Det er i første omgang politiet 

og siden SKAT, der står for at 

kradse pengene ind, og det koster 

rigtig mange mandetimer i det 

offentlige, vurderer Claus Bonnez. 

- Det skulle derfor ikke undre 

mig, om man bruger lige så mange 

penge på at opkræve dem, som 

man får ind, siger han. 

Hvordan regnestykket reelt ser 

ud, har SF’s retsordfører, Karina 

Lorentzen Dehnhardt, forsøgt at 

få opklaret. Hun bad tidligere i år 

justitsminister Lars Barfoed (K) 

svare på, hvad det vil koste staten 

at indføre en ’rabatordning’, hvor 

sagsomkostningerne afskrives 

med 50 procent efter to år og 

med 10 procent de næste fem år, 

hvis den dømte holder sig fri af 

kriminalitet. 

Det er politiets erfaring, at 

sagsomkostninger kun i ringe omfang 

kan inddrives hos de dømte. 

Derfor vurderer Rigspolitiet, at 

statens tab af provenu vil være 

'meget begrænset', fremgår det af 

svaret fra justitsministeren. 

- Så også af den grund er 

det skrupskørt at fastholde det 

nuværende system, siger Karina 

Lorentzen Dehnhardt. |

- Et eller andet sted kan jeg godt se, at det ikke er rimeligt, at skatteyderne skal betale mine sagsomkostninger. 

Men størrelserne på de regninger, advokaterne skriver ud, er horrible. 

En kugle om benet 

To dømte, som efter længere 

fængselsstraffe er på vej ud i 

friheden, har så stor gæld, at den 

spænder ben for en ny start på livet. 


8 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang

- Der er stadig fem måneder til, jeg skal 

ud, og lige nu prøver jeg at lade være 

med at tænke på gælden. Men jeg ved, 

at den bliver en stressfaktor i takt med, 

at løsladelsen nærmer sig. 


foto Flemming Schiller 

Sagsomkostninger: 146.000 kroner. Sådan står 

der på den regning, der venter Jan efter fem år 

bag tremmer. Han ved ikke, hvordan han skal 

betale de mange penge. Og selvom han står 

ved, at han har begået en alvorlig forbrydelse, 

mener han ikke, at regningen er fair. 

- Jeg har jo sådan set afsonet min straf, men 

det har jeg jo så alligevel ikke, siger han. 

Ud over sagsomkostningerne skal Jan betale 

en erstatning på 30.000 kroner, og han har 

også et banklån på 100.000 kroner, som han 

ikke har kunnet afdrage på i fængslet. Efter 

løsladelsen har han umiddelbart udsigt til 

kontanthjælp på 7.500 om måneden. Den étværelseslejlighed, 

han har fået tilbudt, koster 

4.500 i husleje, og dertil kommer så forsikring 

og de andre helt almindelige faste udgifter. 

- Der bliver ikke noget at rutte med. Men 

lejligheden skal jeg have, for uden tag over 

hovedet duer det bare ikke. I øvrigt kan man 

slet ikke blive løsladt, hvis man ikke har noget 

sted at bo, siger han. 

Hus Forbi møder Jan på en af Kriminalforsorgens 

udslusningspensioner kort før løsladelsen. 

Årsagen til, at han har siddet fem år 

bag tremmer, er en dom for vold med døden til 

følge. Han fortæller, at han stort set intet kan 

huske fra den fatale druktur, der kostede hans 

kammerat livet, men han har aldrig nægtet sin 

skyld. 

Sammen med den øvrige gæld giver sagsomkostningerne 

på 146.000 ham søvnløse nætter. 

Han er bekymret – men også vred. 

- Et eller andet sted kan jeg godt se, at det 

ikke er rimeligt, at skatteyderne skal betale 

mine sagsomkostninger. Men størrelserne på 

de regninger, advokaterne skriver ud, er horrible. 

I mit tilfælde udgør forsvarssalæret alene 

144.000 kroner, og regningen er ikke udspecificeret, 

så det er umuligt at tjekke, hvad man 

betaler for. Det er bare værsgo og æd – uden 

nogen forklaringer, siger han. 

Gæld bliver stressfaktor 

Et andet sted på samme udslusningspension 

sidder Dennis. Hans sag har både været i 

byretten og i landsretten, og for hans vedkommende 

er omkostningerne løbet op i 182.000 

kroner. Dennis er 23 år og indstillet på en 

tilværelse uden kriminalitet, når han bliver 

løsladt. Hans plan er at gøre en håndvær- 

Dennis 

keruddannelse færdig og derefter starte som 

selvstændig. Men gælden giver store begrænsninger, 

fordi den betyder, at han ikke kan eje 

noget. En bil vil for eksempel blive inddraget 

af SKAT. 

- Der er stadig fem måneder til, at jeg skal 

ud, og lige nu prøver jeg at lade være med at 

tænke på gælden. Men jeg ved, at den bliver 

en stressfaktor i takt med, at løsladelsen nærmer 

sig, siger Dennis. 

Ligesom Jan mener han, at han har udstået 

sin straf med frihedsberøvelsen, og heller ikke 

han har den fjerneste anelse om, hvordan han 

skal få sagsomkostningerne betalt. 

- Det er ikke noget, jeg selv har tænkt mig 

at gøre, men jeg forstår godt dem, der føler sig 

fristet til at lave nogle ’primitive’ penge, siger 

han. 

Når Jan kommer ud, vil han gerne have et 

arbejde. Men med den plet, han har på straffeattesten, 

er jobmulighederne få. Han har ingen 

uddannelse og også sin alder imod sig. Så det 

mest realistiske er nok, at bistandshjælpen 

afløses af en førtidspension, mener han. 

I de fem år, han har sidde inde, har Jan ikke 

hørt fra den bank, der har 100.000 kroner til 

gode, og han tør ikke selv ringe. 

- Jeg har et lille, naivt håb om, at de har 

glemt lånet og vil nødig minde dem om det lige 

nu, siger han. 

Regningen på sagsomkostninger fik han allerede 

to år inde i afsoningen. Med besked om 

at pengene skulle falde inden fjorten dage. De 

må da være rablende gale, tænkte han dengang, 

for arbejde i fængslet giver 13 kroner i 

timen. 

Med hjælp fra en socialrådgiver fik han i 

første omgang henstand til løsladelsen. Men 

regningen på 146.000 kroner banker nu på 

igen. Jan har derfor kontaktet Den Sociale 

Retshjælp, der har specialiseret sig i juridisk 

bistand til tidligere dømte. 

- Jeg ved godt, at der ikke er nogen kære 

mor, men håber på en lempelig afdragsordning 

med et så lille beløb som muligt. Jeg lader 

retshjælpen køre sagen, for jeg kan slet ikke 

overskue det selv, og jeg kender ikke mine rettigheder. 

Man får ingen information. Ingenting, 

siger han. | 

Jan og Dennis er opdigtede navne. 

De to indsattes rigtige navne er redaktionen 

bekendt. 


Omkring 50 unge hjemløse blev spredt for alle vinde, da Gaderummet blev rømmet af politiet i november 2008. Ingen af dem ser ud til at vende tilbage, når det nye 

Gaderummet åbner til august. 

Unge hjemløse 

ladt i stikken i flere år 

Siden Gaderummet blev rømmet af politiet i november 2008, har der ikke været 

et eneste bo- og værested udelukkende for unge hjemløse i København, 

selvom to organisationer har modtaget millionbeløb fra staten til etablering 

af et nyt sted. Konsekvensen er, at en gruppe på cirka 50 unge lever på gaden 

eller sover på sofaer hos venner og bekendte. 

af Lisbeth Rindholt 

Kontroverser mellem bo- og værestedet Gaderummets 

daværende leder Kalle Birck-Madsen 

og Københavns Kommune førte i maj 2007 til, 

at kommunen suspenderede hans tilladelse 

til at drive stedet for de rodløse unge. Efter at 

politiet ryddede bygningen i 2008, fik organisationerne 

Askovgården og Missionen Blandt 

Hjemløse i samarbejde med Københavns 

Kommune som opgave at etablere et nyt tilbud 


i Gaderummets lokaler i Rådmandsgade på 

Nørrebro. Frem til og med april 2009 modtog 

de to organisationer 3,8 millioner kroner årligt 

i satspuljemidler fra Socialministeriet til formålet. 

Alligevel er der endnu ikke sket noget. 

- Huset var i en forfærdelig stand. Der var 

skimmelsvamp, råd og madrester overalt. Vi 

kørte flere store containere med affald af sted, 

siger Anders Sørensen, der er formand for 

partnerskabet af hjemløseorganisationer bag 

det nye Gaderummet. 

Den forklaring synes Preben Brandt, der er 

formand for hjemløseorganisationen Projekt 

Udenfor, lyder mystisk. 

- Det er på ingen måde i orden, at en stor 

kommune som København ikke har fået et 

tilbud til unge hjemløse på plads. Det er totalt 

uforståeligt, at en renovering af Gaderummet 

har skullet tage så lang tid, siger han og peger 

på den ekstra forpligtigelse til at realisere 

projektet, der følger med, når der er udbetalt 

satspuljemidler til formålet. 

foto polfoto Jens Dresling

Nyt, rent og pænt – men ikke åbent for sovende beboere før til august. Organisationerne bag det nye Gaderummet kritiseres for ikke at have tilbudt et værested for 

de unge efter 2008. 

- Organisationerne skal yde den indsats, der 

skal til, og kommunen burde i den mellemliggende 

periode have fundet noget andet at 

tilbyde de unge, siger han. 

Åbent i dagtimerne 

Gadeplansmedarbejderne i København møder 

jævnligt de unge hjemløse og anser det for en 

stor opgave at få dem ud af misbrug og hjemløshed. 

- Det er typisk unge, som ikke har et ordentligt 

netværk eller familie. Der er tale om rodløse 

unge med en stor modstand mod kommunen og 

det etablerede system, siger gadeplansmedarbejder 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen. 

Men først til august i år vil Gaderummet 

være i stand til at tilbyde sovepladser til i alt 

12 beboere. Alligevel mener Tina Wils, der er 

projektchef i Københavns Kommunes socialforvaltning, 

at kommunen har gjort, hvad den 

kunne for de unge hjemløse. 

- Gaderummet har været åbent for rådgivning 

og vejledning i dagtimerne. Unge med 

akut behov for bolig er blevet henvist til anden 

midlertidig boligløsning, siger hun. 

Også bestyrelsesformand Anders Sørensen 

mener, at de unge har fået, hvad de var blevet 

lovet. 

- Dem, der havde 

fået egen lejlighed, 

lod andre flytte ind, 

og så cirkulerede 

de mellem hinanden. 

Jeg levede selv 

på gaden og boede 

derefter hos en ven. 

Nikoline Wreschner 

- Det har ligget stille længe, men nu får de 

et helt nyt hus, siger han. 

Sov på kirkegården 

Der er dog intet, der tyder på, at de tidligere 

beboere vil vende tilbage til Gaderummet. De 

blev spredt for alle vinde i perioden omkring 

rømningen. 

- Min fornemmelse er, at det er de svageste 

af beboerne, der forlod Gaderummet først, 

fordi de ikke havde lyst til konfrontationen 

med politiet. Jeg har erfaret, at en del af de 

unge er endt på gaden, siger Preben Brandt. 

Det bekræfter 28-årige Daniel Øhlers, der boede 

i Gaderummet, før politiet rykkede ind. 

- Jeg sov blandt andet på Assistens Kirkegård 

i starten. Det eneste sted, jeg var velkommen, 

var på natcaféen i Stengade, men dér 

endte jeg med at komme op at slås, siger han. 

En anden tidligere beboer, 23-årige Nikoline 

Wreschner, fortæller, hvordan hun og de andre 

unge hutlede sig gennem tilværelsen efter 

lukningen. 

- Dem, der havde fået egen lejlighed, lod 

andre flytte ind, og så cirkulerede de mellem 

hinanden. Jeg har selv levet på gaden og boet 

hos en ven, siger hun. | 

 

HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang | 11 

foto Holger Erik Henriksen

22-årige Kaja har levet 

på gaden eller sovet på 

hjemløseherberger siden 

Gaderummet lukkede. 

Nu sover hun på en 

madras hos en ven. 

af Lisbeth Rindholt 

foto Joachim Rode 

I efteråret 2008 blev de sidste beboere i 

Gaderummet i Rådmandsgade 60 smidt ud af 

politiet. Huset havde været 'besat' af beboerne, 

efter Københavns kommune tidligere 

samme år valgte at tilbagekalde godkendelsen 

af stedet. 22-årige Kaja havde jævnligt overnattet 

derinde eller ’hængt ud’ sammen med 

sine venner. 

Efter rømningen havde hun ikke noget sted 

at gå hen. 

- Jeg sov på bænke på Assistens Kirkegård. 

Jeg havde ikke nogen sovepose. Jeg sov bare 

i mit tøj, fortæller Kaja, som også oplevede at 

blive mødt med en lukket dør, når hun opsøgte 


Ung 

& utryg 

på gaden 

hjemløseherbergerne i København, blandt 

andre herberget i Hillerødgade. 

- Da jeg kom første gang, afviste de mig, 

fordi jeg var for ung. Men anden gang kunne 

de se, hvor smadret jeg var af at bo på gaden. 

Så tog de mig ind, og jeg fik en seng på deres 

sygeafdeling, siger hun og tilføjer: 

- Men jeg stak af derfra kort efter. Jeg 

havde ikke lyst til at være der. 

Mænd udnytter kvindelige hjemløse 

Kaja har boet på institutioner, siden hun var 

otte. Da hun var 17 år, fik hun sin egen lejlighed 

og begyndte samtidig på AFUK (Akademiet for 

Utæmmet Kreativitet), men tilværelsen med 

egen lejlighed og uddannelse blev kortvarig. 

- Jeg røg hash og drak en masse vodka, så 

jeg mistede lejligheden efter et halvt år, fordi 

jeg ikke kunne betale husleje. 

Kaja pakkede derfor sine få ejendele sammen 

og begyndte at leve på gaden. Samtidig 

blev hun også smidt ud fra uddannelsen på 

AFUK. 

- Det var også på grund af hash og alkohol, 

siger hun. 

Efter en tid på gaden begyndte hun at 

komme i Gaderummet, hvor hun fik lov til at 

sove i et hjørne hos en veninde, der havde sit 

eget værelse på bostedet. Her følte hun sig 

tryg og havde det efter omstændighederne 

godt, men da stedet blev lukket, var det igen 

utrygheden, der bankede på. Når man er ung, 

hjemløs og kvinde, alene og måske påvirket af 

alkohol, er der stor risiko for overgreb og for at 

blive udnyttet af andre. 

- Der er mænd, der er fulgt efter mig. En 

mand fulgte mig på skadestuen, fordi jeg var 

faldet om på gaden. På skadestuen gav han sig 

ud for at være en, jeg kendte, så han kunne 

tage mig med hjem bagefter. Men personalet 

på skadestuen opdagede det heldigvis, fortæller 

Kaja, der, siden Gaderummet lukkede, har 

foretrukket at sove om dagen og være vågen 

om natten for at undgå overfald og overgreb. 

Men selvom hun på den måde har vendt om på 

nat og dag, så kan det også have sine fordele. 

- Da jeg en sommerdag lå og sov ved Kvickly 

på Nørrebro, blev jeg fundet af en kvinde. 

Hendes mand var gadeplansmedarbejder, så 

hun bad ham komme og hjælpe mig, fortæller 

Kaja, der også har kontaktpersoner i Gadeteamet 

i København, som lytter til hende. 

- De vil gerne have mig indlagt med det 

samme, så jeg kan få pleje og mad og en indsprøjtning 

med vitaminer, siger Kaja, men hun 

har været indlagt mange gange før på hospitaler 

og psykiatriske afdelinger og oplever ikke, 

at der kommer noget godt ud af det. I stedet 

drømmer hun om igen at få eget tag over 

hovedet. 

- Min drøm er at få et kælderværelse med 

køkken, toilet og bad. Det er en stor drøm. |

- Jeg sov 

på bænke 

på Assistens 

Kirkegård. 

Jeg havde 

ikke nogen 

sovepose. 

Jeg sov bare 

i mit tøj. 

 


Kaja

- Min drøm 

er at få 

et kælder- 

værelse med 

køkken, 

toilet og bad. 

Det er en 

stor drøm. 

Kaja, der midlertidigt 

bor hos en ven. 

14 | HUS FORBI | nr. 7 juli 2010 | 14. årgang



foto Rikke Madsen 

5skarpe til Jens Galschiøt 

Billedhuggeren Jens Galschiøt har i mange år skabt kunst og 

happenings med et socialt og humanistisk budskab. 

Senest har han skabt 13 bronzeskulpturer af hjemløse i 

forbindelse med vandreudstillingen ’Stop hjemløshed’. 

hvad skal en hjemløs, hvis primære og akutte behov er mad 

og en varm seng, dog bruge skulpturer af hjemløse til? 

I virkeligheden ikke en skid. Men skulpturerne skal sætte fokus på den hjemløses situation 

og få danskerne til at forholde sig til hjemløsheden. Og kan vi få prikket til socialministerens hårde 

hjerte, kan det i sidste ende komme den hjemløse til gavn. 

du kalder din kunst for ’kunst til forsvar for humanismen’, 

men det er vel ikke særligt humanistisk at pirke til beskuerens 

skamfølelse og dårlige samvittighed? 

Det er i den grad humanistisk. Dybest set er mennesket egoistisk, så det gælder om at tvinge det til 

barmhjertighed ved hele tiden at prikke til det: ’Burde du ikke dele ud af din velstand og din rigdom?’. 

Hvis man ikke gjorde det, ville vi få et afstumpet samfund, der ville minde om dyreriget, hvor 

alle er sig selv nærmest. 

du har tidligere været politisk aktiv i vs. er politikken ikke en bedre 

arena til at opnå resultater end kunsten? 

Jo, det tror jeg. Mit problem er, at jeg ikke har nogen fast defineret politisk holdning. Jeg tror ikke 

på den glorværdige socialisme. Heller ikke på liberalismen. Jeg stemmer på tre forskellige partier, hvis 

jeg kan komme af sted med det. Det, jeg kan forholde mig til, er, hvordan jeg synes, at mennesker 

skal behandles, og dét formidler jeg gennem kunsten. 

social kunst eller ej – er det ikke i sidste ende et simpelt spørgsmål 

om at skabe en indtægt for kunstneren jens galschiøt? 

Så er der fan’me tale om en dårlig forretning. Som kunstner er der sgu ingen penge i hjemløshed. 

Eller i politisk kunst i det hele taget. Skal man have penge ud af sin kunst, er nøglen Statens Kunstfond, 

men jeg har ikke haft behov for at gå i seng med de rigtige eller gå til de rigtige ferniseringer 

og møder. Jeg arbejder på gadeplan og er derfor helt udelukket af det gode selskab. 

har du tænkt dig at donere pengene fra salget af de 13 bronze- 

skulpturer til de hjemløse? 

Først gælder det om at få dækket udgifterne. Skulpturerne er jo skabt helt for egen regning – og 

dermed kan man vel godt sige, at jeg allerede har lavet en betragtelig donation til hjemløsesagen.

Ingen løfter fra socialministeren 

i grønlændersag 

af Simon Ankjærgaard 

Trods pres fra oppositionen 

og de grønlandske folketingsmedlemmer 

vil socialministeren 

ikke gribe ind over for den række 

af projekter for socialt udsatte 

grønlændere, der er lukningstruede, 

når satspuljemidlerne 

løber ud ved årsskiftet. 

Der er ingen udstrakt hånd fra 

socialminister Benedikte Kiær (K) 

til de projekter for socialt udsatte 

grønlændere, der – som Hus 

Forbi fortalte i sit aprilnummer – er 

truede af lukning, når strømmen 

af satspuljemidler tørrer ud med 

udgangen af 2011. Trods pres fra 

oppositionen og de grønlandske 

medlemmer af Folketinget fastholder 

socialministeren, at det er 

op til kommunerne at sørge for, at 

projekterne videreføres. 

- Jeg henholder mig til, at 

satspuljemidlerne gives til tidsbegrænsede 

udviklingsprojekter, hvor 

modtagerne kan få lov til at prøve 

idéer af i praksis, siger socialministeren 

og fortsætter: 

- I forbindelse med tildelingen af 

midlerne lægger vi enorm vægt på, 

at der er en langsigtet plan for den 

efterfølgende lokale forankring, 

herunder den økonomiske videreførelse. 

Satspuljemidler er til udvik- 

lingsprojekter og ikke den løbende 

drift. Derfor er det en kommunal 

opgave, at føre projekterne videre. 

Socialdemokraternes Grønlandsordfører, 

Mogens Jensen, er ikke 

tilfreds med socialministerens svar. 

- Jeg mener, at socialministeren 

viser meget lidt forståelse for de 

udsatte grønlænderes situation i 

Danmark. Det har ikke været muligt 

at få ministerens svar på, om hun 

synes, der er behov for de initiativer, 

der er støttet af satspuljemidlerne, 

og som nu ikke har finansiering 

i årene fremover. Derfor 

vil Socialdemokraterne nu rejse 

spørgsmålet, når satspuljepartierne 

mødes med ministeren, siger han. 

Der er cirka 220 hjemløse i Aalborg Kommune, og en ny million-indsats skal blandt andet sikre, at de ikke opholder sig 

for længe i midlertidige boliger. 

Aalborg vil have de hjemløse 

i permanent bolig 

Seks millioner kroner fra Indenrigs- 

og Socialministeriet skal sikre, at 

Aalborgs hjemløse ikke hænger fast 

i midlertidige boliger som herberger 

og forsorgshjem. 

- Midlertidige boligløsninger skal 

netop kun være midlertidige og 

give de hjemløse tag over hove- 

det i en periode. Vi skal hurtigt 

finde bedre og egnede boliger til 

vores udsatte borgere, siger Ken 

Nielsen fra Brobyggerselskabet, 

der sammen med forsorgshjemmet 

Svenstrupgård har taget initiativ til 

projektet. 

For de seks millioner kroner vil 

Aalborg Kommune blandt andet 

ansætte fem nye boligstøtte-medarbejdere. 

Aalborg Kommune har omkring 

220 registrerede hjemløse. 

-sia 

foto Colourbox 

flere læser 

hus forbi 

Hver måned læser 383.000 danskere 

Hus Forbi. Det viser de seneste 

læsertal fra Gallup. Tallene 

dækker fjerde kvartal af 2009 

og første kvartal af 2010, og der 

er tale om en stigning på 6.000 

i forhold til tallene fra andet og 

tredje kvartal af 2009. -sia 

madprojekter 

vil gavne de 

hjemløse 

Pakkeløsninger med langtidsholdbare 

madvarer og en stak 

nemme opskrifter vil gøre underværker 

for de hjemløse. Det 

mener to studerende i ernæring 

og sundhed på Professionshøjskolen 

Metropol efter at have 

undersøgt madvanerne hos en 

række beboere på Sundholm i 

København. Undersøgelsen viser, 

at der kan gå dage mellem, at 

de spiser, og dét, de så indtager, 

ikke er sundt. En mandlig beboer 

fortæller eksempelvis, at der i løbet 

af en måned er ti dage, hvor 

han slet ikke spiser. 

- I forbindelse med vores 

undersøgelse har vi taget initiativ 

til en række ’hjælp til selvhjælp’projekter, 

hvor beboerne får 

hjælp til indkøb til nem og 

billig mad til én person samt et 

startsæt med langtidsholdbare 

madvarer, siger Joy Nielsen, der 

har lavet undersøgelsen sammen 

med Lise Baunkjær. -sia 

legat til 

hus forbi 

Hus Forbi har modtaget 10.000 

kroner fra Johanne Hansens Legat. 

Pengene vil blive brugt til at 

gøre dagen og vejen lettere for 

Hus Forbis sælgere. -sia 

gavmilde sjæle 

har tænkt på 

de firbenede 

Tre store sække med i alt 44 hundedækkener 

er blevet afleveret 

til Hus Forbi til gratis uddeling til 

de hjemløses firbenede venner. 

Primus motor bag syningen af 

de mange dækkener er Grethe 

Marup, der har sørget for at sy til 

hunde i alle størrelser. -sia 


Byggeri af skæve boliger 

er gået helt i stå 

Københavns Kommune har ikke bygget skæve boliger til de hjemløse i flere år. 

Det har været så dyrt at bygge, at økonomien ikke kunne hænge sammen. 

Det er et groft svigt, lyder kritikken. 

af Maj Bjerring Sørensen 


På Toften 28 i Brønshøj burde 

der være masser af liv, små haver 

og 12 skæve boliger til hjemløse 

grønlændere. I stedet står grunden 

gabende tom, og det er den 

ikke ene om. I årevis har Københavns 

Kommune ikke bygget én 

eneste skæv bolig til den gruppe 

af hjemløse, der ikke kan rummes 

i de traditionelle boligformer. 

- Det har vist sig at være en 

sværere proces end forventet, siger 

Casper Bülow, der er projektleder 

i Københavns Kommunes 

socialforvaltning 

- Byggeomkostningerne blev 

højere, end man havde regnet 

med, og udgifterne til den 

løbende vedligeholdelse større 

end ventet. Derfor har det været 

svært at få driften til at hænge 

sammen. 

I hjemløseorganisationen 

Projekt Udenfor mener formand 

Preben Brandt, at det manglende 

byggeri er et udtryk for slendrian 

eller måske ligefrem mangel på 

politisk vilje fra kommunens side. 

- Det er et groft svigt, at 


boliger til hjemløse kan være så 

længe undervejs. Der er sikkert 

mange gode undskyldninger, men 

det ændrer ikke på, at det ikke er 

godt nok. 

Socialborgmester i Københavns 

Kommune, Mikkel Warming (EL), 

afviser, at der er tale om slendrian 

eller mangel på politisk vilje. 

- Kritikerne glemmer, at dem, 

der skal bo der, jo også skal have 

råd til at betale huslejen. Og 

blandt andet på grund af byggeboomet 

kunne prisen simpelthen 

ikke holdes nede. Så der er nogle 

- Det er stadig 

ikke nemt at finde 

egnede byggegrunde, 

og de 

skæve boliger 

skal kun være 

en del af mange 

forskellige tilbud. 

Mikkel Warming, 

socialborgmester 

helt objektive grunde til, at byggeriet 

har været gået i stå, men 

det er heldigvis ved at ændre sig 

nu. 

Prisfald og øget støtte 

De ændringer, som socialborgmesteren 

henviser til, er dels at 

byggepriserne er faldet igen, og 

dels at Socialministeriet vil se 

på, om det støttebeløb, der gives 

i forbindelse med opførelse af 

skæve boliger, skal være højere 

end de maksimalt 300.000 kroner 

per bolig, som det er i dag. 

Derfor er Københavns Kommune 

også tæt på at være klar til 

at sende nye byggeansøgninger til 

Socialministeriet. Mikkel Warming 

vil dog ikke sætte tal på, 

hvor mange nye skæve boliger, 

der vil blive bygget i de kommende 

år. Han er bange for at 

komme til at love noget, han ikke 

kan holde, og henviser i stedet til 

planerne i kommunens hjemløsestrategi 

om at opføre 125 nye 

særboliger i løbet af de næste fire 

år. Særboliger opføres i allerede 

eksisterende byggeri med forskellige 

grader af støtte. 

- Det er stadig ikke nemt at 

finde egnede byggegrunde, og de 

skæve boliger skal kun være en 

del af mange forskellige tilbud. 

Men vi arbejder løbende på det, 

for jeg vil meget gerne det her. Og 

lad mig sige det sådan, at jeg ville 

være ked af det, hvis ikke der er 

flere skæve boliger om tre et halvt 

år, siger han. | 

- Det er et groft 

svigt, at boliger 

til hjemløse kan 

være så længe 

undervejs. 

Der er sikkert 

mange gode 

undskyldninger, 

men det ændrer 

ikke på, at det 

ikke er godt nok. 

Preben Brandt, 

formand for Projekt Udenfor

Skæve boliger 

retter beboerne op 

Boligerne kan rumme den gruppe af hjemløse, der har brug for højt til loftet, 

og som har svært ved at finde sig til rette i mere traditionelt boligbyggeri. 



’Alle har ret til at være på røven’. 

Plakaten med den prosaiske 

tekst hænger på den ene væg i en 

grå skurvogn i Vermlandsgade på 

Amager. Skurvognen tilhører den 

sociale vicevært i bebyggelsen ’På 

sporet’, og retten til at være på 

røven tilhører de tolv beboere i 

områdets skæve boliger. 

- Det er jo mennesker, der har 

været hjemløse gennem længere 

tid. Mange er misbrugere og har 

dårligt helbred både fysisk og 

psykisk. Nu er tiden inde til, at 

de bare får lidt fred og ro, siger 

den sociale vicevært, Henning 

Kristensen. Han har været med 

i projektet siden slutningen af 

1990'erne, hvor man placerede 

nogle campingvogne på grunden. 

De blev et par år senere skiftet ud 

med tolv blå træhuse. 

Særboliger frem for skæve 

I 1999 vedtog Folketinget en 

forsøgsordning med støtte til 

etablering af anderledes boliger 

til hjemløse og særligt udsatte 

befolkningsgrupper, og sidste 

år blev ordningen gjort permanent. 

Flere undersøgelser viser, at 

når de hjemløse først flytter ind 

i de skæve boliger, så flytter de 

sjældent ud igen. Og det kan 

sekretariatschef i hjemløseorgani- 

sationen Projekt Udenfor, Ninna 

Hoegh, godt forstå. For de skæve 

boliger giver gruppen af hjemløse, 

der ofte både har et heftigt 

temperament og hund, det frirum, 

som de har brug for. 

- Det jo ofte mennesker med 

en lang hjemløsebaggrund, der 

har haft svært ved at bo andre 

steder. Så der er ingen tvivl om, 

at de bedre kan rummes i de fritliggende, 

skæve boliger end de for 

eksempel kan i en opgang. 

I Københavns Kommunes 

socialforvaltning er projektleder 

Kim Roat Pedersen godt klar 

over, at denne gruppe af hjemløse 

kan være svær at rumme i mere 

traditionelt byggeri, men kommunen 

har i første omgang valgt at 

satse på de såkaldte ’særboliger’, 

der som udgangspunkt opføres i 

allerede eksisterende byggeri og 

kan etableres som opgangsfællesskaber, 

solistboliger eller bofællesskaber. 

Målet er at skabe nogle 

fleksible og forskellige boligtilbud. 

- I Københavns Kommunes 

hjemløsestrategi arbejder vi ud 

fra et princip om at tilbyde vores 

udsatte borgere en mulighed for 

egen bolig med støtte tilpasset 

efter individuelle behov, siger 

Kim Roat Pedersen, der ikke er 

i tvivl om, at også den tungere 

gruppe af hjemløse kan rummes 

i disse særboliger, hvis de får den 

rette støtte, eksempelvis i form 

- Mange finder faktisk ud 

af, at de kan bruge deres 

penge på en hæksaks i 

stedet for på stoffer. 

Henning Kristensen, social vicevært 

af et helt støtteteam bestående af 

psykiatere og social- og sundhedsfagligt 

personale. 

Hvor er de hjemløse? 

Leif Jensen, næstformand i de 

hjemløses landsforening Sand, 

mener, at det er helt afgørende for 

arbejdet med fremtidens boliger, 

at man lytter til, hvad de hjemløse 

selv ønsker. 

- Det tror jeg ofte, at man er 

bange for i dag. Man peger bare 

og siger ’du skal derhen’. Det er 

der mange, der ikke bryder sig 

om, for de er blevet trådt på så 

mange gange før. De vil gerne 

være medbestemmende, siger 

han. 

Ninna Hoegh fra Projekt Udenfor 

er enig. 

- En bolig er jo ikke nødvendigvis 

et hjem. Som alle andre 

drømmer de her mennesker jo om, 

hvordan det skal blive, og hvordan 

det skal indrettes. Derfor skal 

de også være med i det omfang, 

de ønsker det og kan overskue 

det. 

Hun opfordrer til, at man nedsætter 

en inspirationsgruppe af 

socialfaglige eksperter, arkitekter, 

bygherrer og de hjemløse selv, så 

der i højere grad kan tænkes nyt 

og kreativt. 

- Det skal jo ikke bare være en 

samling containere. Jeg plejer at 

sige, at arkitekter og bygherrer 

selv burde prøve at bo i husene, 

for så ville vi få noget meget 

bedre byggeri, siger hun. 

Kim Roat Pedersen fra Københavns 

Kommune kalder det en 

konstant udfordring at tænke i 

kvalitet og samtidig være økonomisk 

bevidst, så de skæve boliger 

ikke bliver så dyre, at beboerne 

ikke kan betale huslejen med en 

kontanthjælp. 

- Vi har en løbende dialog 

med de relevante parter, og vi vil 

selvfølgelig også gerne inddrage 

de hjemløse selv i det omfang, det 

er muligt. Men det er noget, vi ser 

på fra projekt til projekt. 

Hæksaks og stoffer 

Den sociale vicevært fra bebyggelsen 

i Vermlandsgade håber, at 

der kommer flere skæve boliger 

til København i de kommende 

år. Han ser hver dag, hvordan 

beboerne får mere og mere styr 

på deres liv, og hvordan deres 

misbrug bliver mindre. Pludselig 

bliver de måske interesserede i at 

dyrke planter i køkkenhaven. Eller 

i at bygge et værksted, hvor de 

kan rode med knallerter. Og når 

en beboer kommer ind i skurvognen 

med en reklame fra byggemarkedet, 

er det ikke sjældent 

Henning Kristensen tager med ud 

for at købe ind. 

- Mange finder faktisk ud af, at 

de kan bruge deres penge på en 

hæksaks i stedet for på stoffer. | 


Et sted, 



der er 

helt mit eget 

Han kunne godt finde på at rende nøgen rundt 

udenfor, men det gjorde han kun et par gange, 

da han lige var flyttet ind. 

Tonny Jegild Christensen griner. Han fandt 

hurtigt ud af, at selvom der er højt til loftet og 

få regler i bebyggelsen 'På Sporet' på Amager, 

så mente naboerne alligevel, at man skulle 

opføre sig anstændigt, når der også var damer 

blandt beboerne. 

I dag er det præcist et år siden, at Tonny 

ankom til klyngen af skæve boliger i Verm- 


Efter mange år på landevejen fandt 

Tonny Jegild Christensen friheden 

i sin skæve bolig. 

landsgade for at flytte ind i nr. 33 F. Med en 

sort lædersofa fra Kofoeds Skole på slæb. Og et 

langt liv med misbrug og hjemløshed i bagagen. 

Fucking far og supermor 

Han putter to sødetabletter i. Og en skefuld 

med pulverfløde. Han har brug for sin morgenkaffe 

for lige at vågne op, og denne tirsdag 

formiddag indtager han den i skurvognen hos 

den sociale vicevært, Henning, hvor døren 

altid står åben. 

– Han er faktisk lidt som en far, siger Tonny 

og flækker i et tandløst grin. 

Sin egen far har han været vred på lige 

siden, faren hængte sig. Tonny var otte år, og 

han har aldrig tilgivet sin far, at han overlod 

ansvaret for fem børn til moren. Hun døde 

for et par år siden, men i Tonnys øjne var hun 

en rigtig supermor; et menneske, man kunne 

snakke med. Han griner ved tanken om, at 

hun sagde: ’Nu ved jeg da, hvor jeg har dig’, 

dengang han havde fået fire år for bankrøveri, 

og hun besøgte ham i fængslet. 

Det glemmer han aldrig. Til gengæld kniber 

det med at huske mange andre ting. For eksempel 

er han ikke helt sikker på, om han er 

57 eller 58 år. Og på, hvor han har gemt sine

penge. Hvis han da overhovedet har nogen. 

Tilbage i 33 F knapper Tonny en øl op. Det 

gør han flere gange i løbet af en dag, for han 

tør ikke blive ædru. Han spjætter med benene 

for at vise, hvordan hans krop går amok, hvis 

den ikke får sine procenter. For dem har den 

været vant til, siden han var 7-8 år. Som 13årig 

blev han fjernet af Børneværnet, og siden 

da har han været uden eget tag over hovedet. 

Lejligheder har han ikke kunnet holde på, så 

det meste af sit voksne liv har han gået på landevejen, 

kun afbrudt af de perioder, hvor han 

har siddet i fængsel eller boet på institutioner. 

Efter et ophold i et bofællesskab i Lund- 

toftegade fik han for et år siden endelig den 

skæve bolig, som han havde været skrevet op 

til i fem år. 

Vil ikke gå i hundene 

- Det er rart bare at have tag over hovedet og 

at kunne tænde for varmen, siger han og tager 

sig en smøg. På væggen hænger et maleri af 

to lysende hjerter, som hans søster har lavet. 

På tv'et kører BBC for fuldt drøn, og tomme 

flasker står side om side med halvtomme rødbedeglas. 

Fra vindueskarmen smiler en lille, 

hvid-mønstret sparegris af porcelæn. Den har 

han fundet i en container. Han ryster den og 

- Det er rart bare 

at have tag over hovedet, 

og at kunne tænde 

for varmen. Tonny Jegild Christensen 

griner af dét, der lyder som en enlig mønt indeni. 

Men selvom Tonny af og til spiller Lotto, 

drømmer han ikke om at blive millionær. 

- Hvis jeg blev det, ville jeg gå i hundene. Så 

ville jeg bruge pengene på druk. Og så ville jeg 

ikke kunne styre mig. 

Så Tonny drømmer egentlig bare om at få 

lov til at være sig selv. Og det føler han, han 

kan i sin skæve bolig. I hvert fald, når han 

husker at låse sin dør. 

- Ellers kan naboerne godt finde på bare at 

gå ind. | 


foto polfoto | 

så er det sagt | af 

Forfatter, journalist og debattør 

Carsten Jensen modtog for nylig 

Olof Palme-prisen. Prisen er tidligere 

uddelt til blandt andre Kofi 

Annan og Aung San Suu Kyi. 

Carsten Jensen skriver fast i Hus 

Forbi. 


Carsten Jensen 

Dødsdom på dansk 

Forestil dig, at du har fået en dødelig sygdom. Du har kræft, og den er 

for vidt fremskreden til, at den længere kan standses. Eller det er noget med 

dit hjerte. Din hjerne. Hvad som helst, der har et indviklet latinsk navn, som 

du ikke kan udtale og heller ikke har lyst til at sige hverken på dansk eller 

noget andet sprog. 

Du forstår i øvrigt knap nok, hvad lægen siger. Du ved, der er noget galt, 

jo mere uforståeligt han taler. Du opfanger ordet terminal, og du indser, at 

det ikke er en lufthavn, han taler om. 

Så insisterer du. Du beder høfligt om at få sandheden forklaret på menneskesprog. 

Du ved godt, at du ikke har samme høje uddannelse som lægen 

eller samme ordforråd, og du mærker også, at han benytter sig af det. Du vil 

ikke ligefrem kalde ham nedkaldende. Men alligevel. Formynderisk, måske. 

Han vil beskytte dig mod sandheden. Men hvem er han, at han skal bestemme, 

hvad du kan tåle at høre og ikke tåle at høre? 

Med eller uden et stort ordforråd kan du faktisk være ret overbevisende. 

Så overgiver han sig, lægen, og indser omsider, at du ikke kan leve med en 

sky af uvished over hovedet, uanset hvor lang tid du måtte have igen eller 

ikke have igen. Nielsen, siger han, du skal snart dø. Du må hellere få bragt 

orden i dine sager. Tiden rinder ud. 

Du går hjem. Du har en kone, du har en datter. Det her er ikke sjovt. Det 

er dig, der skal dø og rives bort fra dem. Men på en eller anden måde synes 

du jo også, du skal beskytte dem mod den temmelig frygtelige nyhed, at 

snart er du ikke længere blandt dem. Du indser, at du er i færd med opføre 

dig over for dem, som lægen lige har opført sig over for dig. Det går jo ligesom 

ikke. Det er dig, der trænger til trøst. For fanden mand, du har lyst til 

gemme hele dit hoved på bunden af en flaske eller bore det ned i din kones 

skød og bare vente på, at det hele skal gå over. Og det gør det jo unægtelig, 

men altså ikke lige på den måde, problemer plejer. For det er dit liv, der 

går over. Forbi. Slut. Og du vil ikke være der til at trøste din familie, når det 

først er sket. De kan kalde på dig alt det, de vil. Du kommer aldrig til at svare 

dem. 

Du ser på din datter på ti. Hvordan vil hun reagere? Hun vil jo nok græde, 

ligge vågen om natten, savne dig bagefter. Hvilke slags ar efterlader en fars 

død i et barn? Vil din død ændre hende for altid? Vil hun blive en anden 

slags menneske, fordi du døde alt for tidligt? 

Forestil dig nu den samme situation, bare med den lille forskel, at dit navn 

er Malik. Du og lægen taler ikke samme sprog, og du kan ikke forstå ham 

uden en tolk. Der er bare det problem, at den danske regering under pres fra 

et parti ved navn Dansk Folkeparti lige har sparet tolkene væk, fordi regeringen 

skulle redde nogle banker, der havde lånt for mange penge ud til en hel 

masse i forvejen meget velhavende mennesker, der bare ikke kunne få nok. 

Altså må du klare dig, som du bedst kan. Du tager din datter på ti med. 

Og nu sidder hun der og kigger hjælpeløst fra lægen til dig og tilbage igen. 

Hun kan mærke, at der er noget galt. Skal hun nu slå i bordet og insistere 

over for lægen? Skal hun vende sig mod dig og sige de tunge ord: Far, du 

skal dø. Du må hellere gøre dig klar. 

Du vil stadig gerne beskytte hende. Du spørger dig selv, hvad en fars 

tidlige død gør ved et barn? Nu kan du stille et spørgsmål til: hvad gør en 

fars tidlige død ved et barn, når det er barnet, der skal udtale dødsdommen, 

fordi det danske samfund skal spare, og nogen skal jo betale prisen, og 

hvorfor ikke børnene af de udlændinge, som alligevel bare kunne have holdt 

sig væk? 

Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.

| læserne skriver | 

deltag i debatten Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til debat@husforbi.dk 

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale. 

Det er en ommer 

Er Hus Forbi blevet et talerør for og til de elitære? Carsten Jensen plæderer 

i sidste nummer for, at krig skaber dræbere, men hvad har krigen i 

Afghanistan eller Irak så lige med hjemløse at gøre? Eller er Carsten Jensen 

på lønningslisten i Hus Forbi som politisk kandestøber? 

I fald han skal skrive hver måned, går jeg måske forbi Hus forbi, hvilket 

jeg vil være meget ked af, da det er de hjemløse, det handler om, og ikke 

Carsten Jensens kæpheste. Det er da sympatisk, at bladet lægger spalter 

til, men essensen i dette blad bør være om og for de hjemløse. Det 

kan I gøre bedre. I kunne starte med at være mere aggressive over for de 

myndigheder og politikere, der lader hjemløse være en del af det danske 

samfund. 

En klumme burde – måske – i stedet skrives af forskellige personer med 

kendskab til eller hjerte for de hjemløse og ikke en superintellektuel fra 

parnasset. 

Flemming Franklin Fischer 

- vi lister os af sted på tå, 

når vi skal ud og røve. vi røver det, 

vi ikke må, og det, som folk behøver. 

vi røver kun fra fattigmand, 

med arme og ben så godt vi kan. 

ja, røve det kan vi, vi gør det igen ... 

både løkke og kjærsgaard og 

espersen. 

Kim Brohus, fra Hus Forbis Facebookprofil 

Tak til Hus Forbi for at turde 

Når man køber og læser et blad 

som Hus Forbi, er det primært 

fordi man vil støtte, og fordi man 

interesserer sig for eller måske selv 

er en af de mange, for hvem det at 

få en kop kaffe og en ostemad, en 

seng at sove i og lidt menneskelig 

omsorg, er det, man har behov for. 

Når man ser den stigende 

fattigdom og den store sociale 

uretfærdighed, vi desværre har her 

i landet, så kan man ikke undgå at 

skulle tage stilling. At det så bliver 

tolket som, at Hus Forbi er blevet 

talerør for den yderste venstrefløj, 

siger betydelig mere om dem, der 

fremkommer med kritikken, end 

om redaktionen på dette geniale 

blad. 

En stor tak til Hus Forbis redaktion, 

fordi den tør tage de problemer 

og de mennesker alvorligt. Det 

er jo ikke lige det, den nuværende 

regering sætter højest på deres 

dagsorden. 

Hermed sender jeg en stor 

humanistisk og varm hilsen til alle 

dem, der laver et stykke arbejde 

for de absolut allersvageste mennesker 

i Danmark. 

Lars Højst Hansen 

Godt at få kaffen galt i halsen 

I mange år holdt min familie 

Jyllands-Posten. Ikke fordi det lige 

var en avis, vi var enige med, men 

fordi min mands arbejde krævede 

det. Og det skete rigtigt tit, at jeg 

fik kaffen galt i halsen, når jeg læste 

en leder eller kommentar, som 

var stik modsat mine egne holdninger. 

Men jeg tror, at det var rigtigt 

sundt for mig at læse meninger fra 

folk, som så tingene på en anden 

måde end jeg. En sag kunne ses fra 

flere sider, og under alle omstændigheder 

kunne jeg trøst mig med 

det gamle ord: For at bekæmpe 

rotterne, må man vide, hvad de 

lever af! 

Jeg er sådan set ret ligeglad 

med, hvor i det politiske billede 

Hus Forbi befinder sig. Hus Forbi 

Nej tak til censur 

er et godt projekt, en god sag og 

her finder man historier, som ikke 

ellers vil få den store spalteplads. 

Historier fra det fattige Danmark, 

som mange måske slet ikke vidste 

eksisterede i dette lykkelige lille 

land. 

At Carsten Jensen har en 

klumme, hvor han med sin skarpe 

pen får smidt nogle finker på panden, 

synes jeg er et plus. Han kan 

skrive, han har holdninger – uanset 

om man kan lide dem eller ej. Brug 

det, han skriver, til at ruske lidt op 

i jer selv. Få blodtrykket op engang 

i mellem. Det er kun sundt for 

demokratiet og det politiske liv, at 

vi diskuterer tingene. 

Elisabeth Bennetsen 

Jeg er enig med Kirsten Schmidt, der ikke mener, at Hus Forbi skal være 

talerør for venstrefløjen. Fy da. Så hellere for Venstre. Hvis jeg skal give 

20 kroner til en hjemløs, må det, han udbreder, være noget, jeg kan være 

tjent med at læse, ellers kan han have det så godt. Bladet skal ikke have 

holdninger eller give udtryk for meninger. I hvert fald ikke nogen, som jeg 

ikke kan godkende. Så må de hjemløse undgælde. De kan bare lade være 

med at sælge det blad, så. 

Eller måske er jeg ikke helt enig. For hvad er politik? Ret beset og så 

vidt jeg har forstået, er det at interessere sig for det samfund, vi lever i. 

Det kan vel ikke være odiøst? Eller hvad? 

Måske Kirsten Schmidt går ind for, at vi bukker og takker og bøjer hovedet 

og tier i forsamlinger og censurerer Hus Forbi? 

Else Waale 

- vil lige ønske alle hus forbi-sælgere 

en fantastisk dejlig dag. 

i dag, som alle andre gange jeg har 

købt jeres blad, havde sælgeren 

overskud til både smil, snak og til at 

ønske mig en god dag. 

det kunne mange mennesker lære 

en hel del af. jeres smil varmer, 

og det burde alle huske, for smil 

koster intet. 

Anja Pedersen, fra Hus Forbis Facebookprofil 



Regeringen skaber 

flere hjemløse 

Regeringen og Dansk Folkeparti har med forringelse af dagpengene endnu 

en gang sigtet efter de personer, som har det svært i vores samfund. Med 

ændringen skubbes flere ud på kanten af samfundet, og vi risikerer en 

stigning i antallet af hjemløse. Endnu engang kommer krisen til at blive 

betalt af dem med færrest ressourcer. 

Særlig slemt er det jo, fordi alle tilbud og muligheder for hjemløse og 

andre eksistenser, som ikke ligner flertals-danskeren, skæres og reduceres. 

Flere hjemløse til færre tilbud giver dårlige muligheder for nogle af dem, 

som har det sværest. Jeg håber, at vi snart får en ny regering, som kan 

tage hånd om problemerne, og som ser hjemløse som mennesker, der også 

har krav på ordentlige levevilkår. 

Trine Pertou Mach, Folketingskandidat for SF 

Her er artikler, 

der ikke findes andre steder 

Det var en god oplevelse at læse 

Hus Forbi nr. 5, maj 2010. Der var 

flere glimrende artikler med vinkler 

og indhold, som ingen andre trykte 

medier leverer. Her tænker jeg særligt 

på Carsten Jensens skarpe pen, 

hvor han fortsætter med at pirke til 

grundlaget for krigen i Afghanistan, 

og hvilke konsekvenser det har for 

os alle sammen. 

I Afghanistan slår vi ikke bare fjender 

ihjel, vi slår også noget i os selv 

ihjel, slutter Carsten Jensen. 

Helt oplagt 

at Hus Forbi er politisk 

Det undrer mig virkelig at læse så meget modstand mod Hus Forbis politiske 

vinkel på bladets debatsider. 

Jeg er helt enig med Christel Maria Nolle i, at alt er politisk, og at Hus 

Forbi sætter fokus på nogle af regeringens svage sider, er da helt oplagt. 

Desuden synes jeg, at det er usmageligt, at folk, der er uenige med 

redaktøren eller en af skribenterne, ikke kan nøjes med at debattere, men 

også skal fortælle, at de nu boykotter bladet. Køb dog bladet, fordi I støtter 

nogle af vores samfunds svageste grupper. Køb bladet, fordi det trods 

uenighed også er deres talerør og et projekt, der er med til at give dem en 

smule værdighed. 

Dorthe Eggertsen 


Derudover læste jeg med glæde 

artiklerne om ulighederne i den 

danske folkeskole, hvor Lars-Henrik 

Schmidt påpeger folkeskolens 

eksklusions-manøvrer som følge af 

politikernes krav om øget faglighed. 

Spændende, tankevækkende 

og interessante artikler, som ikke 

findes andre steder. Tak for det! 

Torben Fleckner 

- køb en flot hudcreme, eller giv 

en hjemløs et par tikroner. du vælger. 

velstand er vores evne til at hjælpe 

andre. 

Mikael L. Kallio, fra Hus Forbis Facebookprofil 

- sidder og kigger i nyeste nummer af 

hus forbi. ganske interessant at læse. 

og stor respekt til de sælgere, der står 

en lang dag og måske kun får solgt få 

aviser. 

Brian Halvsø Jensen, fra Hus Forbis Facebookprofil 

Glædeligt overrasket 

over linjen 

Efter ikke at have læst Hus Forbi 

et godt stykke tid blev jeg glædeligt 

overrasket over at gense et 

blad med en hel ny, konstruktiv og 

positiv vinkel på fortællingerne om 

hjemløses vilkår i Danmark såvel 

som globalt. 

De fleste af Hus Forbis købere 

skal formentlig findes uden for de 

hjemløses egne rækker, og jeg skal 

da indrømme, at jeg var blevet temmelig 

træt af bladet, eller rettere 

den noget indspiste og misforståede 

solidaritet med mennesker i 

nød. Her tænker jeg på den megen 

spalteplads, der er blevet givet 

gennem tiden til at skrive portrætter 

om hjemløse, der dybest set 

var utilfredse med forholdene og 

ikke kunne forstå det rimelige i at 

de ikke kunne gå omkring og være 

kriminelle eller betragte sagsbehandlerne 

som rene skydeskiver. 

Jeg tillader mig at skrive dette 

og undskylder over for de mennesker, 

jeg sårer. Jeg tror så bare ikke, 

at det er den gruppe, der læser 

bladet selv, endsige køber det. 

At skrive, at Hus Forbi ikke er 

politisk, som Mogens Overballe gør 

det i et læserbrev i sidste nummer 

af bladet, er lodret forkert. Bladet 

har alle dage været solidarisk med 

de hjemløse, også i erkendelsen 

af, at de store forbedringer skal 

ske både på græsrodsplan og via 

lovgivningen. Naturligvis. 

At Mogens Overballe ikke 

længere vil købe bladet på grund 

af den nye redaktionelle linje, er 

en aldeles forfejlet strategi og i 

dén grad usolidarisk med sit eget 

projekt. Jeg hæfter mig ved, at han 

arbejder med hjemløse på gadeplan, 

og dermed siger han jo også, 

at han arbejder for de hjemløse. 

Det samme gør Hus Forbi. 

Jeg er sikker på, at den redaktionelle 

linje nok skal skaffe mange 

nye læsere til. Der er et bredere 

tilbud af læsestof nu, og det er 

langt mere positivt end tidligere. 

Altså arbejder bladet langt mere 

konstruktivt og godt, både som 

avis og som tilskud til dagen og 

vejen for rigtig mange mennesker. 

Det er ansvarsfuldt og godt gjort af 

redaktionen at lægge linjen om. Jeg 

håber, at mange får øjnene op for 

forandringen. Og Carsten Jensens 

causeri er glimrende, indsigtsfuld, 

velskreven og relevant. 

Poul G. Exner 

Se Hus Forbis hjemmeside med 

nyheder og fakta om hjemløse og 

socialt udsatte på 

www.husforbi.dk

scanpix, Casper Christoffersen 


Det starter med en selv 

At yde for at kunne nyde har altid 

været mit princip. Det er også 

grunden til, at jeg med glæde køber 

Hus Forbi hos de altid smilende og 

venlige sælgere. De står der i regn 

og slud, ja i al slags vejr, og jeg synes, 

det er prisværdigt, at man trods 

modgang i livet gør noget – yder 

noget. 

Dette burde være grundprincippet 

i alle menneskers tankegang. En ting 

er, at samfundet skal stå klar med en 

hjælpende hånd, når verden ramler 

for en, og man ryger ud i det, der 

kan forekomme som en håbløs situation 

for en. Men når det er sagt, så 

har man altså også en forpligtigelse 

til selv at gøre noget for at komme 

videre. Det er ikke altid kun samfundet, 

der skal yde. 

Jeg har altid haft et ambivalent 

forhold til de personer, som man ser 

i Odenses gader, og som sidder på 

bænken og tigger penge. Min første 

| sagt i juni | 

tankegang er som regel: ’Taber, idiot, 

se dog at komme videre, rejs dig op, 

og kig på dig selv – gør dog noget, 

tag imod de tilbud, som samfundet 

sikkert har givet dig, kom ud af dit 

misbrug’. 

Det næste er så, at jeg kommer i 

tanke om sangen ’Walk A Mile In My 

Shoes’ med Elvis Presley. Den handler 

kort fortalt om, at man ikke skal 

dømme andre, før man har prøvet at 

leve deres liv, og det er jo netop det, 

man i første omgang gør, når man 

ser en narkoman eller alkoholiker i 

bybilledet. Jeg har jo ikke ret til at 

dømme manden på bænken. Jeg ved 

jo ikke, hvor filmen knækkede for 

ham, eller hvad der ellers er sket i 

hans liv. 

Når alt dette så er sagt, ja så 

mener jeg stadig, at ’det starter med 

en selv’. Jeg mener faktisk, at man 

har en forpligtigelse til igennem hele 

livet selv at være med til at gøre en 

debatten fortsætter på www.husforbi.dk Tjek også debatten på Hus Forbis Facebookprofil. 

- De udnytter EU’s regler om 

arbejdskraftens frie bevægelighed 

og de åbne grænser til 

at platte sig vej igennem 

Europa og genere retskafne 

mennesker på deres vej. Der 

er tale om folk, der kommer 

hertil for at begå kriminalitet 

og snyde og bedrage. Det kan 

bare ikke være rigtigt, at vi 

ikke kan sende dem hjem med 

et indrejseforbud. 

Martin Henriksen, 

Dansk Folkeparti, i Jyllands-Posten 13. juni 

forskel og ikke bare læne sig tilbage 

og kræve ind. Medmindre man er 

syg på den ene eller anden måde, så 

må det være sådan, at man skal yde 

før man kan nyde. Jeg tror på, at 

uanset hvor håbløst livet ser ud for 

en, ja så starter forandringen med 

en selv. Man skal selv ville fremad 

igen, så tror jeg også på, at det kan 

lade sig gøre, til gavn for en selv og 

samfundet. 

Der har været en del indlæg i 

bladet omkring politiske holdninger. 

Om at bladet er venstreorienteret 

eller på andre måder giver udtryk 

for venstreorienterede meninger og 

holdninger. Det er jeg egentlig lidt 

ligeglad med. For mig drejer det sig 

om at støtte den sælger, der gider 

gøre en indsats. Jeg kan sagtens 

sortere fra og har heldigvis mine 

egne holdninger og meninger. 

Til sidst vil jeg blot kommentere 

jeres artikel Hus Forbi nr. 5, maj 

- Vi kan ikke skrue tiden 

tilbage og sende alle de 

fattige udlændinge ud af 

landet. Det nytter ikke 

at bygge mure op. De vil 

blot skabe endnu mere 

desperation. Vi kan ikke 

bare lukke øjnene for de 

uligheder, som får mennesker 

til at søge mod 

vores privilegerede del af 

verden. 

Robert Olsen, forstander på 

Mændenes Hjem, i Politiken 10. juni 

2010 omkring manglende forståelse 

af stofmisbrugere på de danske 

hospitaler. Jeg kan udmærket 

forstå de læger og sygeplejersker, 

som reagerer i frustration over de 

narkomaner, som ikke kan forstå, at 

man er på et offentligt hospital, hvor 

der er visse spilleregler med hensyn 

til, hvordan man agerer og opfører 

sig. Hvis jeg var indlagt på en stue, 

hvor der lå en anden mand, der 

råbte og skreg og brugte wc’et til at 

fixe på, ja, så tror jeg også, jeg ville 

forlange, at man fjernede den person 

meget hurtigt. Nu ansætter man så 

specielt personale, som skal varetage 

narkomanernes interesse. Igen drejer 

det sig om, hvad samfundet skal yde, 

og ikke hvad personen skal yde til 

samfundet. 

Det starter med en selv. 

Henrik Domar 


polfoto Jesper Stormly Hansen


Mennesker

på kanten 

Under en firsporet vej i Aalborg 

ligger Skurbyen. Her holder nogle 

af byens skæveste eksistenser 

til, og de bestemmer helt selv, 

hvordan deres liv skal leves. 


af Lasse Telling 

foto Kasper Jensen 

- Vil I have en nisseøl? 

46-årige Peter slår armen ud mod kommoden, 

hvor der står to uåbnede flasker. Selv rører 

han ikke nisseøl, fortæller han. Han holder 

sig til de grønne Tuborg, som han hver dag får 

leveret til sit lille hus i Skurbyen. 

På bordet ligger der cigaretter og tomme 

øldåser. Det, der ikke er plads til, er faldet ned 

på gulvet rundt om en 12-liters murerspand, 

der fungerer som skraldespand. Katten Balder 

spankulerer elegant rundt mellem det hele. 

Skurbyen ligger ti minutters gang fra Aalborg 

Banegård og huser en gruppe tidligere 

hjemløse alkoholikere, der her kan opføre sig, 

som de vil. De kan rode og larme – og have 

deres misbrug i fred. 

- De må drikke, ryge og junke. Vi smider 

dem ikke ud. Kun hvis de er voldelige, fortæller 

lederen af Skurbyen, Finn Christiansen, der 


fik ideen til byen i 1994. Den åbnede i 1997 og 

har siden været forbilledet for andre skurbyer 

rundt om i landet. I 2003 fik Finn Christiansen 

Hjemløseprisen for sit arbejde. 

- Vi giver folk et anderledes liv, end de 

ellers havde mulighed for. De mennesker, 

der er på kanten, har også krav på et liv. Det 

kan måske nogle gange være svært at få øje 

på, hvad det er for et liv, de har her, men ser 

man det, og det gør jeg, er det et dejligt sted 

at være, siger han, inden han bliver afbrudt 

af Henrik, der iført hospitalstøj kommer ind i 

fællesrummet. Med den ene hånd støtter han 

sig op ad væggen. 

- Finn, du kan godt se på mig, at jeg trænger 

til en bajer, ikke? 

Piller, sprut og blå blink 

Ligesom de andre beboere i Skurbyen var 

Henrik hjemløs, inden han flyttede hertil. Han 

bryder sig ikke om herberger, hvor folk kommer 

og går. Der er ikke rart at være, og man kan 

- Der er meget mere privatliv ved at 

bo her end at bo på herberget. Der 

bliver der hele tiden banket på døren. 

Hugo 

ikke være sig selv. Det kan man i Skurbyen. 

Første gang vi møder Henrik, er dagen før, 

da han inviterer os indenfor. Selvom det er sen 

eftermiddag, ligger han i sengen. 

- Jeg vil kun fotograferes med en bajer i 

hånden. Det bliver jeg altid, siger den 40-årige 

med en blanding af kluklatter og host. Han har 

været på druk i tre dage, og maven gør ondt. 

Samtidig må han ikke drikke, når han også 

spiser de piller med den abstinensnedsættende 

fenemal, som personalet udleverer til ham. 

- Jeg har lige været på sygehuset tre gange 

på tre uger, efter at jeg er faldet om. Det er, 

når jeg blander piller og sprut, fortæller han 

nøgternt, mens socialpædagog Solveig Wagner 

rækker ham et glas med piller. 

- Husk vores aftale, Henrik. Du må ikke 

drikke, når du får piller. 

Samme aften bliver Henrik igen hentet af 

en ambulance med blå blink og indlagt på 

sygehuset. Han blandede alligevel pillerne og 

sprutten.

Lige inden for døren i personalehuset 

hænger et spejl, der skal huske de tre fuldtidsansatte 

i Skurbyen på, at det er beboerne, der 

bestemmer. 

- Vi skal kunne se os selv i øjnene, når vi 

går forbi det, ellers gør vi det ikke godt nok. 

Det er et godt barometer for ens arbejdsdag, 

fortæller Solveig Wagner, der har arbejdet i 

Skurbyen i ni år. 

- Vi respekterer beboerne og deres bolig, og 

det tror jeg skinner igennem. Det siger meget, 

at vi har deres tillid. De har haft mange skuffelser 

i deres liv, og at de kan have tillid til os, 

viser, at de er nogle gode mennesker. 

For modgang er der nok af for de tidligere 

hjemløse, og det var ikke let at finde et sted, 

hvor der var plads til dem, forklarer Finn 

Christiansen. 

- Naboerne var slet ikke interesserede i at 

have os her i starten og ville ikke have beboernes 

gæster rendende. Vi smed gæster ud, og 

der var nogle voldsomme episoder med folk i 

armlås og politi. Men nu styrer beboerne det 

meget mere selv, og så hjælper vi dem med at 

sige fra, hvis de gerne vil have det. 

Rejsen ender på Almen Kirkegård 

Ti minutters kørsel fra den lille indhegnede 

skurby, bliver blikkene fjerne, mens urnen 

sænkes det sidste stykke i jorden. Sammen 

med de tre ansatte står vi ved Skurbyens nye 

gravplads på Almen Kirkegård i Aalborg. En 

af Skurbyens beboere døde for nylig. De andre 

beboere er ikke med til urnenedsættelsen. Det 

er for følsomt for dem. 

- Kristendommen fylder ikke meget herude 

i Skurbyen. Der kommer en præst fra Korshæren 

hver 14. dag, og så går vi meget op i, at de 

får skrevet deres sidste vilje. Men ikke mere 

end det, fortæller Finn Christiansen. 

Det er 52-årige Hugo, der har overtaget 

huset efter den afdøde beboer. I ni år har han 

været hjemløs, og det sidste halve år har han 

boet på herberg. 

- Der er meget mere privatliv ved at bo her 

end at bo på herberget. Der bliver der hele tiden 

banket på døren, siger Hugo. Han nulrer et 

par cigaretskodder ud i sin pibe og fortsætter: 

- Vi må helst ikke have overnattende gæster 

her, men hvis man møder en sød pige, må man 

godt tage hende med hjem. Det må man ikke 

på herberget. 

Og gæster er vigtige, for at beboerne skal få 

et godt liv, viser erfaringerne fra Skurbyen. 

- Menneskene herude er ensomme, og derfor 

er det godt med gæster. Det betyder meget 

at have en rigtig ven, for vi er jo bare personale, 

siger Finn Christiansen. 

- Jeg er kommet så langt, at jeg synes dårligt 

selskab er bedre end intet selskab. | 


- Det kan måske nogle gange være svært at få øje på, 

hvad det er for et liv, de har her, men ser man det, 

og det gør jeg, er det et dejligt sted at være. 


Finn Christiansen, leder af Skurbyen

- Vi respekterer beboerne og deres bolig, 

og det tror jeg skinner igennem. Det siger meget, 

at vi har deres tillid. De har haft mange skuffelser 

i deres liv, og at de kan have tillid til os, viser, 

at de er nogle gode mennesker. 

Solveig Wagner, socialpædagog 


Dette er anden del af føljetonen om Allan Jakobsen, som vi følger gennem i alt seks 

måneder. Han er 35 år, hjemløs og Hus Forbi-sælger. Allan er født og opvokset i 

Odense og var ti år, da han startede med at drikke. Som 14-årig begyndte han at tage 

heroin. Han er uddannet sømand og skibskok, men i de sidste 16 år har hjemløsheden 

og heroinmisbruget styret hans liv. Han har haft lejligheder af et halvt års varighed, 

men kan ikke finde sig tilpas indendørs og ryger på gaden igen. Allan Jakobsen får ikke 

understøttelse, for så skal han have en fast adresse, og det ønsker han ikke. 

Denne og tidligere artikler om Allan kan læses på www.husforbi.dk 

Mennesker 

kommer og går 

| føljeton fra gaden - juli | 

af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Holger Erik Henriksen 

Allan Jakobsen er rykket indendørs hos en ven. 

De var startet med at skændes over en plads 

foran en bagerbutik, men fandt hurtigt ud af, 

at de var gode til at sælge Hus Forbi sammen. 

Der er rift om de gode salgssteder, så nu passer 

Allan på vennens plads, når han ikke er der. Og 

omvendt. Når der skal skaffes nye aviser, skiftes 

de til at tage af sted. 

Før mødet foran bagerbutikken havde Allan 

haft en hård måned. Den meste af den havde han 

tilbragt ved en bålplads i Skodsborg Skov, men 

en dag fik han et ildebefindende. Han vågnede 

op på Bispebjerg Hospital, hvor han var indlagt i 

fem dage. 

- Et rigtigt job får jeg aldrig. 

Det fejler jeg for meget til. 

Dårlige lunger, mavesår 

og så er jeg begyndt at se 

syner en gang imellem. 

- I seks år har de kaldt det lungebetændelse, 

men det kan jeg jo ikke blive ved med at have. Jeg 

plejer at kunne tage det i opløbet, når jeg begynder 

at kunne mærke, at lungerne piber, men denne 

gang havde jeg ikke mærket noget. Jeg faldt bare 

om og aner ikke, hvem der hjalp mig. 

Allan får det meget dårligt, når han er på 

hospitalet. 

- Jeg fryser og bliver bange, så det føles som 

tortur at være indlagt. Og jeg skal jo have fat i 

nogle stoffer, så jeg ringer rundt og laver aftaler 

med venner, der kommer forbi. Hospitalet vil 

tilbyde mig metadon, men det vil jeg ikke have, 

fortæller han. 

Af lægerne fik Allan at vide, at han skulle 

holde sig indendørs. 

- Det kan man jo ikke bede en hjemløs om, så 

når jeg har boet hos min ven nogle dage, så er 

det ud igen. 

Føtex i regnvejr 

Indtil gaden kalder igen, sover Allan på en lav 

sofa, hvor det ene ben er faldet af. Han sidder og 

roder med en bøtte hårvoks, som han overvejer 

at putte i håret. 

- Nej, det står sgu fint nok, siger han og tager 

en kasket på. 

Hans kammerat kigger ud ad vinduet. 

- Det regner ad helvedes til, siger han. 

- Så bliver det et møgsalg, svarer Allan. 

- Ja, vi kan godt glemme Føtex. 

Det er netop ved Føtex på Vesterbro, at Allan 

plejer at stå sammen med vennen Krølle, men 

ham har han ikke set i en måned. 

- Mennesker kommer og går. Sådan har det altid 

været med mig. For nylig gik jeg sammen med 

én ung fyr, men han blev sgu jaloux på mig og 

min nye kammerat. Jeg snakker helst ikke med så 

mange mennesker og passer på, hvem jeg omgås. 

Og jeg sætter mig aldrig på Kultorvet, hvor hele 

slænget er. Jeg skal fandeme ikke til at drikke 

igen. Er du gal, så skulle jeg lave penge til to ting. 

Allan skal tjene otte hundrede kroner om dagen 

for at få råd til mad, medicin og misbrug, så 

der er ikke noget at gøre. Han må trodse regnen 

og lungebetændelsen. 

- Jeg giver ikke op, før jeg har pengene. Jeg 

ved godt, at det er mange penge. Hvis jeg havde 

sparet op, ville jeg være mangemillionær. Men jeg 

kan slet ikke se mig selv som clean. Hvad skulle 

jeg så lave? Sidde og trille tommelfingre og blive 

gammel? spørger han og fortsætter: 

- Jeg kunne selvfølgelig fortsætte med at 

sælge Hus Forbi, men hvad skal jeg så bruge 

pengene til? Et rigtigt job får jeg aldrig. Det fejler 

jeg for meget til. Dårlige lunger, mavesår og så er 

jeg begyndt at se syner en gang imellem. Jeg ser 

stolper foran mig og snakker med én, der ikke er 

der. Det er fandeme ubehageligt, men det er vel 

nok, fordi jeg tager stoffer. | 

hvad er dine planer 

for den næste tid? 

- Jeg glæder mig til alle de kræmmermarkeder, 

der er over sommeren. Så skal jeg ud og sælge 

aviser og høre musik. Jeg vil gerne have en hund 

på et tidspunkt. Gerne en schæfer, men jeg burde 

nok få en labrador, hvis jeg skal tænke på mine 

kunder. Tror sgu, det vil være rart at have én, der 

er sammen med mig, når jeg sover udenfor. Jeg 

skal også have fat i et telt. For her i sommerferien 

kommer der mennesker dér, hvor jeg normalt 

sover. Så jeg må finde et andet sted i en skov og 

slå et telt op. Og så skal jeg have noget kogegrej 

igen. Det gamle blev stjålet for nylig.

hfjuli2010.pdf - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?