Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub
Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub
Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
MEDLEMSBLAD FOR DE BEREJSTES KLUB DECEMBER 2004 / NR. 18<br />
GLOBEN<br />
<strong>Din</strong> <strong>første</strong> <strong>rejseoplevelse</strong>:<br />
<strong>Rejsestafetten</strong>:<br />
Dramatiske ankomster<br />
Kopper<br />
Vindistrikter<br />
Læs, hvordan medlemmer oplevede deres <strong>første</strong><br />
uforglemmelige rejse<br />
LÆS OGSÅ: En rejse ad Silkevejen, Pik Lenin: sandheden og toppen, tanker om rejselivet,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 1<br />
gratis<br />
rejser, påskeferie i Mellemøsten, rejsen til Afghanistan, <strong>De</strong>n Transsibirske Jernbane og veninder i Mexico.
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 2
Medlemsblad for <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong><br />
Redaktion:<br />
Simon Staun<br />
Thorsgade 62 b, 3 th.<br />
5000 Odense<br />
Tlf.: 20922834<br />
mail@simonstaun.dk<br />
Nikolaj Witte<br />
Skt. Annagade 32<br />
8000 Århus C<br />
Tlf.: 86181136 / 22790384<br />
nikolaj@wayout.dk<br />
Tekst / fotos:<br />
Medlemmer af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong><br />
Forsidefoto: Overalt i Dhaka, Bangladesh, hvor man<br />
bevæger sig bliver man budt på den ene kop te efter<br />
den anden ved disse små gadeboder. Ikke sjældent<br />
har dette, den <strong>første</strong> kontakt, været årsag til aldrig at<br />
tøve med at tage afsted igen.<br />
Foto: Nikolaj Witte<br />
Forsidedesign:<br />
Nikolaj Witte, adresse s. 70<br />
Tryk:<br />
BB Offset<br />
Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro<br />
Oplag: 225<br />
ISSN: 1603-1458<br />
<strong>De</strong>adline til næste nummer:<br />
5. februar 2004<br />
Tema: Kina<br />
- alt stof sendes til globen@berejst.dk<br />
Annoncer:<br />
annoncer@berejst.dk<br />
Medlemskab:<br />
www.berejst.dk<br />
Formand:<br />
Søren Padkjær, adresse s. 70<br />
<strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong> er en upolitisk forening. Alt stof og<br />
alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor<br />
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis<br />
af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.<br />
4 Årets julegave...<br />
5 Næste tema: Kina<br />
6 Sådan startede det...<br />
Søren Padkjær<br />
9 Interrail gav rejsefeber<br />
Preben & Bente Knudsen<br />
11 Cykelturen til Roskilde - foråret 1954<br />
Arne Runge<br />
12 Backpacker som senior<br />
Erik Pontoppidan<br />
15 At lære på den hårde måde<br />
Søren Bonde<br />
19 Gevinstrejsen til Skammestein<br />
Niels J. L. Iversen<br />
20 DBK på toppen af Pik Lenin<br />
Martin Nielsen<br />
24 God e-mail til rejsen<br />
25 Gratis eller næsten gratis rejser<br />
Knud B. Bach<br />
26 DBK’s Top-20 for besøgte lande<br />
27 Påskeferie i Mellemøsten<br />
Per Allan Jensen<br />
29 <strong>De</strong>t eventyrlige Borneo<br />
Nikolaj Witte<br />
33 Om hvordan man bli’r »bidt af en gal rygsæk«<br />
Pernille Föh<br />
35 Rejsen ad Silkevejen<br />
Lars Munk<br />
38 <strong>De</strong>n sande Pik Lenin ekspedition<br />
Kenneth Hvolbøl<br />
42 At se det store i det små<br />
Anders Pedersen<br />
44 Langt fra Kabul til Afghanistan<br />
Rasmus Krath<br />
46 At tæmme verden<br />
Ewa Bylinska<br />
47 The big train ride - del 1<br />
Arne Runge<br />
50 Nekrolog for Lis V. Jørgensen<br />
51 Julebrev fra Ewa Bylinska<br />
52 Et halvt århundrede i Mexico<br />
Ewa Bylinska<br />
54 Mine 10 bedste kopper<br />
Kisten Fiil Svarer<br />
56 Mine 10 mest dramatiske ankomster<br />
Bjarne Lund-Jensen<br />
58 Mine 10 bedste vindistrikter<br />
Mai Nygaard<br />
61 Referat af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>s generalforsamling<br />
63 Regnskab<br />
64 Formandens beretning<br />
65 Folkersen og Egholm priserne<br />
66 Dusører og sponsorer<br />
67 Arrangementkalender og »Hold dine rejsedata ajour!«<br />
68 Nye medlemmer<br />
70 <strong>Klub</strong>bens kontaktpersoner<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 3
Årets julegave…<br />
Jeg må tilstå, at jeg ikke er den store tilhænger af julen, som den ser ud i dag. En stor kommerciel suppedas, hvor man føler<br />
druknedøden true med julemusik i højtalerne allerede fra starten af november i den lokale Fakta.<br />
Men i år har det for undertegnedes vedkommende set anderledes ud. Ikke fordi jeg er blevet nyreligiøs eller har vundet i tips.<br />
Jeg er ganske enkelt blevet velsignet af en intet mindre end forrygende bunke beretninger fra vores forunderlige klode.<br />
Jeg har siddet og glemt trøstesløsheden, når jeg har følt mig som en blind passager på farlig færd op ad aggressive bjerge, på<br />
venindetur i Mexico eller sågar på cykeleventyr langs Roskildevejen årtier tilbage.<br />
I særdeleshed har bidragene til dette nummers tema afspejlet, hvor forskellige medlemmerne i denne klub er. Og alligevel i<br />
samme ombæring skildret, hvor ens vi er til trods…<br />
For godt nok har vi haft vores jomfruture og enestående øjeblikke så forskellige steder som Skammestein i Norge og i Borneos<br />
jungle, men alligevel beskriver historierne samme forelskelse og dragning mod det ukendte, det nye og spændende, der altså<br />
både møder os i vores egen skandinaviske kravlegård og helt derude, hvor medicinmændene har madpakke med.<br />
Skal man sætte et barometer op for en god historie i dette blad, må det endelig ikke blive et spørgsmål om at berette om det<br />
vildeste, farligste eller mest afsondrede. <strong>De</strong>t hører naturligvis med<br />
som en del af rejse- og eventyrlysten, men det må ikke svække det faktum, at utrolig mange oplevelser tager udgangspunkt<br />
inden for en meget acceptabel afstand af vort lille Danmark.<br />
Og med hensyn til barometeret, så kan jeg for mit eget vedkommende fortælle, at jeg har fået lyst til at besøge hver og én af de<br />
destinationer, undskyld på nær Pik Lenin, der omtales i dette nummer… Så betragt dette nummer af Globen som en julekalender,<br />
du hver dag kan åbne op og med sikkerhed få en lille gave at lune dig på.<br />
Jeg har kun tilbage at sige: ”Kære julemand, send mig venligst blot gavekort i år. <strong>De</strong>r er så frygteligt mange steder, jeg gerne vil<br />
se”.<br />
Tak til alle for en afsmittende skrivelyst og rejseglæde.<br />
God jul og godt nytår - Simon Staun<br />
Glædelig jul fra alle os<br />
til hele verden.<br />
På billedet fejres julen<br />
i Yangon, Myanmar<br />
med ikke mindre end<br />
fantastisk juleoppyntning<br />
i butiksruderne.<br />
Foto: Nikolaj Witte<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 4
Næste tema: Kina<br />
Meget kan blive sagt, og jeg håber meget vil blive sagt, om dette verdens folkerigeste land. <strong>De</strong>r kan ikke herske tvivl om, at<br />
Riget I Midten er en sand guldgrube for enhver rejsende, og det vil Globen honorere i næste nummer. Kina byder på de klassiske<br />
oplevelser med <strong>De</strong>n Kinesiske Mur som højdepunktet for mange, stærkt efterfulgt af krigerne i Xian og Yangzi floden. Maden<br />
tiltrækker mennesker fra nær og fjern, og enkelte tager måske også hertil for de billige, glimrende øl og nær-gratis smøger (af<br />
svingende kvalitet). Ingen er nok kommet derfra uden at være blevet påvirket af kulturen, for Kinas ældgamle tanketraditioner<br />
med Kongfuzi, Laozi og Mengzi, som de i vesten mest kendte, gemmensyrer hele samfundet. Nok er mange templer gået tabt<br />
i kulturrevolutionen, men tanker dør ikke så let. Bøger kan brændes, men stadig kan langt de fleste kinesere, uden bæven<br />
i stemmen, citere Analekterne. Disse gamle tanker kommer også til udtryk på gader og stræder, ikke mindst når man bliver<br />
ør i hovedet af en tur gemme <strong>De</strong>n Forbudte By, men også det moderne Kina viser respekt for traditionerne ved at anvende<br />
feng shui ved opførelsen af Bank of China i Hong Kong. Kina, der med sin vældige størrelse kan overvælde de fleste, byder på<br />
verdens mest afvekslende natur, fra det flade, fuldstændigt opdyrkede og overbefolkede øst, til verdens højeste bjerg i Tibet, fra<br />
Gobiørken til frodige rismarker, fra travle markeder i Kashgar til hektiske markeder i Hong Kong. Jeg kunne blive ved, men vil<br />
opsummere det efter bedste evner i frasen: Søg og du skal finde.<br />
Næsten ethundrede af os har været der, så for at give plads til alle de fantastiske historier, der helt sikker gemmer sig ude hos<br />
jer, bliver metoden til indsendelse denne gang lidt anderledes. Men en ting der bestemt ikke har ændret sig: Send ind, send ind,<br />
det er fantastisk at modtage og læse alle de storslåede eventyr, I har oplevet.<br />
Læs derfor dette grundigt.<br />
Når du nu sidder og læser denne sætning og tænker: ”hmm, jeg har da en ret god historie om min rejse i Kina”, så tænk<br />
dine oplevelser igennem, og beslut dig for netop den del af hele din rejse, som, du mener, var toppen af toppen. Altså har du<br />
f.eks. rejst to måneder gennem Kina, så giv dig ikke til bare at skrive derudaf om hele rejsen, men stop op og se hvilken del<br />
du allerhelst, når du nu bliver presset lidt, vil fortælle. Hvis vi holder os til eksemplet med de to måneders rejse, så kunne det<br />
være, at det bedste på din rejse var den trekkingtur på Muren, eller måske var det togturen mellem Xian og Beijing, eller det<br />
var maden gennem hele landet, eller måske de små markeder oppe i bjergene, eller vandreturen rundt om Kailash, eller på<br />
jernhest gennem landet, eller fredagsbønnen i en moské i Ürümqi, eller kinesisk medicin, eller tusind andre ting. Måske har du<br />
oplevet det hele og vil gerne have det hele med, men for at undgå eventuelle gentagelser vil vi opfordre dig til kun at vælge din<br />
favoritoplevelse. Hvis der er et historisk aspekt i din oplevelse, så skriv det meget gerne med i beskrivelse. <strong>De</strong>t kunne jo være,<br />
du havde oplevet tragedien på Tiananmen Pladsen eller Hong Kongs overdragelse eller en af Maos taler eller...<br />
Inden du skriver artiklen:<br />
Så send en kort mail (3-5 linjer) til redaktionen om dit foretrukne emne og hvor lang, du tror, din artikel vil blive. Artiklerne skal<br />
helst holde sig på mellem en og fire sider for at give flest mulige medlemmer mulighed for at komme til orde.<br />
Når du så har indsendt en beskrivelse af hvad du gerne vil skrive om, så skriver jeg tilbage og fortæller dig, om der allerede<br />
er en anden, der skriver om det samme område eller emne. Hvis du er den <strong>første</strong>, der siger, at du gerne vil fortælle netop den<br />
historie, så er der kun tilbage at sige: ”skriv løs, vi glæder os til at høre historien”, men er emnet allerede ”optaget”, så spørger<br />
jeg dig, om du måske har en anden fantastisk historie oppe i ærmet, og så finder vi ud af det derfra. Altså først til mølle..., så<br />
tøv ikke, men skriv straks til mig.<br />
Er du bare lidt i tvivl om, hvad du skal gøre, så skriv til Globen@berejst.dk, og vi finder helt sikker ud af det hele.<br />
For at opklare et eventuelt tvivlsspørgsmål: Temaet om Kina inkluderer alle de områder vi som klub anerkender som Kina, altså<br />
også Tibet, Hong Kong, Xinjiang og alle andre steder inden for de anerkende grænser.<br />
Glæder mig til at høre om Riget I Midten - Nikolaj Witte<br />
Søg og du skal finde!<br />
Kina er et kalejdoskop for enhver rejsende. Vær med til at fortælle hvad Kina bød dig på i Globens næste temanummer.<br />
Billederne fra venstre: Soldat foran Maos potræt på <strong>De</strong>n Himmelske Freds Plads (Tiananmen) i Beijing, Bank of China i Hong Kong der efterligner svejende bambus i design,<br />
lille idylisk pagode set fra en lille klippegrotte i <strong>De</strong>t Storslåede Udsyns Park (Daguan Yuan) i Beijing<br />
Foto: Nikolaj Witte<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 5
Sådan startede det…<br />
Jeg kunne simpelthen ikke vente, og tilbød selv at<br />
betale rejsen til mit nye job i Mellemøsten.<br />
Tekst og foto: Søren Padkjær<br />
<strong>De</strong>r blev grinet en del på kontoret, da<br />
jeg frisk fra Handelsskolen var til min<br />
<strong>første</strong> ansættelsesaftale i en eksportvirksomhed<br />
i Aalborg og fortalte om min<br />
dumpekarakter i tysk. Og så netop TYSK -<br />
hovedmarkedet for en stor del af firmaets<br />
produkter. Hvordan kunne nogen være så<br />
skør at søge denne stilling uden at være<br />
perfekt i tysk?<br />
Min redning blev, at min nye chef var<br />
uddannet i en korn- og foderstofforretning<br />
– og det er jeg tilfældigvis også – og<br />
det mente han så kunne gøre det ud for<br />
de manglende sprogkundskaber. <strong>De</strong>suden<br />
kom jeg i afdelingen for diverse produkter,<br />
som blev solgt til det meste af verden,<br />
hvor hovedsproget var engelsk.<br />
Jeg var samtidig begyndt at læse HD om<br />
aftenen, men det blev der ikke meget ud<br />
af, for jeg blev straks kastet ud i direkte<br />
kundekontakter, som på det tidspunkt<br />
bl.a. bestod i at forberede og stå klar med<br />
en indtastet hulstrimmel til en telexmaskine.<br />
Af hensyn til de yngre læsere, så<br />
er en telex lidt som en skrivemaskine, der<br />
er forbundet til telefonnettet. <strong>De</strong>ngang<br />
var telepriserne høje, så i stedet for at<br />
kalde op og så skrive online, forberedte<br />
man offline en strimmel med en slags<br />
morsehuller i en smal rulle papir. Når så<br />
beskeden var klar, blev strimlen sat fast<br />
til aflæseren, man ringede op som på en<br />
telefon, og derefter bankede beskeden<br />
igennem til modtagerens telex. Grunden<br />
til at jeg tilbragte mange aftener ved<br />
dette apparat var, at når beskeden så var<br />
sendt, så kunne modtageren i Colombia,<br />
Brasilien eller Peru – der netop var mødt<br />
på kontoret – straks læse den og svare<br />
tilbage. Man kunne således have en kort<br />
Mit <strong>første</strong> møde med Orienten – det satte<br />
hurtigt liv til mine forestillinger baseret<br />
på smuglerhistorier, kvindehandel og<br />
Fez-hatte, som jeg havde oplevet det fra<br />
træstolene på de <strong>første</strong> rækker søndag<br />
eftermiddag i den lokale biograf.<br />
dialog (men nu foregik det jo online og<br />
taksten var høj), og der var ikke megen<br />
tid til at tænke sig om inden svaret: Ville<br />
vi acceptere hans tilbud og få handelen<br />
afsluttet?<br />
<strong>De</strong>t var naturligvis utroligt fascinerende<br />
at komme lige fra skolebænken og så<br />
pludselig have kontakt med hele verden.<br />
<strong>De</strong>suden havde firmaet sit eget lille fly, og<br />
det blev til mange spændende ture rundt<br />
i Europa (også til Tyskland), hvor jeg<br />
som regel fik lov at tage co-pilot pladsen<br />
tilbage ved indflyvningen over den ofte<br />
tågedækkede Aalborg lufthavn.<br />
Men tålmodigheden er jo kort, og nu<br />
havde jeg sat mig i hovedet, at jeg<br />
ikke bare ville rejse rundt, men i stedet<br />
bosætte mig i udlandet i en periode. <strong>De</strong>t<br />
var der også gode muligheder for, men en<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 6
Et bjerg små agurker<br />
dybt inde i souk’en<br />
måneds tid inden jeg skulle have været<br />
udstationeret på én af virksomhedens<br />
fabrikker i Vestafrika, kom der besked om,<br />
at kvotaen for hvide i forhold til de sorte<br />
var opbrugt, så desværre!<br />
Jeg var nu virkelig besat af tanken om at<br />
komme til udlandet, og fik da også kort<br />
tid efter en stilling i landbrugsorganisationernes<br />
afdeling for markedsføring i<br />
udlandet. <strong>De</strong> havde kontorer så eksotiske<br />
steder som Puerto Rico, Beirut, Hong<br />
Kong og Tokyo, og min opgave var nu at<br />
sætte mig ind i arbejdet på hovedkontoret<br />
i København, indtil der blev en plads ledig<br />
på ét af kontorerne. <strong>De</strong>r gik enormt lang<br />
tid, over et halvt år, inden der endelig kom<br />
meddelelse om den rokering, der i løbet af<br />
nogle måneder kunne føre mig til kontoret<br />
i Beirut. En begivenhed fra ventetiden illustrerer<br />
utålmodigheden: Beirut-kontoret,<br />
som dækkede 15 mellemøstlige lande,<br />
arrangerede et fremstød i Kuwait, og<br />
jeg foreslog direktøren, at jeg var parat<br />
til selv at betale flybilletten derned, hvis<br />
jeg da bare måtte få lov til at være med<br />
– men nej, den slags gør man ikke på et<br />
næsten offentligt kontor.<br />
I den desperate ventetid havde jeg også<br />
søgt job hos et amerikansk firma med<br />
kontorer i Fjernøsten, og faktisk havde<br />
jeg været til samtale, dagen før meddelelsen<br />
kom om den ledige plads i Beirut,<br />
og der fået tilbudt et job på deres kontor i<br />
Saigon. Men jeg valgte altså Beirut.<br />
Uheldigvis for lederen af kontoret i Beirut<br />
blev han kort efter syg, så jeg fik pludselig<br />
at vide, at næste uge skulle jeg rejse<br />
derned som afløser i en måneds tid. <strong>De</strong>r<br />
var allerede på det tidspunkt optræk til<br />
uroligheder i Libanon, men vi havde fået<br />
besked om, at den lokale Karolinepiges<br />
palæstinensiske mand, Abdul, ville tage<br />
imod mig i lufthavnen. Udover at være<br />
et prægtigt menneske var han også journalist<br />
og kunne derfor komme gennem<br />
afspærringerne ud til lufthavnen.<br />
Hvilken fornemmelse det var, da SASflyet<br />
lagde an til landing med det glitrende<br />
Middelhav til højre og de grønne<br />
bjergskråninger til venstre med stille røg<br />
sivende op fra landsbyerne. Varmen, lugten<br />
og luften – alt var så anderledes og<br />
enormt spændende.<br />
<strong>De</strong>t hele var pludselig gået så hurtigt, og<br />
det var egentlig først et par dage senere,<br />
at jeg virkelig følte denne fantastiske<br />
svævende fornemmelse, at nu har<br />
jeg ikke længere<br />
kontrol over noget – skæbnen<br />
tager over: En søndag formiddag var<br />
jeg gået en tur alene ned i souk’en, som<br />
dengang bredte sig over store dele af den<br />
gamle centrale bydel, med smalle gyder<br />
overdækket af udspredte presenninger,<br />
hvor der blev slagtet kyllinger, skreget<br />
tilbud på skjorter, med svimlende dufte af<br />
krydderier, trængsel af bærere med kornsække<br />
på nakken, opstablede frugter og<br />
grøntsager – uanset hvilken retning jeg<br />
kiggede. En kortvarig lettere klaustrofobi<br />
var under optræk, men så fandt jeg ud<br />
og så gik det ellers igen<br />
på opdagelse i denne<br />
Aladdins hule.<br />
var optaget,<br />
så jeg<br />
måtte sove<br />
i et pakhus<br />
<strong>De</strong>t blev herefter til<br />
næsten tre år med<br />
månedlige rejser og<br />
mange oplevelser i de<br />
dengang temmelig primitive<br />
arabiske lande.<br />
Som dengang Kong<br />
Feisals livvagter personligt<br />
smed mig ud af<br />
hotellet i Dammam, fordi<br />
Kongen havde anmeldt<br />
sin ankomst med følge<br />
nogle dage efter. Eller<br />
den <strong>første</strong> tur til Oman,<br />
hvor det eneste lille hotel<br />
Mændene på fortovet<br />
med en vandpibe og en<br />
kop te – hvad kan være<br />
mere arabisk?<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 7
nede ved havnen, sammen med en butterflyklædt<br />
boghandler fra Oxford, fire<br />
beduiner og et ukendt antal rotter. Eller<br />
turen til Benghazi i Libyen, hvor tolderne<br />
ville smide en ladning dansk ost i havnen,<br />
fordi det var dårligt – jeg tog derover og<br />
fandt ud af, at det bare lugtede ligesom<br />
enhver god ost skal (men de var vant<br />
til den kønsløse smelteost La Vache qui<br />
Rie – kendt fra alle flymåltider på den<br />
tid). Eller det store danske arrangement<br />
i Jeddah, hvor Prins Henrik og Emiren af<br />
Mecca beærede os med deres besøg. <strong>De</strong><br />
fantastiske ture til Sana’a i Yemen med<br />
overnatning på paladset revet lige ud af<br />
Thorkild Hansens ”<strong>De</strong>t Lykkelige Arabien”<br />
(med den mest primitive mad, jeg har<br />
fået nogetsteds). Og dog, jeg tror antimad-prisen<br />
går til Aden, dengang ærkekommunistisk,<br />
hvor de fleste butikker var<br />
lukket. <strong>De</strong>ngang vrimlede Dubais havn<br />
med smuglerdhows fra Iran og Indien. Og<br />
Baghdad, hvor Saddam Hussein netop var<br />
blevet vicepræsident, og hvor de eneste<br />
restauranter tilhørte militæret. Gad vide<br />
om han var med til nogle af de officersmiddage,<br />
hvor jeg som den eneste civile<br />
gæst fik et bord i det ene hjørne? For<br />
<strong>De</strong>t er dyrt at glemme!!!<br />
slet ikke at tale om de vidunderlige ture<br />
i Libanons bjerge, med familiefester og<br />
hjemmebrygget arak.<br />
Oplevelser, der går i blodet, og som burde<br />
have en advarsel: Stærkt vanedannende.<br />
I øvrigt fik jeg igen lidt af den samme<br />
snurren i maven, da jeg næsten 3 år<br />
senere, efter evakuering på grund af<br />
borgerkrigen i Libanon, fik muligheden for<br />
at komme over på kontoret i Hong Kong.<br />
Men det er en helt anden historie!<br />
<strong>De</strong>n glade slagter<br />
med sine pølser<br />
og fårefedthaler<br />
Så er det igen blevet tid til at betale kontingent. <strong>De</strong>t skal betales senest d. 31.<br />
januar 2005 til klubbens kontonummer 2143-8127-698-679 i Nordea. Kontingentet<br />
beløber sig til 300 kroner for passive medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun<br />
100 kroner per ekstra medlem på samme adresse).<br />
Men husk dog...<br />
Du får så meget for pengene at det simpelthen ikke kan betale sig ikke at være<br />
medlem. <strong>De</strong>r er et utal af medlemsfordele, du får Globen tilsendt fire gange om<br />
året og ikke mindst mulighed for at deltage i sjove, oplysende, interessante,<br />
fængslende og underholdende medlemsmøder.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 8
Interrail gav rejsefeber<br />
Bente og undertegnedes rejsefeber kan ikke siges at stamme hjemmefra.<br />
Jeg har været med mine forældre i Flensborg nogle gange og det var så<br />
det. Bente har aldrig været med sine forældre udenlands (Bentes mor var<br />
over 50, inden hun kom til Sjælland).<br />
Tekst og foto: Preben & Bente Knudsen<br />
Grunden til, at vi kom af sted <strong>første</strong> gang,<br />
var, at Bentes søster havde været i kibbutz<br />
i Israel. <strong>De</strong>t blev vi så enige om, at vi<br />
også hellere måtte prøve. Bente var 18 og<br />
jeg var 21, og vores forældre mente vist,<br />
at det var noget værre pjat. Bente havde<br />
sit gode arbejde i en børnehave, og jeg<br />
var lige blevet udlært elektriker. <strong>De</strong>t var<br />
også så som så med finanserne. Vi havde<br />
dog sparet 10.000 kr. op tilsammen. <strong>De</strong>t<br />
skulle så betale to Interrail-kort, to flybilletter<br />
hjem fra Israel plus lommepenge.<br />
Når vi først kom ned til kibbutzen havde<br />
vi ikke de store udgifter. Her skulle vi<br />
arbejde og fik så kost og logi.<br />
Vi startede fra Herning banegård. Vores<br />
forældre og søskende var der til at vinke<br />
farvel. Vi trillede ned gennem Jylland og<br />
kom snart til Tyskland. Her stod vi af toget<br />
i Rendsburg. Rent tilfældigt. <strong>De</strong>t eneste,<br />
der var planlagt hjemmefra, var at vi<br />
skulle være i Athen, når interrail-kortet<br />
udløb. Og så at vi skulle flyve hjem fra<br />
Israel.<br />
Vi gik rundt og så Rendsburg, som faktisk<br />
er en vældig flot og hyggelig gammel by.<br />
Da det var ved at blive aften, manglede vi<br />
et sted at slå vores Fætter BR telt op. Og<br />
jo, det var købt i Fætter BR. Vi prøvede at<br />
banke på døren hos nogle tyske ”Hausfrauer”,<br />
men de var ikke interesseret i at<br />
have sådant et par interrailere boende på<br />
deres fine græsplæner. Nå, hvad skulle vi<br />
så gøre? Vi ville ikke på campingplads,<br />
for det kostede jo penge. Vi vandrede lidt<br />
rundt og endte nede i hospitalsparken.<br />
Her fandt vi et buskads at slå teltet op i.<br />
Men vi vågnede nu en del gange den nat,<br />
da der gik en hel del mennesker forbi.<br />
Men GRATIS var det da. Om morgenen<br />
spiste vi det sidste af madpakken hjemmefra.<br />
Så snakkede vi lidt om, hvad vi så<br />
skulle finde på. Vi blev enige om at tage<br />
toget til Amsterdam.<br />
<strong>De</strong>r var masser af folk i Amsterdam, da<br />
der var et stort internationalt sejlertræf,<br />
og vi så da en hel masse gamle skibe.<br />
<strong>De</strong>t var ved at være aften igen, så vi<br />
Stranden på<br />
Sifnos hvor<br />
vi boede en<br />
uge.<br />
manglede nok engang et sted at sove. Da<br />
det var umuligt at finde et roligt hjørne i<br />
Amsterdam, tog vi et tilfældigt regionaltog<br />
ud til byen Baarn. Her fandt vi en rolig<br />
veranda, troede vi, uden for en bygning<br />
nede ved stationen, til at rulle vores liggeunderlag<br />
og sovepose ud. <strong>De</strong>sværre viste<br />
det sig at være posthuset, så allerede ved<br />
4-tiden om morgenen begyndte de at<br />
rode med postsække og aviser. <strong>De</strong> kiggede<br />
en ekstra gang, da de så os ligge på<br />
deres veranda. Efter lidt vand i hovedet og<br />
en smule morgenmad bestemte vi os til at<br />
tage til byernes by Paris. Bentes svoger<br />
har en søster som er fransk gift og som<br />
dengang boede i Paris. Vi tog hen og bankede<br />
på deres dør. <strong>De</strong>t var Arnaud, som<br />
åbnede døren. Vi havde aldrig set hinanden<br />
før. Han talte ikke dansk. Til gengæld<br />
talte vi ikke fransk. Han fik så den gode<br />
ide at ringe til Inge Dorte. Hun syntes,<br />
det var alle tiders, at vi var kommet. <strong>De</strong>t<br />
endte faktisk med, at vi blev boende en<br />
hel uge hos dem. Så vi fik rigtigt set Paris:<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 9
Eiffeltårnet, Notre Dame, Montmartre,<br />
Mona Lisa, Sacre Coeur osv.<br />
Næste stop på turen var Zürich. Her kom<br />
vi til om søndagen og endte lidt uden for<br />
byen i en stor park. Vi blev enige om, at<br />
det da var et helt perfekt sted at slå teltet<br />
op. Som sagt så gjort, og vi sov da også<br />
fint hele natten. Næste morgen, da vi<br />
havde fået gnedet søvnen ud af øjnene<br />
og åbnede teltdugen, kiggede vi en ekstra<br />
gang. Nogle hundrede meter henne var<br />
der en masse soldater. <strong>De</strong> havde tilsyneladende<br />
ikke opdaget os, så vi skyndte os<br />
at pakke teltet sammen og forsvinde. <strong>De</strong>t<br />
viste sig at vi havde overnattet på et militært<br />
øvelsesområde. <strong>De</strong>t var da godt, at<br />
de ikke havde holdt skydeøvelse!<br />
Efter denne oplevelse tog vi helt til Madrid,<br />
men da de holdt siesta, blev vi der kun en<br />
times tid, inden turen gik til Barcelona.<br />
<strong>De</strong>t blev til en tur ned ad Ramblaen og et<br />
kik på Nou Camp. Overnatningen foregik<br />
på banegården sammen med mindst 100<br />
andre interrailere. <strong>De</strong>t var et af de mest<br />
utrygge steder, vi overnattede, selvom<br />
vi var så mange folk. <strong>De</strong>r var simpelthen<br />
fyldt med lommetyve alle steder. Vi kunne<br />
se, at så snart folk faldt i søvn, sad de ved<br />
siden af og prøvede at liste ting fra folk.<br />
Så vi skiftedes sammen med en amerikaner<br />
til at holde os vågen hele natten. Han<br />
viste os, at han havde en kæmpestor kniv<br />
med, så lommetyvene kunne bare komme<br />
an. <strong>De</strong>t blev heldigvis ikke nødvendigt<br />
med et blodbad.<br />
Resten af interrailturen gik over Pisa,<br />
Rom, Bern og Beograd. Efter en måned<br />
På grænsen mellem<br />
Isral og Libanon<br />
nåede vi til Athen. Her betalte vi for <strong>første</strong><br />
gang for en overnatning på taget af<br />
pension Zorbas. Her boede vi tre nætter.<br />
<strong>De</strong>t vi spiste på næsten hele turen<br />
kan nok ikke anbefales af kostvejledere.<br />
<strong>De</strong>t var franskbrød og marmelade eller<br />
baguettes og marmelade. Skulle det være<br />
rigtigt luksus, kunne vi finde på at åbne<br />
en dåse med makrel, som vi havde med<br />
hjemmefra.<br />
Efter det hårde liv på Interrail trængte vi<br />
til ferie og købte en skibsbillet til Sifnos.<br />
Her slog vi teltet op på stranden og boede<br />
en hel uge. <strong>De</strong>r var brusere med ferskvand<br />
på stranden, så vi kunne blive rigtigt<br />
Fantastisk udsigt<br />
over Paris.<br />
vasket. På Sifnos undte vi os<br />
selv at tage ud at spise nogle<br />
aftner. Fantastisk mad med<br />
moussakka, oliven, fetaost og<br />
alle de andre dejlige græske<br />
specialiteter. Efter ”ferien” på<br />
Sifnos var det tid at komme<br />
videre til Israel. Hjemmefra<br />
havde vi fået at vide, at man<br />
måske kunne sejle fra Piræus<br />
til Israel. <strong>De</strong>t viste sig at være<br />
rigtigt. Ellers ved jeg ikke,<br />
hvad vi skulle have gjort.<br />
Turen tog cirka toethalvt døgn<br />
og vi havde seks timers stop<br />
på Cypern. Vi anløb havnen<br />
i Haifa, og herefter tog vi en<br />
deletaxa til Tel Aviv. Vi havde<br />
mødt to andre danskere på<br />
båden, dem fulgtes vi med<br />
til Tel Aviv. Vi blev enige om<br />
at prøve at finde en kibbutz<br />
sammen. <strong>De</strong>r findes et kibbutzkontor<br />
i Tel Aviv, og efter<br />
en del ringen rundt lykkedes<br />
det dem at finde en kibbutz til<br />
os alle fire. <strong>De</strong>t var oppe i det nordlige<br />
Israel ved Jordan-floden og nær grænsen<br />
til Libanon. Sådan en kibbutz er næsten<br />
et helt lille samfund i samfundet. Man har<br />
børnehave, fælles spisesal, forskellige<br />
sportsaktiviteter, bibliotek og skadestue.<br />
Alle deles om de forskellige arbejdsopgaver.<br />
Vi arbejdede blandt andet på en<br />
blefabrik. Men historien om kibbutzen og<br />
Israel er næsten en historie for sig selv, så<br />
den gemmer vi. Men det var altså lidt om<br />
vores <strong>første</strong> rejse, og det var den, der er<br />
skyld i vores rejsefeber.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 10
Cykelturen til Roskilde – foråret 1954<br />
Jeg havde forberedt turen hele vinteren. Lavet et kort med alle de små landsbyer vi ville se<br />
undervejs til Roskilde: Rødovre, Brøndby, Tåstrup osv. Jeg havde planlagt, at i Roskilde ville<br />
vi spise vores madpakke, køre en tur rundt om kirken og så tilbage til København. Men det gik<br />
ikke helt efter planen.<br />
Tekst og foto: Arne Runge<br />
<strong>De</strong>t var ikke så<br />
længe efter krigen,<br />
så cyklerne<br />
var nogen vi havde<br />
flikket sammen<br />
af reservedele fra<br />
andre gamle cykler.<br />
Lappegrejer<br />
havde vi selvfølgelig<br />
med. Vi forventede<br />
at punktere<br />
mindst én gang på<br />
vejen, og det var<br />
lagt ind i tidsplanen.<br />
Vi havde hver<br />
vores ”cykeltaske”<br />
med madpakke<br />
og saftevand. <strong>De</strong>t<br />
var den <strong>første</strong><br />
marts 1954. Solen<br />
havde skinnet i<br />
flere dage og jeg<br />
besluttede mig<br />
for, at nu skulle<br />
det værre. Nu var<br />
det forår. Sneen<br />
var væk, nu drog<br />
de lange veje. <strong>De</strong>t<br />
var en besættelse<br />
for mig. Jeg skulle<br />
ud at prøve at stå<br />
på egne ben. Ude<br />
i verden langt væk<br />
fra min familie.<br />
Ud at opleve den<br />
store verden, som<br />
jeg læste om i<br />
Fantomet, Prins<br />
Valiant og Tarzan.<br />
Og jeg ville have<br />
min lillebror<br />
Jørgen med.<br />
Man skulle starte<br />
ved daggry. <strong>De</strong>t<br />
gjorde både Tarzan<br />
og Fantomet<br />
altid. Men vi var<br />
fandeme trætte,<br />
da vi stod op kl.<br />
seks. ”Skide godt”,<br />
sagde min far. Se<br />
nu at komme til<br />
Roskilde. Han troede<br />
ikke på, vi ville<br />
nå så langt. Vi var<br />
elleve og syv år<br />
gamle. Han havde<br />
givet mig to tiører,<br />
så jeg kunne ringe<br />
hjem, hvis vi fik problemer.<br />
Men han var<br />
Arne Runge og hans lillebror Jørgen på deres <strong>første</strong> ”ekspedition« 11 og 7 år gamle.<br />
fandeme imponeret<br />
over, at vi turde.<br />
Vi havde ingen vanter<br />
på. Så vi frøs om fingrene.<br />
Da vi stoppede<br />
<strong>første</strong> gang, kunne<br />
jeg se på Jørgens<br />
øjne, at han gerne<br />
ville hjem igen. Men<br />
vi er ikke på ferie,<br />
forklarede jeg ham,<br />
vi var på ekspedition.<br />
Man giver ikke bare<br />
op på en ekspedition.<br />
Fantomet han tager<br />
sgu da ikke bare hjem<br />
til Bengalen, hvis han<br />
fryser i London.<br />
Op på cyklerne igen.<br />
”Du skal bare køre<br />
til”, sagde jeg til<br />
Jørgen, så fryser<br />
man ikke. Men Jørgen<br />
kørte kun med en<br />
hånd på styret. Han<br />
havde konstant den<br />
ene hånd i lommen.<br />
Og cyklen var alt for<br />
stor til ham.<br />
Vi kørte et par kilometer<br />
mere i blæst<br />
langs markerne ved<br />
Hvidovre. Nu besluttede<br />
vi at holde hvil<br />
og frokostpause.<br />
Vi satte os ned på<br />
marken for at spise,<br />
men vores fingre var<br />
så kolde, at de ikke<br />
lystrede os. Og de<br />
gjorde ondt. Jørgen<br />
græd og jeg var<br />
rasende. Jeg havde<br />
indset, at vi havde<br />
tabt. <strong>De</strong>t var alligevel<br />
for stor en mundfuld.<br />
Vi ringede efter far,<br />
som var taxachauffør.<br />
Han kom i taxaen og<br />
hentede os. Året efter<br />
gentog jeg succesen<br />
med en skolekammerat.<br />
På to gamle<br />
damecykler. Og vi<br />
besejrede Roskilde.<br />
Nu lå resten af verden<br />
åben.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 11
Backpacker som senior<br />
Tekst og fotos: Erik Pontoppidan<br />
Jeg har været backpacker i over 30 år<br />
og er det stadig. Ikke sådan at forstå, at<br />
jeg har rejst uafbrudt gennem alle årene,<br />
men lysten har altid været der. Og det er<br />
efterhånden blevet til rigtig mange ture.<br />
Men antallet af lande, jeg har besøgt, har<br />
nu aldrig interesseret mig særlig meget<br />
- måske lige bortset fra, at det er disse<br />
erobringer, som har givet mig adgang til<br />
medlemskab af denne fantastiske klub!<br />
Mine aller<strong>første</strong> udlandsrejser gik til<br />
Helsingborg og Landskrona, hvor oplevelserne<br />
var begrænset til ophold på søvnige<br />
konditorier sammen med mine forældre.<br />
Noget som gav et totalt forvrænget billede<br />
af det fremmede. Min <strong>første</strong> rejse, der virkelig<br />
rykkede, gik med tog til Ventimiglia<br />
i Norditalien i tre uger sammen med mine<br />
forældre og min farmor i sommeren 1959.<br />
<strong>De</strong>t var en tur, som i dag oplevelsesmæssigt<br />
svarer til en rejse til den tredje<br />
verden, eftersom levestandarden i Italien<br />
dengang var på niveau med et uland. Men<br />
bortset fra det, så var selve togrejsen ned<br />
gennem Europa en grænseoverskridende<br />
oplevelse, jeg aldrig<br />
vil glemme. Alene<br />
togrejsen over<br />
Alperne var helt<br />
fantastisk, blandt<br />
andet fordi jeg aldrig før havde set bjerge<br />
i virkeligheden.<br />
Da jeg blev voksen i slutningen af<br />
1960’erne startede jeg min livslange karriere<br />
som backpacker, og den livsform har<br />
jeg fortsat lige siden fra tid til anden. En<br />
del af rejserne har jeg foretaget alene,<br />
mens jeg på andre har været sammen<br />
med mine kærester, venner og familie<br />
eller har været deltager i tilfældige grupper.<br />
<strong>De</strong>t har naturligvis stor betydning for<br />
rejsernes udfald, hvem man er sammen<br />
med, men generelt har jeg aldrig haft<br />
noget imod at rejse alene. <strong>De</strong>t giver en<br />
langt mere intens kontakt med den lokale<br />
befolkning, og man har antennerne ude<br />
på en helt anden måde, end hvis man er<br />
sammen med andre. <strong>De</strong>rtil kommer, at<br />
det er en meget lærerig oplevelse at blive<br />
sat af helt alene i en fjern afkrog af ver<br />
Rismark i det centrale Lombok i Indonesien, nær landsbyen Lendang Nangka.<br />
I denne landsby findes et lille guesthouse for backpackere, som drives af den<br />
muslimske skolelærer Haji Radiah. Indkvarteringen er meget primitiv, men jeg<br />
har boet her flere gange på mine rejser og haft nogle rigtig gode dage. Haji<br />
Radiah taler flydende engelsk og er meget interesseret i at fortælle sine gæster<br />
om det sted, de er havnet. Da jeg besøgte ham i 1995 og 1998, arrangerede han<br />
f.eks. med jævne mellemrum meget interessante guidede ture i de omgivende<br />
rismarker.<br />
den, helt løsrevet fra de vante og trygge<br />
rammer. Hvordan er det så at rejse rundt<br />
med rygsæk i dag, når man er over 40-50<br />
år i forhold til at opleve verden som helt<br />
ung i tyverne?<br />
<strong>De</strong>t er svært at svare på med få ord. En<br />
af forskellene for mit eget vedkommende<br />
er nok, at jeg lægger større vægt på kvaliteten<br />
af oplevelserne end på kvantiteten.<br />
Eller sagt på en anden måde: I dag er det<br />
ikke mere så meget et spørgsmål om at<br />
erobre nye lande eller territorier, men<br />
man er mere tilbøjelig til at vende tilbage<br />
til sine favoritlande og favoritsteder for<br />
at uddybe sit kendskab til kulturen og<br />
naturen der. Jeg tror f.eks. ikke, der er ret<br />
mange 40 til 50-årige, som gider tage på<br />
interrail i Europa og se en masse hovedstæder<br />
på kort tid uden at vide noget særligt<br />
om stederne på forhånd. <strong>De</strong>t er noget,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 12
man vokser fra med alderen. Man bliver<br />
mere selektiv og mere bevidst om, hvem<br />
man er, og hvad man vil se og opleve, jo<br />
ældre man bliver. Og det er jo alt i alt en<br />
god ting.<br />
Rejser i ulande og ilande<br />
Både nu som før synes jeg, at det er<br />
mest spændende at besøge lande, som<br />
i bund og grund er forskellige fra det,<br />
man er vant til, selv om det ofte kan<br />
være både fysisk og psykisk krævende at<br />
rejse rundt i dem. F.eks. var jeg i slutningen<br />
af 1990’erne på en lang rundrejse til<br />
Thailand, Australien og Indonesien. Jeg<br />
kan huske, at jeg generelt var skuffet over<br />
Australien, fordi alt var meget vestligt og<br />
forudsigeligt. Tingene fungerede stort set<br />
som herhjemme, og rent oplevelsesmæssigt<br />
var der efter min mening ikke særlig<br />
meget at komme efter. I Australien havde<br />
jeg ofte lidt den samme fornemmelse som<br />
den, man har, når man på en spændende<br />
ferierejse går ind og handler i et supermarked,<br />
hvor man på få sekunder næsten<br />
føler det, som om man er kommet tilbage<br />
til den daglige trædemølle!<br />
<strong>De</strong>rfor føltes det næsten som om rejseeventyret<br />
var vendt tilbage, da jeg forlod<br />
Australien og ankom med natflyet til<br />
Bali fra Darwin ved tretiden om natten.<br />
Forskellen mellem at vågne op i sovesalen<br />
på vandrehjemmet i Darwin og på mit lille<br />
backpackerhotel i Indonesien var enorm.<br />
<strong>De</strong>n sødlige duft af tropernes blomster<br />
og blade blandet med duften af eksotiske<br />
krydderier, min dejlige bambushytte med<br />
terrasse, de lokale indbyggeres venlighed,<br />
som gør, at man aldrig føler sig alene på<br />
disse kanter. På vandrehjemmet i Darwin i<br />
Australien delte jeg sovesal med en masse<br />
langt yngre backpackere, som jeg stort<br />
set ikke snakkede med overhovedet. Her<br />
på Bali var min <strong>første</strong> morgenoplevelse på<br />
terrassen en samtale med en smuk, ung<br />
balinesisk pige, som ville vise mig nogle<br />
af sine tegninger fra den kunstskole, hun<br />
gik på. I øvrigt har nogle af mine allerbedste<br />
samtaler fundet sted i små hyggelige<br />
guesthouses på fjerne lokaliteter i<br />
den tredje verden, hvor vi har hygget os<br />
og løst verdenssituationen, så godt vi nu<br />
kunne.<br />
<strong>De</strong> unge backpackere<br />
En af de meget iøjnefaldende ting man<br />
lægger mærke til, som seniorbackpacker<br />
i dag, er, hvor unge de rygsækrejsende<br />
egentlig er. Gennemsnitsalderen er påfaldende<br />
lav hos rygsækfolket, og langt de<br />
fleste er under 30. Forklaringen er jo nok,<br />
at det store flertal etablerer sig sidst i<br />
tyverne og anskaffer sig fast arbejde,<br />
hus, ægtefælle, børn og lignende, som<br />
binder én både tidsmæssigt, økonomisk<br />
og følelsesmæssigt. <strong>De</strong>t er meget synd<br />
for de yngre, især hvis de etablerer sig så<br />
tidligt, at de aldrig når at få set verden på<br />
den spændende måde. <strong>De</strong>n næstbedste<br />
løsning bliver så for de fleste at booke<br />
sig ind på en rejse på to eller tre uger,<br />
hvor næsten alle rammerne for turen er<br />
lagt fast på forhånd. Her er det ofte tiden<br />
til at rejse, der mangler mere end pengene.<br />
Men mange af de etablerede synes i<br />
øvrigt også, at det ville være meningsløst<br />
at drage af sted med rygsæk og bo på<br />
ydmyge guesthouses, hvis de har råd til<br />
at bo på dyre hoteller og leje en bil med<br />
chauffør.<br />
Hertil vil jeg sige, at der er en enorm<br />
forskel i oplevelsernes kvalitet og dybde<br />
på at deltage i en arrangeret luksus-rundrejse<br />
på nogle få uger i forhold til f.eks. at<br />
rejse rundt i Sydøstasien eller Fjernøsten<br />
på egen hånd i flere måneder! <strong>De</strong>t giver<br />
langt større nærvær og motivation, hvis<br />
man selv er med til at styre forløbet af sin<br />
rejse, og omvendt sløver det ens sanser<br />
i foruroligende grad, hvis det fremmede<br />
blot opleves som en film bag turistbussens<br />
tonede ruder. En banal og måske lidt<br />
højrøvet konstatering for garvede backpackere,<br />
men ikke desto mindre meget<br />
rigtigt. Her er det selvfølgelig en forudsætning,<br />
at man som lidt ældre har konditionen<br />
og helbredet nogenlunde i orden,<br />
for den individuelle<br />
rejsemåde er til tider ret fysisk krævende.<br />
<strong>De</strong>t kræver stor energi og ihærdighed at<br />
køre 12 timer i en overfyldt bus i et tropisk<br />
klima, og det stiller store krav til ens<br />
tålmodighed at vente 8 timer på en støvet<br />
bænk i Bolivia, fordi bussen man skulle<br />
med er forsinket. Ikke desto mindre går<br />
denne livsform mange i blodet, især hvis<br />
de er startet tidligt. <strong>De</strong>t kan mange af<br />
nutidens unge backpackere tale med om.<br />
Tony Wheeler<br />
Overalt i den tredje verden<br />
vrimler det med hyggelige,<br />
små guesthouses,<br />
hvor man kan få ro i<br />
sjælen og nyde den lokale<br />
venlighed og gæstfrihed.<br />
For et meget beskedent<br />
beløb kan man bo der så<br />
længe man har lyst og få<br />
sig en kop te, en øl, læse<br />
en bog eller snakke med<br />
sine medrejsende eller de<br />
lokale. Her betyder forskel<br />
i alder langt mindre end<br />
hjemme i den daglige<br />
trædemølle. Billedet her<br />
er fra byen Ubud på Bali i<br />
Indonesien.<br />
Jeg kan tilføje som eksempel, at den<br />
legendariske Tony Wheeler (ham der startede<br />
Lonely Planet - bøgerne) i dag er blevet<br />
millionær som midaldrende på grund<br />
af sit succesrige rejsebogsforlag. Da han<br />
var helt ung, gennemrejste han den tredje<br />
verden som backpacker adskillige gange<br />
sammen med sin kone. Pointen er, at det<br />
gør de også i dag »the hard way« fra tid<br />
til anden. I overfyldte busser, på snavsede<br />
banegårde og på ydmyge guesthouses.<br />
Ikke fordi de mangler penge, men fordi<br />
de stadig er fascineret af denne måde<br />
at rejse på. Vagabondlivet er gået dem i<br />
blodet. <strong>De</strong> har som andre garvede backpackere<br />
for længst indset, at de bedste<br />
oplevelser oftest er dem, der kommer helt<br />
uventet og ikke er planlagt i forvejen. <strong>De</strong><br />
ved også, at det er en hovedregel overalt<br />
i verden, at prisen på et hotelværelse er<br />
omvendt proportional med muligheden for<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 13
at kommunikere med sine medrejsende.<br />
Eller sagt på en anden måde: Hvis man<br />
indlogerer sig på et dyrt hotel, kan man<br />
være rimelig sikker på at være i fred for<br />
sine omgivelser, hvis det er det, man vil.<br />
... »Jeg har altid tænkt, når jeg rejste,<br />
at for mig ville idealet og kernen i en<br />
rejsebeskrivelse være at sidde på et tog<br />
og forsvinde ind i en samtale mellem to<br />
fremmede. <strong>De</strong>t at kunne sidde i et tilfældigt<br />
tog på et tilfældigt kontinent og<br />
forstå, hvad de sagde, så ville jeg være<br />
tæt på en af menneskelivets hemmeligheder,<br />
tættere end jeg ville være, hvis jeg<br />
læste Spinozas og Kierkegaards samlede<br />
værker«. (Forfatteren Carsten Jensen i et<br />
interview om hans bog »Jeg har set verden<br />
begynde« i Politiken søndag den 26.<br />
oktober 1996).<br />
For nogen tid siden læste jeg et interview<br />
med Tony Wheeler om hans karriere i rejsebogsbranchen.<br />
I dag har han ansat en<br />
hær af skribenter, som rejser rundt i verden<br />
og checker de praktiske oplysninger,<br />
man kan finde i Lonely Planet bøgerne.<br />
Umiddelbart skulle man som rejsefreak<br />
mene, at det var et ønskejob at få penge<br />
for at rejse rundt og overnatte på eksotiske<br />
guesthouses, og personligt ville jeg<br />
bestemt ikke have noget imod at prøve<br />
det, hvis jeg havde tid og mulighed. Men<br />
en af de interessante pointer, der fremgik<br />
af interviewet var, at den største fare<br />
for skribenterne, både på det personlige<br />
plan og med hensyn til deres job, var<br />
udbrændthed. Forstået på den måde, at<br />
lysten til at opleve verden blev mættet.<br />
<strong>De</strong>t er jo en forfærdelig tanke for en rejsefreak,<br />
men ikke desto mindre er det en<br />
reel og tankevækkende risiko, hvor især<br />
de lidt ældre nok er i risikozonen i kraft af<br />
deres lange liv med oplevelser på mange<br />
planer.<br />
<strong>De</strong> bedste sider<br />
Når nu vi taler om aldersforskellen, er<br />
det også påfaldende, at når man rejser<br />
rundt som backpacker, så betyder forskel<br />
i alder langt mindre end hjemme i den<br />
daglige trædemølle. Når man f. eks. sidder<br />
i et guesthouse et eller andet eksotisk<br />
sted i den tredje verden og snakker med<br />
sine medrejsende, så falder man næsten<br />
altid helt naturligt ind i den sociale sammenhæng,<br />
uanset hvor gammel man er.<br />
<strong>De</strong>n oplevelse får man i øvrigt som regel<br />
også hos lokalbefolkningen. Forklaringen<br />
er vel, at når man er på rejse, så er der<br />
ingen, der skal leve op til nogen faste roller<br />
og præstationer, og der er heller ikke<br />
nogen, der stiller krav til én. Disse to ting<br />
er noget, jeg sætter utrolig meget pris<br />
på. <strong>De</strong> er i øvrigt også forklaringen på,<br />
at man som regel altid oplever de bedste<br />
sider hos andre mennesker, når man er<br />
på rejse!<br />
Jeg tror og håber, at gennemsnitsalderen<br />
for backpackere vil stige i de næste 20<br />
år. <strong>De</strong>r bliver dog næppe ret mange flere<br />
pensionister over 60 med rygsæk, for her<br />
tror jeg trods alt, at det fysisk er for hårdt<br />
for flertallet at slæbe rundt med en tung<br />
oppakning og sove på skæve tidspunkter<br />
på ubekvemme steder. Med få undtagelser<br />
så vil de ældre over 65 nok stadig for<br />
det meste holde sig til arrangerede ture,<br />
autocampers, ferielejligheder, krydstogter<br />
og lignende når de skal ud og rejse. Men<br />
jeg er sikker på, at mange flere midaldrende<br />
i fremtiden vil iføre sig rygsæk og<br />
tage hul på de uendelige muligheder, der<br />
ligger i den individuelle rejseform!<br />
Overalt på Bali i Indonesien<br />
møder man aktive kunstnere.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 14
At lære på den hårde måde<br />
Når jeg tænker på min <strong>første</strong> solorejse, undrer jeg mig ofte over, at rejsefeberen holdt sit tag<br />
i mig og ikke skræmte mig fra vid og sans; rejsen var fra begyndelsen forbundet med dyb frustration<br />
og fortvivlelse. Siden da har jeg nærmest gjort det til en livsstil at opsøge problemer<br />
og besvær. Heldigvis slipper jeg godt fra det hver gang.<br />
Tekst og foto:<br />
Søren Bonde<br />
Jeg springer sjældent<br />
over, hvor<br />
gærdet er lavest<br />
og har lært at<br />
værdsætte de<br />
helt anderledes<br />
og livsbekræftende<br />
oplevelser,<br />
som følger med.<br />
Men al begyndelse<br />
er som<br />
bekendt svær.<br />
<strong>De</strong>tte er en terapeutisk<br />
beretning<br />
om dengang, livlinen<br />
for alvor blev<br />
klippet over, om<br />
naivitet og neuroser,<br />
om adrenalin<br />
og autografer, om<br />
gysser og guitarer,<br />
om kortspil<br />
og kulturchok<br />
- og om solcreme<br />
- da verden stadig<br />
var ny.<br />
Vi skal såmænd<br />
ikke længere tilbage<br />
i tiden end<br />
1995. Jeg havde<br />
taget orlov fra<br />
studierne for at<br />
realisere en drøm<br />
om at opleve<br />
verden udenfor<br />
Europa. <strong>De</strong>n<br />
havde længe ligget<br />
i baghovedet,<br />
men var blevet<br />
midlertidigt fortrængt,<br />
da jeg i<br />
1992 som 18-årig flyttede helt til Aalborg<br />
for at studere. Studiemiljøet, Jomfru Ane<br />
Gade og det eksotiske Aalborg var åbenbart<br />
nok til at holde mig stangen et par<br />
år, men i ’95 skulle der ske noget nyt og<br />
gladeligt uvidende om ”svære” og ”lette”<br />
rejselande faldt valget da på Filippinerne,<br />
Vietnam og Kina. Rejsen skulle vare fem<br />
måneder – nu skulle børneopsparingen<br />
endelig brændes af!<br />
<strong>De</strong>t <strong>første</strong> kulturchok kom allerede, da jeg<br />
skulle skifte fly i Charles de Gaulle-lufthavnen<br />
i Paris og tilsyneladende var den<br />
eneste vesterlænding, der skulle til<br />
Manila. Chokket blev naturligvis voldsomt<br />
forstærket ved ankomsten til Manila:<br />
Fugtig tropehede, trafikkaos, desorientering<br />
– kort sagt alle de indtryk, som<br />
kendetegner en asiatisk storby, og som<br />
er blevet så dagligdags siden hen. Men<br />
dengang var det virkeligt skræmmende<br />
og noget ganske andet end en beskyttet<br />
bilferie til Bayern eller Provence med ”de<br />
gamle”. <strong>De</strong> <strong>første</strong> dage krævede det mod<br />
at forlade hotelværelset og snige sig ned<br />
på gaden for at opsøge noget spiseligt. <strong>De</strong>t<br />
gjorde jo heller ikke situationen lettere, at<br />
jeg ankom til Manila sent om aftenen.<br />
Alt ser unægteligt lysere ud om dagen.<br />
<strong>De</strong>n største udfordring viste sig hurtigt<br />
at være at håndtere<br />
den enorme<br />
opmærksomhed,<br />
som en to meter,<br />
lyshåret fyr får i den<br />
del af verden. <strong>De</strong>t<br />
blev hurtigt meget<br />
anstrengende at<br />
svare på de mange<br />
”Hi Joe!”, men jeg<br />
var høfligt opdraget<br />
og ikke vant til at<br />
ignorere folk. <strong>De</strong>t<br />
resulterede da også<br />
i, at jeg kom i kontakt<br />
med temmelig<br />
mange personer.<br />
<strong>De</strong> fleste inviterede<br />
mig til det ene eller<br />
andet, men det viste<br />
sig næsten altid,<br />
at når regningen<br />
skulle betales, var<br />
det pludselig mig,<br />
som havde inviteret<br />
dem!? <strong>De</strong>r var dog<br />
en enkelt fyr, som<br />
virkede oprigtig. Han<br />
inviterede mig hjem<br />
for at møde hans<br />
familie. Jeg sprang<br />
endelig ud i det.<br />
Hvad pokker – jeg<br />
kunne jo ikke blive<br />
ved med at afslå de<br />
mange invitationer;<br />
jeg var vel rejst ud<br />
for at opleve noget? Oprigtigheden blev<br />
bekræftet, da han afslog mit bidrag til at<br />
betale taxaen.<br />
Mr. Brunei<br />
Gambling og hasardspil<br />
findes alle steder. Her er<br />
det en færgekaptajn, som<br />
lænser passagererne for<br />
deres surt sammensparede<br />
skillinger (Solomon<br />
Islands, 1999)<br />
Familiens hjem var meget spartansk<br />
indrettet. <strong>De</strong>t var tydeligvis småt med<br />
pengene, men alligevel blev jeg inviteret<br />
til at spise med. Ris og fisk til overs fra<br />
morgenmåltidet. Fyrens familie virkede<br />
nu ikke synderligt interesseret i at møde<br />
mig, eller måske var de generte og talte<br />
ikke engelsk. I hvert fald var de hurtigt<br />
ude af døren. Men en ven af familien,<br />
José, var dog vældig snaksalig og spurgte,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 15
om jeg ville hjælpe ham med et lille problem?<br />
Han havde en lillesøster, som gik<br />
ud med en rigmand fra Brunei. Manden<br />
var tilsyneladende svært utiltalende, men<br />
søsteren havde brug for penge. José ville<br />
give ham en lærestreg, han sent skulle<br />
glemme. Han manglede blot lidt startkapital<br />
men forsikrede mig, at jeg ville få mine<br />
penge tifold igen. Jeg var naturligvis på<br />
vagt, men det lød lovende, og man vil jo<br />
gerne hjælpe. José åbenbarede sin plan.<br />
José var ansat som ”dealer” ved et stort<br />
casino i Manila, og han gav mig en<br />
smagsprøve på sin kunnen. Han foretrak<br />
at spille Halv Tolv, og det spil kendte jeg<br />
udmærket. Da jeg altid har været glad for<br />
kortspil, blev jeg fascineret af hans evne<br />
til altid at vende et kort, som passede i<br />
hans kram. <strong>De</strong>t var simpelthen helt ufatteligt,<br />
hvordan han gjorde det! Uanset,<br />
hvor intenst jeg studerede hans håndbevægelser,<br />
virkede det altid som om han<br />
vendte det øverste kort – men hvordan<br />
kunne det øverste kort altid passe perfekt<br />
til de andre?<br />
José forklarede, at han og jeg var sammen,<br />
men det skulle ”Mr. Brunei” selvfølgelig<br />
endelig ikke opdage. Taktikken var<br />
meget simpel og kunne umuligt slå fejl:<br />
Jeg skulle altid bede om to kort mere, end<br />
det man begynder med. Så ville jeg altid<br />
sidde med den bedste hånd. Og ganske<br />
rigtigt – uanset om jeg begyndte med<br />
en 8’er eller et billedkort, endte jeg altid<br />
med at sidde med en suveræn hånd og<br />
gik aldrig over 111⁄2. Jeg var overbevist<br />
og gik med på ”spøgen”. Ganske vist<br />
ville Mr. Brunei på det groveste blive ført<br />
bag lyset, men han var jo ifølge José helt<br />
igennem en skidt person. Ved mørkets<br />
frembrud tog jeg med José til hans hjem<br />
et usselt og afsides sted i Manilas opland,<br />
hvor vi ventede på Mr. Brunei.<br />
Mr. Brunei ankom iført en ekstravagant<br />
silkeskjorte og to attachétasker. Han var<br />
absolut en vægtig mand med hang til<br />
gyldne artefakter, som Kong Salomon ville<br />
misunde ham: Guldbriller, guldur, guldkæder,<br />
guldringe – og guldtænder! Allerede<br />
ved ankomsten svedte han som 100 pyramideslaver<br />
og klagede over, at blæseren<br />
Mount Mayon rejser<br />
sig majestætisk op fra<br />
junglen og indgyder<br />
respekt.<br />
var langt fra kraftig nok til den kommission,<br />
som José forlangte som dealer. José<br />
skitserede ”kortspiller-etiketten” som gik<br />
ud på, at han ikke ville tolerere nogen<br />
form for aggressive udbrud. Vi lagde vore<br />
indsatser på bordet, hvorefter Mr. Brunei<br />
gjorde det klart, at han kun accepterede<br />
guld eller kontanter som indsats. Jeg<br />
havde håbet på at slippe af sted med kreditkort<br />
og rejsechecks, men selvom jeg<br />
garanterede ham for dækningen, var han<br />
hverken til at hugge eller stikke i.<br />
Stakkevis af stakater<br />
<strong>De</strong>t var sgu’ en streg i regningen og temmelig<br />
træls. <strong>De</strong>t virkede ganske overflødigt<br />
at begynde at veksle rejsecheckene,<br />
når jeg nu vidste, at pengene alligevel<br />
ville blive på mine hænder. Men det var<br />
ikke optimalt at trække sig nu, hvor<br />
seancen skulle til at begynde, så jeg stak<br />
kreditkortet i lommen og gik med til at<br />
veksle mine checks. José blev tilbage og<br />
underholdt manden, mens hans musikelskende<br />
nabo eskorterede mig til nærmeste<br />
”moneychanger”. Naboen talte vist<br />
nok meget om musik og sin guitar, men<br />
jeg havde travlt med at skrive mit navn<br />
igen og igen. Jeg har aldrig siden udstedt<br />
så mange autografer på så kort tid. <strong>De</strong>t<br />
gav anledning til en ikke ubetydelig skrivekrampe,<br />
mens naboen så på. ”Sikket<br />
spild af rejsecheckgebyrer”, tænkte jeg,<br />
men pengene skulle jo nok komme ind<br />
igen. Moneychangeren takkede for handlen,<br />
og det var vel ikke så underligt taget<br />
i betragtning, at det næppe er hverdagskost<br />
at veksle 2000 $ i rejsechecks på én<br />
gang! Jeg var en smule anspændt over<br />
at vade rundt med stakkevis af stakater<br />
i rygsækken, så vi satte os fluks ind i en<br />
taxa og kørte tilbage til de andre.<br />
José sørgede for, at der var enighed om<br />
reglerne, og spillet kunne begynde. Vi<br />
lagde på ny vores indsatser på bordet.<br />
Mandens ene attachétaske blev åbnet<br />
og afslørede en gudsvelsignelse af sirligt<br />
pakkede og hårdt pressede pengebundter.<br />
Aldrig har jeg set så mange penge på ét<br />
sted. Allerede i løbet af de <strong>første</strong> spillerunder<br />
fik pengene dog hurtigt ben at gå på.<br />
Selvom José var klog nok til at lade manden<br />
vinde en runde i ny og næ, blev tabene<br />
ledsaget af kommentarer om, at ”jeg var<br />
en usandsynlig heldig ung mand” og ”han<br />
havde aldrig oplevet noget lignende”. <strong>De</strong>t<br />
havde jeg heller ikke, men jeg havde derimod<br />
ingen grund til at være utilfreds, for<br />
det gik over al forventning med at befri<br />
manden for hans overflødige lommepenge.<br />
Stadig fuld af beundring for Josés<br />
kortkunster observerede jeg, hvordan Mr.<br />
Brunei blev mere og mere rød i hovedet<br />
og våd på panden og under armene. Efter<br />
en halv times tid var attachétasken tom,<br />
og min bordende var læsset med bundter.<br />
Mr. Brunei var ved at koge over af frustration<br />
men besindede sig dog, og José<br />
ordinerede en kort pause. Han kiggede<br />
indgående på mig og foreslog at vi holdt<br />
inde, men det ville Mr. Brunei ikke høre<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 16
tale om. Han forlangte at få en chance for<br />
at vinde noget af sin tabte formue tilbage.<br />
José trak mig til side og spurgte om det<br />
ikke var klogere at stoppe. Men adrenalinpåvirket<br />
og kålhøgen, som jeg var blevet<br />
af slagets gang, gik jeg med til at spille et<br />
par omgange mere. Hvad pokker – hvis<br />
manden så gerne ville tømme sin anden<br />
taske ud på bordet, hvorfor så holde ham<br />
tilbage? Hvad kunne gå galt? José kunne<br />
jo sit kram!<br />
Mr. Brunei havde også gjort sine tanker,<br />
og han startede med at hæve indsatsen<br />
eftertrykkeligt. Men det gik stadig godt,<br />
og jeg glemte rent, at jeg havde besluttet<br />
mig for kun at spille få runder til.<br />
José sørgede stadig for at jeg sad med<br />
101⁄2-111⁄2 hver gang, men alligevel blev<br />
Mr. Brunei mere og mere aggressiv i sine<br />
indsatser, og jeg var tvunget til at følge<br />
trop. På grund af de skyhøje indsatser<br />
var alle mine penge snart tilbage i omløb.<br />
Pludselig kiksede det for José, og jeg<br />
overskred 111⁄2. Mr. Brunei så veltilfreds<br />
ud – han var stoppet på 91⁄2. I det fatale<br />
øjeblik kørte det hele rundt for mig og<br />
tiden stod stille. Jeg så uforstående på<br />
José, som beklagede og sagde, at jeg<br />
skulle være stoppet noget før. Mr. Brunei<br />
var travlt beskæftiget med at skovle<br />
gevinsten tilbage i attachétaskerne, for<br />
spillet var slut – jeg havde ingen penge<br />
til at vinde det tabte tilbage! Min modstander<br />
takkede for kampen og skyndte<br />
sig ud ad døren. Jeg var stadig helt rundt<br />
på gulvet og ænsede dårligt nok, hvad der<br />
foregik omkring mig. José tog mig under<br />
armen og beklagede atter spillets udfald.<br />
Jeg vågnede omsider op og forlangte at<br />
han arrangerede en seance mere, så jeg<br />
kunne vinde det tabte tilbage. José kunne<br />
muligvis rejse nogle penge, men han ville<br />
ikke love noget. Han gav mig nogle få dollars<br />
af hans provision til at leve for og et<br />
telefonnummer. Jeg blev sat på en taxa<br />
og igen eskorteret af naboen, som denne<br />
gang havde medbragt sin elskede guitar.<br />
Træls nabo!<br />
Halvkvalt guitarspil var nok det sidste, jeg<br />
havde brug for i min ulykkelige situation.<br />
Jeg bad manden om at parkere instrumentet,<br />
og han begyndte så at plapre løs i<br />
stedet. Allerhelst havde jeg lyst til at være<br />
helt alene, men naboen ænsede åbenbart<br />
ikke, at jeg var dybt nedslået og prøvede<br />
ihærdigt at holde liv i en samtale. Da han<br />
erfarede, at jeg var musikstuderende,<br />
blev han fyr og flamme: ”Oh man, you are<br />
a musician!”. I et nærværende øjeblik forsøgte<br />
jeg at rette manden: ”No, I’m not.<br />
I’m a student of musicology”. <strong>De</strong>t faldt<br />
for døve øren: “Oh man, I love music!<br />
What instruments do you play? You play<br />
the guitar? I play the guitar but not very<br />
good. Maybe you teach me, man! You are<br />
the best! I love you! Thank God I met you,<br />
man” ... Kærligheden var dog langt fra<br />
gensidig; tre kvarter i taxa med den mand<br />
kunne drive enhver til vanvid. <strong>De</strong>t kunne<br />
kun gå for langsomt med at komme hjem<br />
på hotellet og grave sig ned...<br />
Spørgejørgen<br />
<strong>De</strong>t var først tilbage på hotelværelset,<br />
at situationens alvor egentlig gik op for<br />
mig. Jeg havde kun været væk i to dage,<br />
af hvad der skulle være min <strong>første</strong> store<br />
rejse – min livsdrøm! Og jeg var allerede<br />
helt flad! Dumt, dumt, DUMT! Og meget<br />
naivt. Uanset hvor meget jeg gennemtænkte<br />
forløbet, kunne jeg ikke rigtig<br />
forstå at det gik, som det gjorde. José var<br />
den vildeste korthaj, jeg nogensinde har<br />
mødt, og han beviste flere gange over-<br />
for mig, at vi var på samme hold. Hvad<br />
nu, hvis jeg havde nægtet Mr. Brunei at<br />
spille de sidste skæbnesvangre runder?<br />
Ville jeg have strøget hele gevinsten – vel<br />
nok mindst 50.000 kr.? Men hvad så, hvis<br />
han i et øjebliks desperation havde mistet<br />
besindelsen og trukket et våben? Hvad<br />
ville jeg så have gjort? Jeg var jo bare<br />
kørt med José hjem og derfra videre til<br />
et andet sted. <strong>De</strong>ngang kendte jeg ikke<br />
Manila og havde ikke den ringeste anelse<br />
om, hvilken adresse jeg befandt mig på.<br />
Og hvad skulle jeg egentlig også komme<br />
tilbage for? Spillet var slut. Men var José<br />
på min side, når det kom til stykket? Var<br />
hele historien om hans søster måske ikke<br />
bare opdigtet? Men hvordan vidste han<br />
så, at jeg ville fortsætte med at spille, da<br />
han rådede mig til at holde inde? Blev jeg<br />
narret, smurt, tørret? Uden tvivl, men i så<br />
fald var det yderst snedigt gennemført...<br />
Jeg burde jo nok være taknemmelig for, at<br />
det ikke endte værre end, at jeg mistede<br />
mine penge. Men i øjeblikket var det en<br />
meget ringe trøst. Jeg kæmpede den ulige<br />
Lavasporet fra udbruddet i 1993 symboliserer<br />
både ødelæggelse og genfødsel og vidner om<br />
vulkanens ufattelige magt.<br />
kamp med en kvælende ”Palle alene i verden-følelse«<br />
af håbløshed og desperation.<br />
Da chokket omsider fortog sig lidt, traskede<br />
jeg ind i en bank og fik efter et par<br />
dage overført friske forsyninger hjemmefra.<br />
Lånte penge af barmhjertige forældre,<br />
som uden tvivl var en kende bekymrede<br />
for deres søns uansvarlige fjollerier på<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 17
den anden side af kloden. Pengene skulle<br />
ganske vist betales tilbage, men jeg<br />
kunne da fortsætte turen. Jeg forsøgte<br />
ihærdigt at komme i kontakt med José på<br />
det telefonnummer, han havde givet mig,<br />
da vi skiltes, men kun med ringe held. Jeg<br />
så ham aldrig igen. <strong>De</strong>t var sikkert også<br />
det bedste. <strong>De</strong> resterende tre-fire uger i<br />
Filippinerne havde jeg en smule svært ved<br />
at nyde - ikke mindst fordi rejsens anden<br />
store bommert ventede lige om hjørnet...<br />
Mount Mayon<br />
Jeg rejste over land i jeepney hele vejen<br />
fra Manila til Legaspi City på den store ø<br />
Luzon. Ikke nogen specielt komfortabel<br />
transportform, men en god måde at møde<br />
mennesker på. Ved Legaspi besteg jeg<br />
vulkanen Mount Mayon (2420m), som to<br />
år forinden (1993) var sprunget i luften<br />
og havde dræbt en flok amerikanske vulkanologer<br />
og også beskadigede den perfekte<br />
kegleform oppe ved kraterranden.<br />
Udbruddet kunne smukt bevidnes oppe<br />
fra toppen, hvor et stort kulsort og motorvejsagtigt<br />
spor pløjede sig skånselsløst<br />
ned gennem den frodige jungle. Vulkanen<br />
rejser sig op fra et fladt junglelandskab,<br />
og den er et betagende syn. <strong>De</strong>n betragtes<br />
som en af verdens farligste vulkaner<br />
og var atter i udbrud i år 2000.<br />
Normalt er det en tur på minimum to dage<br />
– en dag op og en dag ned, men da jeg<br />
var for påholdende til at betale guiden og<br />
hans hjælper for to dage, gik jeg op og<br />
ned på samme dag. Uden guide er det<br />
stort set umuligt at finde vej gennem mylderet<br />
af klippeblokke. <strong>De</strong>t viste sig snart,<br />
at guiden kæmpede med nogle gevaldige<br />
tømmermænd, som først kom rigtig i<br />
udbrud, da vi var omtrent halvvejs oppe.<br />
Så måtte hjælperen og jeg fortsætte uden<br />
ham, hvilket resulterede i, at vi gik vild<br />
et par gange og turen trak ud. Under<br />
normale omstændigheder havde det nok<br />
ikke betydet det store, men desværre<br />
havde jeg glemt at smøre mig ind i solcreme<br />
om morgenen, og tuberne havde<br />
jeg ladet ligge på mit værelse. <strong>De</strong>t var en<br />
kæmpebrøler, hvilket jeg da også fik at<br />
føle senere. Faktisk gjorde det temmelig<br />
ondt, da jeg om aftenen endelig kom ned<br />
fra bjerget. Men hvad, det var vel ikke så<br />
underligt; jeg havde været ude i tropesolen<br />
i over 12 timer uden solcreme og iført<br />
shorts og T-shirt! Et iskoldt bad lindrede<br />
en smule, men det var lidt som at pisse<br />
i bukserne – med omvendt fortegn. Ikke<br />
overraskende blev resultatet, at huden så<br />
småt begyndte at falde af i løbet af de<br />
næste dage. En meget smertefuld proces,<br />
som ikke kan anbefales.<br />
Skæbnens ironi<br />
Da jeg omsider forlod Filippinerne efter<br />
fire ugers besøg, var jeg overbevist om,<br />
at jeg aldrig ville vende tilbage. <strong>De</strong>r havde<br />
ganske vist også været plads til en række<br />
gode oplevelser – koralrevet f. eks. – men<br />
de bitre og dyrt købte erfaringer stod alt<br />
for lysende klart i erindringen. Alligevel<br />
Årets julegaveide.<br />
ville skæbnen, at valget skulle falde på<br />
dette skønne ø-rige, da jeg som led i mine<br />
studier seks år senere var på udkig efter<br />
et velegnet land til at studere rituelle dramaer.<br />
Men jeg må indrømme, at det krævede<br />
en god portion is i maven at vende<br />
tilbage. Men denne gang var jeg blevet<br />
ældre og mange erfaringer rigere og<br />
havde adskillige rejser bag mig. Som de<br />
fleste i klubben efterhånden ved, involverede<br />
jeg mig så dybt i feltarbejdet, at jeg<br />
endte med at blive gift med en filippinsk<br />
pige, og vi vender naturligvis tilbage til<br />
Filippinerne i ny og næ. Meget ironisk, da<br />
jeg efter det <strong>første</strong> besøgs grumme oplevelser<br />
havde forsvoret, at jeg nogensinde<br />
ville vende tilbage.<br />
Moralen? Tja, når enden er god, er alting<br />
godt. For det endte jo godt. Trods den<br />
vanskelige start på rejselivet blev jeg ikke<br />
skræmt fra at rejse igen. Tværtimod! Da<br />
jeg fire måneder senere havde rejst igennem<br />
Vietnam og Kina og var på vej hjem,<br />
var brølerne så godt som glemt, og jeg<br />
var allerede ved at planlægge mine næste<br />
destinationer. Men jeg glemmer aldrig den<br />
fornemmelse, jeg havde i Manila, af at stå<br />
på kanten af verden og opdage sagens<br />
alvor; som en tåge, der langsomt letter<br />
og afslører en dyb afgrund. Selvom det<br />
var frygteligt, var det en fornemmelse<br />
af at leve livet fuldt ud på godt og ondt.<br />
Livlinen var for alvor klippet over, og den<br />
naive uskyldighed faldt til jorden sammen<br />
med den.<br />
<strong>De</strong>n overskrift har vi alle læst tusinder af gange, men denne gang passer det. Har<br />
du en ven, veninde, søster, far, mor, datter, kollega, boss, bekendt, drillenisse eller<br />
farbror der ustanseligt drømmer om rejser og fjerne himmelstrøg så er Globen og<br />
et tilhørende passivt (eller aktivt hvis de kan opfylde kravene) medlemsskab måske<br />
lige sagen at pakke ind og putte under træet.<br />
I år tilbyder vi som en ekstra godte at give dette december nummer med for den<br />
fantastiske pris af 350 kroner. For disse 350 kronner får du et eksemplar af dette<br />
nummer til at lægge under juletræet og derudover fremsender vi de fire numre<br />
af Globen næste år til modtageren, samtidig får du mulighed for at benytte vores<br />
sponsorere og andre fordele.<br />
Slå til nu - der er ingen tvivl om at hvem du end giver det til vil blive begejstret.<br />
Alle interesserede kan finde de nærmere detaljer på www.berejst.dk<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 18
Gevinstrejsen til Skammestein<br />
Hvis man ser bort fra lejlighedsvise ture til grænsebasarerne ved<br />
Flensborg, var jeg kun én gang i udlandet som barn. <strong>De</strong>t kom sig<br />
af, at jeg havde sendt et bidrag ind til en konkurrence udskrevet<br />
af DFDS. Og gudhjælpemig om jeg ikke vandt en af de mindre præmier.<br />
Tekst og foto: Niels J.L. Iversen<br />
<strong>De</strong>t er, i parentes bemærket, den eneste<br />
gang jeg har deltaget i sådan en<br />
konkurrence, så min gevinstprocent er<br />
stadig smuk. Gevinsten bestod i et frikort,<br />
som blev omsat i en retur sejltur<br />
mellem Frederikshavn og Oslo. <strong>De</strong>r var<br />
i de dage endnu mulighed for frirejser<br />
med DSB for skolebørn, og da min mor<br />
gav hotelopholdet på hotel Fjellheimen<br />
i flækken Skammestein, havde vi pludselig<br />
en rejse til Norge for min mor,<br />
min lillesøster og undertegnede i sommeren<br />
1966. Jeg var da 12 år gammel.<br />
Vi havde fået anbefalet hotellet i<br />
Skammestein af damen på DSB rejsebureauet,<br />
og for at komme dertil skulle<br />
vi med tog fra Kolding til Frederikshavn,<br />
med natfærge til Oslo, herfra med<br />
tog til Fagernes og sluttelig med rutebil<br />
det sidste stykke vej. <strong>De</strong>t gik efter<br />
omstændighederne rimeligt gnidnings-<br />
løst. Fagernes-banen er for øvrigt siden<br />
blevet nedlagt, hvilket er synd og skam.<br />
Skammestein var en lillebitte flække midt<br />
i en hel masse særdeles norsk natur, vi<br />
var jo bare tre danske fladlændinge,<br />
og heroppe var der bjerge, fosser og<br />
folk, der snakkede norsk. <strong>De</strong>t var<br />
alt sammen meget imponerende.<br />
Hotellet var ikke ret stort, men der<br />
var en hyggelig fællesstue, og værten<br />
havde en Storm P-bog, som han<br />
kunne læse ord for ord, uden at han<br />
fattede et kuk af den. Om morgenen<br />
var der et opulent tag-selv-bord.<br />
Blandt de mindeværdige ingredienser<br />
på dette var en grønsort gede-gammelost,<br />
som ingen af os turde røre,<br />
men også en ualmindelig tyk, fed,<br />
lækker kærnemælk, som jeg drak<br />
spandevis af. En dag manglede den,<br />
Fos med mig (NJLI)<br />
Skammestein kirke<br />
men så protesterede jeg vildt og<br />
inderligt ude i køkkenet. Dagen<br />
efter var den på bordet igen.<br />
Under opholdet foretog vi<br />
diverse ekspeditioner, de fleste<br />
til fods, men en enkelt længere<br />
tur blev det dog også til. <strong>De</strong>n<br />
gik til søen Tyin, hvor vi sejlede<br />
med en gammel færge,<br />
muligvis endda den sagnomspundne<br />
skude Bitihorn, der<br />
har besejlet disse vande siden<br />
1905. Vi stak også næsen<br />
indenfor i hotel Eidsbugaren,<br />
som vi prompte døbte ’snobbehotellet’,<br />
da vi havde set en<br />
gæst i leopardbukser derinde.<br />
På hjemturen gjorde vi ophold<br />
i Oslo for at se museerne på<br />
Bygdøy. Efter besigtigelsen af<br />
Kontiki-museet, Søfartsmuseet<br />
og Vikingeskibshallerne var vi<br />
kommet lidt i tidnød og spænede<br />
derfor gennem museumsdelen<br />
af Norsk Folkemuseum.<br />
Min mor sagde, at det var rent<br />
pjat, for vi ville ikke kunne<br />
huske noget, når vi skyndte<br />
os sådan. År efter underholdt<br />
jeg hende med den eksakte<br />
placering af hver eneste dragkiste<br />
og manglebræt i det rum,<br />
hvor hun udtalte denne dom.<br />
Og så kom den mindeværdige<br />
hjemrejse med DFDS’ formentlig<br />
usleste plimsoller, kaldet Skipper<br />
Klement. Af økonomiske grunde<br />
havde vi kahytter i bunden af<br />
skuden. I nattens løb blev først<br />
min lillesøster søsyg og så min<br />
mor. Dækslet til luftindtaget faldt<br />
ned, gangen udenfor flød med bræk, og<br />
vi kunne høre rallen og gurglende lyde fra<br />
nabokahytterne, hvor folk lå og kvabbede.<br />
Og jeg? Jeg lå i overkøjen og skraldgrinede.<br />
<strong>De</strong>t må have været ret irriterende<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 19
DBK på toppen af Pik Lenin<br />
Efter Kenneths nedstigning fra lejr 1 med symptomer på lungeødem, var vi seks mand tilbage<br />
med forhåbninger om at nå toppen af Pik Lenin. Bortset fra maveproblemerne, som Kenneth<br />
desværre ikke tog med sig fra lejr 1, var alle ved godt mod, men også tiltagende utålmodige<br />
efter at komme nærmere toppen.<br />
Tekst: Martin Anker Nielsen<br />
Foto: Martin Anker Nielsen og Lars Hansen<br />
Bjergkulleren blev dog trængt i baggrunden,<br />
da vi en halv dag efter at have sagt<br />
farvel til Kenneth, fik selskab af finnen<br />
Oluf, som var kommet ned fra toppen<br />
samme dag. Han fik behandling for sine<br />
forfrysninger i vores opholds-/spiseyurt,<br />
mens vi var midt i et fredeligt kortspil.<br />
Ingen af os havde rigtigt bemærket ham,<br />
da han kom ind med et par lokale samaritter,<br />
og først da jeg bemærkede nogle blottede<br />
og skræmmende blå fødder fik vores<br />
kortspil ende. Oluf fortalte os den tragiske<br />
historie om hans bjergguides forsvinden,<br />
og den lange nat på toppen med voldsomt<br />
stormvejr, snefald og alt for mange kuldegrader.<br />
Beretningen fra Oluf satte virkelig gang<br />
i spekulationerne hos os alle. Selvom<br />
vi naturligvis var klar over, at vejret var<br />
barskt på toppen, og at man let kan lade<br />
sig narre af noget, der ligner stabilt vejr,<br />
så blev vores ængstelse mht. vejret yderst<br />
nærværende med mødet med Oluf. For<br />
mit vedkommende bekræftede det mig<br />
dog i, at jeg måtte være bedre stillet rent<br />
sikkerhedsmæssigt ved min plan om at<br />
stå på ski ned ad nordsiden af Pik Lenin.<br />
<strong>De</strong>tte kan måske lyde en anelse paradoksalt,<br />
men det hænger sammen med,<br />
at man – hvis nedstigningen fra toppen<br />
består af en skitur – ikke kommer tilbage<br />
gennem lejr 3 og 2, men derimod tager<br />
den direkte vej til lejr.1 <strong>De</strong>rfor er man<br />
pinedød også nødsaget til at slæbe alt sin<br />
bagage med over toppen. På den positive<br />
side tæller det dog, at man dermed hele<br />
tiden har både sovepose og underlag samt<br />
evt. skiftetøj komfortabelt tæt på sig, og<br />
det var denne del af planen, som jeg pludseligt<br />
kom til at påskønne voldsomt efter<br />
Olufs historie. Havde Oluf og hans guide<br />
haft deres soveposer med sig på toppen,<br />
var de begge formentlig sluppet med livet<br />
i behold og uden men. <strong>De</strong> gjorde dog som<br />
stort set samtlige bjergbestigere i historien<br />
før dem. <strong>De</strong> pakkede et minimum<br />
af fornødenheder i en mindre rygsæk i<br />
naturlig forventning om at komme tilbage<br />
til deres telt og soveposer senere samme<br />
dag.<br />
Da vi dagen efter begav os mod lejr 2 for<br />
anden gang var det med forventningen<br />
om at overnatte to nætter i lejr 2, og<br />
derefter begive os mod lejr 3 for at sove<br />
en enkelt nat. <strong>De</strong>n oprindelige plan var<br />
derefter at gå tilbage til lejr 1 for at restituere<br />
inden opstigningen til det egentlige<br />
topforsøg. Jeg havde dog presset på overfor<br />
de andre for at vi evt. skulle overveje<br />
at blive i lejr 2 på vejen tilbage fra lejr<br />
3 i stedet for at gå helt tilbage til lejr 1.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 20
<strong>De</strong>rved ville vi spare et<br />
par dage og ikke mindst<br />
slippe for turen frem og<br />
tilbage mellem lejr 1 og<br />
2. <strong>De</strong>t viste sig dog, at<br />
min egen mave valgte<br />
at diskvalificere mig fra<br />
at efterfølge mit ambitiøse<br />
forslag. Således<br />
måtte jeg på turen mod<br />
lejr 2 tage til efterretning,<br />
at min mave hele<br />
fire gange insisterede<br />
på at komme af med<br />
affald. To gange kom<br />
det ovenud, mens det<br />
de andre gange kom ud<br />
gennem bundventilen<br />
for neden – heldigvis<br />
uden at forurene andet<br />
end den nyfaldne sne!<br />
<strong>De</strong> øvrige var dog godt<br />
gående, og Mody og<br />
Veder, som gik i det<br />
andet rebslag med<br />
vores guide Alex, og<br />
dermed ikke havde mig<br />
på slæb, gik helt forrygende<br />
på denne tur, og<br />
skar flere timer af deres<br />
tid fra <strong>første</strong> tur.<br />
I lejr 2 blev min mave<br />
ved med at volde mig problemer, og jeg<br />
formåede ikke engang at holde den smule<br />
mad, jeg spiste, indenbords. <strong>De</strong> andre gik<br />
den følgende dag en tur op mod lejr 3,<br />
mens jeg forsøgte at komme til hægterne.<br />
Status vedblev enslydende. Jeg kunne<br />
ingen mad holde i mig, men til gengæld<br />
eksploderede maven jævnligt på yderst<br />
ukontrolleret vis. Efter anden nat i lejr 2<br />
måtte jeg derfor sande, at jeg ikke kunne<br />
tage med de øvrige mod lejr 3. <strong>De</strong>t til<br />
trods for, at Lars Hansen havde forsøgt sit<br />
yderste for at få mig på rette spor, med<br />
en hjælpsomhed og en omsorg som var<br />
Moder Theresa værdig. Da de andre midt<br />
på formiddagen havde fået pakket færdig<br />
og gik mod lejr 3, pakkede jeg også min<br />
rygsæk for at begive mig den modsatte<br />
vej – mod lejr 1. Jeg var temmelig afkræftet<br />
efter 48 timer uden næring og stort<br />
energiforbrug, så jeg benyttede muligheden<br />
for at prøve mine ski på turen ned til<br />
lejr 1. <strong>De</strong>t var den mindst krævende måde<br />
at komme derned på, men indebar naturligvis,<br />
at jeg på den kommende tur mod<br />
toppen, nok engang skulle bære mine ski<br />
tilbage til lejr 2.<br />
Natten blev tilbragt i lejr 1, hvor den tykkere<br />
luft havde en mærkbar positiv effekt<br />
på min restituering. <strong>De</strong> andre sov under<br />
barske forhold i lejr 3 og dukkede glade<br />
men trætte op først på eftermiddagen<br />
efter nedstigningen fra lejr 3. Allan, Lars<br />
Munk, Veder og Mody var ved ankomsten<br />
alle besluttede på ikke at ville op ad bjerget<br />
igen. Fysisk var der ingen af dem, der<br />
skrantede i urimelig grad, men alle var<br />
godt og grundigt trætte af det spartanske<br />
liv på bjerget. Alle havde derudover slået<br />
egne højderekorder eftertrykkeligt, og<br />
ambitionerne om at komme helt til tops<br />
på Pik Lenin trådte derfor i baggrunden.<br />
Allan fik dog efter en nats overvejelser<br />
blod på tanden igen, og da de tre andre<br />
tog turen mod Base Camp, blev Allan alligevel<br />
i lejr 1 med toppen som mål.<br />
Vi blev i lejr 1 en dag mere, hvor vi fik klaret<br />
de sidste forberedelser inden opstigningen.<br />
<strong>De</strong>t blev for mit vedkommende til<br />
en hel del husmoderlig syning af rygsæk,<br />
som derved blev en smule opgraderet til<br />
topforsøget. Vi fik også talt en del med<br />
ekspeditionslederen fra en dansk ekspedition<br />
arrangeret af Seven C’s. <strong>De</strong>t var Allan<br />
Christensen, som jeg ikke var bekendt<br />
med i forvejen. Lars derimod, som rummer<br />
stor viden om danske og udenlandske<br />
bjergbestigere, kunne fortælle, at det pt.<br />
er den dansker, som har været højest<br />
uden brug af kunstig ilt. <strong>De</strong>t gav jo unægtelig<br />
en del street respect efterfølgende,<br />
men han var dog allerede accepteret i min<br />
lille verden, da han havde afgjort et væddemål<br />
mellem Allan og jeg til min fordel.<br />
Jeg vandt en øl til senere udbetaling. <strong>De</strong>r<br />
var trængsel i yurten til aftensmaden, og<br />
vi kom i snak med en gammel ræv af en<br />
russisk bjergbestiger, som havde rigeligt<br />
med gode historier at øse ud af. Egentlig<br />
betegnes han bedre som en gammel sneleopard,<br />
for det var reelt set, hvad han<br />
var, idet han havde besteget de fem mest<br />
markante 7000-meter toppe i området<br />
(hvoraf Pik Lenin i øvrigt er én af dem).<br />
<strong>De</strong>rved bliver man optaget i sneleopardordenen.<br />
Under samme måltid fik vi alle tre<br />
desuden spist et eller andet, som for gud<br />
ved hvilken gang gjorde vores maver temmelig<br />
ustabile. Vi var alle tre ude adskillige<br />
gange i løbet af natten for at lænse<br />
gennem bundventilen – med varierende<br />
panik og udbytte!<br />
Maveproblemerne var dog ikke nok til<br />
at afholde os fra at starte opstigningen i<br />
løbet af den følgende morgen. Efter cirka<br />
en halv time gav Allans mave de <strong>første</strong><br />
krisetegn fra sig, og med tanke på mine<br />
erfaringer med en dårlig mave på turen<br />
til lejr 2 var jeg bestemt ikke misundelig.<br />
Efter yderligere et kvarter måtte han dog<br />
se i øjnene, at en bestigning var umulig<br />
med en mave, som var så lidet samarbejdsvillig,<br />
og en ærgerlig Allan vendte<br />
tilbage til lejr 1. Lars Hansen og jeg<br />
fortsatte med Alex, og vi fandt et helt forrygende<br />
tempo, som slog alle rekorder på<br />
turen mellem lejr 1 og 2.<br />
I lejr 2 nød vi eftermiddagen med Alex<br />
og de øvrige bjergbestigere på vej mod<br />
tinden. <strong>De</strong>t var et forrygende godt vejr, og<br />
alle var enige om, at det var optimale forhold<br />
til at forsøge sig mod toppen i. Vores<br />
fromme håb gik derfor på, at barometerstanden<br />
holdt sig et par dage endnu, så<br />
vi kunne nå på toppen inden et eventuelt<br />
snevejr. For at forbedre vores chancer for<br />
at nå toppen, havde vi besluttet os for at<br />
anlægge en lejr 4 cirka midtvejs mellem<br />
lejr 3 og toppen. Lejr 3 skulle for vores<br />
vedkommende dermed kun anvendes som<br />
rasteplads på vej mod et plateau, hvor vi<br />
kunne anlægge en lejr 4. <strong>De</strong>rmed ville vi<br />
slippe for at skulle starte alt for tidligt om<br />
morgenen til topforsøget, mens vi samtidig<br />
ville have masser af tid til at nå toppen<br />
inden kl. 14, hvor man bør vende om for<br />
at være sikker på at kunne nå tilbage til<br />
lejr 3 inden mørkets frembrud. <strong>De</strong>t betød<br />
dog også, at vi måtte slæbe et telt med<br />
det meste af vejen mod toppen.<br />
Da vi den følgende dag begav os ud på<br />
den relativt korte, men voldsomt stejle<br />
tur til lejr 3, havde Alex taget opgaven<br />
med at bære teltet. Vores maveproblemer<br />
havde dog desværre også bidt sig på<br />
Alex, hvilket uheldigvis resulterede i, at<br />
han var uendelig langsomt gående. Mine<br />
maveproblemer var langt fra forsvundet,<br />
men det betød åbenbart knapt så meget<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 21
for mit tempo, som det gjorde for Alex.<br />
Selvom jeg ikke var i stand til at hænge<br />
på Lars, som var helt fabelagtigt gående,<br />
så var Alex helt usædvanlig langsom.<br />
Lars og jeg diskuterede frustrerede det<br />
langsomme tempo under den <strong>første</strong> del<br />
af turen til lejr 3, og det lykkedes faktisk<br />
Lars med en diplomats snilde at få<br />
lokket telt og kogegrej ud af Alex. Lars<br />
tog teltet og jeg kogegrejet for at lette<br />
byrden for Alex, som forventeligt havde<br />
svært ved at se, at vi gjorde os alle en<br />
tjeneste ved at gøre turen lettere for<br />
ham. Stolthedsbegreberne for en usbekisk<br />
bjergguide i Kirgisistan er ikke svære<br />
at forudsige!<br />
<strong>De</strong>t blev til et par timers frokost og hvile<br />
for Lars og jeg i lejr 3. <strong>De</strong>suden fik vi lige<br />
snakket lidt med et hold spaniere, som vi<br />
havde underholdt os en del sammen med<br />
under det meste af opholdet på bjerget.<br />
<strong>De</strong> havde planer om en bestigning dagen<br />
efter os, så de var naturligvis også meget<br />
interesserede i vores planer om en lejr 4.<br />
På turen mod lejr 4 plateauet begyndte<br />
min mave for alvor at slå kolbøtter igen, og<br />
hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg smide<br />
bukserne flere gange for at undgå større<br />
uheld, end mine løbeshorts (=underbukser)<br />
i forvejen havde stået mål for. Lars<br />
havde på lykkelig vis overvundet sine<br />
maveproblemer og var virkelig flyvende,<br />
så da jeg nåede op til det rette plateau,<br />
havde Lars allerede slået teltet op. Alex<br />
dukkede op mere end en time senere,<br />
men var ved meget godt mod, da han<br />
nåede frem. Vejret denne eftermiddag<br />
og aften var helt fantastisk med kun en<br />
smule vind, og udsigten mod syd – ud<br />
over Tadsjikistan og Kina - var ganske<br />
enkelt helt ubeskrivelig smuk. Sneklædte<br />
toppe mellem 4000 og 7500 meters højde<br />
så langt øjet rakte – og så endda velsignet<br />
af et fantastisk smukt aftenlys. Så smukt,<br />
at det helt sikkert er værd at kravle op i<br />
6450 meters højde for at se!<br />
Aftensmaden bestod af kartoffelmos med<br />
baconstykker, som Alex tryllede sammen.<br />
<strong>De</strong>t smagte ganske udmærket, men min<br />
appetit var ikke overvældende. <strong>De</strong>t var<br />
den tilsyneladende ikke hos nogen af os,<br />
for da vi efter en trang nat med tre mand i<br />
et tomandstelt forsøgte at sætte resterne<br />
af aftensmaden til livs som morgenmad,<br />
kunne vi stadig ikke spise op.<br />
Efter morgenmaden blev der smeltet<br />
sne til drikkedunkene, og det tog en hel<br />
del tid. En enkelt gang væltede gryden<br />
endda også, og det gjorde bestemt ikke<br />
vandproduktionen hurtigere. Vi havde<br />
sat vækkeuret til kl. 6.30, men der kom<br />
først for alvor gang i den sidste yeti kl.<br />
7. <strong>De</strong>t var desværre mig, som var senest<br />
ude af fjerene, og jeg havde klart den<br />
største pakkeopgave, da jeg som nævnt<br />
tidligere skulle pakke alt mit bagage sammen<br />
for at tage det med over toppen. Lars<br />
kunne lade en del af sit bagage ligge og<br />
var færdig som den <strong>første</strong> ca. 7.45. Han<br />
stod og ventede nogle minutter, men da<br />
kulden med den tiltagende vind fik tag i<br />
ham, råbte han ind for at spørge, om ikke<br />
han kunne gå i forvejen. <strong>De</strong>t havde jeg<br />
intet imod, da jeg forventede, at vi ville<br />
mødes i løbet af opstigningen, hvor jeg<br />
regnede med at Lars evt. ville holde en<br />
længere pause, når han havde fået varmen<br />
og muligvis kunne finde et sted i læ<br />
for vinden. Alex var klar cirka ti minutter<br />
efter Lars og begav sig af sted mod toppen.<br />
Yderligere ti minutter efter havde jeg<br />
fået pakket færdig og fulgte trop på stien<br />
mod toppen. Jeg havde ved afgang kun<br />
fået cirka en halv liter væske med, men<br />
jeg anså det ikke for et kritisk problem, da<br />
jeg som nævnt forventede at mødes med<br />
Lars, som jeg vidste,<br />
havde fået fyldt cirka to<br />
liter i rygsækken.<br />
Jeg indhentede Alex<br />
i løbet af kort tid, og<br />
fulgtes med ham i 20<br />
min. Tempoet var dog<br />
stadig frustrerende lavt,<br />
og da han satte sig for<br />
at holde en pause efter<br />
meget kort tids gang,<br />
frygtede jeg at miste<br />
muligheden for at nå<br />
toppen, hvis jeg skulle<br />
holde mig i Alex’ tempo<br />
resten af vejen. At vi<br />
samtidig sakkede længere<br />
og længere bagud<br />
i forhold til Lars, stak<br />
også en pind i hjulet i<br />
mine forhåbninger om<br />
at indhente Lars på vej<br />
mod toppen. <strong>De</strong>rfor<br />
fortsatte jeg forbi Alex<br />
og satte tempoet i vejret,<br />
da han stoppede<br />
for at tage sin <strong>første</strong><br />
pause.<br />
<strong>De</strong>t viste sig, at Lars<br />
aldrig rigtigt fik varmen<br />
på sin vej mod toppen,<br />
så han holdt kun meget få og korte pauser,<br />
så selvom jeg kunne se ham nogle<br />
hundrede meter over mig på det meste<br />
af vejen mod toppen, nåede jeg ikke at<br />
hente ham. Han trak i stedet yderligere<br />
fra mig, og nåede også toppen knap en<br />
time før jeg gjorde. Vi krydsede dog hinanden<br />
under toppen, og jeg ønskede ham<br />
med en omfavnelse tillykke med toppen.<br />
Lars havde stadig ikke fået varmen og<br />
ville hurtigst muligt ned. Mens jeg drak<br />
lidt fra en af hans vandflasker, fortalte<br />
han, at man på toppen kunne se en del<br />
skyer på vej. Han spurgte mig om jeg stadig<br />
havde tænkt mig at stå på ski ned ad<br />
nordsiden. Jeg svarede, at jeg ville overveje<br />
det, når jeg kom på toppen og fik et<br />
indtryk af forholdene.<br />
Som det sidste stykke vej mod toppen,<br />
var selve toppen af Pik Lenin ikke et sted,<br />
man havde lyst til at opholde sig i længere<br />
tid. Vinden kom tordnende ind fra syd,<br />
hvorfra det var stort set skyfrit, mens jeg<br />
var der. <strong>De</strong>rimod var der i nordlig retning<br />
en hvid væg af skyer, som blev dannet<br />
lige over hovedet på mig. <strong>De</strong>t så ganske<br />
fascinerende og smukt ud med denne<br />
skydannelse ved kollisionen mellem en<br />
opstigende fugtig luft fra nordsiden og de<br />
kolde luftmasser fra Tadsjikistan, men det<br />
hjalp mig bestemt ikke i mine planer om<br />
at stå på ski ned ad nordsiden. Toppen i<br />
sig selv er en 5-10 meter høj top på et<br />
plateau, som er cirka 2-300 meter langt<br />
og flere steder omkring 30 meter bredt.<br />
Efter at have taget de obligatoriske billeder<br />
af mig selv på toppen, begav jeg<br />
mig hen langs plateauet, som jeg – ifølge<br />
hvordan bjerget ser ud nedefra – ikke var<br />
i tvivl om, at jeg skulle for at få mulighed<br />
for at komme til at stå på ski ned. Nedefra<br />
ser det nemlig ud som om, at man skal<br />
bevæge sig hen for enden af plateauet,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 22
og gå ned ad skulderen af dette plateau.<br />
Herfra ville man komme til en højderyg,<br />
hvorfra man ville have adgang ned til den<br />
store nordside, som er enhver skiløbers<br />
drøm…<br />
Jeg gjorde som beskrevet, men nede på<br />
højderyggen afslørede nordsiden ingen<br />
nedfartsmuligheder i det tætte skydække.<br />
Efter at have gået så langt ad højderyggen<br />
nedenfor topplateauet, at jeg var<br />
sikker på at være forbi nedfarterne – i forhold<br />
til hvordan jeg vidste, at bjerget så<br />
ud nedefra – vendte jeg om i forventning<br />
om, at jeg var nødsaget til at gå ned. På<br />
vej tilbage til toppen klarede det imidlertid<br />
op i et kort øjeblik, og nedad nordsiden<br />
afsløredes en nedfart, som jeg var 110 %<br />
sikker på var en af dem, som jeg havde<br />
gået og kigget på i ugevis. Jeg kunne<br />
ganske vist ikke se helt ned i dalen, men<br />
hvis jeg bare<br />
havde ramt<br />
den rigtige<br />
nedfart, var<br />
det ikke noget<br />
problem at stå<br />
på ski i tåge<br />
(skyer) – jeg<br />
vidste jo, hvor<br />
jeg ville ende!<br />
Skindene blev<br />
derfor taget<br />
af skiene, og<br />
jeg startede<br />
skituren nedad<br />
fra over 7000<br />
meters højde.<br />
Skiføret var<br />
ikke det bedste,<br />
men det<br />
havde jeg nu<br />
heller ikke forventet.<br />
Jeg stoppede<br />
jævnligt op for<br />
både at hive<br />
efter vejret og<br />
orientere mig,<br />
og da jeg efter et par hundrede højdemeters<br />
skiløb kunne se nogle kæmpemæssige<br />
isformationer på min højre hånd, blev<br />
jeg <strong>første</strong> gang i tvivl om min rute. Jeg<br />
overbeviste dog mig selv om, at jeg måtte<br />
befinde mig helt i kanten af den rigtige<br />
bjergside, og derfor blot skulle korrigere<br />
min retning. <strong>De</strong>t gjorde jeg så i løbet af<br />
de næste par hundrede højdemeters skiløb,<br />
men jeg måtte brat stoppe mit skiløb,<br />
da der pludselig dukkede en meget dyb<br />
afgrund frem af tågen cirka 50 meter<br />
foran mig. <strong>De</strong>n skulle bestemt ikke være<br />
der, hvis jeg befandt mig på den rigtige<br />
bjergside. Jeg var altså på gale veje, og<br />
inden jeg tog beslutningen om at begive<br />
mig opad igen – samme vej som jeg var<br />
kommet ned – stod jeg længe og forsøgte<br />
at orientere mig. Jeg var også kommet så<br />
langt ned ad bjerget, at jeg efterhånden<br />
var kommet til enden af de skytunger,<br />
som dannedes på toppen, og som slog<br />
ned ad nordsiden. <strong>De</strong>rfor fik jeg enkelte<br />
glimt af dalen, som jeg var på vej ned<br />
mod, og som bestemt ikke var den rigtige.<br />
På den anden side af en højderyg, som jeg<br />
befandt mig ca. 3-400 meter fra, opda-<br />
gede jeg, at jeg kunne kende bjergene.<br />
<strong>De</strong>t var nogle bjergsider i den rigtige<br />
dal, hvis jeg kunne komme over til den<br />
højderyg, ville jeg altså på let vis kunne<br />
komme over til den rigtige dal, og jeg ville<br />
kunne stå på ski hele vejen til lejr 1. Da<br />
jeg begav mig mod højderyggen blev det<br />
dog klart, at afgrunden også afskar mig<br />
vejen dertil. <strong>De</strong>r var altså ingen udvej.<br />
Jeg skulle samme vej tilbage, som jeg var<br />
kommet ned.<br />
Turen opad var ulideligt hård. Så snart jeg<br />
tog skiene af og tog mine steigeisen på,<br />
sank jeg i til livet. Som jeg også havde<br />
orienteret mig tidligere, var det rigtignok<br />
en nordside, jeg befandt mig på, og dermed<br />
var der glimrende læ for vinden oppe<br />
fra toppen og højderyggen. <strong>De</strong>rfor var det<br />
ikke spor koldt at kæmpe sig op ad bjergsiden<br />
– tværtimod. For ikke at risikere at<br />
holde for mange pauser – og derved ikke<br />
holde farten oppe - talte jeg mine skridt.<br />
50 skridt, og derefter en pause, hvor jeg<br />
fik pulsen ned og muligheden for at spise<br />
en smule sne, hvis jeg trængte. Da jeg<br />
efter 5 timers høje knæløftninger var<br />
nået op til det sted, hvor jeg startede<br />
mit skiløb, var min frekvens røget ned på<br />
25 skridt mellem hver pause. Men på det<br />
tidspunkt var jeg også sikker på at nå mit<br />
mål, der var en stor sneformation, som jeg<br />
havde udset mig til at lave en åben bivuak<br />
i – cirka 20 højdemeter under højderyggen<br />
som førte op til topplateauet, men i<br />
god læ for den voldsomme søndenvind.<br />
Ved hjælp af mine ski fik jeg lavet mig en<br />
snehule, som i bund og grund blot var et<br />
1⁄2 meter dybt hul i sneen, som passede<br />
til min størrelse. Jeg fik lagt mig ret godt,<br />
og fik efter ca. 20 min. varmen i min<br />
sovepose. Fra aftenen før i lejr 4 vidste<br />
jeg, at mørket først for alvor ville falde<br />
på ved 20.30-tiden, men allerede inden<br />
da var jeg faldet i søvn. Jeg vågnede dog<br />
i skumringen omkring kl. 21, ved at det<br />
sneede ned i ansigtet på mig. <strong>De</strong>t over-<br />
raskede mig lidt, da det havde udviklet sig<br />
til skyfrit i løbet af eftermiddagen. Da jeg<br />
lagde mig havde jeg heller ikke bemærket<br />
nogen skyer. Jeg kunne dog snøre soveposen<br />
helt til, og sov udmærket videre, men<br />
vågnede ca. hver time, hvor jeg lige tjekkede<br />
klokken og vejret. Vejret ændrede<br />
sig ikke, og sneen faldt hele natten. Ved<br />
daggry var vejret stadig ikke særligt indbydende,<br />
og jeg formåede at sove videre<br />
til ca. 8.30. Jeg begyndte langsomt at<br />
gøre mig klar til at begive mig tilbage mod<br />
toppen, og først kl. 10.30 havde jeg ordnet<br />
alt mit udstyr, kæmpet lidt med min<br />
mave (læs: adlydt) og pakket rygsækken.<br />
På turen tilbage mod toppen var vejret<br />
godt, men da jeg nåede toppen igen kl.<br />
11.40, var der præcist samme vejrsystem<br />
som dagen før, og jeg kunne derfor intet<br />
se ned ad nordsiden. Havde det nu været<br />
skyfrit også mod nord, havde jeg utvivlsomt<br />
taget skituren<br />
ned. <strong>De</strong>t<br />
ville være langt<br />
det hurtigste<br />
og mindst krævende,<br />
men på<br />
dette tidspunkt<br />
havde jeg<br />
ingen planer<br />
om at spilde tid<br />
med at satse<br />
på at finde den<br />
rette nedfart<br />
i nordsidens<br />
skylandskab.<br />
Jeg gik derfor<br />
ned ad samme<br />
vej som Lars<br />
og jeg var<br />
kommet op, og<br />
da jeg midt på<br />
eftermiddagen<br />
passerede et<br />
telt tæt på lejr<br />
3, ”bankede jeg<br />
på” i håb om,<br />
at jeg kunne få<br />
lidt vand, som<br />
ikke var på sneform. <strong>De</strong>suden ville jeg<br />
frygteligt gerne i radiokontakt med lejr 1<br />
eller base camp. <strong>De</strong>t var nemlig omkring<br />
dette tidspunkt, at jeg forventede at<br />
Lars ville dukke op i lejr 1, og naturligvis<br />
bekymre sig, hvis jeg ikke allerede var<br />
der. <strong>De</strong>rfor lå det mig tungt på sinde at få<br />
kontakt med nogen i lejr 1, som så kunne<br />
melde alt ok hos mig. Teltet var til min<br />
store glæde bemandet med vores spanske<br />
venner, Jaime og Kiko, som tog meget<br />
gæstfrit imod mig. Jeg afviste dog at ville<br />
overnatte, da jeg ville hurtigst muligt til<br />
lejr 1 for at melde mig ok. Jeg forlod derfor<br />
Jaime og Kiko for at gå de ca. 45 min<br />
til lejr 3. Kort tid efter afgang, blev jeg<br />
dog fanget i en voldsom snestorm, som<br />
desværre også endte med at spærre mig<br />
vejen mod lejr 3 pga. enorme drivedannelser.<br />
Jeg vendte derfor om, og ankom<br />
temmelig forfrossen til Jaime og Kikos telt<br />
21⁄2 time senere. Her følte jeg mig yderst<br />
velkommen, men gav anledning til en<br />
del skepsis, da jeg ville lægge mig i min<br />
plaskvåde sovepose. Jeg formåede dog<br />
at overbevise dem om, at den nok skulle<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 23
være varm nok, når jeg havde fået varmet<br />
den godt op. <strong>De</strong>t var den også.<br />
Jaime og Kiko havde fået etableret radiokontakt<br />
til lejr 3, mens jeg stred rundt i<br />
snestormen, men desværre var der ingen<br />
i lejr 3, som havde radiokontakt til de<br />
lavere lejre. <strong>De</strong>rmed vidste jeg, at Lars<br />
måtte vente til dagen efter med at få at<br />
vide, at jeg var ok – uvidende om, at Lars<br />
allerede dagen forinden sammen med<br />
Allan (som til Lars overraskelse stadig var<br />
i lejr 1) havde sat flere initiativer i gang<br />
for at finde mig.<br />
Da snevejret natten forinden havde<br />
fyldt mine skibriller med fugt, og gjort<br />
dem ubrugelige i dårlig sigt, havde jeg i<br />
snestormen været nødsaget til at gå det<br />
meste af tiden uden briller på. <strong>De</strong>t måtte<br />
jeg bøde for i løbet af natten, da jeg våg-<br />
En kort anmeldelse af Google’s e-mail.<br />
nede med sviende og væskende øjne.<br />
Dagen efter var det ikke meget bedre,<br />
og jeg havde svært ved at se detaljer,<br />
men heldigvis skulle Kiko nedad, og han<br />
agerede førerhund for mig ved at gå foran<br />
mig, og gøre mig opmærksom på diverse<br />
kritiske forhindringer. Fra lejr 3 sluttede<br />
to andre spaniere sig til os, og både Raul<br />
og Iba tog også tørnen ved på ekstrem<br />
hjælpsom vis at føre mig ned fra bjerget.<br />
Umiddelbart neden for lejr 3 mødte jeg<br />
Alex, som var på vej op med en ny kunde,<br />
og efter en omfavnelse fik han historien<br />
om, hvad der var sket. Han havde radiokontakt<br />
med Lars to timer senere, og dermed<br />
kunne han melde i forvejen, at jeg<br />
var på vej ned. <strong>De</strong>rfor stod Allan og Lars<br />
også begge klar ca. 1⁄2 times gang fra lejr<br />
1 for at tage imod mig. Gensynsglæden<br />
var naturligvis stor, og blev bestemt ikke<br />
God e-mail til rejsen:<br />
mindre, da jeg erfarede hvilke bekymringer<br />
og opgaver som Lars og Allan havde<br />
taget på sig i bestræbelserne på at finde<br />
en måde at finde frem til mig. <strong>De</strong>riblandt<br />
også kommunikationen med mine bekymrede<br />
forældre, som jo desværre også på<br />
ulykkelig vis var blevet adviseret om, at<br />
jeg var savnet på bjerget. På vejen tilbage<br />
til lejr 1, hvor der var en vodkafest under<br />
opsejling, kunne de blandt andet fortælle,<br />
at der også var en hel del i Danmark, som<br />
var involveret i min forsvinden. I løbet<br />
af de følgende dage og uger gik det dog<br />
først for alvor op for os, hvor meget røre<br />
mit forsvindingsnummer egentlig havde<br />
skabt. <strong>De</strong>t tror jeg stadig ikke helt er gået<br />
op for mig – af alle var jeg var jo også<br />
den, der var længst fra at opleve de <strong>første</strong><br />
faser af mediestormen…<br />
I 1996 rejste jeg Jorden rundt. <strong>De</strong>n gang var der selv på Khao San Road i Bangkok kun ét sted, hvor man kunne sende email.<br />
Alle e-mail blev sendt fra den samme konto, og om morgenen blev alt modtaget post printet ud og puttet i kuverter,<br />
som man så kunne købe. Men i juli 1996 åbnede Hotmail og satte gang i en revolution. Cybercaféer begyndte at poppe op,<br />
pludselig var det nemt at holde kontakten ved lige med andre rejsende. Man kunne ændre sin rejseplan mere spontant, da<br />
man ikke absolut skulle til ”X” by for at hente post. Nu her 7-8 år efter er e-mail en uvurderlig del af rejselivet. Men med<br />
digitalkamera osv. er Hotmails 2Mbyte lige lidt nok - men det er ved at ændre sig!<br />
Første april i år annoncerede Google, at de ville tilbyde gratis e-mail kontoer på 1Gbyte. <strong>De</strong>t svarer til 500 gange mere plads<br />
end Hotmail. ”Aprilsnar”, sagde mange - så den 2. april meldte Google ud og bekræftede at de havde tænkt sig at tilbyde<br />
1Gbyte gratis. Microsoft var nødt til at tage konkurrencen op, og er nu gået i gang med at opgradere Hotmail, dog ”kun” til<br />
250Mbyte. En almindelig mailkonto som f.eks. TDC’s kan til sammenligning kun indeholde 20Mbyte, og der er endnu ingen<br />
danske gratis webmail udbydere, der tilbyder mere end nogle få megabyte.<br />
Gmail (Google’s webmail) er opbygget simpelt og rent, uden grafisk tunge reklamer så siderne bliver hentet hurtigt, hvilket<br />
klart er en fordel, hvis man checker sin post via en langsom opkobling og ikke ønsker at vente halve dage på at den næste<br />
reklame loader - en situation man tit kan komme ud for i ulande.<br />
Udover alle de normale kendte funktioner har gmail også nogle nye: Når man skriver en e-mail og starter med at skrive<br />
modtageradressen, popper gmail op med forslag til adresser baseret på, hvad du har skrevet, lidt på samme måde som<br />
almindelige e-mail programmer gør.<br />
Breve som hører sammen, (dvs. svar på svar) lægger sig bag ved hinanden i mapper som i et gammeldags kortkartotek.<br />
På denne måde kan du følge korrespondancen fra det <strong>første</strong> brev og de efterfølgende svar på disse.<br />
Udover dette har gmail også en fantastisk søgefunktion, som minder om Google’s almindelige søgemaskine. Her er det<br />
muligt at søge efter afsender og modtager, emne, cc-adresser, udelukke visse ord, vedhæftede filer og på dato. Kun fantasien<br />
synes at sætte grænser for, hvad der kan søges på.<br />
Og med 1 Gigabyte er der ingen problemer med at modtage e-mail efter e-mail med digitale fotos eller gemme kopier at<br />
dit indscannede pas og flybilletter.<br />
Så hvis du har problemer med hastigheden, din postboks løber fuld eller du bare godt kan lide en enkel brugerflade er<br />
gmail nok noget for dig. Indtil videre kan man ikke selv tilmelde sig Gmail. Man skal derimod inviteres af en der allerede<br />
er bruger. <strong>De</strong>t forventes, at gmail åbner for almindelig tilmelding i starten af 2005. Men hvis du ikke kan vente på det, så<br />
send mig en e-mail, så skal jeg invitere dig.<br />
Anders Andersen<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 24
Gratis eller næsten gratis rejser<br />
I min studentertid og lidt tid derefter havde jeg kun lidt penge men meget stor rejselyst, så<br />
derfor udviklede jeg mine egne ”rejse-gratis systemer”.<br />
Tekst og foto: Knud B Bach<br />
Fra Andorra til Feggesund august<br />
1971<br />
Vi, min bror Morten, min veninde Hanna<br />
og jeg, var kørt i vores højt elskede<br />
Commando på en fælles tur ned i Europa<br />
med 10 kammerater. Men da vi kom til<br />
Andorra, opstod der diskussion om planen<br />
fremover. Min broder skulle<br />
hjem til Mors for at hjælpe<br />
med høsten, det kunne ikke<br />
vente - vi var langt inde i<br />
august. Vi måtte splitte os,<br />
selv om vi ikke havde mange<br />
penge tilbage til at rejse på<br />
egen hånd for.<br />
Vi besluttede at tage afsted<br />
på stop. <strong>De</strong>t lykkedes os at<br />
komme op at køre med en<br />
midaldrende iraner i Mercedes.<br />
Han tog os med og forcerede<br />
grænsen til Frankrig uden kontrol.<br />
Min kæreste måtte sidde<br />
foran, da hun havde de pæneste<br />
ben. Hun måtte løbende<br />
skænke vodka op til ham fra<br />
en flaske, han havde ved siden<br />
af sædet.<br />
Med lidt overtalelse lykkedes<br />
det os i løbet af to dage<br />
komme til Paris. Her fik jeg<br />
en aftale om at køre en dansk<br />
Pitchner udlejningsbil retur til<br />
Hamburg. <strong>De</strong>tte bragte os et<br />
godt stykke nærmere målet og<br />
uden større omkostninger.<br />
Da vi kom til Hamburg var<br />
pengene alligevel meget<br />
små, men vi kunne trods alt<br />
samle penge til to togbilletter<br />
til Nykøbing Mors, jeg måtte<br />
så være med som blind passager.<br />
<strong>De</strong>r havde i Danmark<br />
tidligere været en ordning om,<br />
at studenter kunne rejse gratis<br />
med DSB, denne blev ophævet, hvilket<br />
jeg ud fra tidens marxistiske tankegang<br />
fandt meget uretfærdigt. Jeg opfandt<br />
derefter min egen gratis DSB rejseform.<br />
Jeg studerede konduktørernes billetteringsmønster<br />
og undgik billetkøb, ofte<br />
ved at gemme mig på toilettet i det rigtige<br />
øjeblik uden at låse døren. På denne måde<br />
lykkedes det mig også at komme gratis<br />
gennem Nordtyskland og Jylland helt op<br />
til Glyngøre, hvorfra DSB færgen gik til<br />
Nykøbing. På færgen blev jeg imidlertid<br />
snuppet af en emsig DSB kontrollør. Jeg<br />
måtte bøde 5 kr.<br />
På rutebilen til Feggesund måtte vi købe<br />
tre billetter. Min mor og katten kom hen til<br />
vejen og mødte os. Høsten var i fuld gang,<br />
så Morten måtte straks i arbejdstøjet.<br />
Vi glædede os meget over den begivenhedsrige<br />
men billige hjemrejse.<br />
I øvrigt excellerede jeg senere på andre<br />
ture i at køre udlejningsbiler retur.<br />
Sommetider kunne der opstå problemer<br />
med løse speedometerkabler og dermed<br />
forlængede ture f.eks. en ekstra sviptur til<br />
Køln via Paris.<br />
Fra Mallorca til København 1974<br />
Da jeg afsluttede mine studier som ingeniør<br />
i februar 1974, havde jeg ikke travlt<br />
med at finde job, der var i øvrigt heller<br />
ikke mange stillinger at få. Jeg ville<br />
udstationeres, men også her var der rift<br />
om stillingerne, især når der var tale om<br />
engelsksprogede stillinger. Jeg valgte i<br />
stedet et to måneders udvekslingsjob i<br />
Frankrig hos elselskabet EDF i alpeområdet,<br />
hvor jeg blev trainee-ingeniør på<br />
hydrokraftværksdæmninger. Her lærte jeg<br />
at stå på ski alpint og mere vigtigt at tale<br />
fransk, hvilket senere gav mig mulighed<br />
for flere jobs i det frankophone Afrika.<br />
<strong>De</strong>tte var lidt af en sidespring,<br />
for det er hjemrejsen, jeg vil<br />
fortælle om. Jeg rejste på stop<br />
og med tog fra Chambery til<br />
Barcelona og herfra videre<br />
med færge til Mallorca, hvor<br />
jeg skulle møde to veninder.<br />
Vi havde et par hyggelige uger<br />
sammen, men så var pengene<br />
igen sluppet op. Jeg havde<br />
imidlertid fundet ud af, at man<br />
kunne købe billige flybilletter<br />
fra charterturister, som valgte<br />
at blive på Mallorca i længere<br />
tid. Jeg havde 150 kr. tilbage,<br />
og for dem købte jeg en billet<br />
af irlænderen Gordon til<br />
København. På dette tidspunkt<br />
skulle man ikke vise billet og<br />
pas samtidigt.<br />
Da jeg kom til lufthavnen var<br />
rejseguiden imidlertid fremme<br />
for at møde de rejsende og<br />
se billetter. Jeg besluttede at<br />
vente til næste Vingresor fly<br />
senere på aftenen på trods<br />
af, at det gik til Stokholm. I<br />
sidste øjeblik stormede jeg ud<br />
til flyet, hvor jeg blev stoppet<br />
af bevæbnede soldater. Jeg<br />
forklarede fortvivlet til kaptajnen<br />
med passende irsk accent,<br />
at jeg havde mistet mit tidligere<br />
fly. Flyet var fuldt, men<br />
af uransagelige årsager fik<br />
jeg en plads oppe foran. Da<br />
vi landede i Stokholm, havde<br />
jeg 65 øre i lommen, men jeg<br />
havde også en dansk check på 515 kr. fra<br />
ingeniørernes arbejdsløshedskasse, så<br />
hjem kom jeg.<br />
Med Hashbussen fra Amsterdam<br />
1974<br />
I sommeren 1974 besøgte jeg nogle venner<br />
i Amsterdam. Jeg var taget derned<br />
på stop, så det var jo ikke dyrt. Men jeg<br />
husker også, at jeg kom til at gå flere<br />
timer på landevejen i Nordholland. Jeg<br />
havde fået stop med en hollandsk lastbilchauffør,<br />
men da han viste sig at være<br />
meget amourøst anlagt, valgte jeg at stå<br />
af på landevejen ude midt i en stor skov.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 25
Under mit ophold i Amsterdam erfarede<br />
jeg, at jeg var kaldt til jobinterview i<br />
København følgende tirsdag. Jeg fandt ud<br />
af, at der gik en billig bus til København<br />
næste mandag. <strong>De</strong>t var i hippietiden,<br />
så faktisk var det en fast ugetur med<br />
hashflippere mellem Amsterdam og<br />
København. Jeg husker ikke helt præcist,<br />
men jeg tror prisen var 70 kr.<br />
Jeg dukkede op til aftalt tid og på rette<br />
sted. Mange afghanerpelse have allerede<br />
indfundet sig. Bussen, der lignede en gammel<br />
rutebil malet i psykedeliske farver,<br />
kom dog først en time senere, og uden<br />
den rigtige chauffør, som kom endnu en<br />
time senere. Vi kom af sted, og i løbet af<br />
kort tid bredte hashtågerne sig. Vi ankom<br />
til den tyske grænse, og en officer fra<br />
grænsepolitiet kom ind i bussen. Han snusede,<br />
virrede med hovedet og beordrede<br />
alle ud til undersøgelse, nogle måtte gennemgå<br />
”the bent-over”, og fire blev nægtet<br />
indrejse. Da vi endelig var klar, skulle<br />
chaufførens kørekort granskes. <strong>De</strong>t blev<br />
forkastet af grænsepolitiet og indkørsel<br />
til Tyskland nægtet. Bussen fik ordre til at<br />
vende om af den hovne politichef. Nu var<br />
gode råd dyre, jeg skulle jo til interview<br />
næste morgen. Så jeg fandt mit buskørekort<br />
frem. <strong>De</strong>t havde jeg erhvervet året<br />
før. Af andre grunde var det ikke gyldigt.<br />
Alligevel gik jeg frem og præsenterede<br />
det. Efter megen granskning accepterede<br />
politichefen det nølende.<br />
Under klapsalver drejede jeg bussen ind<br />
ved Københavns Hovedbanegård kl. 1 om<br />
natten. Jeg kom til interview næste formiddag,<br />
men fik ikke jobbet.<br />
Senere på sommeren var jeg til tre<br />
interviews i henholdsvis Køln, Paris og<br />
Amsterdam. Jeg var blevet i stand til at<br />
tjene penge på rejserne, idet firmaerne<br />
betalte flyrejser, mens jeg blaffede eller<br />
rejste med tog. Så var der en tid, hvor<br />
man med studenterkort kunne rejse billigt<br />
med stand by på indenrigsruter med<br />
SAS.<br />
I sidste instans er det nok flyselskaberne,<br />
der har vundet. <strong>De</strong>r er sjældent tid til tog<br />
og busser, for man forfalder til mageligheden<br />
på businessclass oppe under<br />
skyerne.<br />
DBK’s Top-20 for besøgte lande<br />
Placering Navn Nr. Antal<br />
lande<br />
Tilvækst Alder<br />
1 (1,1) Bjarne Lund-<br />
Jensen<br />
027 171 4+4=8 55<br />
2 (2,2) Michael Mini 010 113 4+8=12 44<br />
3 (8,13) Arne Erik Runge 097 104 10+15=25 60<br />
4 (4,9) Claus Qvist Jessen 019 103 6+11=17 43<br />
5 (3,7) Erik Boman 120 102 1+10=11 84<br />
6 (10,8) Kaj Heydorn 039 101 8+3=11 72<br />
7 (7,6) Bertel Kristensen 057 99 3+4=7 61<br />
8 (6,4) Ole Egholm 001 98 2+3=5 37<br />
9 (5,3) Preben Mogensen 022 98 1+3=4 52<br />
10 (9,5) Svend Garbarsch 030 94 1+1=2 71<br />
11 (14,20) Niels J. L. Iversen 082 93 12+11=23 50<br />
12 (11,10) Henrik Døcker 038 91 2+5=7 65<br />
13 (13,11) Tyge Korsgaard 042 88 5+1=6 58<br />
14 (12,14) Søren Padkjær 112 86 1+7=8 58<br />
15 (17,15) Stig Monrad 059 84 7+3=10 55<br />
16 (16,24) Per Allan Jensen 026 82 5+12=17 52<br />
17 (15,12) Erling Nyvold 086 82 2+0=2 66<br />
18 (ny) Samson Larsen 255 80 - 70<br />
19 (18,16) Niels Gadegaard 081 80 4+2=6 71<br />
20 (22,18) Anette Sode 090 77 5+2=7 42<br />
Lidt forklaring: <strong>De</strong> to tal i parentes under ’Placering’ er placeringerne de to sidste gange den tilsvarende statistik blev publiceret<br />
(for henholdsvis 11⁄4 og 21⁄2 år siden).<br />
Tallene under ’tilvækst’ er antal nye lande de sidste 11⁄4 år + antal nye lande forrige 11⁄4 år = antal nye lande de sidste 21⁄2 år.<br />
Og her er det så jeg skal skrive lidt om, at landetælleri aldrig må blive det centrale i ens rejseliv, men det gjorde jeg jo også<br />
sidste år, i Globen nr. 13, hvor denne statistik blev bragt sidst, så det gider jeg ikke gentage. <strong>De</strong>t må man jo i øvrigt også selv<br />
om, bare man husker at betale sit kontingent.<strong>De</strong>t bemærkes, at de to øverste placeringer er uændrede, men hvor længe endnu?<br />
<strong>De</strong> to ’hurtigløbere’ Arne Runge og Niels Iversen har erobret 10 resp. 12 nye lande de sidste 11⁄4 år (25 resp. 23 de sidste 21⁄2<br />
år), så måske situationen ser anderledes ud næste år?<br />
<strong>De</strong>n gennesmsnitlige tilvækst af lande pr. år på listen er 31⁄2 siden sidst, mod 41⁄2 forrige gang, så selv om det går stærkt i denne<br />
ende af skalaen, så går det dog ikke helt så stærkt som det har gjort.<br />
Vi har fået fordoblet antallet af medlemmer med over 100 lande (fra 3 til 6), og mon ikke dette tal mindst er oppe på 9 næste<br />
år? <strong>De</strong>r er i hvert fald ikke langt igen for de tre nærmeste.<br />
PAJ<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 26
Påskeferie i Mellemøsten<br />
<strong>De</strong>t tidlige forår egner sig perfekt til en ferie i Middelhavsområdet. Sidste år var det de eksjugoslaviske<br />
lande, hvor det lykkedes mig at besøge fem lande på to uger. En præstation, der<br />
efterfølgende affødte mange sarkastiske kommentarer fra visse af klubbens mere langtidsorienterede<br />
rejsenørder.<br />
Tekst og foto: Per<br />
Allan Jensen<br />
”Så hellere tage<br />
den lidt mere med<br />
ro i år”, tænkte jeg.<br />
Så hvad med at<br />
”nøjes med” Jordan<br />
og Syrien? <strong>De</strong> to<br />
lande havde jeg<br />
allerede en gang<br />
tidligere planlagt<br />
at besøge, nemlig<br />
i forlængelse af<br />
en dykkerferie i<br />
Egypten i efteråret<br />
2001, men så var<br />
det, at USA invaderede<br />
Afghanistan,<br />
hvorefter situationen<br />
i Mellemøsten<br />
begyndte at forekomme<br />
en anelse for højspændt.<br />
Men nu skulle det altså være. Fly ned<br />
til Amman og hjem fra Damaskus og<br />
en guidebog i rygsækken, så jeg kunne<br />
planlægge mig frem til en tur, der bragte<br />
mig forbi de vigtigste highlights på de til<br />
rådighed værende to uger (ja ja, jeg ved<br />
det, to uger er alt for lidt).<br />
Når man, til dels, planlægger sin rejse<br />
efter en guidebog, så kommer man naturligvis<br />
nemt til at besøge de samme steder<br />
som alle de andre turister, men det er jo<br />
altså prisen for ikke at have ubegrænset<br />
tid til rådighed. Og så gør det i øvrigt ikke<br />
så meget i de lande, hvor mængden af<br />
turister under alle omstændigheder er ret<br />
så begrænset.<br />
<strong>De</strong>t lykkedes mig da også fint at nå de fleste<br />
”highlights” som f.eks. Amman, Petra,<br />
Wadi Rum, Aqaba, Damaskus, Hama,<br />
Krak des Chevaliers og Palmyra, blandt<br />
andet fordi de to lande har et udmærket<br />
og meget billigt transportsystem samt at<br />
afstandene er moderate. Jeg vil ikke gå i<br />
detaljer med de enkelte steder, interesserede<br />
henvises til den detaljerede rejsedagbog<br />
på hjemmesiden, blot lige fremhæve<br />
de tre steder, der gjorde størst indtryk på<br />
mig. Først og fremmest den lyserøde oldtidsby<br />
Petra, hvis fascinerende blanding<br />
af smukke bjerge og fantastiske ruiner<br />
vel må siges at være regionens største<br />
seværdighed – på linie med de egyptiske<br />
pyramider. <strong>De</strong>rnæst Wadi Rum, en<br />
enestående smuk rød ørken med bjerge<br />
spredt som øer på havet med sarte og<br />
farvestrålende blomster netop på denne<br />
årstid. Og endelig den syriske hovedstad<br />
Damaskus, hvor nyt og gammelt mødes,<br />
og hvor den gamle bydel med de smukke<br />
moskeer og de labyrintagtige basarkvarterer<br />
hensætter den besøgende til en<br />
stemning af 1001 nats eventyr.<br />
Jeg vil også gerne fremhæve nogle af<br />
de forhold, der forekommer mig specielt<br />
positive/negative i forbindelse med at<br />
være turist i de to lande, vel vidende, at<br />
disse naturligvis står helt for egen regning<br />
og sikkert vil blive opfattet meget forskelligt<br />
fra den ene rejsende til den anden.<br />
På plussiden bør noteres, at begge lande<br />
er nemme at rejse i, også selv om man kun<br />
kan lidt eller intet arabisk. Menneskene er<br />
uhyre hjælpsomme og gæstfri, og det<br />
berømte arabiske handelsgen, der når<br />
sit ulidelige klimaks i lande som Egypten<br />
og Marokko,<br />
findes i en<br />
behagelig<br />
afdæmpet<br />
version her.<br />
Klimaet er<br />
aldeles vidunderligt<br />
om<br />
foråret (og<br />
efteråret),<br />
prisniveauet<br />
er lavt og<br />
maden<br />
udmærket,<br />
om end lidt<br />
ensformig i<br />
længden.<br />
På negativsiden<br />
bør<br />
nævnes den<br />
omfattende<br />
forurening,<br />
både direkte<br />
(osende biler<br />
i de relativt<br />
få større byer<br />
samt yderst<br />
lemfældig<br />
omgang med<br />
affald overalt)<br />
og mere indirekte<br />
i form af<br />
hæmningsløs<br />
cigaretrygning<br />
overalt<br />
(særlig slemt<br />
i Jordan, hvor end ikke busser og restauranter<br />
skånes), dunderkraftig og forvrænget<br />
arabermusik overalt og til alle tider,<br />
folk der taler i mobiltelefon i et væk og<br />
endelig alle de trøsteløst grimme halvfærdige<br />
eller forfaldne betonbyggerier med<br />
påklistrede TV-antenner og AC-udsugninger.<br />
Og så skal man altså ikke tage<br />
til Aqaba med drømmen om et par dages<br />
eksotisk badeferie ved <strong>De</strong>t Røde Hav, for<br />
strandene omkring byen flyder med murrester,<br />
glasskår og ekskrementer (herfra<br />
muligvis undtaget de private strande, der<br />
hører til luksushotellerne med værelsespriser<br />
i størrelsesordenen 100-200 dollars<br />
pr. nat).<br />
Man kan på en måde godt sige, at disse<br />
lande har moderne faciliteter til gammeldags<br />
priser. Transportnettet fungerer som<br />
nævnt udmærket, og overalt fås glim-<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 27
ende hotelværelser med<br />
eget bad og toilet samt<br />
ofte også både køleskab<br />
og AC for 100-150 kr. pr.<br />
døgn. Lokal mad er ekstremt<br />
billig, og skulle man<br />
føle trang til lidt vestlig<br />
luksus, så prøv at gå ind<br />
på et af de internationale<br />
hoteller i Damaskus,<br />
hvor man kan forkæle<br />
sig selv for priser, der er<br />
to-tre gange lavere end<br />
i Danmark. Og får man<br />
lyst til at kommunikere<br />
med omverden, så er der<br />
glimrende mobildækning<br />
overalt. Til gengæld er<br />
det ret begrænset, samt<br />
langsomt og ustabilt,<br />
hvad der er af muligheder<br />
for internetadgang.<br />
Da jeg skulle fra Hama<br />
til Palmyra, kunne jeg<br />
tage med bussen den<br />
”kedelige” vej til Homs<br />
og skifte til en ny bus der.<br />
Ifølge min udmærkede guidebog var der<br />
imidlertid en langt mere interessant (180<br />
kilometer lang) vej ud gennem ørken og<br />
bjerge, som dog kun var en mulighed for<br />
folk med eget køretøj. For sjov spurgte<br />
jeg på hotellet, hvad det ville koste at få<br />
en taxa til at køre denne tur. ”Oh, mister,<br />
very expensive”, lød svaret, men da han<br />
lidt senere kom tilbage med resultatet, lød<br />
prisen på 200 kroner. Jeg fik en glimrende<br />
tur med en flink taxachauffør, der oven i<br />
købet kunne lidt engelsk, var fodboldtræner<br />
og kendte Morten Olsen. Og til overflod<br />
skaffede han mig adgang til et interessant<br />
besøg hos nogle af alle de beduiner, der<br />
stadig finder deres livsgrundlag i den barske<br />
ørken - deres kameler er dog udskiftet<br />
med lastbiler.<br />
Landene er klart muslimsk<br />
dominerede, men<br />
på ingen måde fundamentalistiske.<br />
Får man<br />
lyst til en kold øl eller<br />
lignende, så finder man<br />
bare ud af, hvor byens<br />
kristne kvarter ligger:<br />
Nemt nok, kig efter<br />
kirker på bykortet, og<br />
lynhurtigt finder man, i<br />
hvert fald i mellemstore<br />
byer og opefter, frem til<br />
adskillige små butikker,<br />
der helt åbenlyst<br />
sælger både øl, vin og<br />
spiritus. Man skal dog<br />
nok lige tænke over,<br />
hvor man efterfølgende<br />
indtager de våde varer.<br />
For at komme mig over<br />
depressionen over den<br />
ulækre strand i Aqaba<br />
satte jeg mig i solen<br />
med en kold dåseøl,<br />
hvilket prompte fik en<br />
gruppe 10- til 12-årige<br />
knægte til, med livlige<br />
fagter og skuespil, at<br />
prøve at illustrere de<br />
mulige konsekvenser<br />
af alkoholindtagelse.<br />
Jeg svarede igen ved<br />
at pege på deres cigaretter<br />
og simulere en<br />
rallende hoste som fra<br />
en lungecancerpatient<br />
i sidste fase. Men det<br />
prellede naturligvis helt<br />
af på dem, for rygning<br />
er jo en naturlig del af tilværelsen, mens<br />
en kølig pilsner på en varm solskinsdag,<br />
det er en dødssynd!<br />
Nu vi er ved pudsige oplevelser, så er de<br />
moderne tider ved at komme til Damaskus,<br />
hvilket giver sig adskillige morsomme<br />
udslag. Lige udenfor den gamle bydel<br />
løber en meget befærdet vej, og her har<br />
man lavet en fodgængertunnel med, hvad<br />
der vist må være Syriens <strong>første</strong> rullende<br />
trappe. Her kan man bruge lang tid på at<br />
stå og more sig over synet af ældre kvinder<br />
iført villatelte, der frygtsomt – og efter<br />
lang tids tøven – træder ud på det mekaniske<br />
vidunder, hvor de efterfølgende står<br />
på usikre ben og støtter sig til hinanden.<br />
Og inde i basaren er der åbnet en butik,<br />
der sælger noget så nymodens som softice.<br />
<strong>De</strong>t er længe siden, jeg har set så stor<br />
en kø foran en butik.<br />
Afslutningsvis vil jeg gerne advare mod,<br />
at man spiser på restauranter, hvor der<br />
ingen gæster er i forvejen - og det gælder<br />
ikke kun i Mellemøsten. <strong>De</strong>t gjorde jeg i<br />
Hama, og dagen efter - i Palmyra - vågnede<br />
jeg op midt om natten med den værste<br />
gang maveonde, jeg nogensinde har<br />
prøvet. En dags faste forbedrede heldigvis<br />
situationen så meget, at jeg fik et rimeligt<br />
udbytte af de sidste dage i Damaskus,<br />
men straks efter hjemkomsten gik det<br />
atter helt galt, og jeg tilbragte det meste<br />
af en uge med høj temperatur, appetitløshed,<br />
kvalme og hovedpine. Langt om<br />
længe fik vores udmærkede sundhedsvæsen<br />
konstateret, at jeg havde pådraget<br />
mig en campylobacter-infektion, hvorefter<br />
et skud målrettet antibiotika fik bugt med<br />
ondet.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 28
<strong>De</strong>t eventyrlige<br />
Borneo<br />
Tekst og foto: Nikolaj Witte<br />
For ikke så lang tid siden stillede Hendes Majestæt Dronning<br />
Margrethe mig spørgsmålet: ”Hvorfor er du medlem af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong><br />
<strong>Klub</strong>?”. Som altid, når folk er letsindige nok til at spørge mig om<br />
rejser, så begyndte jeg straks at snakke i munden på mig selv.<br />
”Holdt, stop” sagde hun, ”fortæl mig kun om den ene episode, som<br />
skiller sig ud fra de andre”. <strong>De</strong>tte er selvfølgelig løgn, men resten af<br />
historien er så sandt, som det er sagt.<br />
Borneo. Bare navnet har altid fascineret<br />
mig. Mindre blev mine eventyrdrømme<br />
ikke, da jeg i Lonely Planet læste, at i<br />
Kalimantan (Indonesisk Borneo) er der<br />
næsten ingen rigtige veje, der er ikke rigtig<br />
nogen regnskov tilbage, skovbrandene<br />
i 1997 og ’98 ødelagde resten og det er<br />
i det hele taget dyrt, besværligt og ikke<br />
værd at komme der. Når LP skriver det,<br />
så plejer man at have området for sig<br />
selv. Udover det havde der netop været<br />
lidt uroligheder med demonstrationer og<br />
sågar rapporter om, at visse stammer<br />
havde genoptaget deres gamle traditioner<br />
med at skære modstandernes hoveder af.<br />
<strong>De</strong>t var derfor med spænding i maven og<br />
forventninger i blodet, at jeg hoppede om<br />
bord på en ombygget fiskekutter i Tawau<br />
(Sabah), der lovede, at de sejlede til den<br />
lille indonesiske ø Tarakan, hvorfra det igen<br />
skulle være muligt at sejle til Kalimantan.<br />
Men, for at gøre en lang historie kort, så<br />
lykkedes det mig i løbet af ikke alt for<br />
mange dage at være på vej sydpå langs<br />
en af de veje, der ikke eksisterer på noget<br />
landkort, men som skovfældningsfirmaerne<br />
har efterladt. Undervejs var det også<br />
lykkedes mig at finde min kammerat, som<br />
jeg på forhånd havde aftalt at mødes<br />
med. Sammen sad vi nu og stirrede ud<br />
af vinduet i en afart af en minibus, mens<br />
dækket for tredje gang var blevet vredet i<br />
stykker på de sammenfaldne mudderveje.<br />
Alle reservehjulene var brugt op. Vi havde<br />
repareret reservehjulene, men også disse<br />
var slidt i stykker igen, så vi havde ikke<br />
rigtigt flere hjul tilbage. Utroligt nok var<br />
humøret stadig godt, da vi halvt trillede<br />
og halvt skubbede bilen ind i nærmeste<br />
by. Stor var vores overraskelse, da vi blev<br />
mødt af et sandt farve- og fjerorgie.<br />
Min ærede Dronning, så var der pludselig<br />
høstfest med dans og musik.<br />
Undrende stod vi lidt og kiggede på alle<br />
de udsmykkede krigere og festivaldeltagere.<br />
Undrende stod de og stirrede på to<br />
tilmudrede, men hvide, backpackere, der<br />
var gået helt i stå. Snart kom der en mand<br />
i skjorte og lærredsbukser, der højt og på<br />
Regnskoven der blot ligger og venter på<br />
at bliver udforsket Herinde, i Borneos<br />
hjerte, fandt jeg mit <strong>første</strong> eventyr<br />
og årsagen til at blive medlem af <strong>De</strong><br />
<strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>.<br />
glimrende engelsk bød os velkommen til<br />
høstfesten. Han kunne fortælle, at han<br />
hed mr. Wilson og var både høvdingens<br />
søn og arrangøren af festivalen. Inden vi<br />
havde fået set os om, var vi blevet gennet<br />
ind i langhuset, hvor de, der sad forrest,<br />
blev skubbet til side, så der blev plads til<br />
mr. Wilsons æresgæster. Alle blandt de<br />
par hundrede gæster og en god håndfuld<br />
af de dansende gik fuldstændigt i stå. <strong>De</strong>t<br />
varede dog ikke længe, inden de fik sig<br />
samlet sammen, nikkede og smilte. Alle<br />
de unge fyre skulle lige vise sig og råbte<br />
’hallo’, mens de ældre mere stille og roligt<br />
hilse på Bhasa Indonesia. Dansen var fantastisk.<br />
Kvinder bar farverige kjoler med<br />
pailletter i alle regnbuens farver, der hver<br />
var formet i deres families eget mønster.<br />
Mønstrene var meget forskellige med<br />
afbildninger af krigere, næsehornsfugle<br />
eller forskellige guder og ånder. Hver<br />
kvinde havde i begge hænder et par af<br />
næsehornsfuglens halefjer, som livligt<br />
blev brugt i dansen. Sammen, i procession,<br />
dansede de først ned i hele langhu-<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 29
sets længde, derefter cirklede de rundt og<br />
gentog bevægelsen i modsat retning.<br />
Da dansen sluttede, fik vi mulighed for<br />
at hilse på mr. Wilson og høre, hvad der<br />
foregik. Han inviterede os til at blive og<br />
bo hos sig. <strong>De</strong>t blev starten på en smuk,<br />
tre dage lang festival, der overgik alt, jeg<br />
tidligere har oplevet både i skønhed og i<br />
noget, som jeg ikke kan beskrive bedre<br />
end ægthed. Jeg har altid, både før og<br />
efter denne oplevelse, anset det for endnu<br />
mere ægte, når hovedjægeren har en slidt<br />
reklame T-shirt inden under en brynje af<br />
tigertænder, eller når de onde ånder i dyb<br />
trance indfanges i blå plastiktallerkener.<br />
Og under denne høstfest var der en overflod<br />
af gamle hovedjægere i hullede vinterjakker<br />
og andre pudsigheder.<br />
Under festivalen oplevede vi de dansende<br />
kvinder, der igen og igen opførte deres<br />
smukke dans til lyden af sundatang’en (et<br />
traditionelt strengeinstrument, hvis brug<br />
desværre siges at være ved at uddø).<br />
Vi oplevede høvdinginden der, hvidmalet<br />
i hovedet og med store håndfulde af de<br />
allersmukkeste af næsehornsfuglens halefjer,<br />
opførte en meget dyster solodans.<br />
Men højdepunktet for mig var, da høvdingen<br />
i fuld krigsudrustning udførte finalen i<br />
danseshowet. En dans hvis, på overfladen<br />
simple, formål var at samle skjoldet op<br />
fra gulvet og symbolsk gå i krig.<br />
Alt, hvad der skete rundt om selve dansene,<br />
var mindst lige så fantastisk. Selve<br />
udsmykningen af huset var et studie<br />
værdigt, og menneskene var, da de efter<br />
et par dage havde vænnet sig til os,<br />
smilende og fortalte med medrivende<br />
fagter den ene historie efter den anden,<br />
mens klokkerne i deres fascinerende forlængede<br />
øreflipper klimprede. Specielt<br />
husker jeg mr. Wilsons fars historie,<br />
måske fordi det var den eneste, jeg forstod,<br />
da halvdelen var på hollandsk, og<br />
den anden halvdel blev oversat af mr.<br />
Wilson. Han fortalte levende, hvordan<br />
han som ung havde været pirat sammen<br />
Alle kommer forbi til høsfesten, fra nær<br />
og fjern. Specielt de gamle bære stadig<br />
de tradiotionelle dragter og udsmykninger.<br />
Udklædt til dans og krig. I fordoms tid var<br />
synet af en fuldt udrustet kriger ikke et syn<br />
man smilte af, men i dag er han klædt på<br />
til dans samt en stor glæde og stolthed for<br />
hele landsbyen.<br />
med en hollandsk bande i Samarindas<br />
havn. <strong>De</strong>t forklarede jo sproget. Men at<br />
sidde i olielampens skær midt i Borneos<br />
jungle og høre historier om, hvordan man<br />
border og overfalder et skib, var næsten<br />
mere, end jeg i min vildeste fantasi havde<br />
håbet på.<br />
Hele festivalen sluttede med, at selve<br />
guvernøren for hele distriktet ankom<br />
med ministre og det lokale tv. I hans<br />
takketale fortalte han blandt andet, hvor<br />
utroligt smukt deres langhus var, hvilket<br />
han kunne bevise, for, som han fortalte,<br />
var der i år kommet to turister hele denne<br />
lange vej bare for at besøge dem. Næste<br />
gang, sagde han, ville turisterne have fortalt<br />
deres familier og venner, hvor smukt<br />
et sted dette var, og snart ville mange<br />
turister komme. Alle vendte sig om,<br />
smilte og klappede ad os, selvom jeg ved,<br />
vi begge vil gøre vores for, at ingen finder<br />
ud af, hvor dette uspolerede paradis af en<br />
by ligger, og så der aldrig kommer horder<br />
af turister væltende.<br />
Men hvad så, spurgte Hendes<br />
Majestæt?<br />
Da festivalen lakkede mod enden, fandt<br />
vi lidt transport ned til flodens munding,<br />
hvor det lykkedes os at opspore en af de<br />
fantastiske flodbåde, der sejler overalt<br />
på Kalimantans floder. Flodbådene er<br />
opbygget i to etager, hvor <strong>første</strong> sal har<br />
brikse og er en form for <strong>første</strong> klasse med<br />
vinduer og ro til at sove. Underetagen er<br />
et virvar af mennesker, der sover over alt<br />
som sild i en tønde. <strong>De</strong>t er også nederst,<br />
man finder køkkenet, toiletter (huller<br />
i bunden af båden), badefaciliteter<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 30
(en slange på en pumpe nede i floden),<br />
kaptajnen (der sidder midt i det hele<br />
og styrer), nedgangen til motorrummet<br />
(som behageligt brummer en i søvn) og<br />
vores kommende midlertidige hjem. Vores<br />
ankomst var en blanding af James Bond<br />
og Mr. Bean. Vi var, af årsager som er<br />
en helt anden historie, kommet for sent<br />
til bådens afsejling. <strong>De</strong>rfor befandt vi<br />
os netop nu i en lille motorbåd, hvor vi i<br />
rasende fart forsøgte at indhente flodbåden.<br />
For at gøre hele stemningen perfekt<br />
besluttede vejrguderne på Borneo sig for<br />
at lade os smage på rigtig regnskovsregn.<br />
<strong>De</strong>n sidste halve time havde vi kæmpet<br />
en brav kamp for at holde vandet på<br />
ydersiden af vores lille motorbåd, der<br />
forbavsende hurtigt blev fyldt med regnvand.<br />
Så mens det var svært at afgøre,<br />
om vi stadig var oven vande, eller rent<br />
faktisk var de druknede mus, som vi følte<br />
os som, råbte vi alle af vores lungers fulde<br />
kraft, at de skulle vente på os. Med motorens<br />
sidste kraftanstrengelser lykkedes<br />
det os at sejle op på siden af flodbåden<br />
og holde os fast. Hele båden var - for at<br />
beskytte passagererne mod den silende<br />
regn - pakket ind i blå presseninger, så<br />
ingen havde endnu hverken set eller hørt<br />
os. Med hver sin rygsæk, der nu på grund<br />
af regnen havde taget voldsomt på i vægt,<br />
kastede vi os ind under det blå plastik. En<br />
utællelig flok mennesker stirrede inde i<br />
mørket på os med åbne munde og fulde<br />
af undren. Vi hilste pænt og forsøgte at<br />
undgå at hælde vand på dem alle sammen,<br />
men lige lidt hjalp det. <strong>De</strong> stirrede.<br />
Hvad nu, tænkte vi. Pludseligt slog det os.<br />
Så hurtigt som man kan i drivvådt tøj,<br />
skyndte vi os at tage vores sko af og placere<br />
dem oppe på en bjælke. Ingen er da<br />
så uhøflig og uopdragen at de har sko på<br />
indenfor i hjemmet og denne båd var, for<br />
nu, vores hjem. Kaptajnen tog smøgen ud<br />
af mundvigen, smilte, vendte tommelfingeren<br />
op og råbte ’bagus’ (godt). Med ren<br />
hygge, masser af malariamyg og et utal af<br />
’bagus’-råb sejlede vi gennem det næste<br />
døgn ned af floden, der oversat hedder<br />
’skær-hovedet-af’-floden.<br />
Ovenfor: <strong>De</strong> ondeånder uddrives af en hel gruppe af<br />
shamaner. <strong>De</strong> fortager denne udrensning for at helbrede<br />
en ældre syg mand. Om det lykkes må tiden<br />
vise.<br />
Nedenfor: Udsmykning ved langhuset.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 31
Men er det ikke muligt at komme ind<br />
på midten af Borneo, spurgte HM<br />
Dronning Margrethe<br />
Midten af Kalimantan var vores mål, men<br />
først måtte vi tanke op i Samarinda. Så<br />
vi fik skaffet dåsesardiner, rom, chilisovs,<br />
et par millioner rupies, blå plastik, reb<br />
og ikke mindst en ordbog. Gennem de<br />
næste par uger rejste vi derefter op ad<br />
Mahakamfloden, som er en af Borneos<br />
mægtigste floder, der har sit udspring helt<br />
inde i hjertet af øen. Efter af have oplevet<br />
ånderne både i kirker, moskeer og langhuse<br />
ankom vi, efter to ugers rejse, gennemblødt<br />
til skindet og skjult af mørket<br />
til den sidste by, vi på denne årstid kunne<br />
nå med mere eller mindre offentlige både.<br />
Efter at have opsporet varmt vand til en<br />
kop te, fået lidt mad og sovet en god nats<br />
søvn opsøgte vi ’kapala desa’ (landsbyens<br />
overhoved). Vi fik forklaret både<br />
ham og alle andre af betydning i<br />
byen, hvad vores planer og ønsker<br />
var. Vi skulle bruge nogle mænd<br />
til at hjælpe os over på den anden<br />
side af Borneos midte. Vi vidste<br />
ikke meget om, hvorvidt det<br />
kunne lade sig gøre, men havde<br />
hørt i Samarinda at man på en<br />
god uge kunne gå fra den ene<br />
flods munding, over bjergene til<br />
den anden side af Borneo og der<br />
finde en anden flod, hvor man igen<br />
kunne sejle helt ud til kysten.<br />
Først kom høvdingens nevø og<br />
en kammerat, de studerede inde<br />
i Samarinda og kunne engelsk. Til<br />
gengæld kunne de ikke svare helt<br />
positivt på, om de havde været<br />
inde i junglen før. Vi var ikke helt<br />
trygge ved at tage med dem, og<br />
efter et par dage kom der heldigvis<br />
en anden mand, der ville<br />
snakke med os. Han hed Hugo og<br />
boede ikke langt væk, men han<br />
Du smukke danserer foran de pyntede<br />
fælleshus.<br />
havde været ude i junglen i markerne og<br />
kom derfor først nu. Han ville sammen<br />
med en gut, der hed Lavang, hjælpe os.<br />
<strong>De</strong> var ikke billige, men de havde stor<br />
erfaring, både med junglen i almindelighed<br />
og denne strækning i særdeleshed. Vi<br />
måtte derfor henvende os til høvdingen,<br />
og, uden nogen skulle blive stødt, forklare<br />
ham, at vi ikke kunne bruge hans nevø.<br />
Vi snakkede med Hugo, der ikke kunne<br />
mere end to ord på engelsk, om hvad vi<br />
skulle have med på turen. Alt, hvad der<br />
er sejlet så langt ind på Borneo, er meget<br />
dyrere end ude ved kysten, så vi måtte<br />
rundt og forhandle, det bedste vi havde<br />
lært, for at skaffe de sidste fornødenheder<br />
som ris og sukker. Men få dage senere<br />
oprandt dagen for vores afsejling, og med<br />
to ketjing-ketjing (små både opkaldt efter<br />
deres lyd) begav vi os så langt op ad flo-<br />
Guder og ånder, malet i alverdens farver<br />
og mønstre på husenes indersider.<br />
den, som det var muligt. Mens aftenen<br />
sænkede sig over floden, sejlede vi mod<br />
bredden, hvor Hugos forældre glade stod<br />
og vinkede os ind til aftensmad.<br />
Pludseligt helt ud af den blå luft bliver<br />
Hendes Majestæt revet væk, der er<br />
alvorlige sager, som hendes yngste søn<br />
er nødt til at snakke med hende om. Jeg<br />
håber på, hun ved en senere lejlighed vil<br />
høre afslutningen, men indtil da må vi alle<br />
pænt vente, for ingen snakker, før dronningen<br />
spørger.<br />
Fortsættelse følger… Eller kig videre på<br />
www.wayout.dk<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 32
Om hvordan man bli’r<br />
”bidt af en gal rygsæk”<br />
Jeg er født i 1971, og det stod ikke umiddelbart for, at jeg<br />
nogen sinde skulle blive medlem af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>. Som<br />
barn var jeg med mine forældre på den obligatoriske charterrejse<br />
til Spanien og på små ture til vore nabolande. Som ung<br />
var jeg på ”sol og strandferie” i Spanien og Italien sammen<br />
med det meste af den danske ungdom, og jeg havde på ingen<br />
måde en større udlængsel...”<br />
Tekst og foto: Pernille Föh<br />
... Sådan skriver jeg i min ”blå bog”, og<br />
det må man sige er et godt billede på mig<br />
og min rejse-karriere. Efterfølgende har<br />
jeg tænkt meget over dette her ”rejsegen”.<br />
Er man mon født med det? Eller<br />
smittes man fra person til person gennem<br />
luften, eller måske overføres rejselysten<br />
gennem beretninger og billeder fra fjerne<br />
egne? I mit tilfælde var der nok nærmest<br />
tale om tilvænning sammen med en virkelig<br />
godt hengemt nysgerrighed på steder,<br />
hvor ikke alle andre tager hen. At der har<br />
været tale om tilvænning viser sig stadig<br />
i vores rejsemønster, som godt nok inkluderer<br />
de fleste af vores ferier (og penge),<br />
men alligevel ikke får mig til at sælge mit<br />
hus, skippe mit job og rejse med kun seks<br />
kilo bagage til det højeste bjerg i Bhutan.<br />
Rejselysten vågnede<br />
Vi havde været på et par charterferier til<br />
Egypten og Kina og en enkelt tur til USA og<br />
således smagt lidt på eventyret, men det<br />
store skub fik jeg i 1997, da vores planlagte<br />
tur til Nepal med Larsen Rejser blev<br />
aflyst. Larsen Rejser gav begrundelsen, at<br />
deres samarbejde med PIA ikke var som<br />
ønsket, og dermed stod vi uden rejse. Vi<br />
kunne ikke finde andre charterrejser til<br />
landet og tyede til Jysk Rejsebureau. <strong>De</strong><br />
satte en tur sammen til os. Alt var bestilt<br />
hjemmefra; transfer til/fra lufthavn,<br />
hoteller og ture. Alligevel var det nyt for<br />
os, da vi ingen guide havde. Når man<br />
tænker tilbage, kan man kun smile af min<br />
forfærdelige nervøsitet om, hvorvidt vi<br />
kom af busserne i tide, men dengang var<br />
det virkeligt ”farligt”. På turen mødte vi<br />
mange backpackere på vej jorden rundt.<br />
<strong>De</strong>res beretninger lød spændende, og jeg<br />
blev inspireret af deres begejstring for det<br />
ukendte, som ventede dem. Jeg kiggede<br />
på vores medbragte kuffert og blev enig<br />
med mig selv om, at den ikke kom med<br />
næste gang.<br />
Året efter tog vi til Ecuador helt på egen<br />
hånd. Uden at kunne et ord spansk og<br />
med to proppede rygsække tog vi af sted.<br />
Hvordan kunne vi vide, hvad man får brug<br />
for som backpacker, når man ikke har prøvet<br />
det før? Jeg havde ALT med, og mødte<br />
vi nogen som manglede en dims, så var<br />
det så sikkert som amen i kirken, at JEG<br />
kunne fremskaffe det. <strong>De</strong>t er dog blevet<br />
meget bedre, og i dag kan jeg pakke min<br />
rygsæk på en time, og tilmed overlade<br />
lidt tom plads til eventuelle souvenirs.<br />
I Ecuador nød jeg friheden til selv at<br />
bestemme, hvornår og hvordan vi kom fra<br />
A til B. Jeg nød at opleve ægte kultur og<br />
se ”rigtige” mennesker. Jeg nød at møde<br />
mennesker med sjove historier og være<br />
langt væk fra Danmark, både mentalt og<br />
fysisk.<br />
Jeg var solgt...<br />
Tjæreborg kontra rygsæk<br />
Taj Mahal:<br />
Nok det mest fantastiske bygningsværk<br />
jeg nogen sinde har set!<br />
En stor fordel ved individuelle rejser er, at<br />
man slipper for ”chartersiloerne”. Jeg er<br />
træt af guider med<br />
paraplyer, at møde naboer og kollegaer i<br />
min ferie og ikke mindst træt af danskere,<br />
der brokker sig over hotelstandarden, og<br />
at der ikke er rugbrød i den overdådige<br />
morgenbuffet. Jeg har intet imod at møde<br />
danskere rundt om i verden, så længe de<br />
kan berige mig med noget: En god histo-<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 33
ie eller nyttig information, hvilket jeg<br />
sjældent har oplevet hos en charterturist.<br />
Vi rejser, når job og økonomi tillader det.<br />
<strong>De</strong>t betyder i praksis fire uger hver sommer<br />
og en til to uger derudover i løbet af<br />
året. Vi er begrænset af min mands job<br />
som lærer, hvilket betyder, at vi kun kan<br />
rejse i længere tid om sommeren og altid<br />
kun i skolernes ferie.<br />
Rejserne er primært med rygsæk, en<br />
returbillet og Lonely Planet som en fast,<br />
tro følgesvend.<br />
Godt nok er vi<br />
blevet backpackere,<br />
men et<br />
bykort og gode<br />
råd om overnatning<br />
er nu ikke at<br />
foragte. Vi sover<br />
og rejser gerne<br />
budget men ikke<br />
ulækkert. Vi er<br />
blevet for gamle<br />
til 18-sengsvæ-<br />
Ad <strong>De</strong>ir, Petra i Jordan.<br />
En af vores <strong>første</strong> backpacker<br />
rejser.<br />
relser og fulde teenagere. Vi har fundet<br />
vores eget niveau, som vi kalder budget+.<br />
Vi er dog heldigvis enige om, at oplevelserne<br />
ikke sover på Hilton!<br />
Går der for længe mellem turene trækker<br />
det i benene, og rygsækken bliver utålmodig.<br />
Vi skal helst altid have bestilt en<br />
rejse, så der er noget at se frem til.<br />
Bangladesh var en<br />
stor og anderledes<br />
oplevelse. Her<br />
en dreng og hans<br />
rickhsaw.<br />
Fremtidens<br />
rejser<br />
Vi vil helt sikkert<br />
blive ved<br />
med at rejse.<br />
Indrømmet,<br />
der er gået lidt<br />
sport i det, men<br />
også fordi det<br />
er en fantastisk<br />
fornemmelse<br />
at sidde i lufthavnen<br />
med<br />
rygsækken og<br />
ikke vide, hvor man skal sove i nat, hvilke<br />
spændende mennesker man møder, og<br />
hvad man skal opleve. <strong>De</strong>nne fornemmelse<br />
giver mig et ”kick”, og jeg vil ikke<br />
være den foruden.<br />
Jeg ser frem til mange spændende<br />
rejser de næste mange, mange år.<br />
Besøg os på: www.pernille-kennet.dk ,<br />
lige opdateret med vores tur til Libanon<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 34
Rejsen ad Silkevejen<br />
Et muslimsk land fyldt med 1001 nats eventyr, arkitektoniske perler i verdensklasse, brutale<br />
fejder, magtfulde Khaner og Imamer samt et par blodtørstige herrer: Genghis Khan og Timur.<br />
Herudover livet under den russiske zar og tiden som sovjetisk vasalstat, hvor kulturen og<br />
religionen blev holdt i stramme tøjler. Alt i alt et godt historisk fundament for et kulturmiks,<br />
der har potentiale til at ”sparke røv”, men når man så oven i hatten lægger landets centrale<br />
placering på Silkevejen og krydrer det lidt med et par koryfæer som de legendariske byer -<br />
Bukhara og Samarkand – ja så er der virkelig lagt op til noget stort. <strong>De</strong>tte er beretningen om<br />
fire DBK-gutters strejftog i landet med en forunderlig cocktail mellem arabisk, asiatisk og russisk<br />
kultur – velkommen til Usbekistan.<br />
Tekst og foto: Lars Munk<br />
En silkeblød vej med pastelrøde nuancer,<br />
der drømmende snor sig gennem det centralasiatiske<br />
landskab i sin rute fra Kina til<br />
Europa. Et sted med dufte af krydderier<br />
og blomster; masser af guld, jade og<br />
silke, underholdning, fest og glæde. Et<br />
sted, hvor eventyrudvekslinger foregik<br />
over fredfyldte forhandlinger i guddommelige<br />
haver og oaser, hvor nattens måne<br />
og stjerner altid funklede og malede<br />
alting i et magisk skær, indtil solen tog<br />
over og farvede omgivelserne i smukke<br />
flammende farver. <strong>De</strong>t er den endegyldige<br />
historie om Silkevejen – eller hur’? Niks<br />
- virkeligheden overhaler romantikken<br />
og historiens vingesus til trods, der med<br />
tiden gør en ond historie værre, så var<br />
Silkevejen et usædvanligt barskt sted at<br />
opholde sig, på en usædvanlig barsk tid<br />
– kun få var ved muffen, og pøblen måtte<br />
kæmpe for deres eksistens.<br />
<strong>De</strong>r var særlig en enkelt tvist, som historisk<br />
set fik stor betydning for området,<br />
nemlig da den store helt fra Mongoliet,<br />
Genghis Khan, ville opstarte handelsforbindelser<br />
med byen Otrar beliggende i<br />
nutidens Kasakhstan. Her nægtede den<br />
lokale guvernør imidlertid at samarbejde<br />
med ”en simpel rytter fra stepperne”, så<br />
han slagtede Genghis Khans delegation.<br />
Genghis Khan havde dog gennemskuet<br />
tricket med, at magt går gennem handel<br />
og ikke kamp (på daværende tidspunkt<br />
havde han erobret Beijing), så han sendte<br />
endnu en delegation til Otrar. Men ak –<br />
samme skæbne ramte delegation nr. 2. Så<br />
var Genghis Khans tålmodighed opbrugt,<br />
og fra 1219 og et par år frem smadrede<br />
hans hær hver en by i området.<br />
Meget er sket i tiden siden Genghis Khan.<br />
Bl.a. bankede den lokale helt/tyran Timur<br />
i perioden 1370-1405 et veldimensioneret<br />
rige sammen, der strakte sig over<br />
nutidens Iran, Irak, Syrien, Østtyrkiet,<br />
Kaukasus og det nordlige Indien. Timur<br />
var en brutal karl, som slagtede alt og<br />
alle, han kunne komme i nærheden af.<br />
Hans imponerende rige var bygget af<br />
blod og styret med rædsel. Sønnesønnen,<br />
Ulughbek, som med succes videreførte<br />
tronen, var en mere stille type, der bl.a.<br />
forskede i astrologi.<br />
En nyligt svunden tid<br />
Fire rødder: Kristian og Morten (passive<br />
medlemmer), Kenneth (medlem nr. 68)<br />
og undertegnede, havde, sammen med<br />
Allan (passiv medlem), Martin (medlem<br />
nr. 141) og Lars (medlem nr. 167),<br />
været på bjergbestigning på Peak Lenin<br />
i nabolandet Kirgisistan. Vi fire havde af<br />
forskellige årsager valgt at forlade bjerget<br />
før de øvrige, og vi udførte derfor en form<br />
for tyvstart på Usbekistan i forhold til de<br />
andre tre gutter.<br />
Vores raid i landet begyndte med en<br />
køretur igennem den frugtbare Ferganadal,<br />
beliggende i grænseområdet, hvor<br />
Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan<br />
tørner sammen. Turen gennem dalen,<br />
som i øvrigt er så bred, at vi kun sjældent<br />
så kuperet terræn, bød på en smuk udsigt<br />
til produktive men gammeldags landbrug,<br />
hvor majs, korn og blomstrende solsikkemarker<br />
boltrede sig i den bløde muld.<br />
Herudover kunne vi iagttage et nostalgisk<br />
miks mellem æselkærrer og den lokale<br />
Daewoo Nexia bilpark, små hyggelige<br />
landsbyer, hvor geder, køer og får drønede<br />
rundt i gaderne, gadesælgere med<br />
bjerge af vandmeloner etc. Men der var<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 35
visse revner i glansbilledet: Dalen besad<br />
en mængde kæmpemæssige forladte<br />
russiske fabrikker overladt til sig selv og<br />
tidens erodering. Med mure, der var sorte<br />
af fugt og lange revner, rustne vinduesrammer<br />
med smadret glas samt meterhøjt<br />
ukrudt på fabriksgrundene. Ruinerne<br />
var vidnesbyrd og dystre monumenter<br />
over en svunden tid med industrialisering,<br />
effektivitet og sikre indkomster – en tid,<br />
som nu også virker som en meget fjern<br />
fremtid i forhold til landets nuværende<br />
udviklingstrin.<br />
Samarkand<br />
Samarkand – Centralasiens største turistmekka<br />
– er en legendarisk by med en stor<br />
rigdom i kultur og kunst og med smukke<br />
gamle bygningsværker henkastet på må<br />
og få. Byens centrale placering på såvel<br />
Kina-europahandelsruten via Silkevejen,<br />
som den nord-sydlige handel mellem<br />
Rusland og Indien/Persien gjorde sit til,<br />
at byen fra det 6. århundrede til det 13.<br />
århundrede oplevede et boom i rigdom og<br />
berømmelse. I 1220 kom Genghis Khan<br />
på besøg, og så var ballet forbi – han jævnede<br />
byen med jorden. Timur bestemte<br />
sig dog for at gøre byen til hovedstad i sit<br />
rige, så fra 1370 og de efterfølgende 35<br />
år opbyggede han en nærmest mytologisk<br />
by, som siden – under Ulughbek – endvidere<br />
blev gjort til et intellektuelt og<br />
videnskabeligt centrum. Byen oplevede<br />
sin storhedstid gennem d’herrer Timur og<br />
Ulughbeks regeringstid, og det er resterne<br />
fra deres arbejde, som turisterne i dag kan<br />
nyde. Her kan man drømme sig tilbage til<br />
Aladdin og 1001 nats eventyr.<br />
Vi ankom til byen lidt oppe ad eftermiddagen,<br />
lige tidsnok til at blive fanget i<br />
nogle drilske kastevinde, der bragte støv<br />
og visne blade med sig. <strong>De</strong>t var – mildt<br />
sagt – hamrende varmt og tørt, så snart<br />
hang det ørkenrøde støv i vores sveddryp-<br />
pende ansigter og vores fedtede T-shirts.<br />
Nuvel – vi stod for foden af en enorm<br />
bygning, som jf. Kenneth og jeg umuligt<br />
kunne være andet end selveste Registan<br />
– Samarkands og Centralasiens absolutte<br />
kulturelle højdepunkt. Vi hankede op i<br />
rygsækkene og begav os mod mosaikkolossen,<br />
forbi små listige cafeer, hvor<br />
lokale sad og hyggede sig med shashlyk<br />
(grillspyd) og grøn the, og hvor den velkendte<br />
duft af grill og tilberedt okse- og<br />
kyllingekød udfordrede vores appetit i<br />
stor grad; videre forbi musikboder, hvor<br />
lokal suranai-musik – et instrument, der<br />
er en sær (og larmende!!) blanding mellem<br />
en trompet, en fløjte og en klarinet<br />
– blandede sig i luftens hvirvlende støv<br />
med rapmusik fra Eminem; samt forbi en<br />
mængde småboder, hvor lokale jeans, Tshirts<br />
og tørklæder blev solgt for en slik.<br />
Men noget var galt… Registans placering<br />
passede slet ikke ind det rigtige sted på<br />
Lonely Planets kort. Altså enten måtte<br />
Registan være blevet flyttet siden LPfolket<br />
sidst opdaterede deres kort, eller<br />
også tog Kenneth og jeg grueligt fejl<br />
– sidstnævnte mulighed viste sig overraskende<br />
nok at være tilfældet. Hvad der nu<br />
strakte sig mod himlen for vores fødder,<br />
var såmænd Bibi-Khanym Moskeen – en<br />
kolos fra Timurs tid, der er så stor, at den<br />
allerede inden færdiggørelsen begyndte at<br />
falde sammen under sin egen vægt. <strong>De</strong>tte<br />
skabte enorme forventninger til Registan.<br />
Samarkand Registan<br />
Kulturperlen Registan er et relativt stort<br />
område, hvor tre imponerende madrasaer<br />
(Koranskoler – dvs. muslimske universiteter,<br />
hvor eleverne studerede og boede)<br />
blev opført i perioden 1420-1660. <strong>De</strong> tre<br />
madrasafacader er forskellige i udsmykning<br />
og stil, men fælles for dem er, at de<br />
er pyntet med usandsynlig mange kakler.<br />
Azurblå kakler, hvori man på metrologisk<br />
vis kunne give vejrets 5-dages prognose:<br />
blå, blå himmel – hver dag. Så blå, kaklerne<br />
var, uden den mindste antydning af<br />
indblanding af andre farver – naturligvis<br />
undtaget de mange mosaik-figurer af<br />
løver, fugle og lignende, der på smukkeste<br />
vis pryder facaderne – lige så blå og<br />
ren stod himlen, kun afbrudt af den store<br />
gule skive, som vi kalder for solen. Et<br />
andet stærkt kendetegn ved Samarkand<br />
og Usbekistan er de ufattelig mængder<br />
af imponerende kupler, der troner over<br />
moskeer og paladser, og som alle er dækket<br />
med blå kakler, der heldigvis var på<br />
mode dengang. <strong>De</strong>t er det, man glæder<br />
sig over som turist. Hvad nu hvis bygningerne<br />
var opført i 1970’erne? Ville de<br />
så have været dækket med brune kakler,<br />
ligesom de danske parcelhustoiletter fra<br />
den tid? Uhyggelig tanke…<br />
Ud over Registan og den tidligere nævnte<br />
Bibi-Khanym moske byder byen på andre<br />
kulturelle højdepunkter som f.eks. Timurs<br />
mausoleum (kaldet: Guri Amir mausoleum)<br />
og Timurs venners mausoleer (et<br />
område kaldet Shahr-i-Zindah), og for<br />
foden af alle kuplerne, minareterne og<br />
madrasafacaderne leves et livligt gadeliv,<br />
hvor byens markeder, basarer, cafeer,<br />
småbikse og øvrige samlingssteder skaber<br />
et interessant sammensurium af<br />
gamle nisser med tykt skæg, lange kåber<br />
og turban, unge banditlignende knægte<br />
med charmerende gavtyvblik i øjnene og<br />
massevis af unge og ældre kvinder iklædt<br />
sommerkjoler, som med deres ravnesorte<br />
hår, stærkt markerede ansigter og perfekte<br />
hvide tandsæt (hvor enkelte dog har<br />
erstattet et par af tænderne med guldtænder)<br />
ligner små underværker.<br />
Meloner og minareter:<br />
Efter Samarkand drog Morten og Kristian<br />
til Tasjkent, mens Kenneths og mine<br />
veje førte videre gennem landet til<br />
næste ædelsten på vores odysse - byen<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 36
Bukhara, beliggende seks-syv timers kørsel<br />
fra Samarkand. Bukhara er en pendant<br />
til Samarkand mht. kultur og rigdom, dog<br />
med knap så mange attraktioner. Til gengæld<br />
står de historiske bygningsværker<br />
mere koncentreret placeret, og ligegyldigt<br />
i hvilken retning ens øje måtte skue,<br />
fanges blikket af en eller flere kulturelle<br />
bygninger. <strong>De</strong>n mest kendte af bygningsværkerne<br />
er Kalon Moskeen, hvor Kalon<br />
minareten hører til. Minareten er af sådan<br />
en skønhed, at selveste Genghis Khan<br />
undlod at rive den ned, da han ellers<br />
jævnede byen med jorden. Udsigten fra<br />
toppen af minareten er en oplevelse uden<br />
sidestykke, hvor et prægtigt view til nabomadrasaen<br />
Mir-I-Arab og resten af byen<br />
kan nydes, og omvendt, hvis man tager<br />
lidt væk fra minareten, kan Bukharas<br />
fænomenale rødbrune skyline iagttages,<br />
som foruden moskeen med tilhørende<br />
kupler, minareten og madrasaen, inkluderer<br />
et par andre madrasaer og minareter<br />
mv. Ved solnedgangstid tændes murene<br />
nærmest som et flammehav i solens<br />
rødlige skær og fuldender oplevelsen til<br />
perfektionisme.<br />
Bukhara skyline<br />
På vores ture rundt i byen stødte vi på<br />
en ”melonfestival”, hvor meloner fra hele<br />
landet udstilles og præmieres. Uden<br />
nogen form for overdrivelse kan man<br />
snildt beskrive landets melonsituation<br />
som, ”at gaderne flyder med meloner”.<br />
<strong>De</strong>r er simpelthen meloner – overalt. Når<br />
de største, bedste og fineste meloner konkurrerer<br />
mod hinanden, så må man have<br />
eliten af meloner, og det var vel og mærke<br />
meloner, som de stolte melonavlere flittigt<br />
deler ud af. Således forlod vi melonfestivalen<br />
med tre-fire kæmpemeloner under<br />
armene, som vi ingen jordisk chance<br />
havde for at tygge os igennem. Man manner<br />
– de kender noget til melondyrkeri i<br />
Usbekistan.<br />
Khiva – en filmkulisse i ørkenen<br />
En af kamelkaravanernes største udfordringer,<br />
på deres færd ad Silkevejen,<br />
var krydsningen af den barske Kara-Kum<br />
ørken, der strækker sig fra Bukhara ud<br />
mod <strong>De</strong>t Kaspiske Hav, og som byen<br />
Khiva – vores næste destination – ligger<br />
midt i. For kamelrejsende tog det dagevis<br />
at krydse ørkenen fra Bukhara til Khiva,<br />
mens vi – takket være Daewoo’s Nexia<br />
personbil – kunne skære turen ned til<br />
omkring seks timer.<br />
I starten af vores ørkenfærd var udsigten<br />
præget af tørre trævækster i omkring en<br />
meters højde i et nogenlunde kuperet<br />
terræn, men stille og roligt blev bevoksningen<br />
lavere og lavere, og terrænet<br />
fladere og fladere, med et klimaks hvor<br />
landskabet var så fladt, at man ville kunne<br />
se sin hund løbe tre 3 dage, hvis den stak<br />
af hjemmefra. Eneste variationer i horisonten<br />
var enkelte Yurts (nomadetelte,<br />
der svarer til Mongoliets ”Ger”), et par<br />
strejfende kameler samt spredte sandbanker,<br />
der af og til dukkede op og føg<br />
ud over den ellers fortræffelige vej, som<br />
Nexiaen drønede ud over med 120 km/t.<br />
Bilens kabine var fuld af traditionel arabisk<br />
musik, hvor specielt den karakteristiske<br />
Suranai masserede trommehinderne<br />
på akkordbasis, alt imens passagererne<br />
- Kenneth, en tjekke ved navn Jan, en<br />
usbekisk pige, Omida, og undertegnede<br />
- trænede vores ubehjælpelige usbekiske<br />
dansefærdigheder, så chaufføren flere<br />
gange var ved at køre galt af grin.<br />
Khiva er en by, der traditionelt har ligget<br />
som en isoleret fæstning – ja nærmest en<br />
røverrede – langt ude i Kara-Kum ørkenen,<br />
fuldstændig overladt til sig selv, den<br />
flygtige ørken og strejfende ondsindede<br />
stammer. <strong>De</strong> kontinuerlige angrebsbølger<br />
fra forskellige stammer gjorde sit til, at<br />
man 4-500 f.kr. opførte de bymure, der<br />
i dag så smukt omkranser byen. Murene<br />
er yderst imponerende med en højde på<br />
8-10 m, bredde på 6-8 m og en samlet<br />
længde på 2.250 m, der omkranser byens<br />
centrum på 2,5 km 2 , og for hver 30 m er<br />
der opført halvrunde fremskudte forsvarstårne.<br />
Sådan en bagatel af en mur var<br />
naturligvis ikke en<br />
hindring for vores ven<br />
Genghis Khan (han<br />
havde allerede på<br />
daværende tidspunkt<br />
forceret <strong>De</strong>n kinesiske<br />
Mur med sin hær),<br />
der – som vanen bød<br />
– jævnede byen med<br />
jorden, hvilket skete<br />
i 1220. Et par hundrede<br />
år efter Genghis<br />
Khans besøg voksede<br />
byen sig atter stærk,<br />
hvilket gjorde den til<br />
en rival til Bukhara.<br />
Khiva bymure<br />
Khiva skiftede hænder<br />
et utal af gange,<br />
men af en eller anden<br />
årsag blev den ikke<br />
jævnet med jorden<br />
mere, hvilket betyder,<br />
at de prægtige bygninger,<br />
der i tidens løb<br />
er skudt i vejret, står<br />
den dag i dag. Først<br />
har russerne, og siden UNESCO, restaureret<br />
bygningerne i sådan en grad, at alle<br />
historiske bygninger inden for bymurene<br />
står, som da de blev bygget. UNESCO<br />
optog i 1990 Khiva på ”World Heritage<br />
List”.<br />
Vi var ankommet relativt sent til Khiva<br />
og blevet omsluttet af bymurene i ly af<br />
mørket, så vi havde ingen idé om byens<br />
storslåethed, før vi næste morgen påbegyndte<br />
vores færden rundt i den. Og<br />
overraskelsen var stor. <strong>De</strong>t var som om,<br />
at vi trådte direkte ud fra Kara-Kum’s røde<br />
sand og ind i en perfekt Hollywoodkulisse,<br />
klar til at optage en Aladdin-film. Ikke<br />
kulisser opført i papmache og farvebelagt<br />
flamingomursten, men i solide mursten<br />
og med mørtel. En lille overset perle midt<br />
i Karakum-ørkenen fuld af mystik, eventyr<br />
og romantik, og med en skyline af de<br />
mere imponerende, der præsterede et<br />
væld af minareter (fire stk.), madrasaer<br />
(24 stk.), mausoleer (seks stk.), moskeer<br />
(seks stk.) og naturligvis den omkransende<br />
bymur med sine vagttårne og<br />
byporte – og det er kun skylinen indenfor<br />
de gamle bymure.<br />
I et sælsomt øjeblik, hen ad midnatstimen,<br />
hvor månen står højt på himlen og<br />
farver bygningerne i et sølvfarvet skær,<br />
drømmer man sig tilbage til tiden, hvor<br />
Khiva havde sin storhed. Bygningerne er<br />
som revet ud af historiebøgerne - intakte<br />
og imponerende - så der skal ikke meget<br />
fantasi til, før man sidder ansigt til ansigt<br />
med byens magthaver – Khanen – omgivet<br />
af mavedanserinder og ildslugere, og<br />
med mad og vin i lange baner, lyttende til<br />
de rejsendes beretninger fra deres tur ad<br />
Silkevejen. Khiva er så tæt på historien,<br />
som man kan komme.<br />
Se det fulde rejsebrev på<br />
www.munkens.dk, hvor også et par bryllupsfester<br />
er beskrevet.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 37
<strong>De</strong>ltagerne var Morten Vedersø (Veder),<br />
Kristian Mody (Mody), Lars Hansen, Lars<br />
Munk, Allan Larsen, Martin Anker Nielsen<br />
og undertegnede. Efter at have akklimatiseret<br />
i to døgn i Taldyk Yourt camp<br />
i ca. 2400 meters højde, ankom vi ad<br />
nærmest ikke eksisterende veje til Base<br />
Camp (BC), som ligger i 3800 m. Hele<br />
BC var dækket af et tyndt lag sne, som<br />
flere steder var trådt ud i søle og mudder.<br />
Repræsentanterne fra Asia Travel, som<br />
var det firma, der havde ordnet alt det<br />
praktiske angående tilladelser, mad og<br />
overnatninger, fortalte, at vejret havde<br />
været meget dårligt i de seneste tre uger,<br />
og, at mulighederne for bestigning af Pik<br />
Lenin var stort set håbløse. Da bestigning<br />
kun er mulig i juli og august hvert år pga.<br />
vejret, er tre ugers dårligt vejr noget, der<br />
ligner en katastrofe. Vi var dog fulde af<br />
energi og forventninger, og efter at vi var<br />
blevet anvist vores telte, gik vi straks op<br />
til et pas i 4250 meter, hvilket gik relativt<br />
let. Pik Lenin var skjult bag et tykt lag af<br />
skyer, og ledsaget af lette snebyger gik vi,<br />
stadig opløftede, ned til BC.<br />
<strong>De</strong>n sande Pik Lenin ekspedition<br />
Som ansvarlig for arrangementer i <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>, havde jeg i månedsvis nøjsomt planlagt<br />
et angreb på klubbens højderekord. <strong>De</strong>suden havde jeg allerede truet Michael Andersen<br />
om, at hans titel som DBK’s højderekordindehaver, som han havde erhvervet sig efter en flot<br />
bestigning af Mera Peak, ikke ville holde længe. <strong>De</strong>rfor tog syv eventyrlystne DBK’ere af sted<br />
mod det kirgisiske højland for at tage udfordringen op på det 7134 meter høje Pik Lenin.<br />
Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl<br />
Lige inden vi nåede BC, lå et lille vandfald,<br />
som de lokale ynder at bruge som<br />
udflugtsmål. Her blev vi venligt modtaget<br />
og budt på vodka, som vi takkede ja til.<br />
Vodka har en rigtig god indvirkning på<br />
akklimatiseringsprocessen!, er kirgiserne<br />
overbevist om, hvorimod de fleste af os<br />
andre mener, at det udelukkende har en<br />
skadelig virkning. <strong>De</strong>rfor drak jeg kun<br />
en smule, af ren venlighed. Faktum er<br />
imidlertid, at alle de russiske klatrere vi<br />
mødte, ikke kunne drømme om, at bestige<br />
bjerge uden selskab af mindst en flaske af<br />
det lokale ildvand. <strong>De</strong>t tog lidt tid at falde<br />
til ro, og da søvnen endelig overmandede<br />
mig, blev jeg vækket af en buldrende<br />
lavine, hvilket gav betænkeligheder<br />
omkring den forestående bestigning.<br />
Samme morgen skulle vi have været på<br />
Pik Petrovsky, men da det havde sneet<br />
det meste af natten, var lavinefaren alt<br />
for stor. <strong>De</strong>t klarede dog op hen ad dagen,<br />
så vi gik endnu engang op til det 4150 m.<br />
høje pas, hvor vi kunne skue ud over den<br />
mægtige Lenin gletscher, mens selve bjerget<br />
stadig var indhyllet i et tykt lag skyer.<br />
Murmeldyr fulgte os hele vejen, men kom<br />
vi for tæt på deres enemærker, skreg de<br />
høje advarselsskrig og forsvandt skyndsomt<br />
ned i deres underjordiske gange. Et<br />
enkelt dyr var dog så tillidsfuldt, at det<br />
med nogen tålmodighed lykkedes mig<br />
at få et godt nærbillede. Vinden rev et<br />
øjeblik skyerne væk fra det 4800 m. høje<br />
Pik Petrovsky, hvor store, skræmmende,<br />
udhængende snedynger kom til syne,<br />
inden skyerne igen lukkede sig omkring<br />
toppen. Et par af medlemmerne i gruppen<br />
er begyndt at vise små symptomer<br />
på højdesyge, såsom hovedpine og let<br />
kvalme.<br />
Drænet for energi<br />
Jeg havde, som alle andre i gruppen,<br />
valgt at læsse en del af bagagen på<br />
hesteryg til lejr 1, for mit vedkommende<br />
ca. 16 kg, hvilket kostede overskuelige<br />
16 US$. <strong>De</strong>t bragte min rygsæk ned på<br />
ca. 15 kg., som jeg selv valgte at slæbe<br />
op ad bjerget. Vi mødte Theis Sølling fra<br />
DBK og hans tre ledsagere. <strong>De</strong> har kun to<br />
uger til hele turen og har derfor ret travlt,<br />
men allerede nu er to af dem ramt af lettere<br />
højdesyge. <strong>De</strong>n slags symptomer er<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 38
ikke foreneligt med travlhed, tværtimod<br />
bør man tage det endnu mere roligt og<br />
bruge nogle dage på en grundig akklimatisation,<br />
hvilket et par medlemmer fra<br />
Theis’ gruppe senere skulle sande. Ved<br />
10-tiden gik vi lettere optimistiske mod<br />
lejr 1. Vejret var det hidtil bedste på bjerget,<br />
så jeg nød turen over passet og ned<br />
mod Lenin gletscheren. Med mine 40 år<br />
var jeg gruppens alderspræsident, og da<br />
vægten samtidig sagde +100 kg, var det<br />
helt naturligt, at jeg som regel lå bagerst<br />
i feltet. Turen over den konstant stigende<br />
Lenin gletscher, med sine iskolde smeltevandløb<br />
og dybe spalter, var ubegribelig<br />
hård og nærmest uden ende. Da Mody og<br />
jeg som de sidste endelig havde krydset<br />
gletscheren diagonalt og måtte tage et<br />
længere hvil, måtte maven kapitulere.<br />
Jeg kastede op, ikke af højdesyge, men af<br />
ren og skær udmattelse.<br />
Seks timer efter at have forladt BC,<br />
vaklede Mody og jeg ind som de<br />
sidste, fuldstændig drænet for<br />
energi. Lars H ledsagede os den<br />
sidste kilometer, og forsøgte at<br />
sparke lidt moralsk støtte ind i<br />
os.<br />
Jeg faldt nærmest i søvn over<br />
den efterfølgende kop te, smed<br />
mig i teltet og vågnede lettere<br />
opkvikket op tre timer senere.<br />
Lars H gav mig efterfølgende en<br />
Diamox tablet, som øger iltoptagelsen<br />
i blodet og derved kunstigt<br />
kan nedbringe højden med<br />
omkring 1000 m. Hele gruppen<br />
var særdeles mærket af højden<br />
og dagens anstrengelser, hvorimod<br />
vores guide Sascha virkede<br />
fuldstændig upåvirket. Hen ad<br />
aftenen klarede vejret op, og vi<br />
fik et tydeligt overblik over den<br />
tekniske og stejle rute mod lejr<br />
2, inden dagens sidste lysstrejf<br />
malede Pik Lenins mægtige top i<br />
rødlige nuancer.<br />
<strong>De</strong>t var en pragtfuld solskinsmorgen,<br />
hvilket Lars Munk, Veder, Lars H og jeg<br />
benyttede til at gå op til 4770 m. imod lejr<br />
2. Her fik vi for <strong>første</strong> gang brug for vores<br />
steigeisen, reb og isøkse, til at passere<br />
dybe gletscherspalter og en ca. 60 grader<br />
stejl ismur, hvor vi var monteret med et<br />
fixreb, som vi senere døbte ”motorvejen”,<br />
da den på afstand, med sine mange<br />
lodrette klatreruter, lignede en 20-sporet<br />
motorvej. Som sædvanlig var jeg sidst<br />
tilbage i lejren, heldigvis uden at være<br />
plaget af højden, bortset fra de fysiske<br />
anstrengelser, som man lige så godt kan<br />
vænne sig til. Udmattet måtte jeg efterfølgende<br />
restituere i teltet hele fire timer<br />
inden aftensmaden. Tøjet og kroppen<br />
begynder nu at lugte betragteligt, men da<br />
det er alt for koldt til at bade, så jeg må<br />
nøjes med at vaske sokker og underhylere,<br />
om ikke for andet, så af hensynet til<br />
mine teltkammerater.<br />
<strong>De</strong> gyldne dråber<br />
Når man sover i højderne,<br />
bliver det ofte så koldt,<br />
at man ikke er i stand til<br />
at forlade teltet midt om<br />
natten for at tisse, derfor<br />
medbringer man en tisseflaske.<br />
<strong>De</strong>t er af en vis<br />
betydning, at denne flaske<br />
er tydeligt markeret,<br />
således at hverken man<br />
selv eller - måske mere<br />
vigtigt - ens teltkammerater<br />
forveksler flasken med<br />
eventuelle drikkevandsflasker.<br />
Praktisk er det, hvis<br />
flasken er klar og gennemsigtig,<br />
således at alene farven<br />
på indholdet adskiller<br />
sig fra det, man normalt<br />
drikker. Når disse formalia<br />
er i orden, er man herefter<br />
i stand til at lade vandet<br />
inde i den lune sovepose (i<br />
flasken). Man må så leve<br />
med, at dele teltet med<br />
2-3 flasker indeholdende<br />
gule urinsjatter. Da jeg<br />
var alene i teltet, fandt jeg det ganske<br />
let at benytte flasken, men når der ligger<br />
en eller - endnu værre - to personer og<br />
snorker lige ved siden af, er det mig ganske<br />
umuligt. Jeg betragter normalt mine<br />
toiletbesøg som stærkt personlige, og min<br />
blære bliver tilsyneladende ramt af akut<br />
”sceneskræk” ved andres tilstedeværelse<br />
og lukker fuldstændigt af. Grundet denne<br />
selskabelige præstationsangst, bliver jeg<br />
ofte nødt til at forlade den lune sovepose<br />
midt om natten og klæde mig forsvarligt<br />
på for at ”træde af”, hvorimod mine teltkammerater<br />
- upåvirket af min tilstedeværelse<br />
- lystigt lader de gyldne dråber<br />
risle ned i flasken.<br />
Hvis vejret var godt i går, var det ualmindeligt<br />
strålende i dag. <strong>De</strong>r var ikke<br />
en sky på himmelen, og på hele bjerget<br />
knitrede den skarpe sol i iskrystallerne, så<br />
vi kæmpede os i to reblag opad mod lejr<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 39
2. Målet var at nå 5000 meter. <strong>De</strong>t lune<br />
vejr havde udvidet gletscherspalterne,<br />
så det flere stedet krævede lange spring<br />
at komme helskindet over. Jeg følte mig<br />
stadig ikke ordentlig akklimatiseret, så<br />
det var endnu engang ubegribeligt hårdt,<br />
og kun med megen besvær nåede jeg<br />
ifølge Modys højdemåler op i 5003 meter.<br />
Herved satte Lars Munk, Allan, Veder og<br />
Mody alle personlig højderekord. Tilbage<br />
i lejr 1 var dagens andet højdepunkt hårvask<br />
i gletschervand. <strong>De</strong>t var iskoldt men<br />
vidunderligt at få renvasket hår.<br />
<strong>De</strong>n indre drengedrøm<br />
Vi kom lidt sent af sted i dag og måtte<br />
betale prisen ved at gå hele dagen i den<br />
brændende sol. <strong>De</strong> dårlige vejrvarsler,<br />
vi havde fået i BC, var for længst gjort<br />
til skamme, og vi begynder allerede at<br />
blive rasende solbrændte, nærmest forbrændte.<br />
Vi beskytter os med P20 og<br />
zinksalve, og glemmer vi at smøre et<br />
sted, falder regningen samme dag i form<br />
af en alvorlig solskoldning. Ruten mod lejr<br />
2 er den mest tekniske på bjerget, så vi<br />
fik vores <strong>første</strong> seriøse erfaringer med<br />
steigeisen, reblag og isøkse. Turen gav<br />
nogle fabelagtige udsigter ud over Pamir.<br />
<strong>De</strong>tte her var, hvad vi alle var kommet<br />
for… rigtig bjergbestigning! Lige inden<br />
vi udmattede nåede lejr 2, passerede vi<br />
en isbro, som førte over en afgrundsdyb<br />
spalte. Jeg havde ikke lyst til at kigge<br />
ned, men ud af øjenkrogen kunne jeg<br />
skimte det uendelige dyb. Vores guide<br />
Alex pegede alvorligt ned og bemærkede<br />
”many souls”, og med en gysen skyndte<br />
vi os over isbroen. Første reblag med<br />
Lars Munk, Lars H, Allan og Martin havde<br />
for længst etableret sig i deres telte, da<br />
Mody, Veder og jeg rystende af kulde<br />
vaklede ind i lejren. Specielt Veder var<br />
helt færdig oven på dagens strabadser.<br />
Solen var på vej ned og lejren var henlagt<br />
i skygge, hvilket hurtigt fortrængte de<br />
ellers lune temperaturer, vi havde haft på<br />
vej opad.<br />
Så hurtigt som det nu lod sig gøre, fik<br />
vi med hjælp af vores kammerater, som<br />
allerede havde deres kogegrej etableret,<br />
organiseret kogende vand til vores travel-lunch.<br />
Syntetisk Bøf Stroganoff bliver<br />
nu aldrig min livret, men det mætter og<br />
giver energi, hvilket vi havde god brug for.<br />
Tidligt krøb vi i soveposerne og fik hurtigt<br />
varmen. Tre mand i et tomandstelt giver<br />
varmen selv i 5300 meters højde.<br />
Min krop var åbenbart ikke gearet til at<br />
overnatte i den højde, for adskillige gange<br />
i løbet af natten måtte jeg op at sidde<br />
for at trække vejret ordentligt igennem.<br />
<strong>De</strong>t var som om, at automatikken ikke<br />
rigtigt fungerede som den skulle. Vinden<br />
hylede i teltet det meste af natten, og<br />
flere gange fik den stærke vind teltet til at<br />
bule indad, til vinden et øjeblik løjede af,<br />
og teltet poppede tilbage i sin rette form<br />
igen. Jeg registrerede flere gange laviner,<br />
som tordnede ned i nærheden, hvilket<br />
mindede mig om de mange dødsulykker,<br />
som gennem tiderne har fundet sted på<br />
bjerget. <strong>De</strong>n mest alvorlige fandt sted i<br />
1990, hvor 40 klatrere blev dræbt af en<br />
lavine, som blæste lejr 2 af bjerget. Nu<br />
har man rykket lejren til et mere ”sikkert”<br />
sted - eller hva’?<br />
Døden bliver nærværende<br />
Vores guide Alex vækkede os ved syvtiden,<br />
men vi havde ikke lyst til at forlade<br />
den lune sovepose. Jeg strammede mig<br />
dog an, lod Mody og Veder ligge, og<br />
gjorde resten af gruppen selskab ved at<br />
bestige sadlen på vej mod lejr 3, hvorved<br />
vi nåede op i 5500 meter. <strong>De</strong>t skulle<br />
senere vise sig, at være det højeste jeg<br />
nåede på Pik Lenin.<br />
Efter middag, efterladende en del af vores<br />
bagage i teltene, vendte vi hele vejen tilbage<br />
til lejr 1 i 4400<br />
meter, for at akklimatisere.<br />
På vej ned ad<br />
motorvejen mistede<br />
jeg to gange balancen,<br />
og havde det<br />
ikke været for den<br />
frelsende isøkse, som<br />
jeg hurtigt hamrede<br />
ind i sneen, var jeg<br />
faldet 20-30 meter<br />
ned. Vel ankommet<br />
i lejr 1 fik hår, tæer,<br />
ansigt og sokker en<br />
særdeles tiltrængt<br />
vask.<br />
Hen ad aftenen, da<br />
en masse klatrere<br />
var samlet over maden i Asia Travels<br />
mad-yourt, bredte historien sig om en<br />
frygtelig ulykke, som i går fandt sted på<br />
nabobjerget Khan-Tengri. Bjerget blev<br />
ramt af en kæmpe lavine, og 20 personer<br />
skulle være omkommet. En mat stemning<br />
bredte sig. Vi kan endnu engang konstatere,<br />
at dette ikke er nogen barneleg, men<br />
for nogle bliver drømmen om at bestige<br />
en bjergtop pludselig til dødelig alvor.<br />
Senere, da vi kom sikkert hjem til<br />
Danmark, fik vi bekræftet historien. <strong>De</strong>n<br />
5. august kl. ca. 06.00 om morgenen, blev<br />
Khan-Tengri ramt af en frygtelig lavine,<br />
hvorved 11 klatrere fra Rusland, Ukraine<br />
og Tjekkiet omkom og 14 blev såret.<br />
Vi besluttede at slappe af i lejr 1 i morgen,<br />
så Lars Munk og jeg fejrede det med 11⁄2<br />
liter cola til 8 US $. Senere blev det også<br />
til en 5 $ russisk Baltica øl. Priserne bliver<br />
nødvendigvis pebrede, når tingene skal<br />
fragtes op ad bjerget.<br />
På hviledagen trissede folk lidt rundt i lejren.<br />
Nogle vaskede tøj og andre gik en tur,<br />
men det meste af dagen gik med intensivt<br />
kortspil. <strong>De</strong>r var rigelig tid til at få gjort<br />
status over helbredet, specielt mave/<br />
afføringssituationen var som regel noget,<br />
man kunne debattere udi det groteske.<br />
Hele gruppen havde temmelig tynd mave,<br />
nogle kunne kontrollere det, andre kunne<br />
ikke. Var man så storskrydende at kunne<br />
slippe en vind uden sovs, affødte det<br />
straks anerkendende blikke, efterfulgt af<br />
beundringsværdige kommentarer såsom:<br />
Blærerøv! Eller pralhals! Symptomatisk<br />
var det, at kun en enkelt fra gruppen kom<br />
ned fra bjerget med underbukser, der<br />
ikke havde spor af dårlig mave. En enkelt<br />
sked sågar i begge sine støvler, mens han<br />
havde dem på!<br />
Jeg konstaterede nogle grimme 2. grads<br />
forbrændinger på begge mine æblekinder.<br />
Jeg må passe bedre på i den brændende<br />
sol. Om eftermiddagen vendte vejret og<br />
sneen begyndte at dale ned. Ængsteligt<br />
skuede vi op imod bjerget. Risikoen for<br />
laviner stiger betragteligt i takt med at<br />
snemængden øges. Noget tyder på, vi bliver<br />
tvunget til endnu en hviledag i morgen<br />
af sikkerhedsmæssige årsager.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 40
Lungeødemet<br />
Pokkers til nat! Mine slimhinder er<br />
helt udtørrede, og jeg måtte igen<br />
op at sidde adskillige gange for at<br />
hive den sparsomme ilt ned til lungerne.<br />
Lars H havde heldigvis en<br />
næsespray, men det hjalp nu ikke<br />
meget på søvnen. Vi blev vækket<br />
tidligt til at gå til lejr 2, men med<br />
et kort blik på bjerget kunne vi<br />
hurtigt konkludere, at det var for<br />
farligt at bevæge sig opad i dag på<br />
grund af nattens snefald. I løbet<br />
af dagen så vi da også et par små<br />
laviner. Lars H anbefalede, som<br />
lægestuderende, at jeg konsulterede<br />
BC doktoren over radioen for<br />
at beskrive mine vejrtrækningsproblemer.<br />
<strong>De</strong>t var jeg ikke meget<br />
for, da jeg udmærket vidste, at<br />
lægen ikke kunne stille en forsvarlig<br />
diagnose over radioen. Som jeg<br />
havde forudset, beordrede han mig<br />
øjeblikkeligt ned fra bjerget med<br />
symptomer på højdelungeødem.<br />
<strong>De</strong>t er en ret alvorlig sygdom som,<br />
hvis den ikke behandles, kan medføre<br />
døden. Sygdommen skyldes<br />
væske fra blodbanen, som trænger<br />
ud i lungerne. Hver tiende, som får<br />
konstateret sygdommen, dør, også<br />
selv om man bliver behandlet.<br />
Ydermere måtte jeg også tage mit<br />
ansvar som familiefar alvorligt, så<br />
der var ingen vej uden om: Nedstigning<br />
var uundgåelig.<br />
Da jeg ikke måtte anstrenge mig, fik<br />
jeg ordineret nedtransport på hesteryg.<br />
Frustreret og demoraliseret sagde jeg<br />
farvel til mine bjergvenner, udmærket<br />
klar over, at det nok var mit livs definitive<br />
sidste forsøg på at etablere mig som<br />
bjergbestiger. Mærkeligt nok blev det,<br />
som skulle have været et antiklimaks,<br />
nemlig rideturen tilbage til BC, i stedet et<br />
af højdepunkterne.<br />
Turen fik en flyvende start, da hesten allerede<br />
efter få hundrede meter fik benet i<br />
en lille gletschersprække, og væltede forover<br />
med mig flyvende hen over hovedet<br />
på den. Forvirret kunne jeg konstatere,<br />
at hesten havde fået nogle skrammer<br />
på benet, hvorimod jeg mirakuløst slap<br />
uskadt. <strong>De</strong>t diagnosticerede lungeødem<br />
plagede mig ikke synderligt, så efter at<br />
have vænnet mig til hestens vuggende<br />
gang, begyndte jeg at nyde det omgivende<br />
landskab. I selskab med fire-fem<br />
kirgisiske ryttere red jeg langs Lenin<br />
gletscheren. <strong>De</strong>t var utroligt, som hesten<br />
styrede sikkert over de dybe spalter og<br />
gennem de rivende vandløb, som visse<br />
steder gjorde isen spejlglat. Vi red langs<br />
30 meter høje isformationer, der var som<br />
skåret ud af isdronningens slot.<br />
Da Lenin gletscheren var passeret, steg<br />
ruten op imod et pas ad bjergstier så<br />
stejle, at jeg endog ville betænke mig ved<br />
at gå på dem. På et særligt stejlt stykke,<br />
som førte ned mod en flod af iskoldt smeltevand,<br />
blev jeg bedt om at stå af hesten<br />
og klatre nedad. Da jeg ved hjælp af en<br />
kæmpesten var kommet tørskoet over<br />
floden, så jeg tilbage for at konstatere,<br />
at både hest og mand var forsvundet.<br />
Ihukommende mit lungeødem og skrøbelige<br />
helbred, så jeg mig selv efterladt<br />
ude midt i den ubarmhjertige kirgisiske<br />
ødemark. Jeg begyndte at klatre op imod<br />
passet og blev straks mindet om, hvorfor<br />
lægen havde sendt mig tilbage til BC, da<br />
jeg øjeblikkelig blev overmandet af min<br />
stakåndethed. Min trofaste transportduo<br />
havde dog blot i skjul af store klipper passeret<br />
floden længere oppe, så jeg kunne<br />
snart svinge benet over hesteryggen, for<br />
at blive båret over passet. I BC mødte jeg<br />
et hold danskere fra rejseselskabet Seven<br />
Seas, som selvsagt var meget interesseret<br />
i at høre nyt fra Pik Lenin og mine trængsler<br />
på bjerget. Jeg konsulterede dernæst<br />
lægen, som gav mig medicin samt et par<br />
velmenende råd om at tage det stille og<br />
rolige de nærmeste dage.<br />
Døden besøger Pik Lenin igen<br />
På trods af, at jeg nu er nede i 3800 m,<br />
vendte de uregelmæssige vejrtrækninger<br />
tilbage i nat. Lægen gav mig efterfølgende<br />
mere medicin; bl.a. vanddrivende<br />
piller, som skulle hjælpe på vejrtrækningen,<br />
da de driver vandet ud af lungerne.<br />
Frustreret trissede jeg rundt i BC, tænkte<br />
på mine venner ”deroppe” og på, hvad<br />
jeg i alverden skulle fordrive tiden med.<br />
En finne, Oluf, der havde været på toppen,<br />
kom ridende ned i en skræmmende<br />
tilstand. Han var blevet fanget af uvejr<br />
nær toppen i selskab med sin guide. <strong>De</strong><br />
var ikke i stand til at finde ned gennem<br />
snestormen, og måtte gå frem og tilbage<br />
hele natten i ly af en lille bakke, for at<br />
holde varmen. I uvejret var han og guiden<br />
kommet fra hinanden, og her 3 dage<br />
senere var guiden stadig ikke fundet. Han<br />
formodes at være død. Jeg sad<br />
ved siden af, da Oluf ringede<br />
hjem og meddelte konen, at<br />
alt gik som planlagt! <strong>De</strong>taljerne<br />
omkring den døde guide og de<br />
visnende lemmer bliver sikkert<br />
en overraskelse for hans familie.<br />
I skrivende stund, ca. 6 uger<br />
senere, arbejder lægerne stadig<br />
for at genvinde førligheden i<br />
Olufs tæer. <strong>De</strong>t er sgu’ ikke bare<br />
sjov på det bjerg!<br />
Seven Seas gruppen er i oprør.<br />
<strong>De</strong>t viser sig, at den nu døde<br />
guide skulle have været deres<br />
chefguide, og de andre guider, de<br />
havde købt sig til fra Danmark,<br />
havde intet lokalkendskab til<br />
Pik Lenin, talte ikke engelsk og<br />
havde aldrig været højere end<br />
6000 meter. <strong>De</strong>rfor truer selskabet<br />
med ikke at fortsætte turen.<br />
Faktisk tog tre fra gruppen hjem<br />
uden så meget som at sætte fod<br />
på bjerget. <strong>De</strong> var nervøse for<br />
deres sikkerhed.<br />
<strong>De</strong> næste dage hyggede jeg mig<br />
gevaldigt med kedsomheden og<br />
kunne ikke beslutte, nu da jeg<br />
tilsyneladende havde fået det<br />
godt, om jeg skulle bevæge mig<br />
opad mod mine venner igen.<br />
Faktisk havde jeg pakket rygsækken,<br />
men så kom Theis og hans ven<br />
Kenneth ned. <strong>De</strong> fortalte om en lavine,<br />
som havde ødelagt flere telte i lejr 2,<br />
deriblandt deres eget, hvilket var en af<br />
grundene til, at de havde besluttet at gå<br />
ned. Theis og Kenneth overtalte mig til<br />
at holde dem med selskab. Vi fik gået en<br />
fantastisk trekkingtur, besteget en lille top<br />
og jeg følte mig i fantastisk form. Faktisk i<br />
så god form, at jeg ubesværet overhalede<br />
alle nyankommende med flere længder.<br />
Endelig var akklimatiseringen slået helt<br />
igennem, men det kunne jeg jo ikke bruge<br />
til så meget her i ”lavlandet”.<br />
På min femte dag i BC kom Lars Munk,<br />
Veder og Mody ned fra bjerget, hvilket<br />
gjorde mig utroligt glad. Jeg havde virkelig<br />
savnet deres selskab. <strong>De</strong> var alle ved<br />
godt mod og temmelig ”høje” af deres<br />
oplevelser. <strong>De</strong> havde alle nået lejr 3 og<br />
følte ligesom jeg selv, at de havde fået<br />
oplevelser for livet ud af Pik Lenin. <strong>De</strong> fortalte<br />
mig historien om et lig, formentlig fra<br />
50’erne, som var dukket op af gletscheren<br />
nær lejr 1. <strong>De</strong> blottede knogler blev<br />
respektfuldt dækket til med sten, og et<br />
simpelt kors blev sat på stedet. <strong>De</strong>n kommende<br />
vinter vil nok endnu engang slette<br />
alle spor af den omkomne klatrer.<br />
Vi fire, som nu var kommet ned, tog dagen<br />
efter videre mod Osh med uforglemmelige<br />
oplevelser i bagagen. Inderst inde nagede<br />
tvivlen mig… Mon det her virkelig var mit<br />
sidste bjerg!!<br />
Læs andet steds i Globen om Martins dramatiske<br />
topforsøg, og om hvordan DBK’s<br />
højderekord endnu engang blev presset i<br />
vejret.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 41
Tekst og foto: Anders Pedersen<br />
Jeg ligger under et træ i en lille by ved<br />
en lille sø i Ungarn. Velence hedder byen<br />
- og søen. En by, som undgår opmærksomheden<br />
fra de store rejseselskaber, når<br />
der skal planlægges feriekatalog for det<br />
næste år. Måske med rette. <strong>De</strong>n mangler<br />
i hvert fald et sæt pyramider, et vandfald<br />
eller et arkitektonisk vidunder for at gøre<br />
den mindeværdig for turisten, der skal<br />
have noget at tage billeder af og skrive<br />
hjem om. <strong>De</strong>n afviger fra ’bananpandekagesporet’,<br />
som én så smukt kaldte det.<br />
<strong>De</strong>t spor som alle rejsende på et eller<br />
andet tidspunkt havner i for at lade op. Få<br />
en øl man kender fra sin lokale Netto og<br />
en burger, der smager ens verden over.<br />
Og måske vigtigst af alt: Fortælle om<br />
At se det store i det små<br />
oplevelserne og verden udenfor sporet for<br />
derigennem at vise, hvem man egentlig<br />
er. At man er andet og mere end en simpel<br />
turist, føromtalte rejseselskaber kan kalkulere<br />
med også i næste sæson.<br />
Da jeg for 10 år siden sad i Velence for<br />
<strong>første</strong> gang, var jeg 16 år gammel og lykkeligt<br />
uvidende om, at der var noget, man<br />
kunne kalde et ’bananpandekagespor’.<br />
Jeg vidste, at pyramiderne var trekantede,<br />
og at vandfald var våde, men jeg<br />
havde aldrig stået for foden af hverken<br />
det ene eller andet. Jeg var ikke taget<br />
til Velence for at gøre noget andet end<br />
mængden, men jeg var havnet der som<br />
et af mange stop på vejen fra Danmark<br />
til Rumænien. <strong>De</strong>ngang tænkte jeg<br />
mest på, hvordan jeg kunne komme<br />
videre, da jeg lige havde set mit<br />
pas forsvinde i en Ford Transit, som<br />
havde været mit lift fra Passau i<br />
Tyskland. <strong>De</strong>r sad jeg så uden pas i<br />
et Ungarn uden de helt store planer<br />
om Schengen og EU.<br />
You only see half of everything -<br />
The other half is the meaning you give to the things you see<br />
I dag sidder jeg her som en hyldest<br />
til øjeblikket. Et øjeblik der er blevet<br />
til retrospektivt og gradvist er blevet<br />
større, fordi det var startskuddet til<br />
et liv, hvor det at rejse blev en hjørnesten.<br />
En sikker vej til magiske<br />
øjeblikke som først forsvinder, den<br />
dag alzheimers eller tre meter muldjord<br />
slører mine øjne.<br />
<strong>De</strong>n dag for ti år siden oplevede jeg for<br />
<strong>første</strong> gang at stå med ikke bare håret,<br />
men det meste af overkroppen begravet<br />
i postkassen. <strong>De</strong>r var ingen til at hjælpe<br />
mig, men alligevel lykkedes det, som så<br />
mange gange siden, at skubbe problemerne<br />
væk og fokusere på mulighederne<br />
i stedet. <strong>De</strong>tte øjeblik er unikt. Ikke for<br />
mig alene, men for enhver rejsende, der<br />
vælger at tilsidesætte sin opbyggede<br />
sikkerhed bestående af boksmadras,<br />
bridgeklub og faste spisetider for i kortere<br />
eller længere tid at søge noget andet.<br />
Øjeblikket vil opstå i en eller anden form,<br />
og er måske det tætteste, vi kommer på<br />
en grundlov i rejselivet. Spørgsmålet er<br />
så, hvad vi vælger at gøre?<br />
Lige der og da kan det synes ekstremt<br />
ubehageligt, men ved rejsens endemål<br />
vil vi sjældent være dem foruden. <strong>De</strong> bliver<br />
blandt vores mest fortalte anekdoter,<br />
fordi de er vores og ingen andres. <strong>De</strong>tte<br />
er tilsvarende svært at sige om synet af<br />
pyramiderne.<br />
Når jeg går rundt i Velence, er det som at<br />
se min yndlingsfilm; de andre skuespillere<br />
er bare ikke klar over, at jeg også er med i<br />
den. Jeg tillader mig selv at lade som om,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 42
jeg kender dem, fordi jeg kender en del<br />
af deres historie, men logikken holder mig<br />
fanget. Jeg ved jo godt, de ikke kender<br />
mig. Jeg går og skriver en god bog inde i<br />
hovedet vel vidende, at den aldrig bliver<br />
skrevet, fordi de tanker, der præger vores<br />
sind, udspringer af et nu. Et øjeblik. <strong>De</strong><br />
tanker kan ikke fastholdes i deres oprindelige<br />
form til en anden tid og et andet<br />
sted. Al datid, der nedfældes på papir, vil<br />
kun vise en svag glans af, hvad det egentlig<br />
var, og hvad det betød. <strong>De</strong>t vil give os<br />
mindet om noget vi så engang. Men set i<br />
forhold til selve oplevelsen vil det forblive<br />
todimensionalt.<br />
På min vej lægger jeg mærke til detaljerne.<br />
Måske mere end ellers. Jeg ser en<br />
dreng komme gående på det andet fortov.<br />
Han har nogle flasker i en pose. Han kigger<br />
kort på mig, smiler og går<br />
videre. I en baghave sidder<br />
nogle børn. <strong>De</strong>r bliver pakket<br />
gaver op og drukket sodavand.<br />
Moderen går ind i huset med et<br />
tomt kagefad. <strong>De</strong>r er børnefødselsdag.<br />
Mit liv og deres skrives for en<br />
kort stund ind i hinanden, sammen<br />
med de andre vi møder på<br />
vores vej, hvad enten det kun er<br />
i et tusindedel sekund eller til<br />
døden os skiller. For ti år siden<br />
mødte jeg en række mennesker,<br />
der hjalp mig et stykke af vejen.<br />
Mennesker, der var med til at fortælle min<br />
historie. Hvor er de i dag? Hvad laver de,<br />
og ved de, at de spillede en rolle i den<br />
historie, jeg måske har fortalt flest gange<br />
i mit liv? En historie der gør, at jeg ligger<br />
her i dag.<br />
<strong>De</strong>r var et stjerneskud for kort tid siden.<br />
<strong>De</strong>t er der så mange steder i verden.<br />
Milliarder og atter milliarder. I sig selv ikke<br />
noget særligt, men alligevel - et strejf af<br />
magi. Vi bilder os selv ind, at vi kan ønske<br />
- en smuk tanke. Måske ateistens form for<br />
bøn, et kig opad og et ønske om… Hvad<br />
ville jeg ønske? Hvad ville jeg ønske lige<br />
her og nu? Jeg ved det ikke. Lige nu føler<br />
jeg mig mere end rigelig velsignet. Ikke<br />
med 20 grader og en masse dejligt hø,<br />
som da jeg lå her for ti år siden, men med<br />
et øjeblik, som jeg ikke ønsker at bytte<br />
med noget andet. Jeg føler en fred i at<br />
kunne sige, at jeg ikke ønsker at være<br />
andre steder end her. <strong>De</strong>t er så sjældent,<br />
at jeg har freden, ikke fordi jeg er<br />
utilfreds, men fordi jeg oftest er på vej.<br />
I søgen. ”I’m always on the search”, som<br />
de siger i reklamerne. Jeg ser ikke, hvad<br />
der er i fjernsynet, jeg ser, hvad der ellers<br />
er i fjernsynet. Man vil jo nødig gå glip af<br />
noget.<br />
<strong>De</strong>nne tur skal ikke blive til et spørgsmål<br />
om at gå glip af noget, men det skal være<br />
en tur, hvor jeg kan få lov til at gå i fodsporene<br />
på et 10 år yngre jeg, og nyde at<br />
se på dem. Fascineres over, at min verden<br />
dengang var så meget mindre, men<br />
stor nok til at give genlyd 10 år senere.<br />
Fascineres over, at en lille by som Velence<br />
kan betyde så meget for mig på trods af,<br />
at jeg nu har stået for foden af<br />
pyramiderne og de største vandfald.<br />
-You only see half of everything<br />
The other half is the meaning you<br />
give to the things you see<br />
<strong>De</strong>tte er ikke noget, jeg har skrevet<br />
– det er der en anden, der har.<br />
<strong>De</strong>t stod ikke på en flot stentavle<br />
i et tempel højt oppe i Tibet – det<br />
stod på en seddel ved siden af et<br />
toiletspejl i det indre København.<br />
Men derfor kan det vel godt være<br />
rigtigt alligevel?<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 43
Langt fra Kabul til Afghanistan<br />
Afghanistans <strong>første</strong> direkte præsidentvalg nogensinde afholdtes i oktober i<br />
år. Forud for afholdelsen har ligget et årelangt arbejde med at informere og<br />
registrere det afghanske folk. Et arbejde, der har været kendetegnet af, at<br />
der i det krigshærgede og ludfattige Afghanistan kan være uendeligt langt<br />
fra de bonede gulve i hovedstaden Kabul til den afghanske vælger ude på<br />
landet.<br />
Tekst og foto: Rasmus Krath, Hindukush-bjergene, maj 2004<br />
I et støvet hjulspor højt oppe i Hindukush<br />
bjergkæden i det nordlige Afghanistan<br />
kæmper en slidt russisk-bygget firhjulstrækker<br />
sig larmende op mod et bjergpas.<br />
Bag rettet sidder en svensker ved navn<br />
Pelle Hagberg. Pelle er tidligere elitesoldat<br />
fra de svenske specialstyrker, men<br />
arbejder i dag for et privat engelsk firma,<br />
Global Risk Strategies (Global), der er<br />
hyret af FN til at forberede Afghanistans<br />
kommende præsident- og parlamentsvalg<br />
i de distrikter af landet, hvor FN ikke selv<br />
kan arbejde pga. sikkerhedsproblemer.<br />
Global’s opgave består i at besøge nogle<br />
af de små landsbyer i Afghanistans allermest<br />
fjerne egne og informere afghanerne<br />
om det kommende valg.<br />
Pelle Hagberg og hans medfølgende<br />
afghanske tolk har nu været undervejs i<br />
over to døgn fra den nærmeste by, Saripul,<br />
da firhjulstrækkeren krydser Changcherak<br />
passet i 3100 meters højde og hoster<br />
sig ned til Qodoghak; hovedlandsbyen i<br />
Shiraz-dalen i Kohistinat distriktet. <strong>De</strong>nne<br />
dal ligger så isoleret, at selv ikke Talebans<br />
krigere nåede herind under deres fem år<br />
lange regime i Afghanistan. Indbyggerne<br />
er bønder, de fleste analfabeter, og kun<br />
ved særlige lejligheder forlader de deres<br />
daglige dont i marken og rejser til byen,<br />
mens et besøg udefra ligeledes hører til de<br />
ekstreme sjældenheder. Pelle har derfor i<br />
forvejen meldt sin ankomst og arrangeret<br />
et møde med dalens overhoved, den<br />
lokale ”Commander”, og hans folk, der har<br />
ansvar for lokalområdet.<br />
Mødet foregår i en aflang, dunkel lerhytte<br />
med slidte tæpper samt en gammel kakkelovn<br />
som eneste møblement, hvorfra<br />
commanderens mænd serverer dampende<br />
grøn afghansk the i tunge stenkrus. Pelle<br />
præsenterer formelt sig selv og indleder:<br />
”Har I hørt, at der skal være valg i<br />
Afghanistan i løbet af dette år?” ”Nej, det<br />
har vi ikke hørt noget om, hvad drejer det<br />
sig om?”<br />
Pelle resonerer, at han som i så mange<br />
andre landsbyer må forklare det helt fra<br />
bunden, og han tager fat på en længere<br />
udredning om, at valget er besluttet af<br />
lederne i Kabul og siden godkendt af<br />
Dostum, en lokal krigsherre, der har magten<br />
i meget af det nordvestlige<br />
Afghanistan, samt guvernøren i<br />
den nærmeste by, og at Pelle<br />
er sendt ud med deres billi-<br />
En gammel mand<br />
med hvid turban<br />
- en afghansk<br />
vælger!<br />
Kanon i solnedgang<br />
tilhørende<br />
lokla afghansk<br />
krigsherre<br />
gelse. <strong>De</strong>nne formalitet er en nødvendig<br />
forudsætning for at få commanderen til at<br />
acceptere Pelles budskab, når Pelle som<br />
fremmed kommer ud til et område så<br />
afsides som Shiraz dalen, hvor magten er<br />
ekstremt lokalt funderet.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 44
Mødets tilhørere viser nu Pelle deres tillid,<br />
og han kan fortsætte med forklaringen<br />
om valghandlingernes betydning for<br />
dalen: For at opnå stemmeret ved valget<br />
skal alle afghanske borgere registreres,<br />
fotograferes og tildeles et valgkort. <strong>De</strong>tte<br />
arbejde skal udføres af hver landsbys<br />
egne indbyggere under opsyn af trænede<br />
folk fra valgkomiteen. Tilhørerne i lerhytten<br />
nikker tænksomt og begynder at diskutere,<br />
hvordan denne nye og fremmede<br />
registrering kan foregå netop i deres dal,<br />
hvor nogle landsbyer ligger flere dages<br />
rejse væk på æselryg. Samtidig stilles<br />
der fra flere af mændene lidt mistænksomt<br />
spørgsmålstegn ved, hvad dette<br />
valg egentlig handler om, og hvad det<br />
overhovedet skal gøre godt for herude i<br />
Shiraz dalen.<br />
”Noget af det allermest absurde ved dette<br />
valg i Afghanistan er, at mange afghanere<br />
simpelthen bor så isoleret og uden kontakt<br />
til resten af samfundet, at de slet ikke<br />
ved, hvad et valg er for noget”, fortæller<br />
Pelle Hagberg senere. ”Landet har jo ikke<br />
afholdt et reelt valg de sidste 30 år, og<br />
for mange af indbyggerne herude i de<br />
perifere egne ligger de ting, der foregår<br />
i Kabul, så<br />
fjernt, at de har svært ved at forholde<br />
sig til det. Langt fra alle har adgang til<br />
radio, aviser m.m. På mange måder er<br />
valget mere en symbolsk handling for<br />
Afghanistans nyvundne demokratiske frihed.<br />
Bare det faktum, at den nuværende<br />
præsident, Hamid Karzai, er den eneste<br />
præsidentkandidat, alle afghanere rent<br />
faktisk ved, hvem er, siger jo en del!”,<br />
smiler Pelle.<br />
Samtalen i Qodoghak går trods uvidenhed<br />
og småskeptiske spørgsmål fredsommeligt<br />
videre, og Pelle og mændene når nu<br />
til problemstillingen omkring registrering<br />
af kvinder. Flere af de ældre mænd i<br />
landsbyen er blevet bekymrede for det<br />
fotografi, der skal tages af hver enkelt<br />
i forbindelse med registreringen, fordi<br />
kvinder traditionelt ikke må vise deres<br />
ansigter for fremmede mænd, og her i<br />
Shiraz dalen findes der ikke en eneste<br />
kvinde, der både kan læse og skrive og<br />
dermed foretage registreringen. Pelle<br />
Hagberg er mere end bekendt med denne<br />
problemstilling, der ifølge ham er noget af<br />
det vanskeligste ved hele registreringsprocessen<br />
i Afghanistan, hvor kvinderne<br />
ude på landet gemmes væk for alt og<br />
alle.<br />
Efter en del diplomatisk ”fingerspitzgefühl”<br />
lykkes det alligevel for Pelle at<br />
få commanderens tilladelse til at lade en<br />
gammel og svagtseende mand fra landsbyen<br />
foretage registreringen af kvinderne.<br />
<strong>De</strong> andre mænd nikker tilfredse; det kan<br />
accepters. Pelle og mændene kigger<br />
hinanden i øjnene, trykker hænder og<br />
besegler dermed Qodoghak landsbyens<br />
deltagelse i Afghanistans <strong>første</strong> frie valg i<br />
en halv menneskealder.<br />
Mødet kan således afløses af frokosten.<br />
Slidte, tykke lerskåle med boblende fåresuppe<br />
bæres ind i det mørke lokale, mens<br />
mændene forventningsfuldt sætter sig til<br />
rette med korslagte ben langs den sodede<br />
jordvæg. Brød fra landsbyens stenovn<br />
smuldres ned i suppen, så konsistensen<br />
bliver til en tyk grød, man kan spise med<br />
fingrene. Pelle må ligesom alle de andre<br />
mænd dele spiseskål med hans to sidepartnere.<br />
I<br />
døråbningen<br />
står adskilleligenysgerrige<br />
tilskuere<br />
stimlet sammen<br />
og<br />
sender lange<br />
blikke ind på<br />
den fremmede<br />
med de<br />
store nyheder<br />
fra Kabul.<br />
<strong>De</strong> skygger<br />
En Tank ved<br />
Jalalabad Road i<br />
Afghanistan<br />
<strong>De</strong>n afghanske<br />
nationale hær<br />
for alt lys, og luften i hytten bliver<br />
tyk af kakkelovnsrøg og lugten fra<br />
svedige fødder - i Afghanistan skal<br />
alle stille skoene, inden man træder<br />
ind i en bolig.<br />
Efter maden og yderlige en halv<br />
times tedrikning afslutter selskabet<br />
seancen, og Pelle forhører<br />
sig endnu engang høfligt, om<br />
landsbyens commander har taget<br />
budskabet om valget og registreringsprocessen<br />
til sig og dermed<br />
vil være i stand til at foretage de<br />
fornødne forberedelser i dalen,<br />
før Pelle og folk fra valgkomiteen<br />
senere på året vender tilbage til<br />
Qodoghak. Commanderen overvejer<br />
lidt, klør sig i sit lange skæg og<br />
svarer eftertænksomt tilbage: ”Mit<br />
land, Afghanistan, skal holde valg;<br />
og det er ligesom, når et barn skal<br />
gå for <strong>første</strong> gang. Barnet falder<br />
og har brug for nogen, der holder det<br />
i hånden. <strong>De</strong>mokrati i Afghanistan er<br />
ligesom det barn, der tager dets <strong>første</strong><br />
skridt.” Han fortsætter: ”Vi vil gøre vort<br />
arbejde her i Shiraz dalen, og vi vil være<br />
stolte, når vi igen kan byde jer fra det<br />
internationale samfund velkommen til<br />
efteråret, og der kan afholdes valg i vores<br />
land - inshallah! (Om gud vil)”.<br />
Pelle Hagberg takker commanderen og<br />
hilser farvel til landsbyens mænd. Udenfor<br />
lerhytten stiger han igen ind i den russiske<br />
firhjulstrækker, starter motoren og<br />
fortsætter rejsen videre ud i de afghanske<br />
bjerge til den næste dal, hvor indbyggerne<br />
også skal vide, at demokratiet er<br />
kommet til Afghanistan.<br />
Afghanistan afholdte landets <strong>første</strong> direkte<br />
præsidentvalg den 9. oktober 2004. <strong>De</strong>t<br />
skal i øvrigt oplyses, at FN og valgkomitéen<br />
i Afghanistan samlet fik registreret<br />
ca., 10,5 mio. potentielle valgdeltagere<br />
(det er dog tvivlsomt, hvor mange af<br />
disse der stemte), samt at man undervejs<br />
i registrerings-processen i sommers blev<br />
nødt til at frafalde kravet om foto af kvinderne<br />
på deres stemmekort.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 45
At tæmme verden<br />
Året var 1971. Jeg var 17 år gammel og havde studentereksamensbeviset i lommen. Jeg sejlede til Ystad<br />
med færgen fra Swinoujscie. Jeg var på vej til et ophold hos en svensk familie i Bohus ved Göteborg,<br />
hvor jeg skulle arbejde som au pair i 3 uger. <strong>De</strong>t var min <strong>første</strong> rejse fra det kommunistiske Polen til et<br />
kapitalistisk land.<br />
Tekst: Ewa Bylinska<br />
Rundt omkring var alt blankpoleret,<br />
sterilt, skåret til og lagt i orden.<br />
Forretningerne i det lille provinsielle<br />
Bohus bugnede af varer. En ubeskrivelig<br />
rigdom, som der ikke var plads til i butikker,<br />
væltede ud på gaden. <strong>De</strong>n to meters<br />
høje svensker Niels pegede på hylderne<br />
med den kulørte luksus og gentog med<br />
stolthed: ”Titta Kapitalisme!” Mine øjne<br />
var helt runde som underkopper, for jeg<br />
havde aldrig før set så mange farver og<br />
så mange valgmuligheder på en gang.<br />
Som et lille barn frydede jeg mig over<br />
farverne, ordenen, mængderne og friheden.<br />
I Polen, selv om man ikke var fattig,<br />
var alt gråt og ensformigt som uniformer.<br />
Et ganske almindeligt postkort sendt fra<br />
den anden side af jerntæppet gjorde<br />
et stort indtryk. <strong>De</strong>t vækkede længsel<br />
efter noget kulørt, eventyrligt og ukendt.<br />
Varerne i Polen måtte man skaffe sig med<br />
store vanskeligheder og ofte måtte man<br />
stå i lange køer. I nogle mindre fødesvarebutikker<br />
kunne man opleve en kat, der<br />
tog sig en lur på en stor rund ost. <strong>De</strong>tte<br />
forstyrrede ikke nogen. <strong>De</strong>t vigtigste var,<br />
at osten var nået frem.<br />
Jeg havde lovet en ven i Polen at bringe<br />
ham et pornografisk blad. Genert gik<br />
jeg i flere dage forbi kioskerne i Bohus.<br />
Til sidst, rød i hovedet af skam og med<br />
lukkede øjne, købte jeg to blade med<br />
raffinerede fotos. <strong>De</strong> polske toldere tog<br />
dem, desværre, ved grænseovergangen.<br />
I den kommunistiske del af Europa var<br />
det en forbudt vare. Mens jeg til fulde<br />
nød det kapitalistiske paradis, fik jeg et<br />
telegram fra min veninde, der studerede<br />
i Warszawa. <strong>De</strong>tte telegram til Sverige<br />
har kostet hende hele den månedlige SU.<br />
Indholdet var betydningsfuldt: ”Ewa, kom<br />
tilbage, vi har fået coca cola i Polen!” Jeg<br />
vendte tilbage.<br />
Aldrig siden har Vestens farver og rigdom<br />
gjort et så stort indtryk på mig. <strong>De</strong>n<br />
<strong>første</strong> overdådighed og chokket ved at<br />
komme tæt på det kapitalistiske Europa<br />
har aldrig siden gentaget sig. Var dette<br />
den hændelse, som fik betydning for min<br />
rejselyst?… Ja, til en vis grad ja! Jeg rev<br />
mig løs, overtrådte jerntæppet og kom<br />
ind i den materialistiske verden. Jeg følte<br />
frihedens dragende styrke. Jeg følte det,<br />
som var anderledes.<br />
<strong>De</strong>refter kom Australien. Jeg så de berusede<br />
koalabjørne trykke sig tæt til eukalyptustræets<br />
stamme. Kænguruer sprang<br />
rundt i det røde landskab. Jeg omfavnede<br />
dyrene fra fantasiverdenen, og de<br />
kulørte papegøjer inviterede til samtaler.<br />
Hjemrejsen tog to måneder på et fragtskib.<br />
Vi passerede forskellige havnebyer<br />
og lande. Var det denne gang, at jeg fik<br />
mit kald til at rejse?… Ja, til en vis grad<br />
ja… Jeg opdagede, at verden var så stor.<br />
Jeg følte dens eksotisme.<br />
<strong>De</strong>refter kom Danmark. Med besværlige<br />
skridt trådte jeg ind i det ukendte. Jeg ville<br />
opdrage min søn på dansk. <strong>De</strong>t kunne jeg<br />
ikke. Jeg besluttede, at han skulle være<br />
verdensborger. Jeg ønskede at tæmme<br />
verden for ham. Give ham mulighed for at<br />
kunne glæde sig over mosaikkulturer. Jeg<br />
ønskede, at han skulle være fri for stereotyper<br />
og fordomme… Var min angst for det<br />
ukendte en inspiration til næste rejser?…<br />
Ja, til en vis grad ja… Jeg ville ikke have,<br />
at mit barn skulle føle sig fremmed nogen<br />
steder.<br />
Tillidsfuldt begyndte vi at se nærmere<br />
på verdens mangfoldighed. Vi lærte at<br />
hilse på Buddha og danse rundt om de<br />
afrikanske guder. Lytte på bønner til Allah<br />
og bede til Gud. På vores rejser igennem<br />
kontinenter sugede vi de anderledes<br />
kombinationer af farver, lys og dufte til<br />
os. <strong>De</strong> virkede som narkotika. På legepladser,<br />
små stier i landsbyerne og på<br />
støjende storbygader blev vi mødt med<br />
venskabelige tegn og hjertelighed. Som<br />
i et kalejdoskop ændredes billedet af de<br />
mange mennesker på vores vej. Nogle<br />
delte fladbrød bagt på åbent ildsted med<br />
os. Andre gjorde os selskab i eksklusive<br />
spisesteder på Champs Elysees. Ved hvert<br />
skridt ændredes min opfattelse af verden.<br />
Var det under disse vandringer, at jeg følte<br />
Næste tema: Kina<br />
kaldet til at rejse videre?… Ja, til en vis<br />
grad ja…... Vi lærte verdens gæstfrihed<br />
at kende. Vi så dens mangler, skønhed og<br />
dens ufuldkommenhed.<br />
Og derefter voksede den spontane nysgerrighed<br />
i den trygge danske havn. <strong>De</strong><br />
mest banale spørgsmål virkede inspirerende.<br />
Hvorfor er tangoen skabt i Buenos<br />
Aires? Hvordan går livet videre i de gamle<br />
russiske republikker? Hvilken indflydelse<br />
har historie, religion og livsvilkår på<br />
menneskenes mentalitet? Hvordan kan<br />
det være, at jeg tidligere er gået glip af<br />
så mange oplevelser? Var det den indre<br />
nysgerrighed, som påvirkede alle sanser<br />
og motiverede til de næste rejser? Eller<br />
måske ville jeg inderst inde kun lære mig<br />
selv bedre at kende?… Og måske søgte<br />
jeg kun rundt i verden efter det, som jeg<br />
har mistet… katten, der tog sig en lur på<br />
den runde ost?<br />
I dag ved jeg med sikkerhed, at det ikke<br />
kun var en eneste begivenhed, et eneste<br />
øjeblik, sted, duft eller en bestemt lyd,<br />
som ændrede min syn på det at rejse.<br />
Hver eneste rejse og hver eneste tanke<br />
om at drage af sted førte til en proces af<br />
fascination af verden, blev et betydningsfuldt<br />
bidrag til de indre oplevelser. For<br />
som en af de berømte reportageforfattere<br />
Ryszard Kapuscinski sagde:<br />
- Man skal modnes til at rejse. For rejserne<br />
er mere end at flytte sig fra sted til sted,<br />
mere end turisme (i virkeligheden har<br />
turismens udvikling, der førte til omsætning<br />
af enhver værdi til massemålestok,<br />
gjort rejsens helligdom til noget banalt<br />
og vulgært). En rejse er en frugtbar oplevelse<br />
af verden, en fordybelse i dens hemmeligheder<br />
og sandheder og søgen efter<br />
svar på de spørgsmål, som den stiller.<br />
En sådan opfattelse af det at rejse er en<br />
eftertanke, er en filosofisk indstilling.”<br />
Måske er netop denne sætning den virkelige<br />
inspiration til mine rejser?<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 46
The big train ride – del 1<br />
It’s time, high time, sagde den russiske tsar Alexander den tredje i 1886 og indledte med<br />
disse ord arbejdet på et af den moderne verdens vidundere, den transsibiriske jernbane fra<br />
Moskva til Vladivostok ved Stillehavskysten. Jernbanen stod færdigbygget i 1904, og fylder<br />
altså 100 år i år<br />
Tekst og foto: Arne Runge<br />
Med den transsibiriske jernbane fra<br />
Moskva via Mongoliet til Beijing i Kina<br />
og tilbage til Moskva. På tommelfingeren<br />
ad Silkevejen via Kasakhstan og Sibirien.<br />
<strong>De</strong>n 9.289 km lange rejse fra Moskva til<br />
stillehavskysten, som tager syv dage i<br />
næsten non-stop-tog, er den længste<br />
single-service jernbanerejse i verden.<br />
Eller sagt med Eric Newby ord: The Trans-<br />
Siberian is the big train ride. All the rest<br />
are peanuts.<br />
<strong>De</strong>r findes faktisk tre forskellige muligheder<br />
med jernbanen. <strong>De</strong>n helt rigtige<br />
er vel nok Moskva-Vladivostok, men de<br />
to andre fra Moskva til Beijing, den ene<br />
via Mongoliet, den anden via Manchuriet,<br />
er nu heller ikke til at kimse af. Jeg valgte<br />
den transmongolske. Jeg ville nødigt<br />
køre lige forbi Mongoliet uden at se dette<br />
mystiske Genghis Khan land indefra.<br />
Jeg stødte på to danske rejsefæller inden<br />
afgangen. <strong>De</strong> hed Jens og Birgit, var fra<br />
Århus og havde tre armbåndsure på. ”Go’<br />
daw do”. Birgits viste dansk tid, Jørgens<br />
viste på den ene arm lokal tid og på anden<br />
arm Moskva tid. <strong>De</strong>t er nemlig sådan i<br />
Rusland, at alle toge og langdistance busser<br />
kører efter Moskvatid. Jens og Birgit<br />
havde fuldstændig tjek på rejseprogrammet.<br />
Sådan da. Jeg fik altid lige et praj, før<br />
vi ankom til en station. Så er toiletterne<br />
nemlig lukket Og det er jo ikke så rart, når<br />
man nu lige skal. Et tyve minutters stop<br />
udløser en halv time uden toilet.<br />
<strong>De</strong>r var morgenmad kl. 07.00, da vi forlod<br />
Moskva. Da vi kom til Irkutsk, var der<br />
morgenmad kl. 12.00 lokal tid, som jo<br />
var det samme som 07.00 Moskvatid. I<br />
Vladivostok bliver morgenmaden serveret<br />
kl. 16.00. Hvis du er forvirret, så er<br />
du ikke den eneste. Men det var lige før,<br />
at Jens og Birgits tre armbåndsure bare<br />
gjorde tingene endnu mere forvirrende.<br />
Godt vi kun har en tidszone i Danmark,<br />
ellers havde Birgit formodentlig også haft<br />
to ure. Et med Københavnertid og et med<br />
lokal jysk malketid.<br />
<strong>De</strong>r var mange andre danskere med<br />
toget, og langt de fleste skulle til Beijing.<br />
Nogle tog hele turen i et stræk, mens<br />
andre afbrød rejsen, de fleste i Irkutsk og<br />
Ulan Bator, hovedstaden i Mongoliet. Jeg<br />
havde købt togrejsen fra Moskva til Ulan<br />
Bator, samt de to gange visa til Rusland<br />
og Mongoliet gennem Pinguin Rejser i<br />
København. Med to stop i Rusland. Første<br />
stop i Perm, som tidligere var en af de<br />
byer, der var forbudt at besøge for udlændinge.<br />
Perm, som egentlig er en ret kedelig<br />
by, blev til en af de store oplevelser, da<br />
jeg var så heldig at blive tilbudt et ”volunteer<br />
job” på en skole for gadebørn.<br />
<strong>De</strong>r er mange gadebørn i Rusland. Nogle<br />
er forældreløse, andre er stukket af hjemmefra<br />
på grund af alkoholiske forældre,<br />
som udnytter og tæver børnene. <strong>De</strong> slår<br />
sig så sammen i grupper og bor i kloakkerne,<br />
hvor de drømmer sig væk ved at<br />
sniffe lim. Men der er udenlandske kræfter<br />
i gang med at hjælpe børnene til en<br />
bedre tilværelse. Rusland har ikke selv<br />
økonomi til det. Sue og Coffey fra Irland<br />
havde lovet en irsk organisation at hjælpe<br />
til i to uger, og da jeg hørte det, tilbød<br />
jeg straks at bruge mine tre dage i Perm<br />
til også at give en hånd med. <strong>De</strong>r var<br />
ikke aftalt på forhånd, hvordan vi kunne<br />
hjælpe. Så vi startede med bare at snakke<br />
med ungerne og lære dem lidt engelsk.<br />
<strong>De</strong>t var børn, som ikke var vant til at få<br />
kærlighed, så de var næsten målløse over<br />
at vi ”gad” sådan bare at være sammen<br />
med dem og fortælle om en verden udenfor<br />
Perm, hvor børn havde rettigheder, fik<br />
lommepenge og gik i biografen, uden at<br />
skulle yde noget for det.<br />
Jeg havde vekslet en halvtredser til småpenge<br />
i Kastrup før afrejsen, så alle fik en<br />
krone og en femogtyveøre med en historie<br />
om, at kongen i Danmark, der havde en<br />
kongekrone og to ører, havde bestemt, at<br />
sådan skulle vores penge hedde. Kroner<br />
og ører. <strong>De</strong>t var de meget benovede over.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 47
Næste dag besluttede vi<br />
at male skolen. En<br />
amerikaner<br />
havde doneret et beløb til maling, så vi<br />
gik bare i gang. To dage efter var hele<br />
skolen nymalet. Børnene var ikke meget<br />
for at hjælpe til, de ville hellere snakke.<br />
<strong>De</strong> fik faktisk lært en masse engelske ord,<br />
og vi fik lært mange russiske. Jeg tog en<br />
masse billeder, som jeg har lovet at sende<br />
dem. Jeg lægger nok også en hundredekroneseddel<br />
i kuverten til smøger. <strong>De</strong> røg<br />
nemlig hele banden, selv de yngste som<br />
bare var omkring syv år. <strong>De</strong> havde også<br />
alle som en sniffet lim, det sås tydeligt på<br />
deres ansigter. Men de var alle stoppet,<br />
påstod de. <strong>De</strong>t er jeg nu nok ikke så sikker<br />
på. <strong>De</strong>r var også et klaver på skolen, så de<br />
fik også et par irske folkeviser som Sue og<br />
Coffey sang, mens jeg akkompagnerede.<br />
<strong>De</strong>t tog også kegler.<br />
I toget fra Perm til Irkutsk kom jeg i kupé<br />
med et andet dansk par, Jørgen og Ingrid,<br />
på min egen alder. Jeg fortalte, at jeg var<br />
københavner, og de sagde, at de var fra<br />
Vordingborg. Men jeg kender udmærket<br />
København, fortalte Ingrid, jeg er nemlig<br />
vokset op i Sydhavnen. Jamen, det er jeg<br />
jo også, svarede jeg, hvor i Sydhavnen<br />
boede du? På Offenbachsvej, svarede<br />
hun. Kender du den. <strong>De</strong>t kan du tro, at<br />
jeg gør, svarede jeg, på Offenbachsvej<br />
nummer 13 boede faktisk min aller<strong>første</strong><br />
kæreste. ”Hvad hed hun”, spurgte Ingrid.<br />
”Hun hed Majken og hendes forældre var<br />
svenskere. Jeg har faktisk opkaldt en<br />
af mine tre døtre efter hende”, fortalte<br />
jeg. ”Hun boede ikke i nummer tretten”,<br />
svarede Ingrid, ”hun boede i nummer 11.<br />
<strong>De</strong>t er nemlig min storesøster”. Jeg kunne<br />
godt huske, at der var en lille snotunge vi<br />
altid måtte jage ud af Majkens værelse,<br />
når vi skulle kramme. Snotungen var<br />
altså Ingrid. Ups. Verden er fandeme lille<br />
engang imellem. Majken, min <strong>første</strong> store<br />
kærlighed, boede nu i Amerika og var gift<br />
med en jyde. Go’ daw do. Jeg fik hendes<br />
e-mail adresse og lovede at sende hende<br />
et par ord.<br />
Jeg blev meget overrasket over Moskva.<br />
<strong>De</strong>t må da for pokker være verdens<br />
smukkeste hovedstad. I hvert fald hvad<br />
angår den gamle by. <strong>De</strong> mest imponerende<br />
russisk ortodokse kirker med løgformede<br />
kupler, omkranset af små cafeer<br />
i Rasputin stil. Kreml og den røde plads -<br />
som slet ikke er rød. <strong>De</strong>t er Kreml, der er<br />
rød. Tykke affarvede<br />
blondine-babuskaer<br />
i deres små boder.<br />
<strong>De</strong>t hele omkranset<br />
af floder med<br />
en mil-<br />
lion-rubel-udsigt<br />
over byen fra de<br />
smukkeste gamle<br />
broer. Rød front.<br />
Men der var noget<br />
mystisk ved russerne.<br />
<strong>De</strong> så<br />
ikke glade ud. <strong>De</strong><br />
havde stenansigter.<br />
<strong>De</strong> så meget<br />
alvorlige ud,<br />
næsten skræmmende.<br />
Mange<br />
af dem var døvstumme. <strong>De</strong> overhørte<br />
fuldstændig, hvad jeg sagde til dem. <strong>De</strong>r<br />
var også mange, der var skeløjede. Når<br />
man gik hen til disken i en bar og bestilte<br />
en øl, kikkede de på ens sidemand, mens<br />
de serverede øllet. Eller når man spurgte<br />
om vej til toilettet, kikkede de på et sted<br />
udenfor ens synsvinkel, og pegede skævt<br />
hen imod en dør. <strong>De</strong> drejede ikke hovedet<br />
en centimeter, når jeg høfligt sagde<br />
”spasiba, bolshoi spasiba”. <strong>De</strong>r skulle list<br />
til at få den til at smile. Jeg prøvede nogle<br />
små tricks, der før har virket i Asien. Jeg<br />
fangede deres øjne. Når de var skeløjede,<br />
gik jeg hen hvor de kikkede, og kikkede<br />
dem lige i øjnene og sagde ”Dania”, jeg er<br />
fra Danmark. Kak dela? Hvordan går det?<br />
<strong>De</strong>t hjalp. Så kunne de fleste ikke holde<br />
masken mere. Men der var nu en del, der<br />
kunne. <strong>De</strong> er dæleme skrappe til at holde<br />
masken de Ivanivanowitser. <strong>De</strong>r var godt<br />
nok en, der skubbede mig ud af en dør, så<br />
jeg var lige ved at ryge på røven. <strong>De</strong>t var<br />
en portier på et gæstehus, som åbenbart<br />
var lukket. Jeg var ellers meget høflig,<br />
da jeg spurgte på næsten fejlfrit russisk,<br />
som jeg havde øvet mig på i flyet. ”Dobre<br />
utra, menya zavut Arne – ya iz Dania – ya<br />
ishchu apshchezhytie”, sagde jeg. ”God<br />
morgen, jeg hedder Arne og kommer fra<br />
Danmark. Jeg leder efter et youth hostel”.<br />
Han svarede<br />
en hel<br />
masse på<br />
russisk. Jeg<br />
forstod ikke<br />
et ord, så<br />
jeg gentog<br />
mine russiske<br />
fraser<br />
fra frasebogen.<br />
Men<br />
han var sgu’<br />
hverken<br />
døvstum<br />
eller skeløjet.<br />
Han<br />
Fra venstre:<br />
Lenin, Putin,<br />
Karl Max og Zar<br />
Nikolas 2.<br />
Restaurationsvognen<br />
på den transsibiriske<br />
jernbane er et 24 timers<br />
værtshus, med masser af<br />
mad øl, sprut og villige<br />
damer.<br />
kikkede<br />
mig lige i øjnene<br />
og gentog, nu endnu<br />
højere, hvad han lige<br />
havde sagt. <strong>De</strong>t betød<br />
formodentlig, jamen for helvede, kan<br />
du ikke forstå russisk, mand. ”Jeg siger<br />
dig jo, at der er lukket fra den <strong>første</strong><br />
september og det er den anden i dag. Vi<br />
lukkede i går. Kan du ikke fatte det”. Da<br />
jeg skulle til at spørge ham, om der var et<br />
andet Gæstehus i nærheden, gik han helt<br />
amok og skubbede mig ud af døren. <strong>De</strong>t<br />
var lige før, jeg klarede at blive stående på<br />
fødderne og ikke faldt på røven med min<br />
store rygsæk.<br />
Jeg mødte for øvrigt Præsident Putin på<br />
den røde plads. Han sad og spillede kort<br />
med Lenin, Karl Max og Zhar Nicholas den<br />
anden. ”Dobre utra”, sagde jeg høfligt.<br />
”Kak dela”. <strong>De</strong> kikkede på mig og svarede,<br />
”ti dollar”. <strong>De</strong>t de mente, var, at<br />
det kostede ti dollar at få lov at tage et<br />
foto sammen med eliten af Rusland. Så<br />
kunne man sætte sig imellem dem og få<br />
en ven til at tage et foto. Jeg gik over på<br />
den anden side af pladsen og tog et foto<br />
med zoom. For selvfølgelig ville jeg have<br />
et billede af nogle af mine store idoler<br />
med hjem. Men jeg ville sgu’ ikke give ti<br />
dollar for det, hvis jeg kunne undgå det.<br />
Rød front.<br />
Alle stoppede i Irkutsk, hovedstaden<br />
i Sibirien. Så det gjorde jeg også. Jeg<br />
havde mødt Mark, en engelsk journalist,<br />
i toget. Han havde solgt sit hus og sin bil<br />
og ville nu ud og se verden et par år. Han<br />
kunne godt lide øl. <strong>De</strong>t kunne jeg også,<br />
så vi fulgtes ad. Vi havde kun to dages<br />
stop her, så vi besluttede at tage den<br />
<strong>første</strong> ude ved kysten af Baikal Lake. I<br />
bussen mødte vi Erik og Miguela fra Jävle<br />
i Sverige. Ved busstationen i Listvyanka<br />
stod der en russer og tilbød os to værelser<br />
i hans villa med Sauna. Vi tog med ham i<br />
hans bil, og han viste os værelserne. <strong>De</strong>t<br />
ene var et ganske normalt soveværelse,<br />
det andet var en dagligstue med to senge,<br />
en pejs og et piano. Gæt, hvem der fik<br />
værelset med piano. Til gengæld spillede<br />
jeg lidt Tchaikovsky i b-mol, Du gamla du<br />
fria og Rule Britannia for dem. <strong>De</strong>t var de<br />
meget imponerede over.<br />
Nede ved søen mødte vi en russisk familie,<br />
der var på picnicweekend. <strong>De</strong> boede<br />
til daglig<br />
inde i Irkutsk,<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 48
men de havde noget familie, der boede<br />
her. <strong>De</strong>m besøgte de en gang i mellem. Og<br />
så var der fest. <strong>De</strong> var allerede i gang med<br />
voortka’en, sådan udtales det på russisk.<br />
Voortka. Og selvfølgelig måtte vi drikke<br />
et glas med dem. <strong>De</strong>t blev til mange<br />
flasker og varede til den lyse morgen. Så<br />
kan de fandeme grine, russerne. Når der<br />
kommer voortka på bordet, så forsvinder<br />
stenansigterne sporløst. Og de kommer<br />
ikke tilbage, så længe der er voortka i<br />
flaskerne.<br />
Stenansigter kan ikke lide vodka. <strong>De</strong> kan<br />
heller ikke lide musik. En af russerne,<br />
Simon, som faktisk var ukrainer, hvilket<br />
han var meget stolt af, havde sin harmonika<br />
med. Og han kunne spille. Hele repertoiret.<br />
Alle de gamle sørgelige, smukke,<br />
russiske sange, som altid er skrevet i mol.<br />
Følsomme sange om livets genvordigheder.<br />
Nu var der voortka på bordet, så nu<br />
kom både smilene og tårerne frem. <strong>De</strong>t<br />
var virkelig gribende, nu led vi med de<br />
sørgmodige russere. Vi grinede med dem<br />
og vi græd med dem og vi drak voortka<br />
med dem. <strong>De</strong>t var blevet lyst og hanerne<br />
galede, da vi vaklede tilbage til vores villa<br />
med Pejs, Sauna og Piano.<br />
Hovedstaden i Mongoliet hedder Ulan<br />
Bator, og de er lige så stolte af Genghis<br />
Khan, som vi er af H. C. Andersen. Måske<br />
endda mere. Alt rører sig om Genghis<br />
Khan. Jeg boede på Genghis Khan<br />
Guesthouse. Vi drak Genghis Khan øl, røg<br />
Genghis Khan cigaretter og der var billede<br />
af Genghis Khan på pengesedlerne.<br />
Efter en uge tog jeg med Genghis Khan<br />
Expressen til grænsebyen Zamun Ude.<br />
Han var nu også noget særligt, ham der<br />
Genghis Khan, kejser af verdens største<br />
rige. Stadig aldrig overgået. Fra Beijing<br />
til Polen, så langt strakte hans rige sig.<br />
Elleve tidszoner. Solen gik aldrig ned over<br />
Genghis Khans rige. Jeg blev i byen en<br />
uge, mens jeg ventede på mit visum til<br />
Kina. Man kunne godt få det på to dage,<br />
hvis man gad betale dobbelt pris. <strong>De</strong>t gad<br />
jeg altså ikke, så jeg ventede en uge<br />
og lærte Ulan Bator og byens små<br />
listige steder vældig godt<br />
at kende.<br />
En af mine stamcafeer var en Ger, eller<br />
yurt som tyrkerne kalder dem. Et rundt<br />
telt. <strong>De</strong> havde en specialitet: Gæret hoppemælk.<br />
<strong>De</strong>n hang i en læderpose på<br />
væggen, og alle der gik forbi gav den lige<br />
et puf. Så hoppe-mælken kunne bevæge<br />
sig, mens den gærede. Når den var færdiggæret,<br />
blev den hældt på store blå olie-<br />
og fisketønder. Man tog så en skål på en<br />
liters penge fra tønden. Femoghalvfjerds<br />
øre. <strong>De</strong>t smagte ikke særlig godt, nærmest<br />
som sur kærnemælk. Jeg har aldrig<br />
kunnet fordrage kærnemælk. Men jeg<br />
tvang mig til at vænne mig til det. Og det<br />
lykkedes. Nastovia.<br />
”Zhongguo - wo ai ni”, betyder: Kina,<br />
jeg elsker dig. Og det gør jeg. Jeg elsker<br />
Kina. Jeg har jo fået den mærkelige idé,<br />
at jeg vil se hele verden, før jeg dør. Hvis<br />
jeg dør.<br />
<strong>De</strong>rfor har jeg ikke tid til at tage tilbage<br />
til et land, jeg har været i. Men Kina. Da<br />
jeg var her sidste år sagde jeg, for <strong>første</strong><br />
gang i mange år. ”Kina, jeg kommer tilbage”.<br />
Og det løfte har jeg nu holdt. Jeg<br />
var dårligt<br />
kommet<br />
over grænsen<br />
til Kina,<br />
landet i midten,<br />
før folk<br />
begyndte at<br />
råbe efter<br />
mig. Ni hao,<br />
how are you,<br />
spise her<br />
eller med<br />
hjem. <strong>De</strong>t<br />
var ligesom<br />
at komme<br />
<strong>De</strong> havde en<br />
specialitet,<br />
gæret hoppe<br />
mælk. <strong>De</strong>n hang<br />
i en læderpose<br />
på væggen<br />
Simon var fra Ukraine. <strong>De</strong>t var han<br />
meget stolt over. Og så kunne han<br />
spille Harmonika så alle fik tårer i<br />
øjnene.<br />
hjem efter de store dybe oplevelser<br />
i Rusland, Sibirien og Mongoliet.<br />
Stenansigternes land.<br />
Men hvordan hænger det nu egentlig<br />
sammen? Man kan godt forstå,<br />
at man i det nordlige Asien, altså<br />
Sibirien, Rusland og Mongoliet, har<br />
stenansigter. Men også Kasakhstan<br />
og Finland skal passe lidt på, at<br />
ikke stenmanden kommer efter<br />
dem. <strong>De</strong>t tidligere Sovjetunionen<br />
har lidt under et kommunistisk<br />
diktatur i næsten 80 år. Hvor<br />
ingen turde sige, hvad de mente,<br />
og hvor man slet ikke turde vise<br />
følelser for noget som helst. Alle<br />
var mistænksomme mod andre.<br />
Udover det er de fleste ludfattige,<br />
og vejret er endnu værre end her<br />
i Lorte-Danmark. Ingen sol, ingen<br />
blomster. <strong>De</strong>t bliver eddermame koldt om<br />
natten, når solen går ned og jeg havde<br />
kun sommertøj med.<br />
Men hvad så med Kina? Her er de da også<br />
ludfattige, de fleste. <strong>De</strong> har endda stadig<br />
et kommunistisk diktatur. Eller er det nu<br />
et højrediktatur? <strong>De</strong> har i hvert fald ikke<br />
helt forstået den der med menneskerettighederne.<br />
Men de har et bedre klima.<br />
<strong>De</strong>t kan godt nok blive koldt om vinteren<br />
i det nordlige Kina, men Kina strækker sig<br />
jo helt ned til Vietnam. Så de har meget<br />
mere sol. Og så har kineserne noget udefinerligt.<br />
Kinesere smiler altid. Både når de<br />
er glade, og når de er sure. Man smiler for<br />
at lade som om alt er ok. Hvis man bliver<br />
genert skrupgriner man. Jo værre det hele<br />
er, jo mere griner man. Ho, ho, ho. Man<br />
skulle tro, de havde røget et eller andet<br />
spændende. <strong>De</strong> ryger jo meget. Stort set<br />
alle kinesere ryger. Og de drikker. Jeg ved<br />
ikke rigtigt, hvad det er de putter i, men<br />
cigaretterne smager som lynkinesere og<br />
vodkaen smager som aftershave. Nu er<br />
det jo svært at læse kinesisk, så måske er<br />
det mig, der bare køber det forkerte, fordi<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 49
jeg er så pissenærig.<br />
Hvem ved,<br />
måske er det virkelig<br />
lynkinesere<br />
og aftershave.<br />
Men jeg elsker<br />
Kina. I can’t help<br />
it.<br />
Silkevejen, eller<br />
silkevejene, for<br />
der en nemlig<br />
flere forskellige,<br />
udgik alle fra<br />
Xi’an eller Ch’ang,<br />
som byen hed<br />
dengang. <strong>De</strong>t var<br />
silke, det drejede<br />
sig om. Pludselig<br />
var der dukket<br />
et mærkeligt nyt<br />
stof op på markedet<br />
i Venedig,<br />
eller Venezia,<br />
som byen hed<br />
dengang. Kinesisk<br />
silke.<br />
I over tusinde år var Silkevejene hovedfærdselsåren<br />
mellem Kina og resten<br />
af verden. Transportmidlet var æsler,<br />
yakokser og kameler. Turen gik gennem<br />
dale og bjergpas, over ørken, steppe og<br />
sneklædte bjerge. Og gennem ødemark,<br />
hvor der var opsat røde og grønne flag,<br />
så man ikke farede vild, når sandvejen<br />
var forsvundet på grund af sand- eller<br />
snestorm. <strong>De</strong>t var meget få, der gik hele<br />
vejen fra Xi’an til Venedig. <strong>De</strong> fleste gik<br />
et stykke af vejen og fik så byttet de<br />
ting, de medbragte, med varer fra de nye<br />
riger. Men i hvert fald en mand gjorde<br />
det. Marco Polo. Fra Venezia sejlede han<br />
til Syrien. <strong>De</strong>rfra gik det via Tabris til<br />
Mashad og via Afghanistan til Bukhara,<br />
Samarkand Tasjkent Bishkek, Kasgar,<br />
Urumqi og Xi’an.<br />
Hvis man virkelig vil ”do the Silk road” fra<br />
Venedig til Xi’an, så skal det tilrettelægges.<br />
Eller også skal man have ubegrænset<br />
tid. Og penge. For udover meget uro i<br />
Lis V. Jørgensen 1945-2004<br />
områderne, der berører<br />
Silkevejen, er der<br />
de irriterende visa,<br />
og især de lande, der<br />
forlanger invitationer,<br />
forøger ventetid og<br />
lænser pengepungen.<br />
Men det kan<br />
helt bestemt lade sig<br />
gøre. Måske engang<br />
imellem med lid hjælp<br />
fra et rejsebureau.<br />
Jeg har drømt om den<br />
Silkevej i årevis, men<br />
det blev altid til bare<br />
en lille bid af denne<br />
enormt lange vej.<br />
<strong>De</strong>nne gang startede<br />
jeg i Beijing. Så The<br />
Great Wall. <strong>De</strong>rfra<br />
rejste jeg til Xi’an<br />
og kikkede på Terracotta-soldaterne.<br />
Lige uden for bymuren i<br />
Xi’an lå en plads med skulpturer af kamelkaravaner.<br />
<strong>De</strong>nne plads påstås at være<br />
begyndelsesstedet til Silkevejen. Her lå<br />
samlingscentralen for varer, blandt andet<br />
silke, der skulle vestpå. Her ventede alle<br />
kamelerne og æslerne og yakokserne på<br />
at blive lastet. Herfra udgik al forbindelsen<br />
mellem Kina og Venezia. Jeg blev<br />
næsten helt religiøs, da jeg læste skiltet<br />
– ”Startpoint of the Silk road”. Jeg lagde<br />
mig ned og kyssede jorden. Halleluja!<br />
Fortsættes…<br />
Som medlemmerne for kort tid siden opdagede via mailen, er vores alle sammens Lis død. For de af os,<br />
der kendte hende godt, var det ikke den store overraskelse, for de sidste par år havde hun skrantet en<br />
del som følge af flere ugers og måneders alvorlig sygdom tilbage i julen 2002.<br />
Lis’ sukkersyge havde aldrig været særligt venligtsindet, og komplikationerne satte sig desværre dybe<br />
spor, både mht. rejselivet og mødeaktiviteterne i klubben. Af samme grund er der sikkert mange af<br />
vore helt nye medlemmer, der ikke aner, hvem Lis var, men skruer vi tiden tre-fire år baglæns, var hun<br />
en af klubbens bærende og mest aktive kræfter. Lis var født i Haderslev i det sidste krigsår, og udover<br />
hele to gode uddannelser som skolelærer og farmaceut brugte hun en del krudt på at sysle med bl.a.<br />
ulandsarbejde på NGO-plan. <strong>De</strong>n slags sætter spor, og udover en formandspost i Ibis lykkedes det<br />
hende at bruge hele 71⁄2 år i det halvsorte Afrika. Først 5 år i Uganda og siden 21⁄2 på Santo Antaõ, Kap<br />
Verde, og det har sikkert ikke været hendes mening nogensinde at komme hjem til Danmark igen, da<br />
hun sammen med en god ven af vanvare »kom til« at stifte sit eget firma, Altox.<br />
The Great Wall – og en køn<br />
kineserpige med det klassiske<br />
kinasmil.<br />
Altox var og er et toxikologisk forum med speciale i at rådgive virksomheder og offentlige myndigheder omkring kemiens og<br />
medicinens mange giftigheder, men at gå fra at være flakkende globetrotter til at være sin egen direktør gør man desværre<br />
ikke ustraffet. Pludselig var hun bundet af at skulle være tilbage på kontoret, hver eneste gang, der skulle faktureres, så<br />
de meget lange udlandsophold blev kogt ned i mindre stykker. <strong>De</strong>n slags kan jo ske i de bedste kredse, men så var det jo<br />
godt, at både hun og alle vi andre kunne søge inspiration i <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>. Med medlemsnummer 24 var Lis en af de<br />
meget gamle rotter i klubben og nåede i en årrække at bestride den vigtige post som kasserer. Endnu vigtigere for klubben<br />
var det, at Lis flere gange årligt øste ud af sin gæstfrihed i den store lejlighed på Frederiksberg. Døren var altid åben enten<br />
for planlagte arrangementer eller for improviserede whiskysmagninger, hvilket på et tidspunkt fik daværende formand Ole<br />
Egholm til at give Lis en ærespræmie som »klubbens mest gæstfrie medlem«. <strong>De</strong>n rekord er ikke blevet slået endnu og bliver<br />
det sikkert aldrig. Udover en heftig mødeaktivitet og en flod af sære skulpturer rummede lejligheden på Stockflethsvej mange<br />
særheder. God sprut af lækre årgange og cigaretter af tvivlsomme årgange var der rigeligt af, men til gengæld mindes jeg<br />
ikke nogensinde at have fået en kop kaffe hos Lis med noget så prosaisk som almindelig komælk. Af uransagelige årsager<br />
valgte hun at dække sit behov for mælkeproteiner med en kæmpe dåse modermælkserstatning beregnet til »eksport« til<br />
Grønland! En gang globetrotter, altid globetrotter.<br />
Selv døden mødte hun som en sand globetrotter, idet hun for kort tid siden valgte at tage på en lille julerejse til Caribiens<br />
varme i form af <strong>De</strong> Dansk-Vestindiske Øer. Længere end Skt. Thomas kom hun desværre aldrig, og få dage efter fik vi så den<br />
triste nyhed, at Lis var død; forhåbentlig lykkelig på rejse, som vi i virkeligheden alle gerne ville det.<br />
Claus Qvist<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 50
Kære DBK´s Bestyrelse,<br />
Et julebrev til DBK´s Bestyrelse<br />
Som det lykkelige medlem af DBK har jeg i 4 år haft mulighed for at glæde mig over klubbens strålende virke og udvikling. Hvert<br />
år har vi modtaget en flok af nye dygtige og engagerede medlemmer. <strong>Klub</strong>bens artikler i bladet er blevet efterhånden en helt<br />
fantastisk kilde til viden om de forskellige lande, deres kultur og skikke. Vores fotografer og bladets redaktører har ydet deres<br />
indsats på helt professionelle måde. Vi har fået mulighed for at få støtte fra vores talrige sponsorer. Snart åbner vi vores Café<br />
Globen. Hvert år har vi deltaget i pragtfulde og mættende julefrokoster. Hver måned har flere af klubbens medlemmer draget<br />
ud i den store verden. Mindst 2 gange om måneden har vi nydt en eller anden værts gæstfrihed og lyttet til de fantastiske<br />
foredrag om de smukkeste steder på kloden. Vi har beundret medlemmernes eventyrlige oplevelser og store præstationer. Vi<br />
har fået inspiration til de nye rejsemål. På disse hyggelige møder og på vores egne spændende rejser har vi oplevet og set at<br />
verden er smuk, eksotisk, farverig men også uretfærdighed og fuld af elendigheder. <strong>De</strong>t er nemlig tit at i disse fattige egne i<br />
verden har vi fået den varmeste og mest gæstfrie modtagelser under vores vandringer. Er vores store erfaringer om verden og<br />
den glæde, som vi har fået ved at udforske forskellige lande ikke kunne være nok til at dele vores lykke med dem, som ikke<br />
havde været heldige nok til at blive født og opvokse i den gode del af verden? Er klubben ikke blevet »voksen nok« til at tage<br />
sig af et barn fra Afrika, Nepal eller fra et andet sted på jorden, hvor uddannelsen, bordets glæder og sundhedsomsorg ikke<br />
er en selvfølge?. Ville det ikke være dejligt at »stifte et faderskab« til en lille fattig skabning? Ville det ikke betyde større dybde<br />
i klubbens aktiviteter og mere glæde ved at en gang imellem besøge »vores barn« og følge dets udvikling. Ville vi ikke føle os<br />
mere stolte af vores lille månedlige bidrag som kunne forbedre barnets chancer i livet? Vi kan ikke frelse hele verden, men jeg<br />
synes at den lille dråbe i havet ved at hjælpe et barn i nød er et forsøg værd.<br />
Idet jeg takker for den dejlige julefrokost i Århus, vil jeg gerne bede Bestyrelsen om at overveje mit forslag.<br />
Kære Ewa og resten af DBK<br />
Med varme julehilsener til alle<br />
Ewa Bylinska (174)<br />
Et julesvar<br />
<strong>De</strong>r er fra bestyrelsen fuld tilslutning til Ewas tanker om, at DBK sponserer et barn, men vi vil naturligvis også gerne give<br />
medlemmerne lejlighed til at tænke over forslaget. At sponsere et barn gennem f.eks. Børnefonden koster kr. 170/måned –<br />
altså ca. en krone per medlem, hvilket vi ikke kan forestille os nogen vil have noget i mod. Vi vil nu undersøge mulighederne<br />
og hvordan vi i klubben kan få det bedst mulige ud af en sådan fælles ”adoption”. Hvis I har kommentarer, ideer og forslag,<br />
så send venligst en mail til info@berejst.dk inden 15. januar 2005. Bestyrelsen vil herefter på sit næste møde i januar tage<br />
stilling til hvordan denne gode ide kan føres ud i livet.<br />
Med glædelige julehilsener og godt nytår til alle<br />
hele DBK´s Bestyrelse<br />
<strong>De</strong>tte kunne være, selvom<br />
det ikke er det, DBK’s fælles<br />
’adoptions’ barn.<br />
Foto: PAJ<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 51
Et halvt århundrede i Mexico<br />
Min veninde Teresa og jeg har rund fødselsdag næsten på<br />
samme tid. <strong>De</strong>t halve århundrede føles blot som en dag og<br />
en nat. Vi behøver en opmuntring. Men hvordan? Vi tager til<br />
Mexico!<br />
Tekst og foto: Ewa Bylinska<br />
Flyet fra British Airways letter fra Londons<br />
lufthavn. Foran 9.000 km og et perspektiv<br />
af solstråler, som efter den langtrukne<br />
danske vinter er en Guds gave. Vi lander<br />
i terra incognita. Jeg har en følelse,<br />
som altid ledsager mig på de ukendte<br />
steder; jeg deltager i et spil, hvis regler<br />
åbenbares, mens spillet er i fuldt sving.<br />
<strong>De</strong>nne gang har vores spillefelt et areal<br />
på 1.972.534 kvadratkilometer og 98 millioner<br />
indbyggere. Mexico City er en 23<br />
millioner stor metropolis, hvor gadelabyrinterne<br />
fører til det ukendte. Undervejs<br />
beundrer vi de rigt udsmykkede katolske<br />
kirker. Indenfor hilses vi af alskens hellige.<br />
Og netop disse træ- eller gipsfigurer med<br />
ansigter, som vi genkender fra kirkerne i<br />
Italien, Spanien og Polen bevirker, at byen<br />
ikke længere opfattes som fremmed. Vi<br />
begynder at føle os hjemme.<br />
På den centrale plads, Playa de la<br />
Constitucia, findes alt i forstørret udgave.<br />
<strong>De</strong>n halve himmel er dækket af det stolt<br />
flagrende flag. På den nordlige side<br />
strækker den majestætiske Catedral<br />
Metropoliana sig (1573 – 1813). <strong>De</strong>n<br />
anden er fyldt op med Palacio National<br />
med præsidentens residens. Murene, der<br />
omkranser en kæmpestor gårdplads, er<br />
helt dækket til af Diego Riveras vægmalerier,<br />
der fortæller om hele Mexicos historie.<br />
Overfor katedralen huser den største<br />
bygning Pantelånerkontor og Højesteret.<br />
På bagsiden af katedralen ligger ruinerne<br />
af Templo Mayor, aztekernes højeste helligdom,<br />
og det eneste tilbageværende<br />
af den mægtige by Tenochtitlan. Byen<br />
blev bygget i det 13. århundrede og to<br />
århundreder senere jævnet med jorden<br />
af de spanske erobrere under ledelse af<br />
Herman Cortés. <strong>De</strong>n af aztekerne byggede<br />
metropolis på søen slås med samme problemer<br />
som Venedig. Bygningerne synker<br />
langsomt i den bløde jord. Hvis man skal<br />
tro sagnet, var dette sted det eneste, hvor<br />
aztekerne kunne kreere deres magtposition.<br />
Idet deres Gud Huitzilopochtli, som<br />
åbenbaredes over for en af præsterne,<br />
beordrede aztekerne, der var jaget fra det<br />
ene sted til det andet, at drage ud i verden<br />
og sætte bo der, hvor de ser en ørn med<br />
slange i sit næb siddende på en kaktus.<br />
Fra den 24. etage af det slanke La Torre<br />
Latinoamericana har vi hovedstaden i<br />
vores hule hånd. Størrelsen kan få én til<br />
at svimle. Langt væk i de fjerne horisonter<br />
kravler husene i deres kamp om plads på<br />
jorden op ad skrænterne af de bjerge, der<br />
omkranser byen fra alle sider.<br />
Metroen vækker forundring. <strong>De</strong>n er effektiv,<br />
enkelt, billig og spreder sine retfærdige<br />
linier - fangarme til de mest fjerne<br />
kroge i byen. For at finde Frida Kahlos<br />
blå hus står vi af på stationen Coyoacan.<br />
<strong>De</strong>nne excentriske kunstnerinde med<br />
aztekernes rødder efter moderen og det<br />
europæiske blod efter faderen vil altid for<br />
mig være det sande Mexico. Skæbnen<br />
har været hård ved hende. En tragisk<br />
busulykke tvinger hende til at holde sig i<br />
sengen. Handicappet i isolation begynder<br />
hun at male. Overfører Mexicos farver til<br />
lærredet. Viser sin verden vævet af smerter<br />
og lidelser. Hendes største kærlighed<br />
er den berømte Diego Rivera. Hun kan<br />
ikke forlade ham, selv om, som hun selv<br />
understreger, at forholdet til ham er hendes<br />
største nederlag. Større end ulykken,<br />
som gjorde hende invalid.<br />
Og igen arkitektoniske seværdigheder i<br />
byens centrum som perler på en snor.<br />
Hvid marmor smykker Palacio de Bellas<br />
artes med facademæssige finesser.<br />
Mindesmærket for den nationale helt<br />
Benito Juarez, den fattige indianer, som<br />
i flere omgange har regeret som præsident,<br />
pynter parken Alameda Central.<br />
Endnu flere charmerende pladser i den<br />
ægte spanske stil. Endnu flere kulørte<br />
boder med masser af støj. Og om aftenen<br />
farer vi vild i de små gader. Vi tager fejl af<br />
retninger og kirkernes skikkelser. Vi blander<br />
de forskellige affaldssteder og barer<br />
sammen. For mange biler og for mange<br />
fodgængere. Halvt forgiftet af røgen fra<br />
den overalt bagte tortilla mister vi vores<br />
sjette topografiske sans. En politibil mødt<br />
på vejen afleverer os på hotellet som små<br />
fortabte piger i den store verden.<br />
Fra busterminalen Autobuses del Norte<br />
er der kun 50 km til den gådefulde<br />
Teotihuacan. Ingen ved, hvem der boede<br />
på dette sted før vores æra. Hvem har<br />
etableret det højt udviklede imperium,<br />
som havde sin største blomstringstid i det<br />
7. århundrede? Hvorfor blev byen forladt?<br />
Hvortil gik dens indbyggere? Aztekerne<br />
som kom frem til denne forladte by, antog<br />
at det har været mødested for Solguden<br />
og Måneguden. <strong>De</strong> bosatte sig der ikke.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 52
Kun deres præster kom fra tid til anden<br />
tilbage til stedet for at foretage menneskeofringer.<br />
Krigsfangernes skæbne var<br />
således forudbestemt og grusom. Solen<br />
krævede blod for at stige op og følge sin<br />
rute på himlen. <strong>De</strong>n sugede grådigt blodet<br />
fra hjerter, som endnu slog, efter at havde<br />
været revet ud af ofrenes brystkasse, som<br />
var sprættet op med kniv. Præsterne bar<br />
hundredetusinder hjerter op for at vække<br />
solens vandring til live og velsigne de<br />
nybyggede templer for guderne.<br />
Foran os ligger den to kilometer brede<br />
Dødens Avenue. Langt væk i horisonten<br />
som et fatamorgana skimtes pyramiderne<br />
for Solen og Månen. Solpyramiden,<br />
den 3. største i verden (efter Cholula og<br />
Cheops), er 65 meter høj og har 248 trappetrin.<br />
Månens pyramide bygget på en<br />
bakke er 46 m høj. I en af guidebøgerne<br />
understreges det, at bestigning af en af<br />
dem forlænger livet med 10 år. Vi vil have<br />
20 år mere og mindst 10 kilo mindre! Med<br />
tunge rygsække, som vi ikke kunne opbevare<br />
nogen steder, kravler vi med møje<br />
og besvær op på begge toppe. <strong>De</strong>t tager<br />
næsten en halv dag at besøge hele området.<br />
<strong>De</strong>t var godt, at vi kom her fra tidlig<br />
morgen. Om eftermiddagen er her mængder<br />
af turister, og de belejrede pyramider<br />
minder om myretuer. På tilbagevejen finder<br />
vi ved hovedindgangen en restaurant<br />
med mexicansk buffet.<br />
Fra vinduet har vi en enestående udsigt<br />
over Dødens Avenue. Vi selv går langsomt<br />
op i flammer af maden. <strong>De</strong>n røde<br />
salsasauce af chili føles som et knivstik<br />
fra præstens hånd. Men ikke i hjertet<br />
- i ganen! <strong>De</strong>n grønne udgave påfører<br />
vores smagsløg lidelser, som samtidig er<br />
en nydelse. <strong>De</strong> uskyldige bønner lammer<br />
følenerverne. Kødretterne brænder<br />
indvoldene. <strong>De</strong>t enorme kaktusblad, som<br />
smager af græs, har lindrende virkning.<br />
Vandet giver os åndedrættet tilbage.<br />
Hvordan vil vi være i stand til at lade os<br />
nøje med hverdagens almindelige mad<br />
uden smag efter et sådan gilde?<br />
På samme måde som metroen fungerer<br />
bustrafikken døgnet rundt på imponerede<br />
vis. Sent om aftenen fra busterminalen<br />
San Lazaro i Mexico City fanger vi bussen<br />
til San Cristobal de la Casas, der ligger<br />
900 km væk i regionen Chiapas - mayaernes<br />
kongerige. Om morgenen vågner vi et<br />
eller andet sted under himlen omringet af<br />
bjergtoppe. Efter ethvert dristigt vejsving<br />
ryster landskabet sig af tågen. Langs<br />
vejen bærer de klejne indianerkoner store<br />
trækbjælker på ryggen. Før kl. 8.00 er vi<br />
ved målet. Et kort ophold på hotellet og<br />
så går vi på opdagelsesrejse ad de smalle<br />
gader i byen.<br />
Overalt møder vi masser af farver og<br />
stilhed. En oase af unik beroligende stemning.<br />
Man glemmer tid og virkelighed. Alt<br />
synes at være en farverig drøm. I de regnbuefarvede<br />
husfacader gemmer solen sig.<br />
Kirken Santo Domingo ligner en ørkenens<br />
rose. Rundt om frister en krans af boder<br />
med håndarbejde. Pyramider af orange<br />
kugler anbragt i plantepotter stråler som<br />
guld. Indianerkoner er kommet ned i byen<br />
fra de nærliggende bjerge. Som små uldne<br />
dukker har de tilføjet stedet mere kolorit.<br />
På deres brune ansigter med skarpe træk<br />
er fattigdom, hårdt arbejde og stolthed<br />
skåret ud. Tålmodige babyer hænger<br />
ubevægeligt på moderens ryg eller ved<br />
brystet. Flere små børneben tripper lige<br />
efter moderens uldne nederdel. Små piger<br />
med sorte fletninger som musehaler tilbyder<br />
koncentreret ”buketter” af strikkede<br />
remme af uld eller perler.<br />
Sumidero kløften, som ligger 20 km fra<br />
San Cristobal de la Casas, er en af de største<br />
naturattraktioner i Chiapas-regionen.<br />
Billetter til turen med motorbåd købes i<br />
turistkontoret på den centrale plads. Vi<br />
sejler igennem en jungle af grønt. Rundt<br />
om et fugleparadis, et kongerige for de på<br />
bredden liggende krokodiller samt alskens<br />
klippeformationer. Undervejs ser vi nøgne<br />
klipper, der stræber mod himlen og danner<br />
en lodret væg på en højde over en<br />
kilometer. Et eller andet sted højt oppe<br />
skjuler der sig et lille alter med Madonna,<br />
der beskytter fiskerne. Efter fire timers<br />
sejltur kommer vi tilbage til den koloniale<br />
perle San Cristobal de la Casas,<br />
som det er så svært at tage afsked med.<br />
Danskeren Frank Blom, der blev så fascineret<br />
af mayaernes tragiske skæbne og<br />
deres oprindelige kultur, som var ved at<br />
forsvinde, ændrede sit liv ved at forvandle<br />
sig fra businessmand til geolog, arkæolog<br />
og forsvarer for indianernes vilkår og<br />
deres naturlige miljø. På Vincente Guerro<br />
gaden ligger ”Na Bolom”- huset og fonden,<br />
der fortsætter med at udføre hans<br />
drømme og ideer.<br />
Fra den lille busterminal tager vi natbussen<br />
til Veracruz, der ligger ved <strong>De</strong>n<br />
Mexicanske Golf. Vi valgte dette sted<br />
spontant, måske under påvirkning af det<br />
imponerede navn. Beskrivelsen i guiden<br />
om alle de farer (støj, lommetyve, knivstikkere,<br />
forurening), som venter på turisterne<br />
i denne millionby fører til, at vi igen<br />
spontant gemmer os i den lille by Bocca<br />
del Rio 20 kilometer borte.<br />
Fortsættes på side 55<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 53
Mine 10 bedste kopper<br />
Tekst: Kirsten Fiil Svarer<br />
1. pladsen<br />
<strong>De</strong>t hele startede med et sæt kopper, som<br />
jeg fik foræret af en god veninde, som er<br />
kunstner. Jeg synes, at de var meget flotte<br />
og ville have hende til at lave10 kopper<br />
mere. Men nej, hun havde kun lavet dem<br />
for sjov og ville aldrig lave mange af en<br />
slags. <strong>De</strong>r røg det kaffestel!<br />
<strong>De</strong>r opstod så ideen med at samle ene<br />
forskellige kopper. Fælles for dem er, at de<br />
er produceret i det land, hvor de er købt,<br />
at der er noget blåt i dem (kan fraviges),<br />
og at der er to næsten ens.<br />
2. pladsen<br />
I Tunesien, hvor jeg var af sted en påskeferie<br />
alene med tre ikke særligt store<br />
børn, Jeppe var i klapvogn, var vi med<br />
toget til Sousse. En rigtig sjov tur, hvor<br />
vi for vild i basaren, fordi moren ikke er i<br />
besiddelse af meget retningssans. Men til<br />
gengæld fik vi set en masse, som vi nok<br />
ellers ville være gået glip af. Her købte jeg<br />
to kopper, som er bedre egnede til te end<br />
til kaffe – lidt grove keramikkopper med<br />
et blåt mønster.<br />
3. pladsen<br />
Trækopper – der er ikke noget blåt i dem.<br />
<strong>De</strong> er bløde og dejlige at røre ved og<br />
meget praktiske at have med på tur. <strong>De</strong><br />
er købt hos en samer i Finland. <strong>De</strong> laver<br />
nogle flotte ting - blot en skam, at der var<br />
mange myg, der ville være de samme steder<br />
som os, hvilket begrænsede lysten til<br />
at være ude. Heldigvis mødte vi samere i<br />
Nordnorge og havde nogle gode dage<br />
sammen med dem på fjeldet.<br />
4. pladsen<br />
Cappuccino er normalt noget man forbinder<br />
med Italien, men mine cappuccinokopper<br />
er fra New Zealand, nærmere<br />
betegnet Coromandel Island, hvor vi af<br />
gode venner havde fået lov at låne deres<br />
sommerhus. Vi har været der to gange<br />
i sommerhuset, som ligger for enden<br />
af en blind vej med udsigt over havet.<br />
Begge gange har vi været der uden for<br />
sæsonen, og det har været ganske øde.<br />
Et skønt sted, hvor vi har spist os mætte<br />
i brombær, gået lange ture ved havet og<br />
læst gode bøger foran pejsen. <strong>De</strong>t tænker<br />
jeg på, når jeg tager disse kopper ud af<br />
skabet.<br />
5. pladsen<br />
Rigtig blå kopper har jeg købt i<br />
Grækenland - det er kopper jeg aldrig selv<br />
vælger at drikke af, for de er lidt klodsede,<br />
men de er græske. <strong>De</strong> minder mig om det<br />
blå klare vand, og de varme somre vi har<br />
tilbragt på de græske øer med at bade<br />
og dykke. Hvis jeg engang kommer til<br />
Grækenland på en mere kultur-tur, vil jeg<br />
prøve at finde nogle kopper, der svarer<br />
mere til den gamle græske kultur – lidt<br />
mere elegante.<br />
6. pladsen<br />
Små fine kopper med et overdådigt mønster<br />
– blå som hovedfarve. <strong>De</strong>n ene har<br />
fået en revne – øv! Men der er vel også<br />
revner i Polen. <strong>De</strong> er købt på et potter-<br />
magermarked, hvor jeg kunne have købt<br />
kopper til resten af mit liv – men min<br />
mand prøvede at tale til min fornuft og<br />
samleridé. <strong>De</strong>t tog lidt tid. Jeg endte med<br />
kun at købe to kopper, et fad og en skål.<br />
7. pladsen<br />
Høje, fine elegante kopper – de er fra<br />
Luxembourg – som jeg har et helt specielt<br />
forhold til. <strong>De</strong>r bor min mands moster, og<br />
der er vi kommet op til flere gange om<br />
året. Udover, at vi er gode venner, og vi<br />
nyder hinandens selskab, er Luxembourg<br />
en dejlig lille stat med mange muligheder.<br />
Her ligger der en porcelænsfabrik, hvor<br />
jeg gerne vil ud og kigge tit. <strong>De</strong> laver flot,<br />
spændende men ikke billigt porcelæn.<br />
8. pladsen<br />
I Andorra så jeg en sjov kop i et vindue.<br />
<strong>De</strong>r var lukket. Jeg kom tilbage flere<br />
gange uden held. Vi boede på campingpladsen<br />
lige på den anden side af floden.<br />
Jeg ledte i byen efter kopper men havde<br />
ikke heldet med mig. <strong>De</strong> havde ingen kopper,<br />
der var produceret i Andorra, fordi de<br />
drikker kaffe af franske kopper.<br />
Endelig, den sidste dag, var der åbent.<br />
Nej, hun havde kun én og kunne ikke<br />
hjælpe mig med en til. Hun var ret ligeglad<br />
og ikke særlig interesseret i at sælge.<br />
Kunne jeg ikke få to, ville jeg ikke handle.<br />
Altså ingen kopper fra Andorra.<br />
9. pladsen<br />
Kopper fra tre verdensdele<br />
Foto: Flemming Thorsager<br />
(Fotoklubben Focus Silkeborg)<br />
Jeg har kopper fra Frankrig. <strong>De</strong> er fra<br />
før, jeg begyndte at samle. Min franske<br />
veninde gennem 30 år, som jeg mødte i<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 54
Argentina og derfor altid har talt spansk<br />
med, drikker altid kaffe af en skål. <strong>De</strong>t<br />
var jeg så fascineret af <strong>første</strong> gang, jeg<br />
besøgte hende, at jeg købte to, som jeg<br />
stadig har, men ikke bruger til at drikke<br />
kaffe af.<br />
10. pladsen<br />
Mine nyeste kopper kommer ikke fra<br />
mit nyeste land men fra Tyrkiet. To fine<br />
keramikkopper, som jeg efter <strong>første</strong> brug<br />
ikke kom i opvaskemaskinen. Men dovenskaben<br />
har sejret over ømheden. Tyrkiet,<br />
der har jeg været flere gange, forskellige<br />
steder og på forskellig vis. Hver gang en<br />
ny god oplevelse. Jeg rejste fra Danmark<br />
alene med Silke (3 år) og Rasmus (4 mdr.)<br />
til Istanbul, hvor jeg efter et par dage<br />
skulle møde Fiil med Topas-lastbilen, som<br />
vi skulle køre retur til Danmark. Børnene<br />
og jeg boede på en campingplads i udkanten<br />
af Istanbul, hvor alle lastbilchaufførerne<br />
også holder til. Vi havde nogle<br />
gode dage der, og børnene blev bare så<br />
forkælet af alle.<br />
Sådan ser listen ud med ”Mine 10 bedste<br />
kopper” og så har jeg ikke engang fortalt<br />
om de 10, det ikke lykkedes mig at købe!<br />
<strong>De</strong>t bliver en anden gang…<br />
Et halvt århundrede<br />
i Mexico<br />
Fortsat fra side 53<br />
Snavs og forurening fra den store havneby<br />
nåede alligevel stranden, som ligger<br />
tæt ved vores lille blå hotel Gran<br />
Boulevard. I horisonten ses høje bygninger<br />
i byen Veracruz, som bl.a. er berømt<br />
på grund af sine karnevaler. Om nogle<br />
dage vil man kunne opleve et ægte orgie<br />
af sange, danse og kostumer. Som optakt<br />
til festen strækker trætribuner sig kilometervis<br />
langs Malacon. Overalt svæver<br />
smilende pigerne i blonde- og flæsekjoler<br />
med vifter i hænderne og blomster i håret<br />
rundt om de mexicanske musikere i sorte<br />
sombreroer.<br />
På vores bytur møder vi hverken knivstikkere<br />
eller lommetyve. <strong>De</strong>rimod nyder vi<br />
den flotte centrale plads pyntet med de<br />
skyggegivende palmer og cafemusikken<br />
marimba. Ved siden af en beskeden kirke<br />
opdager vi tilfældigt et stort mindesmærke<br />
for paven. Vi hygger os i Grand<br />
Cafe de la Parnaquia og drikker den mest<br />
enestående kaffe. Og i Bocca del Rio har<br />
vi vores sted, hvor vi nyder frugtjuice<br />
cocktails i en lille butik som ejes af mexicaner<br />
Abel. Vi kigger ind til ham to til tre<br />
gange om dagen og smager efterhånden<br />
de fleste safter fra den omfangsrige liste<br />
med sære navne og forskellig smag. Ved<br />
samme lejlighed får vi en snak med den<br />
muntre ejer. Kropsproget, smil og børnekonversation<br />
støttet af papir og blyant<br />
kompenserer for det manglende kendskab<br />
til spansk. Efter tre dage ved vi ”næsten<br />
alt” om hinanden. Vi har alle fået nye<br />
kælenavne: Santa Teresita, No Santa<br />
Evita og Bueno Abel (myrdet af Kain).<br />
På vores sidste dag efter at have konstateret,<br />
at vi allerede havde smagt alle<br />
saftkompositioner, lover Abel, at han i<br />
fremtiden vil berige sin juiceliste med<br />
to nye frugtblandinger ved navn ”Santa<br />
Teresita” og ”No santa Evita”.<br />
Igen en natbus. Igen det pulserende liv<br />
i Mexico City, som vi ankommer til om<br />
morgenen. Et tilfældigt hotel ved San<br />
Lazaro stationen forundrer med den høje<br />
standard og lave pris. For at lære byen<br />
bedre at kende, når vi frem til Basilica<br />
Guadalupe, Mexicos største sanktuarium.<br />
Indianerne slået af spanierne var tvunget<br />
til at dyrke den katolske tro. <strong>De</strong> tilførte<br />
den elementer af deres religiøse ritualer<br />
og smuglede deres indianske guder ind<br />
bag de spanske altre. I lighed med Jomfru<br />
Maria fik de deres indianske mørke Jomfru<br />
fra Guadalupe. Ifølge sagnet har hun i<br />
1531 vist sig for den indianske bonde Juan<br />
Diego. Af blomster, som blev kastet i hans<br />
slidte kappe, skabtes et aftryk af hendes<br />
ansigt. <strong>De</strong>tte var tegn for biskoppen<br />
Zumarraga om hendes mirakuløse åbenbaring<br />
og nødvendigheden af at bygge en<br />
kirke. <strong>De</strong>n største helligdom i basilikaen er<br />
netop den kappe med aftryk af Jomfruen<br />
fra Guadalupe. <strong>De</strong>n 12. december er det<br />
hendes dag, der fejres i stort omfang. Men<br />
også på hverdage er det svært at bane sig<br />
vej gennem mængden. Pilgrimme vandrer<br />
gennem et stort område med flere kirkebygninger<br />
på deres knæ. Indvendigt er<br />
væggene helt dækket til af takkegaver til<br />
Madonna. Nogle steder i stedet for guld og<br />
sølv hænger der sorte lange fletninger fra<br />
de fattige indianske kvinder, der som tak<br />
for Madonnas barmhjertighed har givet<br />
en del af sig selv. Og igen en sten som<br />
mindesmærke for paven - mexicanernes<br />
yndling.<br />
Vi besøger den livlige, moderne universitetsby<br />
og et kæmpestort stadion i<br />
nærheden. Fra metrostationen Tlateloco<br />
kommer vi til pladsen af samme navn<br />
– ”Pladsen for tre kulturer”. Bygget af<br />
aztekerne var pladsen stedet, hvor det<br />
sidste slag mellem den spanske erobrer<br />
Cortes og aztekernes leder Cuauhtemoc<br />
blev afgjort. <strong>De</strong>t er rørende at se de tre<br />
karakteristiske objekter; på ruinerne af<br />
aztekernes bygningsværker vokser den<br />
spanske katedral Santiago Tlateloco bygget<br />
af pyramiden sten, og på den anden<br />
side rejser den moderne skyskraber, der<br />
rummer udenrigsministeriet, sig. Intet<br />
kan bedre understrege den mexicanske<br />
kulturcocktail og være et bedre symbol<br />
for den nuværende mestiz-kultur.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 55
Mine 10 mest dramatiske ankomster<br />
Tekst og foto: Bjarne Lund-Jensen<br />
Dominikanske Republik 1992<br />
<strong>De</strong>r er bustransport fra lufthavnen og ind<br />
til byen, og det er jo altid godt… Vi er nået<br />
næsten ind til centrum. Bussen holder ved<br />
en lyskurv. En anden bus kommer op på<br />
indersiden af den og kører pludselig frem<br />
og drejer skarpt ind foran vores bus. Vor<br />
chauffør bliver så edderspændt rasende,<br />
at han indleder en veritabel jagt på den<br />
anden bus...<br />
Med sømmet i bund drøner han gennem<br />
de snævre gader i Santo Domingo. Jeg<br />
trykker mig godt ned i sædet, men de<br />
øvrige passager synes at være lige så<br />
ophidsede som chaufføren, så de opildner<br />
ham med diverse tilråb.<br />
Til sidst standser den anden bus.<br />
Chaufføren hopper ud og styrter vildt<br />
gestikulerende over imod den anden...<br />
Men pludselig retirerer han. Ja, rent<br />
faktisk spæner han tilbage i bussen...<br />
Jeg ser straks hvorfor. <strong>De</strong>n anden chauffør<br />
er stået ud af bussen medbringende<br />
et stort baseballbat. Vor chauffør lukker<br />
straks døren. <strong>De</strong>n anden chauffør begynder<br />
systematisk at smadre hvert eneste<br />
vindue i vores bus. Vi kaster os ned for<br />
så vidt muligt at undgå glasstumperne,<br />
der flyver om ørerne på os. Vores chauffør<br />
bliver siddende passivt ved rattet. <strong>De</strong>r<br />
er en råben, skrigen og truen af os uden<br />
for. Et stykke tid er vi bare meget meget<br />
stille. Da der endelig er fri bane åbnes<br />
døren. Passagererne begynder langsomt<br />
at forlade bussen. Til sidst går jeg også<br />
selv ud. <strong>De</strong>t er mørkt. Jeg aner ikke, hvor<br />
i byen jeg er, men der er pyntet op til jul.<br />
Fornemmer jeg et stille “Velkommen til<br />
Santa Domingo” vibrere i luften.<br />
New Zealand 1982<br />
<strong>De</strong>t er næsten midnat. På grund af den<br />
sene flyankomst har jeg for en gangs<br />
skyld bestilt overnatning på forhånd.<br />
Motellet ligger lidt uden for Auckland.<br />
<strong>De</strong>r er helt mørkt, da jeg ankommer. Jeg<br />
banker på... ingen svarer. Jeg banker hårdere...<br />
stadig intet svar. Jeg er meget træt<br />
og ret så irriteret. Jeg SKAL have et sted<br />
at sove. Jeg bliver mere og mere irriteret,<br />
og til sidst begynder jeg for alvor at råbe<br />
op. Stadig intet svar. Først da finder jeg<br />
en lille konvolut med mit navn stukket ind<br />
under måtten ved hoveddøren, i den ligger<br />
nøglen til et værelse. Jeg lukker mig<br />
straks ind.<br />
Umiddelbart efter ankommer to politibetjente,<br />
som går søgende rundt og lyser<br />
med deres lygter her og der.<br />
Da de er væk, kigger jeg forsigtigt ud. En<br />
ung fyr kommer hen til mig. “Hørte du<br />
ham, der rendte og råbte og skreg herude<br />
lige før”, spørger han. “Ja, ja, det gjorde<br />
jeg da”. “Ja jeg tilkaldte altså politiet”<br />
fortsætter han. “<strong>De</strong>t kan jeg godt forstå”<br />
mumler jeg forsigtigt. Han kigger på mig<br />
med et halvskævt smil...<br />
Ghana 1990<br />
200$ i depositum for at tage et videokamera<br />
ind i landet! Jeg protesterer<br />
vildt, men så viser de mig nogle papirer,<br />
hvor det står - sort på hvidt. <strong>De</strong>r er<br />
ikke noget at gøre, jeg betaler pengene<br />
og spørger, hvordan jeg får dem igen,<br />
når jeg tager videre over landjorden til<br />
Elfenbenskysten. <strong>De</strong>t kan jeg ikke, jeg<br />
kan kun få dem i lufthavnen, og hvis jeg<br />
skal videre over landjorden, skal jeg have<br />
en mand med hele vejen og betale alle<br />
omkostninger! Jeg bliver så sur, at jeg<br />
allerede næste dag forlader landet, ikke til<br />
Elfenbenskysten, men til Togo. Jeg tager<br />
en taxa ud til lufthavnen og får udleveret<br />
pengene, da jeg får dem overbevist om,<br />
at taxaen kører mig direkte videre til<br />
grænsen. Jeg stikker i farten de 200$ i<br />
min skjortelomme. Ved grænsen…<br />
Togo 1990<br />
…kommer jeg lynhurtigt gennem grænseformaliteterne,<br />
godt hjulpet af en<br />
”flink” mand. Snart opdager jeg, at den<br />
flinke mand også har hjulpet mig af med<br />
de 200$, jeg så skødesløst havde lagt i<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 56
min lomme. Jeg finder et hotel og en flot<br />
pige… som jeg må forklare, at hvis der<br />
er noget, hun ikke kan få ud af mig nu,<br />
så er det penge! <strong>De</strong>t gør heller ikke så<br />
meget, påstår hun, men da hun forlader<br />
mig næste dag, har hun pludselig en hånd<br />
i min bukselomme! ”Jeg ville bare være<br />
sikker på, at du stadig har dine penge,”<br />
siger hun sødt. Jeg mærkede ikke selv<br />
efter. Jeg vidste, at jeg havde haft 20$ liggende<br />
løst i lommen, og jeg vidste, at de<br />
ikke var der mere. <strong>De</strong>t var ok. Hun havde<br />
fået sine lommepenge!<br />
Sierra Leone 1993<br />
Her startede dramatikken allerede, da jeg<br />
skulle med fly fra Guinea til Freetown,<br />
Sierra Leone. <strong>De</strong>t var rent kaos i lufthavnen,<br />
men jeg fik kæmpet mig frem<br />
til skranken og blev lovet, at jeg nok<br />
skulle komme med flyet. Ved siden af mig<br />
stod en engelsk præst, der også skulle til<br />
Freetown. Han var iført præstekrave, for<br />
– som han sagde - ved tydeligt at vise sin<br />
præstestand, kom han altid let igennem<br />
selv de vanskeligste situationer. Han var<br />
sikker på, at vi nok skulle komme af sted.<br />
Vi ventede mindst tre timer. Jeg begyndte<br />
at blive nervøs. Præsten tog det med<br />
ophøjet ro.<br />
<strong>De</strong>t var faktisk først, da vi gennem vinduet<br />
kunne ane flyet rulle væk, at det gik<br />
op for den gode præst - the reverend John<br />
Smith - at hverken han eller jeg kom med<br />
flyet...<br />
Så tog fanden ellers ved præsten. Han<br />
kravlede næsten helt op over skranken,<br />
alt imens han greb fat i en dem der stod<br />
ved indcheckningen. Han råbte og skreg:<br />
Han havde billet! Han skulle af sted! Han<br />
havde medicin med til hospitalet, hvor<br />
broderen arbejdede! <strong>De</strong>t skulle nå frem!<br />
Intet nyttede. Jeg blev enig med ham om,<br />
at vi var nødt til at dele en taxa til grænsen.<br />
Da vi endelig kom frem, var det for<br />
sent at komme over. Og den følgende dag<br />
og i længere tid fremover ville grænsen<br />
være lukket!<br />
Men at en grænse i Afrika er lukket, er<br />
ikke nødvendigvis ensbetydende med, at<br />
man ikke kan komme over! <strong>De</strong>t betyder<br />
blot, at det er meget dyrt at komme over!<br />
100$ hver måtte vi betale for at komme<br />
videre.<br />
Natten tilbragte jeg sammen med the<br />
reverend John Smith i en lille dobbeltseng<br />
på et ubeskriveligt elendigt grænsehotel.<br />
Næste morgen betalte vi os så over grænsen,<br />
og bortset fra en enkelt punktering<br />
og en hulens masse checkpoints kom<br />
vi fint igennem til Freetown. Først efter<br />
nogle dages ophold gik det op for mig, at<br />
der rent faktisk var borgerkrig i landet…<br />
Men det er en helt anden historie!<br />
Jamaica 1988<br />
Jeg bestiller næsten aldrig overnatning på<br />
forhånd, men – specielt hvis jeg ankommer<br />
sent – plejer jeg at have en helt god<br />
ide om, hvor jeg vil opsøge et hotel. I min<br />
guidebog var der angivet et lille sted nær<br />
den centrale plads i downtown Kingston.<br />
Men som det er sket for mig en del gange<br />
gennem årene: Hotellet eksisterede ikke<br />
længere.<br />
Jeg var lige stået af bussen fra lufthavnen,<br />
og nu anede jeg ikke, hvor jeg skulle finde<br />
en seng. Normalt ikke noget stort problem,<br />
men lige præcis downtown Kingston<br />
er et de mest ubehagelige steder, man<br />
kan befinde sig som hvid mand en sen<br />
aften. Jeg blev mødt af ubehagelige tilråb<br />
og en helt igennem hadsk atmosfære. Jeg<br />
var faktisk lidt bange. Hvad gør man så?<br />
Man tager sig sammen, siger til selv, at<br />
ligegyldigt hvor man kommer frem, er de<br />
fleste mennesker ok. Så man spørger sig<br />
frem, og på forbavsende kort tid bliver<br />
man vist hen til et beskedent hotel og<br />
får en god søvn – dvs. indtil man kl. 7<br />
om morgenen bliver vækket af en arrig<br />
banken og en hidsig damestemme, der<br />
forkynder, at nu er det eddermame om at<br />
komme ud af fjerene, for nu skal her altså<br />
gøres rent….<br />
Senegal 1996<br />
Are you happy? Spurgte en af de lokale<br />
mig, mens vi - efter endnu en punktering<br />
- sjoskede de 5 kilometer ind til nærmeste<br />
landsby. Happy? Nej, ikke lige præcis...<br />
Jeg var på vej til Guinea Bissau. <strong>De</strong>t var<br />
weekend og der var ikke megen trafik.<br />
Ved Gambia-floden var jeg sidste aften<br />
kommet for sent til den sidste færge, så<br />
jeg måtte hyre en båd til at sejle mig over<br />
(hvilket glædede 15-20 lokale, der kom<br />
gratis over ved samme lejlighed). Nu var<br />
jeg så i Senegal og var kommet videre<br />
med et ubeskriveligt vrag af en bil. Ingen<br />
håndtag i flere af dørene, et virvar af ledninger<br />
under styrebrættet, store huller i<br />
bunden osv.<br />
I landsbyen ventede jeg i timevis, mens<br />
slangen blev lappet, bilen prøvekørt og<br />
slangen lappet endnu engang. Endelig<br />
kom jeg af sted sammen med tre franskmænd.<br />
Vi kunne lige have nået den sidste<br />
færge over den næste flod – hvis altså<br />
ikke bilen 10 km før floden endnu engang<br />
punkterede…<br />
Efter en times venten kommer en anden<br />
bil forbi. <strong>De</strong>n bringer os frem til floden, og<br />
der er rent faktisk en bro over – som dog<br />
(nok for år tilbage) er brudt sammen. Efter<br />
lange forhandlinger får vi dog lov at passere<br />
den ”knækkede” bro til fods og når<br />
ved midnatstid frem til byen Ziguinchor.<br />
Næste morgen får jeg på rekordtid<br />
udstedt et visum til Guinea Bissau, og<br />
fortsætter straks mod grænsen…<br />
Guinea Bissau 1996<br />
… som jeg passerer uden problemer. Men,<br />
men, men… der er også floder i Guinea<br />
Bissau, og der er ikke rigtig råd til at<br />
bygge broer sådan et sted. <strong>De</strong>n <strong>første</strong> flod<br />
er ikke det store problem, bortset fra, at<br />
der holder en kø på ti biler, og færgen kun<br />
kan tage en med af gangen…<br />
Ved den næste flod er problemet større.<br />
Færgen er brudt sammen – det har den<br />
faktisk været de sidste par måneder. Små<br />
både fragter folk over floden, men netop<br />
da jeg ankom, var en af bådene tippet<br />
over og en kvinde og hendes barn var<br />
druknet. <strong>De</strong>res lig lå ved flodbredden med<br />
et klæde over sig. Politiet sejlede rundt<br />
derude for at undersøge, om der var flere<br />
druknede. Først nogle timer senere blev<br />
fortsat sejlads over floden tilladt. Igen<br />
blev det midnat, inden jeg nåede frem,<br />
til en i øvrigt helt mørklagt hovedstad.<br />
Bissau by var faktisk uden strøm også de<br />
følgende tre dage…<br />
Nu bliver jeg nødt til at snyde lidt. <strong>De</strong><br />
sidste to historier foregik ikke lige efter<br />
ankomst, men på henholdsvis tredje- og<br />
andendagen efter min ankomst til landet.<br />
Zambia 1986<br />
<strong>De</strong>t var en ganske almindelig søndag. Jeg<br />
orienterede mig lidt i byen. Prøvede om<br />
jeg kunne se, hvornår posthuset åbnede<br />
næste morgen. Straks blev jeg anråbt<br />
af en politibetjent, der havde fundet det<br />
yderst mistænkeligt, at jeg nærmede mig<br />
posthuset, når der var lukket. Og endnu<br />
værre: Jeg gik rundt med et lille kort i<br />
hånden!<br />
Jeg blev straks slæbt med på politistationen,<br />
hvor det <strong>første</strong> jeg så, var to unge<br />
mænd, der blev pisket! Jeg valgte straks<br />
at moderere mit mishag… Jeg mødte også<br />
to englændere, der var slæbt til politiet<br />
for en lignende ”forbrydelse”. Vi blev<br />
udspurgt på kryds og tværs, og måtte<br />
vente i tre timer, inden vi endelig blev<br />
sluppet fri, mod at de beholdt vores pas til<br />
den følgende dag.<br />
Da jeg kom tilbage til mit missionshotel,<br />
fandt jeg ud af at de havde gennemrodet<br />
mit værelse. Hotellets kvindelige<br />
manager var overbevist om, at det var<br />
fordi, jeg levede et syndigt liv. Ved et rent<br />
tilfælde(!) var jeg nemlig kommet til at<br />
overnatte sammen med en sød engelsk<br />
pige, og hun var nu blevet smidt ud fra<br />
hotellet…<br />
Næste morgen fik jeg mit pas tilbage, og i<br />
Zambia Post kunne jeg læse en lille notits<br />
om, at en dansker og to englændere var<br />
blevet tilbageholdt af politiet mistænkt for<br />
spionage!<br />
Sydafrika 1996<br />
<strong>De</strong>t værste jeg har oplevet. På andendagen<br />
efter min ankomst ville jeg videre fra<br />
Johannesburg til Pretoria. Jeg gik igennem<br />
en park… Jeg så knivene. Jeg så de hårde,<br />
men dog lidt bange ansigter. Jeg vidste,<br />
hvad det betød, men jeg negligerede det,<br />
min forstand nægtede at erkende det.<br />
Så jeg gik videre. Straks efter blev jeg<br />
skubbet omkuld. <strong>De</strong> stjal min bagage.<br />
<strong>De</strong> forsøgte også at rive bukserne af mig.<br />
Jeg strittede imod og reddede mit pas,<br />
visakort og de fleste af mine penge. Mine<br />
briller lå knækkede på jorden.<br />
Jeg fik senere fikset brillerne sådan<br />
nogenlunde med en clips! Jeg fortsatte…<br />
<strong>De</strong> kunne stjæle mine ejendele, men de<br />
skulle fandeme ikke stjæle min rejse!<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 57
Mine 10 bedste vindistrikter<br />
Tekst og foto: Mai Nygaard<br />
1. Sydafrika - Cape region,<br />
Stellenbosch<br />
Første gang jeg så Cape Town og<br />
Taffelbjerget, var da en flink Lufthansapilot<br />
cirklede om Cape en ekstra gang en<br />
smuk klar decembermorgen for cirka otte<br />
år siden. Siden har Cape provinsen været<br />
en absolut favoritdestination for mine<br />
mange vinekspeditioner. Her er dejlige<br />
vine og mad til fornuftige priser, smukke<br />
vingårde fra Boernes tid og mange hyggelige<br />
guesthouses af høj kvalitet. Sydafrika<br />
er i det hele taget et fantastisk land i en<br />
spændende og, heldigvis overvejende,<br />
positiv udvikling. Stellenbosch er en livlig<br />
studenterby omgivet af vinmarker og<br />
bjerge og er et godt udgangspunkt, hvis<br />
man gerne vil udforske vinområderne.<br />
2. Nordøstitalien – Veneto og<br />
Trentino-Alto Adige<br />
Ciao bella! <strong>De</strong>t er den hilsen, jeg ofte<br />
mødes med i lufthavnen af de Italienske<br />
sælgere. Nu venter en uge på landevejen<br />
krydret med italiensk charme, de smukke<br />
Dolomitter i horisonten, fantastisk mad og<br />
drikke samt en ukuelig og smittende evne<br />
til at leve livet hver dag. At være gæst<br />
blandt lokale i Italien er aldrig kedeligt!<br />
Hvor ofte er det f.eks. lige, at man kører<br />
200 km i timen i en BMW mens sidemanden<br />
med smørstemme charmer én af sine<br />
mange ”girl friends” i sin mikromatiske<br />
mobilos? Eller man ringer op til hotellet<br />
og udgiver sig for at være en anden<br />
for at opnå lidt firmarabat? Mine værter<br />
(Roberto & Paolo) formår altid at få lidt<br />
sjovt ud af en almindelig grå dag.<br />
Her i Norditalien er der også masser af<br />
penge og god stil. Myten om, at Italienere<br />
elsker mad, mor, smukke kvinder, lækkert<br />
tøj, smart design og elektronik holder<br />
vand. Hvis du vil være vinturist på den<br />
tjekkede måde så prøv f.eks. hotellet i<br />
Cremona, hvor værelserne har udsigt til<br />
klassik filmfremvisning direkte på væggen<br />
af baghuset!<br />
Og så lidt om vinene! Vi befinder os i<br />
området omkring Gardasøen, og det<br />
er her, du finder Valpolicella og Soave<br />
vinene. Men den måske mest spændende<br />
vin her er den hvide Pinot grigio. Pinot<br />
grigio er en drue, der giver fyldige, friske<br />
og velduftende vine. Så er du træt<br />
af Chardonnay – så prøv en Norditaliensk<br />
Pinot grigio næste gang.<br />
3. New Zealand – Marlborough<br />
Top Bourgogne kælder med<br />
udsøgte vine i charmerende<br />
omgivelser<br />
På den nordligste del af Sydøen finder<br />
man et område, hvor de mange får endegyldigt<br />
må vige for vinstokke i lange,<br />
snorlige rækker. Marlborough er måske<br />
ikke det mest spændende sted ved <strong>første</strong><br />
øjekast, når man sammenligner med<br />
Sydøens mange naturundere, men vent<br />
bare til du har fået den <strong>første</strong> Sauvignon<br />
blanc i glasset! <strong>De</strong>t er verdensklasse hvidvin,<br />
som må imponere de fleste. Kør en<br />
tur rundt til de mindre vingårde og få en<br />
hyggelig snak med de lokale Kiwi’s over<br />
en vinsmagning. Eller kig efter deres<br />
sikre valg herhjemme: f.eks. Cloudy Bay,<br />
Hunters eller Montana´s reserve.<br />
4. Australien – Barossa valley<br />
Good bye Bordeaux - G’day Adelaide!<br />
Australien er den lysende stjerne i den<br />
globale vinverden. Gang på gang slår de<br />
alle rekorder i eksporttabeller og bringer<br />
de europæiske bønder på randen af nervøst<br />
sammenbrud. Men hvad er det, de<br />
kan down under?<br />
Australierne bygger deres winemaking<br />
på teknik frem for tradition, og så er de<br />
gode til at forstå slutkundens behov og<br />
til at markedsføre deres vine. Området<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 58
Barossa Valley udenfor Adelaide i det<br />
sydlige Australien er garant for ”gutsy”<br />
kvalitetsvine. Vinene har en koncentration<br />
og struktur, som de mindre kvalitetsorienterede<br />
områder i Australien ofte mangler<br />
(med marmeladeagtige vine som resultat).<br />
Barossa er kendt for sine vine på<br />
Shiraz druen (kendt som Syrah i Rhône),<br />
der udviser stor intensitet og et tydeligt<br />
strejf af peber. Sammen med en stor juicy<br />
steak på en af de lokale restauranter er<br />
du ikke helt galt i byen. Prøv f.eks. vinene<br />
fra Peter Lehmann eller Henschke (hvis du<br />
har råd).<br />
5. Frankrig – Bordeaux<br />
Og så alligevel – ingen top ti uden<br />
Bordeaux. Bordeaux var stedet, hvor<br />
jeg trådte mine barnesko udi vinens<br />
verden. <strong>De</strong>r er mange stærke minder<br />
og sjove historier fra de to høstsæsoner<br />
(1994, 1995) som jeg tilbragte sammen<br />
med familien Vinding-Diers på vingården<br />
”Chateau de Landiras” i Graves. Jeg var<br />
ansat for at passe laboratoriet og for at<br />
opdyrke vingær til alkohol gæringerne.<br />
Historien er alt for lang at fortælle her,<br />
men min tid i Bordeaux var en udsøgt<br />
blanding af hårdt arbejde, vilde høstfester<br />
(læs: kollektive drukaftener) og middage<br />
i pejsestuen med ristede kastanier, Karl<br />
Johan svampe, foie gras, Sauternes og<br />
Cru Classe Bordeaux vine. Ofte var aftenens<br />
højdepunkt at gætte, hvilken vin der<br />
blev serveret. <strong>De</strong>t kunne sønnerne i huset<br />
på overbevisende vis. Faktisk ofte helt<br />
nøjagtigt på årstal, kommune og nogle<br />
6. Frankrig – Languedoc<br />
gange producent!<br />
Som lærenem elev<br />
kom jeg også efter<br />
det efter intensiv<br />
træning, og jeg<br />
endte kun med at<br />
blive halv-alkoholiker,<br />
inden jeg kom<br />
hjem til hverdagen<br />
og studierne.<br />
Bordeaux har sit<br />
helt eget folkefærd<br />
og kultur. Man lytter<br />
helst ikke til, hvad<br />
resten af Frankrig<br />
eller verden mener.<br />
<strong>De</strong>t er desværre<br />
denne arrogance,<br />
der er medvirkende<br />
til, at mere end halvdelen<br />
af Bordeaux’s<br />
vinbønder i dag er<br />
på fallittens rand.<br />
<strong>De</strong> økonomiske<br />
problemer i vinindustrien<br />
er ved at<br />
underminere en hel<br />
region.<br />
Languedoc er et område, man skal holde<br />
øje med. Måske forbinder du stadig området<br />
med papvine og tømmermænd, men<br />
der er kommet nye toner hos en lang<br />
række producenter. Languedoc er på vej<br />
op. Placeret ned mod middelhavskysten<br />
omkring Montpellier inviterer området<br />
også til ferier med både vin og vand.<br />
For mig er Languedoc stedet, hvor drømmen<br />
om en vingård næsten blev til virkelighed.<br />
Sammen med et par kollegaer<br />
etablerede jeg i 2000 et Micro-Winery i<br />
Prades les Lez udenfor Montpellier. Her<br />
eksperimenterer man i dag med vinfremstilling<br />
i lille skala og tester, om fremtidens<br />
gær- og bakteriekulturer fungerer optimalt.<br />
Forsøgene<br />
udgør et vigtigt<br />
opskaleringstrin<br />
fra laboratorium<br />
til<br />
virkelighed, og<br />
som en sidegevinst<br />
så smager<br />
vores ”danskfranske”<br />
vine<br />
faktisk aldeles<br />
glimrende…<br />
7. Italien<br />
– Toscana<br />
I Toscana lærte<br />
jeg at drikke<br />
Grappa! Og i<br />
Små kolber og kæmpeflaske<br />
med vingær dyrkes<br />
over pejsen på Chateau de<br />
Landiras<br />
Toscana (Pontesieve) ligger restauranten,<br />
hvor jeg proklamerede, at hvis jeg<br />
nogensinde skulle giftes – ja, så måtte<br />
det blive her!<br />
Toscana er udråbt til livsnydernes region.<br />
<strong>De</strong> små middelalderbyer, de bløde bakker,<br />
cypresserne og olivenlundene ser<br />
fantastisk ud badet i den sene eftermiddagssol.<br />
Romantikere har virkelig ideelle<br />
omgivelser! Toscana har også et genialt<br />
køkken, hvor enkle råvarer bliver til fantastisk<br />
gastronomi. Og vinene er selvfølgelig<br />
et kapitel for sig! <strong>De</strong>n vigtigste drue<br />
er Sangiovese, og de mest kendte vine<br />
er nok Chianti classico og Brunello. Men<br />
kendere vil også fremhæve de berømte<br />
”Super-toscanere”. Sidstnævnte er karakteriseret<br />
ved, at producenterne ikke har<br />
overholdt de lokale ”vinlove” hvad angår<br />
druesammensætning og vinfremstilling.<br />
Vinene er derfor klassificeret som bordvin<br />
(vino de tavola), selvom de er i verdensklasse<br />
og sælges for flere hundrede kroner<br />
flasken.<br />
8. Argentina - Mendoza<br />
Argentina er et land, der langsomt kryber<br />
ind under huden. Første gang jeg var<br />
i Mendoza, var jeg faktisk lidt skuffet.<br />
Andesbjergene var ikke så imponerende<br />
som jeg havde ventet, og det var svært at<br />
begå sig uden synderlige spanskkundskaber.<br />
Sidste år var jeg så tilbage, og begejstringen<br />
steg markant. Landet har været<br />
igennem en kæmpe økonomisk krise og er<br />
i dag en sjov blanding af gammelt og nyt.<br />
<strong>De</strong>t lokale prisniveau er meget lavt, hvilket<br />
gør det til et attraktivt ferieland.<br />
I Mendoza er der mange højteknologiske<br />
vingårde, der laver glimrende vine til<br />
eksport. Nationaldruen er Malbec – men<br />
her fremstilles vine på alle de klassiske<br />
druer, og ”value for money” er generelt<br />
god. Særligt kan det anbefales at prøve<br />
nationalretten: En halv ko og en hel flaske<br />
rødvin!<br />
I Mendoza leves livet i sin egen rytme, og<br />
der sker ikke særligt meget hele eftermiddagen!<br />
Endvidere har jeg prøvet at være<br />
inviteret til et lokalt middagsselskab med<br />
det bedre borgerskab, og her blev der<br />
ikke serveret mad før kl. to om natten!<br />
(Behøver jeg at fortælle, hvor sulten jeg<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 59
var?). På en weekendaften i Mendoza<br />
ankommer familierne med mindre børn<br />
ofte først til restauranterne ved midnatstid.<br />
9. Frankrig – Bourgogne<br />
Indtil for et par uger siden havde det<br />
været utænkeligt at finde Bourgogne på<br />
denne liste, da jeg er en ægte Bourgogneignorant!<br />
Generelt er vine på Pinot noir druen ikke<br />
blandt mine favoritter, men efter tiltrængt<br />
behandling på stedet er jeg ved at være<br />
kureret. Kuren lød på tre dages rejse til de<br />
bedste Bourgogne-producenter og smage<br />
fadprøver i kælderen fra årgang 2004<br />
(næsten færdiggæret). <strong>De</strong>nne øvelse er<br />
normalt kun forbeholdt ønologer (dansk<br />
for ”Enologist”) og professionelle vinjournalister.<br />
<strong>De</strong>t er en sidegevinst ved jobbet<br />
som rejsende i vinindustrien. <strong>De</strong>sværre<br />
opfattes det som uprofessionelt, hvis man<br />
ikke spytter det hele ud igen - øv!<br />
Jeg kan stadig ikke redegøre for alle de<br />
små kommuner og forskellene på de<br />
berømte vinmarker, men jeg kan nu trygt<br />
anbefale at gå på opdagelse i Bourgognes<br />
mange små kældre.<br />
10. Spanien – Cataluna-Penedes<br />
Vin forsøgene passes i<br />
Prades Le Lez<br />
Sidste plads på listen går til Spanien, hvor<br />
både Rioja og Cataluna-Penedes (ved<br />
Barcelona) er gode bud på spændende<br />
vinrejser. Spanske vine er ikke til at<br />
komme udenom og mange eksperter spår,<br />
at Spanien bliver Europas nye vinstjerne.<br />
I Rioja laves vinene overvejende på druen<br />
Tempranillo, mens der er større variation<br />
i Cataluna-Penedes, der også er kendt for<br />
deres Cava produktion. <strong>De</strong>n mest kendte<br />
producent i Danmark er nok Freixenet, et<br />
mærke, som de fleste lokale ikke kunne<br />
drømme om at drikke.<br />
<strong>De</strong>t var ti distrikter, men hov, hvad blev<br />
der af Californien?<br />
Efter længere tids overvejelser fik USA<br />
ikke plads på listen, og det skyldes ikke<br />
kun Bush! Vinturismen ”over there” er<br />
ganske enkelt blevet for kommerciel.<br />
Smagninger pålægges et gebyr, deres<br />
smagelokaler er fyldt af turister og merchandise,<br />
og der er desværre sjældent<br />
vinkyndige personer bag disken.<br />
Og hvad med vores tyske naboer?<br />
Jamen, der er masser af dejlige Riesling<br />
og Gewürztraminer, men de er bare ikke<br />
lige mine personlige favoritter! Og glem så<br />
ikke, at vi også laver vin i lille Dannevang.<br />
Så hvis du er blevet inspireret af at læse<br />
om verdens vindistrikter, hvorfor så ikke<br />
starte den globale ”tour de vin” i Avedøre<br />
på Dansk Vin Center?<br />
En typisk vingård i<br />
Boer stil med tilhørende<br />
vinmark.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 60
Referat af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>s<br />
generalforsamling<br />
Sted: Frederiksbjerg Beboerhus, Århus<br />
Tid: lørdag d.27/11 kl. 15.00<br />
1) Valg af dirigent<br />
Som dirigent blev enstemmigt valgt Niels Iversen (NJLI),<br />
der kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt<br />
indvarslet. Ganske vist havde der i september-Globen<br />
stået, at tidspunktet var kl. 16.00, men der var d. 31/10<br />
udsendt en korrektion (til kl. 15) pr. mail, hvilket var i<br />
god tid til de krævede tre uger.<br />
Som referent blev valgt Claus Qvist Jessen (CQJ),<br />
hvorefter ordet blev givet til Per Allan Jensen (PAJ), der<br />
kort holdt en lille nekrolog for vort nyligt afdøde medlem<br />
Lis V. Jørgensen (se s. 50).<br />
2) Formandens beretning<br />
Formand Søren Padkjær (SP) aflagde årets beretning (se<br />
s. 64), som herefter blev enstemmigt vedtaget.<br />
3) Kassererens beretning<br />
Kasserer Bjarne Lund-Jensen (BLJ) udleverede det<br />
reviderede regnskab til gennemsyn (se s. 63) og<br />
konstaterede med en vis tilfredshed et fint overskud.<br />
<strong>De</strong>tte forventes ifølge budgettet at blive mindre i 2005<br />
især pga. forventede ekstraomkostninger ved at trykke<br />
Globen. Endvidere bemærkede BLJ, at udgiften på 8.563<br />
kr. for T-shirts dækkede over en bunke usolgte trøjer.<br />
Kennet Föh (KF) bemærkede, at den slags burde stå<br />
under ”aktiver”, hvilket revisor Lasse Nørgaard (LN)<br />
ligeledes havde bemærket. <strong>De</strong>tte var dog ikke sket, men<br />
var altså en fejl.<br />
Ib Stejlborg (IS) efterlyste en prognose for passive<br />
medlemmer. BLJ mente, at det var svært at forudse, men<br />
forventede dog en stigning. NI supplerede med, at de<br />
15.000 som indtægt for passive medlemmer formentlig<br />
er lavt skudt. Alene vore mange rabatter tiltrækker folk i<br />
hobetal.<br />
Kenneth Hvolbøl (KH) efterlyste årsagen til stigningen<br />
i udgifterne til Globen, hvor CQJ og BLJ i fællesskab<br />
kunne sige, at det dels skyldes et forventet større<br />
oplag (pga. medlemsstigning) og dels, at allerede<br />
decembernummeret 2004 bliver med 16 farvesider i<br />
bladet.<br />
Herefter blev regnskabet sat til afstemning og<br />
enstemmigt godkendt.<br />
4) Fastsættelse af kontingent og forelæggelse af<br />
budget<br />
Kassereren (BLJ) foreslog på bestyrelsens vegne<br />
kontingentet for aktive medlemmer holdt uændret<br />
(norm.: 400, familie: +100, indmeld.: 100). <strong>De</strong>tte blev<br />
enstemmigt vedtaget.<br />
Kontingentet for passive blev foreslået holdt til 300 kr./år<br />
og 450 kr./11⁄2 år afhængig af indmeldelsestidspunktet.<br />
Alene indmeldelsestidspunktet gav anledning til en smule<br />
debat, idet der altid vil være en usikkerhed forbundet<br />
med trykningen af især december- og marts-bladene,<br />
hvilket dog ikke anses for at være kritisk. Globen trykkes<br />
digitalt, hvilket gør eventuelle ekstratryk ca. lige så dyre/<br />
billige som det normale oplag. Herefter bllev også det<br />
passive kontingent vedtaget enstemmigt.<br />
- Bestyrelsen blev pålagt at vurdere, om modellen med 1 år/ 11⁄2 års<br />
passivt medlemsskab skal rettes til en model baseret på kvartaler (for at<br />
nedbringe lagrene af brugte Glober)<br />
5) Indkomne forslag<br />
En enig bestyrelse fremsatte to forslag:<br />
Første forslag: Passive medlemskaber står ikke nævnt<br />
i vedtægterne. <strong>De</strong>t bør de gøre, hvorfor en ny §3<br />
foreslås indført:<br />
§3 Passivt Medlemskab<br />
<strong>De</strong>t er muligt at blive passivt medlem af klubben.<br />
Til passive medlemmer stilles ingen krav mht.<br />
rejsevirksomhed. Passive medlemmer har ikke<br />
(undtagen ved enkelte særlige lejligheder) adgang<br />
til at deltage i klubbens møder og heller ikke adgang<br />
– eller stemmeret – til klubbens generalforsamlinger.<br />
Passive medlemmer modtager klubbens medlemsblad<br />
og har en række andre fordele på lige fod med de<br />
øvrige medlemmer (sponsorrabatter, deltagelse i<br />
klubrejser etc.). Kontingentet for passivt medlemskab<br />
fastsættes på den årlige generalforsamling.<br />
<strong>De</strong>tte gav ikke anledning til megen debat, og<br />
forslaget blev vedtaget enstemmigt.<br />
Andet forslag:<br />
§2, Ad A2 + B tilføjes: »A-medlemmer skal til<br />
stadighed opfylde A1«. Forslaget blev fremsat for<br />
at lukke et ”smuthul”, der ville give A-medlemmer<br />
mulighed for (ved brug af 8-ugers-reglen) at få et<br />
”landetal” lavere end deres alder. <strong>De</strong>tte har aldrig<br />
været meningen med 8-ugers-reglen, og forslaget<br />
blev vedtaget med 1 stemme imod, 3 neutrale og<br />
resten for.<br />
<strong>De</strong>rudover havde Arne Runge (AR) indleveret et<br />
forslag om rygning, men da dette ikke var blevet<br />
rettidigt indleveret (d. 18/11), kunne det ikke<br />
behandles og evt. vedtages, hvorefter NJLI flyttede<br />
det til pkt. 9, ”eventuelt”.<br />
6) Evt. valg af formand (normalt på valg hvert<br />
andet år)<br />
Punktet udgår, da formanden blev valgt i 2003, og der<br />
derved først skal vælges/genvælges en ny i 2005.<br />
7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer plus<br />
tre suppleanter<br />
Seks kandidater stillede op til de tre ledige pladser, og<br />
efter korte valgtaler, stemmeafgivelse og en grundig<br />
fintælling blev resultatet:<br />
Nikolaj Witte: 36 stemmer<br />
(valgt)<br />
Martin Anker Nielsen: 33 (valgt)<br />
Claus Qvist Jessen: 22 (valgt)<br />
Lars Munk: 20 (1.<br />
suppleant)<br />
Søren Bonde: 13 (2.<br />
suppleant)<br />
Claus Andersen: 10 (3.<br />
suppleant)<br />
8) Valg af revisor plus revisorsuppleant<br />
Revisor Lasse Nørgaard havde in absentia erklæret<br />
sig villig til genvalg og blev det med 100 % af<br />
stemmerne. Mai Nygaard blev med samme flotte<br />
stemmeprocent valgt til revisorsuppleant.<br />
9) Eventuelt<br />
AR’s forsinket indleverede forslag omhandlede, ”at<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 61
alle møder skal være åbne for alle, hvilket betyder,<br />
at der altid skal kunne ryges – enten indendørs eller<br />
umiddelbart udenfor”.<br />
Ikke uventet medførte forslaget en stor debat,<br />
hvorunder bl.a. CQJ mente, at en sådan ”rygepligt”<br />
ville skræmme endnu flere medlemmer bort end de få<br />
rygere, der for tiden føler sig forfordelt.<br />
Oveni meddelte toastmaster KH og Per Allan Jensen<br />
(PAJ), at så længe vi holder møder privat, vil det<br />
altid være værten, der bestemmer. <strong>De</strong>tte blev<br />
støttet af Kira Leisau (KL), som meget nødig så sin<br />
røgfri lejlighed omdannet til en tåge. Flere andre<br />
medlemmer udtrykte, at de ikke længere ville lægge<br />
hus til møder, hvis det betød, at de skulle tvinges til<br />
at give tilladelse til rygning indendørs.<br />
Meget kort: Med undtagelse af AR selv var der ikke<br />
megen sympati for rygningens fristelser.<br />
Herefter redegjorde Søren Bonde kort om projektet<br />
Café Globen, der omsider er kommet op på en ApSkapital<br />
på 129.000 fordelt på 46 anpartshavere. Da<br />
ApS’et endnu ikke er officielt stiftet, er det stadig<br />
muligt at købe andele (1000 kr. stykket).<br />
Lokalerne er nu fundet: Turesensgade 2, KBH K (lige<br />
indenfor søerne, ikke langt fra HCØ). Stedet er 102<br />
kvm. stort og særdeles egnet til foredrag og anden<br />
udadvendt aktivitet. Meget apropos ovenstående<br />
indlæg har det været overvejet at gøre caféen røgfri!<br />
Folkersenprisen:<br />
Formand SP redegjorde for Folkersenprisen som<br />
klubbens fornemste æresbevisning; en ære der<br />
tilfalder et medlem, der i særlig høj grad har rejst i<br />
henhold til Poul Folkersens ånd. Prisen uddeles hvert<br />
år til generalforsamlingen af en trojka bestående af<br />
DBK’s formand (SP), direktøren for Wasteels Rejser<br />
(Ole Egholm) og den regerende Folkersen-modtager<br />
(AR), og i år var valget faldet på globetrotter,<br />
kaospilot, musiker, mujahedin, foredragsholder mm.<br />
Rasmus Krath. Begrundelsen for valget af Rasmus<br />
findes s. 65, og valget blev ledsaget af et af aftenens<br />
største bifald.<br />
<strong>De</strong>t er femte gang, prisen uddeles, og udover<br />
Rasmus Krath i 2004 har modtagerne været: Claus<br />
Qvist Jessen (2000), Lone Friis Larsen (2001), Claus<br />
Andersen (2002) og altså Arne Runge (2003).<br />
Egholmprisen:<br />
SP: Egholmprisen, indstiftet til minde om den anden<br />
af klubbens to hovedstiftere, dukkede op sidste<br />
år som et modstykke til Folkersen ved det, at den<br />
skulle uddeles til den ultimative landefræser. I år (og<br />
fremefter) har den skiftet karakter til at være en pris,<br />
der uddeles til et medlem, der har gjort særligt meget<br />
for at profilere klubben, og da det nu er en ”Egholm”,<br />
må han/hun gerne have slået et par rekorder<br />
undervejs.<br />
I år var der ingen tvivl. Lenin-ekspeditionens<br />
kortvarige tab af Martin Anker Nielsen til det hvide<br />
bjerg medførte i sensommeren en hidtil uset<br />
medieopmærksomhed, og Martin får derved æren<br />
af at indskrive sig i annalerne som modtager af<br />
Egholmprisen 2004.<br />
Tidligere modtager var Per Allan Jensen, der dog<br />
(bl.a.) fik den for sit hastige commandoraid gennem<br />
det meste af Balkan sidste år.<br />
Skribentkonkurrencen:<br />
SP: 41 læsere havde fundet det værd at stemme på<br />
den person, de mente bedst havde bidraget til at gøre<br />
Globen til landets bedste klubblad. I alt har hele 33<br />
medlemmer bidraget med tilsammen omkring 100<br />
artikler, og spredningen i folks præferencer ses af, at<br />
samtlige skribenter havde fået points.<br />
Placeringerne var især i næsten-toppen utroligt tætte, og<br />
kun et point skilte f.eks. nr. 4 fra nr. 5 og nr. 5 fra nr. 6.<br />
Resultatet af årets afstemning blev:<br />
1. Arne Runge: 1.500 kr. til Jysk Rejsebureau<br />
2. Claus Qvist Jessen: 1.250 kr. til Friluftsland<br />
3. Ib Larsen: 1.000 kr. til Penguin Travel<br />
4. Ewa Bylinska: 800 kr. til Jysk Rejsebureau<br />
5. Nikolaj Witte: 700 kr. til Jysk Rejsebureau<br />
6. Marianne Christensen: 500 kr. til Friluftsland<br />
Herefter blev der i referentens nyindkøbte, amerikanske<br />
hat foretaget lodtrækning om yderlige 15 præmier<br />
blandt alle medlemmer, der har bidraget med ”noget”,<br />
og som ikke er blandt de seks ”pointhajer” ovenfor. <strong>De</strong>t<br />
kan være foredrag, værtskaber, artikler, fotos etc. etc.<br />
Præmietagerne blev her:<br />
Kenneth Hvolbøl (Gavekort, Scanvik Books 200kr.)<br />
(Vulkan) Henning Andersen (Scanvik Books 200r.)<br />
Bjarne Lund-Jensen (Scanvik Books 200 kr.)<br />
Søren Christensson (Scanvik Books 200 kr.)<br />
Lone Andersen (Scanvik Books 200 kr.)<br />
Poul-Erik Jensen (polo-shirt)<br />
Søren Padkjær (polo)<br />
Lars Munk (polo)<br />
Uffe Gadebjerg (polo)<br />
Henrik Pedersen (polo)<br />
Anders Pedersen (gavekort for passivt medlemskab)<br />
Henrik Døcker (passivt medlemskab)<br />
Christian Bøjgaard (passivt medlemskab)<br />
Lars Hansen (passivt medlemskab)<br />
Poul Saabye (passivt medlemskab).<br />
Herefter var generalforsamlingen slut, og formand og dirigent<br />
takkede alle for god ro og orden.<br />
CQJ<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 62
Regnskab - godkendt af generalforsamlingen<br />
1/10 03-1/10-04 Budget 03/04 Budget 2004/05<br />
INDTÆGTER AKTIVER<br />
Medl. Kontingent 51.500 52.000 55.000 Kontant beh. 1.339<br />
Passive medlemmer 12.675 6.000 15.000 Bank beh. 30.629<br />
Web-annoncer 6.167 8.000 8.000 Aktiver i alt 31.968<br />
Annoncer Globen 5.100 6.000 6.000<br />
Renter 40<br />
I alt 75.482 72.000 84.000 PASSIVER<br />
Egenkap. 01.10.2003 22.051<br />
UDGIFTER: Arets Resultat 9.917<br />
t-shirts 8.563 Passiver i alt 31.968<br />
Renter & gebyrer 160 200<br />
Kontorartikler 4.273 2.000 3.000<br />
Dusører 4.000 6.000 4.000<br />
Folkersen pris 2.000 2.500 2.000<br />
Præmier<br />
Transport<br />
220 2.000 1.000<br />
bestyrelsesmøder 3.987 4.000 5.000<br />
Bestyrelsesmøder 2.065 4.000 4.000<br />
Hjemmeside 1.350 2.500 1.500<br />
Globen<br />
Medlemsmøder<br />
31.942 26.000<br />
4.800 4.000<br />
40.000<br />
5.000<br />
Foranstående regnskab er revideret<br />
<strong>De</strong>t kan efter vor opfattelse godkendes<br />
af generalforsamlingen<br />
Eksterne foredrag 3.000 3.000<br />
Julefest 2.204 3.000 3.000<br />
I alt 65.565 59.000 71.700 Bjarne Lund-Jensen Lasse Nørgård<br />
revisor<br />
Resultat 9.917 13.000 12.300<br />
Ovf. Beholdning 22.051<br />
Ny beholdning 31.968<br />
Forårsrejse til Georgien<br />
<strong>Klub</strong>bens medlemmer (såvel aktive som passive) har atter fået et godt tilbud fra en af vores sponsorer, Penguin<br />
Travel, nemlig om deltagelse i en testrejse til Georgien en uge i maj 2005 (7/5-14/5).<br />
At det er en testrejse betyder, at tingene ikke nødvendigvis forløber helt som planlagt og at det kan blive<br />
nødvendigt med improvisationer undervejs. Til gengæld får man rejsen noget billigere end den pris, som<br />
den (formentlig) vil blive sat til, når / hvis den kommer i Penguins katalog, nemlig for 7.300 kr. (1.500 kr.<br />
under forventet katalogpris). Prisen er for indkvartering i db. værelser med halvpension, men excl. visum og<br />
rejseforsikring.<br />
<strong>De</strong>r stilles ingen særlige fysiske krav til turen, idet transporten hovedsageligt foregår pr. bil, bortset naturligvis<br />
fra nogle sightseeingture til fods.<br />
Til gengæld for deltagelse skal man forpligte sig til efterfølgende at levere en rejsebeskrivelse til Penguin samt<br />
deltage i et af deres infomøder. Hvis man gerne vil have en ven, en kollega eller et familiemedlem med, så er<br />
det også muligt – forudsat altså at vedkommende melder sig ind i DBK (evt. som passivt medlem).<br />
Kun fem af klubbens medlemmer har endnu været i Georgien, så det er ’jomfrueligt land’.<br />
Hvis du er (seriøst) interesseret, så send mig en mail (Per.Allan.Jensen@sdk.sas.com), hvorefter jeg fremsender<br />
word-dokument med mere detaljeret rejsebeskrivelse.<br />
Per Allan<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 63
Formandens beretning<br />
Generalforsamlingen, den 27. november 2004<br />
<strong>De</strong>t er en fornøjelse at være formand i en klub, hvor der er så<br />
mange engagerede og spændende medlemmer, og derfor har<br />
mit <strong>første</strong> år på posten været en god oplevelse.<br />
Vi har gennem året oplevet en støt stigende interesse for<br />
klubben, og vi er nu oppe på ca. 150 aktive medlemmer,<br />
hvilket er det højeste i klubbens historie. <strong>De</strong>t medlemsnummer,<br />
man får ved indmeldelse, er personligt, og de sidst indmeldte<br />
medlemmer har numre omkring 250-255. <strong>De</strong>t vil altså sige,<br />
at ca. 100 tidligere medlemmer nu ikke længere er aktive i<br />
klubben. Da vi uhyre sjældent modtager direkte udmeldelser,<br />
så er årsagen til dette frafald simpelt hen vore stramme<br />
regler for medlemskab med krav om 2 nye lande hvert andet<br />
år samt antal lande i forhold til ens alder. Hvert år er der ca.<br />
10-15 medlemmer, som af disse årsager må forlade klubben<br />
som aktive medlemmer, men efter at vi har indført passivt<br />
medlemskab, er der mulighed for at blive overført hertil og på<br />
denne måde bevare kontakten til klubben. Ligeledes ser vi flere<br />
kommende nye medlemmer starte som passive, medens de<br />
arbejder på at nå op på det nødvendige antal lande.<br />
Man kan have forskellige opfattelser af disse regler med<br />
at tælle lande, men det er alligevel nok vore skrappe<br />
optagelsesbetingelser, der har været med til at gøre klubben<br />
kendt og respekteret. Vor medlemsundersøgelse forrige år<br />
viste da også, at en betydelig del af vore medlemmer forbandt<br />
en vis prestige ved at være med i klubben. <strong>De</strong>suden har vi<br />
jo vore B-betingelser, hvor personer med ofte anderledes og<br />
skæve <strong>rejseoplevelse</strong>r kan optages. Her er det på sin plads<br />
at takke Martin for det store arbejde med at holde styr på<br />
medlemskartoteket.<br />
<strong>Klub</strong>bens formål er at udbrede rejselysten og sprede information<br />
om andre lande og kulturer, hvilket vi opfylder ved årligt at<br />
afholde ca. 25 møder og med 4 udgaver af medlemsbladet<br />
Globen. Begge dele er baseret på medlemmernes egne bidrag,<br />
hvilket lader til at være en uudtømmelig kilde af spændende,<br />
lærerige, inspirerende og morsomme oplevelser.<br />
I hvert fald er det hvert kvartal lykkedes at fylde vort<br />
flotte medlemsblad Globen med imponerende 72 siders<br />
<strong>rejseoplevelse</strong>r. Jeg har kun hørt lovord om Globen – også fra<br />
ikke-medlemmer – og jeg tror vi uden at overdrive kan sige,<br />
at vi har landets flotteste klubblad, der udelukkende laves af<br />
medlemmerne som frivilligt arbejde. For de seneste 4 udgaver<br />
har der været bidrag fra 33 forskellige medlemmer, og som<br />
årets skribentkonkurrence viste, så har stort set samtlige<br />
bidragydere fået point for deres beretninger. <strong>De</strong>t vil senere på<br />
dagen blive afsløret, hvem der så har fået de fleste points.<br />
Jeg tror, vi er mange, der hvert kvartal ser frem til at modtage<br />
Globen, og medens vi læser de spændende beretninger bliver<br />
enormt inspirerede til hurtigst muligt selv at tage på oplevelse<br />
igen. <strong>De</strong>rfor – fortsæt endelig med at indsende jeres historier<br />
– de vil alle blive læst med stor interesse. I denne forbindelse<br />
også tak for indsatsen til årets redaktører, Claus Qvist, Søren<br />
NÆSTE TEMA:<br />
KINA<br />
Bonde samt de nuværende Nikolaj Witte og Simon Staun.<br />
Udover medlemsbladet, som alle uanset bopæl og<br />
rejseaktiviteter kan have glæde af, er vor anden vigtige<br />
aktivitet medlemsmøderne. <strong>De</strong>r har været møder om alt<br />
fra øltyper over oplevelser i den canadiske vildmark til<br />
weekendmøde i en næsten-ægte jernalderlandsby ved<br />
Gudenåen. Også her er der stor tilslutning, og ser vi på dette<br />
års møder, så har ca. halvdelen af klubbens medlemmer<br />
deltaget i et eller flere møder. <strong>De</strong>t er dejligt at møde<br />
ligesindede til en god rejsesnak, hvor man ikke behøver at<br />
forklare hvad man stiller op når man kommer til et nyt land,<br />
uden guide og reserveret hotelværelse, og for vore mange<br />
nye medlemmer er det den bedste måde at komme-i-gang i<br />
klubben. Jeg vil derfor opfordre nye medlemmer til hurtigst<br />
muligt at møde op til en klubaften, og samtidig lige minde<br />
de erfarne medlemmer om at tage godt imod nye ansigter<br />
og hjælpe dem ind i kredsen. Tak til alle vore fantastiske<br />
foredragsholdere, der har delt deres oplevelser med os, til<br />
værterne, der har disket op med lækre og ofte eksotiske<br />
retter – og naturligvis til vore to toastmastere, Kenneth og<br />
Fiil, der har fået det hele til at falde på plads.<br />
For såvel nuværende som kommende medlemmer – og<br />
de mange andre interesserede – er vores hjemmeside<br />
et uvurderligt værktøj. Vi ligger på 30-40 besøgende<br />
per dag, og har i specielle perioder været helt oppe på<br />
50 daglige besøg. Under alle omstændigheder er det en<br />
betydelig stigning i forhold til sidste år. Hjemmesiden er et<br />
skatkammer af oplysninger for rejseinteresserede – bl.a.<br />
med alle medlemmernes <strong>rejseoplevelse</strong>r, og hvor man nu<br />
kan søge på samme måde som når I søger på nettet, og<br />
desuden med en unik samling af rejserelaterede links.<br />
Hjemmesiden undergår en stadig positiv udvikling, og giver<br />
f.eks. nu med en forside-opdatering af møder og nyheder et<br />
lynhurtigt overblik over hvad der er kommet til den seneste<br />
måneds tid. En stor tak til Niels for dette flotte arbejde.<br />
På sponsorsiden har Per Allan sikret klubben en god ekstra<br />
indtægt ved at skaffe annoncer på hjemmesiden og i Globen<br />
– samt ikke at forglemme mange fine præmier, som vil blive<br />
udloddet til medlemmerne senere på dagen. Og Bjarne har<br />
på kompetent vis sørget for at holde styr på regnskabet.<br />
For at afrunde takken til bestyrelsen, så har også Claus<br />
Andersen bidraget med gode ideer og inspiration – selvom<br />
hans lange cykelture er vanskelige at tilrettelægge mellem<br />
bestyrelsesmøderne.<br />
Til allersidst vil jeg på klubbens vegne gerne rette en stor<br />
tak til direktøren i Wasteels Rejser, Ole Egholm, klubbens<br />
grundlægger og <strong>første</strong> formand, som på både det praktiske<br />
og ikke mindst økonomiske plan giver en betydelig<br />
opbakning til <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>.<br />
Søren Padkjær<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 64
Folkersen-prisen 2004<br />
I forbindelse med generalforsamlingen for fire år siden<br />
indstiftede klubben en såkaldt ”Folkersen-pris” til minde om<br />
klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator, Poul Folkersen, der<br />
døde den 4. august 2000, kort efter at han var blevet udnævnt<br />
til æresmedlem af klubben.<br />
<strong>De</strong>nne hædersbevisning uddeles til et klubmedlem, der gennem<br />
årerne har dyrket rejselivet i Poul Folkersnes ånd, en person<br />
der ved særligt energisk og grænsesøgene rejseliv er nået langt<br />
bort fra de gængse turistområder og fået en grundig indsigt<br />
i lokale forhold. Endvidere lægges der vægt på, at oplevelser<br />
og erfaringer på passende vis er blevet videregivet til til både<br />
klubben og resten af samfundet. Prisen uddeles hvert år i<br />
forbindelse med generalforsamlingen og består – ud over af<br />
selve æren – i år af kr. 2.000 fra klubben plus et tilsvarende<br />
bidrag fra Wasteels Rejser.<br />
Alle kan foreslå kandidater, men hvem der modtager prisen<br />
afgøres af en jury bestående af et tremands udvalg: Formanden<br />
for <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>, direktøren for Wasteels Rejser (Ole<br />
Egholm) samt sidste års prismodtager (Arne Runge). Har man<br />
fået Folkersen-prisen én gang, har man karantæne i tre år og<br />
kan altså tidligst få den igen fire år senere. <strong>De</strong>tte sikrer dels<br />
en vis rotation og dels at den nyeste prismodtager ikke bliver<br />
inhabil ved valget af sin efterfølger. Tidligere modtagere har<br />
været Claus Qvist Jessen, Lone Friis Larsen, Claus Andersen og<br />
Arne Runge.<br />
I år har det nævnte tremandsudvalg besluttet, at værdigheden<br />
til modtagelsen af Folkersen-prisen tilfalder et forholdsvis nyt<br />
medlem, der trods sin unge alder har oplevet mere end de fleste<br />
– netop fordi han opsøger de skæve og udfordrende steder.<br />
Hans <strong>første</strong> rejse gik til Sydamerika, hvor han havde planlagt<br />
nogle måneders rundrejse – i stedet blev han optaget i en<br />
omrejsende teatertrup, der gav forestillinger i Andesbjergene,<br />
han lærte at spille panfløjte og at leve som indianerne. Han<br />
solgte sin flybillet til Danmark og fortsatte med at udforske<br />
kontinentets sjæl.<br />
Hans interesse for det usædvanlige var også tydelig ved det<br />
<strong>første</strong> foredrag i DBK, hvor han præsenterede Mellemamerika<br />
set fra lossepladser og med deres beboere. Udover at være<br />
en fremragende fotograf og fortæller, så krydrer han også sin<br />
optræden med gøgl og sang – og jeg håber at vi kan formå ham<br />
til at give nogle prøver på begge dele under julefrokosten.<br />
Senest har han rejst med tuk-tuk en del af vejen fra Bangkok<br />
til Århus. Som om det ikke kunne give oplevelser nok, så<br />
foretog han desuden en solorejse gennem Afghanistan over<br />
bjergpas i snestorm, til egne hvor der næppe tidligere har været<br />
rygsækrejsende.<br />
Når jeg til slut oplyser, at han også er kaospilot – med alle de<br />
kendetegn som vi i vore værste fordomme kan knytte til dette<br />
begreb – så er alle sikkert klar over, at årets Folkersen-pris<br />
gives til medlem nr. 196, Rasmus Krath.<br />
SP/09.11.2004<br />
EGHOLM PRISEN 2004<br />
Som bekendt blev der på sidste års generalforsamling<br />
indstiftet en pris til ære for klubbens grundlægger, Ole<br />
Egholm. <strong>De</strong>n skulle være et anderledes supplement til<br />
Folkersen-prisen, og den blev i fjor givet til klubbens<br />
tidligere formand, Per Allan Jensen. Prisen var dels en meget<br />
fortjent påskønnelse af det store arbejde, som Per Allan<br />
gennem flere år har lagt i klubbens opbygning, men også<br />
som en spydig kommentar til hans Balkanrejse, hvor der<br />
virkelig var fart på for at nå de mange nye lande på den<br />
korte ferietur.<br />
Nu er der næppe mange i <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong> der anser<br />
antallet af besøgte lande som det væsentligste kriterium,<br />
og selv om det var en fin joke, så er det sammen med<br />
navngiveren til prisen besluttet at ændre lidt på kriterierne<br />
for fremtidige modtagere.<br />
Som i enhver klub med frivillig arbejdskraft er vi afhængige<br />
af, at der er medlemmer, der yder en præstation ud over<br />
det sædvanlige, og gerne så det medvirker til udbredelse<br />
af kendskabet til klubben. <strong>De</strong>t kan være gennem arbejdet<br />
internt i klubben, eller det kan være – som det er tilfældet<br />
i år – en enkeltstående begivenhed, der i den grad sætter<br />
fokus på <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>. For at holde det i rette Egholmånd,<br />
så vil den ideelle kandidat samtidig have sat en eller<br />
anden rekord.<br />
En ellers fredelig dag i august kunne det nemlig pludselig<br />
aflæses på mediernes Richter skala, at én af disse vovehalse<br />
fra <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong> var forsvundet på toppen af et bjerg<br />
i et fjerntliggende land. Bestyrelsens telefoner kimede,<br />
telefonsvareren løb tør for bånd, vores hjemmeside<br />
blev bestormet, og på BT’s netavis var artiklen om den<br />
forsvundne dansker – der heldigvis hurtigt blev til den<br />
heltmodige dansker – registreret som den mest læste denne<br />
dag. Også diverse TV-reportere og journalister meldte sig,<br />
og det blev da også til adskillige udsendelser i både radio og<br />
TV – i flere tilfælde med det specielle Pik Lenin/DBK flag.<br />
<strong>De</strong>t der åbenbart var spændende nyheder for den danske<br />
befolkning, var for os i klubben først et chok, ja nærmest<br />
en lammelse ved tanken om, at det kunne være sandt.<br />
Heldigvis var du da allerede på vej tilbage til lejren i god<br />
behold, og lettelsen bredte sig over det ganske land.<br />
Jeg havde fornøjelsen at følge dit foredrag sidste måned<br />
hjemme i Bjerringbro – blandt familie og gamle venner – og<br />
jeg kan forstå, at det hele faktisk var ganske udramatisk.<br />
Du havde haft to overnatninger på toppen af Pik Lenin, men<br />
du havde jo været fornuftig nok til at tage din sovepose og<br />
liggeunderlag med. Ifølge din egen beretning, så var det<br />
mest halsbrækkende og farlige ved hele Pik Lenin turen<br />
faktisk, da du med et lettere skadet ben skulle ride ned af<br />
bjerget på ryggen af en hest, der hverken havde respekt<br />
for gletscherspalter eller kanten til dybe afgrunde. Så om<br />
ikke andet, så fik du på den måde en fornemmelse af den<br />
fare, som alle vi andre troede du havde været udsat for på<br />
toppen.<br />
Samtidig satte du – sammen med Lars Hansen – ny<br />
højdeklubrekord med 7.134 meter.<br />
Alt i alt mener Komiteen for Uddeling af Egholm-prisen, at<br />
du både har ydet en præstation ud over det sædvanlige, sat<br />
en bemærkelsesværdig rekord og i særklasse har bidraget<br />
til at bringe <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong> – i hvert fald for en stund<br />
- på alles læber. Vi vil derfor gerne overrække diplomet på<br />
Egholm-Prisen sammen med en kontant præmie på kr. 2.000<br />
fra klubben samt et gavekort på samme beløb fra Wasteels<br />
Rejser til medlem nr. 141, Martin Anker Nielsen.<br />
SP/181104<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 65
Dusører/priser<br />
I 2005 er der mulighed for at vinde følgende<br />
dusører/priser:<br />
Lande: 2 x 2000 kr. pr. hidtil ubesøgt land. <strong>De</strong>r<br />
er efterhånden kun ét tilbage, nemlig Vatikanet.<br />
Da der ingen ordinære overnatningsmuligheder<br />
findes, lægges der vægt på, at man kan<br />
sandsynliggøre 24 timers ophold på området.<br />
Territorier: 2 x 1000 kr. pr. hidtil ubesøgt<br />
territorium. Som det blev nævnt i Globen nr. 17,<br />
er listen over territorier blevet justeret. Vi skal<br />
derfor først have indsamlet oplysninger om, hvem<br />
der allerede har besøgt de nytilkomne territorier.<br />
<strong>De</strong>t er derfor besluttet, at vi i 2005 kun giver<br />
dusører til de gamle territorier, som endnu ikke<br />
har været besøgt, nemlig følgende 7: Ascension<br />
(Br), Cocos-øerne (Aus), Kerguelen (Fr), Norfolkøerne<br />
(Aus), Tokelau (Nz), Tristan da Cunha (Br)<br />
samt Wallis & Futuna (Fr).<br />
Højde: 2 x 2000 kr. for at slå højderekorden, der<br />
pt. indehaves af Martin Anker Nielsen (141) og<br />
Lars Hansen (167), Pik Lenin med 7.134 meter.<br />
Folkersenprisen: 2 x 2000 kr. til det medlem,<br />
der bedst skønnes at rejse og opleve i Folkersens<br />
ånd. Alle kan indstille kandidater til denne pris,<br />
men modtageren afgøres af klubbens formand,<br />
direktøren for Wasteels Rejser samt sidste års<br />
prismodtager.<br />
Egholmprisen: 2 x 2000 kr. som en pris, der<br />
gives til et medlem af klubben, som i årets løb har<br />
gjort en præstation ud over det sædvanlige, gerne<br />
med det til følge, at klubben hermed er blevet<br />
mere kendt. For at holde det i rette Egholmånd,<br />
så vil den ideelle kandidat samtidig have<br />
sat en eller anden rekord. Modtageren afgøres af<br />
klubbens formand, direktøren for Wasteels Rejser<br />
samt sidste års prismodtager.<br />
Bemærk at ’2 x’ ovenfor betyder, at det anførte<br />
beløb modtages som en kontant præmie fra<br />
klubben samt at et tilsvarende beløb modtages<br />
som gavekort fra Wasteels Rejser.<br />
Bemærk endvidere, at et medlem højst kan<br />
modtage dusører for to lande/territorier/højder<br />
inden for samme kalenderår.<br />
Endelig er betingelsen for at modtage én af<br />
ovennævnte dusører (dog undtaget Folkersen og<br />
Egholm priserne), at man efterfølgende holder et<br />
(lysbilled-) foredrag på et medlemsmøde, hvor<br />
man fortæller om sin præstation.<br />
<strong>De</strong>suden vil der også fremover ske andre<br />
initiativer til præmiering af nogle af de<br />
medlemmer, der er med til at højne klubbens<br />
aktivitetsniveau.<br />
Søren Padkjær<br />
Sponsorer og medlemsrabatter<br />
Her op til jul, hvor der er nok af ekstra udgifter,<br />
er det rart at tænke på, at vores medlemskab af<br />
<strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong> kan give nogle ekstra kontante<br />
fordele, takket være aftaler med klubbens<br />
sponsorer:<br />
• Wasteels Rejser (www.wasteels.dk)<br />
• Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk)<br />
• Penguin Travel (www.penguin.dk)<br />
• Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau.dk)<br />
• Friluftsland (www.friluftsland.dk)<br />
• Scanvik Books (www.scanvik.dk)<br />
• Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk)<br />
Nogle af disse har deres logo på hjemmesiden,<br />
og andre har annoncer i bladene, for hvilke der<br />
afregnes kontant og/eller i form af ”naturalier”.<br />
Nogle yder forskellige andre bidrag, såsom f.eks.<br />
præmier til diverse konkurrencer (jfr. f.eks. den<br />
netop afholdte Globen-skribent-konkurrence<br />
samt lodtrækning på generalforsamlingen) eller<br />
kontante medlemsrabatter. Hvad det sidste angår,<br />
så lad mig endnu engang fremhæve disse:<br />
Rejseklinikken: 15% rabat på vaccinationer<br />
Gouda: 33% rabat på rejseforsikringer (Bemærk:<br />
Kun for aktive medlemmer)<br />
Scanvik: 25% rabat på rejsebøger og kort<br />
Friluftsland: 15% rabat på næsten alle (ikketilbuds-)<br />
varer<br />
<strong>De</strong> nævnte rabatter gælder såvel aktive som<br />
passive medlemmer, bortset fra, at rabatten hos<br />
GOUDA fra 1. januar 2005 KUN omfatter aktive<br />
medlemmer (beklager, men det har noget at<br />
gøre med Goudas forhold til rejsebureauerne,<br />
der tjener på at sælge deres rejseforsikringer).<br />
<strong>De</strong>r gives stadig rabat for medrejsende til<br />
(aktive) medlemmer, forudsat at der er tale om<br />
samboende og/eller egne børn.<br />
Ved køb hos Friluftsland SKAL medlemskort<br />
forevises, de øvrige steder er det - indtil videre<br />
- nok at oplyse navn og medlemsnummer.<br />
Til sidst en opfordring: Støt vore sponsorer - de<br />
støtter os!<br />
Per Allan<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 66
Kommende arrangementer<br />
13/12 Buddha arrangement<br />
Arrangementskalender<br />
18/12 <strong>De</strong>t bliver Claus Andersen, der fortæller om sin cykeltur i<br />
hælene på det danske fodboldlandshold, hvor han bla. af<br />
landstræner Morten Olsen, blev budt velkommen i træningslejren.<br />
Sted ukendt.<br />
7/1 Nytårsmiddag v. Jon Risvig i cafe Miami (tidligere Swimbar)<br />
Islandsbrygge 11 kl.18.18.<br />
18/1 Temaaften om bjerge og klatring v. Claus Virmer og<br />
Torben Redder.<br />
13/2 Whiskyaften hos Peter Lindberg.<br />
18/2 Bente Mølgaard fortæller om Chile hos Lars Munk i<br />
København.<br />
I begyndelsen af marts er vi inviteret på besøg i den polske<br />
ambassade.<br />
18/3 Lars Munk Fortæller om Usbekistan.<br />
1/4 Shaskia Kruger Larsen har været på madlavningskursus i<br />
Thailand, hvilket DBK’s medlemmer får glæde af på denne<br />
aften.<br />
18/4 Rasmus Krath fortæller om Afghanistan.<br />
Afholdte arrangementer<br />
27. august hos John Lau i Århus, der fortalte om sine mange<br />
Nepal-rejser (13 deltagere).<br />
18. september hos Ole Egholm i Herlev, hvor Per Allan Jensen<br />
fortalte om vandring på Korsika (17 deltagere)<br />
24. september hos Søren Padkjær i Bjerringbro, hvor Per<br />
Jørgensen fortalte om sit og Camillas husprojekt på Sri Lanka<br />
(11 deltagere)<br />
18. oktober hos Morten Siglev i Kbh., hvor Lone og Michael<br />
Andersen fortalte om Cambodia og Laos (20 deltagere)<br />
29. oktober hos Pia Lergaard i Silkeborg, der fortalte om<br />
Costa Rica og hvor familien Svarrer fortalte om Guadaloupe,<br />
Dominica og Martinique (20 deltagere)<br />
18. november hos Henning Andersen i Kbh., hvor Kenneth<br />
Hvolbøl fortalte om klubbens Pik Lenin ekspedition (24<br />
deltagere)<br />
27. november, Århus: Generalforsamling + julefrokost (49<br />
deltagere)<br />
Hold dine rejsedata ajour!<br />
Hermed en lille opfordring til alle medlemmer af DBK om at opdatere sine data på hjemmesiden.<br />
Sidst i december vil undertegnede revidere de data, som DBK ligger inde med angående de<br />
enkelte medlemmers rejseaktivitet. Viser det sig, at man ikke overholder vedtægternes alders- og<br />
aktivitetskrav, vil man modtage en mail, som opfordrer til, at man bringer sine data ajour. Opfylder<br />
man derefter stadig ikke kravene, vil man blive opfordret til at overgå til passivt medlem, indtil<br />
man atter opfylder kravene. Er man ikke interesseret i at blive passivt medlem, vil man dermed<br />
blive udmeldt af klubben. En stor del af mine henvendelser ang. manglende opfyldelse af alders- og<br />
aktivitetskrav kunne dog være undgået, da mange ikke har fået opdateret deres landeerobringer.<br />
<strong>De</strong>rfor:<br />
- Gå ind på www.berejst.dk<br />
- Klik derefter på ”Lister, statistik” i menuen i venstre side.<br />
- Gå derefter ind under ”Div. Data”<br />
Find dit medlemsnummer i listen, og tjek at dine seneste 2 landeerobringer er noteret. Er<br />
de ikke det – eller har du rettelser til de øvrige data – bør du hurtigst muligt sende dine<br />
rettelser til Niels Iversen pr. e-mail på: webmaster@berejst.dk<br />
Aktivitetskravet pr. 1.januar 2005 kræver, at alle medlemmer skal have besøgt 2 nye lande i løbet af<br />
2003 eller 2004. En dispensation for opfyldelse af aktivitetskravet kan dog i visse tilfælde gives, hvis<br />
bestyrelsen finder, at et medlem - trods mangel på nye lande - kan dokumentere tilstrækkelig stor<br />
rejseaktivitet.<br />
Mange venlige hilsner<br />
Martin Anker Nielsen - Medlemskoordinator<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 67
Nye medlemmer<br />
240. Kennet Fischer Föh, Randers<br />
Til en samtale ved LEGO som 21-årig,<br />
blev jeg spurgt, hvorfor jeg aldrig havde<br />
rejst ud i verden. <strong>De</strong>t lød bebrejdende,<br />
og jeg var helt uforstående over for, at<br />
det skulle være særligt sjovt at rejse med<br />
rygsæk i obskure lande. Sådan havde jeg<br />
det indtil året efter, hvor min svigerfamilie<br />
inviterede mig til Egypten. Turen til<br />
Luxor blev en fantastisk oplevelse.<br />
Højdepunktet i rejsekarrieren indtil nu var,<br />
da min kæreste, nuværende kone, og jeg<br />
tog tre måneders orlov fra arbejdet og<br />
rejste jorden rundt.<br />
242: Astrid Munk Ballegaard, Roskilde<br />
Jeg er født i september 1990. Allerede<br />
i sommeren 1991 var jeg med min<br />
far, mor og storebror Asger (nr. 169)<br />
i Grækenland. Mine forældre har<br />
holdt forældreorlov to gange, og dem<br />
har vi brugt på at rejse med rygsæk<br />
i Sydøstasien, Afrika og Indien.<br />
Sommerferierne har også ført mig til<br />
spændende rejsemål som Colombia og<br />
Ecuador. Jeg har også rejst lidt uden<br />
forældre, det var til Grønland med den<br />
lokale fritidsklub.<br />
244: Lars Henrik Rolighed<br />
Christensen, Frederiksberg<br />
Er 35 år, ugift og har ingen børn.<br />
Er opvokset i Virum og bor nu på<br />
Frederiksberg. Er den yngste af fire<br />
søskende. Uddannet cand. Scient.<br />
i biokemi i 1994 og har herefter<br />
arbejdet i medicinalindustrien – er<br />
nu i Medicon A/S, Birkerød. Foruden<br />
mindre ture i studieårene har jeg<br />
efter uddannelsen tilbragt små tre<br />
år i udlandet. I oktober/november<br />
2004 går turen mod nye eventyr i<br />
Østeuropa.<br />
HUSK!<br />
241: Pernille Andersen Föh, Randers<br />
Jeg er født i 1971, og det stod ikke<br />
umiddelbart for, at jeg nogen sinde skulle<br />
blive medlem af <strong>De</strong> <strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>. Min<br />
lyst til at rejse vågnede først, da min<br />
kæreste og jeg efter endt uddannelse<br />
i 1995 tog til Beijing på sommerferie.<br />
Jeg var solgt, og efterfølgende har<br />
vi forsøgt at bruge al vores fritid og<br />
de fleste af vores penge på at rejse.<br />
Når jeg ikke rejser, arbejder jeg som<br />
personalekonsulent hos Sparbank Vest i<br />
Skive, som heldigvis er utrolig forstående<br />
overfor mine ønsker om at holde fri til at<br />
kunne rejse.<br />
243: John Damgaard Olesen,<br />
Frederiksberg<br />
<strong>De</strong>nne evigtunge barnlige og nysgerrige<br />
mand blev født 1946 i Varde<br />
som søn af et postbud. Ganske<br />
tidligt fik han lov til at »hjælpe«<br />
sin far med at tælle afregningen op<br />
- og bedst af alt, »sortere« brevene.<br />
Frimærkerne fra udlandet var få,<br />
men startede hans dagdrømmerier.<br />
I tankerne begyndte rejserne med<br />
toget, som kørte langs baghaven.<br />
245: Saskia Krüger Larsen,<br />
København<br />
Er født i 1966 og har rejst i<br />
mange forskellige anledninger.<br />
Bl.a. trekking, jagt og almindelige<br />
oplevelsesture har stået på<br />
programmet de seneste 15 år.<br />
Hendes seneste oplevelsesprægede<br />
tur var jagt i Sydafrika i efteråret<br />
2002. Før det, var hun i august<br />
2001 Peru på trekking. Hun føler sig<br />
beriget af samtlige lande, hun har<br />
besøgt. Rejserne foregår i hendes<br />
fritid, da hun gennem sit erhverv<br />
som advokat, er tæt knyttet til<br />
Danmark.<br />
Kontingent skal indbetales senest d. 31. januar 2005 til klubbens kontonummer<br />
2143-8127-698-679 i Nordea. Kontigentet andrager 300 kroner for passive<br />
medlemmer og 400 kroner for aktive (dog kun 100 kr. pr. ekstra medlem på samme<br />
adresse). Bemærk også at både nye og genindmeldte medlemmer skal betale et<br />
administrationsgebyr på 100 kroner udover kontigentet.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 68
246: Klavs Thorbek, København<br />
Er 28 år og har som de fleste andre i<br />
DBK sikkert fået min rejselyst ind gennem<br />
min opvækst med talrige rejse-rundtigennem-Europa<br />
ture. Jeg fik dog nok<br />
for alvor vækket interessen for mere<br />
eksotiske rejsemål, da jeg gennem mine<br />
økonomistudier tilbragte et halvt år i<br />
det nordvestlige Indien med at læse på<br />
universitetet i Ahmadabad i Gujarat.<br />
248: Pierre Lahoussaye, Valby<br />
Jeg er født i 1959 af en fransk far og en<br />
dansk mor. Som 6-årig flyttede familien<br />
til Danmark, hvor jeg har boet siden da<br />
kun afbrudt af tre år på en kostskole nord<br />
for Paris. Jeg elsker at rejse og har altid<br />
rejst en hel del i mit liv, både med mine<br />
forældre og alene. Som barn tog vi bl.a.<br />
på ferie i Europa om sommeren og på<br />
vandring ved Angmasalik på Grønland<br />
om vinteren.<br />
250: Lars Fabricius Kierkegaard,<br />
Slangerup<br />
Jeg er født i Rodskov i 1973 og kommer<br />
ud af en familie, som altid har rejst<br />
meget. Som barn boede jeg bl.a. to år<br />
i Singapore med min familie og gik på<br />
den internationale skole. <strong>De</strong>t var en<br />
stor oplevelse, som jeg ikke ville være<br />
foruden. I sommeren 2003 blev jeg gift<br />
og havde en fantastisk bryllupsrejse til<br />
Seychellerne. Min kone kommer også af<br />
en familie som har rejst meget, så her har<br />
vi en fælles interesse. Vi har i år fået en<br />
datter, Sophia Amalie, som vi glæder os<br />
til at vise den store verden.<br />
252: Malaika Søgaard Malmos,<br />
Silkeborg<br />
Jeg blev født den i 1983 i Odense. Mine<br />
forældre har begge boet og arbejdet flere<br />
år i Afrika, hvor de også mødte hinanden.<br />
Som et naturligt produkt af to rejselystne<br />
mennesker var jeg helt fra starten bidt af<br />
at rejse. Min <strong>første</strong> rejse var jeg på som<br />
treårig; en fem ugers tur til Kenya. Jeg<br />
besluttede mig for, at når jeg blev stor<br />
ville jeg bo i Afrika.<br />
254: Thomas Stougaard, Frederiksberg<br />
Jeg læser Geografi på Københavns<br />
Universitet, hvor jeg er ved at specialisere<br />
mig inden for udviklingsgeografi og<br />
ulandsarbejde. Min <strong>første</strong> selvstændige<br />
tur gik i 1996 til Sydøstasien, hvor jeg<br />
rejste over land fra Thailand til Timor.<br />
Herfra fløj jeg til Darwin i Australien, hvor<br />
jeg blaffede ned langs vestkysten, hen<br />
langs sydkysten og opad østkysten til<br />
Brisbane. Herfra fløj jeg til Filippinerne og<br />
derefter tilbage til Thailand.<br />
247: Claus Witten, Greve<br />
Født i 1946 og allerede som 14-årig<br />
på konfirmationsrejse til Spotorno ved<br />
den italienske riviera. Tog som 15-årig<br />
alene til Luxembourg og Strasbourg<br />
med udgangspunkt fra Kaiserslautern i<br />
det sydvestlige Tyskland, hvor hans ene<br />
søster og svoger boede i en periode. I<br />
1965 emigrerede han til USA og boede<br />
tre måneder i Pasadena, Texas. Har<br />
arbejdet 22 år i SAS og havde på den<br />
måde mulighed for at rejse en del rundt på<br />
jordkloden med familien.<br />
249: Carsten Hansen, København<br />
Født 1978 i Corner Brook, Newfoundland,<br />
Canada. Tog af sted på jordomsejling<br />
fra Chesapeake Bay på østkysten af<br />
USA sammen med familien. Vi sejlede<br />
sydpå langs østkysten af USA til Florida,<br />
og sejlede ud til Bahamas. Efter en<br />
måned i Bahamas gik det videre til US<br />
Virgin Islands, og derfra videre ned mod<br />
Venezuela. Mens jeg senere gik i skole<br />
var jeg på ski rundt i Norge, Sverige,<br />
Frankrig, Schweiz og Østrig samt på<br />
studieture til England, Spanien og<br />
Grækenland. Efter gymnasiet boede jeg i<br />
Philadelphia i et år.<br />
251: Steen Christensen<br />
Jeg er 44 år og startede på rejselivet for<br />
28 år siden. På de <strong>første</strong> længere rejser<br />
var jeg alene og i arbejdsmedfør. Jeg er<br />
brolægger, og rejserne gik til Færøerne<br />
og Grønland. <strong>De</strong>refter har vores rejser,<br />
efterfølgende har jeg haft min kæreste/<br />
siden kone og senere endnu barn/børn<br />
med, været ren fornøjelse og oplevelser.<br />
Første rejse på syv mdr. gik til Vestafrika i<br />
en gammel kassevogn som vi boede i.<br />
253: Tina Stougaard Rathje,<br />
Frederiksberg<br />
Min <strong>første</strong> tur på egen hånd var en to<br />
måneders tur til Mexico i 1996. Et år efter<br />
begav jeg mig ud på en seks måneders<br />
rejse til Indien, Thailand, Malaysia,<br />
Singapore og Indonesien. Jeg var knapt<br />
nok kommet hjem fra denne rejse, førend<br />
jeg planlagde næste tur til Sydamerika i<br />
1999. <strong>De</strong>t var på denne tur, at jeg mødte<br />
min mand, Thomas, og vi blev i <strong>første</strong><br />
omgang rejsekammerater og senere<br />
kærester.<br />
255: Hans Jacob Samson, Vejle<br />
Jeg er født i 1933 i en lille bygd på<br />
Færøerne, Ejde. Da jeg var knap 15 år,<br />
rejste jeg i 1948 på fiskeri ved Island. I<br />
1955 aflagde jeg styrmandseksamen ved<br />
Oslo sømandsskole. I 1966 blev jeg ansat<br />
som Kaptajn i rederiet. Tilsammen sejlede<br />
jeg i 23 år i rederiet. Jeg har vært bosat<br />
i Sandefjord i ca. 30 år. I 1993 blev jeg<br />
alene, men fandt straks min nuværende<br />
»kone« her i Vejle, hvor jeg nu er bosat.<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 69
<strong>Klub</strong>bens kontaktpersoner<br />
- <strong>De</strong>cember 2004<br />
Søren Padkjær<br />
info@berejst.dk<br />
Skovagervej 22<br />
8850 Bjerringbro<br />
Tel. 86 68 36 63<br />
Formand<br />
Martin Anker Nielsen<br />
mann@lundbeck.com<br />
Blågårdsgade 31, 1 tv<br />
2200 København N<br />
Tel. 59 91 14 47,<br />
40 85 88 57<br />
Medlemskontakter<br />
Bjarne Lund Jensen<br />
bjarnelund@hotmail.com<br />
Høstblomsten 6, Lumby<br />
5270 Odense N<br />
Tel. 65 95 48 16,<br />
65 95 52 95<br />
Kasserer<br />
Kenneth Hvolbøl<br />
toastmastereast@berejst.dk<br />
Kirkeleddet 323<br />
3480 Fredensborg<br />
Tel. 48 48 54 05<br />
Toastmaster øst<br />
Claus Qvist Jessen<br />
cqj@tiscali.dk<br />
Kalkerupvej 22, Fensmark<br />
4684 Holmegaard<br />
Tel. 60 12 36 61<br />
Sekretær<br />
Per Allan Jensen<br />
annoncer@berejst.dk<br />
Bernhard Bangs Allé 51A, 2.th<br />
2000 Frederiksberg<br />
Tel. 38 10 10 78<br />
Næstformand og<br />
sponsoransvarlig<br />
Nikolaj Witte<br />
nikolaj@wayout.dk<br />
Skt. Annagade 32<br />
8000 Århus C<br />
Tel. 86 18 11 36<br />
22 79 03 84<br />
Globen layout<br />
Niels Iversen<br />
webmaster@berejst.dk<br />
Grøfthøjparken 162, 2.mf.<br />
8260 Viby J<br />
Tel. 86 28 18 56<br />
Webmaster<br />
K.J. Fiil Frandsen<br />
toastmasterwest@berejst.dk<br />
Skærskovvej 18<br />
8600 Solkeborg<br />
Tel. 86 85 14 44<br />
Toastmaster vest<br />
Simon Staun<br />
mail@simonstaun.dk<br />
Thorsgade 62 b, 3 th.<br />
5000 Odense<br />
Mob. 20922834<br />
Globen redaktør<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 70
REJSEUDSTYR<br />
& -BEKLÆDNING<br />
Husk: 15% rabat<br />
til medlemmer af <strong>De</strong><br />
<strong>Berejstes</strong> <strong>Klub</strong>*<br />
The North Face<br />
McMURDO PARKA<br />
2499,-<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
Halvside 2004-12.indd 1 03-12-2004 13:18:18<br />
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 71
GLOBEN nr. 18 / <strong>De</strong>cember 2004 72