Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

More documents

Recommendations

Info

2. Målet var at nå 5000 meter. Det lune vejr havde udvidet gletscherspalterne, så det flere stedet krævede lange spring at komme helskindet over. Jeg følte mig stadig ikke ordentlig akklimatiseret, så det var endnu engang ubegribeligt hårdt, og kun med megen besvær nåede jeg ifølge Modys højdemåler op i 5003 meter. Herved satte Lars Munk, Allan, Veder og Mody alle personlig højderekord. Tilbage i lejr 1 var dagens andet højdepunkt hårvask i gletschervand. Det var iskoldt men vidunderligt at få renvasket hår. Den indre drengedrøm Vi kom lidt sent af sted i dag og måtte betale prisen ved at gå hele dagen i den brændende sol. De dårlige vejrvarsler, vi havde fået i BC, var for længst gjort til skamme, og vi begynder allerede at blive rasende solbrændte, nærmest forbrændte. Vi beskytter os med P20 og zinksalve, og glemmer vi at smøre et sted, falder regningen samme dag i form af en alvorlig solskoldning. Ruten mod lejr 2 er den mest tekniske på bjerget, så vi fik vores første seriøse erfaringer med steigeisen, reblag og isøkse. Turen gav nogle fabelagtige udsigter ud over Pamir. Dette her var, hvad vi alle var kommet for… rigtig bjergbestigning! Lige inden vi udmattede nåede lejr 2, passerede vi en isbro, som førte over en afgrundsdyb spalte. Jeg havde ikke lyst til at kigge ned, men ud af øjenkrogen kunne jeg skimte det uendelige dyb. Vores guide Alex pegede alvorligt ned og bemærkede ”many souls”, og med en gysen skyndte vi os over isbroen. Første reblag med Lars Munk, Lars H, Allan og Martin havde for længst etableret sig i deres telte, da Mody, Veder og jeg rystende af kulde vaklede ind i lejren. Specielt Veder var helt færdig oven på dagens strabadser. Solen var på vej ned og lejren var henlagt i skygge, hvilket hurtigt fortrængte de ellers lune temperaturer, vi havde haft på vej opad. Så hurtigt som det nu lod sig gøre, fik vi med hjælp af vores kammerater, som allerede havde deres kogegrej etableret, organiseret kogende vand til vores travel-lunch. Syntetisk Bøf Stroganoff bliver nu aldrig min livret, men det mætter og giver energi, hvilket vi havde god brug for. Tidligt krøb vi i soveposerne og fik hurtigt varmen. Tre mand i et tomandstelt giver varmen selv i 5300 meters højde. Min krop var åbenbart ikke gearet til at overnatte i den højde, for adskillige gange i løbet af natten måtte jeg op at sidde for at trække vejret ordentligt igennem. Det var som om, at automatikken ikke rigtigt fungerede som den skulle. Vinden hylede i teltet det meste af natten, og flere gange fik den stærke vind teltet til at bule indad, til vinden et øjeblik løjede af, og teltet poppede tilbage i sin rette form igen. Jeg registrerede flere gange laviner, som tordnede ned i nærheden, hvilket mindede mig om de mange dødsulykker, som gennem tiderne har fundet sted på bjerget. Den mest alvorlige fandt sted i 1990, hvor 40 klatrere blev dræbt af en lavine, som blæste lejr 2 af bjerget. Nu har man rykket lejren til et mere ”sikkert” sted - eller hva’? Døden bliver nærværende Vores guide Alex vækkede os ved syvtiden, men vi havde ikke lyst til at forlade den lune sovepose. Jeg strammede mig dog an, lod Mody og Veder ligge, og gjorde resten af gruppen selskab ved at bestige sadlen på vej mod lejr 3, hvorved vi nåede op i 5500 meter. Det skulle senere vise sig, at være det højeste jeg nåede på Pik Lenin. Efter middag, efterladende en del af vores bagage i teltene, vendte vi hele vejen tilbage til lejr 1 i 4400 meter, for at akklimatisere. På vej ned ad motorvejen mistede jeg to gange balancen, og havde det ikke været for den frelsende isøkse, som jeg hurtigt hamrede ind i sneen, var jeg faldet 20-30 meter ned. Vel ankommet i lejr 1 fik hår, tæer, ansigt og sokker en særdeles tiltrængt vask. Hen ad aftenen, da en masse klatrere var samlet over maden i Asia Travels mad-yourt, bredte historien sig om en frygtelig ulykke, som i går fandt sted på nabobjerget Khan-Tengri. Bjerget blev ramt af en kæmpe lavine, og 20 personer skulle være omkommet. En mat stemning bredte sig. Vi kan endnu engang konstatere, at dette ikke er nogen barneleg, men for nogle bliver drømmen om at bestige en bjergtop pludselig til dødelig alvor. Senere, da vi kom sikkert hjem til Danmark, fik vi bekræftet historien. Den 5. august kl. ca. 06.00 om morgenen, blev Khan-Tengri ramt af en frygtelig lavine, hvorved 11 klatrere fra Rusland, Ukraine og Tjekkiet omkom og 14 blev såret. Vi besluttede at slappe af i lejr 1 i morgen, så Lars Munk og jeg fejrede det med 11⁄2 liter cola til 8 US $. Senere blev det også til en 5 $ russisk Baltica øl. Priserne bliver nødvendigvis pebrede, når tingene skal fragtes op ad bjerget. På hviledagen trissede folk lidt rundt i lejren. Nogle vaskede tøj og andre gik en tur, men det meste af dagen gik med intensivt kortspil. Der var rigelig tid til at få gjort status over helbredet, specielt mave/ afføringssituationen var som regel noget, man kunne debattere udi det groteske. Hele gruppen havde temmelig tynd mave, nogle kunne kontrollere det, andre kunne ikke. Var man så storskrydende at kunne slippe en vind uden sovs, affødte det straks anerkendende blikke, efterfulgt af beundringsværdige kommentarer såsom: Blærerøv! Eller pralhals! Symptomatisk var det, at kun en enkelt fra gruppen kom ned fra bjerget med underbukser, der ikke havde spor af dårlig mave. En enkelt sked sågar i begge sine støvler, mens han havde dem på! Jeg konstaterede nogle grimme 2. grads forbrændinger på begge mine æblekinder. Jeg må passe bedre på i den brændende sol. Om eftermiddagen vendte vejret og sneen begyndte at dale ned. Ængsteligt skuede vi op imod bjerget. Risikoen for laviner stiger betragteligt i takt med at snemængden øges. Noget tyder på, vi bliver tvunget til endnu en hviledag i morgen af sikkerhedsmæssige årsager. GLOBEN nr. 18 / December 2004 40
Lungeødemet Pokkers til nat! Mine slimhinder er helt udtørrede, og jeg måtte igen op at sidde adskillige gange for at hive den sparsomme ilt ned til lungerne. Lars H havde heldigvis en næsespray, men det hjalp nu ikke meget på søvnen. Vi blev vækket tidligt til at gå til lejr 2, men med et kort blik på bjerget kunne vi hurtigt konkludere, at det var for farligt at bevæge sig opad i dag på grund af nattens snefald. I løbet af dagen så vi da også et par små laviner. Lars H anbefalede, som lægestuderende, at jeg konsulterede BC doktoren over radioen for at beskrive mine vejrtrækningsproblemer. Det var jeg ikke meget for, da jeg udmærket vidste, at lægen ikke kunne stille en forsvarlig diagnose over radioen. Som jeg havde forudset, beordrede han mig øjeblikkeligt ned fra bjerget med symptomer på højdelungeødem. Det er en ret alvorlig sygdom som, hvis den ikke behandles, kan medføre døden. Sygdommen skyldes væske fra blodbanen, som trænger ud i lungerne. Hver tiende, som får konstateret sygdommen, dør, også selv om man bliver behandlet. Ydermere måtte jeg også tage mit ansvar som familiefar alvorligt, så der var ingen vej uden om: Nedstigning var uundgåelig. Da jeg ikke måtte anstrenge mig, fik jeg ordineret nedtransport på hesteryg. Frustreret og demoraliseret sagde jeg farvel til mine bjergvenner, udmærket klar over, at det nok var mit livs definitive sidste forsøg på at etablere mig som bjergbestiger. Mærkeligt nok blev det, som skulle have været et antiklimaks, nemlig rideturen tilbage til BC, i stedet et af højdepunkterne. Turen fik en flyvende start, da hesten allerede efter få hundrede meter fik benet i en lille gletschersprække, og væltede forover med mig flyvende hen over hovedet på den. Forvirret kunne jeg konstatere, at hesten havde fået nogle skrammer på benet, hvorimod jeg mirakuløst slap uskadt. Det diagnosticerede lungeødem plagede mig ikke synderligt, så efter at have vænnet mig til hestens vuggende gang, begyndte jeg at nyde det omgivende landskab. I selskab med fire-fem kirgisiske ryttere red jeg langs Lenin gletscheren. Det var utroligt, som hesten styrede sikkert over de dybe spalter og gennem de rivende vandløb, som visse steder gjorde isen spejlglat. Vi red langs 30 meter høje isformationer, der var som skåret ud af isdronningens slot. Da Lenin gletscheren var passeret, steg ruten op imod et pas ad bjergstier så stejle, at jeg endog ville betænke mig ved at gå på dem. På et særligt stejlt stykke, som førte ned mod en flod af iskoldt smeltevand, blev jeg bedt om at stå af hesten og klatre nedad. Da jeg ved hjælp af en kæmpesten var kommet tørskoet over floden, så jeg tilbage for at konstatere, at både hest og mand var forsvundet. Ihukommende mit lungeødem og skrøbelige helbred, så jeg mig selv efterladt ude midt i den ubarmhjertige kirgisiske ødemark. Jeg begyndte at klatre op imod passet og blev straks mindet om, hvorfor lægen havde sendt mig tilbage til BC, da jeg øjeblikkelig blev overmandet af min stakåndethed. Min trofaste transportduo havde dog blot i skjul af store klipper passeret floden længere oppe, så jeg kunne snart svinge benet over hesteryggen, for at blive båret over passet. I BC mødte jeg et hold danskere fra rejseselskabet Seven Seas, som selvsagt var meget interesseret i at høre nyt fra Pik Lenin og mine trængsler på bjerget. Jeg konsulterede dernæst lægen, som gav mig medicin samt et par velmenende råd om at tage det stille og rolige de nærmeste dage. Døden besøger Pik Lenin igen På trods af, at jeg nu er nede i 3800 m, vendte de uregelmæssige vejrtrækninger tilbage i nat. Lægen gav mig efterfølgende mere medicin; bl.a. vanddrivende piller, som skulle hjælpe på vejrtrækningen, da de driver vandet ud af lungerne. Frustreret trissede jeg rundt i BC, tænkte på mine venner ”deroppe” og på, hvad jeg i alverden skulle fordrive tiden med. En finne, Oluf, der havde været på toppen, kom ridende ned i en skræmmende tilstand. Han var blevet fanget af uvejr nær toppen i selskab med sin guide. De var ikke i stand til at finde ned gennem snestormen, og måtte gå frem og tilbage hele natten i ly af en lille bakke, for at holde varmen. I uvejret var han og guiden kommet fra hinanden, og her 3 dage senere var guiden stadig ikke fundet. Han formodes at være død. Jeg sad ved siden af, da Oluf ringede hjem og meddelte konen, at alt gik som planlagt! Detaljerne omkring den døde guide og de visnende lemmer bliver sikkert en overraskelse for hans familie. I skrivende stund, ca. 6 uger senere, arbejder lægerne stadig for at genvinde førligheden i Olufs tæer. Det er sgu’ ikke bare sjov på det bjerg! Seven Seas gruppen er i oprør. Det viser sig, at den nu døde guide skulle have været deres chefguide, og de andre guider, de havde købt sig til fra Danmark, havde intet lokalkendskab til Pik Lenin, talte ikke engelsk og havde aldrig været højere end 6000 meter. Derfor truer selskabet med ikke at fortsætte turen. Faktisk tog tre fra gruppen hjem uden så meget som at sætte fod på bjerget. De var nervøse for deres sikkerhed. De næste dage hyggede jeg mig gevaldigt med kedsomheden og kunne ikke beslutte, nu da jeg tilsyneladende havde fået det godt, om jeg skulle bevæge mig opad mod mine venner igen. Faktisk havde jeg pakket rygsækken, men så kom Theis og hans ven Kenneth ned. De fortalte om en lavine, som havde ødelagt flere telte i lejr 2, deriblandt deres eget, hvilket var en af grundene til, at de havde besluttet at gå ned. Theis og Kenneth overtalte mig til at holde dem med selskab. Vi fik gået en fantastisk trekkingtur, besteget en lille top og jeg følte mig i fantastisk form. Faktisk i så god form, at jeg ubesværet overhalede alle nyankommende med flere længder. Endelig var akklimatiseringen slået helt igennem, men det kunne jeg jo ikke bruge til så meget her i ”lavlandet”. På min femte dag i BC kom Lars Munk, Veder og Mody ned fra bjerget, hvilket gjorde mig utroligt glad. Jeg havde virkelig savnet deres selskab. De var alle ved godt mod og temmelig ”høje” af deres oplevelser. De havde alle nået lejr 3 og følte ligesom jeg selv, at de havde fået oplevelser for livet ud af Pik Lenin. De fortalte mig historien om et lig, formentlig fra 50’erne, som var dukket op af gletscheren nær lejr 1. De blottede knogler blev respektfuldt dækket til med sten, og et simpelt kors blev sat på stedet. Den kommende vinter vil nok endnu engang slette alle spor af den omkomne klatrer. Vi fire, som nu var kommet ned, tog dagen efter videre mod Osh med uforglemmelige oplevelser i bagagen. Inderst inde nagede tvivlen mig… Mon det her virkelig var mit sidste bjerg!! Læs andet steds i Globen om Martins dramatiske topforsøg, og om hvordan DBK’s højderekord endnu engang blev presset i vejret. GLOBEN nr. 18 / December 2004 41
Page 1 and 2: MEDLEMSBLAD FOR DE BEREJSTES KLUB D
Page 3 and 4: Medlemsblad for De Berejstes Klub R
Page 5 and 6: Næste tema: Kina Meget kan blive s
Page 7 and 8: Et bjerg små agurker dybt inde i s
Page 9 and 10: Interrail gav rejsefeber Bente og u
Page 11 and 12: Cykelturen til Roskilde - foråret
Page 13 and 14: man vokser fra med alderen. Man bli
Page 15 and 16: At lære på den hårde måde Når
Page 17 and 18: tale om. Han forlangte at få en ch
Page 19 and 20: Gevinstrejsen til Skammestein Hvis
Page 21 and 22: Derved ville vi spare et par dage o
Page 23 and 24: og gå ned ad skulderen af dette pl
Page 25 and 26: Gratis eller næsten gratis rejser
Page 27 and 28: Påskeferie i Mellemøsten Det tidl
Page 29 and 30: Det eventyrlige Borneo Tekst og fot
Page 31 and 32: (en slange på en pumpe nede i flod
Page 33 and 34: Om hvordan man bli’r ”bidt af e
Page 35 and 36: Rejsen ad Silkevejen Et muslimsk la
Page 37 and 38: Bukhara, beliggende seks-syv timers
Page 39: ikke foreneligt med travlhed, tvær
Page 43 and 44: jeg kender dem, fordi jeg kender en
Page 45 and 46: Mødets tilhørere viser nu Pelle d
Page 47 and 48: The big train ride - del 1 It’s t
Page 49 and 50: men de havde noget familie, der boe
Page 51 and 52: Kære DBK´s Bestyrelse, Et julebre
Page 53 and 54: Kun deres præster kom fra tid til
Page 55 and 56: Argentina og derfor altid har talt
Page 57 and 58: min lomme. Jeg finder et hotel og e
Page 59 and 60: Barossa Valley udenfor Adelaide i d
Page 61 and 62: Referat af De Berejstes Klubs gener
Page 63 and 64: Regnskab - godkendt af generalforsa
Page 65 and 66: Folkersen-prisen 2004 I forbindelse
Page 67 and 68: Kommende arrangementer 13/12 Buddha
Page 69 and 70: 246: Klavs Thorbek, København Er 2
Page 71 and 72: REJSEUDSTYR & -BEKLÆDNING Husk: 15

Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?