Din første rejseoplevelse: Rejsestafetten: - De Berejstes Klub

Deltagerne var Morten Vedersø (Veder),
Kristian Mody (Mody), Lars Hansen, Lars
Munk, Allan Larsen, Martin Anker Nielsen
og undertegnede. Efter at have akklimatiseret
i to døgn i Taldyk Yourt camp
i ca. 2400 meters højde, ankom vi ad
nærmest ikke eksisterende veje til Base
Camp (BC), som ligger i 3800 m. Hele
BC var dækket af et tyndt lag sne, som
flere steder var trådt ud i søle og mudder.
Repræsentanterne fra Asia Travel, som
var det firma, der havde ordnet alt det
praktiske angående tilladelser, mad og
overnatninger, fortalte, at vejret havde
været meget dårligt i de seneste tre uger,
og, at mulighederne for bestigning af Pik
Lenin var stort set håbløse. Da bestigning
kun er mulig i juli og august hvert år pga.
vejret, er tre ugers dårligt vejr noget, der
ligner en katastrofe. Vi var dog fulde af
energi og forventninger, og efter at vi var
blevet anvist vores telte, gik vi straks op
til et pas i 4250 meter, hvilket gik relativt
let. Pik Lenin var skjult bag et tykt lag af
skyer, og ledsaget af lette snebyger gik vi,
stadig opløftede, ned til BC.
Den sande Pik Lenin ekspedition
Som ansvarlig for arrangementer i De Berejstes Klub, havde jeg i månedsvis nøjsomt planlagt
et angreb på klubbens højderekord. Desuden havde jeg allerede truet Michael Andersen
om, at hans titel som DBK’s højderekordindehaver, som han havde erhvervet sig efter en flot
bestigning af Mera Peak, ikke ville holde længe. Derfor tog syv eventyrlystne DBK’ere af sted
mod det kirgisiske højland for at tage udfordringen op på det 7134 meter høje Pik Lenin.
Tekst og foto: Kenneth Hvolbøl
Lige inden vi nåede BC, lå et lille vandfald,
som de lokale ynder at bruge som
udflugtsmål. Her blev vi venligt modtaget
og budt på vodka, som vi takkede ja til.
Vodka har en rigtig god indvirkning på
akklimatiseringsprocessen!, er kirgiserne
overbevist om, hvorimod de fleste af os
andre mener, at det udelukkende har en
skadelig virkning. Derfor drak jeg kun
en smule, af ren venlighed. Faktum er
imidlertid, at alle de russiske klatrere vi
mødte, ikke kunne drømme om, at bestige
bjerge uden selskab af mindst en flaske af
det lokale ildvand. Det tog lidt tid at falde
til ro, og da søvnen endelig overmandede
mig, blev jeg vækket af en buldrende
lavine, hvilket gav betænkeligheder
omkring den forestående bestigning.
Samme morgen skulle vi have været på
Pik Petrovsky, men da det havde sneet
det meste af natten, var lavinefaren alt
for stor. Det klarede dog op hen ad dagen,
så vi gik endnu engang op til det 4150 m.
høje pas, hvor vi kunne skue ud over den
mægtige Lenin gletscher, mens selve bjerget
stadig var indhyllet i et tykt lag skyer.
Murmeldyr fulgte os hele vejen, men kom
vi for tæt på deres enemærker, skreg de
høje advarselsskrig og forsvandt skyndsomt
ned i deres underjordiske gange. Et
enkelt dyr var dog så tillidsfuldt, at det
med nogen tålmodighed lykkedes mig
at få et godt nærbillede. Vinden rev et
øjeblik skyerne væk fra det 4800 m. høje
Pik Petrovsky, hvor store, skræmmende,
udhængende snedynger kom til syne,
inden skyerne igen lukkede sig omkring
toppen. Et par af medlemmerne i gruppen
er begyndt at vise små symptomer
på højdesyge, såsom hovedpine og let
kvalme.
Drænet for energi
Jeg havde, som alle andre i gruppen,
valgt at læsse en del af bagagen på
hesteryg til lejr 1, for mit vedkommende
ca. 16 kg, hvilket kostede overskuelige
16 US$. Det bragte min rygsæk ned på
ca. 15 kg., som jeg selv valgte at slæbe
op ad bjerget. Vi mødte Theis Sølling fra
DBK og hans tre ledsagere. De har kun to
uger til hele turen og har derfor ret travlt,
men allerede nu er to af dem ramt af lettere
højdesyge. Den slags symptomer er
GLOBEN nr. 18 / December 2004 38