teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

Køkkeninteriør i Konsul Graus Gade.
Selve boligen blev karakteriseret som
utæt, indelukket, brandfarlig og med
simple sanitære og uhygiejniske forhold,
hvor madlavning og personlig vask
foregik samme sted. Ca.1970.
nærmede sig det restriktive alternativ. Ud over at beslutningen indvarslede
et skift i planlægningsstrategien for Kolding bykerne, fik
den konsekvenser for udviklingen i kommunens yderområder. Der
kom nu gang i udbygningen og etableringen af lokalcentre i bysamfundene
rundt om i kommunen, som f.eks. i Bramdrup, Munkebo
og Vonsild. Desuden begyndte overvejelserne om etableringen af et
storcenter uden for bykernen.
Byfornyelse
Da Byrådet i 1973 besluttede sig for at bevare og styrke bykernen
som boligområde, blev der trukket en skillelinie mellem to byplanopfattelser.
I 1960erne havde den overordnede målsætning for byplanarbejdet
været, at Kolding by i fremtiden skulle udvikle sig til at være
en af regionens betydeligste handels-, service- og administrationscentre.
Den målsætning indebar, at boligområder måtte vige pladsen for
at gøre plads til administrationsbyggeri, parkeringspladser, forretninger,
nye veje o.s.v.
Efter 1973 blev opgaven at skabe gode boligkvarterer i bykernen
gennem bevarende boligsanering og nybyggeri, mens fremtidige og
arealkrævende funktioner som f.eks store dagligvarebutikker, måtte
placeres uden for byen. Det samme gjaldt for den industri- og lagervirksomhed,
som i forvejen befandt sig i bykernen. Hvor det var
muligt, skulle disse virksomheder flyttes uden for byen.
Byrådets beslutning blev stadfæstet i byplanvedtægt nr. 00, som
Byrådet vedtog i november 1976. Med den forelå en rammeplan,
som i store træk fastlagde retningslinierne for den fremtidige planlægning
af bykernen, indtil der »karré for karré« var udarbejdet
detaljerede saneringsplaner og lokalplaner for hele bykernen.
I 1976 kom der en ny saneringslov, som betød, at kommunerne
delvist kunne få finansieret saneringsprogrammer ved hjælp af statsmidler.
Det blev startsignalet til byfornyelsesarbejdet i Kolding. Et
karakteristisk træk i dette arbejde blev, at man tilstræbte bevaring
frem for nedrivning. Kun byggeri, der var så dårligt, at end ikke
boligkommissionens mindstekrav kunne opfyldes, skulle nedrives.
Byfornyelsesarbejdet fra slutningen af 1970erne var en direkte
udløber af det saneringsarbejde, man havde påbegyndt i 1950erne. I
1954 var der blevet oprettet en boligkommission i medfør af lov af
31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. Kommissionen
var sammensat på samme vis som Byplankommissionen, idet
den udover byrådsmedlemmer også bestod af teknisk eller på anden
måde fagligt kyndige. Boligkommissionens »teknikergruppe« var
således politimesteren, kredslægen og bygnings- og brandinspektøren.
Senere blev også socialinspektøren medlem af kommissionen
ud fra den betragtning, at man ud over at tage vare på boligmassens
tilstand også måtte tage en del sociale hensyn. Boligkondemnering
havde tidligere hørt under Sundhedskommissionen, hvor politimesteren
var formand.
Bygnings- og Brandinspektoratet var fra 1955 sekretariat for Boligkommissionen.
Ingeniør Arvid Nilsson, der var blevet ansat i 1954,
arbejdede frem til sin fratrædelse i 1986 med boligkommissionssager,
sanering og byfornyelse, fra 1978 sammen med arkitekt Sten Krarup
fra Byplanafdelingen.
Fra starten var der lagt op til, at der skulle udarbejdes detaljerede
saneringsplaner for de dårligste boligkvarterer, men først i 1960erne
forelå de første deciderede saneringsplaner. Det hang til dels sam-
107