Se Pdf - wanted for good

noget litteratur, til en novelle. Nu
prøver jeg at sætte mig ned og
skrive det.’
Hvor er du blevet inspireret til at
bruge den fotografiske stil?
Jeg har læst meget af Raymond
Carver, og det jeg skriver minder
unægteligt meget om hans stil,
uden at jeg dog vil kalde mig selv
en epigon, for nogle steder hos
Carver er fortællerinstansen mere
udvidet. Carver har desuden oftere
end mig nogle klarere tematikker
og klarere motiver, som mere
direkte peger på, hvad det egentlig
er, der foregår. Lidt ligesom hos
Hemingway, hvor der er et konkret
isbjerg, der peger på motivet: ’Nå,
det var dét; hun skal have en
abort…’ [fra novellen ’Bjerge som
hvide elefanter’]
I øvrigt tror jeg, at min stil ligger
tættere på sådan noget højholtsk
show end Carvers stil.
Hvad mener du med højholtsk
show?
Det vil sige en skrivehandling, der
udfoldes i et begrænset tidsrum, og
når det tidsrum ophører, er handlingen
færdig. I virkeligheden opfatter
jeg mine noveller som digte
eller som prosa skrevet over en
lyrisk situation. Situationerne er så
at sige de samme uhåndgribelige
som dem, der findes i lyrikken, men
sproget er prosa, men en prosa
som jeg forsøger at holde meget
stramt.
Hvor meget er personen Maja
med i det, du skriver?
Jeg har brugt en del selvbiografisk
materiale. I den novellesamling,
som jeg har sendt ind til forlag,
hedder fortælleren også Maja, og
det har jeg egentlig valgt bevidst,
fordi jeg synes, det var sjovt at
arbejde med et litterært pokerfjæs:
28
At anvende et jeg, der ikke var mig,
ligesom i novellerne, hvor jeget er
så anonymt, at det er tæt på at
udradere jegfortællerens kategori,
som ellers typisk er mere personlig
end tredjepersonsfortælleren.
Samtidig syntes jeg, det var sjovt at
skabe det her sammenfald mellem
fortællerjeget og forfatterjeget, som
et legende spil med fortællerinstansen,
men det kan godt være,
at der er en fare for, at det slår over
i den modsatte grøft. At folk tænker:
’Åh, har du virkelig selv oplevet det.’
Men omvendt; hvis jeg bare havde
ønsket at lægge afstand, kunne jeg
have valgt et fuldstændig andet
navn.
Hvilke krav stiller du til dig selv
som forfatter?
Jeg stiller de højeste og benhårde
krav. Det skal holde hele vejen. Man
ved jo godt, hvornår man har skrevet
noget, der er godt, og hvornår man
har skrevet noget, der er dårligt. Det
er et spørgsmål om at turde se det
i øjnene og så gøre det hele tiden.
Kræver det ikke en god portion
selvtillid at udøve den selvkritik,
hver gang man har skrevet noget?
Jo, men det kan man blive nødt til,
medmindre man stoler så meget på
andre, at man vil lægge det ud til dem,
men det ville være en meget dårlig
ide, synes jeg. Det er jo én selv, der
er forfatteren, og som skal lære af
den forkastelse, det er at sige: ’Nej,
den her tekst er ikke god nok’, og
derigennem få skær-pet sin
intuition.
Hvor ser du dig selv som forfatter
om nogle år?
Jeg håber, at jeg har fået udgivet en
bog, og det ville jo være rart at
udkomme på et af de store forlag,
fordi man får så meget opmærksom-hed
foræret, så det kunne jeg
da godt tænke mig.
Og hvad med den studiemæssige
side af sagen?
Ja, det er straks værre. Nu har jeg
jo involveret mig i de her tidsskriftprojekter,
bl.a. som medredaktør på
Apparatur, og det kan jeg sagtens
bruge mere tid på, hvad jeg også
ser frem til, men det er jo ikke noget,
der giver penge, så det må jeg prøve
at finde ud af. Lige nu trives jeg ret
godt med at skrive speciale, og i den
forbindelse tænker jeg, at det også
kunne være sjovt at skrive Ph.d.,
men det skulle ikke være på bekostning
af skriveriet. Spørgsmålet er,
om man kan holde to fokuser på den
måde. Det er jeg selv ret meget i tvivl
om. Der er nogle få, der gør det,
men der er ikke den store tradition
for det i Danmark.
Så hvis valget stod mellem den
studiemæssige karriere og en
karriere som forfatter?
Så ville jeg helt klart vælge forfatterkarrieren.
Det at skrive er det sjoveste
og det højeste for mig. Og jeg
synes da også, at jeg har været i
studiekriser mange gange, hvor jeg
har siddet og tænkt: ’Hvad skal det
her til for? At sidde og skrive
kommentarer til kommentarer, når
det der egentlig tænder er bøgerne,
og alt det der forpulede sekundærlitteratur,
det kan man da stikke skråt
op.’ Helt så sort og hvidt er det
selvfølgelig ikke. Der er jo tale om
en glimrende og gavnlig viden-skab,
men mit hjerte banker meget mere
for litteraturen end for litteraturkritikken.
Hvad sker der med dig, når du
sidder og skriver? Du sagde, at
det var det højeste…
Jeg synes, det er en meget
meningsfuld beskæftigelse Det er
noget meget levende, det er
ligesom at elske eller noget lige så
intenst.