Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
udtryksvanskeligheder, er der noget<br />
ved disse teenagebetragtninger, jeg<br />
stadig kan skrive under på. Det<br />
drejer sig om poesiens mulighed:<br />
Hvad er det, poesien kan? Den kan<br />
det umulige. Vi kan definere poesien<br />
igen og igen, afgrænse den (<strong>for</strong>små<br />
den), men den vil altid kunne noget<br />
mere og andet, den vil altid kunne<br />
bevise sin eksistens uden <strong>for</strong> det<br />
rum, vi har tiltænkt den.<br />
Digtet vinker farvel til enhver omklamring,<br />
det bevæger sig ”på egen<br />
fod” af sted, af sted. Når man slet<br />
ikke tror at have med et digt at gøre,<br />
er det måske det, man har. Det<br />
viser sig i nye <strong>for</strong>mer, <strong>for</strong>van-dler<br />
sig, fremtoner aldrig ens.<br />
Der<strong>for</strong> de konstante normbrud,<br />
aldrig vil poesien, udtrykt i ord,<br />
fremstå som nabobordets digte<br />
eller, især, den nære <strong>for</strong>tids. Den<br />
tænksomme digter, eller den inspirerede,<br />
med rosenblade i sit hår,<br />
søger sine <strong>for</strong>billeder så langt væk<br />
som muligt, i sted, i tid. Derved er<br />
der noget at trækkes efter, og altid<br />
bør det naturligvis være helt uopnåelige<br />
idoler, digtekunstens<br />
højeste.<br />
Digtet er ikke succeshungrende,<br />
det kan vente på sin succes. Har<br />
det blot poesien i sig, kan alt være<br />
ligegyldigt, <strong>for</strong>di det derved er et æg,<br />
der kan rejse i tiden. Når jeg tidligere<br />
har kaldt digtet abnormt, er det på<br />
to nivauer: 1) i et brud med<br />
normalsproget, det kun til<br />
yderverdenen (eller: inderligheden)<br />
henvisende sprog, og 2) i et brud<br />
med normalpoesien, den letglidende<br />
mainstream. Ved at digtet så<br />
demonstrativt peger på sig selv<br />
som artefakt, sikrer det sin eksistens<br />
som sprog<strong>for</strong>m (æg). Det kan<br />
og vil ikke nøjes med ”gen<strong>for</strong>tælling”.<br />
Og ved at digtet lige så<br />
resolut fraviger fra digtnormen,<br />
sikrer det sin (evige) nyhed.<br />
Det er i sin karakter favnende og<br />
(sammen)fattende, det vil ikke flyde<br />
ud, men være (<strong>for</strong>)tæt(ning) – som<br />
Sophus Claussen <strong>for</strong>mule-rede det<br />
– ”Fortætning af alt Væsen”.<br />
Åbenheden er stor, og snæversynet<br />
absolut borte. Man kan som digter<br />
godt have <strong>for</strong>nemmelsen af, at<br />
digtet har sin egen vilje, i så fald en<br />
inkluderende vilje. Det eksklusive<br />
sørger <strong>for</strong>men <strong>for</strong>. Så bliver der<br />
balance, og banaliteten (jf. oven<strong>for</strong>)<br />
er afværget. Den intellektuelle<br />
overvågning hører aldrig op, selv om<br />
den er hårdt trængt af den<br />
sanselige glæde ved skabelsesprocessen.<br />
Naturligvis er det også<br />
smertefuldt, <strong>for</strong>di så mange<br />
modsatrettede følelser/tanker/<br />
fænomener (vi kunne sige: frisurer)<br />
kæmper imod hinanden. Men<br />
resultatet vil hver gang være at finde<br />
”et sted derimellem”, i et til<br />
lejligheden nyop-fundet mellemrum.<br />
Her ligger det ukendte (imellem<br />
tremmer af det kendte).<br />
Det er naturligvis altid morsomt at<br />
undersøge skiftende tiders skiftende<br />
moder, herunder skiftende<br />
tiders selvopfattelse, man kan læse<br />
anmeldelser fra en given tid og se,<br />
hvordan de gode digtere (dem, vi i<br />
dag betragter som væsentlige)<br />
bliver rakket ned, og omvendt de<br />
dårlige (dem, vi i dag opfatter som<br />
ligegyldige) bliver rost. Man kan<br />
også se på skiften-de tiders<br />
antologier og deri finde et hav af<br />
digtere, ingen kender navnet på i<br />
dag. Tag nu bare Eet Hundrede<br />
Lyriske Digte af den danske<br />
Litteratur. Samlede og udgivne af<br />
Johan Ludvig Heiberg (1842), en<br />
yderst interessant antologi. Heiberg<br />
var jo den tids kritikerkonge, og han<br />
udtrykker i <strong>for</strong>ordet ingen tøven i<br />
<strong>for</strong>hold til sine valg. Han bygger stort<br />
set antologien op på digte af Adam<br />
Oehlenschläger og Jens Baggesen<br />
(begge: 15 digte), efterfulgt af<br />
Christian Winther og Schack<br />
Staffeldt (henholdsvis 11 og 9 digte).<br />
Det er ikke så mærkeligt, men<br />
bemærkelsesværdigt er det, at han<br />
slet ingen digte medtager af Emil<br />
Aarestrup (hvis Digte var<br />
udkommet i 1838, eller Ludvig<br />
Bødtcher, af hvem allerede flere af<br />
de italienske og andre digte var<br />
offentliggjort i nytårsgaver), kun ét<br />
digt af Steen Steensen Blicher (som<br />
dog havde udgivet Trækfug-lene i<br />
1838), kun tre af B. S. Inge-mann,<br />
men fem af Heiberg selv! Og så<br />
disse digte af Claus Fri-mann (1<br />
stk.), H. P. Holst (5 stk.), Fr. Høegh-<br />
Guldberg (3 stk.), Clau-dius<br />
Rosenhoff (3 stk.) og (Homeroversætteren)<br />
Christian Wilster (5<br />
stk.). At Henrik Hertz har seks digte<br />
med og Poul Martin Møller to, H. C.<br />
Andersen tre, N. F. S. Grundtvig ét,<br />
Carsten Hauch tre og Fr. Paludan-<br />
Müller seks, er mere <strong>for</strong>ståeligt, set<br />
med vor tids briller. Når jeg nævner<br />
alle disse tal, er det bare <strong>for</strong> at kaste<br />
lys på tidens underholdende (og<br />
nådes-løse) gang: Den sorterer<br />
selv, og om man så hedder Johan<br />
Ludvig Heiberg, bliver man<br />
korrigeret. (Det gør én naturligt<br />
ydmyg, når man selv redigerer).<br />
Denne tids, vor tids, vægtninger og<br />
vurderinger, vil også undergå en<br />
betydelig omkalfaltring, vores<br />
selvbestaltede akademier og<br />
selvhøjtidelige digterstemmer vil<br />
smuldre og <strong>for</strong>stumme, gymnasiernes<br />
tekstantologier og litteraturhåndbøger<br />
vil stå som et skingert<br />
billede af tidens pudsige hierarki.<br />
Og når fremtiden vil kaste sit<br />
blik på fx Thomas Bredsdorff og<br />
Anne-Marie Mais – i <strong>for</strong>hold til Johan<br />
Ludvig Heibergs – ti gange så store<br />
antologi, 1000 danske digte (2000),<br />
vil den i de dele, hvor den når frem<br />
til sin egen nutid, virke lige så<br />
overraskende i sine selvsikre valg.<br />
Først og fremmest vil fremtiden nok<br />
grine ad nutidens mainstream (eller<br />
bare glemme den). Sådan går det.<br />
Hvor det umuliges mulighed<br />
erstattes af tidens glitter eller<br />
selvkredsen på ophøjet tå,<br />
akademidigternes akademidigte,<br />
der jo hersker i dag over en underskov<br />
af endnu mere pæn mainstream,<br />
indtræder tomheden. Som<br />
Per Højholt engang sagde om en<br />
navngiven digter: Når han dør, opstår<br />
der et tomt rum i reolen. Såle-<br />
45
Change language