Se Pdf - wanted for good

des om tiden som helhed, når den
er gået, efterlader den et stort tomt
rum i reolen, hvor mainstream
huserede.
Mainstream kendetegnes først og
fremmest ved en kedelig repeti-tion
af det netop forbigangne. Sådan er
det altid, men det er, som om denne
tid, fra ca. 1980’erne og frem, har
dyrket en blåøjet gentag-else af en
poesi med stort P (som den rigtige
poesi aldrig ville vedkende sig),
måske på grund af en manglende
orientering (det, man ikke kender,
gentager man). I alle tilfælde er det
meget luftigt, men indelukket, fordi
Af John Thorup
I november 1997 udsendte urfirmaet
REMREM et reklamekata-log.
Hvor man ville forvente at finde
kataloget hos urmagere og
tøjbutikker, dukkede det i stedet op
på de store mediers nyhedsredaktioner.
Reklamens målgruppe var altså – i
første omgang – ikke den sam-me
som produktets, dvs. de unge
forbrugere, men derimod medierne.
Årsagen var selvfølgelig en
forestilling om at reklamen ville
kunne få lidt gratis omtale og denne
forestilling var ikke ubegrundet.
Kataloget var nemlig ikke helt
almindeligt – det indeholdt foruden
de forventelige billeder af vinterens
ur-kollektion 8 billeder af unge
mennesker der har begået
selvmord ledsaget af sloganet
”why kill time when you can kill
yourself”.
De provokerende billeder og teksten,
der noget anstrengt forsøg-te
at knytte produktet til de umiddelbart
umotiverede billeder (”lad
46
der ikke er bevægelse i luften,
endsige gennemtræk. Med et mere
bramfrit udtryk ville man kalde det:
hørm.
Hørm er den store selvopstyltning,
poesiens fjende nr. 1. Den seriøse
digter er humorist og har naturligvis
også et humoristisk forhold til sig
selv. (Som et eksempel på humor
nævnte William Heinesen engang
H. A. Brorsons ”Her vil ties, her vil
bies”). Uden humor forfalder
digteren til en dræbende dyrkelse
af egen profetværdighed, helt uden
belæg i sprog eller virkelighed. Den
som kulturel begivenhed
være med at spilde tiden”), satte –
forudsigeligt - gang i en forarget
debat. Aviser og meningsdannere
forenedes i en entydig fordømmelse:
Kataloget var kynisk spekulation
i dramatiske billeder, udtryk
for manglende respekt for virkelighedens
menneskelige tragedier,
bidrog til at gøre selvmord
acceptabelt og risikerede at lede
endnu flere unge mennesker i
selvmord.
Debatten kulminerede efter et par
uger med at forbrugerombudsmanden
forbød kataloget – og det
skete før man rigtig kom i gang med
at omdele kataloget til forhandlerne.
Det var således de
færreste i produktets unge målgruppe,
der overhovedet så kataloget
(andet end som løsrevne og
dårlige reproduktioner i tvs nyhedsprogrammer
og på avisernes ru
papir). Alligevel voksede REM
REMs julesalg voldsomt og steg
med 50% i forhold til året før.
Hvad var det, der skete? Hvordan
kunne et katalog, der ikke nåede ud
til sin unge målgruppe, sælge ure
lille, tynde tomhed bliver den ringe
erstatning for poesien, som dog
snart popper op et andet sted, tidens
modekonger har ingen indflydelse
på dens færden.
Altid vil det umuliges mulighed, i
nye, stadigt nybrydende former,
være poesiens hjemsted, langt fra
enhver tids mainstream. Fjernt fra
de banale fælder: lyrismen og
fortænktheden. I en spontanitet, der
er og bliver digtets kendetegn og
vidunderlige væsen.
og urremme? Og hvorfor solgte
kataloget, når det blev genstand for
en ensidig fordømmelse i medierne?
Ja, faktisk var det i virkeligheden de
voksne meningsdannerne, der
solgte produktet. For det var dem der
tilskrev reklamerne – og der-med
mærkevarenavnet – betydning:
For det første henledte de opmærksomheden
på reklamen. For det
andet gav de reklamerne betydning
ved at tage dem alvorligt og snakke
om dem. Dermed signalerede de
overfor de unge, at dette var noget,
der virkelig betød noget for de
voksne. For det tredje valoriserede
de reklamerne. Den offentlige debat,
hvor ”det etablerede samfund” kom
med alle sine “rigtige”, ”politisk
korrekte” og fordømmende meninger
sørgede for at mærkevarenavnet
blev etableret som “provokerende”.
Debatten tilskrev reklamen og
brandet REMREM en meget større
betydning end en reklame ville
kunne formå. Reklamen blev
kommunikation og kultur, den blev
et vigtigt kulturelt fænomen - ikke