Se Pdf - wanted for good

More documents

Recommendations

Info

Digtet er det eneste håb Borges. Hvordan har oversættelsesarbejdet virket ind på din egen skrivning? Godt spørgsmål (lang pause). Jeg tror, Borges har lært mig mange ting, ting som slet og ret handler om, hvad god litteratur er. Jeg har, via Borges, for eksempel beskæftiget mig meget med den retoriske figur eller det fænomen, som listen er. Jeg oplever den som utro-lig poetisk. En liste kan være et digt. Jeg tænker på spændet mellem hvert element på listen, samtidig med at elementerne jo bindes sammen med hinanden af en grund, og det er jo den grund, man leder efter i et digt. Jeg tænker på listen med dyr, som også Foucault citerer i Ordene og tingene: På dens usandsynlige sider kan man læse, at dyrene inddeles i (a) dem, der tilhører kejseren, (b) de balsamerede, (c) de tamme, (D) pattegrise, (e) havfruer), (f) fabeldyr, (g) løse hunde, (h) dem, som er inkluderet i denne klassifikation, (i) dem, der hidser sig op som vanvittige, (j) dem som findes i stor mængde, (k) dem, som er tegnet med en fin kamelhårspensel. (I) etcetera,(m) dem, der lige har slået vasen itu, (n) dem, der på afstand ligner fluer. Her er der nogle spring, man bare accepterer. Man undrer sig jo. Det er også en slags skridt: du træder ud og ved ikke om der er fodfæste, og så der kommer det fodfæste. Og så næste skridt. Det kan være noget vældig ulige, afstanden i trinene. Foucault siger, at det er listen med dyrene, der generede hans bog [altså satte hans bog i gang…!], overvejelsen over, hvad 32 diskurs er. Og Borges har nogen fantastiske lister, som har interesseret mig, sådan at det at lave lister er blevet en måde at skrive bøger på, det at kaste nyt materiale efter hinanden, dynge op med billeder, ikke det man regner med, men en slags ophobning. Der var meget af det i digtsamlingen Bier dør sovende, som jeg prøvede at rense ud i den nye bog, men så har jeg jo selvfølgelig vulkanlisten som faktisk genererede en hel sang eller suite. Udgangspunktet var en liste i «Opslagsbog for skole og hjem 1964» over verdens aktive vulkaner. T: Men så har du sidste del, som har de små ord, den hedder jo «De mindste ord»? De små ord, ja titlen skyldes en lille oplevelse jeg havde i et tog på vej til Rom. Jeg havde de her digte med og sad og arbejdede med dem. Overfor mig sad en ældre dame. Hun fulgte ivrig med i hvad jeg gjorde og til slut kunne hun ikke dy sig og spurte mig på engelsk «What language is that?». Og jeg svarede «Danish». «Oh», udbrød hun, «You have such small words!». Men bestræbelsen var jo netop at skrive ned til de mindste bestanddele af sproget, til de sproglige atomer og mindste betydningsenheder. T: Et sted siger du, at du går uden grund under fødderne, men jo mere du går, jo længer du har gået, jo tryggere kan skridtene du tager være, jo mere skal du bære på, så at sige. Hvis digtet er en lille krop som går, kan man sige, at mulighederne bliver færre, fordi der er en mening bygget op bagved, men hvis man sammenligner med en almindelig gåtur, et digt med en gåtur, så er der et fænomen som jeg har lagt mærke til, det er at ca. en tredjedel inde i digtet - men det gælder også prosa - der kommer listen, der kommer omslaget, der kommer krisen, der kommer konflikten. På den anden side sker der en mærkning af kroppen, en slags udtoning, slutning. Som svarer til den oplevelse man har når man går, ca. en tredjedel inde i en gåtur, den underlige blackout, den underlige tomhedsfornemmelse, hvor man har gået sig tom. Og på den anden siden af det, er det en eller anden form for tanke eller erkendelse, en idé. Jeg har et digt som specifikt handler om det, at gå baglæns, tænke tankerne tilbage, hen til det mærkelige punkt der. T: Kan du ikke sige lidt mere om at gå baglæns? Vinci, senere begynder jo med at gå baglæns, «At gå baglæns i egne fodspor». Jeg ved ikke helt hvorfor der er så meget med at gå baglæns. Jeg tror det startet med billedet af, at maleren går baglæns for at få overblik. Og helt konkret forholder begyndelsen sig til et tidligere digt. Oprindelig var denne tekst tænkt som en slags note til mig selv. Jeg ville skrive, hvor hver enkelt ting i ”Kompas”-digtet kom fra. Og det blev en dødkedelig tekst. At gå tilbage og spørge, hvor kom digtet fra? Det kunne ikke lade sig gøre, det var ikke interessant at spørge om. Men denne gang baglæns, der kom der noget nyt! På samme måde som man går tilbage for at se, hvad man
egentlig er i gang med. Det er en slags bevægelse ud og ind af fokus, ud og ind af del og helhed. T: Et motiv i din bog er alle gæsterne, der kommer – og det ubehagelige ved det at de trænger sig på? Vi selv er jo selv gæster. Måske kommer gæsterne et sted inde fra støjen, man er jo hele tiden gennemtrængt af stemmer, der er hele tiden stemmer. Jeg tænker kærligt på dem, som en commedia dell artetrup, som vender alt på hovedet. Når jeg skriver, har jeg hele tiden opfattelsen og fornemmelsen af at ville nå frem til en stemme, som ikke er min, men som siger mig. Jeg lytter til noget i det øjeblik jeg skriver det, og det er en fantastisk oplevelse. Ja, jeg vil sige at det er derfor jeg skriver, det er at nå frem til det øjeblik, hvor jeg siger noget med stor overbevisning, som jeg ikke anede, at jeg vidste. Man kan gøre det med en sikkerhed, hvor man næsten lytter til sig selv, man dikterer noget til sig selv, men man er ikke nogen af stederne. Det er det jeg mener med at det faktisk ikke så meget er mig det handler om. Men jeg tror omvendt heller ikke på, at det er strategier man kan iværksætte for at opløse jeget, jeget er der jo, det er jo derfor jeg kalder vulkandigtet for et selvpor-træt - ironisk, men der står bare ikke «jeg» i digtet. Man kan ikke undgå det! Der er mange strate-gier for at undgå jeget; man kan drikke sig fuld, ryge sig skæv, men det er ikke så meget det det handler om. Det handler mere om at opleve den samtale som fore-går hen over hovedet på den som skriver: at være to; at være den som lytter og den som skriver ræsonnerende. Der er en slags resonans i det, som faktisk svarer til skridtet mellem foden og grunden og det man trykker ned mod, aftrykket, faktisk, på sporet. P: Michelangelo siger, at skulpturen findes inden i stenen, men du siger at inden i skulpturen findes der atter skulptur. Er det hele den proces, du går igennem, når du bliver selvkommenterende, at digtet bærer i sig så mange forgreningsmuligheder? Jeg tror man kan angribe den figuren på mange måder. Det er som på Ota Solgryn-pakkerne i gamle dage. På en forside har han en bog, og indeni er det et billede af den samme forside mise en abyme og hvor skal man lægge snittet, fokus? Søren Ulrik Thomsen skrev en poetik, hvor han havde oplevelsen af at digtene findes på forhånd. Jeg tror mere på det øjeblik jeg snakkede om før, der hvor digtet sker, og det er næsten i en sådan slags svimmelhedsfølelse, hvor man oplever alle de spejle eller gentagelser. Jeg forstår slet ikke, at digtet eller skulpturen skulle kunne findes på forhånd, og Michelangelo skulle jo komme til at dementere det selv. Men så kommer den størrelse ind hos Michelangelo, at døden stopper processen - han arbejdede på kun Pietà’en seks dage før sin død - døden stopper spejlingen, ekkoeffekten, og den er jo reel, men skulpturen er stadig væk ufærdig, den står jo fortsat og betyder alt det der. Man kan sige helt banalt at skulptur og digt er stærkt forbundet, der mangler noget, der er Digtet er det eneste håb taget noget væk, det er en koncentration, en orientering om form. Et digt er en skulptur af musik! P: Oplever du at det er lidt frustrerende; på den ene siden er det formarbejdet, at hugge ud, samtidig er alle spejlene der, det kaotiske? Jeg tror jeg har det bedst i den tilstand, hvor tingene ikke er fastlagt, det er en sådan slags sanserus, oplevelsesrus, som Niels Lyngsø har kaldt «verdensfølelse» eller «verdensfornemmelse». Jeg tror digtet eller enhver form for æstetisk greb kan rumme en på Michelangelo, pieta, Rondanini 33
Page 1 and 2: SAMTIDS SKILDRING # 77 / 78 - DECEM
Page 3 and 4: I en samtale imellem den unge forfa
Page 5 and 6: fast som en sikker og overraskende
Page 7 and 8: under traditionelle skabeloner. Med
Page 9 and 10: ”Du fortjener det, selvfølgelig
Page 11 and 12: Nye stemmer Mads Eslund ”Jeg inte
Page 13 and 14: lige “margin”/samme højde i to
Page 15 and 16: Insekt hen over hvid dametaske i l
Page 17 and 18: „Ærgeligt, ærgeligt“ af lone
Page 19 and 20: at verden netop er det, vi oplever.
Page 21 and 22: ham der konsekvent har misforstået
Page 23 and 24: Maja Dyrehauge Gregersen (f. 1978),
Page 25 and 26: Nogle taler fx om, at den opstår a
Page 27 and 28: kroppen i virkeligheden et ønske o
Page 29 and 30: Digteren & landskaberne - Om og med
Page 31: Leonardo Da Vinzi,Bebudelsen jeg’
Page 35 and 36: T: Da er grunden ikke så usikker?
Page 37 and 38: uforglemmelige linjer som ”Ensomt
Page 39 and 40: jeg skrevet ved siden af. Visse af
Page 41 and 42: igtigt, jeg citerer eller skriver o
Page 43 and 44: ”Jeg er en mand / Jeg sværger ti
Page 45 and 46: udtryksvanskeligheder, er der noget
Page 47 and 48: Ungdomsreklame bare simpel reklame.
Page 49 and 50: Teksten lyder “General warning”
Page 51 and 52: Preben Wilhjelm Public service tv o
Page 53 and 54: „ landsk reproduktion. Det fremg
Page 55 and 56: Vi havde set, hvad andre redaktione
Page 57 and 58: en der afslørede jegpersonens far
Page 59 and 60: hsd - tidsskrift for litteratur, sp

Se Pdf - wanted for good

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?