SUNDHEDmagasinet - Region Sjælland

– Nå, hvad har de så skrevet om mig
i denne uge? Nikolaj Kopernikus fi k
hurtigt fat i de kulørte blade på det
store fællesbord – og blev næsten lige
så hurtigt færdig med at læse dem.
Rådhus- og politikermiljøet er lavet
meget overbevisende i dekorationerne
i studie 4.
sempel i serien »Taxa« kunne man se,
hvordan produktionerne blev fl ottere og
fl ottere. Sådan går det også med »Forbrydelsen«,
synes jeg, og jeg er i det hele
taget tilhænger af en vis vekselvirkning
mellem de forskellige medier. I øvrigt
tror jeg ikke, at nogen ville kunne holde
til at arbejde så intensivt, som vi gør, i de
to år, der går med at producere en serie
som »Forbrydelsen«.
Practical joke med instruktøren
Det er fotograf Bo Tengberg, som får
ideen, og til trods for, at klokken kun
lige har passeret de syv om morgenen,
er alle friske: – Vi laver s’gu en
practical joke med instruktøren.
Lige præcis i dag møder instruktør
Henrik Ruben Genz af private årsager
lidt senere end de andre på holdet,
og ventetiden skal udnyttes til en lille
prøve på den første af dagens scener.
– Hvad med, at vi optager den og
spiller den helt vildt dårligt? Så viser
vi den til Henrik, når han kommer, og
siger, at vi har lavet den uden ham,
foreslår Bo Tengberg.
– Ja, vi spiller småfulde, supplerer
Nikolaj Kopernikus, og den er
Bjarne Henriksen, den anden skuespiller
i scenen, med på.
Henrik Ruben Genz gik ikke på
limpinden, da holdet forsøgte at
narre ham.
Frikadeller og sladderspalter
For nogle er der pause i optagelserne,
og de siver ud i det fælles samlings-,
omklædnings- og sminkerum, hvor de
bænker sig rundt om det store bord i
midten af lokalet. En duft af frikadeller
breder sig i lokalet fra det lille cafekøkken
ved væggen, mens Marilyn Monroe
smiler underfundigt ned mod alle fra et
stort billede over vasken.
Få minutter efter laver holdet så optagelserne
med Kopernikus og Henriksen
som et par lettere berusede
fl yttemænd, der har deres hyr med
både replikker og fl yttekasser, og forventningerne
er store, da Henrik Ruben
Genz ankommer.
Alle stimler sammen for at ville se
scenen sammen med Genz, og det får
ham måske til at ane lidt uråd på forhånd.
Han lader sig dog ikke mærke
med det, mens han studerer billederne
på monitoren.
– Er det seriøst, det her?, spørger
han en enkelt gang undervejs, uden at
få andet end undertrykt fnisen til svar.
– Njaarj, det virker lidt slapt, må
jeg sige. Vi må hellere lave den om
igen, lyder hans afsluttende dom.
SUNDHEDSMAGASINET – FORÅR 2007 39