52 »Gemmeleg« SUNDHEDSMAGASINET – FORÅR 2007 NOVELLE AF BO NYGAARD LARSEN ILLUSTRATION: KRESTEN IVAR
SÅ VAR DET, at hun igen kom til at tænke på manden i baren, ham med den gode bag i de stramme jeans. For så vidt var han bare en række sorte bogstaver på de hvide sider i det gule kladdehæfte. Alligevel var det hans kontur, hun så gå ved siden af sig, mens hun skubbede den tomme kuvøse ind gennem hospitalets svingdør. I forhallens evige leben gled han ud, i elevatorens kasseform gjorde hun anslag til at udrede sit livs tråde, de hang i laser, som alt for mange bortløbne masker i yndlingsblusen. Det var det med alderen og savnet. Hun var på randen af de fyrre, tilværelsens semikolon lå stadig uforløst i drømmen om barnet. På tredje etage trådte hun ud som den hvide hjælper i englekittel og med et navneskilt nålet ind i det tynde stof. Det var jobbets præmis, hun skulle bare være der og gøre det, hun kunne, sige pres og at det snart ville være overstået, klippe navlestrengen, når faren var for bevæget til at føre saksen. Inden for tre timer havde hun haft to fødsler. Der var så kort tid imellem dem, at hun ikke kunne nå at gennemføre sit ritual med at græde ud efter hver nyankommen. Da hun hjalp far nummer ét med at sætte den blå nål i den askegrå opslagstavle, kom de første tårer, hans bag mindede for meget om ham fra baren. Da far nummer to trykkede til, strøg hun ud på toilettet, hun sad på hug foran den emaljerede kumme. Vandet kom i stråler, i frokostpausen tjekkede hun krydserne i kalenderen, det burde være på de tider, der var så meget, der burde. På fyraftenscafeen læste hun de blanke sider i det gule kladdehæfte. Der skulle have stået så mange navne, deres fordele og ulemper skulle have være anført i kolonner. Der stod kun hans navn, der stod kun et Kim. Hun havde kun skrevet om hans gode sider. Anmærkningen om de bløde læber, de stilsikre hænder, det trofaste bryst havde hun rammet ind med rødt. Han stod ved baren, så forlod han den, han stod ved hendes bord. Om man måtte sætte sig? Hun nikkede forlegent. De skålede, han var mest til øl, hun nippede til sin drink, de kæderøg, i tobakstågen sagde han sit navn. Hun mærkede halsen snørre sig sammen, en vandbeholders plagende tryk mod låget. Hun nåede lige at låse, inden cafe latten og den lille mørke dessert cho kola de væltede ud i fi re hurtige ryk. På gaden fi k hun luft, det var vinterens kolde brise, den sled sig ind til marven. Hun lod sig trække forbi forretningerne, hun så først sig selv igen, da hun betalte for to natdragter størrelse 56, en hvid med krokodiller og en beige uden motiv. Hun lagde dem i den nederste skuffe i kommoden, det kom til at ligge ovenpå det øvrige tøj, det var nu engang hendes måde at gøre det på. Hun kaldte det forberedelse. Det var den samme rummel dengang i teenageårene, hvor hun begyndte at samle på stel, hun nåede at få til seks personer. Hun lod aftenfjernsynet brøle, mens hun lavede sig en let salat. To mundfulde blev det til , så sad hun på hug igen. Et brusebad rengjorde sindet, vand var forudsætningen for liv. Hun var også i bad sammen med Kim, han havde luksusudgaven med seks massagedysser, fod- massage og radio. Den spillede hendes sang, det var den om de ni millioner cykler i Beijing. Nogle af dem var til børn, sådan en måtte hun også huske at købe. Og nåle til opslagstavlen i entreen, blå og røde, hun ville ikke vide det, før det var der. Til natfjernsynet faldt hun hen. Den følgende dag og nat ar hun blevet hos ham, de havde ligget i ske på hans brede sofa og set en fi lm. Den var romantisk, hun begyndte at græde, han kyssede glæden tilbage i hende, hun åbnede skeen og sugede honning af hans læber. Hun vågnede til duften af æg og bacon, han havde lavet brunch og dækket det ovale spisebord med hvid dug, nye roser og levende lys. Denne æstetiske side førte hun ind i det gule kladdehæfte, det var den slags træk, der lå i den gode ende. De spiste først i tavshed, så førte han et jordbær til hendes mund, så kom snakken, hvad han lavede, hvad hun lavede, hvad de skulle lave sammen. De skulle have det bedste hus med en masse børn, havde han sagt, men indtil de kom, skulle de leve af hinanden, sove længe i weekenderne og ligge og læse avis til langt op ad dagen. Så vækkede han hende igen. Det var hans stemme, den lød som hans, det kunne være ham. Nu huskede hun det. Han Bo Nygaard Larsen Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter. Han er født 1969 i Vendsyssel, men har de seneste ti år boet i København og på <strong>Sjælland</strong>. I dag bor han i Jersie Landsby ved Solrød. Han har blandt andet skrevet »Wied jul. En biografi om Gustav Wied«, »Wonderland. Digte og noveller« og senest den anmelderroste roman »Sodoma« om fi re unge menneskers leg med sex på chatten. I øjeblikket er han ved at skrive en portrætbog om otte moderne salmedigtere, ligesom en ny roman er på vej. Du kan læse mere på www.bonygaard.com. SUNDHEDSMAGASINET – FORÅR 2007 53
Change language