radikal politik 1 - Radikale Venstre

More documents

Recommendations

Info

14 H V E M E R F O L K E T ? – fortsat fra side 13 „det værdisæt, som i 1000 år har domineret dansk kultur, struktur, mentalitet og identitet“, og tilføjer, at „det er hele vores værdigrundlag, som ligger i kristendommen“, leverer han en efterspurgt fiksering af netop de størrelser, der ellers synes stadigt mere flydende. Det kulturelt mættede folkebegreb anviser den enkelte en klar plads i et skarpt afgrænset fællesskab og udgør dermed en attraktiv modgift mod den utryghed, som verdens tiltagende åbenhed vækker hos stadigt flere. I ja-fløjens optik fordrer det at tilhøre det danske folk altså en fuld anerkendelse af danske kulturværdier og disse værdiers kristne rødder. I denne forstand er det kristne en forudsætning. Om anerkendelsen tilmed er formaliseret i et medlemskab af folkekirken er imidlertid her uden betydning. Det rummelige fællesskab Den modsatte fløj afviser, at kristendom skulle være en kulturel eller religiøs forudsætning for at tilhøre det danske folk. Her forstås et folk i første række som et formelt fællesskab. Hvad enten borgeren i Thy deler kulturelle eller religiøse værdier eller synspunkter med borgeren i København eller ej, er de som folk betragtet forbundet med hinanden via fælles borgerrettigheder og -forpligtelser. Dette udelukker på ingen måde et kulturelt fællesskab. Men forudsætter det heller ikke. Nej-fløjens folkebegreb er, til forskel fra ja-fløjens, smalt, da det ikke med henvisning til kultur, religion og historie fordrer andet og mere end de pligter og rettigheder, der følger med statsborgerskabet. At man her netop ikke definerer det folkelige fællesskab kulturelt og religiøst, beror ikke på en underkendelse, men snarere på en anerkendelse af, hvor omfattende en rolle netop kultur og religion kan spille i den enkeltes liv. Et kulturelt og religiøst rummeligt folkefællesskab giver den enkelte en udstrakt frihed til selv at definere og praktisere sin kultur og religion, uafhængigt af bindende nationale definitioner. Dette selvfølgelig inden for demokratiets og retsstatens formelle rammer. Folket som formelt fællesskab giver dermed plads til forskellige kulturelle fællesskaber og afmonterer derved det konfliktpotentiale, definitionen af en enhedskultur implicerer. Afståelsen fra at fastlægge en substantiel national enhedskultur åbner mulighed for gensidig anerkendelse og tværkulturelt fællesskab mellem selv meget forskelligt orienterede grupper og individer. En fleksibilitet der understøtter den demokratiske dialog frem for at begrænse den. At statsborgerskabet for nej-siden netop er en tilstrækkelig betingelse for tilhørsforhold til folket, betyder ikke, at indlemmelsen er fordringsfri. Ved at påtage sig statsborgerskabet forpligter man sig såvel på deltagelse i den demokratiske proces som på retssamfundets principper. Men disse fordringer suppleres ikke af kulturelt/religiøse krav. Vi er altså, de klare modsætninger til trods, ude af stand at give et entydigt svar på spørgsmålet om forudsætningerne for at tilhøre ’det danske folk’. Men hvorfor er det så svært at opnå konsensus på dette område? Ingen lette løsninger En væsentlig grund er, at der knytter sig betydelige problemer og udfordringer til begge folkebegreber. Globaliseringen og den deraf følgende udveksling af kulturelle normer og værdier har mange steder affødt en gryende kulturel og religiøs fundamentalisme. Dermed sættes den åbne og kritiske dialog, der er så vital for demokratiet, under voldsomt pres. Mens ja-fløjens latente selvtilstrækkelighed snarere synes at begrænse dialogens mulighed end at forsvare den, må nej-siden se sig udfordret af det klare behov for et mere eksplicit fællesskab. Samtidig er spørgsmålet om kulturfællesskabets politiske betydning et tveægget sværd. Søger man at drage vidtgående politiske konsekvenser af kulturtraditionen, rejser spørgsmålet om den rette tolkning af traditionen sig. Det åbner op for en populistisk slåskamp om patentet på ’det nationale’, en ufrugtbar fløjkrig mellem selvbestaltede traditionseksperter. Afskriver man omvendt kulturtraditionen som politisk faktor, synes det vanskeligt at formulere en kollektiv identitet, der kan legitimere velfærdsstatens sociale solidaritet og økonomiske omfordelingsprincipper. Stillet over for de to folkebegreber, er det altså ikke nok bare at vælge side. Et social-liberalt parti, der ønsker at forene et liberalt grundsyn med social ansvarlighed, er nødt til at forholde sig til spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft på en ny måde. Det parti kunne være Det Radikale Venstre. Jesper Brieghel jesper.brieghel@ft.dk Bo Gytkjær Christensen bogc@radikale.dk
RADIKAL UNGDOM Denne side redigeres af Radikal Ungdom. Indlæg sendes til sidens redaktør Vivian Heinola på vivian@radikalungdom.dk – deadline for næste nummer er: mandag den 31. januar 2005. Uddannelse for alle og uddannelse for det hele menneske Af Zenia Stampe, landsformand for RU EFTER VK-REGERINGEN trådte til i 2001 er der sket store forandringer (= forringelser) på uddannelsesområdet. Midlerne pr. uddannelsessøgende er faldet; Uddannelsesudbuddet er reduceret. Lærernes metodefrihed er blevet ædt op af nationale trinmål, test og en litterær kanon, og uddannelsesdemokratiet er trængt af selvejekonktruktioner og bestyrelser med eksternt flertal. I dag bestemmes uddannelsesområdet i stadig højere grad af undervisningsministeren, hendes embedsmænd og erhvervslivet. Lærere, elever og forskere, der beskæftiger sig professionelt med uddannelse, skubbes derimod længere og længere ud i periferien. Det samme gør den enestående danske skoletradition. Den danske skoletradition bygger på målet om at uddanne hele mennesker. Evnen til at undre sig, forholde sig kritisk, tænke ud over de traditionelle rammer og indgå i et socialt fællesskab vægtes lige så tungt som traditionel leksikalsk viden. Derfor udsætter vi ikke danske skolebørn for multiple choice test i tide og utide, men giver dem i stedet mulighed for at fordybe sig i projektarbejde. Derfor opdeler vi ikke børnene i A- og B-hold, men holder i stedet øje med hver enkelt elevs særlige evner og behov. Derfor har danske elever indflydelse på deres uddannelse. Derfor optræder lærerne ikke kun som faglige autoriteter, men også som tillidsskabende personligheder, der bekymrer sig om elevernes trivsel. Der er god grund til at værne om den danske skoletradition. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor internationale undersøgelser peger på, at danske skolebørn har ondt i fagligheden, og hvor regeringen bruger undersøgelserne som rygdækning for at bevæge skolen væk fra sit traditionelle ståsted. Men vi bliver jo ikke bedre til det, vi er mindre gode til, ved at gøre op med det, vi er rigtig gode til. Tværtimod! Det altoverskyggende problem inden for det danske skolesystem er, at vi taber så mange på gulvet, og at uddannelsessystemet ikke formår at bryde den negative sociale arv. Det er udtryk for et alvorligt samfundsmæssigt svigt, når 17 pct. forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, og når 20 pct. af en ungdomsårgang ikke får en kompetencegivende uddannelse. Uddannelse spiller en stadigt større rolle for, hvordan man klarer sig i livet, og uuddannede får stadigt sværere ved at vinde fodfæste Det Radikale Venstre har haft godt af at være i opposition Af Andreas Steenberg, formand for RU Hammel-Randers og byrådskandidat for DRV Randers OFTE I REGERING og altid dem, der skulle spørges, når noget skulle vedtages. Sådan har det været for Det Radikale Venstre frem til sidste valg. Men så kom VOK-flertallet til, og så var det slut med DRV’s magtfulde position i midten. Men det blev ikke enden på det lille midterparti. Tværtimod! Det Radikale Venstre har oplevet stor fremgang i seneste år. Jeg tror, fremgangen skyldes, at Det Radikale Venstre ikke længere „bare“ er dem, der sidder i regering og laver kompromisser, som folk ikke helt forstår. Det Radikale Venstre er blevet sin egen. Når snakken falder på EU, og indvandrere under julefrokosterne, så ved folk, hvor Det Radikale Venstre står, hvad det vil sige at være radikal. Det skyldes, at Det Radikale Venstre har været i opposition. Vi har fået mulighed for at markere os, stå fast uden at skulle gå på kompromis med regeringsmakkeren. Vi har haft godt af det. Efter næste valg kommer folketingsgruppen til at stå over for et valg; skal man gå i regering med S eller VK? Efter min mening er det hip som hap. Ingen af de to fløje vil ikke gøre noget ved fremtidens velfærd, ingen af dem fører en hjerteløs udlændingepolitik, ingen af dem gør for alvor op med forbeholdene over for EU. Jeg tror, at vi ved at forblive i opposition i højere grad kan kæmpe for vores men- i det globale videnssamfund. Et af fremtidens allervigtigste mål bliver derfor at få alle med på uddannelsesvognen: Der etableres alternative uddannelsestilbud, a la Den Frie Ungdomsuddannelse, til dem, der ikke kan finde sig til rette inden for de traditionelle systemer; Vejledningen skal gøres til en lige så central del af uddannelsessystemet som uddannelsesinstitutionerne; Det skal være lettere at skifte mellem en ungdomsuddannelse til en anden; Der skal eksperimenteres med lektiefri skoler, så forældrenes baggrund bliver mindre afgørende for, hvordan børnene klarer sig i skolen; Og alle skoler – folkeskoler som ungdomsuddannelser – skal have pligt til at tilbyde omfattende lektiehjælp. I et velfærdssamfund som vores er det ikke ambitiøst nok blot at stræbe efter økonomisk lighed og lige rettigheder. Vi skal også sætte os som mål, at alle skal have de samme muligheder for at udnytte deres rettigheder og forme deres liv frit. Uddannelsessystemet skal skabe denne mulighedslighed – vi har blot endnu ikke fundet ud af hvordan. neskesyn, vores værdier og vores ideologi. Et regeringssamarbejde vil formentlig kræve større indrømmelser fra hhv. VK og S, end realistisk er. 2005 bliver også interessant, da der er valg til de nye kommuner og regioner. Der skal radikal repræsentation i alle råd! Hvis Det Radikale Venstre som parti skal gøres endnu mere accepteret og kendt, skal vi vise, at vi også kan tage den lokale diskussion, samtidig med at vi kan tage debatten om mere højtflyvende emner. Vi skal vise, at vi også interesserer os for nærværende og lokale problemer. RU • Ny Kongensgade 18 5.tv • 1557 København V • tlf. 3313 0231 • fax 3313 04 31 • ru@radikalungdom.dk • radikalungdom.dk 15
Page 1 and 2: RADIKAL POLITIK 120. TEMASIDER OM V
Page 3 and 4: R vil oprette FN-fond til Det Radik
Page 5 and 6: S og V afviser radikalt reformønsk
Page 7 and 8: SUNDHED: Hvordan skal sundhedsvæse
Page 9 and 10: Kabale uden esser! Den 21. maj 1905
Page 11 and 12: k SUSANNE DANIG, formand for partie
Page 13: Hvem er folket? Det Radikale Venstr
Page 17 and 18: RADIKAL DEBAT Hvad er alternativet?
Page 19 and 20: LANDET RUNDT tage sig af den kommen

radikal politik 1 - Radikale Venstre

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?