| Meget mere Manu | Panda på tinge | Grøn ... - Radikale Venstre

More documents

Recommendations

Info

20 deres børn trækker i den anden retning og ender i et kulturelt vakuum, hvor de fristes af kriminalitet og religiøse ideologier. Jeg voksede op med nogle forældre, som var dybt taknemmelige over at være kommet til landet, og som gjorde alt for at falde til uden at slippe deres indiske rødder, fortæller Manu Sareen. Selv har han det på samme måde. Han er både inder og dansker. – Jeg har to kulturer. Den ene ligger 6.000 kilometer væk på den anden side af jorden, den anden er lige her, siger han og peger ned i de grå fortovsfl iser. – Og jeg er sindssygt stolt af begge kulturer, og de lever fi nt side om side. I mange muslimske hjem er faren fraværende, forklarer Manu Sareen. Enten fordi han ikke orker at være en del af familielivet, eller fordi han er væk på lange rejser til hjemlandet: – Så overtager den ældste søn hans plads, og hvis jeg var teenager og skulle bestemme over mit liv, ville jeg da også vælge at blive ude hele natten. Men man kan ikke sætte grænser for sig selv og et helt hjem, når man stadig er et barn. Derfor går det så galt mange steder. Selv fi k Manu Sareen med egne ord proppet en opdragelse ned i halsen, der handlede om at være ”et moralsk anstændigt menneske”, og han var aldrig i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert. – Der var ikke så meget at rafl e om. Jeg havde kammerater, der lavede bræk, som de tjente godt på, og jeg blev tit spurgt, om ikke jeg skulle være med. Men jeg takkede nej hver gang. Jeg har altid haft en god indre slukknap. Selvfølgelig har jeg røget hash og drukket mig for sans og samling, jeg er ikke noget glansbillede, men modsat mange af mine kammerater fra dengang, faldt jeg aldrig ud over kanten. Han stopper op og peger på en anonym bygning for enden af gaden. Inde bag de røde mursten ligger Islands Brygge Bibliotek, hvor den unge Manu Sareen kunne bruge hele eftermiddage på at synke ned i tidens ungdomsbøger eller forsvinde ind i tegneseriernes spraglede univers. – Jeg kom fra et typisk fremmedarbej- derhjem, og med det mener jeg også, at kimen til viden lå uden for hjemmet. Jeg har aldrig lavet lektier med mine forældre, og engang jeg skulle skrive en dansk stil om H.C. Andersen, spurgte jeg min far til råds, men han anede ikke, hvem manden var. Der er nogle ting, som har skubbet mig i den rigtige retning, og biblioteket er helt klart en af dem. Det var mit internet, det var her, verden åbnede sig for mig. Men det var ikke kun bøgerne, der holdt den mørklødede dreng på sporet. Manu Sareen begyndte tidligt at interessere sig for piger, og det blev hans redning. Det er sjovere at kysse end at lave ballade, som han selv udtrykker det: – Jeg var en fremragende fodboldspiller som ung og kunne sikkert have drevet det vidt. Men da jeg først opdagede, hvor mange piger, der kom i den lokale håndboldklub, skiftede jeg sport. Jeg ville hellere være en middelmådig håndboldspiller i en verden fuld af kvinder, end stjerne på en fodboldbane sammen med 100 andre overbebumsede pubertetsdrenge. Manu Sareen stopper igen og peger ind over rækkerne af slidte beboelsesejendomme. Et sted derinde ligger Amagerbro Skole, hvor han gik i skole: – Jeg var ikke ligefrem nogen mønsterelev. Jeg havde en atombombe spændt på røven, og gik jeg i skole i dag, ville jeg helt sikkert få en diagnose. Jeg blev taget ud af undervisningen fl ere gange om ugen, og så sad jeg i støttecentret og gloede, indtil jeg fi k lov at gå. Vi slår os ned på en lokal café: – Der er sikkert mange, som ville være blevet knækket af den slags oplevelser, men jeg lod mig sgu aldrig rigtig slå ud af modstanden, siger han og bestiller en dobbelt espresso. I samme øjeblik stopper en ældre kvinde op foran os. Hendes ansigt lyser op ved synet af Manu Sareen, som genkender hende med det samme. Det er en tidligere kollega, en pædagog, han arbejdede sammen med i slutningen af 80´erne. Kvinden fortæller begejstret om sin tidligere medhjælper. Om en ung, glad mand, der kunne få alle til at grine, og som altid havde gang i ”117 ting med ungerne”. Manu Sareen lytter opmærksomt, og føjer undervejs præcise detaljer til historierne. – Det er sgu rigtigt nok. Jeg har altid været en glad dreng, der kunne få folk til at grine, siger han, da kvinden er gået. – Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor den begejstring kom fra, men har aldrig fundet et svar. Sådan var det bare. UD AF GYMNASIET Manu Sareen kom som den eneste i sin klasse i gymnasiet, men skolearbejdet interesserede ham ikke, og halvvejs blev han smidt ud. – Jeg brugte al for meget tid i festudvalget og sammen med min kæreste. Jeg var storforelsket og sad og kiggede hende dybt i øjnene nede i Jordbærkælderen inde på Strøget i stedet for at lære tysk kasus. Siden blev han medhjælper i det belastede Urbanplanen på Amager, og for første gang i sit liv opdagede Manu Sareen for alvor, at der var noget, han godt kunne lide. Og som han var god til. Succesen gav ham blod på tanden, og efter fi re år på pædagogseminariet var han for alvor klar til at vise verden, hvad han duede til. – Jeg ville være ”rigtig” socialarbejder, der også kunne arbejde med danske problembørn. Men jeg kunne ikke lade være med at opsøge de etniske, og så sagde jeg til mig selv: Ok, vi har så mange udfordringer med den gruppe, og jeg er god til dem, så hvorfor ikke? Som integrationskonsulent i Københavns Kommune arbejdede han i 10 år med integration, blandt andet med tvangsægteskaber og ligestillingsproblemer i hovedstadens indvandrerfamilier. Og selv om han i 2006 sagde jobbet op efter at være blevet truet på livet, bliver han stadig ringet op af unge, desperate kvinder, som er stukket af hjemmefra. – De står måske i en telefonboks med et blåt øje, og i dét sekund man har løftet røret, kan man ikke vende ryggen til. Så holder man en lille fl ig af deres liv i sine hænder, og så er man nødt til at hjælpe. I perioder kan det virkelig stresse mig,
men det er prisen for at være synlig og for at ville ændre noget i samfundet. Jeg kunne vælge at få hemmeligt nummer, men så ville jeg miste fornemmelsen for, hvordan tingene står til ude i virkeligheden. TÆNKETANK Netop trangen til at have fi ngeren på pulsen er en af de væsentlige grunde til, at Manu Sareen stadig er aktiv som integrationskonsulent og jævnligt hjælper kommuner, virksomheder og skoler med deres indsats, inden tingene går galt. – Jeg kan ikke lade være med at blande mig. Jeg har arbejdet i de miljøer siden 1989, så jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg peger på et problem og kommer med løsninger, siger han og skyller det sidste af sin kolde kaffe ned i en hurtig bevægelse. Og der er nok at pege på. Mange af problemerne kører i ring, siger Manu Sareen. Af samme grund lancerer han senere i efteråret en idé til en politisk tænketank, der skal komme med nye bud på politiske løsninger på de problemer, der har hobet sig op gennem årene. – Jeg har blandt andet en drøm om at vende det sociale system på hovedet, og nå frem til nye løsninger på, hvordan problemerne kan løses endnu bedre. Det er jo tydeligt for enhver, at tingene ikke fungerer i dag. Alle taler om at bryde den sociale arv, men ingen lykkes med at fi nde holdbare løsninger. Jeg har praktisk viden og erfaring, jeg har arbejdet på et socialkontor og ved, hvad det vil sige at være sagsbehandler med 100 sager kørende på én gang. Det kan ikke lade sig gøre at lave ordentlige løsninger under det arbejdspres. Sagsbehandlere skal ikke have mere end højst 30 sager ad gangen, hvis deres samtaler og forebyggende arbejde skal have en effekt. Man kan ikke hjælpe familierne, hvis man har for travlt. Det er bare én ting, man kan tage fat på, siger Manu Sareen. Og så er han i øvrigt ligeglad med, at han er politiker i et konsensusland, hvor der er bred enighed om 90 procent af de politiske beslutninger, der bliver taget. ændre som enkeltperson, men hvis de sidste 10 procent f.eks. handler om, hvordan vi laver fl ere sociale mønsterbrydere, er det et fantastisk meningsfuldt projekt at være politiker. Jeg har det fi nt med den danske konsensustradition, for det er den, samfundet hviler så solidt på. Og vi har verdens fedeste samfund. Jeg elsker virkelig det her land. I andre tænker nok ikke så meget over det, men jeg ved, hvad alternativet er. Jeg ved, hvad det ville have betydet for mit liv, hvis mine forældre var blevet i Indien. Når jeg besøger landet, kan jeg se, hvordan folk lever i urimelig fattigdom og må trækkes med et korrupt politisk system. Det siger jeg også, når jeg besøger indvandrere. Jeg beder ofte folk kigge sig omkring og fortælle mig, om de virkelig ønsker sig tilbage til det land, de kommer fra. Integration er den enkeltes ansvar, siger Manu Sareen. Det er forældrenes ansvar, at børnene kommer i skole, det er deres ansvar, at de laver deres lektier og ikke render rundt og laver ballade. Men der skal også være en scene, hvor folk føler sig velkommen, ellers kan vi ikke forvente, at de tager ansvar. – Så vil mange sikkert sige: Har vi ikke givet dem dén scene? Jo, det har vi, men vi har også skabt et debatklima, hvor vi italesætter nogle mennesker på en fuldstændig sindssyg måde. Ord er den største skaber af virkeligheden, og derfor er det også så pokkers vigtigt, at vi får en ordentlig dialog omkring problemerne. Og så griber han fat i en anekdote. En af de små historier, der synes at ligge på lager i hundredvis og bare venter på at blive hevet frem og brugt som illustration på et problem, et dilemma, en løsning eller noget helt fjerde. – I begyndelsen af året havde vi de berømte containerafbrændinger på Nørrebro. Det var unge indvandrere, som havde læst om dem selv, siden de var små, og hørt på, hvor forfærdelige de var. Nogle uger inden det hele gik amok, sad jeg inde på Københavns Rådhus med Ritt Bjerregaard og forhandlede med de unge fra Ungdomshuset, mens det halve af Christianshavn stod i fl ammer. Og da jeg kørte hjem om afte- – Det er måske begrænset, hvad man kan ► 21
Page 1 and 2: SEPTEMBER 2009 NR. 5 | Meget mere M
Page 3: adikal politik Hvad sker der i det
Page 7 and 8: adikal politik Jeg siger tak MEGET
Page 10 and 11: 10 siden sidst GODT FORSVARSFORLIG
Page 12 and 13: 12 siden sidst LØKKE BRUGER PENGE
Page 14 and 15: 14 hvad så? Pandaen kommer Med Mor
Page 16: 16 Meget mere Manu Manu Sareen er n
Page 22: 22 nen, tænkte jeg stille for mig
Page 25 and 26: I 2005 fik Morten Helveg Petersen e
Page 28 and 29: 28 stemt stem ned. Imid- lertid tog
Page 30 and 31: 30 Tyve år med registreret partner
Page 32 and 33: 32 Kandidaterne
Page 34: 34 Jeg føler, at den løbende orga
Page 38 and 39: 38 Sørens sidste bal Udmeldelser m
Page 40: 40 DET INDRE RINGHJØRNE - EN OPPOS
Page 43 and 44: GRIB DEBATTEN Opgør med markedstan
Page 45 and 46: THOMAS FRIEDMAN Thomas L. Friedman
Page 47 and 48: vende, 100 vil være sindssygt cool
Page 49 and 50: Drenge på taxaholdepladsen i det c
Page 51 and 52: McDonald’s: 2150 km • Dansk amb
Page 54 and 55: 54 radikal ungdom Lange lys og lyse
Page 56 and 57: 56 udefra Efter stormen TEKST: Rune
Page 58 and 59: 58 bøger DEN PERFEKTE STORM Finans
Page 60 and 61: 60 Mødeplan landsmøde LØRDAG DEN
Page 62 and 63: 62 det politiske værksted HOLSTEBR
Page 64 and 65: 64 debat Fasthold det todelte syste
Page 66 and 67: 66 kaffe Ude i virkeligheden Marian
Page 68: Udgiveradresseret magasinpost ID 42

| Meget mere Manu | Panda på tinge | Grøn ... - Radikale Venstre

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?