Hæmostase betyder blødningsstandsning

Den normalfysiologiske hæmostase CVU Øresund,
Bioanalytikeruddannelsen samt
Efter- og Videreuddannelsen
Web-udskrift 31
Sidstnævnte nedbrydning sker trombespecifikt som en del af den normale hæmostase (også benævnt
sekundær fibrinolyse).
Ved nedbrydning af både fibrinogen og fibrinpolymer fremkommer nogle degradationsprodukter,
som har antigene determinanter tilfælles. Disse betegnes også fibrinogenrelaterede antigener (FRa).
Andre benyttede betegnelser er splitprodukter eller fibrin(ogen) degradationsprodukter (FDP -
Fn/gDP). FDP må ikke forveksles med fibrinopeptiderne A (Aα 1-16) og B (Bß 1-14), der fremkommer
ved trombins aktivering af fibrinogen.
Ved plasmins nedbrydning af fibrinogen fraspaltes først det polære vedhæng bestående af αkædernes
carboxyterminale haler. Herefter fraspaltes et peptid, som består af ß-kædernes 42 første
aminoterminale ender (Bß 1-42). Det tilbageblevne hedder fragment X. I fragment X spaltes α-,
ß- og g-kæderne nu mellem E- og D-domænet, hvilket efterlader først fragment D og fragment Y.
Fragment Y spaltes endelig til et fragment D mere samt fragment E. (figur 20)
Ved plasmins nedbrydning af fibrinmonomer samt fibrinpolymer, der endnu ikke er stabiliseret ved
FXIIIa's dannelse af covalente bindinger (krydsbindinger), fremkommer de samme fragmenter,
som ved nedbrydning af fibrinogen.
Ved plasmins nedbrydning af krydsbundet fibrinpolymer fremkommer et væld af lav- og højmolekylære
fragmenter.
Et af fragmenterne fremkommer som ovenfor, ved at plasmin spalter en peptidbinding i ß-kæden,
mellem aminosyre nummer 42 og 43. Da trombin ved aktiveringen af fibrinogen allerede har fjernet
de første 14 aminosyrer (Bß 1-14), frembringer plasmin her et peptid, som betegnes Bß 15-42.
Ved brug af monoklonale antistoffer findes har der eksisteret immunkemiske metoder, der kan
skelne mellem Bß 1-42 (systemisk fibrinolyse) og Bß 15-42 (trombespecifik fibrinolyse). (figur 20)
Ved plasmins nedbrydning af krydsbundet fibrin fremkommer desuden fragmenterne D-dimer-E
(D2E) og D-dimer. Der findes nu monoklonale antistoffer, som reagerer med D-dimer uden at
krydsreagere med fibrinogen.
Reguleringen af den trombosespecifikke plasminaktivitet samt beskyttelsen mod systemisk fibrinolyse
foretages bla. af en række serpiner (jvnf. tabel 7). Som tidligere beskrevet reguleres plasminogenaktiveringen
af nogle plasminogenaktivatorinhibitorer, hvoraf PAI-1 anses for den vigtigste.
Plasmins aktivitet reguleres af plasmininhibitorer: