Hæmostase betyder blødningsstandsning

More documents

Recommendations

Info

Den normalfysiologiske hæmostase CVU Øresund, Bioanalytikeruddannelsen samt Efter- og Videreuddannelsen Web-udskrift 6 Cirkulerende trombocytter er diskoide (skiveformede) i ikke-aktiveret tilstand. I plasmamembranen er indbygget en række glycoproteiner (forkortet GP), som enten er permanent samlede, eller som kan samles til receptorer med betydning for hæmostasen. Glycoproteinerne er oprindeligt opdelt i tre grupper (GPI, GPII og GPIII) baseret på elektroforetisk vandring. I takt med forbedringen af de elektroforetiske teknikker er disse grupper yderligere blevet underopdelt i enkelte proteiner (f.eks. GPIa, GPIb, GPIIb, GPIIIa) ligesom andre proteiner har fået deres egne numre (f.eks. GPIV, GPV, GPIX). I takt med udforskningen af den normale kontakt mellem celler indbyrdes og mellem celler og extracellulære strukturer, har det vist sig, at de hæmostaserelevante trombocytreceptorer for manges vedkommende blot er en del af det uhyre komplekst samspillende register af receptorer, som formidler normal kontakt og kommunikation mellem celler enten direkte eller via ekstracellulære proteiner. Som beskrevet mere detaljeret her er en interessant receptorgruppe i denne sammenhæng de såkaldte integriner, som er opbygget af en α-kæde og en ß-kæde. (figur 3) Under trombocytmembranen ligger bundter af mikrotubuli, som er af betydning for opretholdelse af cellens form. Cytoplasmaet indeholder sammentrækkelige aktin/myosin-filamenter samt granula med forskelligt indhold. Det drejer sig om dels dense-granula og α-granula, dels glykogengranula, der indeholder glykogen til energikrævende processer. Trombocytternes væsentligste funktion er ved karlæsion hurtigt og lokalt at danne en primær trombe, som består af til- og sammenhæftede trombocytter, hvorved læsionsstedet midlertidigt tildækkes. Denne funktion kan yderligere opdeles i følgende delfunktioner: Adhæsion og trombocytaktivering. Ved hjælp af især to receptorkomplekser, benævnt GPIa-IIa (α2ß1) og GPIb-V-IX, adhærerer trombocytter til henholdsvis blotlagt kollagen og vWF. Binding af receptorkomplekserne til disse proteiner medfører, at trombocytten aktiveres. Intracellulært aktiveres en række enzymer, som foranlediger, at trombocytten ændrer form ved pseudopodiedannelse, at trombocytten ud fra fedtsyren arachidonsyre danner det trombocytaktiverende hormon, tromboxan A2 (TxA2), samt at trombocytten ved exocytose frigiver indholdet af dense- og α-granula, en proces benævnt release. Release. Dense- og α-granula indeholder en række stoffer af betydning for den fortsatte aktivering af trombocytter samt for koagulations- og fibrinolysesystemet. Aggregation. Ved hjælp af især receptorkomplekset GPIIb-IIIa (aIIbß3) på trombocytoverfladen
Den normalfysiologiske hæmostase CVU Øresund, Bioanalytikeruddannelsen samt Efter- og Videreuddannelsen Web-udskrift 7 binder trombocytterne sig til hinanden med primært fibrinogen som sammenkittende protein. Denne sammenbinding forstærkes af receptorproteinet GPIV, som har bundet sig til proteinet trombospondin (TSP). Retraktion. Ved kontraktion af aktin/myosin-filamenter i de aggregerede trombocytters cytoplasma sker der en sammentrækning af den primære trombe. Aggregationen er hermed blevet irreversibel. 1. 2. 1 Adhæsion og aktivering Ved trombocytadhæsion forstås specifik binding af trombocytter til karvægsproteiner, som blotlægges ved læsion af det luminale lag endothelceller. Ved den efterfølgende trombocytaktivering muliggøres formændring og via release aktivering af ikke-adhærerede trombocytter samt aggregation af disse. Den specifikke trombocytadhæsion formidles af receptorkomplekser på trombocytternes overflade, som er i stand til at genkende og binde sig til ekstracellulære, adhæsive proteiner, kaldet ligander, dels i karvæggens basalmembran, subendothel, media og adventitia, dels i bagvedliggende strukturer. (figur 4) Receptorkomplekser og receptorer. Tabel 3 viser en oversigt over nogle hæmostaserelevante trombocytreceptorer. Nogle receptorer er opbygget som komplekser bestående af to proteinkæder, en αkæde og en ß-kæde. Disse receptorer benævnes integriner. Der kendes 12 forskellige α-kæder og 7 forskellige ß-kæder, og en given aß-kombination giver teoretisk set en receptor med en given specificitet. I praksis kendes der dog langt færre receptorer end det teoretisk maximale antal (7*12=84). De fleste integriner udtrykkes også på overfladen af andre celler, hvor de deltager i den normale kontakt mellem celler og ekstracellulære strukturer. Det sandsynligvis vigtigste integrin i forbindelse med trombocytternes adhæsion er GPIa-IIa, der består af en α2- og en ß1kæde (α2ß1), og som binder sig til subendothelialt kollagen. En anden vigtig receptor på overfladen af ikke aktiverede trombocytter er GPIb-V- IX, som binder sig til von Willebrand faktor, et ekstracellulært protein, som er associeret til kollagen. GPIb-V-IX er ikke et integrin. Ud over at binde sig til von Willebrand faktor tjener GPV i komplekset som receptor for trombin. Ved binding af trombin til receptorkomplekset, vil trombin spalte GPV, hvorved trombin bliver i
Page 1 and 2: Den normalfysiologiske hæmostase v
Page 3 and 4: Den normalfysiologiske hæmostase C
Page 5: Den normalfysiologiske hæmostase C

Hæmostase betyder blødningsstandsning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?