Kolding Krøniken – en evaluering - Kolding Kommune

gen gennemgående familier eller slægter, hvis udvikling kan følges gennem årtierne.
Allerhøjest findes der et Korsbæk i form af Kolding 1908-2009.
Allerede i projektbeskrivelsen blev det betonet, at der ikke blev tale om en traditionel
krønike:
”Krøniken vil blive et spraglet kollektivt værk der favner romanens, essayets, novellens,
klummens, journalistikkens samt beslægtede genrers former – måske opstår
en ny genre / form i forløbet? ”
Konceptet har muligvis skuffet de brugere, der har forventet den sammenhængende
fortælling, men konceptet har givet god mening som et forløb gennem et år. Den
typiske biblioteksbruger vil med al respekt for institutionen næppe engagere sig i
opbygningen af en sammenhængende fortælling gennem et år med et nyt afsnit om
måneden. Selv TV-dramatikken kan som fortsatte fortællinger højst fastholde et publikum
10 uger, og det med et afsnit om ugen serveret derhjemme i sofaen. Kolding
Krøniken er klogt disponeret ved ikke at vægte den kontinuerlige fortælling. Som
narrativ struktur hænger krøniken bevidst kun løst sammen. Brugeren skulle ikke
have et resumé for at følge med, men kunne hoppe ind til en af de månedlige oplæsninger
af nye afsnit, hvor en ny forfatter havde fundet på en ny historie om Kolding
med baggrund i de historiske kilder, men også med nye personer.
Baggrunden for konceptet har imidlertid også en mere praktisk dimension. Fagkoordinator
Lene Henriksen husker det således: ”Vi vurderede, at det ville være sværere
at finde de 11 forfattere, hvis det skulle være en fortløbende historie” (interview
15/3). Vurderingen var, at det ville skabe en større forpligtelse til samarbejde. Det
ville kræve mere forberedelse af forfatterne og forpligte dem til at læse hinandens
afsnit. Overvejelserne havde også et økonomisk aspekt: 14.000 kr. for 14 dages arbejde
er et lille honorar. Hvor meget kunne man egentlig forlange? Og ville det ikke
være mere tillokkende og appellerende, hvis forfatterne fik frie hænder?
Det er vigtigt her at hæfte sig ved, at forfatterne altså i oplægget ikke engang var
forpligtede til at læse hinandens oplæg. Det må siges at være en meget løs krønikestruktur.
Forventningerne er i stedet gået i retning af enkeltteksterne. For Lene Henriksen
betyder det meget, at projektet har kunnet præsentere en stor bredde i forfatterskaren,
og at krøniken (selvom ”den stritter jo meget”) ”giver et billede af deres
skrivemåde”. Det kan da være, at nogle af krønikelæserne faldt fra ved Pablo Llambias’
andet afsnit, men ”som tekst betragtet, synes jeg det er en spændende tekst at
læse”, (Lene Henriksen 15/3). Det samme kan man sige om flere af de øvrige tekster.
Til sidst i rapporten vil vi komme ind på de enkelte tekster. Her er der foreløbig peget
på, at krønike-projektet udspillede sig på flere platforme og resulterede i flere
versioner.
20