Kolding Krøniken – en evaluering - Kolding Kommune

virke kunstig. Det vigtige er at betone, at projektet indeholder denne problemstilling,
og at forfatterne tackler denne problemstilling forskelligt.
Louis Jensen havde før ankomsten gjort sig klart, at Peter Rindal (som ud over at
være debattør også var lagerforvalter i Kolding) skulle spille en central rolle for hans
afsnit om 1960’erne. Her har det været den store historie, det danmarkshistoriske
aspekt, der har vejet tungt. ”Peter Rindal sætter Kolding på Danmarkskortet i 1965”
og lagde ”et stort pres på det politiske system” udtalte Louis Jensen i interviewet.
Jensens novelle (”Ruths dagbog”) tager udgangspunkt i et historisk fotografi af Rindal
i sin dagligstue, hvor der hænger et maleri på væggen (som en art ikon for den
’folkelige smag’), og ud fra denne dobbelte repræsentation (maleriet i billedet) bliver
1960ernes opbrudstid beskrevet som en kamp mellem perspektiver: hvad og hvordan
vi ser, når vi ser – på kunsten og på virkeligheden. I den fiktive, kvindelige hovedpersons
dagbog formuleres det sådan:
”Peter boede i huset ved siden af. Jeg har et fotografi. Dér sidder Peter i stuen og
ser på et maleri. Man kan se på alting: Ænderne i søen under slottet. Bilerne. Cyklisterne.
Det er en af hemmelighederne. At se. Og ser man tilstrækkelig længe, så
begynder man at forstå og dernæst, når man ser i endnu længere tid, så forstår
man det hele. Det har jeg læst, men så vidt er det ikke kommet for mig.”
Under opholdet havde Jensen også glæde af det fremlagte materiale. Det omtalte bal
i Harte opstod f.eks. som idé ved læsning af en annonce i Kolding Folkeblad. Men
materialet er brugt selektivt. Jensen understregede, at teksten ikke måtte blive en
”katalog” over begivenheder og steder med lokal- og tidskolorit. Hensynet til fortællingen
betød også, at Louis Jensen ikke i synderlig grad brugte det stof, som folk
kom og fortalte om. De kom ikke med ”den drøngode historie”. Til gengæld opfandt
Louis Jensen sine egne ”benspænd”, foranlediget af projektets ide om brugernes
medvirken og indflydelse på krøniken: han forpligtede sig til at nævne alle brugere,
som han snakkede med på biblioteket, så de blev indlemmet som bipersoner!
Gretelise Holm, der er uddannet journalist, påtog sig de betingelser, der i projektet jo
også kan minde om journalistens arbejdsbetingelser: Hun accepterede den bundne
opgave fuldt og helt. Hun gik ind i en researchproces, bl.a. ved at orientere sig i det
materiale biblioteket stillede til rådighed, hun tog deadline meget alvorligt og oplevede
en forpligtelse til at skabe et produkt med afrundet produktkarakter, som samtidig
skulle være læseværdigt. Men trods accepten følte Holm også reglerne som hårde.
Holm arbejdede hele dagen og en stor del af natten og havde kun fri en weekend.
Holm var den hårdtarbejdende journalist i lighed med hendes hovedperson Karin
Sommer, men i interviewet pegede hun også på, at deadline måske var på grænsen af
det rimelige, hvis man forlangte en gennemarbejdet tekst.
Marianne Gade, på den anden side, oplevede ikke tidsrammen som et problem, da
hun har stor fortrolighed med bestillingsarbejder, hvor skønlitterære tekster skal produceres
til fx tidsskrifter inden for bestemte fysiske og tidsmæssige rammer. Således
havde hun inden den første uge var omme skrevet sin tekst, og kunne bruge resten på
finpudsning! Og som modsætninger til Gretelise Holms attitude kunne man stille
34