Kolding Krøniken – en evaluering - Kolding Kommune

For biblioteket som arbejdsplads var projektet en succes. Det lykkedes at skabe et
kreativt samarbejde på tværs af bibliotekets sektioner og grupper. Under processen
oplevede de fleste medarbejdere således en holdånd og havde en oplevelse af at være
med til noget nyt og spændende. Mange medarbejdere fremhævede også det spændende
og positive i at have en rigtig levende forfatter som kollega. Uformelle møder
og samtaler med de nye forfatter-kolleger gav flere medarbejdere nye perspektiver
både på litteraturen og deres eget virke som formidlere.
Ser man på den færdige Kolding Krønike som litterært produkt, er der tale om et
unikt, spraglet og i høj grad læseværdigt værk. Det stod hurtigt klart, at det ikke ville
blive en krønike i traditionel forstand, som en sammenhængende fortælling med
genkommende personer og familier. Det skal dog også nævnes, at enkelte af forfatterne
efterlyste en noget strammere styring og et strammere oplæg netop med henblik
på at skabe større sammenhæng mellem teksterne.
I stedet er det blevet en meget varieret samling fiktionstekster, som stritter i mange
retninger, og hvor et væld af genrer sættes i spil: fra dannelsesfortællingen, psykologisk
realisme, krimien, dagbogen, magisk realisme, dramaet, m.m. Men det er helt i
tråd med oplægget til projektet. For det første fordi man lagde vægt på at inddrage
meget forskellige typer kvalitetsforfattere med distinkte litterære profiler og, i naturlig
forlængelse heraf, formulerede relativt frie rammer for forfatternes løsning af
opgaven. For det andet fordi Krøniken er et unikt litterært koncept: i forhold til provinsrealismen,
som er kendetegnet ved biografisk nærhed og (oftest) fysisk distance,
lod man her en række forfattere skrive om et fremmed sted – på selve stedet. På den
måde rev man så at sige hovedstolen væk under forfatterne, ligesom de ikke havde et
litterært forbillede at læne deres fortællinger op ad. Det lokales rolle er derfor også
blevet vægtet forskelligt, fra tekster der tager udgangspunkt i specifikke lokale personer
og begivenheder, til tekster, som bruger det historiske Kolding som scene for
fortællinger om mere almene temaer. Vi har sammenlignet Krøniken som eksperiment
med Lars von Trier og Jørgen Leths ”De fem benspænd”, idet man med projektets
rammer skabte en modstand, som kan virke både obstruerende og forløsende for
kunstneren, hvis færdige værk er den kreative håndtering af denne modstand. Resultatet
”Kolding Krøniken” er ikke blevet en samlet hjemstavnsfortælling, men noget
æstetisk mere interessant, nemlig individuelle håndteringer af denne modstand i form
af en samling af noveller (eller fortællinger), hvor en række forfattere kaster hvert
deres sproglige blik på faser af byens historie.
42