Slutevaluering af Mangfoldigt Foreningsdanmark initiativ 6 - Social

I projektforløbet er kommunen også blevet opmærksom på, at adgangen til målgruppen i
integrationsarbejdet kan gå den anden vej. Det vil sige, foreningerne i nogle sammenhænge
har en adgang til målgruppen, som kommunen har brug for. Et konkret eksempel
er et potentielt partnerskab under opstart, hvor en somalisk forening, der ønsker at sætte
fokus på sundhed og kost har kontakt til mange hundrede borgere, som kommunens
sundhedscentre gerne vil oplyse i forhold til sundhed, men som kommunen har svært ved
at komme i kontakt med.
Flere af de nøglepersoner, der indgår i partnerskaber er opmærksom på, at det er vigtigt,
at de frivillige organisationer ikke oplever, at de skal overtage den kommunale rolle, og at
de frivillige i samarbejdet får anerkendelse for den rolle de spiller i samarbejdet. I partnerskaberne
i Aarhus’ projekt har de frivillige ikke oplevet, at de skulle overtage kommunens
opgaver, men de er bevidste om deres rolle. Fra et kommunalt perspektiv, er det
derfor evaluators anbefaling, at det tydeligt italesættes, at det ikke er hensigten, at
kommunen skal lægge opgaver over til de frivillige, men at hensigten er et ligeværdigt
samarbejde om et fælles mål.
En central læring i projektets arbejde med partnerskaber er, at der er stor forskel på
forudsætningerne i de frivillige organisationer. De store organisationer med ansatte har
andre forudsætninger end de mindre. Andre har særligt gode forudsætninger, fordi de
har meget stærke frivillige, frivillige med meget tid eller en unik kompetence eller adgang.
En aktør i det boligsociale arbejde siger:
”Der er en idé om, at de frivillige organisationer er meget stærke og sagtens kan løfte en
integrationsopgave. Man taler om den civile strategi, og de frivillige organisationer skal
inddrages mere, men ikke alle organisationer har ressourcer til det” (aktør i det boligsociale
arbejde, slutmåling).
Mange af de etniske minoritetsforeninger har brug for mere støtte, inden de har kapacitet
til at samarbejde med andre og kan i det hele taget styrkes i forhold til at være forening
og navigere i det danske foreningsliv. Ud af denne iagttagelse er opstartet et partnerskab
mellem kommunen og Dansk Flygtningehjælp om kurser til etniske minoritetsforeninger.
Partnerskabet udnytter en af de store organisationers forcer med henblik på at styrke
mindre og nyere foreninger og er et godt eksempel på, hvordan projektet tilpasser sig
behovene og udnytter ressourcerne i den frivillige sektor.
Denne metode, hvor kommunen som aktør tænker i opkvalificering af foreningerne trækkes
frem i guiden ”Større forskellighed giver flere kompetencer”, som er udarbejdet på
baggrund af evalueringen, og målrettet kommunerne, som en aktør, der kan være med
til at støtte op om et mere mangfoldigt foreningsliv.
Der er også indikationer på, at projektet har åbnet kontakten mellem kommunen og den
frivillige sektor, så der er mindre afstand mellem de to sektorer. Både eksempler på partnerskaber,
netværksaktivitet og kommunens større åbenhed har bidraget til dette. En
ansat i kommunen, der har været involveret i et konkret partnerskab siger:
”Styrken er, at selv om det officielle samarbejde er afsluttet, har vi stadig et samarbejde
og en kontakt med stedet” (kommunalt ansat, der er aktør i et partnerskab).
I forlængelse af dette er udfordringen forankringen. Lige nu er der mange steder de
samme frivillige og de samme ansatte som under projektet. Den kontakt og åbenhed der
er skabt kan være udfordrende at overføre til nye ansatte og nye frivillige.
Partnerskaberne har alt i alt været en succes og det er værd at være opmærksom på, at
man i Aarhus Kommunes har haft en ambition om, at alle partnerskaberne var mellem
minimum en kommunal part og en part fra den frivillige sektor; og dette er lykkedes. I
18