En vinter på gaden kræver sul på kroppen Projekt UDENFORs mobile café har siden 2001 opsøgt gadefolk seks dage om ugen i København – med ordentlige og robuste måltider. <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> var med en aften Af Helle Jørler Fotos: Lisbeth Johansen - Mad er et godt middel til at komme i kontakt med folk på, siger ”madfar,” Brian Sørensen, der er ansvarlig for projekt UDENFORs Mobile Café. Det er ikke løgn. Vi har alle sammen et forhold til mad fra fødsel til død. Og der er k<strong>ny</strong>ttet en million følelser og erindringer til smagsløg og lugtesans. Foruden, naturligvis, at det gælder vores overlevelse. Især, når man ikke får varme fra en radiator eller en pejs mellem fire vægge. Der skal en del kalorier til at overleve en vinter på gaden på disse breddegrader – om end vintre ikke er, hvad vintre har været. - Ene grøntsager og fisk vækker ikke så stor begejstring, men kødmad, gerne i kraftige supper med godt brød til og i rigelige mængder, er populært blandt gadefolket, forklarer Brian Sørensen, der er selvlært både det ene og det andet, mens han læsser varevognen, som fikst er indrettet med hylde/skuffesystemer og lys i smækken. Duften er uimodståelig fra dagens irske stuvning med svinekød, kartofler, gulerødder, løg, selleri, brød… Kaffe, the, kakao og kager er der også. Brian begyndte i 2001 som frivillig, da cafeen så dagens lys, og endte med at have arbejdet som job. Normalt er det to frivillige, som færdiggør den mad, Brian har forberedt fra grunden om formiddagen sammen med en køkkenassistent, og de kører så ruten fra kl. 18. I aften er der forfald, så han træder selv til – sammen med Lise, 25 år, snart udlært i human ernæring fra Suhrs Seminarium. - Årh, jeg ved ikke, siger hun beske dent om sit engagement… - jeg synes, det blev lidt kedeligt og indholdsløst at sidde med veninderne på så den ene café og så den næste… jeg ville gerne give lidt af mit overskud. Den lille, spinkle kvinde smiler blidt og retter på brillen og tager det forbløffende roligt, da hendes bofælle ringer og fortæller om vandskade her mellem jul og <strong>ny</strong>tår. Lise er uden frygt eller fordomme, når hun færdes stilfærdigt med sødme mellem gadens folk og sludrer roligt med dem, mens hun serverer og observerer, om alle har det, de behøver. Hun fortæller, at det nærmest kan være en fordel at være ude som kvinde, fordi de hjemløse passer godt på de kvindelige frivillige og sørger for justits i egne rækker, når der serveres. Første skridt kan være en kop kaffe Ved en S-togs station venter mange. De fleste tøer først hænderne op med en kop varmt. Så spises der i vintermørket. Tavst. Hundene sniffer. En ældre mand med barnevogn som base skaber lidt hygge med en lygte med fyrfadslys i. Der bliver spurgt lidt til, om der er vanter, huer, soveposer med? Men det er der ikke i dag. Brian lover, at der kommer varme ting med de næste dage. - Vores hovedmålgruppe er psykisk syge på gaden. Men vores motto er: ”Hellere et måltid for meget end et for lidt.” Vi har da også den glæde, at nogle af de meget alkoholiserede er blevet bedre til at få noget fast føde ned – det er ingen dårlig begyndelse, siger Brian. - Vi holder lidt øje med, hvordan det går vores ”stamkunder.” Og ca. 12-13 gange årligt bliver vi kontaktet af de sociale myndigheder, fordi de ikke kan etablere kontakt med en medborger. Eller vedkommende vender ryggen til, bogstaveligt talt. Dér kan vi nogle gange gøre en indsats på gadeniveau, selv om der ofte må en uhyre langsommelig tillidsopbyggende fase til. Senere på ruten kører vi også et måltid mad ud til en psykisk syg, Billede længst til højre: - Jeg synes, det blev lidt kedeligt og indholdsløst at sidde med veninderne på så den ene café og så den næste, fortæller Lise (med briller), der arbejder som frivillig i Den Mobile Café. - Det er RØVkedeligt at leve på gaden – og ingen almindelige mennesker uden problemer gør det frivilligt i længere tid, siger ”madfar,” Brian Sørensen fra Projekt UDENFOR’s mobile café. Bag ham Lisbeth, SAND’s Københavnerrepræsentant. der ganske vist ikke bor på gaden mere, men så rigeligt har ”aftjent sin værnepligt” ved at leve 20 år under Langebro uden kontakt med nogen. Og som til at begynde med ikke ville have kontakt med cafeen, men forsigtigt begyndte at tage imod en kop kaffe, der blot blev stillet ned til ham under broen. Og så fremdeles, skridt for skridt. Til sidst lod han sig indlægge, og det lykkedes Brian at finde en lejlighed til ham. Også i aften er der indløbet en ”efterlysning.” Vi finder den beskrevne på en S-togs station. Han har kun levet en lille måned på gaden og er pæn i tøjet. Alligevel genkendelig. To grønlandske <strong>Hus</strong> <strong>Forbi</strong> sælgere, Johan Ole Kleist og Marie Nikolajsen, glæder sig over det nærende måltid mad. Lise går uden dikkedarer hen og spørger lavmælt, om han har lyst til et måltid mad. Han kigger noget forundret op på hende. Men tager imod med glæde. Snakker lidt. Kontakten er etableret. Kravløst. hj@freelanceriet.dk 30 frivillige tager ud to ad gangen med Den Mobile Café i København fra kl. 18 mandag til fredag året rundt. Om lørdagen laver de frivillige maden sammen fra kl. 10 og kører ud med den ved middagstid i H.C. Ørstedsparken – der også danner rammen om en julefrokost og i sommerhalvåret grill om lørdagen kl. 13. Ud over de frivillige er der ansat to gade-socialpædagoger og en praktikant – og Brian Sørensen. Cafeen uddeler 40-50 portioner varm mad pr. aften, og hvis der bliver noget til overs bliver det afleveret til ”Reden,” værested for prostituerede på Vesterbro i København. Der er afsat ca. 1 million kroner årligt til løn, bil og råvarer – desuden er grøntsager, brød og kager sponseret. Midlerne stammer dels fra SATS puljen, dels fra OAK Foundation, Schweiz. Lidt hygge med en lygte kan man vel altid skabe… 6 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 hus forbi · nr. 57 · februar 2007 7