Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009 Er døden en fjende eller en vinding? Døden er en fjende, som ikke er endeligt tilintetgjort og derfor kan skræmme en kristen. Men den skal ikke skræmme en kristen. Hvis den kristne står fast på evangeliet, har Kristus allerede besejret døden ved sin død og opstandelse 49 og ”det at dø” bliver da en vinding for den, for hvem ”det at leve” er Kristus. Pga. Jesus opstandelse er døden ikke mere en ubesejret fjende, som skal frygtes. 50 Den dobbelte udgang Nogle glæder sig ved en grav og siger, at det var godt at NN fik fred, uden at de ved, hvad vedkommende troede på. Eller de ved, at NN formentlig ikke troede på Kristus, men regner ikke dette for vigtigt i forhold til det at få fred i døden. Dette er ifølge Paulus og ifølge hele bibelen et bedrag. Døden er en straf for synd 51 og i den forstand er der grund til at frygte den, fordi man skal møde Gud som dommer. Mere udtryksfuldt end hos Amos er det næppe sagt i bibelen. I GT tales der ofte om ”Herrens dag”. Det er den dag, da mennesket skal møde Gud som dommer. Den dag glædede nogle sig til på profeten Amos tid, ligesom nogle kan længes efter døden i dag. Amos siger da til dem: ”Ve dem, der længes efter Herrens dag! Hvad vil I dog med Herrens dag? Den er mørke, ikke lys. Den er, som når man flygter fra en løve og møder en bjørn; man slipper ind i huset, støtter hånden mod væggen og bliver bidt af en slange. Ja, Herrens dag er mørke, ikke lys, mulm uden lysskær.” 52 Paulus er også selv inde på fortabelsens mulighed flere steder 53 . Rom 12,15 bliver ofte brugt til at sige, at til en begravelse skal man græde og sørge sammen med de der sørger og græder. Jeg tænker ikke, at Paulus har ment, at man skal græde med alle, der græder. Hvis en lille dreng sidder og græder, fordi han ikke kan finde sin far og jeg ved, hvor hans far er, skal jeg hellere fortælle drengen, hvor hans far er, end sætte mig ned og græde med ham. Senere skal vi se, hvordan Jesus møder to forskellige begravelsesoptog og siger: ”Græd ikke”. Når Paulus skriver, at vi skal græde med de grædende, så er det formentlig ment som, at vi skal græde sammen med de der virkelig har grund til at græde. Det kan der være i mange situationer og jeg tror også, der kan være brug for gråd ved en kristen begravelse pga. savnet. Men den situation, hvor der er mest grund til gråd og hvor vi ikke kan andet end at græde med de grædende, er når vi står overfor fortabelsens virkelighed. 49 1 Kor 15,12-20 og 2 Tim 1,10 50 Nafzger side 48 51 Rom 1,32. Se også Brown side 436 52 Amos' Bog 5,18-20 53 1 Kor 1,18; 2 Kor 2,16; 4,3; Fil 1,28 og 2 Thess 2,10; Side 14 af 27
Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009 Rom 6 - en kristen er allerede død og har derfor ikke noget at frygte I Rom 5,17 står der: ”Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus.” Det vigtigste i dette vers er formentlig forholdet mellem døden og livet og mellem Adam og Kristus. Men samtidig siger verset noget om, hvor vi tidsmæssigt befinder os i dag. Døden har hersket. Vi er altså efter det tidspunkt, da vi er efter Kristi opstandelse, såfremt vi har del i hans død og opstandelse. Dog er det sådan, at en kristen kan falde for fristelsen til igen at lade døden herske i sit liv ved at frygte døden og ikke fuldt ud give plads til Kristi opstandelseshåb. På den måde er døden stadig en fjende for kristne. Rom 6 handler om, at have del i Kristi død og opstandelse. Frans af Assisi har sagt: ”O salig den der dør FØREND han dør! Han er usårlig mod den anden død!” 54 Det er muligt, at få del i Kristi død og dermed undgå selv at skulle møde Gud som sin dommer. Hvor det før Kristi død og opstandelse var synden, loven og dermed døden der herskede er der nu frihed fra synden og loven og det er livet der hersker. Alt dette skyldes at Kristus er død, begravet og opstået igen. Men det som er afgørende for Paulus at sige i Rom 6 er egentlig ikke, at Kristus døde og opstod, for det ved de godt i Rom. Det han vil understrege er, at de har del i den død og opstandelse. De er ”...vokset sammen med ham (Kristus) ved en død, der ligner hans...” 55 Da Jesus døde på korset, var det ikke sådan, at Gud besluttede, at lade det forkerte mennesket har gjort ustraffet. Tvært imod så straffede han det netop der. Derfor er det, i en forstand, mig, der hang der på korset. Dette skal ikke misforstås, men jeg skriver det sådan, fordi jeg mener, at det er, hvad Paulus mener med ordene: ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme der ligger under for synden skulle tilintetgøres...” En kristen er død med Kristus i dåben 56 . Dette er en tanke, som Paulus også har andre steder. Den kristne er ”begravet sammen med ham(Kristus) i dåben, og i den (...) også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft...” Derfor er de, der før var døde, nu gjort levende sammen med Kristus. 57 Müller siger det sådan: ”Den, der har taget imod troens gave, har den egentlige død og dommen bag sig. Ved Jesu død og opstandelse er han gået over fra døden til livet.” 58 Også i Rom 6 er der et ”allerede endnu ikke” perspektiv. Brendan Byrne gør opmærksom på at der flere steder er brugt futurum om det at vi skal have del i Kristi opstandelse, 54 Det Etiske Råd side 49 55 Rom 6,5 56 Rom 6,3. Se også Brown side 438 midten 57 Kol 2,12f 58 Koch side 35 lidt over midten Side 15 af 27
Page 1 and 2: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg
Page 13: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg
Page 27: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg

Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?