Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009 Djævelen har fået givet eller taget noget magt, men han er ved Jesu død gjort magtesløs og alle dem, der før havde grund til frygt for døden, er nu befriet for denne frygt. Hebr 9,27f handler om noget af det samme, som vi har set i Rom 6. Det er i udgangspunktet menneskets lod at dø og dømmes pga. synden, men Kristus er død i stedet for. Derfor kan Hebræerbrevets forfatter også sige, at når Jesus kommer igen, er det ikke for syndens skyld, som det var første gang, men for at frelse dem som venter på ham. Johannes taler i 1 Joh 3,14 om at være gået over fra døden til livet. Der er mennesker der ”bliver i døden” og ikke ”har evigt liv i sig” 66 . Men nogle ”er gået over fra døden til livet” 67 Dette knyttes, ligesom i Rom 6, tæt sammen med en etisk formaning til at elske brødrene. Vi har nu, i overblik, set på en del andre bibelske forfattere end Paulus og set at deres syn på døden stemmer overens med Paulus syn. Endnu mangler vi at se på, hvad Jesus sagde om døden, mens han gik omkring på jorden. Jesus sagde: ”Græd ikke!” Dødsangsten, som Jesus oplevede i Getsemane, er som nævnt helt speciel i den forstand, at Jesus vidste, at her handlede det ikke blot om, at han skulle dø, men om at han skulle møde den almægtige Guds vrede. Jesu egen dødsangst er altså ganske velbegrundet, men hvordan reagere Jesus ved andres død? Jesus møder, i det vi har beskrevet hos evangelisterne, tre gange et begravelsesoptog. De to gange 68 møder Jesus de mennesker som sørger med et ”græd ikke”. 69 Dette har formentligt virket enormt provokerende. Det var dengang, som det er det i dag, normalt at græde til en begravelse. Beretningen om enken fra Nain skærer en i hjertet. Hun var enke og havde kun den ene søn, som nu var død! Selv i dag ville dette være en ekstra tragisk omstændighed, men på Jesu tid var det oven i købet hendes mulighed for at tjene til det daglige brød, der nu var taget fra hende. Og så kommer denne omvandrende fremmede mand og siger, at hun ikke skal græde. I kirken i dag er der tradition for at tilsige syndernes forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Der er ligeledes tradition for at døbe i den treenige Guds navn. Ved nadveren tror vi, i den protestantiske kirke, at præsten rent faktisk giver os Jesu legeme og blod. Vi, eller præsten, gør så at 66 1 Joh 3,14f 67 1 Joh 3,14 68 Luk 7,11-17 og 8,40-56 69 Luk 7,13 og 8,52 Side 18 af 27
Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009 sige ting på vegne af eller som stedfortræder for Gud. Men er der nogen, som tør tage Jesu ord i sin mund og ved en begravelse sige: ”Græd ikke!”? Jesus opvakte med det samme de to døde i beretningerne. Det kan være noget af grunden til at Jesus sagde: ”Græd ikke!” Men hvad er størst? Kristne i dag har det klare evangeliums lys til enhver kristen begravelse, at ”...den, der tror på mig(Jesus), skal leve, om han end dør.” 70 Mon ikke det også var det, som opvækkelsen af Lazarus var en forudsigelse af 71 . Jesus siger allerede i Joh 11,4, at den sygdom, som Lazarus lider af, ikke er til døden, men skal tjene til Guds herlighed. Her var noget, som Jesus skulle vise Lazarus søstre, disciplene og jøderne der fulgte med. Var dette blot, at han kunne få Lazarus til at blive levende igen – Lazarus døde igen senere – eller var der noget endnu større, som Jesus ville bruge denne begivenhed til at pege frem imod? Ville han vise, at der er håb i døden? Hvis Jesus således kom og sagde græd ikke til to begravelsesoptog og til en tredje siger, at de blot skal have tillid til ham, hvordan kan det så være, at vi i Joh 11,35 læser, at Jesus selv græd ved Lazarus grav? Det er utænkeligt for mig, at dette skulle handle om, at Jesus græder af sorg over at have mistet en ven, da han allerede i vers 4 siger, at sygdommen ikke er til døden og den skal tjene til Guds herlighed. Desuden siger han i vers 42, at han selv vidste, at Gud ville høre hans bøn. En anden mulighed er, at Jesus græder i sympati med de, der græder. Dette passer dårligt med, at han lige har belært Martha i stedet for at græde sammen med hende. Hun skulle dog være den første til hans sympati. Desuden læser vi i Luk 7,13, at han ynkedes over enken fra Nain og alligevel sagde: Græd ikke! At jøderne troede, at han var bedrøvet over at Lazarus var død, er sandsynligt. De vidste ikke, at han få øjeblikke senere ville kalde ham ud af graven og de troede næppe på det, som han sagde til Martha, at den der troede på denne Jesus slet ikke skulle dø. Men jøder tager mange steder i Johannesevangeliet fejl og ofte resultere det i, at de siger noget, som giver mening på en anden måde, end de selv tænker 72 . Sådan også her: ”Se, hvor han elskede ham”. Jesus elskede sandelig Lazarus, men det var ikke derfor han græd. ”Kunne han, (...), ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Det kunne Jesus, men dette skete for Guds herligheds skyld! Hvorfor græd Jesus? 70 Joh 11,25 71 Joh 11,1-44 72 Se f.eks. Joh 4,12; 7,35; 8,22; og 8,53 Side 19 af 27
Page 1 and 2: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg
Page 17: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg
Page 27: Klaus Højgaard Laursen Bacheloropg

Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?