Er døden en fjende eller en vinding? - Menighedsfakultetet

Klaus Højgaard Laursen Bacheloropgave i NT eksegese foråret 2009
Indledning
”En af vore udmærkede kirkens mænd sagde forleden, at han var bange for at dø.” Sådan skriver
Johannes Müller i bogen: ”Den sidste fjende – en bog om døden.” Til dette svarer Müller selv: ”Jeg
er nærmest rasende nysgerrig...” 1 Om du, efter at have læst denne opgave, er rasende nysgerrig efter
at dø, ved jeg ikke. Men hvis du er en af kirkens udmærkede mænd – en kristen – er det mit håb, at
du ikke er bange for at dø!
Motivation til denne opgave er, at jeg ofte har stillet mig selv spørgsmålet: Findes der hos Paulus og
i NT i øvrigt et mere positivt syn på det at en kristen skal dø, end det er tilfældet i megen
forkyndelse til og samtale blandt kristne i dag? Og er der til gengæld en alvor hos Paulus, hvad
angår det, at mennesker går bort til den evige død, som der er risiko for, at vi i den kristne kirke
glemmer? Når Paulus taler om ”det at dø” som en vinding og også taler om døden som en fjende, da
melder spørgsmålet sig: Er døden både en fjende og en vinding, eller er den en fjende for nogle og
en vinding for andre?
Jeg vil i denne opgave ikke beskæftige mig meget med de forskellige græske ord for død og hvornår
de hver især er brugt. Jeg vil heller ikke gå ind i diverse diskussioner om dødskriterier. Når jeg
skriver ”døden” i problemformuleringen, er der tænkt ganske enkelt på det, at en dør og ikke
længere af mennesker kan genoplives. Er dette bestemte tidspunkt 2 i ens ”liv”, ifølge Paulus, en
vinding eller en fjende?
For at søge efter et svar på dette vil opgaven indeholde to eksegetiske afsnit, som behandler 1 Kor
15 med særlig vægt på vers 26 og Fil 1,18b-30 med særlig vægt på vers 21f. Paulus siger meget
andet om døden og andre steder fra Paulus breve vil blive inddraget i eksegesen.
Et særligt afsnit om Rom 6 er nødvendigt. Jeg tror, at Rom 6, med dens tale om at være død og
begravet med Kristus, har noget at sige om ikke at frygte døden.
Til slut vil der være et udblik, hvor jeg ser på andre bibeltekster om samme spørgsmål. Hvordan kan
Jesus f.eks. sige ”Græd ikke” ved to begravelsesoptog 3 , mens han ved Lazarus grav selv græder? 4
Hvorfor virker der, nogle steder i NT, til at være en lethed over talen om døden og andre steder en
dyb alvor?
1 Koch og Rald p.37
2 Om der går tid eller ej fra dødsøjeblikket til den endelige sammenføring med Kristus og hvor mennesket er i denne
mellem”tid”, se Ridderbos. Der blev ikke i denne opgave plads til de tanker.
3 Luk 7,13 og 8,52
4 Joh 11,35
Side 3 af 27