RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

publikum og tryllekunstneren selv! På
et tidspunkt fandt jeg i min kuffert det
klassiske gag med en lang stofslange,
der springer op af en lille dåse. Da jeg
skruede låget af og lod slangen springe
ud over den vilde menneskemængde, var
jeg så tåbelig, at jeg selv gav et skrig, for
lige som at skyde løjerne i gang.
Hvad der dernæst skete, er næsten
umuligt at forklare på sådan en måde, at
folk tror på det: Hundredvis af masaier blev
så forskrækkede, at de forreste vendte
sig for at løbe skrigende bort. De væltede
dermed de bagved stående omkuld, som
igen væltede næste række osv. Det blev et
kaos uden lige, hvor alt var skrig og skrål,
foruden den kæmpe støvsky der blev
hvirvlet op, da flokkene forsøgte at redde
deres liv fra en stofslange!
Flere hundrede børn og voksne spurtede
ud over savannen og turde ikke vende sig
om. De fleste af dem havde slet ikke set,
hvad der var sket, men var jo sikre på, at
når de andre tilskuere løb, så måtte de
også heller selv se at komme i sikkerhed.
Hvor de skulle løbe hen, var de ligeglade
med. De ville bare VÆK. Det hele mindede
mest af alt om en vild elefantflok, der på
én gang har bestemt sig for at stikke af i
vildskab. Panikken ville ingen ende tage.
Jeg selv stod blot tilbage i midten af
forsamlingen og blev næsten lige så
forskrækket over deres reaktion. Jeg
anede ikke mine levende råd og blev helt
bange for hvad jeg havde sat i gang.
Da støvskyen begyndte at lægge sig,
kunne jeg dog se, at de som ikke havde
nået at stikke af, var ved at omkomme af
grin. De hostede og hakkede og grinede
så højt, at flere af de flygtende stoppede
op og vendte sig. Flere var nået mere end
100 meter væk, men med bange anelser,
kom nogle af dem forsigtigt tilbage. og
som snakken bredte sig, og det gik op
for folk hvad der var sket, så lo alle så
tårerne trillede.
den nye Gud
Slangetricket blev selvfølgelig hurtigt mit
favoritnummer. Og hvert sted flygtede
folk på næsten samme måde. lige indtil
et show, hvor en kriger trak sit spyd, og
gentagne gange jog det i slangen, mens
han skreg. På spidsen af spydet holdt han
efterfølgende slangen triumferende op i
luften, mens folk kom tilbage og hyldede
ham. Den modige kriger havde nu dræbt
min stofslange….
20 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010
Jeg ville fortsætte med at vise et mere
simpelt trick for kvinderne. Jeg fremviser
i Danmark en malebog med sort/hvide
tegninger. Jeg lærer derefter publikum
at sige ”Hokus-pokus-filiokus”. Det er
ikke let på breddegrader, hvor man
taler swahili – det blev i stedet til ”okåspåååååååkås-pålåååkås”.
Uanset udtalen bladrede jeg malebogen
igennem for at vise, at samtlige sider og
tegninger nu er farvelagte. Kvinderne
var i forvejen meget på vagt for mig,
efter min slange-magi, så de blev atter
forfærdede. Jeg ville sætte trumf på
nummeret ved atter at lade dem sige
”okås-påååååååkås-pålåååkås”, hvorefter
malebogen nu var tom. Samtlige sider
var blanke, og selv de sorte streger var
forsvundet. Kvinderne skreg indbyrdes,
for dette var det vildeste de nogensinde
havde oplevet.
Jeg bad hurtigt min tolk fortælle
kvinderne, at det blot var et simpelt
trick og intet overnaturligt. Til det
svarede kvinderne: ”Gud kunne skabe og
forvandle hele jorden, men denne mand
kan både skabe, forvandle og få det hele
til at forsvinde igen. Er han den nye Gud?”
Jeg takkede for de høje tanker, men havde
end ikke tænkt mig at søge stillingen,
såfremt jeg havde set en jobannonce
som Reserve-Gud. Men hvor er det
tankevækkende, at man på grund af et
børnetrick, købt for 100 kr i en dansk spøg
og skæmt-butik, nu kunne blive ophøjet i
dette land. Det viser lidt om, hvor stærkt
magien blev opfattet, og hvor nemt det i
gamle dage var at udnytte folk.
Høvdingen og hans hat
lige så skræmmende var det en dag,
da jeg langt ude i bushen ville slutte
forestillingen. Den gamle høvding VIlle
dog se mere, og befalede at jeg viste ham
et trick til.
Jeg valgte et trick, hvor jeg i Danmark
putter en brændende cigaret ned i et
lånt tørklæde. normalt griner publikum,
da de tror at jeg derved brænder hul
i tilskuerens tørklæde. Forbløffelsen
er stor, når jeg folder tørklædet ud,
og der ikke er sket noget med det, og
den brændende cigaret samtidig er
forsvundet.
I stedet for at bruge et tørklæde, tog jeg
i et snuptag høvdingens strikkede hue af
ham. Det var dumt af mig, men gjort i
ungdommens naivitet. Folk udstødte et
gisp, for dette var ikke hvad man normalt
ville tillade sig overfor høvdingen. Deres
gisp blev om muligt endnu større, da
jeg proppede den brændende cigaret
ned i huen. en kriger trak varsomt sit
spyd, da jeg demonstrativt ville trække
spændingen et par sekunder, mens der
nærmest var larmende stilhed fra de
1500 masier.
Til sidst forløste jeg spændingen ved
at folde hatten ud, og viste at den var
uskadt. Folk jublede, og snakken bredte
sig som en steppebrand. Men da jeg
gav høvdingen hatten igen, stak han
lynhurtigt sin arm ud, og holdt fast i mig.
Han kiggede mig stift i øjnene, og jeg blev
temmelig bange. Jeg forsøgte at trække
min arm til mig, men han holdt fast.
Atter blev der stille på savannen, og alle
kiggede skræmt med.
Så begyndte han sagte at mumle, og jeg
frygtede jeg havde fornærmet ham groft.
Det var trods alt en handling jeg ikke
kunne drømme om at gøre nu, hvor jeg er
blevet ældre og langt mere berejst. Han
talte sagte og pludselig lyste han op i et
smil, trykkede mine hænder ind mod sin
krop og menneskemængden begyndte at
juble.
Han havde forklaret, at han vidste at
jeg som en anden medicinmand havde
overnaturlige evner, og at han blev
bestyrket i dette, da jeg forsøgte at
trække min arm til mig. Det var, efter
hans opfattelse, et tegn på, at jeg var
nervøs for at mine evner skulle smitte af
på ham, men nu havde jeg tryllet med
hans hovedbeklædning, hvorfor den
havde overtaget en del af min magi. Han
ville derfor altid gå med den, ligesom jeg
måtte blive hans nye medicinmand.
Således går der nu en høvding rundt i
bushen i Afrika i 45 graders varme med
en strikket tophue! Man kan roligt sige,
at tryllekunstneren havde sat sine spor
på de lokale – og omvendt. Heldigvis kun
psykisk, om end det også var tæt på at
blive fysisk.
For høvdingen syntes at min makker og
jeg var så prægtige mænd, at han tilbød
at omskære os. Det var muligvis kun ment
som en spøg, men vi takkede begge nej
til det generøse tilbud, og satte hurtigt
kurs hjem mod Danmark. Jeg drog hjem
med minderne om de største og gladeste,
kridhvide smil jeg nogensinde havde set.
Fætter, fætter, fætter og fætter. Møde på højt plan nedenfor tribunen.
A Day
At The
Races
Glem alt om Marx
brothers, dr. Hackenbush
og Grouchos evigt
uheldige offer, Margaret
dumont. Næh, skal man
se hesteræs, gøres det
bedst langt sydpå, nede i
den arabiske Ørken, hvor
oliemilliarderne har skabt
et væddeløbsmekka, det
kan få gamle Englands
ascot til at ligne
Klampenborg Galopbane.
tekst og foto: claus Qvist Jessen
Arabernes stolthed: Den relativt lille, men
meget hårdføre araberhest. Næsten alle
sammen er gråskimlede, inkl. denne fra
paraden før løbene.
Finalen på 1600 meter sprint for hysteriske fuldblodskrikker.
Stemningen er intens, fartbøder er et ukendt fænomen, og vinderen
tjener let en årsløn på et par minutters sadelhopperi.