RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

En hyldest til de
indiske jernbaner!
De indiske jernbaner er en enorm,
statsdrevet virksomhed – faktisk
verdens største arbejdsgiver - som
beskæftiger 1,5 million mennesker.
og for nu at blive ved rekorderne, så
transporteres der hver dag 14 millioner
passagerer på i alt 63.140 kilometer spor.
Det er englænderne, som siden 1836
har anlagt de fleste af linjerne, og efter
Indiens selvstændighed i slutningen af
1940-erne har landet selv drevet og
udbygget det enorme apparat, som i
dag fungerer overraskende effektivt.
Man kan få utrolig mange alternative
oplevelser i Indien, men næppe ret
meget kan måle sig med en indisk
jernbanestation. Her findes simpelt hen
alt, herunder et vanvittig eksotisk folkeliv
med alt, hvad dertil hører: bærere,
avissælgere, skopudsere, madboder,
restauranter, boghandlere, soverum,
de indiske
jernbaner er enhver
jernbaneenthusiasts
drøm. Har man først
én gang kørt med tog
i Indien, glemmer man
det aldrig. Herefter vil
togrejser i Danmark
være reduceret til
transport i syntetiske
metalhylstre, som
hverken kan føles eller
lugtes! Og hvis man vil
lære Indiens befolkning
og landskaber at kende
som rejsende turist, så
gøres det næppe på en
bedre måde end ved
at tage på en længere
togrejse i landet. Her vil
man få sit livs oplevelse
med indtryk, som med
garanti vil blive afspillet
igen og igen på ens
indre hukommelseskort
efter hjemkomsten:
tesælgernes
gennemtrængende
råb på perronerne
og i kupéerne, den
øredøvende larm, når
toget passerer en af
de gamle jernbroer,
mol-tonerne fra
diesellokomotivernes
togfløjter. Jo, der ER
noget poetisk over
jernbaner!
tekst og fotos: erik
PontoPPidan
ventesale, baderum, tesælgere, you
name it.
Jeg har oplevet de indiske jernbaner i
to tidsepoker. Første gang var i foråret
1969, hvor jeg rejste til Indien og nepal
ad ”The Hippie Trail”. en del af rejsen
(fra den pakistanske grænse til nepal)
foregik med tog gennem Indien, og
det gjorde et uudsletteligt indtryk på
mig. Menneskemylderet, det totale
kaos på stationerne, tesælgerne,
nysgerrigheden, stanken, støvet, de
næsten kilometerlange togstammer
- for slet ikke at tale om de enorme
damplokomotiver, som var enhver
jernbaneentusiasts drøm! I Danmark
forsvandt damplokomotiverne stille og
roligt i begyndelsen af 1960-erne, men
ikke i Indien. Det var togrejser, der ville
noget! Det var hårdt at rejse med tog
på tredje klasse i flere døgn, men set
i bakspejlet er det åbenbart lykkedes
mig at fortrænge alle de ubehagelige
oplevelser, for togrejserne i Indien
dengang står i dag for mig som noget
spændende og eventyrligt.
"Ja, nu står jeg altså her på perronen
på Baroda Station på vej sydpå. Jeg
står og venter på natekspressen, som
om lidt vil ankomme ganske langsomt
glidende med ét af de kæmpestore
damplokomotiver foran.
Det vil - for det gør det hver gang - først
imponere mig med sin størrelse - og
derefter med sin længde. De indiske tog
forekommer mig at være flere kilometer
lange - og lokomotiverne større og
vældigere, stoltere end noget, vi nogen
sinde oplever på film fra Det Vilde
Vesten.
Når toget standser, ved jeg, at det
sædvanlige mylder går i gang. En kamp
for at komme først op i vognen for os
derude på perronen og kamp fra dem
inde i toget, der forsøger at trænge sig
vej ud. Jeg er ganske alene og har ikke
slægt og venner med til at bane vej for
mig og til at fragte mine pakkenelliker
op i toget og kæmpe mig vej hen til min
plads."
Uddrag af Politikens kronik "Mit indiske jernbaneliv"
af Bodil Graae lørdag den 17. august 1985.
Anden gang jeg kørte med tog i Indien
var 40 år senere, i efteråret 2009.
Meget har ændret sig i Indien siden
dengang, men de oplevelser, man kan
få ved at rejse med tog i landet, er
stort set de samme. lige bortset fra,
at de gigantiske damplokomotiver nu er
næsten forsvundet, og at den massive
fattigdom i Indien heldigvis ikke er nær
så udbredt som for 40 år siden.
I november 2009 kørte vi med nattog
fra Varanasi til Agra i nordindien. Vi
havde tilbragt 3 utrolig spændende dage
i Varanasi, som er en af Indiens helligste
byer, og om aftenen kørte vi gennem
det kaotiske menneskemylder i byen for
at komme til jernbanestationen. og det
var der stadig næsten alt sammen: De
massive menneskemængder, tiggerne,
tesælgerne, lydene og lugtene! Denne
gang havde jeg medbragt nogle venner,
som aldrig tidligere havde været i Indien,
og jeg tror og håber, at de fangede det
eksotiske islæt ved oplevelsen. Min
kæreste sammenlignede ganske vist
vores anden klasses sleeper med en
kreaturvogn, men faktisk sov vi alle
sammen ganske udmærket den nat!
lige før vi rejste tilbage til Danmark
besøgte vi det seværdige Indian Railway
Museum i new Delhi, hvor et stort antal
lokomotiver og togvogne er udstillet
fra landets 170-årige jernbanehistorie.
Ganske vist er der ingen kørende
veterantog på museet, men alligevel
vil jeg varmt anbefale det til alle
tog-enthusiaster. Min store drøm som
7-årig var at blive lokomotivfører, og på
museet kan man komme op i de fleste
af de gamle lokomotiver. Det smager da
lidt af fugl!
Billede øverst: På vej med nattoget (Marudhar
Express) mellem Varanasi og Agra i november 2009.
Billede nederst: Jernbaneenthusiaster i Indien bør
besøge det seværdige "National Rail Museum" i New
Delhi.
Billede i baggrunden: Nej, det er IKKE en scene fra
filmen ”Slumdog Millionaire”. Det er en flok glade
skolebørn ved jernbanemuseet i Delhi i Indien, som
var meget mere interesserede i os end i de gamle
damplokomotiver!
Berejst Fredagsbar VEST
Trænger du til at slappe af efter en hektisk uge?
Trænger du til at snakke lidt rejser?
Så trænger du til Berejst Fredagsbar Vest.
Vi mødes den sidste fredag i hver måned
mellem kl. 16 og 18 på
Café Smagløs, Klostertorvet 7 i hjertet af Århus.
Hvordan finder du os?
Det er os med den næsten flotte globus og os i
godt humør. Der er intet program og intet foredrag,
vi skal blot hygge os, få en øl og lære nye
mennesker at kende – så kære alle berejste fra
øst som fra vest, fra nord og fra syd:
Kom endelig med til Berejst Fredagsbar Vest.
Vel mødt
Eventmaster Vest
Nikolaj Witte
I forbindelse med oplevelsen af de
indiske jernbaner føler jeg mig fristet
til at drage paralleller til det danske
mesterværk ”Havnen” fra 1937, sunget
af osvald Helmuth, med tekst af Arvid
Müller. Sangen handler om en helt
almindelig dansker, som cykler ud til
Københavns Havn og fantaserer om
skibenes eksotiske mål, og den er fyldt
med atmosfære, poesi og udlængsel. et
par linjer i sangen lyder sådan:
Jeg ka li bare at røre ved skibet, det er
sådan lissom at hilse på livet”.
Sådan har jeg det med de indiske
jernbaner!
34 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 35